2012 Marion, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2012 Marion, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienEfter 12 amerikanske stinger missiler i streg fryder lidt forandring. Det sørgede Jesper for med denne Valpolicella Superiore fra Azienda Agricola Marion, som ligger ved den lille by Marcellise, lidt nord for San Martino Buon Albergo og omkring 6-7 kilometer nordøst for Verona, altså i Amaroneland.

Det er et lille familieforetagende, som drives af Stefano Campedelli, hustruen Nicoletta Fornasa samt hans broder Marco. Familien havde købt vingården tilbage i 1986, men startede først med at flaske egne vine i 1995.

De ejer 22 hektar og producerer årligt 70.000 flasker med hjælp fra vinkonsulenterne Celestino Gaspari og Damiano Peroni. Vingården ligger lige udenfor Valpolicella Classico zonen, men markerne har god jordbund, som er rig på kalk, hvilket resulterer i meget rene vine, som ofte bliver sammenlignet med vine fra både Giuseppe Quintarelli og Romano dal Forno.

Det er heller ikke vine i den billige ende af skalaen, og denne Valpolicella Superiore koster langt mere end en billig Amarone. Den er lavet på 20% Rondinella, 10% Corvina Gentile, 60% Corvina Grossa samt 10% Croatina.

30% af frugten er tørret inden presningen og derefter er vinen vinificeret på store rustfrie ståltanke, men har efterfølgende lagret på barriques … men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I næsen er her imidlertid intet tørret, overmoden frugt, men derimod friske bær, nærmest syrlige balsamiske bær, kirsebær, egetræ, syrlige bolsjer, nelliker, laurbærblade samt en smule røg. Smagsmæssigt igen en herlig bolsjesødme, søde lakridspiber … virkelig blød og kælen … sød og imødekommende, men samtidig med en vis friskhed i frugten. Absolut en meget kompetent Valpolicella.

Forhandles herhjemme bl.a. af Allerød Vinhandel, hvor prisen er 275 kr.

Rating 5,5/7  

2014 Francis Ford Coppola Winery, Red Blend Diamond Collection, Californien, USA

2014 Francis Ford Coppola Winery, Red Blend Diamond Collection, Californien, USAUden det store Apocalypse Now er vi ved vejs ende … i hvert fald er dette sidste vin af de 12 Coppola vine fra i lørdags. Vinen er instruktørens Red Blend Diamond Collection med druer fra marker i Napa, Sonoma, Lodi og El Dorado.

Det er – på samme måde som de sidste vine – et blend, som varierer fra år til år. I denne årgang 2014 er det på 38% Petit Verdot, 31% Cabernet Sauvignon og 31% Syrah. Og så skulle vinen efter sigende være inspireret af Scarlet O’Hara fra den legendariske storfilm Gone With the Wind … borte med blæsten og derfor også en scarlet farvet etiket. Vinen skulle samtidig være farverig som Scarlet.

Efter vinifikationen lagres vinen i 10 måneder på franske egetræsfade inden aftapning. Vinmageren er selvfølgelig – uændret – Corey Beck.

Duftmæssigt virkelig våde fade, kirsebær, brombær og en omgang krydderier. Derudover ikke så mange noter … måske også grundet, at det var 12. vin i strengen. Smagen er virkelig blød, sød og nem … mærke bær, godt med lakrids og nogle ristede noter. Knap så markant som foregående vin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Syrah Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Syrah Diamond Collection, Californien, USAHvad mangler vi af druer i Diamond Collection serien? Jo, selvfølgelig lidt Syrah, så her får vi Francis Ford Coppola Winerys Diamond Collection Syrah … eller Syrah-Shiraz, som de selv skriver på etiketten.

Og surprise … igen er det ikke ren Syrah, da Corey Beck i denne årgang 2013 har lavet blendet på 76% Syrah, 24% Petite Sirah.

Druerne kommer fra både Paso Robles og Monterey, endda fordelt på 3 forskellige vinmarker. Syrah’en er fra San Lucas og Paso Robles, mens Petite Sirah kommer fra en mark i Hames Valley.

Vinen er lagret 10 måneder på franske egetræsfade og trækker 13,9% i alkohol. Corey Beck har udtalt, at denne årgang 2013 formentligt er bedste årgang af vinen nogensinde.

Den har en herlig animalsk side … vi snakker mejeri, mødding iblandet noget blæk, grafit og er derudover proppet med mørke bær. Virkelig animalsk, næsten biodynamisk i udtrykket, hvilket vi bestemt ka’ li’. Selv syren virker næsten animalsk. Frugten er sådan lidt brombær, blommer, godt med krydderier og en snert peber. Man kunne forleden til at tro, at det var lidt Rhône.

Smagen er egentlig lidt kort i det … virkelig kort eftersmag, men frugten er klar, frisk og lidt easygoing. Det er nok mest solbær, bløde tanner og fin syre. Næsen er dog klart bedste del af vinen. Skal virkelig sniffes.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Director’s Cut, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Director's Cut, Californien, USASom i gennemgang af en lang filmography er vi nået til sidste lørdags Coppola vin nummer 10. Det er et gensyn med Cabernet Sauvignon og denne gang fra Director’s Cut serien.

Igen ikke ren Cabernet Sauvignon, men denne 2013 Cabernet Sauvignon Director’s Cut har vinmageren Corey Beck lavet på 87% Cabernet Sauvignon, 8% Malbec og 5% Cabernet Franc, så dermed igen noget, som kunne minde om et Bordeaux blend. De tilsatte druer varierer fra år til år, nogle gange er det tilsat lidt Merlot, mens blendet fx i den efterfølgende årgang 2014 er 85% Cabernet Sauvignon, 10% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc.

Faktisk siger lovgivningen i Californien, at der blot skal være 85% af en druesort i vinen for, at man så må bruge druesorten som eneste betegnelse på vinen. Derfor er dette således en Cabernet Sauvignon Director’s Cut, hvor Cabernet Sauvignon druerne kommer fra Alexander Valley.

Vinen er lagret i 14 måneder på primært franske egetræsfade, heraf 40-50% nye fade, mens resten af fadede er mellem 1-2 år gamle.

Og nu bliver det rigtigt tæt, mørkt og intenst i næsen … vi snakker engelsk lakrids og tobak, mørke frugter, solbær, brombær, blommer, tunge våde fade samt nelliker.

I munden er frugten meget moden, overmoden endda, fed, voluminøs og ganske sød. Ja, det er jo amerikansk Cab. Men der er – ganske overraskende – også en vis lethed over vinen, selvom sødmen hele tiden lurer. Smager helt sikkert godt og en vin, som de fleste vil elske.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 239 kr.

Rating 5/7