2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandHvad forrige Spätburgunder ikke leverede, dét leverede denne Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG fra Weingut Salwey til gengæld i overflod … fuck det er god Spätburgunder. Houlberg bukker sig i støvet.

Weingut Salwey har jeg jo også skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i efteråret 2016. Det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset.

Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Eichberg, som ligger tæt ved vinhuset i Oberrotweil. Den er lavet med maceration i 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret på barriques i 12 måneder.

Nu snakker vi … næsen emmer af lys, småsødlig og herlig animalsk kostald på den mest lette og svævende facon. Houlberg fanger også lidt hindbær, tranebær, stikkelsbær, enebær og lærkeskud. Der er våde fade, lidt vanilje, kanel, en flot underliggende rank syre … en grøn syrekant, som vel egentlig er karakteristisk for Salwey, lidt karamel samt lidt krydderier.

Smagen er blød, men det er en stringent vin med en voldsom præcis syre, et grønt og lettere aggressivt bid, men alt på en let og smuk måde. Der er lyse, modne bær, en lille behagelig syre, spændstig med en inderlig nerve. Det er klart Spätburgunder himmel.

Jan havde købt flaske hos producenten, hvor den koster 39€ … svarende til 290 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2015 Weingut Schwedhelm, Klosterstück Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Schwedhelm, Klosterstück Spätburgunder, Pfalz, TysklandMister Spätburgunder aka Danmarks flittigste vinblogger havde selvfølgelig en flaske Spätburgunder med til hovedretten – lidt okseryg med forårsurter og kraftig glace – nemlig denne Klosterstück Spätburgunder fra Weingut Schwedhelm, som jeg skrev om forleden.

Jeg havde regnet med, at den var væsentlig bedre end husets almindelig 2015 Zellertal Spätburgunder, som jeg gav lige i underkanten af 5 Thumbs Up. Det er den imidlertid ikke, selvom det reelt er niveauet over og derfor også burde være bedre.

Schwedhelms Klosterstück Spätburgunder er lavet med druer fra husets højest beliggende vinmark Klosterstück, hvor jordbunden primært består af ler og kalk. Alt er nænsomt håndplukket, er efter en klassisk burgundisk vinifikation og lagret 12-15 måneder i små egefade.

Næsen dufter af krudt, er ganske urtet og krydret med kirsebær, blåbær, røg, eg, lidt eukalyptus, blomster, kanel og jod. Det er på ingen måder en lys, let og elegant Pinot Noir næse, men i stedet kantet, urtet og svær tilgængelig.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor vinen smager grøn, urtet, men frugtmæssigt meget ren og rig, men bestemt til den strenge side. Der er – bevares – okay intensitet, jern og mineraler, men slet ikke, hvad jeg havde håbet eller forventet.

Købt hos Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Knipser, Grauburgunder ***, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Grauburgunder ***, Pfalz, TysklandMit Pinot Gris bud til læsøtarteletterne var denne Grauburgunder *** fra Weingut Knipser i Laumersheim mellem Grünstadt og Bad Dürkheim i det nordlige Pfalz.

Knipser har vi stiftet bekendskab med et par gange her på Houlbergs Vinblog, så derfor nøjes vi denne gang med alene at kigge nærmere på denne Grauburgunder ***. Det spændende ved vinen er for det første, at druerne kommer fra 2 forskellige Große Gewächs marker, nemlig Dirmsteiner Mandelpfad og Laumersheimer Steinbuckel, hvor Knipser dyrker sine bedste Grauburgunder.

Druerne er høstet ved 100 Oechsle, og gæringen er sket i nye barrigues, hvor vinen er også er lagret sur lie i 6 måneder inden aftapning på flaske. Vinen lagrer så på flaske i flere år inden frigivelse. Der er 0,9 gram restsukker i vinen pr. liter.

Og uha for en sindssyg lækker duft … lige et par niveauer over de foregående vine. Næsen er animalsk  og let nøddet med brændte mandler, akacietræ, en sand eksplosion af eksotisk frugt, modne pærer og gule æbler, blomster, mariekiks, vanilje og kanel.

Smagen er blød … helt nede på smeltepunktet, en blød, rund, mild og aromatisk smag, men slet ikke samme sødmeniveau som foregående Pinot Gris, for her er sødmen langt mindre og har en rund syre, lidt salt og karamel,  hvorved vinen bare er smukt balanceret. Nøj for pokker, hvor smager den godt.

Købt i Tyskland til 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, FrankrigJacques’ datter Carolyn Sipp får stadig mere og mere indflydelse på Domaine Sipp Mack. Det kan bl.a. ses på denne 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg, hvor etiketten nu har fået et nyt design, hvilket netop kan tilskrives Carolyn.

Jeg har skrevet et utal af anmeldelser af vinene fra Domaine Sipp Mack, så det vil jeg ikke gøre igen. Derfor kigger vi blot nærmere på denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg, som er lavet med druer fra den unikke, sydøstvendte Osterberg-Grand Cru mark, som ligger i 250-350 meter over havet med en jordbund bestående af stenet ler og kalkrig mergel.

Jans svoger havde valgt Pinot Gris til vor forret … en læsøtartelet med dampet rødspættefilet med cremet jomfruhummersauce, jomfruhummer og urter i sprød butterdej. Et godt valg … for jeg havde også selv valgt lidt Pinot Gris.

Denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg er lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved temperaturstyrede forhold med kvaset og efterfølgende er vinen lagret på egefade af ældre dato.

Næsen har godt med fylde, er nærmest lidt olieret, aromatisk og der fornemmes pænt med sødme. Der er sandeltræ, eksotiske frugter, fersken, pærer, en smule chokolade samt en note, som – underligt nok – minder lidt om brændt plastisk, men ikke på en ubehagelig måde, for det er samlet en lækker aroma.

I munden er vinen sød … meget sød, og efter min mening er der ikke tilstrækkelig med syre. Her er sødmeniveauet nemlig så højt, at det næsten bliver en dessertvin og mere passende til ost end tartelet med fisk og skaldyr.

Det smager dog bestemt godt, fantastisk intensitet med en smule mineraler, men hold op, hvor er 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg dog sød.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, Riesling Cuvée Exceptionelle, Alsace, Frankrig

2016 Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, Riesling Cuvée Exceptionelle, Alsace, FrankrigJeg var forleden – igen – på Bistroteket i Randers og til en aften, hvor man selv måtte ha’ vine med og dele med de andre ved bordet. Vi startede med denne Riesling Cuvée Exceptionelle fra kooperativet Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim eller Cave Vinicole Les Faîtières, som det også hedder.

Kooperativet ligger i byen Orschwiller og er grundlagt i 1957 af 80 vinavlere, som har deres vinmarker omkring Kintzheim, Orschwiller, Rorschwihr, Châtenois og Saint Hippolyte … i alt omkring 140 hektar vinmarker.

Denne Riesling Cuvée Exceptionelle er én af de mange vine, som bliver lavet på kooperativet Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim. Der er ikke mange oplysninger om vinen, som dog er lavet på ståltanke.

I næsen er der en ganske svag antydning af petroleum, lidt eksotisk frugt, modne æbler, en smule citru samt sæbe og blomster. Smagen er fint ren med en svag fedme, citron … men egentligt meget syrefattig, god med et okay bid til sidst.

Skjold-Burne er forhandler af nogle af vinene fra Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, men denne vin er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke. På kooperativet koster den 10,50€ … svarende til omkring 78 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandTilbage i marts smagte jeg Weingut Hanewald-Schwerdts Spätburgunder i en årgang 2016 og nu har jeg den igen i glasset … blot i en nyere årgang 2017 og helt passende på en fredag, som jo altid er Spätburgunder dag i det houlbergske hjem.

Og den er såmænd samtidig 3. vin i træk – eller streg – her på Houlbergs Vinblog fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt.

Det er en almindelig Gutswein … altså en basisvin, hvor druerne kommer fra marker omkring både Leistadt og Bad Dürkheim. Vinstokkene er mellem 20-25 år gamle i står i kalkrig jord.

Vinen er vinificeret i åbne kar med maceration og gæring. Derefter er vinen lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern, altså både store og små egetræsfade, og omkring 20% af de anvendte barriques er nye.

I glasset er det – som med 2016’eren – en dejlig lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder væske. I starten er vinen lidt lukket, så give den endelig tid i glasset. Der er masser af nelliker, kirsebær, tranebær, ribs og måske endda også nogle mørkere bær. Der er grønne urter og grønne blade, mentol, jern og ny eg.

Smagen er let, grøn og lidt urtet, men med en ren frugt. Den er i starten en smule rustik i udtrykket, men tør langsomt op på samme vis, som en sippet ung dame og siger pludselig ja. Der er kirsebær og ribs, jern, krydrede elementer, en svag bolsjesødme og kanel. Giv den godt med luft … så kravler vi som sidst lige op på 5 erotiske fredagsfingre.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Weingut Hanewald-Schwerdt, Dürkheimer Hochbenn Riesling, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Hanewald-Schwerdt, Dürkheimer Hochbenn Riesling, Pfalz, TysklandLad os da bare lige nuppe endnu en Riesling fra Weingut Hanewald-Schwerdt, men denne gang en Lagenwein, nemlig husets 2014 Dürkheimer Hochbenn Riesling … og sikke én af slagsen.

Denne Lagenriesling er lavet med druer fra marken Dürkheimer Hochbenn, som dog ikke er en så kendt mark. Mange lokale vinproducenter har parceller på marken, som har en jordbund med specielt buntsandstein … en slags rød og lysbroget sandsten.

Marken er dog en eftertragtet skråning, som ligger på den nordøstlige side af Dürkheim, lige ovenfor markerne Dürkheimer Rittergarden og Spielberg mod syd … klemt inde af Dürkheimer Steinberg mod nord og den store skov Pfälzer Wald.

Det er en mark, som let giver modne druer og flere producenter laver endda eiswein fra marken. Marken er omtalt allerede tilbage i 1381 og det fremgår, at marken fik sit navn Hochbenn, dels på grund af det høje beliggenhed samt ordet Benden, der igen kommer fra det højtyske ord Biunde, som betegner et stykke indhegnet jord, specielt reserveret til dyrkning af vin.

Weingut Hanewald-Schwerdts Dürkheimer Hochbenn Riesling har jeg ikke de store oplysninger om, men vinen er lagret en periode i store 500 liters Tonneau egefade.

Og hold nu kaje for en lækker aroma og et stort løft i forhold til foregående Gutsriesling. Her er det fed, næsten olieret væske med svag diesel og petroleum, fersken, melon og modne æbler. Det er sødme, lidt blide mineraler og samlet fyldig, rund og venlig.

Smagsmæssigt er det sgu også tæskelækker vin, fed og meget smagfuld. Der er igen nærmere olieret med tørrede abrikoser, salte og kandiserede citroner, litchi, nødder og pænt med sødme. Det er en virkelig intens vin, men har en fin syre, som giver vinen en god rygrad og smuk balance. Der er lidt bitterhed, men det er sgu vitterlig en berusende smuk vin.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Riesling Auf der Pochel, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Riesling Auf der Pochel, Pfalz, TysklandFor et par måneder siden smagte jeg en ærketysk Spätburgunder Trocken fra Weingut Hanewald-Schwerdt. Nu har jeg igen vin i glasset fra vinhuset i Leistadt lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz, nemlig en 2018 purung Riesling Auf der Pochel.

Weingut Hanewald-Schwerdt drives af de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011 efter Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen.

Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på. De har moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.

De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.

Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder.

Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim. Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.

Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fin Ruppertsberger Reiterpfad mark.

Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … syv dobbeltværelser og ét enkeltværelse.

Denne Riesling Auf der Pochel er en af husets basisvine, altså Gutsweine, som er opkaldt efter Hanewald-Schwerdts hjem-adresse på Pochelstrasse. Det er en vin, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke mange oplysninger om vinen.

Næsen er tør, sprød og frisk med fersken, pærer, lidt lemon, lidt grønne urter, estragon og mineraler. Smagen er æbler med masser af syre, svag lille sødme, grønne urter. frisk med fin balance, mineralsk ren og flot, flot niveau for en Gutsriesling.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, FrankrigDe fleste ved, at Beaujolais hører til under Bourgogne … de fleste tror endda, at det blot er en lille del af området. Men i nogle år laves der mere vin i Beaujolais end i resten af Bourgogne. I mine øjne er Beaujolais alt for overset, og det er denne Morgon Tradition fra Domaine de Colette et knaldgodt eksempel på.

Beaujolais har 10 områder, der er blevet ophøjet til Cru status og derfor må bære sit eget navn på etiketten. Ét af de områder er netop Morgon, som samtidig er et af de største områder i Beaujolais med 1.120 hektar vinmarker på den venstre side af Saone floden og en årlig produktion på omkring 8 millioner flasker vin.

Vinene fra Morgon varierer selvfølgelig i stil, men er som regel meget frugtrige, mere kødfulde, tættere og mørkere i frugten end hos de andre Beaujolais cru’er. De får ofte også noter med lidt chokolade og parfume.

Domaine de Colette ligger dog ikke i Morgon området, men i Régnié lidt nordøst for byen Lantignié … men dog næsten på op til Morgon og med en smuk udsigt til Alperne

Vinhuset drives i dag af Jacky Gauthier, men er grundlagt tilbage i 1953 af Jackys far Renè Gauthier, som købte sin første mark og startede med at plante vinstokke på marken.

Renè passede også en nabomark, som ikke var passet siden 1. verdenskrig og opkøbte derudover flere marker, så han i 1972 havde samlet 8 hektar vinmarker.

Derfor byggede han et vineri ved siden af deres hjem, og dermed blev Domaine de Colette en rigtig vingård. Sønnen Jacky voksede således op med vin og besluttede også hurtigt, at han også ville være vinbonde, så han startede derfor sin uddannelse til ønolog samtidig med, at han hjalp faderen på vingården.

I 1980 blev Jacky som ung 17-årig tilbudt en overtagelse af sin onkels vinmarker, og købet lykkedes 4 år senere … siden har Jacky Gauthier drevet både faderens og onklens vinmarker, som dog senere er lagt sammen under Domaine de Colette.

Samlet har Jacky sammen med sin hustru Evelyne i dag 14 hektar vinmarker, som er fordelt på de 4 Beaujolais cru’er Régnié, Morgon, Moulin-A-Vent og Fleurie. Men derudover laver Domaine de Colette også almindelig Beaujolais-Villages.

Faderen Renè Gauthier døde i 1995, men Jackys søn Pierre Alexandre er allerede i gang med at uddanne sig til vinmager, så 3. generation er således allerede på vej.

Vinmarkerne hos Domaine de Colette passes efter metoden, som de kalder lutte raisonnée, som også kaldes l’agriculture raisonnée. Det er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Derudover anvender Jacky Gauthier også kun vegetarisk gødning og pløjer mellem vinstokkene under perioden, hvor stokkene står i dvale, for derigennem at tvinge rødderne ned i undergrunden.

Høst sker selvfølgelig også helt traditionelt ved håndkraft og drueklaserne anvendes hele uden afstilkning. Produktionen sker selvfølgelig også på helt oldschool Beaujolais manér … macération carbonique metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Denne Morgon Tradition er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke fra husets marker i Morgon. Den er – som nævnt – lavet med hele drueklaser, som gærer macération carbonique  i 9-10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten på egefade i 8-9 måneder. Derefter flaskes vinen.

Lige åbnet dufter vinen bondsk som bare satan … tilsat lidt blomsterpollen, ensilage, kul og blæk. Frugten er sorte kirsebær samt blåbær, lidt gæret i udtrykket og svagt krydret med søde krydderier … kardemomme. Med lidt luft i glasset aftager det vildeste af bondskheden og fremstår mørk, stille og syrlig.

Der er en saftig lethed i smagen, saft og kraft med en lille syrlighed, som ligger prikker til dig. Det er egentlig blødt og behageligt som en brun fløjlssofa fra 70’erne, lidt comfort, men syren er fast nok til, at du aldrig slumrer hen. Der er pænt med jern og granit, og samlet en rustik om end elegant og saftig vin. Jeg ka’ virkelig godt lide den og til pengene et godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, Frankrig

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, FrankrigDen lille Rhône Masterclass sluttede med denne Cuvée Père Clément Visan fra vinhuset Clos du Père Clément, der ligger lidt sydøst for Visan by.

Clos du Père Clément er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 1972 af Jean-Paul Depeyre. Det holder til i en gammel, smuk ejendom fra det 17. århundrede og ligger tæt på det historiske kapel Romaine Notre Dame des Vignes.

Jean-Paul Depeyre er barnebarn af Clement Depeyre, som var grundlægger af kooperativet i Tulette, mens hans far var også vinavler i området.

Clos du Père Clément har samlet 22,5 hektar vinmarker, hvilket giver basis for vine som Côtes-du-Rhône Villages Visan, Côtes-du-Rhône og IGP Drôme. Markerne dyrkes økologisk.

Denne Cuvée Père Clément Visan er netop en Côtes-du-Rhône Villages Visan, som i denne årgang 2015 er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan. Druerne høstes med maskine, hvilket dog ikke helt hænger sammen med den økologiske tilgang.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og derefter lagret en kort periode i underjordiske betontanke suppleret med 6-8 måneder i barriques.

Næsen er sgu fantastisk … virkelig mørk, tæt og intens med solbær, enebær, gærede kirsebær, blæk, eg, violer, engelsk lakrids, kanel og vanilje. Det er en fyldig, tæt og sort væske, som har godt med opulent, fed, tyk herlighed og dufter sindssygt godt.

Smagen er fløjlsblød og virkelig en vin med ro og balance. Det er det stille vand, som flyder tykt og roligt. Frugten er moden, intens med faste tanniner, et fast – men blidt – syregreb og moden smag. Det er en rigtig god og moden Côtes-du-Rhône Villages. Det bliver 5 houlbergske Thumbs Up og med pil Up.

Importør er Vinimportøren, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger