Tag-arkiv: Adelaide Hills

Adelaide Hills er en af de 18 vinregioner i South Australia. Det er et af de køligste områder i den sydlige del og næsten tæt på kold klima, da Adelaide Hills ligger tæt på havet ved St. Vincent golfen og markerne typisk i 400 – 650 meters højde.

Adelaide Hills har to underregioner, nemlig Lenswood og Piccadilly Valley. Adelaide Hills er også et af de absolut ældste vinområder i Australien, og de første vinstokke blev plantet tilbage i 1839, selvom området først rigtigt er blevet anerkendt i 1970’erne.

Der er samlet tæt på 3.052 hektar vinmarker i Adelaide Hills, og de mest plantede druer er Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir, Riesling og Semillon. Desværre medførte de store vildbrande i december 2019, at omkring 1.100 hektar vinmarker udbrændte … en trediedel af hele produktionen i Adelaide Hills.

Der findes omkring 100 forskellige producenter i Adelaide Hills.

2010 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2010 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, AustralienBusted … taget med maling på fingrene eller i dette tilfælde i glasset. Det er vinøs graffiti og jeres flittige vinblogger har testet, om de 3 store dåser spraymaling i de klare farver grøn, sort og pink kan frembringe vaskeægte streetart urban pieces eller måske legendariske tags.

De 3 store flasker graffitiklar spraymaling er simpelthen 3 årgange af topvinen The Piece Shiraz fra det unge, innovative vinhus Longview Vineyards, der ligger lidt syd for byen Macclesfield i Adelaide Hills vinområdet af South Australia.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1995, hvor de første marker blev tilplantet af Duncan MacGillivray, en australsk forretningsmand, som blev rig på opfindelse og salg af den alkoholfyldte limonadedrik Two Dogs.

Det tog dog MacGillivray nogle år at få styr på produktionen af vin – som måske er mere kompliceret end alkoholisk og sukkerholdig limonadevand – og de første vine fra Longview Vineyards blev derfor først sendt på markedet i 2001.

I 2007 blev vingården så købt af de nuværende ejere, de to brødre Peter og Mark Saturno, hvis familie oprindeligt stammer fra Italien, men har boet i Adelaide Hills gennem generationer. Familien er dog ikke selv vinbønder, selvom brødrenes bedstefar i hans yngre år plukkede druer hos Langhorne Creek og selv lavede lidt vine på Grenache.

Forældrene derimod drev et større hotel samt en større kvægbesætning på deres gård i Macclesfield … nabo til Longview Vineyards, så både Peter og Mark kendte til vingården i forvejen. De havde også tidligere arbejdet i vinforretninger og vinbarer, så de havde den vej igennem opnået stor viden om vin og samtidig kontakt til flere vinproducenter i området.

De boede begge i New York, da de i 2007 fik muligheden for at købe vingården Longview Vineyards tæt på deres forældres ejendom. Mark arbejdede som skuespiller og Peter i en vinforretning. De besluttede sig for, at købe vingården, flytte tilbage til deres hjemegn, og med hjælp fra forældrene samt deres søster, at lave cool climate vine i det kølige – men tørre – Adelaide Hills.

Siden er stedet blevet totalt restaureret og er i dag et attraktive mål for vinturister … kendt for deres fantastiske vine, deres Della Casa italienske, tapasinspirerede specialiteter om søndagen, guidede ture, store gæstfrihed og mulighed for overnatning på deres 4 stjernede indkvartering.

Longview Vineyards har 70 hektar vinmarker og selvom området er cool climate og mest er kendt for druesorter som Chardonnay, Riesling og Pinot Noir, så har brødrene valgt en anden vej, idet deres primære sorter er Shiraz og Nebbiolo, selvom de også har både Chardonnay, Riesling, Pinot Grigio, Pinot Noir, Barbera, Sauvignon Blanc og en smule Grüner Veltliner.

Longview Vineyards har hurtigt udviklet sig til at være et af de mest prisvindende vinhuse i området, og de har bl.a. fået hjælp fra den velkendte Ben Glaetzer, selvom vinene stilmæssigt ikke minder om Glaetzers egne vine. Brødrene Saturno fortsætter dog konstant deres arbejde på at producere vine af højeste kvalitets fra Adelaide Hills og samtidig med masser af sjæl samt innovation.

The Piece er en af brødrenes fantastisk skøre idéer. The Piece er den betegnelse, som man bruger om et graffitimaleri og så er det samtidig også navnet på den bedste Shiraz mark hos Longview Vineyards … beliggende lige mellem deres topmark med Nebbiolo og den større Yakka Vineyard.

Hvis er så mere naturligt end at bruge graffiti som omdrejningspunkt for husets topvin, som selvfølgelig blot hedder The Piece Shiraz og har en funky, street-urban etiket med et graffitimaleri?

Brødrene er selv vokset op med hip-hop kulturen, havde lyttet til Beastie Boys, Nirvana, De La Soul, A Tribe Called Quest samt 2Pac og synes, at det var kedeligt at sidde og lytte til jazz under den årlige Adelaide Hills vinfestival.

De fik derfor idéen om Piece Project … et projekt, hvor de hvert år under Adelaide Hills vinfestivalen laver en event … en lille fest, som de kalder Adelaide Hills’ Pinnacle Street Art. Der inviterer vinhuset 4 australske gadekunstnere til en battle om at lave det bedste graffitimaleri. De får 5 timer til at lave et kæmpe kunstværk, som ender på husets topvin sammen med kunstnerens tag aka navn.

Undervejs i Piece Project kan kunstnere, venner, gæster og andre interesserede selvfølgelig nyde hippe street hip-hop beats fra forskellige DJ’s, drikke masser af vine fra Longview Vineyards samt nyde mad fra spændende foodtrucks inden de stemmer om det bedste graffitimaleri og den endelige vinder kåres.

Jeg har fra Andrup Vin fået 3 af disse vine til test, og stilen er sgu gennemført. Flaskerne kommer hver især i et aluminiumsrør, som ligner en flaske spraymaling … hver med låg i forskellige farver, her – som nævnt – med grøn, sort og pink, hvor grøn er en årgang 2010, mens de øvrige er 2014 og 2015. Selvfølgelig er alle Shiraz Gloss – Superior Quality – Premium Finish. Woaw. Spray løs!

The Piece Shiraz er en supereksklusiv vin med Shiraz druer fra The Piece marken. Det er dog ikke alle druerne på Piece Vineyard som anvendes til vinen, men alene de absolut bedste og mest modne Shiraz druer, så det kan variere fra år til år, fra hvilke dele af marken, at druerne kommer. Det er dog normalt de mest stenede og tørreste rækker af de 4 blokke SH2, SH3, SH15 og SH13E, der anvendes. Alle druerne høstes naturligvis med håndkraft.

Vinen er fermenteret i åbne kar med hver 1 tons block separat og med omkring 15% hele klaser. Hver batch holdes adskilt indtil det endelige blend sker efter lagring. Denne 2010’er lagret 24 måneder på en kombination af nye og brugte, franske hogsheads fade … altså 300 liters fade.

Men det er nu ikke tilstrækkelig, for det er kun omkring halvdelen af fadene, som derefter udvælges til brug i The Piece Shiraz. Kun det bedste anvendes til vinen og der laves da også kun 2.400 flasker årligt.

Denne årgang 2010 af The Piece Shiraz er frigivet i 2013, så etiketten på vinen er lavet af den mexicanske kunstner Peque, som vandt konkurrencen i 2013. Det er et lille 3-D mesterværk med en illustrativ karikatur af vinguden Bacchus, som helt meditativt nyder et glas Shiraz.

Duftmæssigt er her til at starte med lidt lakrids, god moden og lidt gæret frugt, solbær og mørke kirsebær, sød tobak, lidt kaffe, en smule cigaræske og karamel. Det er fyldigt, behageligt og dufter sindssygt godt. Vinen er ikke overfed, men har en kølig elegance, en moden sødme og en gæret syre, så det virker sammenlagt som svævende fløjl i luften … og jeg smiler bredt.

Smagsmæssigt er det bestemt heller ikke nogen marmelade vin, men er langt mere elegant end de fleste australske Shiraz vine. Der er igen den modne frugt, tæt, dyb og inderlig, men også en rund, men fast bolsjesyre samt nogle blide tanniner. Der er pæn kompleksitet i vinen, som om den hele tiden har et gear mere … og det smager fandeme godt, er blødt og rundt med en bedaget elegance. Der er lidt peber i en lang, smeltende eftersmag. Woaw.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Weingut Egon Müller, Kanta Riesling, Adelaide Hills, Australien

Gert og jeg har en speciel forkærlighed for Egon … ja, altså vine fra Mosels Rieslingkonge Weingut Egon Müller, men hvem har ikke det? Og fredag serverede Gert denne Kanta Riesling fra Egons australske projekt Kanta Wines. Men kan man egentlig lave ordentlig Riesling i det varme land Down Under? Omvendt, hvis nogen skulle kunne … så må det være Egon Müller.

Weingut Egon Müller har jeg skrevet om flere gange på bloggen, så det skal jeg nok spare jer for denne gang, og blot henvise til mine blogindlæg på smagte Egon vine; 2011 Scharzhof Riesling samt hans 2011 Riesling Scharzhofberger Kabinett fra Mosel samt hans 2009 Château Belá Riesling fra Južnoslovenská i Slovakiet.

Det australske projekt startede i 2001, hvor Egon mødtes med henholdsvis Michael Andrewartha, en australsk vindistributør, og Akos Forczek, en London-baseret vindistributør, som i forvejen håndterede Egon Mullers vine i England og derudover tidligere har været direktør for Moët Hennessy i Østeuropa.

Sammen rejste de tre rundt til flere af Australiens bedste og køligste vinområder, og efter et års søgen fandt de frem til en lille vinmark ved navn Shaw and Smith Home Block i Balhannah i Adelaide Hills. Her implementerede Egon hurtigt – til de lokales store undren – sine egne metoder for såvel vitikulturen som vinifikationen.

Denne Riesling er så resultatet af Egons arbejde i Adelaide. Lavet med kort skindkontakt i fire timer, inden den presses og gæres i ståltanke. Efter den alkoholiske gæring, som udelukkende foregår ved hjælp af vildgæren, ligger vinen med bærmekontakt i tre måneder før aftapningen.

Og jo … Egon Müller kan noget specielt, for det er et flot, flot glas Riesling, og man vil ikke gætte, at vinen er fra Australien. Der er klassisk Riesling petroleum og den dér lidt fugtige, letsøde intensitet, som man også finder i god tysk Riesling. Der er lidt citrus, nødder, honning, en smule blomster samt et strejf af noget mineralsk, kalk måske.

I munden en lækker cremet vin … faktisk en meget behageligt cremet vin med fremragende syre/sødme balance, nødder og en let mineralsk nerve. Syren er blid, men vedholdende og går igen gennem hele smagsforløbet og godt i eftersmagen. Sehr Gut Meine Damen und Herren.

Købt i Vinspecialisten, pris 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Penfolds, Thomas Hyland Cabernet Sauvignon, Adelaide Hills, Australien

Tirsdagsvinen på job … australsk fra Penfolds … fint nok, for det er vist noget tid siden jeg sidst har smagt australsk vin. Her nok det mest berømte australske vinhus, og vinen er en Thomas Hyland Cabernet Sauvignon fra 2009.

Penfolds er grundlagt af Christopher Penfolds i 1844, da han – efter at være emigreret til Australien – opslog sin lægepraksis i Adelaide i Sydaustralien.

Christopher Penfolds var en varm fortaler for vinens helbredende virkning og startede derfor – som så mange andre australske læger – en hjemmeproduktion af hedvin, der blev ordineret som medicin i hans praksis.

Vinproduktionen voksede sig efterhånden større end hans lægepraksis, og til sidst blev det til et regulært vineri med fokus på produktionen af brandy og hedvine, der trods det varme klima var yderst populære på daværende tidspunkt i Australien.

Penfolds-vineriet forblev succesfyldt i familiens eje, og efterhånden som hjemmemarkedet i 1940’erne og 1950’erne begyndte at efterspørge bordvine frem for hedvine, omlagde man langsomt produktionen til den nye trend.

Penfolds chief winemaker, Max Schubert, blev sendt på en studietur til Bordeaux, hvor han via sine besøg på slottene blev inspireret til at tage de franske teknikker med sig hjem for at implementere dem i det daglige arbejde hos Penfolds. Dette skulle vise sig at lede til skabelsen af Grange – den mest præmierede rødvin i australsk vinhistorie.

Men som ved alle gode eventyr skulle man grueligt meget igennem før den endelige succes: Vinen blev i første omgang latterliggjort af omverden, så ledelsen forbød i 1957 Max at fremstille vinen, der blev anset for useriøs. Der skulle gå hele 10 år efter lanceringen, før Grange officielt var tilbage i Penfolds sortiment og blev anerkendt som det mesterværk, det reelt var. Jeg har i øvrigt tidligere smagt og anmeldt Grange her på bloggen.

Penfolds er siden vokset betragteligt, og i dag fremstiller huset ikke mindre end 1,4 mio. kasser vin om året.

Thomas Hyland-serien er opkaldt efter Thomas Francis Hyland, der giftede sig med Christopher og Marys datter. Efter Christophers død overtog Thomas ledelsen af vineriet, og det var ham, der i 1870 grundlagde firmaet Penfolds og Co. Dette drev han efterfølgende med så stor dygtig, at Penfolds i 1896 stod for ikke mindre end 1/3 af Sydaustraliens vinproduktion.

Druerne til Thomas Hyland Cabernet Sauvignon kommer fra et større geografisk område, der lokalt kaldes Adelaides Superzone, og som spænder over stærkt varierede geografiske forhold.  Penfolds har dog valgt at begrænse sig til områderne Coonawarra, McLaren og Robe, hvis most de sammenstikker, når vinifikationen har fundet sted – fuldstændig i tråd med assemblagen i Bordeaux.

Vinen er lavet med traditionel 12 måneders lagring på ét til to år gamle fade af amerikansk og fransk egetræ.

Duftmæssigt har jeg noteret solbær, modne kirsebær, let sødme, vanilje og en lidt landlig, rustik duft, som jeg egentlig synes er ganske dejlig. Smagsmæssigt stikker vinen dog ikke meget ud. Der er god blød frugt, solbær, lidt tørhed, men også lidt neutral og kedelig i min optik. God allround vin, som ikke gør nogen fortræd, men til prisen kan man finde mange andre sjove alternativer.

Købt hos Vinspecialisten, pris 150 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Penfolds, Bin 23 Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien

2009 Penfolds, Bin 23 Pinot Noir, Adelaide, AustralienTorsdag aften stod på en lille eksklusiv vinsmagning af Penfolds vine, herunder specielt Bin 707 og Grange.

I alt 7 vine var på programmet, heraf 5 røde, og lad os da bare starte med den første af de røde, nemlig denne pinot noir, Bin 23 fra årgang 2009.

En vanvittig mørk pinot noir vin i glasset, og jeg tror faktisk, at jeg aldrig før har set så mørk en pinot noir vin, ej heller fra Chile eller andre sydamerikanske lande.

Duften er meget sødlig pinot og meget kraftig eksposion af mørke bær. Smagen også meget bulderbasse, cremet, tyk, men fortsat balance. Der er smag af svedskesten, blåbær, kirsebær og bi-turbo på alkoholen. Der er bitterhed og cedertræ, og det er en ordentlig mundfuld. Fik man vinen uden at dufte, ville de fleste nok ikke gætte på en pinot noir.

Prisen er på 255 kr. hos Vinspecialisten. Det er måske også en ordentlig mundfuld, og kræver en vinelsker, som virkelig kan li’ de kraftige vine.

Vinanmeldelse 4/7