2011 Château Maurac, Haut-Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Maurac, Haut-Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Maurac ligger ved Saint Seurin de Cadourne lidt nord for St. Estèphe og nabo til slotte som Château Sociando-Mallet og Château Charmail. Og det er derfra, at jeg nu smager denne 2011 Haut-Medoc Cru Bourgeois.

Vinslottets historie går helt tilbage til slutningen af 1800-tallet og har været klassificeret som Cru Bourgeois siden 1932, hvor klassifikationen oprindelig blev etableret. Indtil 1969 var vinslottet genne alle årene ejet af den samme, men blev sidenhen solgt og siden 1998 har slottet været ejet af vimageren Claude Gaudin og Leroy familien, der også siden 1987 har ejet Château Barateau.

Claude Gaudin arbejder i forvejen hos en række andre vinslotte i Haut Medoc regionen, men på Château Maurac har han samlet 18 hektar vinmarker og laver der 5 forskellige vine.

En af disse er altså denne Haut-Medoc Cru Bourgeois, som her i denne årgang 2011 er lavet på 65% Merlot og 35% Cabernet Sauvignon fra 30 år gamle vinstokke.

Efter høst afstilkes druerne inden gæring og maceration på temperaturstyrede ståltanke ved 26 grader. Efter endt fermentering er 70% af vinen lagret måneder på franske barriques, hvoraf 15-20% er nye fade.

Meget klassisk Bordeaux næse med en solbær, kirsebær og lidt hindbær, godt med syre, der næsten bliver lidt skingeritaliensk, lidt cigarkasser, cedertræ, egetræ, læder, mug, gammel kælder og dyb skovbund, jern, mineraler og grønne grene.

Frugten er ikke helt så tydelig i smagen og syren er også her mere til at snakke med. Det giver en god venlighed, for tanninerne gør heller ikke vild modstand. Der er er småsure og småbitre kirsebær, ribs … men de fader hurtigt, så man bevæger sig hele tiden på overfladen uden vild stor dybde, men det gør også vinen flink.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 La Bollina, Bricchetta Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2018 La Bollina, Bricchetta Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienLad os da endelig lige fortsætte hos vinhuset La Bollona med endnu en lille buttet, bredbaget piemontisk mama og denne gang en rød af slagsen … vinen Bricchetta Monferrato Rosso lavet på ren Barbera.

Efter høst og afstilkning er druerne udblødt i en kold pre-maceration ved 0-4 grader over 4 dage inden fermenteringen er sket på rustfrie ståltanke over 10 dage. Derefter har vinen så gennemgået malolaktiske gæring i ståltankene, inden vinen så er lagret 14 måneder på franske egefade.

I glasset en ganske mørk, fed og bredbuttet vin … tyktflydende og vamset vin, hvor duften er mørk med både sorte kirsebær, solbær, blommer og en snert granatæbler, jod, medicinskab, et sødlig præg fra egefadene med vanilje, brændte noter, røg, eg, rå champignon, kaffe samt en krydret og lidt rustik syre.

Smagen er rigtig Barbera blød og krydret med bitre kirsebær, klar italiensk og balsamisk syre … faktisk mere syre end lige forventet, men derudover nogen tørhed og grønne urter. Der er begrænsede tanniner, men saftig, syrligsød og landlig. Dejlig Barbera,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 La Bollina, Armason Monferrato Bianco, Piemonte, Italien

2019 La Bollina, Armason Monferrato Bianco, Piemonte, ItalienDer er noget totalt hyggeligt over vinene fra La Bollona i de små buttede flasker, men tag endelig ikke fejl, for indholdet er ret fantastisk, hvilket denne lille hvidvin Armason Monferrato Bianco også tydelig beviser.

Societa’ Agricola La Bollina ligger ved den lille by Serravalle Scrivia, hvilket er et pænt stykke fra det centrale Piemonte og vel omkring 60 kilometer øst for Alba og dermed beliggende i den østligste del af Piemonte. Ja faktisk er Serravalle Scrivia mest kendt for det største outlet center i Europa kaldet McArthur Glen Serravalle Outlet med over 80 butikker.

Men heldigvis laves der faktisk også vin i byen, nemlig under appellationen Gavi … navngivet efter middelalderbyen Gavi, som ligger blot 10 kilometer fra Societa’ Agricola La Bollina.

Vinhuset holder til i en flot, gammel og historisk ejendom, som tidligere var residens for markisen Figari af Genova. Men siden 2008 har ejendommen været ejet af Marco Roveda … eller rettere hans selskab Praga Holding. Marco købte den gamle ejendom fra Gruppo Berlucchi ejet af familien Ziliani og besluttede sig for at lave vin.

Til ejendommen hører nemlig 120 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker. Ja derudover omfatter driften af ejendommen såmænd også et 4 stjernet luksushotel, en stor restaurant, et kongrescenter … samt en 18 hullers golfbane, som ligger idyllisk og snor sig mellem husets vinmarker.

Ved overtagelsen allierede Marco Roveda sig med vinmagerne Mario Ercolino og Andrea Bernardini, og lige siden har Societa’ Agricola La Bollina produceret rigtig gode vine, som bl.a. scores op til 96 point og får rosende ord fra bl.a. allestedsværende Luca Maroni. Den samlede produktion ligger i dag på omkring 120.000 flasker årligt.

Der produceres 9 forskellige vine på La Bollina, herunder altså også denne Armason Monferrato Bianco, der er lavet på ren Chardonnay, som er håndhøstet løbende fra slutningen af august til starten af september.

Gæringen er sket delvist i rustfri ståltanke og barriques. Lagringen er også sket i ståltanke og i barriques sur lie – altså med gærresterne i én periode … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Lækker, fed og ganske parfumeret duft, sommerblomstermark, camilleblomster, hvide liljer, tropiske frugter, fersken, ananas, pærer, cantaloupemelon, lidt vanilje, brunet smør og søde krydderier.

Smagen har sådan en lidt mørk og sødkrydret note, masser af fersken, abrikos, fedme, komfortabel tykhed, svag grapebitterhed, lemon og egentlig aromatisk, frisk og buldrer frem. Vi ligger sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler … nok mest 5.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Binger Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Binger Riesling, Rheinhessen, TysklandDenne 2019 Binger Riesling med druer fra Große Lage marken Binger Scharlachberg i Rheinhessen fra Weingut Kruger-Rumpf i Nahe er en lille saftig perle med drikkeglad lækkerhed.

Vinhuset Kruger-Rumpf ligger i Nahe midt i byen Münster-Sarmsheim med Nahe floden – en af  en af Rhinens mange bifloder – som nabo. Og den gamle bygning i byen huser udover vineriet også en god gammel restaurant & weinstube samt selvfølgelig udlejning af lidt Gästezimmer. Vi griber vinglasset og i en tætpakket weinstube synger med på de bedste tyske drikkeviser og glemmer COVID-19 for en stund. Prosit.

Vingården ejes af Stefan Rumpf, men det er i dag nu sønnen Georg Rumpf, som efterhånden har overtaget driften, dog med lidt hjælp fra broderen Philipp, der står for markedsføring. Georg overtog driften fra sin far i 1984, mens hans hustru Cornelia passer både weinstube og værelsesudlejning.

Familien har været vinbønder siden 1708, mens vingården er bygget omkring år 1830 med vineri i kælderen. Samlet har familien omkring 27 hektar vinmarker og de bedste marker er Münsterer Pittersberg, Dautenpflänzer, Rheinberg og Kapellenberg, Dorsheimer Burgberg samt Binger Scharlachberg. Den sidstnævnte ligger dog reelt ikke i Nahe, men i Rheinhessen.

Den årlige produktion ligger på omkring 145.000 flasker vin og omkring 70% af produktionen er faktisk på Riesling. På markerne  Münsterer Pittersberg og Münsterer Dautenpflänzer er vinstokkene med Riesling over 50 år gamle.

Udover Riesling, så dyrker familien også sorterne Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Frühburgunder, Spätburgunder, Chardonnay, Scheurebe og Gewürztraminer. Siden 1992 har Weingut Kruger-Rumpf været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Her smager vi netop en Riesling lavet af druer fra husets eneste mark i Rheinhessen, altså Binger Scharlachberg, der egentlig er en Große Lage mark, der samlet er på 25 hektar, hvoraf Kruger-Rumpf har 3 hektar.

Vinen er dog ikke en Große Gewächs, men altså en Ortsweine, der er efter endt fermentering er lagret med 60% på großes holzfass og 40% på edelstahl … store egefade og ståltanke.

Næsen er til at blive glad i låget af … tykke, fede tropiske frugter møder æteriske petroleumsnoter i skøn alliance. Frugten er både abrikos, mango, ananas, grillede citroner suppleret med fennikel og lidt salt. Der er også snert af grape, pebermynte, en anelse nødder og så grønne urter.

I munden har vinen også både en kæk fedme, men heldigvis også masser af syrlig friskhed, grønne æbler, småbitter grape, æblemost, godt med velsmag. Man kan godt smage, at vinen er blevet forkælet af lidt großes Holzfass, selvom det på ingen måder gør vinen tung eller for opulent, for friskheden er bestemt bevaret. Det er vin, som man kan drikke hektoliter af og et flot niveau for en Ortsriesling, så dermed 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Guerrieri-Rizzardi, Munus, Veneto, Italien

2012 Guerrieri-Rizzardi, Munus, Veneto, ItalienDenne flaske 2012 Munus fra Guerrieri-Rizzardi købte jeg, da jeg besøgte vingården tilbage i sommeren 2015 … og lige siden har den ligget og hygget sig i mit vinkøleskab. Årene har været venlig mod Munus … men det vender jeg tilbage til.

Vinhuset er i dag ejet af Rizzardi-familien og holder reelt til i et gamle hus i Bardolino. Det har fungeret som vingård siden 1450, men i dag ligger hele produktionen i et nyt og moderne vineri i bakkerne ved Bardolino. Det er bygget i 2011 og fremstår ganske imponerende og det var også der jeg besøgte vinhuset … selvom det ikke var et sted, hvor man blev overvældet af imødekommenhed.

Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi sidder i dag på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Huset fik sit navn Guerrieri-Rizzardi i 1913, da et ægteskab forenede to store vinfamilier; Guerrieri med deres 1450 gamle vinhus i Bardolino og marker rundt om Bardolino samt Rizzardi, som havde sine marker, vineri og vinkælder ved byen Negrar. Derudover ejede Rizzardi familien også ejendommen Dolcè i Valdadige og marker i Valpolicella.

Markerne i Soave købte af Guerrieri-Rizzardi først langt senere, nemlig i 1970. I dag ejer familien samlet 82 hektar vinmarker, hvilket er fordelt med 25 hektar i Valpolicella fordelt på 22 parceller med de tre topmarker Rovereti, Pojega og Calcarole, 40 hektar ved Bardolino og Cavaion fordelt på ikke mindre end 35 parceller, 15 hektar i Soave og endelig 2 hektar i Valdadige.

På markerne dyrker familien en lang række forskellige druer som fx Chardonnay, Garganega, Trebbiano, Corvina, Rondinella, Sangiovese, Merlot, Molinara, Marcobona, Cortese, Moscato Bianco og Barbera, blot for at tage dem i helt tilfældig rækkefølge.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang.

Det støtter nemlig Giuseppe Rizzardis filosofi, som går på lave vine med en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Her smager vi så den lidt ældre sag, som jeg havde taget med hjem fra besøget på vingården … Munus betyder gave på latinsk, men jeg havde dog købt vinen square and fair. Vinen er en Bardolino vin med druer fra marker i Bardolino området … 70% Corvina 20% Merlot og 10% Rondinella, selvom blendet i nyere årgange faktisk er noget anderledes med mere Merlot og brug af Ancellotta druen.

Vinen er lavet ved, at druerne afstilkes 100%, hvorefter både den alkoholiske og den malolaktiske gæring sker i rustfrie ståltanke for vinen er lagret 12 måneder på store 25 hektoliter franske egefade og der er alene lavet 14.000 flasker af vinen dette år.

Duftmæssigt er der dyb blomme, solbær, modne kirsebær, saftig sødme, lakrids, chokolade, vanilje, lidt mentol samt blide krydderier. Smagen er rund og fortsat med flot frisk frugt, blommer og igen de modne kirsebær, nogen bitterhed, kirsebærsten, fortsat fint levende tanniner, let peber og så et lille bid af alkohol. Men vinen har faktisk slet ikke mistet pusten efter snart 6 år i mit køleskab.

Købt på vingården, men prisen husker jeg ikke. Vinene fra Guerrieri-Rizzardi forhandles herhjemme af H.J. Hansen Vin, men denne er ikke med i deres sortiment.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Black Cottage Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2020 Black Cottage Wines, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandVinmageren Dave Clouston driver vinhusene Two Rivers Marlborough Limited, Clouston & Co og Black Cottage Wines, der ligger smukt blandt oliventræer og cricketbaner tæt Opawa floden nær Blenheim i Marlborough området på den nordligste del af Sydøen i New Zealand. Fra Black Cottage Wines smager vi nu husets Pinot Noir i en frisk 2020 årgang.

De tre vinhuse er begge grundlagt af Dave Clouston sammen med hans hustru Pip Clouston tilbage i 2004. Han startede Two Rivers på helt bar bund og har i daf både egne marker og opkøber derudover druer fra 15 vinavlere i området.

Dave er selv vokset op med vin. Han er voksede op i Awatere og flyttede til Wairau i en alder af 15 år, da hans familie solgte deres vingård Dashwood Farm til Oyster Bay i 1993.

Han er også selv uddannet vinmager og arbejdede gennem 7 år som flyvende vinmager og har tidligere arbejdet i både Spanien, Frankrig og Sydafrika, inden han i 2004 startede op for sig selv. Vinene sælges som nævnt under de forskellige brands, hvor Black Cottage vinene hører til husets billigere vine.

Vinene laves i samarbejde med den ansatte vinmager Sanna Stander og hun står også bag produktionen af denne Pinot Noir, som er lavet med 80% afstilkede druer. Vinen har gæret i åbne topfermentorer og efter endt fermentering er vinen lagret i 3 måneder, herunder i 3.000 liter franske egefade.

Næsen er faktisk vildt lækker … landlig, lys og ganske parfumeret med hindbær, ribs, rabarber og blommekompot, blomsterpollen, en omgang kanel, masser af kanel, fennikel og lakridsrod, grønne urter, timian, grønne grene, sødsyrlige drops, flødekarameller og lidt chokolade.

Vinen er sådan meget ligetil med lys, let sødme, rund og blød frugt, søde kirsebær, jordbær og hindbær med pæn saftighed. Der er også krydderier, men mest søde og syren er også blød, føjelig og afrundet, så vinen fremstår blød, blid og uhyre venlig. Det er en vin, som alle absolut vil være begejstret for.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 122 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienJeg har lige været oppe at flyve over den vilde Højtflyvende Vin Gran Reserva fra Dominio del Àguila og hvorfor så ikke fortsætte med endnu en vin fra vinhuset … den populære Picaro del Àguila, hvor man virkelig får lækker vin for pengene.

Picaro del Àguila er lavet på Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Som 2018’eren har vinen en vild og dyb duft … der er sgu skrald på med fed, mørk frugt, solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakao, mælkechokolade, blomster, skolekridt, søde krydderier og en lille kølig og frisk mørk balsamisk syre.

I munden er vinen igen så satans lækker …  opulent, ødsel og overdådig, men freaking blød, cremet og stilfærdig godmodig med tonstung og mørk frugt, fagpræg med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Men alligevel har vinen også et let tråd, et lag af friskhed og livlig om end lav syre og god sødmeniveau. Hvor smager det dog godt og der er pænt med kirsebær, svage tanniner og en vis tørhed. Lækkerhed og atter lader jeg med rive med og ligger som sidst lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker i øjeblikket er på bud til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Winzerhof Stahl, Scheurebe, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, Scheurebe, Franken, TysklandNu kommer der endnu en vin fra unge og vilde Christian Stahl på Winzerhof Stahl, der ligger ikke så langt fra Tauber … en biflod til den større Main.

Igen tryller Christian Stahl med druen Scheurebe, som også i de seneste år er blevet meget mere interessant for en del af de unge tyske vinbønder.

Christian har lavet alene på Edelstahltank, altså på rustfrie ståltanke og helt uden brug af egefade. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der stikkelsbær, fersken, melon, nektariner, ananas … lidt mere lukket end storesøsteren fra Marsberg, men suppleres af hvid peber, friske koriander og der fornemmes en god syre i vinen.

Vild saftighed, pænt med sødme, masser af drikkeglæde, mens syren markerer sig også tør, småbitter og mineralsk som. Der er nærmest helt citronsyre suppleret af ananas, tropisk frugt med et snert af lidt bitter lemon og enebær.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.,

Vinanmeldelse 5/7

2013 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2013 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienI det herlige Ribera del Duero finder man midt i byen La Aguilera i Burgos området Bodega Hacienda Solano og det er derfra, at jeg nu smager denne 2013 Viñas Viejas.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der er grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedstefældre, som dog oprindlig blot leverede deres druer til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Her smager vi så husets Viñas Viejas, der jo er lavet med druer fra 60 år gamle vinstokke … Tinto Fino aka Tempranillo med en lille skvis af den hvide Albillo. Druerne har efter høst ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket over 11 dage ved 26 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i dage. Derefter er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux.

Næsen er sådan rigtig klassisk … dejlig dybde med mørke bær, solbærlikør, brombær, jordbær, masser af fadpræg med vanilje, chokolade, toast og smørristede noter, våde fade og læder. Frugten har også en frisk syrlighed og denne friskhed forstærkes af urter og nærmest lidt granatæbler eller hyben friskbitterhed.

Smagsmæssigt har vinen også en lille småbitter, syrlig, frisk kant under en tør, moden og mørk frugt, brombær,  solbær og noget, der kan minde om appelsinskal og kirsebærsauce. Tanninerne er sådan pænt medgørlige, dejlig rund fylde, cremet og utrolig smagfuld. Man kan kunne blive glad i hatten af denne Ribera del Duero vin.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Winzerhof Stahl, Hasennest Müller Thurgau, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, Hasennest Müller Thurgau, Franken, TysklandVi skal atter et lystigt smut til Franken eller helt præcis til den lille by Auernhofen omkring 30-40 kilometer syd for Würzburg. Der finder vi  Christian Stah, der driver Winzerhof Stahl … både Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort … mit Herz und Charme .. og laver saftige læskende vine som fx denne 2020 Hasennest Müller Thurgau.

Det er ikke så tit, at vi smager vine på Müller Thurgau –  krydsningen mellem Riesling og Madeleine Royale skabt i perioden fra 1882 til 1890 af den schweiziske forsker Hermann Müller på Geisenheims forskningsinstitut i Rheingau – men nu smager vi altså en frisk en af slagsen fra Stahl.

Her kommer druerne fra marken Tauberzeller Hasennestle, der ligger på en meget meget stejl skråning i 400 meters højde med en undergrund af kalkstenjord og en eksponeringen mod syd. Vinen er lavet udelukkende i ståltanke … og formentlig også lagret i tankene sur lie … altså med bærmen.

Duftmæssigt er der godt med melon, honningmelon, mango, lidt papaya, dåsepærer, vildt eksplosiv med søde aromaer, et tvist med citron, lidt salt, mynte og måske ganske svagt lidt nøddede noter.

I munden er det en lille lækkerbisken-bællevenlig-drik-nu-med-stor-fornøjelse vin, hvor der er masser af cremet fyldighed, melon, lemon, syltede citroner, røde æbler, letløbende æblesaft, salte mineraler og lidt krydderier, der lige spicer vinen yderligere op. Der er sgu rigtig stor saftighed, læskende dejlighed i vinen, totalt godt humør herfra, så dermed lægger jeg mig lige mellem 4,5 og 5 solide saftige fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger