Tag-arkiv: 3½

2009 Marchesi de Frescobaldi, Chianti Castiglioni, Toscana, Italien

2009 Marchesi de Frescobaldi, Chianti Castiglioni, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.

Udviklingen i både ud- og indland følges nøje, men fokus er – til forskel fra mange andre vinproducenter – på oprindelighed og karakter. Chianti skal smage af Chianti, Brunello af Brunello. Måske derfor, at både de professionelle og de almindelige vinnydere igen og igen vender tilbage til husets fremragende sortiment?

Chianti Castiglioni er en moderne og stilfuld Chianti dyrket i det ældste og centrale Chianti. Druerne hentes fra 40 hektar lerjord beliggende i 150 til 250 meters højde med forskellige eksponeringer. Vinstokkene er gennemsnitlig 19 år gamle og høstudbyttet er så lavt som 45 hl/hektar. Lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, lavet på ren stål … har slet ikke set egefade.

Duftmæssigt lidt grønne noter, krydderier, kirsebær, ribs og ellers lidt anonym i næsen. Smagen er skarp, meget grøn, lidt vandet i udtrykket og godt med tanniner. Den er smagsmæssigt lidt svær tilgængelig, og vi burde ha’ gættet på en italiener pga. syren og de grønne noter. Nå, bedre held næste gang.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 90 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Ackerman Rémy Pannier, Vouvray Paillon, Loire, Frankrig

2010 Ackerman Rémy Pannier, Vouvray Paillon, Loire, FrankrigNæste vin var denne Vouvray Paillon fra Loire området, nemlig fra vinhuset Ackerman Rémy Pannier, et traditionelt vinhus i byen Saumur og med rødder tilbage til 1811. Huset er en af de største producenter i Loire og det som omfatter vinhusene Ackerman, Rémy Pannier, Donatien Bahuaud og De Neuville.

Ackerman er grundlagt af Jean-Baptiste Ackerman, der i 1810 tog til Champagne for at lære at fremstille champagne. Allerede i 1811 drog han videre til Saumur i Loire. I dette område var der allerede dengang en lang række underjordiske kældre, som var velegnede til lagring af mousserende vin på grund af den ensartede temperatur.

Ackerman var den første til at fremstille Saumur Brut ”metode tradionelle”. Rent faktisk var han den eneste, der fremstillede ”champagne” i området i næsten 40 år. Brugen af navnet ”Champagne” førte til flere retssager igennem tiderne mod Foreningen af Champagne-producenter. I 1936 opnåede Saumur Brut status som AOC.

Rémy Pannier blev grundlagt i 1885 af familien Treutenaere, som beholdt vinhuset indtil 1956, hvor Ackerman og Rémy Pannier fusionerede og derved blev den største producent i Loire. Siden har Ackerman – Remy Pannier været et af de førende huse i området.

I dag er Ackerman – Rémy Pannier et ultra moderne vinhus med en kapacitet på mere end 10 millioner flasker om året. Huset råder over det bedste udstyr til fremstilling af vin og mousserende vine.

I 2006 begyndte Ackerman Rémy Pannier et spændende samarbejde med nogle af de bedste producenter i forskellige områder af Loire. Producenternes og Ackerman Rémy Panniers ønologiske hold har et tæt samarbejde med hensyn til beskæring, behandling af jorden og hvornår druerne skal høstes.

Her har vi en Vouvray, en appellation i Touraine i Loire. Vine fra dette område kan være tørre eller halvsøde, fælles for Vouvray er at vinene er fremstillet af druen Chenin Blanc, der trives godt i Loire dalen.

Duftmæssigt er vinen en smule neutral med lidt smør og honning. Smagen er meget sød … måske også for sød til min smag. Der er lidt mandler, nødder og blid syre, men vinen virker også en smule vandet i udtrykket. Ikke lige min kop te.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, pris 85 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Martin Ray Winery, Red, Californien, USA

2010 Martin Ray Winery, Red, Californien, USAMed næste vin bliver vi ved de sjove flasker, for denne “Red” fra Martin Ray Winery kommer nemlig i en amerikansk jug … en type flaske eller kande, som stammer fra en tid, hvor begrebet “Jug Wine” var udbredt i USA. Jug Wines dækkede over billige bordvine – eller bulkvin – som ofte blev solgt i disse jugs, endda ofte med en hank på siden og 1,5 liters størrelse, så indholdet nemt kunne øses indenbords.

Manden bag Martin Ray Winery hedder Courtney Benham. Han opvoksede i San Joaquin Valley, og købte i 2003 rettighederne til de legendariske Martin Ray vine, nemlig ved at købe Martini & Prati Winery, som ellers var hendøende. Han har siden brugt tiden på at retablere det legendariske Martin Ray mærke, og har også kaldt vinhuset for Martin Ray Winery.

Martin Ray vinene stammer helt tilbage fra 1881, hvor vinene blev produceret af Twin Fir Winery. Det er den ældste vingård med kontinuerlig drift i Sonoma County og en af de ældste vingårde i Californien. Under spritforbuddet i USA holdt vingården driften i gang ved at sælge altervin til rabbinere i New York. Siden 1902 har vingården under navnet Martini & Prati været drevet af i fem generationer af familien Martini inden Courtney Benham købte resterne.

Han har investeret i state-of-the-art udstyr på vingården i Russian River Valley og derefter er der indgået produktionsaftaler med en række vinavlere fra forskellige regioner i Californien. Via disse produktionsaftaler laves der vine fra Diamond Mountain og Stags Leap District i Napa Valley, Santa Cruz Mountains, Green Valley og Russian River Valley i Sonoma samt Sonoma Coast. Alle vinene vinificeres hos Marin Ray Winery af den ansatte vinmager Bill Batchelor.

Denne “Red” fremgår ikke af vingårdens hjemmeside, men den varierer i drueblend fra år til år og er i årgang 2010 lavet på 100% Syrah. Druerne er en blanding fra udvalgte vinmarker i Sonoma County og Mendocino County.

Duftmæssigt kan Syrah’en fornemmes, for der er lidt Rhône i næsen, lidt blæk og brombær. Smagen er præget af sødme, krydderier og lidt peber … egentlig ikke markant, selvom vinen er 100% Syrah. Der er godt med sødme og sukker i vinen, så på den måde er den ægte amerikansk. Det kan rigtigt mange li’, men jeg synes nok, at den bliver en kende for sød og unuanceret. Det er på ingen måder en dårlig vin, for den smager meget fin. Og ekstra point for indpakningen også.

Købt hos Smalle Vine, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2012 Water Wheel Vineyards, Memsie Homestead Shiraz, Victoria, Australien

2012 Water Wheel Vineyards, Memsie Homestead Shiraz, Victoria, AustralienWater Wheel Vineyards ligger i den lille by Bridgewater on Loddon, ca. 15 km nordvest for den større by Bendigo, som også har givet navn til dette område i Victoria i Australien. Distriktet Bendigo er beliggende ca. 150 km nordvest for Melbourne. Området er, som så mange andre steder i Australien, utroligt tørt med kun 425 mm regn om året.

Denne weekends vin, en Memsie Homestead Shiraz kommer netop fra dette vinhus, Water Wheel Vineyards, som er ejet  Cumming-familien, som har lavet vin i distriktet siden de købte vingården tilbage i 1989. Familien havde forinden gennem mange år drevet gartneri i området.

Ved købet af Water Wheel Vineyards var der tilknyttet 8 hektar vinmarker med vinstokke plantet tilbage i 1970, men siden da har familien  løbende opkøbt jord, så det beplantede areal i dag er blevet øget til 121 hektar. Derudover har familien i 2009 købte endnu en vingård ved byen Baringhup, 40 km stik syd for Bridgewater. Der har man yderligere 50 hektar med primært Shiraz, som er høstet første gang i 2012.

Denne Memsie Homestead Shiraz er lavet af druer fra noget af den jord, som Peter Cumming har opkøbt gennem årene. I respekt for den oprindelige ejer er vinen kaldt Memsie Homestead Shiraz og refererer til ejendommen Memsie Estate, som blev grundlagt i 1841 af den skotske emigrant John Catto. Da han kom til Australien, så bosatte han sig nær Bendigo og kaldte sit nye hjem Memsie efter den skotske landsby, som han stammede fra.

Vinen i denne årgang 202 er lavet på 71% Syrah, 22% Cabernet Sauvignon og 7% Malbec. På markerne sker der – pga. det meget tørre klima – selvfølgelig kunstvanding. Under gæringen bliver hatten af skaller presset ned i mosten tre gange dagligt. Såvel første – som andengæringen – foregår på delvist nye amerikanske fade, hvor vinen også efterfølgende får lov til at lagre i 6-9 måneder.

Duftmæssigt en smule utilnærmelig … i hvert fald ved for kold temperatur. Det hjælper lidt, når vinen når stuetemperatur, som det må være læren om denne vin. Nå, men duften … der er jod, jern, rust blandet med solbærsyltetøj, eukalyptus og mentol. Jernsmagen går en smule igen i smagen sammen med solbær. Smagen er egentlig blød og behagelig, men i eftersmagen bider vinen dog en smule i haserne. Lidt kantet vil jeg nok beskrive vinen. Havde egentligt vurderet den til 3 Thumbs Up, men lidt varme i glasset mildner mig, og jeg havner på 3½.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2011 Domaine de la Guicharde, Côtes du Rhône Villages Cuvée Genest, Rhône, Frankrig

2011 Domaine de la Guicharde, Côtes du Rhône Villages Cuvée Genest, Rhône, FrankrigVinene på efter arbejde i dag … vores traditionsrige tirsdagssmagninger … bestod af to Rhône vine, hvoraf denne Côtes du Rhône Villages Cuvée Genest fra Domaine de la Guicharde var den første. Vinhuset ligger i den lille by Derboux omkring 15-20 km. nordvest for Orange … næsten lige op ad motorvejen A7 i hjertet af Massif d’Uchaux .

Her har Isabelle og Arnaud Guichard siden 1988 drevet deres vingård med et  for Haut Vaucluse helt specielt økosystem. Mistralen hjemsøger hyppigt området, så det er kun på helt specielle steder, at vindyrkning er mulig pga. undergrundens rigdom.

De sidste år har de omlagt driften tl dyrkning efter biodynamiske metoder, og fra årgang 2011 er alle deres vine certificeret økologisk og biodynamisk.

Domænets bygninger og vinmarker er placeret på et historisk sted, idet resterne af Katharernes Chateau Derboux kan ses flere steder. Disse bygninger blev nedrevet i 1228. Ellers er domænets historie som vingård ikke så gammel. De første vinstokke blev plantet på stedet i 1960. I dag er der omkring 45 hektar med vin.

Jeg har tidligere smagt denne vin, blot i årgang 2010. Den anmeldelse kan du også finde her på bloggen.

Her i 2011 er den lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, og duftmæssigt er der lyserøde bær, kirsebær, krydderier, hvid peber, men også en smule sprittet i næsen. Smagen er også friske, syrlige og røde frugter med grønne noter og lidt kantet. Måske der er for meget alkohol i vinen, for den virker ikke helt i balance og den savner lidt dybde.

Købt hos Jysk Vin, pris 69,95 kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2011 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, Frankrig

2011 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, FrankrigTil maden torsdag nød vi en ikke økologisk, heller ikke biodynamisk … endsige naturvin, men en ganske almindelig Rhône fra vinhuset Delas Frères, som jeg skrev om for lidt over en uge siden, da jeg smagte husets 2002 Delas Frères, Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon.

Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive en masse om huset … det kan I læse under det tidligere blogindlæg.

Denne cuvée “Saint-Esprit” – som vil frit kan oversættes til den “hellige ånd” –  kommer fra en lille dal, der ligger gemt godt væk i den nordlige del af Ardèche. Vinmarkerne er plantet på granitholdige, sydvendte skråninger nær landsbyerne Saint-Julien og Saint-Alban.

Vinen er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. 30% af vinen er modnet på egetræsfade for at give en træagtig note, mens den anden del er holdt i betontanke for at bevare de frugtmæssig aroma. Der produceres gennemsnitlig 400.000 flasker af denne vin hvert år.

Efter det store Champagnehus købte Delas Frères er der sket massive investeringer. Ejendommen er renoveret og produktionsfaciliteterne er moderniseret med nyeste redskaber til fremstilling og modning af vinene. I produktionshallen er de gamle rustfri ståltanke blevet erstattet af små, 85 hektoliter betontanke . Disse tanke giver vinmageren mulighed for at adskille hvert parti af druer fra forskellige parceller. Det sikrer også en bedre temperaturregulering, og alt fungerer nu ved hjælp af tyngdekraften .

Druerne hældes i tankene fra oven, så man undgår pumpning og æltning af druerne. Tankene har store luger i toppen, hvilket letter tilførslen af luft til vinen. Også kælderen er blevet totalt ombygget og 600 nye Bordeaux tønder fra François Frères, et verdenskendt bødkerfirma, har erstattet de gamle 2.500 hektoliter fade.

Duftmæssigt er vinen klar Rhône med krydderier, hindbær, fylde, lakrids, violer og noter af sort peber. Smagen er imidlertid knap så fyldig, hvilket også gør alkoholen lidt tydeligere. Der er lidt bitterhed, varme krydderier og en ganske fornuftig Rhônevin.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 80 kr. på tilbud (normalpris 90 kr.)

Vinanmeldelse 3,5/7  

2011 Domaine du Séminaire, Valréas Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Aftenens første røde vin var økologisk … og kommer fra Domaine du Séminaire, som ligger på Route de St Pierre, smukt blandt gamle egetræer og lavendelmarker i bakkerne ovenover den lille landsby Valréas, og drives af familien Pouizin, nemlig af Hervé Pouizin, som overtog den daglige ledelse i 2003 … som fjerde generation.

Ejendommen er på hele 100 hektar, hvoraf de 40 hektar er udlagt som vinmarker, som man langsomt er ved at omkonventere til økologisk dyrkning. Ved økologiske vine laves vinene selvfølgelig af økologisk dyrkede druer, dvs. at der ved dyrkningen af druerne ikke anvendes kunstgødning, og der er ikke sprøjtet med pesticider mod ukrudt og insekter.

Enkelte midler er dog godkendt i økologisk sammenhæng, f.eks. er det tilladt at sprøjte med svovl og den såkaldte Bordeauxvæske, som består af kobber, kalk og vand, for at undgå svampesygdomme.

I selve produktion af de økologiske vine begrænses brugen af en række tilsætningsstoffer, man normalt anvender i den konventionelle vinproduktion, fx forbydes sorbinsyre og der stilles krav om et betydeligt lavere indhold af sulfitter sammenlignet med konventionel vin.

I vinkælderen vil den økologisk indstillede vinmager foretrække den gær, der sidder uden på vindruerne, men der er ikke nogen regler om, at man ikke må tilsætte gær, som er forædlet.

Denne Côtes du Rhône Villages fra Domaine du Séminaire er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah. Den vinificeres med så lidt indblanding som overhovedet muligt på store cementtanke – en vinificeringform som er yderst velegnet til Grenache, og som stadig benyttes af nogle af de førende ejendomme i Châteauneuf-du-Pape.

Druerne til vinen bliver høstet fra 50–70 år gamle vinstokke med et udbytte på 30 hl pr. ha. Vinmarken har en syd/ syd-østlig eksponering og en jordbund, der er en blanding af ler og limsten, hvilket holder perfekt på vandet – en egenskab, som er meget vigtig i den lange, varme og tørre sommerperiode.

I glasset er vinen godt mørk … og lidt uklar … klart tegn på en ufiltreret vin. Duften er ren Rhône … næse med krydderier, lavendel, mynte, eukalyptus, brombær … men ikke så animalsk, man måske kunne forvente af en økologisk vin … jo, let animalsk måske. Smagen er solbær, brombær og en lidt let bitterhed … måske også lidt kantet og lidt vandet. Der er lidt sødme, svage tanniner, bitter chokolade og svag peber. Ganske okay Rhône vin … uden at dupere.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Bodegas Alvarez de Toledo, Mencía Roble, Bierzo, Spanien

2009 Bodegas Alvarez de Toledo, Mencía Roble, Bierzo, SpanienVinen fra i går var denne Mencía Roble fra Bodegas Alvarez de Toledo, et vinhus beliggende ved byen Villadecanes i vinområdet Bierzo i Castilla y León. Alle husets vinmarker ligger også i området, nemlig omkring de små byer Villafranca del Bierzo og Valtuille de Arriba. Her dyrker huset de lokale druer, den røde Mencía på 40-60 gamle vinstokke samt den hvide Godello.

Mencía er hoveddruen i området, men dens oprindelse er mere gådefuld. Der er dem, der mener, at de gamle vinmarker, som er bevaret op til i dag og dermed også Mencía-druen, kan dateres tilbage til romertiden. Mencía regnes for meget lig den franske Cabernet Franc drue, som især er kendt for at tilføre vinen en frugtig syre og masser af tannin.

Huset ledes af Angelines Varela Mazon y Alvarez de Toledo … langt navn. Alvarez de Toledo familien historie går mange århundreder tilbage, og tæller bl.a. grev Don Garcia Alvarez de Toledo, som i 1472 blev tildelt titlen hertug af Alba. Tre årtier senere, nemlig i 1514, giftede hans barnebarn Pedro Alvarez de Toledo y Zuñiga, som senere blev vicekonge af Napoli, Doña Maria Pimentel Osorio, datter af Marquis af Villafranca del Bierzo, og dermed kommer Alvarez de Toledo familien til Bierzo området.

Det var dog primært Angelines’ far Don Luis Varela Alvarez de Toledo, som startede en egentlig produktion på familiens jorder. Don Luis var født i Villafranca del Bierzo, og han mor Sara Alvarez de Toledo og hendes søster Amancia, som i øvrigt var en nonne i klosteret La Anunciada, havde overtaget familiens vinmarker, nogle med vinstolle over 100 år gammel.

Don Luis ønskede med produktionen af fortolke regionen bl.a. ved at anvende de lokale druer.

Nok snak, lad os komme til vinen, lavet som nævnt på 100% Mencía og lagret 10 måneder på 225 liters egetræsfade fra Frankrig og USA. Jay Miller fra The Wine Advocate har giver vinen 91 Parker point. Et stort vedhængt skilt på vinen gør da også med store bogstaver og tal opmærksom på disse tilsyneladende så vigtige point.

Duftmæssigt lidt blåbær, grøn peber, jord, teblade, balsamico og milde krydderier. Smagen er sådan lidt en blanding mellem kirsebær, solbær, vanilje … der er godt med frugt, god tør … meget kort i eftersmagen, og ikke en vin, som efterlader et stort indtryk. 91 point virker en tak højt for denne vin, men en okay hverdagsvin.

Købt i SuperBest til omkring 60 kr. Er set på tilbud til 49,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2012 Bodegas y Viñedos Artadi, Artazuri Tinto, Navarra, Spanien

2012 Bodegas y Viñedos Artadi, Artazuri Tinto, Navarra, SpanienBodegas y Viñedos Artadi er grundlagt i 1985 og beliggende i byen Laguardia i Rioja Alavesa. Gården var oprindelig et tidligere kooperativ af lokale vinbønder kendt som Cosecheros Alaveses, men ejes i dag af Juan Carlos López de Lacalle og ønologen Jean Francois Gadeau, som begge laver deres vine med målet at hæve kvaliteten og udbrede kendskabet til disse “superspaniere”.

Og huset hører i dag til blandt topproducenterne i Rioja. Bodegas y Viñedos Artadi var et af de første spanske vinhuse der for alvor indså vigtigheden af terroir, hvilket især kan opleves i vinen El Pison fra den kun 2,4 hektar store og 65 år gamle vinmark El Pison. En vin der de sidste 6 årgange har fået mellem 96 og 100 point i The Wine Advocate og som koster over 1.500 kr. herhjemme.

Samlet har Bodegas y Viñedos Artadi omkring 70 hektar vinmarker. Alt dyrkes 100% biodynamisk.

Der laves vine under fire brands, nemlig Artadi, Viña El Pisón, El Sequé og Artazu. Sidstnævnte brand dækker under vinhusets investering fra 1996, hvor de købte vingården Artazu i Navarra.

Artazu er beliggende i byen Artazu i Valdizarbe området, som er den nordlige del af Navarra. Her er produktionen primært med fokus på Grenache druen, som bedst udtrykker det lokale terroir. Deres første vin på markedet var årgang 2000. Artazus gennemsnitsproduktion ligger på 150.000 liter vin årligt.

Og her er netop en 100% Grenache baseret vin fra deres vingård i Navarra. De yngste vinstokke fra husets vinmarker giver materialet til denne friske unge vin. 50 % af vinen lagre på franske egetræsfade i 6 måneder, resten på ståltanke inden vinen blandes.

Duftmæssigt meget frugtrig med hindbær og kirsebær, grønne grene, bark og egetræsfade. Smagen er meget tør, godt krydret … der er lidt muscatnød eller spidskommen i smagen og også lidt stramhed … måske alkoholen, som dominerer for meget? Vinen vinder lidt i glasset, så rådet må være at dekantere vinen et par timer inden servering. Der var ved mit bord lidt uenighed om vinen.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 109 kr. for 1 stk., og 82 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2012 Pagos del Rey, Blume Verdejo, Ruedo, Spanien

2012 Pagos del Rey, Blume Verdejo, Ruedo, SpanienTirsdag på job bød på 2 vine, og den første var denne Blume Verdejo fra vinhuset Pagos del Rey. Huset ejes imidlertid af den store spanske vinkoncern Félix Solís Avantis, som driver deres spanske vingårde under navnene Félix Solís samt Pagos del Rey, og ellers sælger vine i hele den store verden.

Félix Solís Avantis er grundlagt tilbage i 1952 af familien Solis, og det er fortsat i dag familien, som driver vinfirmaet, nemlig i kraft af de fire Solís-brødre Félix , Pedro, Juan Antonio og Manuel Solís.

Familien har vingårde over de meste af Spanien, bl.a. i Valdepeñas og La Mancha, hvor vinene sælges under navnet Félix Solís. Herudover ejes der vingårde i Ribera del Duero, Toro,  Rioja og Rueda, og herfra markedsføres vinene under navnet Pagos del Rey.

Udover salget af disse vine fra egne marker, så har familien også  specialiseret sig i masseproduktion og salg af vine klassificeret som Vinos de la Tierra (landets vine), Vinos de la Tierra Viñedos de España (landets vine fra vinmarkerne i Spanien), bordvin, mousserende vin, Tintos de Verano (sommervine med soda), mostos (most eller druesaft), og sangrias … og alle disse produkter markedsføres i næsten firs lande. Félix Solís Avantis har da også kontorer i forskellige dele af verden.

Félix Solís Avantis har derudover lageranlæg i Tjekkiet , Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Mexico og Japan. Firmaet har også siden 1998 ejet et tapperi i Shanghai i Kina, og er således det eneste spanske vinhus, som afsætter deres vine så massivt på det kinesiske marked. På det kinesiske tapperi er kapaciteten 80 millioner flasker årligt!

Ifølge en artikel offentliggjort i det britiske tidsskrift ISWR i 2005 rangerer Félix Solís Avantis som verdens 10. største vingård indenfor mousserende vine. Sammenlagt en stor historie, så her skal man ikke komme med sine romantiske drømme om en lille, charmerende producent, som går og pusler om sine vine. Her er der tale om stordrift.

Vinen her er fra Rueda området, lavet på 10% Verdejo … en drue, som jeg holder ganske meget af, og når man dufter til vinen, så forstår man måske også hvorfor. Vinen har en frisk og livlig duft, der er ny høstet græs, pærer, svag lemon, nødder, lidt fennikel og grønne blade. Desværre følger smagen ikke helt med i denne vin, som virker en smule tynd og vandet … selvom der bestemt er et fint syrligt bid, god friskhed og vinen egentligt er svagt, men dejligt krydret i eftersmagen. Tæt på … men ikke tilstrækkeligt, og virker ikke helt sammenhængende. Men igen … heller ikke helt skidt.

Købt i Føtex, pris 85 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7