Tag-arkiv: sylvaner

Sylvaner – eller Silvaner – er en hvid, lidt neutral druesort, som anvendes meget i det vestlige Tyskland, i Franken samt i Alsace i Frankrig, men også findes i mindre mængder i Alto Adige i det nordlige Italien … specielt i Isarco dalen.

Sylvaner stammer fra Østrig, hvor den er opstået som en naturlig krydsning af Traminer og Österreichisch Weiss. Det er den 4. mest udbredte hvide druesort i Tyskland med knap 5.000 hektar marker, hvor de fleste ligger i Franken og Rheinhessen, mens den i Alsace er den 5. mest udbredte hvidvinssort.

Det er en lidt undervurderet hvidvinsdrue, som kan kan give lette, neutrale vine, men også mere intense vine med tydeligt præg af terroir. Sorten modner sent og er modtagelig for diverse sygdomme, hvilket gør den vanskelig at dyrke.

Sylvaner har moderat syre og en mild frugt. I den lette stil er dens vine ret slanke og saftige, ofte med en let smag af græs eller hø. I den tungere stil bliver frugten mere rund og fyldig og kan minde om pære, mango og papaya.

Nogle af verdens fineste vine på Sylvaner kommer fra Franken i Tyskland, hvor markerne med lerkalksten giver Sylvaner vinene en betydelig struktur og krop, mens det kølige klima hjælper med at forhindre, at surhedsgraden bliver for lav.

Den berømte Würzburger Stein mark i Würzburg er et godt eksempel på et sted, hvor Sylvaner overgår Riesling. Den klassiske Würzburger Stein Sylvaner er en velafrundet vin med imponerende mineralitet, svage urtetoner og et strejf af citrus og melon.

Sylvaner er en af ​​få sorter, der er i stand til at modne fuldt ud i Franken, og er i stand til at opnå tilstrækkelige must-vægte til at blive solgt som Prädikatswein.

I Alsace har Sylvaner vinene en markant og fyldigere stil med duft af af jord og røg … lidt på bekostning af frugtnoter, som sorten trods alt formår at frembringe. Nogle af de fineste eksempler kommer fra nogle af Alsacea Grand Cru marken, men kan ikke mærkes med Grand Cru jf. appellationens love.

Kun én Grand Cru mark – Zotzenberg – har officielt tilladelse til at bruge Sylvaner i sine vine.

2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner, Franken, Tyskland

2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner, Franken, TysklandNæste vin er også fra familien Steinmann, nemlig deres unge Frank & Frei Grüner Silvaner, fra serien Frank & Frei, som samlet består af 5 forskellige vine.

Frank & Frie er dog ikke kun en serie af vine fra Weingut Artur Steinmann, men en serie vine fra samlet 14 forskellige tyske vinproducenter, bl.a. fra huse som Weingut am Stein, Rainer Sauer og Meintzinger, blot for at nævne nogle få. Deres fælles mål er at få vine på Müller-Thurgau – som de kalder det uelskede barn – mere frem i lyset. De markedsfører også deres Frank & Frei vine sammen.

Weingut Artur Steinmann laver dermed selvfølgelig også en Frank & Frei vin på Müller-Thurgau, men altså også denne Frank & Frei Grüner Silvaner, der alene er vinificeret på ståltanke med kort tids lagring i tankene. Vinen indeholder 4,6 gram pr. liter.

Duftmæssigt er der fersken, modne gule æbler, hyld, let sødme … men det stikker måske ikke så dybt. Der er dog en fin aroma med lidt søde krydderier, muskat og tydelig syre. I munden er der lidt hyld, astronaut-is, rund og fin smag, god balance og lidt til den venlige side, lidt stille og diskret.

På vingården kostede vinen 7€ … svarende til 52 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Kalb Silvaner Erste Lage, Franken, Tyskland

2015 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Kalb Silvaner Erste Lage, Franken, TysklandNår vi er i gang med hvide asparges og Franken Silvaner, så nupper vi lige en søstervin til forrige … nemlig en Weingut Hans Wirsching 2015 Iphöfer Kalb Silvaner Erste Lage.

Iphoefer Kalb er slet ikke så berømt som Iphöfer Julius-Echter-Berg, men har samme type undergrund og ligger også på en stejl skråning, der vender mod syd. Dermed giver marken druerne nogle af de samme kvaliteter, som gør vinene frugtige med god, fyldig krop. Men det kan vi jo hurtigt teste, selvom denne vin er en årgang nyere.

Den er lavet på samme måde, at ved, at druerne høstes med håndkraft. Både gæring og modning af vinen sker i rustfrie ståltanke, da Wirsching ønsker vinene så friske og levende som muligt.

Duftmæssigt er det igen æbler, modne pærer, fersken, melon, en pose nødder, mineraler samt en liflig lethed. Igen er det en meget fin og indbydende aroma, men når – på en eller anden måde – ikke helt søstervinen.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, selvom vi selvfølgelig snakker mindre nuancer. Vinen er også blød, rund, blid og sart, lidt sødlig krydret, meget inderlig med en virkelig lækker smag.

På vingården koster en flaske 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage, Franken, Tyskland

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage, Franken, TysklandVinhuset Hans Wirsching drives i dag af den ældre, noble Dr. Heinrich Wirsching og hans døtre Andrea og Lena som 15. generation. Sidst vi smagte en vin fra huset var det deres 2014 Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs … men her er det lillesøsteren 2014 Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage.

Weingut Hans Wirsching laver nemlig denne enkeltmarksvin -fra nok en af de mest berømte marker i Franken – i to udgaver … en Großes Gewächs og så denne, som blot er en billigere Erste Lage udgave.

Man kan også kende forskel på de to vine ved, at alle Großes Gewächs vinene har en guldfolio på toppen af flaskerne, mens Erste Lage udgaverne blot har en mørkgrøn top.

Men det kan være svært at finde ud af, og selv den danske  importør Philipson Wine reklamerer fx på deres hjemmeside med en Iphöfer Julius-Echter-Berg Riesling GG, hvor billedet viser en Erste Lage Riesling med grøn top. Det er dog lidt vigtigt, idet en GG koster omkring 28€ på vingården, mens en Erste Lage koster under halvdelen.

Iphoefer Julius-Echter-Berg er en af de vigtigste vinmarker i Franken og opkaldt efter den berømte tyske biskop Julius Echter af Mespelbrunn. Marken – som I kan se på billedet ovenover – ligger i 280-380 meters højde med en stejl skråning … ikke meget ulig Mosel, blot med en anderledes jord med et lag af rød sandsten samt gråbrun keuper, som nærmest er en slags mergel og kalkstensjord.

Det har været Hans Wirsching, som har medvirket til markens berømmelse og klassifikation, og det var ham, der allerede i 1920’erne kaldte marken for bedste vinmark .

Denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage er selvfølgelig 100% Silvaner, hvor druerne er høstet med håndkraft. Både gæring og modning af vinen sker i rustfrie ståltanke, da Wirsching ønsker vinene så friske og levende som muligt.

Duftmæssigt masser af modne æbler, modne pærer, tropisk frugt. fersken, abrikos, røg, tørrede nødder, lidt nøddet, våde sten samt en smule blomster og søde krydderier. Det er en meget inderlig og indbydende aroma, meget stringent og med flot dybde.

Smagsmæssigt er vinen blød og rund … meget ren med sødlige elementer, men alligevel præcis og mineralsk. Det er en lækker vin, som byder på pærer, melon og derudover lidt muskat. Eftersmagen er fint lang med lidt søde og grønne noter.

På vingården koster en flaske 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Juliusspital, Würzburger Silvaner, Franken, Tyskland

2015 Weingut Juliusspital, Würzburger Silvaner, Franken, TysklandJeg har ikke smagt vin fra Weingut Juliusspital siden mit besøg i Franken i sommeren 2015, men nu smager jeg igen en vin fra det imponerende vinhus, nemlig deres almindelige Würzburger Silvaner.

I sommeren 2015 drak jeg bl.a. en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken og skrev også lidt om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i byen. I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.

Denne Würzburger Silvaner er en Ortswein, altså niveauet over Gutswein og er selvfølgelig lavet på 100% Silvaner. Den er vinificeret i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader over 30 dage, hvorefter den er lagret sur lie i ståltankene en periode. Der er 2,2 gram restsukker pr. liter i vinen og den kommer selvfølgelig i en herlig klassisk Bocksbeutel.

Næsen er fin og ren med lidt røg, grønne grene, citrus, lidt tropisk frugt … meget ligetil og frisk. Det gælder sådan set også smagen med et blødt bid, tropisk frugt og citroner. Det smager faktisk rigtigt godt og et fint eksempel på, at man er dygtig til Silvaner i Franken.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Trockene Schmitts, Julius-Maximilians-Universität Würzburg Randersacker Pfülben Silvaner, Franken, Tyskland

2017 Weingut Trockene Schmitts, Julius-Maximilians-Universität Würzburg Randersacker Pfülben Silvaner, Franken, TysklandDenne Silvaner i den smukke bocksbeutel flaske er lavet af Weingut Trockene Schmitts med druer fra deres vinmark Randersacker Pfülben. Marken har historisk været ejet af Julius-Maximilians-Universität Würzburg og måske derfor har universitet også valgt at få lavet deres egen vin fra netop den mark.

Weingut Trockene Schmitts har jeg skrevet om tidligere her på bloggen og også besøgt tilbage i 2015 i byen Randersacker, hvor familiens Schmitts holder til.

Randersacker er i øvrigt virkelig hjemsted for Schmitt’er. Der findes en del vingårde, som drives af grene af denne familie, bl.a. Weingut Schmitt’s Kinder, Weingut Richard Schmitt, Weingut Robert Schmitt, Das Weingut im Pfülben … også kaldt Weingut Hubert Schmitt og så Weingut Trockene Schmitts.

Det skønne Hotel Gasthof Krone drives fx også af en Schmitt, nemlig Antonie Schmitt. Flere har også spøgefuldt sagt, at Randersacker vel også lige så godt kunne hedde Schmittsacker!

Weingut Trockene Schmitts er dannet i 2002 ved sammenlægning af brødrene Paul og Bruno Schmitts respektive vingårde Haus der trockenen Weine og Weingut Robert Schmitt.

Navnet går imidlertid tilbage til 1970’erne, hvor gæsterne hos Schmitt gav huset tilnavnet pga. de tørre vine … som dengang skilte sig ud, da de fleste vinproducenter alene fokuserede på søde vine.

Oprindeligt blev ejendommen købt af bedstefaderen – som også hed Paul Schmitt – tilbage i 1920’erne, men det var først i 1955, at vinhuset blev grundlagt. Oprindeligt dannede 4 kendte vinmarker basis for den samlede produktion, men i dag er arealet noget større.

Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker, fordelt på markerne Teufelskeller, Pfülben, Lämmerberg, Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl og Dabug. Her dyrker Schmitt sorterne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Rieslaner, Traminer, Scheurebe, Weißburgunder og Bacchu.

Og det danner baggrund for en lang række vine, lige fra billige “litervine” til husets bedste vine, som kaldes Konsequent og kommer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften på familieejendommen også et stort Vinothek, vinrestauranten Ewig Leben og 4 ferielejligheder.

Denne offizieller Wein der Julius-Maximilians-Universität Würzburg er selvfølgelig lavet på Silvaner, som kommer fra marken Randersacker Pfülben, der ifølge vinhuset selv hører til blandt de 5 bedste marker i Franken.

Marken har sin navn Pfülben efter det oldtyske ord Pfulwen, som betyder ehebettkissen eller hovedpude. Marken har nemlig en facon som en bred pude, som er placeret på en seng. Marken har en undergrund med masser af kalk … Muschelkalk.

Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

I glasset er vinen ganske lys … og duftmæssigt snakker vi fersken, melon, en lidt parfumeret aroma, lidt grønne blade, pap, astronaut-is og samtidig let krydret … måske en anelse neutral eller i hvert fald afdæmpet i sine aromaer.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor det er lidt tilbagelænet med kærnemælk, pærer, fersken samt et blødt og kalket udtryk. Det er meget blidt og afdæmpet.

Købt på vingården til 9,80€ … svarende til 73 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Weingut Horst Sauer, Sehnsucht Silvaner, Franken, Tyskland

2014 Weingut Horst Sauer, Sehnsucht Silvaner, Franken, TysklandFor dulen og dælen … hvor ka’ Silvaner smage godt, som fx denne Sehnsucht Silvaner, hvor den dygtige Weingut Horst Sauer har lagret en del af vinen på egefade.

Weingut Horst Sauer – som I kan se på billedet ovenover – er vi jo stødt på et par gange tidligere her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S. Han bor – helt i klassisk Franken stil – på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved Winechallenge London 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Sehnsucht betyder længsel … og skyldes inspiration fra et besøg i Italien. Horst og Sandra var nemlig for nogle år siden inviteret på rundtur hos nogle af deres italienske kollegaer i Alto Adige, Lombardiet og Piemonte.

Der oplevede de italienernes mere afslappede forhold til traditionerne og deres mod på og lyst til at skabe vine, der skilte sig ud. Horst og Sandra erkendte, at de egentlig havde en længsel – Sehnsucht – efter små sidespring, og det blev til denne Sehnsucht Silvaner, der er en sent høstet, men stadig tør, vin med markante fadnoter.

Druerne kommer fra 2 af Horst Sauers marker, idet halvdelen er fra den sydvendte Escherndorfer Lump og den anden halvdel fra den sydvestlige placering på Escherndorfer Fürstenberg.

Druerne er høstet forholdsvis sent, men efter presningen får mosten lov af hvile i 48 timer for at udvikle aromaer inden gæringen, som sker i store rustfrie ståltanke.

Derefter lagrer vinen hele 16 måneder, 60% sur lie på ståltankene og 40% på en kombination af både nye og brugte franske egefade. Der er 2,1 gram restsukker pr. liter.

Og for at gentage mig selv … for dulen og dælen en smuk aroma. Det er en fed og aromatisk duft med honningmelon, pærer, kvæde, hyld, hvide asparges og fadnoter med både eg og en smule vanilje. Første tanke var grundet fedmen og fadnoterne slet ikke Silvaner, men dufter næsten helt erotisk.

Smagen er blød, cremet og med saftig fedme, hvid peber og en virkelig afbalanceret syre, som har både citron, grape, grønne elementer og holder fedmen pænt i ave. Det bliver aldrig helt fed chardonnaysk, for syren er mere grøn og livlig. En virkelig lækker vin, så Thumbs Up.

Købt hos Løgismose, hvor en flaske koster 288 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Arthur Metz, Sylvaner, Alsace, Frankrig

2015 Arthur Metz, Sylvaner, Alsace, FrankrigEn nytårskur burde vel egentlig være med billige vine efter en dyr december måned med julefest og nytårsfest. Jeres flittige vinblogger tester derfor fortsat billige vine … her en 25 kr. rest, en Sylvaner fra vinhuset Arthur Metz i Marlenheim, Alsace.

Arthur Metz er en del af det gigastore Les Grands Chais de France, som alle formentligt – bevidst eller ubevidst – er stødt på før. De står nemlig bag vine som den storsælgende J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud. Derudover laver de vine under navne som Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Michel Laugel, Henri Gaillard, Arthur Metz og mange flere.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I Frankrig laver de vine fra Alsace (selvfølgelig), Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura og Languedoc-Roussillon og Provence. Og Le Groupe GCF er en stor historie. I 2012 var firmaets omsætning ikke mindre end 6,3 mia. kr., hvilket svarer til et salg af 36 mio. kasser vin a 12 flasker. Det er da en del. Firmaet har i dag 1.889 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus.

Selve Maison Arthur Metz er egentlig grundlagt i 1904 som vinhandel i Paris og handlede primært Alsace vine. Da det senere blev obligatorisk at skulle flaske vine i Alasace, så benyttede firmaet chancen til at bygge et vinfirma i Alsace. De fusionerede i 1998 med Michel Laugel, et andet vinfirma i Alsace, grundlagt i 1889 og begge firmaer er i dag en del af Les Grands Chais de France.

Bare i Alsace har det store vinfirma i dag dyrkningsaftaler med 620 vinavlere fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker … og det er bare i Alsace. Det bliver til en del vine som markedsføres under navnene på nogle af de vinhuse, som de har overtaget, altså Laugel, Arthur Metz, Maison Klipfel og Domaine Viticole de la Ville de Colmar.

Jeg har ingen oplysninger om vinen … men på etiketten står der Frais & Plaisant, altså frisk og behagelig. Det må vi så lige teste og starter med at hælde et glas op. Første overraskelse … meget lys og stort set uden farve. Det ligner vand med et ganske svagt gult skær.

Duften er meget, meget beskeden … der er lidt pære og fersken, men ellers er den totalt anonym og det et stort set umuligt at fange flere noter. What???

Og sådan smager vinen faktisk også. Det er tyndt, vandet og der er sgu’t megen vin i vinen. Det løber igennem, men efterlader ingen smag eller aftryk, så det hele forsvinder hurtigt og bliver ganske ligegyldigt.

Købt i Fakta … en rest til 25 kr.

Vinanmeldelse 1,5/7 

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, Tyskland

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, TysklandHvis man er til god Silvaner, så er dette vinen … Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs fra Weingut Hans Wirsching i Iphofen i Franken. Det er freaking fucking godt … pardon my french.

Jeg har smagt vinen tidligere, men dengang var det i en årgang 2010. Jeg synes faktisk, at denne årgang 2014 er endnu bedre.

Vinhuset stammer helt tilbage til 1630 og siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Frankens førende producenter af Silvaner.

Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu de seneste år fået hjælp af døtrene Andrea og Lena. De er 15. generation og har langsomt  fået en større og større rolle i både driften og produktionen af husets vine.

Andrea – den ældste datter – tager sig af administration, marketing og salg, mens Lena – den yngste datter – har taget en uddannelse indenfor vinfremstilling på Geisenheim og er derudover i gang med en videreuddannelse som Master in Family Business Management, så hun deltager også i produktionen af vinene.

Weingut Hans Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer vinhuset i top 10.

Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs samt  topmarkerne Iphöfer Kalb og Iphöfer Kronsberg.

Samlet er vinhuset også ganske stort … ejer i alt omkring 80 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Silvaner, Riesling, Scheurebe, Weißburgunder, Spätburgunder, Grauburgunder, Müller-Thurgau, Bacchus, Traminer, Chardonnay, Portugieser samt Dornfelder.

Denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs kommer – selvfølgelig, som den bør og gør sig – i den lille, buttede Bocksbeutel flaske.

I næsen er det blomster og vinen er generelt klart mere aromatisk end foregående vin. Der er pærer, fersken, en astronaut is, røgede elementer, vingummibamser, kvindestrømper, tørrede nødder, våde sten og samtidig virker vinen kødfuld på en eller andet måde.

Smagsmæssigt er vinen blød og rund … ikke så sprød og frisk som Riesling, men har derimod en ganske overraskende fylde, hvor frugten er pærer, melon og derudover lidt muskat, et grønt bid samt en virkelig lang eftersmag. Den smager virkelig godt.

Vinen er købt på gården, hvor prisen er 28€ … svarende til 208 kr., mens den herhjemme i dag koster 539,95 kr. hos Philipson Wine for 1 flaske, mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Rainer Sauer, Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs, Franken, Tyskland

2015 Weingut Rainer Sauer, Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs, Franken, TysklandDie Spitze der Weinberge er marken Escherndorfer Lump skriver Weingut Rainer Sauer selv om marken, som har givet druerne til denne Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs.

Weingut Rainer Sauer hører til blandt topproducenterne i Franken og ligger selv – meget passende – på adressen Bocksbeutelstraße 15 i den lille by Escherndorf ved Volbach lidt nordøst for Würzburg ved et af Maine flodens mange sving. Og på den anden side af vejen i nr, 14 ligger Weingut Horst Sauer, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen. Det er sikkert noget familie.

Begge Sauer vinproducenter ligger lige nedenfor Lump marken – der Spitze dr Weinberge, én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken og samtidig en GG mark, altså Großes Gewächs.

Weingut Rainer Sauer er grundlagt i 1979 af Rainer og hans frau Helga, men efterhånden er sønnen Daniel ved at overtage driften. I kan se far og søn på billedet ovenfor.

Familien har samlet 13,5 hektar vinmarker, en årsproduktion på 110.000 flasker vin og deres bedste marker er Escherndorfer Lump og Fürstenberg. På markerne dyrker Rainer og Daniel 61% Silvaner, 20% Müller-Thurgau, 9% Riesling, 4% Kerner og derudover lidt andre sorter inkl. en smule rød.

Daniel er gradvist ved at lægge om til biodynamisk drift og målet er moderne vine med traditionelle metoder. Derfor har familien også i foråret 2015 renoveret vingården totalt og udskiftet noget af det gamle udstyr til vinproduktionen til nyt og topmoderne gear.

Daniel er selv uddannet  ønolog fra Geisenheim og har derudover været i praktik hos vinhuse i Californien. Han blev i 2011 af DLG udråbt som Jungwinzer des Jahres.

Rainer Sauer er medlem af VDP og vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Ortsweine, Erste Lage samt Große Lage. Og fra det ypperste serie kommer denne Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs … en knastør vin.

Efter den søde Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg, så skulle smagsløgene lige omstille sig til denne tørre og skarpe vin, men efter lidt tid, så fik man virkelig fornemmelsen af den høje kvalitet, som Weingut Rainer Sauer virkelig byder på.

Næsen er virkelig ren … næsten klinisk i eksekveringen. Det er grønt, hø, græs, masser af røg, jord, kvæde og pågående hyld, måske endda lidt bolsjer og ellers godt med mineraler og våde sten. Virker sprød, krisp, frisk og kildrende i næsen.

Smagen indeholder godt med syre og er derudover både røget og næsten saltet. Mineralerne holder virkelig fest. Det er voldsomt tørt og syren er ultra skarp og samtidig med en god inderlighed, god balance, lidt grønne æbler og et strejf af citrus. Den fik en hård start, men hold op hvor er det god vin.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Collective Z, Gemischter Was? Pfalz, Tyskland

Gemischter Was? Det betyder direkte oversat “blandet hvad?” … eller sagt på en anden måde, så aner det lille kollektiv Collective Z ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin indeholder.

Collective Z har jeg skrevet om tidligere. Det ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … når de altså ikke bruger den lille røde traktor på billedet ovenfor.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint.

Det betyder, at de kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte. Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud.

Men hvorfor ved det lille kollektiv ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin Gemischter Was? indeholder? Har de røget sig skæve eller dyrket alt for meget fri, uhæmmet sex i kollektivets fællesrum? Eller er der gået peace, love og harmony i paneldiskussionerne?

Nej forklaringen er egentlig rimelig simpel, for Gemischter Was? er et fieldblend, altså en vin lavet af druer fra en mark med en herlig blanding af forskellige vinstokke. I dette tilfælde er det vinstokke med Sylvaner, Riesling, Müller-Thurgau og Gewürztraminer.

Druerne er høstet ved håndkraft, vinen gæret helt ud og lagret 9 måneder på store gamle fade og der er ikke tilsat noget som helst. Den er også flasket fuldstændig ufiltreret og lavet i meget lille antal … sølle 1.000 flasker.

Duften er klart æbler … nærmest smågærende nedfaldsæbler og iblandet lidt stikkelsbær, en snert eksotisk frugt, marcipan, godt med frugtsten, animalske elementer – herligt – svag vaniljesødme og lidt skolekridt.

Vinen er smagsmæssigt meget blød og drikkevenlig. Der er kridt og en smule fladhed … eller i hvert fald en meget blid syre, som bliver lidt for beskeden. Det er rundt, blødt og ganske harmonisk. Der er også sødme og behagelig eftersmag. Sammenlagt et godt indtryk … en vin med charme.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.

Rating 5/7