Tiden er for længst gået i stå på uret øverst på Palazzo Comunale, den statelige gamle 1300-tals middelalderbygning, som tidligere har været brugt til religiøse formål, men i dag fungerer som rådhus for den nuværende borgmester, den yndige Donatella Tesei.
Vi er i Montefalco på torvet Piazza del Comune, der ligger øverst i den gamle og totalt charmerende by. Herfra er der en fantastisk udsigt udover området, og hvis Umbrien regnes som værende Italiens grønne balkon, så må Montefalco være Umbriens balkon.
På Palazzo Communale vejrer to flag blidt … det italienske og flaget for den europæiske union. Alt emmer af idyl, og en gammel, storsmilende mand, med dybe rynker – furer fra et liv med erfaring, medgang og sikkert også modgang – samt en moderne rød kasket slipper sin lille bjæffende hund løs. Den vimser hen til en ældre kvinde, der sidder og nyder en machiatto doublo expresso på café Frederico II.
Den gamle mand smiler bredt og hilser med et venligt buongiorno, da han passerer mig. Jeg får usikkert fremstammet buongiorno retur samt smiler både høfligt og veltilfreds tilbage.
Jeres flittige vinblogger sidder midt på Piazza del Comune. Vejret er fantastisk … temperaturen er allerede over 10 grader en tidlig februar formiddag. Solen skinner og jeg suger både de mange sanseindtryk og alle solstrålerne begærligt til mig. Kan man blive andet end i godt humør?
Og jeg er sgu – som nævnt – ganske veltilfreds. Det store udland har tilsyneladende fået øje på min lille vinblog. I hvert fald er jeg invitereret til Anteprima Sagrantino 2013 i Montefalco af Consorzio Tutela Vini Montefalco med alt betalt.
Jeg er sikkert kommet med som det tynde øl eller på et wildcard, men det er altså årsagen til, at jeg denne formiddag sidder og nyder solen på byens centrale og kommunale torv.
For selvom tiden måske nok er gået i stå på den gamle rådhusklokke, så er vinindustrien i Montefalco bestemt ikke gået i stå … tværtimod, så er den for alvor ved at vågne op.
Og selvom vinene fra Montefalco måske endnu ikke er så velkendte som vinene fra Piemonte; Toscana, Veneto og Sicilien, så har de potentialet til at kunne bide dem alvorligt i haserne.
Og ambitionerne er bestemt også store, hvilket selvfølgelig også er årsagen til, at jeg her i februar måned er havnet i Montefalco. Kendskabet til Montefalco vinene skal udbredes, og det gøres bl.a. via vinjournalister fra det meste af verdenen. Og den gode Houlberg er nu dermed – for en stund i hvert fald – en del af dette slæng. Smiler igen veltilfreds.
Det har også betydet , at jeg har mødt en række fantastiske mennesker aka vinjournalister, først og fremmest Rolf Madsen, som har Vinexpressen og er vinskribent for Berlingske, svenske Sofia Ander og andre sjove personligheder som franske Fabien Laine og den rare polske Wojciech Gogolinski, der skriver for det største polske vinmagasin Cras Wina.
Consorzio Tutela Vini Montefalco er en central del af Montefalcos store vinøse ambitioner. Det er et konsortium bestående en række vinproducenter i området og det er dette konsortium, som står bag Anteprima Sagrantino 2013 og invitationen til deltage i arrangementet samt besøge en række af vinproducenterne.
Anteprima Sagrantino blev i år afholdt den 20. og 21. februar og er en præsentation af seneste høst, men primært frigivelsen af nyeste årgang af Sagrantino vinene fra konsortiets medlemmer. Et stort og flot arrangement, som bl.a. omfatter masser af smagninger, sommelier- og kokkekonkurrencer, gallamiddag og meget andet, men det skal jeg nok vende tilbage til.
Men både Umbrien, Consorzio Tutela Vini Montefalco og de mange vinproducenter har bestemt også noget at have deres ambitioner i. For det første er Anteprima Sagrantino et velorganiseret arrangement, dernæst har planlægning, organisering af turen og serviceringen anført af den søde Angela Pietronigro været helt fantastisk … ja nærmest outstanding, men allervigtigst så er vinene fra Montefalco ganske fantastiske.
Jeg havde inden besøget ikke det store kendskab til Sagrantino vinene og havde alene smagt en håndfuld forinden. Men jeg er blevet både overrasket og forelsket i vinene fra Montefalco … no bullshit. Her ligger bestemt en lille perle og priserne fortsat er fornuftige.
Bevares, der er forskelle fra producent til producent og fortolkning af Sagrantino meget forskellig, men generelt er her store vinoplevelser at hente. Derudover er jeg også faldet for druen Trebbiano Spoletino, som kun findes i Umbrien og giver friske samt sprøde hvidvine. Men alt det skal jeg selvfølgelig nok komme tilbage til.
Jeg havde via Angela Pierronigro reserveret et par dage ekstra, således der var god plads til besøg hos en række udvalgte vinproducenter. Og Angela og hendes fantastiske hjælpere havde lavet et super program til mine dage i Montefalco, bl.a. med besøg hos ikke mindre end 12 vinproducenter, deltagelse som dommer i den store gourmet kokkekonkurrence Sagrantino Nel Piatto, blindsmagning af 36 Sagrantino 2013’ere og meget mere.
Men det skal I selvfølgelig nok komme til at til at læse om senere her på bloggen. Jeg vil skrive lidt Montefalco og vinene, om Anteprima Sagrantino, kokkekonkurrencen og selvfølgelig de mange besøg hos vinproducenter og anmeldelse af en lang røvfuld af vinene fra området. Men rolig nu – jeg skal nok blande det med andre anmeldelser løbende, således I ikke drukner i ren Montefalco vine.
Så med andre ord … I kan glæde jer til – efter frygte – følgende kommende artikler:
- Part 2: Historien om vin i Montefalco
- Part 3: Lidt om de lokale druer og min erfaring
- Part 4: Så blev man da lige dommer i Sagrantino Nel Piatto
- Part 5: Anteprima Sagrantino 2013 – sådan smager den nye årgang
- Part 6: Øvrige indtryk fra Montefalco og en form for en konklusion
Derudover kommer alle besøgene hos følgende producenter:
- Tenuta Castelbuono
- Moretti Omero
- Le Cimate
- Di Filippo
- Tenuta Bellafonte
- Rocca di Fabbri
- Colle del Saraceno
- Antonelli
- Romanelli
- Arnaldo Caprai
- Bocale
- Scacciadiavoli
- Fattoria le Mura Saracene
- Montioni
- Perticaia
- Fattoria ColSanto
Ja der blev proppet et par ekstra besøg ind, så jeg samlet besøgte 16 vinproducenter … hvad gør jeres flittige vinblogger ikke i læsernes tjeneste? Men sikke en gæstfrihed, som jeg blev mødt med alle vegne, helt fantastisk.
Sluttelig en stor tak til Angela Pierronigro og hendes crew for fantastisk oplevelse, planlægning og fleksibilitet. Alt klappede helt perfekt. Jeg sidder tilbage imponeret og har samtidig tabt en del af mit hjerte til Montefalco, menneskerne og vinene. Tak for det.