2013 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Rudi Rüttger ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og det er derfra, at jeg nu smager en ældre sag … en 2013 Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder.

Vinhuset stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder, men i dag ledes det af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Her smager vi Rudolphs 2013 Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, hvor druerne kommer fra 2 marker på Großlage Höllenpfad og fra 40 år gamle vinstokke. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og derefter lagret på en kombination af både ståltanke og gamle egetræsfade … og så har den ligget i Rüttgers kælder i mange år. Det er i øvrigt en 1 liters flaske.

I glasset en ganske lys, transparent vin med let brunlige kanter og frugten dufter også lys med en vis modenhed, babybræk – på den fede måde – træ, tørret kød, brun sæbe, jordbær, havtorn, slåen og tomatblade samt en snert af mørk bitter chokolade.

Smagen overrasker ved at være en tand sødere end forventet, mens frugten egentlig fortsat er frisk i forhold til, at vinen er 8 år gammel. I forhold til, at vinen kommer i en 1 liters flaske – som normalt er til de billige vine, så er kvaliteten virkelig høj. Frugten er jordbær og søde kirsebær, syren egentlig lidt vag, hvilket gør vinen meget blød, easy og voldsom nem at drikke … og alligevel med et frugtrigt bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr,

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Morra Gabriele, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2020 Morra Gabriele, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienDet er kun et par måneder siden, at jeg smagte en lækker 2016 Barbaresco fra de to  venner Gabriele Testa og Stefano Campaniello på Morra Gabriele. Nu smager jeg deres Barbera d’Alba i en nyere årgang 2020.

Vinene hos Morra Gabriele laves på druer, der dyrkes både økologisk og biodynamisk. Det gælder også for denne Barbera, hvor druerne er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, hvor vinen efterfølgende lagring i ståltankene og derefter på flaske.

Duftmæssigt er vinen selvfølgelig krydret og fyldig med mørk frugt, bitre kirsebær, blommer, blæk, knuste sten, grønne noter, våde fade, lakridskonfektsødme samt lidt pilleglas eller medicinkasse. Det er de små grønne elementer og de knuste sten, som lige løfter vinen et par niveauer over de fleste Barbara vine.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor vinen – udover at være saftig og potent – har en meget frisk frugt i forhold de de fleste andre af slagsen. Der er samtidig en god og lysere syre, bitterhed og kirsebærsten, næsten ingen tanniner … virkelig saft, kraft og stadig med en fin, frisk kant. Klasse Barbera.

Kim hos Vinspecialisten i Randers er importør, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 125 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, Italien

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, ItalienVi sluttede selvfølgelig helt behørigt smagningen af Veneto vinene med en sød reciotovin fra Franchini, nemlig deres Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche 2018.

Igen igen er det en vin på de typiske Veneto druer Corvina, Molinara, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta. De er som husets amaronevine tørret fra høsten i september fra til januar, hvor de har mistet 40% af deres oprindelige vægt.

Efter afstilkning er druerne knust og så er fermentering samt maceration sket i rustfrie ståltanke over 20 dage ved kontrolleret temperatur. Herefter stoppes gæring for at bevare sødmen og så er vinen lagret 10 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske. Vinen har således en alkoholprocent på 12,5%.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif ikke som en oversød dessertvin, men har dog en fed aroma af morbær, jordbær samt brombærmarmelade, en stak skumfiduser, ikke vildt tung, måske endda lidt blomstret. I munden kommer sødmen dog mere frem og alligevel med nogen frugtfriskhed.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er245 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2013 Franchini, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d’Angelo, Veneto, Italien

2013 Franchini, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d'Angelo, Veneto, ItalienDenne Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d’Angelo er topvinen hos Franchini og til den italienske smagning smagte vi vinen i årgang 2013.

Vinen er stort set produceret som den foregående Amarone, altså på Corvina, Corvinone, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring … men nu ikke i 36 måneder, men i stedet i 48 måneder på franske 2,25 og 5 hektoliter fade inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder.

Duftmæssigt igen en sødlig, fed og aromatisk vin, men klart mere luftig i udtrykket, selvom der både er tørret kød, gammelt læder, lidt mælkechokolade, lakridsrod, Mathilde kakaomælk sammen med både kogte blommer, sorte kirsebær og stor intensitet, men også pænt med sødme og endda på grænsen til at være lidt kvalm, mens alkoholen dog virker mere integreret.

I munden er vinen rund, cremet, fed med moden frugt. Det er vinøs kromad med brun og smørfed sovs, mens alkoholen smagsmæssigt bliver mere tydelig end i næsen, men samlet er smagen knap så tung som hos den forrige Amarone, Vinen er et skridt op, men det er sgu en voldsom bandit, som efter min vurdering er for moderne og tung i underkroppen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 420 kr., mens prisen er365 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, Italien

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, ItalienVi fortsatte i det højoktanske område lige over 16%, for den næste Franchini vin var nemlig en Amarone della Valpolicella Forlago Passione 2015.

Vinen er lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25% Rondinella og 10% øvrige druer … her både Spigamonte, Oseleta, Croatina, Negrara og Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring i 36 måneder på franske fade … både 2,25 og 5 hektoliter inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder på flaske.

Allerede i næsen afsløres det prompte, at der er tale om en kraftig bandit … og den nærmest brænder i næsen med norske brystdråber, tør eg, lakridsrod, brændte kirsebær i cognac, amarenakirsebær og kogte blommer.

Smagsmæssigt ligger vinen i samme boldgade … for det er en bane, hvor bolden er stærk, powersyrligbitter og marmeladeagtig. Der er selvfølgelig godt med mørk frugt og kraft i vinen, men der er på en lidt stærk og kantet måde, så jeg står af … slet ikke mig. Ligger vel sådan mellem 3,5 og 4 Thumps.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, Italien

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, ItalienMed næste Franchini vin øger vi både power, styrke, the force og volumen endnu engang. Vi er nu på eller over 16% højoktan på speedometeret med vinen Azzardo.

Vinen er et totalt forvirrende mix af druer som Merlot, Cabernet Sauvignon, Corvina, Corvinone, Rondinella, Spigamonte, Oseleta, Croatina, Teroldego, Rebo, Rossignola, Negrara, Sangiovese, Perlara, Tuchetta, Marzemino, Ancelotta samt Syrah … og de kan næsten ikke være i flasken.

Druerne er høstet i slutningen af september … selvfølgelig manuel høst, hvorefter druer tørres og dehydrerer i 1 måned inden gæring over 35-40 dage med hyppig remontage. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques og så 6 måneder på flaske.

Næsen er mørk og svulstig med masser af blæk, tør eg, tobak, engelsk lakrids og virker nærmest likøragtig. Der er røg, godt med egetræ, men virker dog heldigvis slet ikke så sød som de foregående Franchini vine.

I munden er smagen dog fed, marmeladeagtig … det er som et glas syltetøj med solbær, sorte kirsebær og saftige blommer, men har dog også en lidt mere rå side med knuste sten. Alkoholen er igen stærk, selvom den måske er lidt mere integreret i vinen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 220 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, Italien

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, ItalienVi hamrer videre i samme stil, for den næste vin fra Agricola Franchini blev en Valpolicella Classico Superiore Sedèse i årgang 2017.

Igen er det er skønt mix af Veneto druer … både Corvina, Rondinella, Corvinone, Molinara som de primære, men så også 10% andre druer som Oseleta, Spigamonte, Negrara, Tuchetta, Rossignola og Sangiovese.

Vinen er – efter let pres og knusning – lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring over 12 dage med en temperatur, som aldrig overstiger 22 grader. Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Vinificeringen alene på ståltank gør også, at duften er knap så opulent som Ripasso’en … fortsat godt med kirsebær, blommer og generelt en frugt, der er ved at briste af solvarme og samtidig godt med sødme og så en lille grøn note.

Men sjovt nok er vinen faktisk sødere end Ripasso’en, men er mere rank, hvilket måske gør den en snas bedre, men den er desværre alt for sød med vildt sød kirsebærmarmelade. Der kommer lidt bitre kirsebærsten, men eftersmagen er meget kort.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle, Veneto, Italien

2016 Franchini, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle, Veneto, ItalienNå, men tilbage til Agricola Franchini, hvor den første af 6 rødvine var denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle 2016.

Det er en vin lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25%, Rondinella og 10% andre sorter, som formentlig er Spigamonte, Croatina, Oseleta, Rossignola, Negrara og Tuchetta.

Druerne er høstet med håndkraft i slutningen af september og med gæring samt maceration i rustfri ståltanke i cirka 9 dage. Efter et par måneder, så sker der en ny gæring med kvaset fra Amarone produktionen over 8 dage med løbende remontage.

Derefter er vinen lagret 12 måneder på fransk barriques og 10-12 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 6.900 flasker, hvoraf denne har nummer 4.254.

Hold nu kæft … der er skrald på duften, vild og voldsom, masser af kirsebær, mer’ kirsebær, sorte kirsebær og kirsebærlikør, blommer, kaktus, stærk på alkohol, tonsvis af fad, meget koncentreret, stærk kaffe, lakrids og lidt kanel. Bom.

Smagen er lidt i samme boldgade, pænt stærk med sort, mørk frugt, blommer og kirsebær, mangler klart lidt struktur og syre, men har så meget sødme, at den næsten kan minde om dessertvin. Alkoholen er pænt mærkbar og giver varme.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Corte Quaiara, Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, Veneto, Italien

2009 Corte Quaiara, Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, Veneto, ItalienVi nappede endnu en vin fra Giovanni Montresor på Corte Quaiara og det blev denne 2009 Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, der endda måske var aftenens bedste vin.

Vinen er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay fra 20 år gamle vinstokke på marker i 150-250 meters højde. Druerne er høst ved håndkraft tidligt … i august måned og efter ankomst til vineriet, så er druerne knust og presset meget blidt. Druerne fra hvert enkelt område af marken er vinificeret seperat.

Fermentering er sket på ståltanke ved kontrolleret og kølige temperaturer. Derefter er vinen flasket med andengæring over hele 120 måneder sur lie. Først i maj 2019 er vinen degorgeret … altså en lagring, der er lige så lang som fx en fransk Dom Pérignon.

Næsen er herlig grøn, men samtidig også nærmest olieret, fed med brunet smør, pærer og stikkelsbær, masser af gærede aromaer, lidt sødme, vanilje og krydderier, men også en note, som er sjov, skæv samt lidt finurlig.

I munden er der næsten ingen bobler … meget vag på boblerne, der er fine, sarte og totalt afdæmpede, hvilket næsten er for meget. Det giver dog en særdeles blød, blid og rund vin og alligevel med med vis renhed i frugten, mens syren er forholdsvis smag, mens frugten er meget moden og næsten kandiseret. Det gør vinen næsten vulgær, men på en meget charmerende måde. Thumbs Up … ligger lige mellem 4,5 og 5 af tomlerne.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Corte Quaiara, Pinot Grigio Amphora, Veneto, Italien

2019 Corte Quaiara, Pinot Grigio Amphora, Veneto, ItalienInden vi lige smagte de 6 øvrige Agricola Franchini vine, så fik jeg også to glas fra vinhuset Corte Quaiara – venner af Gianluca Ceschi – og den første var denne 2019 Pinot Grigio Amphora.

Corte Quaiara ligger lige udenfor den lille by San Giorgio In Salici og drives af Giovanni Montresor, der er vokset op på vingården. Hans familie har været vinbønder gennem 150 år.

Giovanni Montresor havde egentlig valgt en anden vej og boede i Verona, men livet som vinbonde trak alligevel, så derfor overtog han familiens vingård og pustede nyt liv i den, bl.a. med fokus på at dyrke  Pinot Nero og lave vine, der var i stand til at udtrykke ham og den lokale terroir.

Den unge vinmager får hjælp af sin søster Anna … og de har også løbende fået råd af en gammel nabo Antonio Obardi, der nærmest har været en mentor for Giovanni.

Samlet har Corte Quaiara 13 hektar vinmarker, hvorfra Giovanni laver en række forskellige vine,  de fleste med samme logo, som hans bedstefar Guglielmo Veneri havde anvendt for over 50 år siden … en tegning af en lille vagtel.

Her smager vi hans Pinot Grigio Amphora … en vin uden vagtlen på etiketten, men blot håndskrevet tekst. Det er en vin lavet på Pinot Grigio druer fra 20 år gamle vinstokke, der efter høst af afstilket, knust og gæret med skallerne i 10-12 dage ved 16 grader.

Efter endt fermentering er de presset og vinen lagret knap et år på store amfora lerkrukker og derefter 8 måneder på flaske inden den er klar til frigivelse.

Sikke en duft … meget æblet, mostet … meget speciel, syltede grønne jordbær, lidt melon, meget afdæmpet i frugten, sandeltræ, salt, lidt havvand og samtidig stor landlighed.

Smagsmæssigt bliver det også en nærmest flad og vandet vin, hvor syren er vag og hvor vinen i stedet bliver lidt som en rolig flod, der stille løber igennem landskabet. Floden er saltet, men derudover er der abrikos, tørrede abrikoser samt meget modne æbler samt en smule krydderier. 4,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger