Tag-arkiv: USA

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USASom usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.

Domaine Eden ligger på en bakketop ved Saratoga i Californien og er købt af Mount Eden Vineyards i 2007, men var grundlagt i 1983 af Tom Mudd under navnet Cinnabar Winery. Tom havde tidligere selv arbejdet hos Mount Eden Vineyards og havde der bl.a. stået for tilplantningen af husets marker med Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Da Mount Eden i 2007 købte ejendommen fra Tom Mudd, så ændrede de navnet til Domaine Eden og ændrede fokus på ejendommen til primært druerne Pinot Noir og Chardonnay.

Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1943 af Martin Ray. Martin var som barn vokset op i vinområdet ved Saratoga, hvor Paul Masson havde grundlagt det store vinhus The Paul Masson Champagne Company. Han blev snart ven med Paul Masson, som ikke selv havde børn og han lod Martin arbejde i vinkælderen sammen med de professionelle vinmagere.

Martin Ray blev imidlertid ikke selv vinmager … i første omgang, men i stedet en stor aktiehandler på Børsen i New York. Imidlertid gik han i 1936 – efter depressionen – ned med et nervøst nervesammenbrud og besluttede sig for en ny kurs i livet. Med en pæn optjent formue, så købte han derfor The Paul Masson Champagne Company, som var sat salg efter afslutningen af forbudstiden.

Paul Masson frarådede imidlertid Martin fra at købe vinhuset og opfordrede ham i stedet til at købe jorden ved siden af … på Mount Eden, men Martin var stædig og endte med at købe The Paul Masson Champagne Company. Men efter 6 år solgt Martin dog vinhuset igen til det store, internationale firma Seagrams og fulgte sin gamle læremesters råd og købte jorden ved Mount Eden.

Så gik han ellers i gang med at tilplante markerne med Pinot Noir og Chardonnay stiklinge fra Paul Massons La Cresta vineyard, et besværligt arbejde på de stejle marker. I en tid hvor man blandede al vin troede Martin Ray fuldt og fast på kølige vine baseret på en enkelt druesort – Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

I 1970 mistede Martin Ray imidlertid ejendommen til en gruppe investorer og han endte med at bo de sidste år af sit liv i en lille bolig i bunden en af husets mange vinmarker. I dag er vinhuset ejet af Jeffrey Patterson, som oprindelig startede på Mount Eden Vineyards i 1981 som assisterende vinmager. Han har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen af vinene fra vinhuset og har også løbende fået mere og mere indflydelse … og langsomt siden 1986 også større og større ejerandel inden familien Patterson i 2008 overtog hele aktiemajoriteten.

Mount Eden er i dag absolut kult, ikke kun af historiske grunde, men også fordi de producerer nogle af landets bedste og mest raffinerede vine. De arbejder i dag økologisk, alt gærer på det naturlige gær og dette er nogle af de mest langtidsholdbare vine fra Californien, og det gælder selvfølgelig både vinene fra Mount Eden Vineyards og lillesøster Domaine Eden.

Denne Pinot Noir kommer fra en mosaik af forskellige marker og forskellige Pinot Noir kloner, bl.a. klonerne Dijon 777, 667 og 828 og fra parceller både på Mount Eden, Calera og Swan. Hver parcel er passet og plejet efter Mount Edens strikse standarder med bl.a. lavt udbytte … under 5 tons pr. hektar. Vinen er gæret på det naturlige gær, ca. 20% hele drueklaser. Efter vinifikationen er vinen lagret 11 måneder på franske burgundiske barriques både 1. og 2. års fade. Vinen er flasket uden klarering eller filtrering.

I glas og næse er det klart, at vi her har fat i Pinot Noir … aromaen let, elegant med hindbær, jordbær, men også mørkere bær som kirsebær, lette blommer og svag animalsk med sødme, hestestald og mejeri. Frugten er måske lidt mere moden end hos dens europæiske søstre, men har samtidig denne smukke lethed. Herligt. Der er også syrlige elementer med grønne blade, mynte samt andre friske urter.

I munden er vinen cremet, blød … og har samme lethed, som duften lover. Der er lysebær, modne kirsebær og meget afbalanceret syre. Der er også pæn sødme, som måske kammer en smule over, men godt smager det sgu.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 1 flaske, men 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2012 McPrice Myers Wines, Head Honcho, Californien, USA

2012 McPrice Myers Wines, Head Honcho, Californien, USAPå samme måde, som fader Celestin er komponisten Floridor i filmen Frøken Nitouche er Barrel 27 også McPrice Myers, så denne Syrah baserede amerikaner Head Honcho er reelt fra McPrice Myers Wines, selvom der står Barrel 27 på etiketten.

Vinhuset McPrice Myers Wines ligger i Paso Robles i den nordlige del af Santa Barbara distriktet og drives af den store McPrice “Mac” Myers. Han kommer egentligt fra den østlige del af Los Angeles, hvor han som ung var lidt af en ballademager. Han far var fængselsbetjent og sagde ofte, at Mac ville ende bag tremmer.

Efter high school var Myers heller ikke særligt interesseret i college, men han kunne lide at spille baseball, så han endte på Cypress College. Imidlertid medførte en skade i den ene arm, at han ikke kunne spille baseball, så han droppede ud af college og fik arbejde i en Trader Joe’s, som vel nærmest er et mindre døgnåbent supermarked.

Og det ændrede hans liv, for hans chef interesserede sig voldsomt for vin, og forretningen havde et spændende udvalg, som Myers og chefen ofte prøvesmagte om natten i den lille Trader Joe’s i Orange County. Myers blev forelsket i vin, specielt vinene fra Rhône og Châteneuf-du-Pape, og besluttede sig for, at han selv ville lave vin.

Myers begyndte at rejse rundt til forskellige vingårde i San Luis Obispo og Santa Barbara og meldte sig frivilligt til at arbejde som kælderrotte hos en række af de bedste producenter i området. Det medførte, at Myers hurtigt fik en fornemmelse af, hvordan vinene skulle laves, så i 2002 begyndte han at lave vin selv med inspiration fra netop Rhône.

Druerne blev opkøbt hos en række vinavlere i Paso Robles og det blev til ikke mindre end 3.000 kasser udgivet i eget navn McPrice Myers Wines og 13.000 kasser under navnet Barrel 27. Lige frem til 2012 fortsatte Myers med at lave vinene under disse to brands, men siden 2013 laves alene vinene nu som McPrice Myers Wines.

Ligesom med foregående vin The Prisoner Wine Company ejer Myers ikke selv vinmarkerne, men har langtidsaftaler med en række vinavlere i Paso Robles, bl.a. på markerne Alta Colina Vineyard, Denner Vineyard, Larner Vineyard, Les Galets Vineyard, Luna Matta Vineyard og Santa Barbara Highlands.

Vinene er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Blue Collar Series, Proprietary Series og Single Vineyard Series. Alle vinene er med klare Rhône referencer og selvfølgelig lavet på de klassiske Rhône druer som Syrah, Mourvedre, Grenache, Viognier og Roussanne, men der laves også enkelte vine på druer som fx Zinfandel, Petite Syrah, Cabernet Sauvignon og Tempranillo.

Denne Head Honcho hører til Blue Collar Serien og er lavet på ren Syrah fra flere forskellige marker. I vinifikationen er 30% af drueklaserne ikke stilket, men jeg kan ikke se, hvor lang macerationen har været. Vinen er lagret hele 22 måneder på 265 og 225 liters barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og inspirationen fra Rhône er faktisk ganske tydelig, hvor næsen byder på en animalsk aroma med hængt kød, lidt mejeri, engelsk lakrids, chokolade, mørke bær, sorte oliven, krydderier, lavendler, let peber, røg … virkelig kødfyldt og kraftige sager. I munden er der et tydeligt peberbid, mørke bær, lidt blommer, kakao, tobak … men peberen er meget dominerende. Overraskende god.

Forhandles flere stedet, bl.a. af Smalle Vin, hvor prisen er 299 kr.

Rating 5/7 

2014 The Prisoner Wine Company, Saldo Zinfandel, Californien, USA

2014 The Prisoner Wine Company, Saldo Zinfandel, Californien, USASidste vin ved torsdagens vinsmagning blev en rigtig blockbuster … Saldo Zinfandel fra vinhuset The Prisoner Wine Company. Måske var det ud fra devisen, at der skulle sluttes af med et brag. Og det blev et fedt, sort og tyktflydende brag.

The Prisoner Wine Company holder til i byen Rutherford mellem byerne St. Helena og Oakville i den nordlige del af Napa Valley. Omkring Rutherford finder vi også andre vinhuse som fx Robert Mondavi, Opus One, Plump Jack og andre kendte vinhuse.

Imidlertid er The Prisoner Wine Company ikke et vinhus i den traditionelle forstand, idet de ikke selv ejer vinmarker, men laver dyrkningsaftaler og opkøber druer fra en lang række vinavlere og derudfra designer en række vine.

Historien om vinhuset startede i 1998, hvor grundlæggeren og vinmageren Dave Phinney lavede 385 kasser af vinen The Prisoner fra druer, som han havde opkøbt hos forskellige vinavlere i Napa Valley. Han kaldte vinhuset for Orin Swift Wines, bl.a. inspireret af de tønder med sort væske, som man i USA i forbudstiden fandt i garagerne hos alle amatør vinbryggere.

Inden da havde han arbejdet som praktikant hos Robert Mondavi, men havde kun lavet alt det hårde arbejde med at trække slanger og andet forefaldende arbejde i vinkælderen. Dave lavede The Prisoner på en bizar blanding af Cabernet Sauvignon, Zinfandel, Petite Sirah og Charbono … en italiensk drue, som fx også kaldes Douce noir.

Vinen blev imidlertid en succes og frem til 2010 steg produktionen langsomt til 75.000 kasser. Derudover startede han også med at lave vinen Saldo på Zinfandel, som der årligt blev produceret 39.000 kasser af. Successen blev bemærket af de andre vinhuse i området og i 2010 købte Huneeus Vintners rettighederne til de to vine og grundlagde vinhuset The Prisoner Wine Company.

Familien Huneeus har været vinbønder i Rutherford siden 1990, hvor Agustin Huneeus og hustruen Valeria grundlagte vinhuset Quintessa. De har siden ekspanderet voldsomt med vinhuse over hele verden og ejer i dag huse som bl.a. Faust og Illumination i Napa Valley, Veramonte Winery og Neyen Winery i Chile samt Longshadows Vintners i Washington State. Derudover er de partnere i Flowers Vineyards & Winery … og siden 2010 altså også ejere af The Prisoner Wine Company.

Til at forestå driften af The Prisoner Wine Company indsatte familien hurtigt vinmageren Jen Beloz. Hun havde gennem mange år været vinmager hos Ravenswood og dygtig til specielt Zinfandel vine. Hun har nu siden 2010 stået for driften af vinhuset sammen med bl.a. David Jelinek.

Sammen laver de fortsat de to vine The Prisoner samt Saldo, men derudover er der også kommet yderligere tre vine til, nemlig den hvide Blindfold, lavet på druerne Roussanne, Viognier, Grenache Blanc, Chenin Blanc og Marsanne samt de to røde Cuttings på Cabernet Sauvignon tilsat lidt Syrah og Petite Sirah samt Thorn på Merlot, Syrah og Malbec.

Denne Saldo Zinfandel har sit navn efter den latinske betegnelse saldo, som betyder “fra her og der”. Og det er meget passende for vinen, hvor druerne netop kommer fra en lang række marker i flere forskellige områder. Det er 85% Zinfandel, men resten er Petite Sirah og Syrah. Druerne kommer fra markerne Teldeschi, Grist, Bedrock og Bismark Mountain Vineyard i Sonoma, Dark Horse i Mendocino, Pilgrim og Baines i Lodi samt Aparicio, Distasio, Murrill Family og Esola i Amador.

På nogle af markerne er vinstokkene helt tilbage fra 1930’erne og 1940’erne, så der er virkelig vin fra gamle stokke og alle markerne er ejet og passet af forskellige vinavlere. Vinen har lagret på 25% nye egetræsfade fra både Frankrig og USA.

Og hvor er det massivt … sort og heavy wine. Vi snakker næsten portvin, og vinen trækker da også en imponerende alkoholprocent på 15,9%, så det er sgu heavy shit. Næsen er nærmest kold, mørk … velhængt kød, sorte solbær, blåbær, blommer, svedsker, nelliker, chokolade, vanilje og flødekarameller og kaffelikør.

I munden er det også lidt et bæst … men faktisk ikke så voluminøs som forventet, selvom vi dog er ovre i den tunge, intense og koncentrerede ende. Der er engelsk lakrids, kaffe, mørke bær, svedsker, men den store alkohol er dog fint integreret. Det er blødt, sødt, fyldigt, koncentreret fløjl … måske lidt fladhed i smagen og der mangler helt sikkert noget syre. Det bliver sgu en tak for voldsomt til mig. Men flot vin for dem, så virkelig værdsætter den intense koncentration.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 299 kr.

Rating 5/7 

2012 King Estate Winery, Pinot Noir Signature Collection, Oregon, USA

2012 King Estate Winery, Pinot Noir Signature Collection, Oregon, USAFra klassisk fransk Pinot Noir til amerikansk Pinot, dog her fra det lidt køligere Oregon. Vinen er en Pinot Noir Signature Collection fra vinhuset med det nærmest royale navn King Estate Winery, som ligger ved den lille by Lorane en smule syd for Eugine i den sydlige ende af Willamette Valley.

Navnet skyldes dog, at vinhuset ejes og drives af Ed King … som også meget passende kalder sig King of Pinot. Han købte i 1990 en række parceller, som tidligere har været anvendt til græsning for lidt heste og lidt kvæg, men det blev grundlaget for King Estate Winery.

I 1994 havde han tilplantet lidt over 40 hektar med både Pinot Noir og Pinot Gris stokke, som alle drives økologisk. Det giver en produktion på omkring 350.000 flasker vin årligt fordelt på en lang række vine … og de fleste på enten Pinot Gris eller Pinot Noir.

Der laves dog også enkelte på Chardonnay, Viognier, Sauvignon Blanc samt en serie kaldt NxNW … North by Northwest, hvor der også bruges druer som Cabernet Sauvignon, Syrah og Riesling.

Denne Pinot Noir Signature Collection er lavet af økologisk dyrkede druer fra King Estates egne marker i Willamette Valley, samt druer fra andre økologiske vinmarker i Oregon. Druerne sorteres ved ankomst til vineriet. Gæringen foretages i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt gæring lagres vinen i 8 måneder på franske egetræsfade, inden aftapning på gården. 25% af fadene er nye, 25% er ét år gamle, 25% et to år gamle og de sidste 25% lidt ældre.

Og vinen kan vel kaldes en straight-forward Pinot med muskler, kølighed og direkte frugt … iført gråmelerede amerikanske sweatpants, hvis man skal tegne et billede af vinen. Næsen fint pirrende med noter af flæsk, fersk kød, margarine, aske, kul, kirsebær og måske også lidt mørkere bær. Der ligger dog en lille mineralitet i næseborene sammen med et krydret islæt.

Smagen er ren, stålsat, direkte og mineralsk Pinot. Der er samme krydrede smag, som også findes i duften, men det er sammen med lethed, syre, strenghed, kirsebær samt en ganske lækker tørhed og tydelige tanniner.

Ikke så forfinet i udtrykket … deraf associationen med et par sweatpants. Kan dog være ganske sexet under de rigtige omstændigheder. Jeg kan sgu meget godt li’ den. Straight-forward.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 239 kr.

Rating 5/7  

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Chardonnay, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Chardonnay, Californien, USATorsdagens store oplevelse var den prisvindende sommelier, ateist og vinosof Thomas Lysgaard, som leverede en fabelagtig vinsmagning med et overdådigt program af vine … udover en snak om livet, kunst, kærlighed og meget andet.

En af de første vine var denne Director’s Cut Chardonnay fra den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola. Ja … eller rettere fra hans vingård Francis Ford Coppola Winery, da vinen jo ikke er lavet af Francis himself, men af hans vinmager Corey Beck.

Efter i mange år at have lavet vin på Francis’ egen fabelagtige ejendom Rubicon Estate, så besluttede filminstruktøren, at hans vine skulle have deres eget vineri. I 2006 fandt Francis Ford Coppola et sted til sin nye vingård i Sonoma County.

Og i USA gør man jo intet småt. Vingården er lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. er der etableret et poolområde på gårdspladsen med 28 tilhørende omklædningskabiner. Naturligvis findes der også en bar ved poolside. Der er også blevet plads til et mindre amphiteater hvor der skal opføres dukketeater, dans og musik.

Indendørs er der restauranter (selvfølgelig ikke kun én), smagebar og selvfølgelig et område med remedier fra filmverdenen, bl.a. rekvisitter fra ”The Godfather”, den vel nok mest kendte Francis Ford Coppola film. Der er ansat omkring 130 personer til rundvisninger, tjenerstab, livreddere m.m. Væk er er illusionen om den lille hyggelige vingård, hvor faderen går og hygger med vinene, træder i druerne og i selv er med i alle processerne til den færdige flaske.

Denne Chardonnay har naturligvis reference til filmindustrien, da den bærer navnet directors cut. Vinens etikette viser da også en dublikant af en original filmrulle, brugt af verdens første filmaskine, kaldet en Zoetrope, som blev opfundet i det 19. århundrede. Zoetrope stammer fra græsk og betyder livets hjul. Francis samler selv på disse effekter.

Druerne til vinen kommer fra området ved Russian River Valley, og har efter den almindelige gæring også gennemgået en malolaktisk gæring efterfulgt af lagring på egetræsfade i 6 måneder, 40% nye fade og 60% brugte fade … typisk 1-2 år gamle.

Og det er faktisk ganske lækker Chardonnay iført kraftige gevandter af blødt velour. I næsen er der opulent fedme, godt med vanilje, fede fade, godt brændte sammen med blomster, modne pærer, sød pærecider, ferskner og andre tropiske frugter, flødekarameller og en svag brise med lidt citron.

Smagen er cremet, blød, venlig … først den store fedme, men den opløses på mirakuløs vis langsomt over i en behagelig syre med en ren frugt, som også virker både frisk, tydelig og elegant. At syren afløser fedmen, er genialt og fungerer ret godt. Nice kunne man næsten fristes til at sige.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 195 kr.

Rating 5/7 

2011 Oak Ridge Winery, Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel, Californien, USA

2011 Oak Ridge Winery, Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel, Californien, USAVidere med endnu en oversøisk vin … her dog væsentligt længere mod nord, nemlig med denne Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel fra vinhuset Oak Ridge Winery, som ligger ved den lille by Lodi omkring 40 kilometer syd for Sacramento og vel omkring 100 kilometer svag nordøst for San Francisco i Californien.

Oak Ridge Winery er grundlagt i 1934 som et kooperativ af lokale vinavlere, men i 2002 blev det købt af familierne Maggio og Reynolds, men ejer i dag af 3 familier, idet Dondero familien i dag også er medejer af vinhuset.

I spidsen for de tre familier står vinavleren Rudy Maggio og hans partnere Don og Rocky Reynolds, mens den daglige ledelse er lagt i hænderne på Nicholas Karavidas og vinmageren Chue Her … som i øvrigt stammer fra Vietnam.

Vinhuset er det ældste vinhus i Lodi og ejer samlet omkring 200 hektar vinmarker. Varme dage og kølige aftenbriser fra Stillehavet skaber et unikt klima, perfekt egnet til at dyrke Californiens top sorter – Cabernet Sauvignon, Merlot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Zinfandel.

Alle disse druer trives her, og Zinfandel indtager en særlig plads hos Oak Ridge Winery. Gamle vinstokke … nogle er over 120 år gamle … og med et udbytte i små begrænsede mængder skaber vine, der er det ultimative udtryk for områdets terroir.

Oak Ridge Winery laver vine under en lang række navne, bl.a. Maggio Family Vineyards, Lodi Estates Vineyards, Silk Oak Winery, Old Soul Vineyards, Oak Ridge Winery, OZV, Moss Roxx og Helena Ranch. I Moss Roxx serien er denne Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel eneste vin.

Det er imidlertid ikke en ren Zinfandel, bl.a. oplyser den danske importør, at der er 7% Petite Syrah i vinen, mens husets hjemmeside oplyser, at der er blandet lidt Merlot i. Måske det varierer fra år til år. Vinen skulle være lagret ved, at 35% ligger på franske fade, 35% på amerikanske egetræsfade i 14 måneder, mens de resterende 30% blot lagrer i ståltanke inden vinen stikkes sammen. Efter flaskningen lagrer vinen yderligere 5 måneder.

Og det er sgu heftige sager … big juicy og jammy … nærmest lodden, som den grizzlybjørn, som pryder etiketten. Voldsom næse med kakao, chokolade, kaffe, skumfiduser, sød lakrids, tørrede blommer, hindbær, masser af sødme, røget kød, sød piberøg, kanel og en slat vanilje.

I munden mere af samme skuffe … fyldig, tyk og fuldfed Zin med lidt peber, masser af sødme, blæk, blommer, chokolade. Det er alt sammen blødt, kraftigt og fedt. Det er en vin til en kold vinterdag. Efter en tur i snevejret, så vælg denne i stedet for varm chokolade … eller tag’ den sammen med en stor saftig bøf eller en omgang simremad. Virkelig en fodvarmer … rigtig amerikansk Zin. Og Zin betyder vist også at synde.

Forhandles af Vinhuset Top Wine, hvor prisen vistnok er omkring 224 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2013 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USATil alle store begivenheder hører der et ekstranummer … og det gælder selvfølgelig også for en Fight Night, så fra Lyngvilds vinkøleskab hev vi en velkendt bandit frem, nemlig vinen Sonoma Coast Pinot Noir fra vinhuset Kosta Browne Winery, som er ét af de allermest populære Pinot Noir huse fra Californien.

Kosta Browne har på ret kort tid fået et massivt følge og det er overordentligt vanskeligt at få adgang til mailing-listen eller komme til at købe vinene i det hele taget. Det er kult i den oprindelige betydning.

Drømmen begyndte, da Michael Browne og Dan Kosta, der begge arbejdede på restauranten John Ash & Co. i Santa Rosa i Californien, i 1997 besluttede at lægge drikkepenge til side, så de kunne købe ½ ton Pinot Noir frugt, en brugt tønde, og en hånd-drevet presse. Det tog 8 måneder, og så var de i gang.

I 2001 blev de et trekløver, idet de fik Chris Costello med som partner. Chris havde stor erfaring fra forretningsverdenen, og han kunne udfærdige en forretningsplan og tiltrække investorer, så vinhuset kunne vokse.

På den vinmæssige front, så er det Michael Browne, som er vinmageren, og han har undervejs fået hjælp af bl.a. Shane Finley, som har arbejdet hos Copain, Paul Hobbs, DuMol og mange flere. Shane har i øvrigt i dag sit eget vinhus. I dag hedder den assisterende vinmager på Kosta Browne Winery Ryan O’Donnell og han har ligeledes stor erfaring fra en række vinhuse i Australien, New Zealand og USA.

Kosta Browne Winery køber primært deres druer hos forskellige vinbønder. Ved Russian River får de deres druer fra 5 forskellige vinbønder, nemlig Benovia Ranch, Keefer Ranch Vineyard, Koplen, Castaldi Vineyard og O’Neel Vineyard, samlet omkring 40 hektar, hvoraf de selv ejer omkring 9 hektar af Keefer Ranch Vineyard. Ved Sonoma Coast kommer druerne fra 3 forskellige vinbønder, nemlig Kanzler Vineyard, Gap’s Crown og Terra de Promissio Vineyard, samlet omkring 36 hektar.

Endelig får de druer fra 40 hektar i Santa Lucia Highlands fordelt på 2 vinbønder, Garys’ Vineyard og Rosella’s Vineyard. Herudover får de også druer fra andre vingårde … fælles for de fleste af leverandørerne er, at de selv laver vin, men altså også har indgået leveringsaftaler med Kosta Browne Winery.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2010, men i denne årgang 2013 kommer druerne fra ikke mindre end 8 forskellige vinmarker, nemlig markerne Gap’s Crown, Griffin’s Lair, Kanzler, Pfendler, Spring Hill, Terra de Promissio, Thorn Ridge og Walala. Vinen har lagret 16 måneder på franske egetræsfade, heraf 48% nye.

Duftmæssigt er vinen ikke så animalsk, som 2010’eren og måske endda også lidt mørkere og fyldigere i udtrykket. I glasset dog herlig transparent væske, men næsen er sådan lidt kirsebær, hindbær, solbær i kombo med en smule lakrids, lidt kakao, brun farin, cola … men heldigvis også lidt grønne elementer, så det ikke bliver for fyldigt og sødt.

Smagsmæssigt en absolut fornøjelse, selvom jeg måske ikke har samme VOW effekt, som da jeg smagte vinen første gang. Der er god igen en flot syre/sødme balance med lyse bær, lidt mørkere bær, kirsebær … specielt kirsebær er gennemgående. Det er elegant, men fortsat med lidt amerikansk tyngde, men uden det bliver for meget. Cremet, blød og lækkert.

Forhandles af GoodGrape, pris 649 kr.

Rating 6/7  

2012 Walter Hansel Winery, Pinot Noir Cuvée Estate, Californien, USA

2012 Walter Hansel Winery, Pinot Noir Cuvée Estate, Californien, USAMed overskriften; sol eller syre – den nye verden møder den gamle og hvor dyre er Bourgogne Dollars? var der også lagt op til kamp mellem de næste to Pinot Noir, hvor denne californiske Pinot Noir Cuvée Estate fra Walter Hansel Winery ligeledes måtte i ringen mod burgundisk sværvægt i Grand Cru form.

Vinhuset Walter Hansel er grundlagt af Walter himself. Han drev en stor automobilforretning i Santa Rosa i Californien og var ellers en gut med grønne fingre, gik og plantede alt fra kiwier til pærer og elskede derudover mad og vin.

Men hvorfor ikke plante nogle vinstokke, når man nu var vild med vin? Så i 1970’erne plantede Walter med hjælp fra sønnike 257 Chardonnay vinstokke og så høstede familien ellers i 1980’erne deres 0,2 hektar og lavede nok vin til to tønder, hvilket sammenlagt gav familien omkring 50 kasser vin hvert år.

Vinene var imidlertid ikke specielt drikkelige, men sønnen Stephen kendte en ven, som måske kunne hjælpe dem. Med hjælp fra Tom Rochioli fik far og søn langsomt styr på processerne i vinproduktionen, og det gav Stephen mod på, at producere flere vine, som måske også kunne sælges. Så da Stephen i slutningen af 1980’erne overtog tøjlerne, så besluttede han sig for at udvide arealet og udvide produktionen markant.

Så der blev opkøbt yderligere jord og plantet vinstokke i stor stil. Den første kommercielle årgang var årgang 1996, hvor man producerede 5.000 kasser Pinot Noir og Chardonnay. I dag har vinhuset så lidt over 32 hektar, hvor de primært fortsat dyrker Pinot Noir og Chardonnay … samt en lille  smule Sauvignon Blanc.

Og i ægte amerikansk stil, så er der 6 forskellige Pinot Noir kloner og 7 forskellige Chardonnay kloner. Det betyder også, at der laves 5 forskellige Chardonnay’er, 5 enkeltmarks Pinot Noir samt denne Pinot Noir Cuvée Estate, hvor druerne kommer fra forskellige marker. Ja, så produceres der også en rosé på Pinot Noir og snart også en hvid på Sauvignon Blanc.

Med udover vinproduktionen, så driver Stephen også – helt i faderens ånd – en lille bistro, Walter Hansel Bistro i Santa Rosa. Der laves der mad i den finere ende … ser sgu meget godt ud. Og man kan helt sikkert nyde en lækker Snake River Farm Kobe Burger med et glas eller to fra familiens vinproduktion.

Det kunne fx være denne Pinot Noir Cuvée Estate, hvor druerne primært kommer fra vinmarken Meadows Vineyard, primært parcellen de kalder Rochioli Selection efter vennen, som hjalp dem i gang. Der er suppleret lidt med druer fra andre af husets marker, bl.a. fra marken de kalder West 12 samt nogle tønder fra andre marker. Vinen har helt sikkert lagret på eg … men jeg har ikke fundet informationer om produktionen.

Vi tager derfor i stedet et hovedspring ind i infighten … den frække amerikanerdreng mod den franske Grand Cru sværvægter, og selvom begge er 2012’ere, så det måske – som i forrige tvekamp – et lidt ulige og unfair match, da prisforskellen mellem de to duellanter er gigantisk.

Men det illustrerer på pædagogisk-lilla-ble-facon meget godt den store forskellighed i rigtig god Pinot Noir fra to helt forskellige steder i verden. Og med prisforskellen også, hvor dyrt the-real-deal-Bourgone er … selvom den franske elegantier i denne tvekamp masede den amerikanske opkomling op i ringhjørnet. Game over dude.

I næsen en ganske lækker aroma … godt med røg, kirsebær, søde jordbær, ribs, eg, jord, rosenblade, krydderier … lidt varm og mere opulent i duften, men klart vidunderlige Pinot Noir næse. Smagsmæssigt er vinen også lidt mere solmoden, har lidt mindre syre, men fortsat en fin rygrad og er ellers tætpakket med frugt, modne bær, modne kirsebær, let sødme og generelt meget letdrikkelig og lettilgængelig.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 349 kr., men på tilbud denne aften til 299 kr.

Rating 5,5/7   

2013 Chanin Wine, Los Alamos Vineyard Chardonnay, Californien, USA

2013 Chanin Wine, Los Alamos Vineyard Chardonnay, Californien, USAEn smagning med Vinpusheren a.k.a. Michael Poulsen – kendt fra En Vinpushers Kogebog I, II og III – startede med denne Los Alamos Vineyard Chardonnay fra vinhuset Chanin Wine, som holder til i byen Buellton … i øvrigt få kilometer fra danskerkolonien Solvang.

Vinhuset er grundlagt i 2007 af Gavin Chanin, som før etableringen af Chanin Wine havde arbejdet under de dygtige vinmagere Jim Clendenen og Bob Lindquist hos vinhusene Au Bon Climat and Qupé. Derudover havde Gavin forinden også arbejdet lidt i Sydafrika og New Zealand samt rejst rundt i Bourgogne og Italien for inspiration.

Chanin Wine har ikke selv vinmarker, så Gavin køber druerne fra en række producenter i området, primært fra forskellige marker som fx Sanford & Benedict Vineyard tilhørende Sanford Winery, Bien Nacido Vineyard tilhørende vinhuset af samme navn, Duvarita, La Ronconada, Zotovitch og endelig Los Alamos Vineyard, hvorfor druerne til denne Chardonnay kommer.

Og Gavin laver faktisk kun vine på enten Chardonnay eller Pinot Noir, nok mest fordi området omkring Buellton er ideelt for disse druer på grund af de køligt beliggende marker tæt på havet. Han fokuserer 100% på Santa Barbare County og søger kompromisløst markens evne til at tale sit DNA. Og så producerer han vine med nogle helt anderledes etiketter … små kunstværk, som er malet af Gavin selv.

Ved siden af sin uddannelse til vinmager har Gavin Chanin nemlig også studeret kunst på UCLA kunstskole og har vundet flere legater for hans evner som kunstmaler. Så ved siden at vinproduktionen er Gavin en seriøs kunstmaler, som sælger sine værker … og altså også sætter kopier af dem på sine vinflasker.

Cavin er siden opstarten blev rost for hans vine, får næsten altid høj ratings … blandt andet kårede magasinet Forbes den gode Gavin Chanin som en af de unge vinmagere, som man skulle holde øje med.

Denne 2013 Los Alamos Vineyard Chardonnay er en enkeltmarksvin med druer fra Los Alamos Vineyard, hvor Gavin høster en spids før alle andre for at sikre en lettere og knap så opulent vin. Den har lagret 15 måneder på eg, heraf 12% nye egefade.

I næsen er der dog klart fedme, ganske oversøisk i udtrykket med smør, hvide blomster, modne pærer, æbler, citrus, flintesten … virker meget moden, lækker duft. I munden er smagen ganske anderledes … slet ingen fedme her. Det er i stedet en meget rank, mineralsk og syrlig vin, lette krydderier, slet ikke fadpræget. Det er let, blødt og forførende … der er også smag af friskpresset citron og er lidt nærmest metallisk i eftersmagen … nok mineraliteten, som giver dette. Det er fandme god Chardonnay.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 369 kr., men på tilbud denne aften til 319 kr.

Rating 5,5/7   

2012 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2012 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAJeres flittige vinblogger knokler videre med endnu en vin fra sidste uge … og ender sgu formentlig i Guinness Rekordbog for flest vinblogindlæg på en uge. Nå, men denne gang er vi Californien i den sydlige del af byen Cloverdale på en tåge-indhyllet bakketop, hvor vi finder Peay Vineyards, som står bag denne Sonoma Coast Pinot Noir.

Vinhuset er grundlagt af brødrene Nick og Andy Peay. De havde i foråret 1995 brugt en stor del af deres tid på at lytte til gamle jazzplader og på at brygge øl, men over en flaske Château Beaucastel samt lidt lammeryg overbeviste Nick sin bror Andy, at de i stedet burde producere vin.

Andy havde arbejdet som økonomisk analytiker på Wall Street, mens Nick godt nok havde uddannet sig i vinbranchen og arbejdet for vinhusene Schramsberg, La Jota, Newton og Storrs. I 1996 købte de derfor lidt jord i Sonoma Coast, men der kom først rigtigt gang i produktionen, da Vanessa Wong stødte til i 2001.

Vanessa Wong havde arbejdet med vin siden hun var 14 år gammel, og havde bl.a. været hos Peter Michael Winery, Château Lafite-Rothschild i Pauillac, Domaine Jean Gros i Vosne-Romanée samt hos Hirsch Winery i Californien, så hun medbragte en stor del erfaring og knowhow til foretagendet.

Trekløveret har i alt 14 hektar med Pinot Noir, og over 13 forskellige kloner af slagsen. De er fordelt på 20-25 markstykker og alle vinificeres separat. Derudover dyrkes der lidt Syrah, Viognier, Chardonnay samt en smule Rousanna samt Marsanne. Der købes derudover også lidt druer fra andre vinbønder i området, men ganske lidt.

På Peay Vineyards produceres organisk og der benyttes bio-diesel og solenergi på gården.

Denne Sonoma Coast Pinot Noir er primært laves med druer fra egne marker samt et par enkelte tønder fra Campbell Vineyard. Selvfølgelig lagret på fad … hvor lang tid fremgår ikke. Der laves 1.350 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt hindbær, kirsebær, røg, frugtsten … lidt bolsjer, en smule sødme og søde krydderier, men selvom der er en vis sødme, så virker vinen ikke amerikansk eller tung i udtrykket, men virker til at have en fin lethed. Lad os se, om det også gælder smagen. I munden er vinen – hurra – også fin let og elegant, ikke for megen sødme, men med lyserøde bær, kul, koks, kridt, mineralitet samt igen de nærmest søde krydderier, kanel og nelliker. Eftersmagen ikke er voldsom lang, men åh hvor jeg elsker Pinot.

Forhandles af FineWines.dk, hvor en 2013’er koster 349 kr.

Rating 5/7