Ny dag, ny vin. Det kan vist ikke blive ved med at gå, men denne vin fortjener virkelig en plads på min blog.
Vi i Chianti i Toscana. Ejendommen Castello di San Sano ligger et stenkast fra Gaiole på en 391 meter høj bakke i hjertet af det historiske Chianti, hvor der har været dyrket vin i mange århundreder. De råder over 230 hektar land, hvoraf en del er ege- og kastanieskove, noget er tilplantet med oliventræer og ca. 90 hektar er tilplantet med vinstokke.
Vinen er ikke ren Sangiovese, men alene 90% Sangiovese og derudover er der kommet 10% Canaiolo i … en drue som ofte anvendes i Chianti vine.
Duften er herlig, der er lyserøde frugter, meget intenst. Der er jord, trøfler, og samtidig fornemmer du klart en syre, og måske lidt krydderier … uden jeg kan sige præcist hvilke. Smagen også ganske fantastisk og kompleks, der er et super tannin-bid med en lang vedvarende eftersmag, som bare sidder lige i skabet. Det er den lidt bitre smag, som er kendetegnet for Chianti, men der er også blødhed, og sammen med den intense frugtsmag – ren og klar – er dette bare et rigtigt godt glas vin. Elegant.
Købt hos Jysk Vin på tilbud til 118 kr., normalpris er 148 kr. Vinen er pengene værd.
Hvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Nå, men så var Z’IVO ræset ovre, og Gert mente, at der da lige måtte en 6. flaske til. Han gik på togt i vinkøleskabet og kom tilbage med en flaske indpakket i sølvpapir. Tid til at gætte. Jeg smagte vinen … første indskydelse var Rhône, og pga. sødme og intensiteten endda Chateauneuf-du-Pape. BINGO …yes, gættet. Det var nemlig vin fra det traditionsrige Chateau Fortia i netop Chateauneuf-du-Pape.
Torsdag var familien inviteret ud til Gert & Merte. Gert er udover at være min gode ven og arbejdskollega, kældermester i vinklubben på arbejde … også min første og bedste vinven, og han havde sørget for, at det blev en rigtig spændende vinaften, hvor vi prøvesmagte vine fra det amerikanske vinhus Z’IVO Wines. Stor tak for denne oplevelse.
Fredag … travlt på job, så man kommer træt hjem. Så trænger man sgu til et godt glas vin, her i skikkelse af en klassisk Barbera d’Alba, nemlig fra Pio Cesare i Piemonte.
Kulden har igen fået fat udenfor, og hvad er så bedre end at varme sig på en god vín indenfor? Okay, brændeovnen bidrager måske også en anelse til festen. Vi skal igen ha’ fat i én af mine ynglings vinmagere, nemlig den skøre, exentriske Charles Smith, han med The Magnificent Wine Company, K. Vintner og så selvfølgelig også vine i eget navn. Den mand sidder bare ikke stille.
Aftenens første vin på Restaurant ET var Mon Coeur Côtes-du-Rhône fra én af mine yndlingsproducenter i Rhône, nemlig Jean-Louis Chave, også kaldt kongen af Hermitage.
Det gode ved at hælde en slat af forrige vin i maden er, at der så bliver plads til at åbne endnu en vin denne fredag aften.
Denne vin gættede jeg også blindt, Pinot Noir og New Zealand! Rigtigt! Den har den karakteriske næse, som man typisk finder i både tysk spätburgunder eller new zealandsk pinot noir.