Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2009 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, FrankrigOm Bourgogne er der sagt mange ting, fx at “Bourgogne er til stor velsignelse for kvinderne, især når det er manden, som drikker den”, eller “Bourgogne er den korteste afstand mellem to mennesker”.

Andre har igen sagt, at “Man må ikke drikke på tom hjerne”, men det har nu vist ikke noget med Bourgogne at gøre! Nå, men tirsdagssmagningen på jobbet bød lige præcis på en vin fra dette herlige område i Frankrig, eller nærmere bestemt en 1. cru fra Rully.

Rully er det mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste. De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre.

De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt. Vinene er lyse, lette og syrerige. For alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år.

Vinen her er fra Domaine Jacqueson, et domaine som blev grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige jordlodder, der havde tilhørt familien i Rully, der dengang var meget lidt kendt vinmæssigt.

Fra 1960’erne begynder Henry at sælge vinen til private og udvidder sit domaine ved at købe jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey. Sønnen Paul kom med i driften i 1972, efter at have studeret  landbrug, vinavl og ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 12 hektar vinmarker, godt splittet i små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne vin kommer fra marken “Les Cloux”, som er en mark med gamle vinstokke tilbage fra 1967. Marken er på 1,25 hektar og der høstes manuelt med lavt udbytte.

Druerne sorteres og afstilkes. Den alkoholiske gæring sker i store gærkar med ”pigeage” to gange om dagen, og den varer 15-18 dage. Mosten fyldes derefter på egefade, hvoraf 25 % er nye. Vinen lagres i 12 måneder før flaskningen. Forinden presses den let og klares med æggehvider.

I glasset fin rubinrød. I næsen noterede jeg kirsebær, jordbær, grønne noter, blomster og en smule stald … omend i en udluftet udgave, og ikke samme sødme i duften som fx de tyske spätburgundere.

Smagen er frugtrig, der er en dejlig renhed over vinen. Der er elegante tanniner og vinen har også en fin og lidt overraskende fylde, og er egentlig ganske forførrende. Lidt mineralitet i smagen også, og … det smager altså godt.

Købt hos Jysk Vin til 175 kr.  – et godt køb for denne Bourgogne 1. cru.

Vinanmeldelse 5/7    

2010 Mollydooker, Enchanted Path Shiraz/Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Enchanted Path Shiraz/Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienNæste Mollydooker i aftenens imponerende line-up blev denne Enchanted Path, som vel nærmest kan oversættes til “den fortryllede sti”.

Jesper havde medbragt vinen for at gøre line-up’et af de største Mollydooker vine komplet.

Vinen er på 65% Shiraz og 35% Cabernet Sauvignon og octan-tallet ligger fortsat way up på de 16%. Druerne til vinen kommer fra vinmarkerne “Gateway” og “Prime” i McLaren Vale, og vinen har lagret på nye fade, 93% amerikanske og 7% franske. Parker har givet vinen i denne årgang 94 point.

Igen … mørk, næsten sort som blæk i glasset. Duften er læder, tobak, lakrids, eucalyptus, mørke bær, blommer … en smule chokolade og det hele meget intens.

Smagen er cremet og der er bestemt fløjl på tungen, men denne vin har også mere skarphed og er knap så meget frugtbombe som de øvrige Mollydooker vine denne aften. Man fornemmer også klart den store alkohol. Måske vinen skulle have flere år på bagen inden åbning. Smagsmæssigt også masser af mørkerøde bær, en virkelig intens frugt.

Alt i alt en okay vin, som dog denne aften blev overgået af de øvrige “high octan” vine fra landet “down under”.

Igen kan man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om merprisen på ca. 200 kr.  i forhold til fx Gigglepot giver en markant bedre vin ? Pointmæssigt har jeg vinene på samme niveau.

Købt hos Atom Wine, prisen er 495 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Mollydooker, Gigglepot Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Gigglepot Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienSå tog vi hul på aftenens Mollydooker ræs. Første Mollydooker blev denne Gigglepot, lavet på ren Cabernet Sauvignon. Jesper havde indkøbt denne vin.

Mollydooker betyder venstrehåndet på australsk, og Mollydooker Wines blev i 2005 grundlagt af Sarah og Sparky Marquis, der begge er venstrehåndede. Sarah og Sparky har om nogen været med til at forme produktionen af højkvalitetsvin i Australien. Sarah er datter af Jim og Hellen Watts, der grundlagde Fox Creek Wines i McLaren Vale.

Efter endt vinuddannelse fik Sarah og hendes mand, Sparky, i 1994 ansvaret for produktionen af vin hos Fox Creek. Efter 4 succesfulde år hos Fox Creek forlod parret i 1998 Fox Creek for at stå i spidsen for vinproduktionen hos Henry’s Drive, Shirvington og Parson’s Flat, hvorunder flere af deres vine opnåede både national og international berømmelse, og høje Parker scores.

I 2001 dannede parret i samarbejde med den amerikanske importør, Dan Philips, branded Marquis Philips, der satte nye standarder for kvalitet/pris forholdet for australsk vin.

I 2005 fik parret langt om længe foden under eget bord og kan nu 100 % følge deres filosofi om at lave ”Wines that make you go ”Wow!”. Druerne til Mollydooker vinene kommer fra McLaren Vale, Langhorne Creek og Padthaway i South Australia. Sarah og Sparky’s debutvine fra årgang 2005 har fra dag ét betaget vinpressen i både Australien og USA, med flotte bedømmelser fra bl.a. Wine Spectator, Robert Parkers Wine Advocate og Cork’d ved Gary Vaynerchuck.

En rigtig mørk fætter i glasset, næsten kulsort … lover ikke godt for min lever de kommende dage. Alkoholprocenten er da også 16%. Duften er intens, der er blomme, anis/lakrids, læder, mørke overmodne bær, der er enebær og tobak.

Smagen er i samme boldgade, det er fløjl, der er mørk nat med mørke, overmodne bær, det er cremet, meget sødme … næsten sukkervand, og en virkelig intens frugtbombe, men dog med struktur og balance. En vin, som er godt lavet, og som varmer en kold aften på terassen.

Købes i DK enten hos Atomwine eller The Wine Company – prisen ligger på 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2007 Domaine Josmeyer, Riesling Les Pierrets, Alsace, Frankrig

2007 Domaine Josmeyer, Riesling Les Pierrets, Alsace, FrankrigTredje Riesling fra Alsace var fra Domaine Josmeyer. Vi er nu i byen Wintzenheim, ca. 5 km. vest for Colmar, tæt på de fantastiske byer som Equisheim og Turckheim.

Domainet er opstået i 1854, da Aloyse Meyer, restauratør og storgourmet besluttede sig for at udvide sin far vinhandel ved at blive negociant, blandt andet med vine fra de bedste lokale marker, specielt Brand og Hengst, nu anerkendt som Grand Crus. Det blev sidenhen til vinfirmaet Josmeyer, da 3. generation Hubert Meyer i 1963 besluttede at tilføje de tre første bogstaver i hans fars navn til domainets navn, og da faderen … Aloyses søn … hed Joseph, ja så blev det til “Josmeyer”.

Siden 1966 er det Huberts søn Jean, som har stået for driften, hvilket i dag sker sammen med 5. generation i form af Céline og Isabelle Meyer.

Domainet er på 28 hektar, hvoraf Riesling står for 28% af markerne. Siden slutningen af 1990’erne har domainet været fuldt økologisk og bio-dynamisk.

Stilmæssigt er Josmeyers vine bygget op omkring den naturlige smagskoncentration og den friskhed og syre, der er i druerne. De unge vine lagres på 100 år gamle foudres, der tillader en langsom, kontrolleret iltning. Det giver utroligt holdbare, klassiske Alsace vine, der kan udvikle sig i mange år på flaske.

Vin her er fra domainets Prestige Selection, og har fået tilnavnet “Les Pirrets”, hvilket kommer fra det franske “pierre” (sten) pga. jordbundens mineralitet. Druerne til vinen hentes nemlig fra Josmeyer mest begunstigede vinmarker i Wintzenheim, Turckheim og Wettolsheim.

Druerne er håndplukkede og omhyggeligt udvalgt fra vinstokke mindst 35 år gammel. Udover sten betyder “”Les Pirrets” også spurve, hvilket også forklarer de små, søde fugle på etiketten.

Duften er her også mere “stenet”, der er stor mineralitet, syre, men også en renhed. Der er klassisk petroleum (selvfølgelig), og lidt citrus og grønne æbler. Dufter sgu fint. Smagen er klar flere æbler, syre, renhed og en stor lang eftersmag. God balance og sprødhed i vinen, og på sådan en varm sommerdag er det bare en stor fornøjelse.

Også købt i Colmar af Gert for omkring 23€ for en flaske.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Weingut Clemens Busch, Riesling vom Grauen Schiefer Trocken, Mosel, Tyskland

2010 Weingut Clemens Busch, Riesling vom Grauen Schiefer Trocken, Mosel, TysklandSidder og kigger på en fabelagtigt himmel … det er første dag af min sidste ferieuge, og jeg har i løbet af dagen slidt med at samle ny Ikea reol og få kørt den gamle på genbrugspladsen. Børnene er gået til ro, og freden har sænket sig, så der er tid til at skrive lidt om aftenens vin, en rigtig dejlig økologisk Riesling fra Mosel.

Weingut Clemens Busch … og ikke at forglemme hans hustru Rita … driver deres vingård på en gammel herrregård i kommunen Pünderich i Mosel.

De etablerede deres vingård i 1986 og har i dag fået sønnen Florian med i produktionen. Siden starten har familien arbejdet i henhold til kriterierne for økologisk vindyrkning, og hele produktionen er i dag 100% økologisk.

Den gamle herregård ligger på bredden af Mosel med udsigt over den største af vinmarkerne Pündericher Marienburg på den modsatte bred. Derudover ejes markederne;  Rothenpfad, Fahrlay, Falkenlay og  Felsterrasse.

Fælles for alle vinmarkerne er, at de er beliggende på meget stejle skråninger, og med forskellig jordtyper. Nogle af markerne er faktisk så stejle, at vinstokkene hvert år rammes af sten fra klippevæggen, hvorfor arbejdet i marken også er forbundet med en vis risiko.

Den forskelligartede terroir giuver fx vine med præg fra “vom roten Schiefer” eller som denne “vom grauen Schiefer”, hvor druerne kommer fra vinmarken Pündericher Marienburg. Lad os se, hvad det lysegrå skiffer har givet til denne spændende Riesling. Duftmæssigt en svag anelse petroleum, der er lidt flæsk, lidt fedme, men også stor mineralitet. Dufter meget, meget behageligt.

Smagen er varme, syrlige æbler, pærer, lidt blomstereng, men fortsat med stor syre og mineralitet, som bare hænger i ganen i lang tid. Også en smule sødme, ikke så meget, men nok til at sikre en god balance. En fin, fin Riesling.

Købt i Tyskland, pris på 12,90 €

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Weingut Knipser, Blauer Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2009 Weingut Knipser, Blauer Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandNå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin Knipser Cuvée X. Her er det dog deres basis cuvée, som alene hedder Blauer Spätburgunder Trocken. Ikke et særligt sexet navn, men det skal man nu ikke lade sig snyde af.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 40 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Knipser har produceret vin siden 1876.

I mange år blev vinhøsten drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Lad os få vinen i glasset, lys rød og ganske transparent. Duften overrasker mig med en stor kompleksitet. Der er violer, viskelæder, lakrids og den karakteristiske søde kostald, som ofte findes i de tyske spätburgundere.

Smagen er forfinet, elegant … lidt til den tynde side, og ikke så stor eftersmag, men er man til Pinot Noir, så er det et rigtigt godt glas vin. Jeg er meget positiv over dette køb.

Købt i Tyskland, pris 11,90 € … og det må siges at være billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Jean-Louis Chave Selection, Saint-Joseph Offerus, Rhône, Frankrig

2007 Jean-Louis Chave Selection, Saint-Joseph Offerus, Rhône, FrankrigHjemvendt fra ferie, og har savnet min blog, som har ligget stille i 1½ – 2 uger. Ikke fordi, at jeg har haft det store at skrive om, idet ferien i år gik til Kroatien – konens valg – og satans til land, hvor det er umuligt at finde god vin.

Men heldigvis gik vejen hjem omkring Franken, hvor vi fik set lidt vinmarker og smagt et par vine. Fik også en 12 stk. flasker med hjem, 4 tyske hvide af forskellige slags og 8 tyske spätburgundere, så der er lidt at se frem til i den kommende tid … hvis altså vejret arter sig.

Vejret i Danmark indbyder nemlig ikke til de store udendørs aktiviteter, og dermed heller ikke til spätburgunder, så dagen i dag gik med at få ryddet op i vinkøleskabet, og fandt 3 stk. af denne Offerus fra Jean-Louis Chave Selection serie. Hvorfor ikke knappe én af dem op, og se nærmere på den. Jeg har tidligere skrevet indlæg om Jean-Louis Chave Selection – nemlig hans Mon Coeur, så jeg vil ikke trætte jer med en masse facts.

Denne Saint Joseph Offerus blev første gang udgivet i 1995. Jean-Louis ønskede at genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra denne østlige del af Ardeche, og han fandt samarbejde med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen. En del af druerne vinificeres dog i Chaves kældre, og al vinen lagres her separat enten i cementtanke eller på egefade med hensyn til hver enkelt cuvée’s behov i 12-18 mdr. Når alle elementer er veldefinerede, begynder blandingsprocessen, der har som mål at producere en komplementerende blanding uden at ofre den enkelte cuvée’s forskellighed.

Duften er helt i særklasse. Der er blyanter, grafit, brun lerjord, anis, krydderier, røde frugter. Smagen også meget kompleks med et fint blyagtigt tanninbid, som sikrer en god lang eftersmag. Lidt krydret i eftersmagen måske, men det hænger fint sammen. Lidt røg i smagen sammen med blommer eller mørkerøde bær. Meget klassisk Rhône i sin stil og helt sikkert en rigtigt elegant vin med kontrolleret power.

Købt hos Jysk Vin – pris er 167 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Castello di San Sano, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

Ny dag, ny vin. Det kan vist ikke blive ved med at gå, men denne vin fortjener virkelig en plads på min blog.

Vi i Chianti i Toscana. Ejendommen Castello di San Sano ligger et stenkast fra Gaiole på en 391 meter høj bakke i hjertet af det historiske Chianti, hvor der har været dyrket vin i mange århundreder. De råder over 230 hektar land, hvoraf en del er ege- og kastanieskove, noget er tilplantet med oliventræer og ca. 90 hektar er tilplantet med vinstokke.

Vinen er ikke ren Sangiovese, men alene 90% Sangiovese og derudover er der kommet 10% Canaiolo i … en drue som ofte anvendes i Chianti vine.

Duften er herlig, der er lyserøde frugter, meget intenst. Der er jord, trøfler, og samtidig fornemmer du klart en syre, og måske lidt krydderier … uden jeg kan sige præcist hvilke. Smagen også ganske fantastisk og kompleks, der er et super tannin-bid med en lang vedvarende eftersmag, som bare sidder lige i skabet. Det er den lidt bitre smag, som er kendetegnet for Chianti, men der er også blødhed, og sammen med den intense frugtsmag – ren og klar – er dette bare et rigtigt godt glas vin. Elegant.

Købt hos Jysk Vin på tilbud til 118 kr., normalpris er 148 kr. Vinen er pengene værd.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Bodega Valtostao, Legón Roble, Ribera del Duero, Spanien

2007 Bodega Valtostao, Legón Roble, Ribera del Duero, SpanienHvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.

Vi er i Ribero del Duero i Spanien. Vinhuset hedder Bodega Valtostao og ligger mellem Pedrosa og Roa, lidt vest for byen Aranda de Duero. Ejer og vinmager hedder Serafin Moya og Serafins vinmarker ligger i en højde af 400 meter med vinstokke, der alle er over 35 år gamle.

Området er kendt for store temperaturudsving, hvilket giver gode vækstbetingelser for Tempranillo druen. Serafin holder udbyttet lavt, maksimum 4.000 kg/ha. Det meste af arbejdet på Bodega Valtostao gøres ved håndkraft, så vinen forstyrres så lidt som muligt.

Roble betyder “eg”, og vinen her har da også lagret i 6 måneder på amerikanske, franske og ungarske egetræsfade. Serafin laver også vinen i en “Crianza” udgave, hvor den så har lagret i mindst 12 måneder.

Roble her er en pæn mellemmørk vin med lidt lilla/violette kanter. Duftmæssigt en smule sød tobak, lidt jod, blomster, mørke frugter, violer, og lerjord…  eller en eller anden form for stenet mineralitet. Den lidt “jord/ler-agtige” duft er egentlig meget tydelig og meget spændende, og giver duften lidt elegance.

Smagsmæssigt igen de mørke bær, men også lidt grønne noter. Derudover stort tannin indhold, hvor tanninerne nærmest hænger i overmunden. Vinen er “muy” frugtrig … faktisk meget, meget frugtrig. Eftersmagen er let bitter, men det er altsammen meget elegant. Et superglas vin til fornuftige penge, så thumbs up for dette flotte flamencospil. Ren Paco de Lucía!

Købt hos Randers Vinhus, pris 75 kr.  … og det er et fund for denne vin. Årgang 2007 her fik i øvrigt også 90 velfortjente Parker point.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Argyle Winery, Nuthouse Pinot Noir, Oregon, USA

2006 Argyle Winery, Nuthouse Pinot Noir, Oregon, USAAftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.

Argyle Winery blev grundlagt i 1987 af Brian Croser og Rollin Soles, og det drives stadig af Rollin Soles, der også er winemaker. Rollin Soles har produceret vin i mere end 20 år, og han er den eneste vinmager i Oregon, der har fået sine vine rangeret blandt de “100 Best Wines of the World” i Wine Spectator hele elleve gange.

Vineriet ligger i en tidligere hasselnøddeplantage i den smalle Willamette Valley i kommunen Dundee, og den flotte hovedbygning er byens tidligere rådhus. I dag er vingården på i alt 316 acres, og stedet har vist sig ideelt for de sentmodnende Pinot Noir og Chardonnay druer.

Årgang 2006 var et særdeles godt og varmt år hos Argyle. Foråret bragte masser af solskin og varme og gav en ekstraordinært stor høst. Dette er en ganske modsætning til 2004 og 2005, hvor høsten var meget lille. 2006 havde den tredje højeste varme siden 1983. Vinen her fik i øvrigt 92 point af Wine Spectator, hvorimod årgang 2004 opnåede 91 point.

I glasset en lys, transperant vin … duften afslører hurtigt, at der er tale om Pinot Noir. Der er kostald og sødme, som får mig til at tænke på tysk Spätburgunder. Der er også lidt kanel og blommer. Smagsmæssigt også en typisk Pinot Noir, med masser er røde bær, der er hindbær … næsten som en god hindbærsnitte, for der er også meget sødme. En meget drikkevenlig vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Jysk Vin … prisen er vistnok omkring 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7