Tag-arkiv: Mosel

2015 Weingut Immich-Batterieberg, C.A.I. Riesling, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Immich-Batterieberg, C.A.I. Riesling, Mosel, TysklandMosel er en af Riesling druens absolutte højborge og her fremstilles nogle af verdens fineste hvidvine. Jeg deltog i går i Randers Vinlaughs lille Mosel smagning og vi startede med denne C.A.I. Riesling fra et af Mosels ældste vinhuse, nemlig Weingut Immich-Batterieberg.

Vinhuset ligger i den lille idylliske vinby Enkirch, lige skråt over for byens apotek, fire flodbugtninger på Mosel floden nordøst for Bernkastel Kues og et par kilometer nord for Traben-Trarbach. Så ved vi nogenlunde, hvor vi er i verden … et fantastisk område med masser af fantastisk Riesling.

Immich-Batterieberg kan spore sin historie som vingård tilbage til 1425, men én af bygningerne har en længere historie. Dokumenter viser nemlig, at den østfrankiske Kong Ludwig IV havde en tronsal her tilbage i år 908 og senere testamenterede bygningen til kirken.

Arkæologiske undersøgelse bekræfter også, at den nederste del af bygningen formentlig stammer fra anden halvdel af det niende århundrede, og at nogle af de gamle søjler i husets kælder kommer fra nærliggende romerske ruiner.

I 1100-tallet blev lenet … og dermed den historiske ejendom tildelt fyrsten af Esch, og han udvidede jordbesiddelserne og gav også ejendommen dets nuværende navn Escheburg.

Vinproduktionen på stedet startede dog først i 1425, hvor den gamle vinfamilie Immich overtog ejendommen. Og familien Immich ejede faktisk ejendommen helt frem til 1989 … altså i over 560 år.

Det var også dem, der i 1840’erne tilførte den imponerende portefølje af vinmarker, bl.a. det berømte Batterieberg, hvor markerne blev sprængt ud ved hjælp af sprængladninger affyret fra kanonlavetter, der stadig ses på vinhusets etiketter … dvs. altså de bedste af husets Riesling vine.

Etiketterne var dengang dog en smule anderledes i designet … sådan mere jugend- eller belle epoque stil, men med samme motiv med to himmelske væsener, såkaldt keruber, som affyrer en kanon midt i vinmarkerne, og dermed fortæller historien fra 1840’erne, da Immich med dynamit ændrede eksponeringen på hans marker, således vinstokkene kunne få mere sol. Meget prisværdigt.

Marken Batterieberg er i dag dog ikke så kendt, som de mere hypede marker længere mod syd, fx Wehener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich og Bernkasteler Lay, men i 1800-tallet var Batterieberg mindst lige så anset.

Siden dengang er topmarkerne Steffensberg, Ellergrub og Zeppwingert også kommet til vinhusets imponerende markbesiddelser.

I 1989 blev vingården overtaget af advokat Gerd Bastgen, men hvorfor familien Immich solgte eller afgav gården, ved jeg faktisk ikke. Der findes nemlig fortsat grene af familie Immich i byen, men altså ikke på den gamle ejendom Escheburg eller i spidsen for Weingut Immich-Batterieberg. Måske løb de blot tør for arvinger.

Det gik imidlertid ikke godt for den gode advokat Bastgen, som endte med at gå konkurs i 2007, og dermed henlagde vinhuset til en usikker fremtid. Det var først i 2009, at der blev fundet en køber til vingården.

Det blev en fremragende vinmager, nemlig Gernot Kollmann, som med hjælp fra to vinelskende pengemænd fra den nordlige del af Tyskland købte ejendommen fra banken.

Gernot kommer selv fra Ruhr, sydøst for Dortmund – et område, der har intet at gøre med vin. Han studerede ønologi ved Heilbronn, men har det meste af sin lærdom med sig fra tidligere arbejde på Dr Loosen, Bischofliche Weinguter i Trier, Van Volxem … men har også arbejdet i Winningen, Ahr og i Bulgarien.

Siden 2004 har Gernot Kollmann også rådgivet andre vinhuse i og udenfor Tyskland.

Hans Riesling stil er kompromisløs, kraftfuld og vild –til den tørre, mineralske side. Vinene laves efter en fuldkommen hands-off mentalitet. Der bruges ikke kulturgær, ingen enzymer, ingen protein stabilisatorer, ingen klaringsmidler, ingen chaptilisering, ingen opkoncentrering og ingen syredæmpende midler.

Kort sagt, ren uforfalsket Mosel Riesling direkte fra mark til flaske. En stil der siden 2009 årgangen har givet genlyd hos mange vinkritikere.

I dag omfatter driften af Weingut Immich-Batterieberg samlet 5,5 hektar vinmarker, alle meget stejle skiferskråninger ved Enkirch. De bedste af markerne er Steffensberg, Ellergrub, Batterieberg og Zeppwingert.

Derudover ejes også marken Monteneubel, som Gernot Kollmann forventer sig meget af. Marken ligger i den nordlige del af Enkirch, og er opkaldt Monteneubel … det noble bjerg.

En lille detalje, der er værd at lægge mærke til er farven på årstallet på etiketterne. De angiver årgangens generelle klimatiske karakter. 2009 var orange,  2010 blå, 2011 rød, 2012 grøn, 2013 lilla og 2014 lyseblå. Den aktuelle årgang 2015 er en af hans bedste til dato og er gul.

C.A.I. Riesling er husets basisvin, altså Immich-Batteriebergs entry-level Riesling og altid et godt køb hos mange vinkritikere. Vinen er lavet på ren stål og druerne kommer fra forskellige marker.

Og det er ganske klassisk Riesling med en tør næse, som har godt med syrlige æbler, pærer, lidt solcreme … eller en lidt blomsterrig duft om ikke andet. Virker frisk, mineralsk og knastør.

Smagsmæssigt er der også fint med syre og vinen er frisk, men samtidig med en vis tyngde og næsten en smule perlende. Det er grønne, umodne æbler … like it.

Forhandles hos Vinova, hvor denne koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Marmann-Schneider, Schweicher Annaberg Riesling Kabinett Trocken, Mosel, Tyskland

Lidt vest for Trittenheim ligger byen Schweich, og der finder vi Weingut Marmann-Schneider, der står bag næste vin, denne 2014 Schweicher Annaberg Riesling Kabinett Trocken.

Vinhuset drives af ægteparret Dirk og Rita Marmann og er en sammenlægning af deres familiers respektive vingårde, Weingut Marmann på Dirks side og Weingut Schneider på Ritas side.

Dermed holder vinhuset reelt også til 2 steder og hvis vi først kigger på Marmann familien, så ligger deres vingård i Osann-Monzel mellem Bernkastel-Kues og Wittlich. Den er bygget i 1967 og huser i dag familiens vinkælder og maskinhal.

Marann familien har produceret vin siden 1688. Gamle dokumenter viser, at den respektable Heinrich Marmann, som var søn af dommeren Johann Marmann, allerede dengang producerede vin fra 450 vinstokke tilhørende kurfyrsten i Trier.

I 2001 overtog Dirk Marmann driften fra sine forældre, og har siden stået i spidsen for vingården og efter ægteskabet med Rita Schneider også for de to samlede vingårde.

Schneider familiens vingård ligger i Schweich, en lille by i Mosel omkring 15 kilometer fra Trier. Det er en smuk, gammel vingård, som også i dag fungerer som hovedsæde for familiens virksomhed.

Familien Schneider har drevet vin- og landbrug i byen igennem generationer. Familiens rødder går helt tilbage til de historiske ejendomme Niederprümer Hof – som nu huset et museum – samt Maximiner Hof i Longuich. De opgav dog landbruget midt i 1970’erne og koncentrerede sig om vinproduktion.

Dirk og Rita har fortsat hjælp fra Ritas forældre. Faderen Wendelin Schneider hjælper Dirk med vinproduktionen og moderen Thekla står for vin servering af vine og lidt godt fra køkkenet i husets smagelokale.

Husets marker ligger på skråninger ned mod Mosel floden om med den karakteristiske røde skifer i jorden. Jeg kan ikke se nogle steder, hvor mange hektar, som familien ejer, men de dyrker primært Riesling. Omkring 2/3-dele af markerne er tilplantet med Riesling, men de øvrige druesorter er Rivaner, Dornfelder, Spätburgunder, Kerner og Weißburgunder.

Denne Schweicher Annaberg Riesling Kabinett Trocken er fra druer fra marken Schweicher Annaberg, en af husets centrale marker. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, så vi springer i stedet hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duften er frisk, lidt til den grønne side, men er ellers umiddelbart en smule neutral. Måske en meget let duft af en astronaut is. Jeg synes ellers, at jeg plejer at kunne fange de fleste aromaer … men her er sgu ikk’ meget at komme efter.

Smagsmæssigt er vinen ærligt talt også lidt af en skuffelse … mangler dybde og smag i det hele taget. Det er først ganske friskt, men så kommer der bare ikke mere. Det bliver lidt tyndbenet, vandet og uden den sædvanlige Mosel karakter og intensitet.

Købt hos EP Vin, hvor en flaske koster 79 kr.

Rating 2/7  

2013 Weingut F.J. Eiffel, Trittenheimer Apotheke Riesling Su Wie Frieja, Mosel, Tyskland

Fra det danske sommerland lige lidt dugkold Riesling, nemlig denne økologiske Trittenheimer Apotheke Riesling Su wie frieja fra vinhuset Weingut F.J. Eifel, hvor F.J. står for Franz-Josef.

Det er netop Franz-Josef, der som 4. generation siden 1985 driver det lille  vinhus, der ligger midt i byen Trittenheim stik syd for Piesport i et af Mosel flodens talrige 180 grader sving. Sammen med moderen, hustruen og et par børn driver de tre generationer vinhuset samt et lille gästehaus.

Samlet har Franz-Josef 5 hektar vinmarker med marken Trittenheimer Apotheke, som husets centrale mark, som giver basis for en årsproduktion på 30.000 flasker vin.

Trittenheimer Apotheke er en af de større, kendte vinmarker i området og en lang række vinproducenter har parceller på marken, bl.a. en del i Eifel familien, herunder Weingut Clüsserath-Eifel, Weingut Bernhard Eifel, Weingut Eifel-Pfeiffer og Weingut Loersch-Eifel, mens også mere kendte producenter som Weingut Grans-Fassian har parceller på marken.

Her har vi fat i en af husets vine fra Trittenheimer Apotheke, nemlig en tør af slagsen og med navnet “Su wie frieja”, gammelt dialekt for “so wie früher”, altså “som før”, da vinen er lavet helt økologisk og uden brug af tilsætningsstoffer … altså som i gamle dage.

Næsen er også frisk som en kølig sommerbrise, virkelig levende, selvom den ikke byder på petroleum. Duften er dog ganske sart og delikat og bestemt Riesling i næseborene, dog med et fint bundtræk, intensitet og tæthed. Det er gule frugter, ananas, citrus og alle meget afdæmpede.

Fornemmer man lidt mineralitet med sten i glasset? Jeres flittige vinblogger keder sig vist bare i sommerlandet.

I munden fornemmes der en vis sødme, og vinen siger da også hele 14,2 gram restsukker pr. liter, men det mærkes ingenlunde, da der også er godt med pågående syre … lidt en kraftig syre. Midt i syren er det også lidt fedme, svage krydderier, lidt sten og slutter med et grønt bid.

Købt hos EP Vin, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

Min vinbuddy, forbundsfælle, ven, frænde, bonkammerat og vinøse allierede Jan holdt forleden rund fødselsdag … og jeg skal nok lade være med at afsløre alderen. Helt i Jans ånd omfattede dette masser af gourmetgod mad og et arsenal af skønne vine. Vi startede i høj sol – hvad ellers – på terrassen med denne Crémant Riesling Brut fra Weingut Schmitges.

Schmitges holder til på hovedgaden – Hauptstraße – i byen Erden, som ligger i skønne Mosel, lige op af floden i det store sving mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach, så jeg har sgu sejlet forbi den gode vingut, da jeg besøgte området for et par somre siden. Weingut Schmitges besøgte jeg dog ikke.

Vingårdens historie går tilbage til 1744, men har gennem 6 generationer været ejet af Schmitges familien. Det er i dag farmand Andreas Schmitges , som sammen med sønnen Kilian forestår produktionen af husets vine, mens hustruen Waltraud Schmitges står for salget, kontakt til kunderne og passer stedets vinbar aka smagelokale.

På billedet ovenover ser I netop familien i huset smagelokale.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker på stejle skråninger ned til Mosel floden.  De bedste parceller har huset på markerne Erdener Treppchen og Erdener Prälat … marken, som også Dr. Loosen har parceller på. Derudover køber de druer fra yderligere 4 hektar ejet af andre vinavlere.

Weingut Schmitges producerer dermed årligt 80-100.000 flasker vin, og omkring 80% af disse vine er på Riesling … klassisk Mosel Riesling og selvfølgelig også lidt mousserende vine, som fx denne Crémant Riesling Brut.

Udover vinproduktionen har familien selvfølgelig også lidt værelsesudlejning … skønne værelser, hvorfra der er udsigt udover markerne Erdener Treppchen, Erdener Prälat samt Ürziger Würzgarten.

Inden vi springer til mine smagsnoter, så skal I dog ikk’ lige snydes for et foto af nogle af de dejlige retter fra den runde fødselsdag. Og som det måske kan fornemmes på dækkeservietten, så er den custom made med vinøse slagsord og hele menuen.


Her lige en lille kig på retterne. Det var de to indehavere af MadXpressen – Rasmus og Bjarne – der var hyret ind til at stå for retterne, og det gjorde de sgu ganske imponerende.

Nej … I skal sgu også lige ha’ retterne – her fra dækkeservietten:

Nå, men til denne Crémant Riesling Brut nød vi inden ovennævnte ædegilde lidt snacks, som bestod af lidt 3 små tapasretter, lidt svedsker i bacon, en med noget Bresaola inspireret lufttørret oksekød og en med Arla Unika ost … vistnok Havgus.

Og det er en herlig mousserende vin at nyde på terrassen til lidt tapas. Vinen er lavet af 100% Riesling, som kommer fra Erdener Herrenberg marken.

Den er lavet blid presning og alene brug af 1. pres, altså helt fritløbende druesaft. Fermentering sker i rustfrie ståltanke i 3 måneder efterfulgt af flaskegæring i mindst 15 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 8,9 gram restsukker pr. liter.

Og det er ganske lækker Cremant, som i næsen har en dejlig gæret duft og meget svag duft af hævet dej … lidt i samme boldgade som god Champagne. Derudover er der citrus, svag fersken og noget mineralitet.

I munden er boblerne friske … men heldigvis ikke overfriske eller totalt agressive. Der er citrus, mineraler og den har lidt sødme, som egentlig virker meget godt. Det bliver ikke for sødt, for vinen er fortsat til den tørre side. Dejlig cremant.

Forhandles af Propperiet, hvor 1 flaske koster 249 kr., mens prisen er 199,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut Hauth, Bernkasteler Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Det er altid sjovere at drikke vine fra områder, som man har besøgt. Denne vin er medbragt hjem fra Bernkastel-Kues … en Bernkasteler Riesling Trocken fra Weingut Hauth.

Weingut Hauth … eller Weingut Peter-Jos Hauth – som vinhuset reelt rigtigt hedder – ligger i Bernkastel-Kurs, og mere præcis på Kues-siden, hvor der selvfølgelig også i bedste stil drives et lille gästehaus med udlejning af et par værelser med fuld morgenbuffet.

Vinhuset har rødder helt tilbage til 1465, men er reelt først grundlagt i 1799 af Johann Christopherus Hauth, som arvede sin faders marker og begyndte vinproduktion og -salg.

Han var selv både bødker og havde lært om vinavl i Trier, og den viden brugte han ved starten af det lille vinhus.

Det var dog sønnen Peter-Josef Hauth, som lagde navnet til vinhuset efter hans overtagelse i 1820.

Og siden har den ældste søn i efterhånden seks generationer heddet Peter-Josef og overtaget driften i det lille familieforetagende. Ja, i hvert fald indtil 7. generation overtog, for i dag er det netop Johannes Christopher Hauth – blot kaldet Christoph efter den gamle grundlægger –  som har overtaget driften.

Vinhuset har 3 hektar vinmarker omkring Bernkastel-Kues, nemlig parceller på markerne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, Bernkastel-Kueser Weisenstein, Bernkastel-Kueser Rosenberg, Bernkasteler Schloßberg, Bernkasteler Graben og endelig Bernkasteler Badstube.

Vinene laves i huset gamle hvælvede kælder, og selvom man på mange måder er meget traditionstro, fx med lagring af alle vinene i de store, gamle egetræsfade, så har produktionen og teknologien alligevel ændret sig gennem årene.

Tidligere brugte Hauth gær i produktionen, men Christoph siger selv, at “less is more”, hvorfor han laver sine vine “on the fly” … altså alene fermenteringen via naturlig gær fra druerne og uden kunstige tilsætningsstoffer.

Produktionen bliver dermed langsommere, men Christoph mener også, at der giver mere stilfulde og karakterfulde Riesling vine. Denne Bernkasteler Riesling Trocken er en almindelig Gutswein og jeg har ingen oplysninger om produktionen, så i stedet springer vi blot til mine smagsnoter.

Næsen byder først på lidt sødme, fersken, melon og en passionsfrugt. Melonen er sådan nærmest en total overmoden honningmelon og læg dertil et lidt kunstigt hæfteplaster. Der mangler lidt syre og selvfølgelig også gerne lidt petroleum, men det ville nok også være for meget at forlange.

I munden er der mest sødme og en snert bitterhed, mens syren står en smule svagt i smagsbilledet. Det er 3. vin, som jeg har smagt fra Hauth og ingen har imponeret synderligt. Denne er dog okay uden at imponere.

Købt i Mosel for 5,90€ … svarende til omkring 44 kr.

Rating 3/7 

2010 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

Gentagelse er godt … og vel et slags mønster? Det var vist Kirkegaard, som sagde, at gentagelse er menneskets mulighed for at blive og forblive nærværende i det nærværende. I hvert fald bliver jeg rigtig nærværende, når jeg drikker denne 2010 Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2014 og 2012 … og denne 2010’er således en slags gentagelse.

Og gentagelse også fordi, at det jo er fredag … og fredag er som bekendt – i hvert fald her på bloggen – Spätburgunder dag, og dermed også yderligere en gentagelse af de dejlige.

Da jeg tidligere har skrevet om den gode og dygtige Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård i Brauneberg, så skal jeg nok afholde mig fra en sådan gentagelse. Der må I læse de øvrige blogindlæg.

Denne vin er lavet med druer fra marken Kestener Paulinsberg, der ligger som en lang tange, som går langs Mosel floden fra Kesten – faktisk også henover Kesten – i den modsatte retning af Kues og samtidig klemt inde af Kestener Herrenberg, som består af 3 særskilte områder, hvoraf 2 af dem ligger ovenover Paulinsberg og det sidste på den anden side af Kesten i retning mod Kues.

Steinmetz Pinot Noir vinstokke stammer fra Bourgogne, og ellers er denne vin lavet i store åbne egetræskar uden afstilkning, med spontangæring, lagret på brugte barriques fra Bourgogne og aftappet ufiltreret direkte fra tønderne.

I glasset er vinen ikke vildt transparent … faktisk lidt mørkere end de fleste tyske Spätburgundere og med en let brun kant og ellers lidt smågrumset.

Der er heller ikke den typiske tyske, sødme kostald, men i stedet en lidt urtet landlighed, en sød grønlig mødding, skovbund, yoghurt, lyse frugter, hindbær, syrlige kirsebær, modne blommer, et støvet udtryk samt en hengemt hybenmarmelade … en ganske berusende duft med modenhed, kanel og blomsterpollen.

Smagsmæssigt er denne Pinot Noir blid, rund og fortsat med en grøn side med flint, salt og mineraler, hindbær, kirsebær og præcis syre. Smagen kommer i bølger, som om der er flere lag af smagsnuancer med kul, kridt, syrlige bolsjer og en snas hvid peber.

Bare en lækker vin med en grøn, fin syrlig side. Og jeg nupper et glas mere … en god gentagelse.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 205 kr. for årgang 2014.

Rating 5,5/7 

2014 Weingut Franz-Josef Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Trocken, Mosel, Tyskland

I den lille by Trittenheim ved et af de store sving på Mosel floden finder man en helt flok vinbønder med navnet Eifel, men denne Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Trocken kommer fra Weingut  Franz-Josef Eifel.

Der er ellers rigeligt med Eifel’er i Trittenheim … Weingut Bernhard Eifel, Weingut Ernst Eifel, Weingut Alfons & Marianne Eifel, Weingut Hans Eifel, Weingut Eifel-Pfeiffer og så selvfølgelig vores Weingut Franz-Josef Eifel, der drives af Franz-Josef, der er 4. generation på vingården og overtog driften i 1985 efter sin far.

Vinhuset har knap 5 hektar vinmarker og dyrker primært Riesling samt en ganske lille smule Weißburgunder. De bedste marker er Trittenheimer Altärchen, Trittenheimer Apotheke samt Neumagener Rosengärtchen. Den årlige produktion ligger på omkring 30.000 flasker vin, så der er på alle måder tale om et lille familievinbrug.

Franz-Josef driver vinhuset 100% økologisk og mener, at de bedste vine laves med så lidt indgriben i produktionen som muligt. Der sker spontangæring, lang gæring på op til 3 måneder, ingen brug af tilsætningsstoffer og ingen klarering eller filtrering af vinene.

Udover vinproduktionen, så har familien også udlejning af værelser …. Gästehaus Marlene Eifel-Zimmer.

Her har vi fat i en af husets tørre topvine, vistnok i niveau kun overgået af Eifels Trittenheimer Apotheke Riesling Sonnenfels Trocken.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men den er formentlig laves på store gamle egetræsfade (fuder) med lang gæring. På etiketten kan man se et fingeraftryk … Franz-Josefs aftryk på vinen.

Næsen har svag petroleum … ikke meget, men det er jo også fortsat en ung 2014’er. Der er fersken, citrus, røg samt nogle klare mineralske elementer. Dufter rigtig godt, selvom den måske endnu ikke har voldsom dybde i duften.

Smagen har en dejlig kølighed, frugt, koncentration, en smule sødme og en dejlig mineralsk syre med lidt grape bitterhed og smuk balance. Det er virkelig en dejlig Riesling. God start på aftenen.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 165 kr.

Rating 5/7 

2006 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Auslese Auction, Mosel, Tyskland

Hvert år bliver der holdt en auktion i Trier, hvor alle VDP producenterne i Mosel viser deres bedste vine frem. Det er i dag både et stort showoff, hvor vinbønderne kan se, hvad deres kolleger formår samt en reel auktion, hvor en lille del af deres vine sælges. I gamle dage var disse auktioner vigtige for vinhusenes salg af vin.

Denne 2006 Graacher Domprobst Riesling Auslese Auction har Weingut Willi Schaefer haft med på auktionen i Trier og er således noget af det bedste, som han producerede det pågældende år. Og 2006 var ifølge Christophe lidt af et ekstremt år på mange måder.

Det går også igen i vinen, som er langt mere tyktflydende dessertvin end de foregående Auslese vine. Den kommer samtidig også i en lidt mindre 37,5 cl. flaske … handy og lige beregnet til 1 person på en rigtig god dag ;o)

Det er samtidig sidste flaske i den store Weingut Willi Schaefer smagning … så skal I slippe uden yderligere tiltale. Det er måske også samtidig et passende tidspunkt til lige at gøre status.

Det samlede billede viser et imponerende vinhus. Jeg smagte 12 forskellige Weingut Willi Schaefer vine, som jeg har ratet med 1 x 4,5 – 2 x 5 – 4 x 5,5 – 2 x 6 – 2 x 6,5 og endelig 1 x 7 Thumbs Up. Det er ganske bemærkelsesværdigt … ja faktisk enestående kvalitet.

Og vi slutter skam også med et brag … for den årvågen kan regne ud, at sidste vin rammer 6,5 Thumbs Up. Det gør den bl.a. med en næsen af gylden nektar … klart en nots op på sødmen og de søde aromaer, honning, kaprifolier, godt modne frugter, både de eksotiske samt godt med dansk æblemos, botrytisagtige noter og syltede nødder. Elegant, let krydret med runde aromaer.

Det er tyktflydende, cremet og lækker … men igen med Schaefers touch af elegance, blid syre og mineraler, således den – selvom det er en fed bandit – aldrig bliver alt for sødt. Men sødt og intenst er det … på den mest elskelige måde.

Ingen pris på denne, som formentlig ikke kan skaffes.

Rating 6,5/7 

2013 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Ifølge Christophe Schaefer var 2013 et virkeligt godt år for Spätlese og Auslese, selvom 2012 for tysk Riesling egentlig generelt rates højere end 2013. Derfor skulle vi selvfølgelig også smage Graacher Domprobst Riesling Auslese i årgang 2013, måske også for at vurdere, hvordan 2015’eren vil smage om et par år.

Jeg må indrømme, at Willi Schaefer smagningen … specielt hans Auslese vine har åbnet mit sind endnu mere for denne type vine. Jeg er imponeret over det lethed, syre og elegance, som Schaefer formår at stoppe i vinene.  Jeg er sgu solgt … ren voksenslik for feinschmeckere.

Denne 2013 synes jeg nu ikke er bedre end 2012’eren, men det er jo selvfølgelig individuelt … og blot min ydmyge mening. Men vi er bestemt igen oppe i det øvre luftlag, for den smager sgu ret himmelsk. Vinen er i øvrigt udgaven #14, som kommer fra den allerbedste del af Schaefers parcel på Graacher Domprobst.

Næsen er i min optik knap så gavmild som 2012’eren, selvom der bestemt både er petroleum, godt med mineraler samt eksotiske frugt … næsten honningkandiserede frugter, blomster og en pivskarp syre.

Igen total lækker smag med en fremragende balance mellem sødme, syre, intensitet og dybde, lethed, luftighed samt moden frugt, honning og nektar. Total smuk vin.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 525 kr.

Rating 6/7 

2012 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Jamen for helvede … bare nogle få år i en mørk, kold vinkælder eller i et vinkøleskab løfter sådan en Riesling som denne 2012 Graacher Domprobst Riesling Auslese endnu et par niveauer op. Og nu begynder fuglene så småt at synge virkelig smukt.

Og det er virkelig skønsang fra det yndigste jomfrubur og vi er nu helt oppe under loftet, så jeres gode vinblogger er bestemt igen ganske begejstret. Det skal i øvrigt supplerende oplyses, at vinen har nummer #11, og det er også min karakter på den gamle 13-skala … 11 med pil op … eller har vi måske endda at gøre med et rent 13 tal?

For – oh my god – nu er der tonsvis af petroleum, næsten botrytisagtige noter, rund, landlig og rustik med nøddenektar, æblemos – nærmest med fløde – blomster samt et hav af sammenpressede eksotiske frugter … næsten en maggiterning af fersken, ananas, tørrede abrikoser, vingummibamser og en slat æbler og nogle blide, hvide kalkmineraler.

Nu begynder smagen også for alvor at folde sig helt ud, og den smager langt mere afrundet, moden og voksen end den unge 2015’ner.  Og fortsat ingen tunge ben, men lethed, luftighed og friskhed, lav alkohol, kalk samt smag af modne æbler, de eksotiske frugter, kamillete og honning. Spitzenklasse. Far er glad … meget glad.

På billedet ovenfor kan I for øvrigt se holdet, som plukkede alle druerne i 2012. Vi takker herfra.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 375 kr.

Rating 7/7