Tag-arkiv: picpoul

Picpoul – også kendt som Piquepoul – er en fransk, gammel, hvid druesort fra Languedoc og Roussillon regionenerne i det sydlige Frankrig. Den navn pique-poul kan bogstaveligt omsættes til stikker læben og er en henvisning til druens høje syreindhold.

Picpoul  anvendes i blandinger i Languedoc, Provence og Rhône, oftest sammen med Clairette, mens den alene har sin egen appellation AOC Picpoul de Pinet.

Den modner relativt sent og giver gode udbytter. Selvom i et varme middelhavsklima har sorten et unik evne til at holde syrligheden og den markante syre og en rund citrussmag er Picpouls varemærke. Den giver normalt ret enkle vine, men de bedste bliver mere aromatiske og frugtige.

 

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigCaspar fra Plus Ultra Wine kaldte selv med dejlig udansk storhedsvanvid denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes fra Domaine du Père Caboche for Danmarks bedste neuf-køb til pengene … og det tester jeres flittige vinblogger selvfølgelig.

Domaine du Père Caboche ligger i Châteauneuf-du-Pape og er grundlagt i 1777, hvor Elisabeth Chambellan giftede sig med Louis Boisson. Chambellan familien havde drevet vingården siden 1652, mens Boisson familien gennem generationer havde været grovsmede.

Familien drev senere vinhuset ved siden af forretningen som grovsmede, hvorfor vinhuset også fik navnet Domaine du Père Caboche … det procencalske navn for hesteskosøm, da jobbet som smed også omfattede at smede hestesko.

I dag ejes Domaine du Père Caboche af Jean-Pierre Boisson, men det er dog datteren Emilie Boisson, som i dag driver domænet med en smule hjælp fra broderen Nicolas.

Jean-Pierre Boisson er en kendt mand i Châteauneuf-du-Pape, idet han var borgmester i byen gennem mange år, nemlig fra 2001 til 2014.

Derudover harJean-Pierre også været præsident for Chambre d’Agriculture de Vaucluse og medlem af flere statslige kommissioner om landbrugsspørgsmål.

Datteren Emilie er uddannet ønolog og gift med Vinent Durieu, der selv er vinmager og sammen med sin bror driver det 100 hektar store Domaine Durieu.

Domaine du Père Caboche har selv 63 hektar, som fatter 17 hektar i Châteauneuf-du-Pape bl.a. beliggende på legendariske La Crau, Les Plagnes, Les Serres, La Parc og La Font du Pape. Resten er under appellationerne Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Village samt IGP Vaucluse.

Denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes er lavet med druer fra Le Crau … et skønt mix af 13 forskellige druesorter, nemlig 88% Grenache og 10% Syrah, mens de sidste 2% er både Mourvèdre, Cinsault, Clairette, Vaccarèse, Bourboulenc, Roussanne, Picardan, Counoise, Muscardin, Picpoul og Terret Noir.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og knuses inden maceration i en måned og endelig fermentering. Derefter lagrer vinen i 14 måneder … halvdelen i cementtanke og halvdelen i store egefade.

Og hvor alt bare kontrolleret i denne vin … så storhedsvanviddet har bestemt fat i rullestenene i Le Crau. Yammy. Det er som om, at alt går op i en højere enhed. Frugten er blåbær, kirsebær, mørk og gæret, men ikke for mørk og ikke for gæret, for den er også frisk suppleret med blæk, kanel … og det virker elegant med en vis lethed, elegance samt en dekadent sødme.

Smagsmæssigt er det en kraftfuld, mørk Châteauneuf-du-Pape og selvom alkoholen er højoktan 15,5%, så bliver det aldrig for sprittet, da alkoholen er virkelig godt integreret. Det er vildt cremet og blødt … nærmest smeltende i munden med sødme, let peber, chokolade samt kakao. Det er kontrolleret og flot, flot lavet Châteauneuf-du-Pape. Mer’ Yammy.

Om det er Danmarks bedste neuf-køb til pengene skal jeg ikke kunne sige … men det er dæleme dytme god neuf.

Vinen forhandles af Plus Ultra Wine, hvor en flaske koster 195 kr. ved køb af 12 flasker. Info kan fås på info@plusultrawine.com.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Cellier des Dauphins, Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

Ved juletid er der altid fokus på Châteauneuf-du-Pape … og denne kommer ifølge etiketten fra Blason des Papes. Det er nu en sandhed med modifikationer, for det er det store kooperativt og negociantfirma Union des Vignerons Des Côtes du Rhône – også kendt som Cellier des Dauphins, Rhône Terroirs eller Louis Mousset – som står bag vinen.

Kooperativet er oprindeligt grundlagt i det herrens år 1965 af en flok vinavlere, som slog pjalterne sammen og oprettese kooperativet, som de kaldte Union des Vignerons des Caves Coopératives du Sud de la Drôme.

Efter få år tilsluttede en række andre kooperativer sig, bl.a. kooperativer i Nyons, Vinsobres, Saint Maurice, Tulette Nouvelle, Tulette Costebelle og Suze-la-Rousse og samtidig startede man med at lave egne vine fremfor blot at sælge vinen bulk i tanke.

Senere kom der yderligere kooperativer til, således der i dag sammenlagt er samlet 13 kooperativer under navnet Union des Vignerons des Côtes du Rhône. Kooperativet ofte omtales dog ofte som Cellier des Dauphins, som var det mærke/brand, som blev skabt allerede sidst i 1960’erne og samtidig blev mest kendt.

Union des Vignerons des Côtes du Rhône købte i 1996 også det gamle negociantfirma Louis Mousset, som er kendt for en lang række vine, bl.a. almindelige vine fra Rhône, men i særdeleshed vine fra Châteauneuf-du-Pape.

Og det er et kæmpe foretagende, som for de 13 tilhørende kooperativer omfatter over 3.000 medlemmer/vinavlere med samlet mere end 16.000 hektar vinmarker, en årlig produktion på 720.000 hektoliter, 110 fastansatte samt en årlig omsætning på 110 millioner euro. Samlet producerer kooperativet 30% af al vin fra Rhône. WTF?

Union des Vignerons Des Côtes du Rhône holder til i nye bygninger i byen Tulette mellem Bollène og Nyons. Her aftappes og lagres vine fra de fleste af kooperativerne. Den samlede produktionsfacilitet er på ikke mindre end 33.000 kvadratmeter.

Vinene sælges fortrinsvis  via supermarkeder, selvom denne Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape imidlertid forhandles via butikker indenfor Vinspecialisten.

Den er altså én af de mange vine fra dette store foretagende … druerne kommer fra en lang række af de tilsluttede vinavlere og vinifikationen sker af en vinmager fra Cellier des Dauphins. Udbyttet holdes nede på maximalt 32 hektoliter pr. hektar og skulle – efter sigende – være dyrket efter økologiske principper, selvom markerne ikke er certificerede.

Størstedelen af blandingen består af Grenache, Syrah og Mourvèdre … derudover er der tilsat en væld af områdets andre tilladte druesorter, hvoraf specielt Terret Noir, Vaccarese og Counoise er specialiteter for området.

Lavet traditionel med gæring på rustfrie ståltanke, hvor der dagligt foretages overpumping efterfulgt af 15 måneders lagring, delvist i cementtanke og delvist på egetræsfade.

I glasset er vinen ikke specielt kraftig og man ville ikke umiddelbart gætte, at det var en Châteauneuf-du-Pape. Aromaerne i vinen er meget beskedne, og der skal virkelig snuses godt igennem for at fange nogle dufte … og i første hug virker vinen derfor meget anonym. Der er dog et lidt støvet udtryk, lidt brombær, meget svag lakrids, meget svag vanilje samt en knivspids urter. Virker lidt fesen i duften.

Smagen er sådan lidt la la … imponerer ikke synderligt. Det er slet ikke, hvad jeg forstår ved Châteauneuf-du-Pape … mangler tæthed, intensitet, kraft og dybde, men har en let frugt, kirsebær, peber, syrlighed og en lidt ucharmerende skæv bitterhed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 210 kr., men det er alt for dyrt for denne vin. Til samme pris kan du fra samme område fx få den flotte Côtes du Rhône Les Quartz fra Domaine le Clos du Caillou = 100  x bedre.

Rating 2/7 

2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigHva’ fanden tænkte jeg, da jeg så smageprogrammet til Perrin smagningen … en hvidvin til sidst. Men det giver total god mening, når man smager Beaucastels Châteauneuf-du-Pape Blanc, som nærmest kan udgøre en dessert i sig selv. Så når folk skriver, at de hvide neuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, så giver det totalt mening.

Matthieu Perrin fortalte, at én af hemmelighederne ved deres hvide Châteauneuf-du-Pape er, at der anvendes 80% Roussanne, som kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Og netop alderen betyder afsindigt meget, når vi snakker Roussanne, fortalte Matthieu videre. Roussanne er udelukkende interessant, hvis der er godt med alder og et lavt høstudbytte.

Og Beaucastel har alene 7 hektar i AOC Châteauneuf-du-Pape med de hvide druer. Og det betyder en forholdsvis lille produktion i sammenligning med de røde neuf’er. Det giver basis for to vine, nemlig denne “almindelige” hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc og storesøsteren Châteauneuf-du-Pape Blanc Roussanne Vieilles Vignes, som laves på 100% Roussanne fra de ældste stokke.

I denne almindelige – men ganske eksklusive Châteauneuf-du-Pape Blanc – er der udover Rousanne også 20% af druerne Grenache Blanc, Piquepoul, Picardan, Bourboulenc og Clairette. Hver enkelt druesort har sine egne karakteristika, og på Château de Beaucastel er man af den overbevisning, at ingen kan undværes.

Således har man altid en stor palette at arbejde med, når vinen skal sammensættes. De enkelte druesorter vinificeres og lagres hver for sig. Vinen lagrer sammenlagt 8 måneder, heraf 30% på egefade og 70% i rustfrie ståltanke.

Og det blev sgu et festfyrværkeri af en afslutning på vores Rhôneaften på Fusion. Duftmæssigt virkelig en kraftfuld vin og godt med hvid frugt, aromatisk hvid frugt, fersken, blomster, orkideer, nødder, sukkersødme, nybagt brød, fugtige fade, mineraler, lidt lakrids samt en smule røgede noter. En monstrøs stor næse, selvom 2014’eren endda siges at være en af de ringere årgange af vinen.

I munden også en kraftig vin, som virkelig tager dig om n……. Det er kraft og saft, blid sødme, god fylde, pærer, nektariner, karameller, svag bitterhed, lidt salt, men virkelig intens. Den smager da bare sindssygt godt. Imponerende afslutning, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, at det er en lidt voluminøs vin … det smager bare godt. Men okay … det er også dyre dråber.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 600 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2011 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2011 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigLad os dog straks springe til aftenens første Chateauneaf Du Pape, en hvid af slagsen, og så endda fra én af mine yndlingsprocenter fra de kanter, nemlig Clos des Papes.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Chateneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Lad os kigge nærmere på vinen, fin lys … næsten hvid. Duftmæssigt ikke så intens, der er lidt citrus, appelsin, fersken, honning, lidt anis og lidt fedme. Dufter sådan set ganske fint. Smagen er lidt abrikos, modne æbler samt en rigtig fin mineralitet, som er meget gennemgående for vinen. Smager godt … men så heller ikke mere. Måske den lige er serveret en anelse for koldt, og burde måske også have haft lidt tid til at åbne sig.

Fås hos Strobel Vimimport til 549 kr.

Vinanmeldelse 4/7