Tag-arkiv: colorino

Colorino er en rød italiensk druesort, som mest kender som bladingsdrue i Chianti vinene, men den er trådt i baggrunden blandt andet fordi den kræver mere arbejde i marken end de fleste andre druesorter.

Colorino er kendt for sin dybe mørke farvning og bruges primært som et farvestof i røde blandinger. Den er kendt for at bidrage med farve og sødme, men anvendelsen er – efter en opblomstring i 1980’erne – igen faldende.

Udover Toscana, så findes Colorino også i Umbrien, Marche, Lazio og Ligurien.

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPodere Lamberto er et lille agriturismo, som ligger ved den lille by Chianciano Terme omkring 5-6 kilometer syd for Montepulciano i Siena provinsen i Toscana. Udover udlejningen drives der også en lille restaurant … og så laver familien også et par vine, bl.a. denne Vino Nobile di Montepulciano.

Det lille, hyggelige agriturismo drives af det venlige og gæstfrie ægtepar Vittorio og Silvia Bagnasco sammen med deres sønner, bl.a. den ældste søn Damiano, som også hjælper lidt til med specielt værelsesudlejningen.

Værelsesudlejningen omfatter et gammelt, charmerende bondehus med plads til 12 personer, de 2 lejligheder Il Querciolo og Il Girasole samt de 4 værelser l’Orso, il Riccio, Le Pannocchie og La Ginestra.

Derudover er der selvfølgelig en lille restaurant, som anvendes til gæsternes morgenmad eller en hjemmelavet middag, da Silvio er en ægte italiensk mama til at lave mad.

Derudover anvendes restauranten på Podere Lamberto selvfølgelig også til små vinsmagninger, idet Vittorio også laver en smule vin. Faktisk laver han alene to forskellige vine, nemlig en Rosso di Montepulciano og så også denne Vino Nobile di Montepulciano.

Men Vittorio har nu også alene 1,6 hektar vinmarker, som ligger i 550 meters højde med primært Sangiovese og lidt Canaiolo Nero, Mammolo, Colorino og Merlot, men alt dyrkes økologisk. Den årlige produktion er også meget beskeden med sølle 5.000 flasker, som primært anvendes lokalt på det lille agriturismo.

Denne Podere Lamberto Vino Nobile di Montepulciano er lavet på 80% Sangiovese og de sidste 20% er Canaiolo og Colorino. Efter høsten foretages der en sortering af druerne og derefter afstilkning og blød presning.

Den alkoholiske gæring sker i rustfrie ståltanke, som I kan se på billedet ovenover. Gæringen varer normalvis en uge, hvorefter vinen hviler med skindet en yderligere periode på op til 3 uger. Derefter gennemgår overføres mosten til en malolaktisk gæring, hvilket så efterfølges af lagring i 12 måneder på store 10 hektoliter egefade samt 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en virkelig herlig landlighed … godt med mødding, armsved og vitaminer fra marken samt masser af frugt, ja nærmest proppet med bær, blommer, svesker og blåbær. Der er fylde, er lidt balsamisk i frugten, men har også noget fadpræg med sød tobak, vanilje, chokolade og modellervoks.

I munden en vis tørhed, og vinen byder smagsmæssigt – som næsen – på masser af frugt og en stor venlig imødekommenhed. Der er blæk, kirsebær, blåbær og der er unge tanniner og et lille peberbid. Det er blødt og rundt, men har samtidig tilstrækkelig med syre, så der fortsat er styr på tingene. En vin, som mange vil kunne li’.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, ItalienJeg har tidligere smagt et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto … en vin, som fik mig helt op i skyerne, men den almindelige Chianti Classico i seneste årgang 2015 er sgu også satans gode sager, blot til langt mere menneskepenge.

Castello di Monsanto har jeg skrevet om før her på bloggen … så det skal jeg undlade denne gang, men i stedet blot kigge nærmere på denne 2015 almindelige Chianti Classico fra huset, der ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa i Toscana.

Druerne til vinen kommer fra forskellige vinmarker og er et blend på 90% Sangiovese samt 10% Canaiolo and Colorino,Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring i 18 dage, hvorefter den lagrer 12 måneder på store 50 hektoliter egefade af slavonsk eg samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor er Castello di Monsanto Chianti Classico dog en lækker vin … næsen er let, fin og alligevel med både mejeri, en smule flæsk, tobak, skovbund, the, hindbær, kirsebær, svømmehal, kul, læder, tør jord, mandler, røg og lidt salt. Den italienske syre fornemmes også klart.

I munden virker frugten trods den unge alder allerede moden, syrlig og forførende. Frisk, saftig med skovbund, lyse modne bær … måske lidt varm årgang, men jeg synes faktisk, at den smager rigtig godt. Og samtidig koster den ikke en herregård.

Købt ved Bichel Vin til 135 kr. på tilbud for 6 flasker, men normalprisen ligger på 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Villa Pomona, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Villa Pomona, Chianti Classico, Toscana, ItalienMed næste vin er vi i det klassiske Chianti hos efterkommere af Bandino Bandini, som grundlagde vingården Villa Pomona i 1899. Derfra klokkeklar og ren Chianti Classico uden så mange dikkedarer.

Villa Pomona ligger i Castellina In Chianti omkring 9-10 kilometer nord for Siena. Da Bandino Bandini – ja det hed han altså – købte ejendommen, hvor der gennem hundrede år havde været dyrket vin – hed ejendommen egentlig Fattoria Ricceri efter den oprindelige ejere. De ældste bygninger på gården kan dateres tilbage til 1750’erne.

Bandini omdøbte ejendommen til Villa Pomona, da det var særdeles frugtbar jord. Pomona betyder nemlig frugtbar og jorden gav da også basis for god produktion af både vin og olivenolie, som han solgte til restauranter i Siena.

Bandini fik pæn succes, således han kunne udvide med flere landbrugsbygninger og en stor olivenmølle, som pressede olivenolie for andre nærliggende gårde.

Med alderen og manglende interesse fra næste generation begyndte det imidlertid af gå ned ad bakke for vingården. I perioder blev produktionen endda helt opgivet … lige indtil Bandinos barnebarn Enzo Raspi greb chancen og begyndte at få Villa Pomona på fode igen.

I dag omfatter vingården 5 hektar vinmarker lige op til ejendommen i et kuperet terræn i omkring 350 meters højde. Der dyrker man primært Sangiovese samt en smule Colorino og Cabernet Sauvignon. Det giver basis for en produktion på 20.000 flasker vin hvert år fordelt på 4 forskellige vine.

Det er i dag Enzo Raspis datter Monica, som driver vingården samt lidt klassisk agriturismo med udlejning af et par værelser. Monicas moder Ingeborg bor dog stadig på stedet og hjælper datteren.

Denne Chianti Classico DOCG er en af husets 4 vine. Den er lavet på 95% Sangiovese og 5% Colorino. Lavet med 18-24 dages maceration og fermentering ved 28-30 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lagret på store egefade i 12 måneder samt 3 måneder på flaske.

Ved første snif snif er det syre, grønne vinblade og nærmest en smule parfumeret i duften. Frugten er ribs, rabarber … lidt landlig og dufter sgu godt. Giv den gerne lidt tid, så åbner den endnu mere op og afslører også lidt sødme, som ellers er skjult i starten.

Smagen er virkelig syrlig og stram … herligt. Tanninerne bider og der er godt med jern, let bitterhed, som om druerne slet ikke er modnet nok. Det ka’ jeg virkelig godt lide. Igen kommer der lidt sødme og rundhed til vinen, når den har stået i glasset et stykke tid. Men fin Chianti Classico.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 91 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2013 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Sidste Montefalco Rosso hos Bocale blev årgang 2013, som i mine øjne også var langt den bedste af de tre årgange.

Selvom 2013 måske ikke var det bedste år i området, så afslører denne Rosso en mere givende og animalsk side end de to foregående vine. I næsen er det kirsebær, som dominerer frugten. Derudover er der let sødme, violer, lidt læder, blomster, vanilje, peber samt klare, syrlige balsamiske noter. Dufter samtidig ganske frisk, ung og skarp, men på en virkelig god måde.

I munden er vinen federe, mere blød og rund end duften egentlig indikerer. Vinen er – med en blidt syre – egentlig ganske tilgængelig og lidt sødme, fylde og tæt kraft bidrager til, at vinen virkelig er saftig, præcis og easygoing.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Med næste Montefalco Rosso fra Azienda Agricola Bocale tog vi et massivt skridt 4 år frem i tiden, nemlig med vinen i årgang 2012.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2008’eren, dvs. med samme druesammensætning og vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering. Maceration er ikke oplyst. Lagret 7-8 måneder på barriques og derefter 6 måneder i flaske.

Og nu kommer der mere af de klassiske Montefalco Rosso elementer frem, da næsen byder dig på lidt tæt og mere pakket frugt, kirsebær, blommer, violer, lidt peber og blomster. Virker måske en anelse lukket i udtrykket.

I munden er det også kirsebær, fin balsamisk syre, sødme, fylde og krydrede elementer. Smagen er sådan meget straight forward og en ganske habil Montefalco Rosso. Den anbefales til lidt tagliatelle med sorte trøfler. Det tror jeg på.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4/7 

2008 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Med Azienda Agricola Bocale di Valentinis Montefalco Rosso DOC startede vi bagfra med at smage vinen i årgang 2008, mens vi sjovt nok med deres Montefalco Sagrantino DOCG startede med nyeste årgang først. Det giver faktisk god mening, idet Rosso’en er bedst ung og Sagrantino’en bliver bedre og bedre med alderen.

Nå, men denne Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 10% Merlot og 5% Colorino, som alle høstes sidst i september eller start oktober.  Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering. Maceration er ikke oplyst. Lagret 7-8 måneder på barriques og derefter 6 måneder i flaske.

Duftmæssigt fornemmes der med det samme godt med alder i vinen, godt med overmodne blommer og moden frugt. Bocale skriver selv, at vinen under optimale forhold kan gemmes 5-6 år, så denne ligger formentlig også tæt på grænsen, for aromaerne virker tydeligt påvirket af alderen. Der er ingen typisk Italiensk syre i duften.

Men det er der heldigvis i smagen, hvor vinen bestemt er i live med italiensk syre samt modne og runde smagsindtryk. Det er overmodne blommer og syre i kombo. Der er let krydrede elementer og egentlig god balance i vinen, men alderen trykker en smule.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4/7 

1968 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva Il Poggio, Toscana, Italien

Til Bichel Vins store, flotte, solrige – og overcrowded – sommersmagning trak jeg hurtigt op i kultbaren. Der var mere ro og ingen kø. Samtidig fik jeg mulighed for at smage en helt speciel vin … nemlig et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto. Det kunne jeg ikke modstå, svag som jeg er.

FÅK den vin er jo stort set lige så ung, som jeres flittige vinblogger, og den venlige, unge fyr i kultbaren forsikrede mig, at den var helt perfekt. Og han havde ret … men det vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg havde også kort tid forinden netop været forbi bord nr. 4 i Bichel Vins store have med netop vine fra Castello di Monsanto og kort smagt nogle få af husets vine – herunder 2009’eren af Chianti Classico Riserva Il Poggio – og hilst på den søde og rare dame fra Castello di Monsanto. Jeg er faktisk usikker på, om det måske endda var selveste Laura Bianchi herself, som stod ved bordet?

Det var i hvert fald hende, som havde haft nogle flasker af 1968’eren med til Danmark. Ja faktisk kan I se vinhusets lager af lige præcis disse flasker på billedet ovenover, så mit glas kom således fra én af disse støvede flasker, som dog havde fået ny etiket på, da de fleste af vinene hos Castello di Monsanto lagres uden etiket.

Chianti Classico Riserva Il Poggio er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962, altså blot 6 år før denne 1968’er. Det var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC appellationen.

Selve vinhuset Castello di Monsanto er grundlagt et par år tidligere, nemlig i 1960, hvor Aldo Bianchi fra San Gimignano var til et bryllup på stedet, men blev aldeles forelsket i stedet og i løbet af nogle måneder endte med at købe ejendommen.

Nu skriver jeg ejendommen, men det er vel nærmere et rigtigt vinslot og det ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa. Og samtidig med nogle imponerende kældre under ejendommen … lange tunneler med vin.

Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana.

I dag er det dog datteren Laura Bianchi, som står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og siden 2001 også ønologen/vinmageren Andrea Giovannini fra Tenuta dell’Ornellaia.

Det har nemlig været Lauras ønske, at de skal fokusere lidt mere på frugten på bekostning af de mere klassiske oxidative elementer, men samtidig uden at falde i den internationale grøft. Fabrizio – de ellers er inkarneret traditionalist – accepterede datterens ønske.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører til i den absolute topklasse, hvilket specielt kan tilskrives vinmarkernes beliggenhed og selvfølgelig dygtige vinmagere.

Husets bedste mark er selvfølgelig den 5,5 hektar store Il Poggio mark, der ligger på en bakketop med en perfekt eksponering og jordbind med skiferholdig mergel, som er helt perfekt for netop Sangiovese druerne.

Og for at sikre bedst mulige druer, så høstes Il Poggio faktisk i tre omgange på grund af de forskellige eksponeringsforhold, hvilket Fabrizio allerede opdagede, da man startede med at lave denne Chianti Classico Riserva Il Poggio.

Blendet i Chianti Classico Riserva Il Poggio er også undergået lidt ændringer i løbet af årene. I de første år var der tilsat lidt hvide druer Trebbiano Toscano og Malvasia i blendet, men netop i 1968 udlod Fabrizio er komme disse druer i.

I dag består blendet af 90% Sangiovese, 7% Canaiolo og 3% Colorino, lagret 20 måneder på mindre egefade og netop lavet af druer fra den berømte mark. Mængden af nyt fad har dog været aftagende de senere år.

Jeg har forsøgt at undersøge, om blendet var anderledes i 1968, men det kan jeg ikke se. Man lagringen er anderledes og umiddelbart ser det ud til, at de tidligere årgange – herunder 1968’eren – er lagret 4 år på 30 hektoliter egefade … altså langt mere traditionelt end i dag.

I 1968 stoppede Fabrizio også med at anvende hele klaser og startede med at afstilke klaserne. så 1968’eren er første årgang af Chianti Classico Riserva Il Poggio uden pres med stilke.

Fabrizio var i det hele tager meget fremsynet allerede ved etableringen af Castello di Monsanto. Hver eneste år fra 1962 har han nemlig gemt 2.500-3.000 flasker af Chianti Classico Riserva Il Poggio som et vinøst arkiv … eller måske blot en fantastisk pensionsopsparing.

Flaskerne overvåges og kontrolleres løbende og er således årsagen til, at jeg på sådan en dag kan nyde et næsten 50 år gammelt glas Chianti Classico Riserva Il Poggio. Dyb respekt.

I et smukt Zalto glas er 1968’eren af Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto synligt en moden vin, fortsat rød og ganske transparent, men de orange og brunlige refleksioner danser elegant med i glasset.

Og – oh my god, FÅK og 7 x ave maria – hvor det dufter godt. Næsen er moden, blød og glat. Det er afdæmpet og satans elegant med svage, krydrede kirsebær, røg, skovbund, blomsteragtige noter, voks, læder, afdæmpet lakrids eller fennikel, violer, svampe og smukke elementer af syre. Uha.

I munden er det blød, blid og rund silke med glat garvesyre og smagen er nærmest i zen eller et højere luftlag. Der er fortsat syre, taninner og godt med frugt tilbage … selv efter næsten 50 år, hvilket er ganske imponerende. Der er en utrolig lethed over vinen … spillevende, let flyvende og elegant med både blomster, kirsebær, svage krydderier og smager helt forrygende. Det er delikat og en vin jeg kunne drikke hver dag … året rundt.

Det får jeg dog helt sikkert ikke råd til, for Bichel Vin har prissat en flaske af denne flotte 1968’er til 2.200 kr. Det passer meget godt med de priser, som ses udenbys til omkring 252€ for en flaske.

Rating 7/7 

2009 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Riserva Chianti Rufina, Toscana, Italien

Ja, denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina har jeg tidligere skrevet om her på bloggen … og sidst var det i en årgang 2008. Her har vi blot vinen en årgang nyere 2009.

Vi er selvfølgelig hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, bl.a. Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano. Det er selvfølgelig fra sidstnævnte, at denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina kommer.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina er lavet på ren 90% Sangiovese, men resten består af Malvasia Nera, Colorino, Merlot og Cabernet Sauvignon. Lavet på rustfrie ståltanke med 25 dages maceration og derefter lagret 24 måneder på fad efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der grønne noter, grønne blade, blæk, tørhed, balsamiske noter, engelsk lakrids, lyse bær, blomster og en snert af fersk kød. Smagen er kølig, syrlig med bitre kirsebær, hindbær samt tætte og stramme tanniner, som dog ikke bliver for hårde. Derudover lidt flint, mineraler … lidt som at slikke på en sten.

Købt hos Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 4/7  

2009 Montevertine, Pian del Ciampolo, Toscana, Italien

Pian del Ciampolo … en IGT vin fra vinhuset Società Agricola Montevertine, som ligger et par kilometers penge nordøst for Radda in Chianti … og lad mig sige det med det samme, hvilken en fantastisk lille perle af en vin. Det vender jeg selvfølgelig tilbage til senere.

Vinhuset er grundlagt af Sergio Manetti, som købte ejendommen Montevertine som en feriebolig. Han kom oprindelig fra Toscana, men havde været selvstændig stålproducent gennem mange år. Han restaurerede huset med hensigt at bruge det til sine weekender.

Han plantede dog også 2 hektar med vinstokke og installerede en lille vinkælder … så kunne han nemlig lave lidt vine til sig selv, lidt venner og gode forretningsforbindelser. Den første vin producerede Sergio i 1971 og den synes han selv var ganske fornuftig.

Han sendte derfor vinen – via handelskammeret i Sienna – til Italiens største vinmesse Vinitaly i Verona, hvor vinen fik øjeblikkelig succes. Manetti fik blod på tanden, solgte sit stålfirma og dedikerede al sin tid til vin.

I de efterfølgende år arbejdede han med vinmarkerne ud fra et ønske om at høste de bedst mulige druer, og han indførte en selektion ved høsten. Han tilplantede nye vinmarker, og udvidede vinkælderen, hvilket faktisk har stået på lige siden 1971.

Efter eksperimenter i 1976 aftappede han i 1977 for første gang en ren Sangiovese-vin. Dette var stik imod Chiantis stolte traditioner og regler om, at områdets vine skulle være blandingsvine. Det gav uro blandt vinproducenterne og efter store diskussioner forlod Manetti Chianti Consortiet og måtte stoppe med at kalde sin vin Chianti Classico.

Vinen kaldte han Le Pergole Torte og er i dag én af Toscana’s referencevine. Vinen blev reelt lavet i samarbejde med Sergios gamle barndomsven ønologen Giulio Gambelli.

Sergio Manetti døde desværre i 2000, men hans søn Martino Manetti, som har arbejdet på vingården siden begyndelsen af 1990’erne, har siden faderen død forestået driften. Han har lært alle detaljer på vingården at kende fra faderen og fortsætter dennes kompromisløse stil med lave udbytter, gæring ved temperaturer op til mere end 35 grader, en meget lang maceration i cementtanke samt lagring i et virvar af små og store fade. Det giver unikke, store vine med et meget stort lagringspotentiale.

Stilistisk er Montevertines vine meget anderledes end andre berømte huse i Chianti og minder en del om Pinot Noir. Deres provokerende lyse farve, deres overdådige parfume, deres prægtige lyse bæraromaer og deres cremede, bløde frugt – parret med moden sangiovesisk syre – har intet sidestykke i området. Unikke vine fra en kølig og højtliggende del af Toscana.

Samlet har Società Agricola Montevertine i dag 18 hektar vinmarker, nemlig markerne Le Pergole Torte på 2 hektar, Montevertine på 2,5 hektar, Il Sodaccio på 1,5 hektar, Il Casino på 2 hektar, Selvole på 3,5 hektar samt endelig Pian del Ciampolo på 1,5 hektar.

Denne Pian del Ciampolo er lavet med 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Colorino, formentering i cementtanke og macerationstid på 25 dage efterfulgt af lagring på eg i 12 måneder og 3 måneder på flaske.

Og i glasset er vinen også en tak lysere end normalt for Chianti vine, mens næsen byder på lidt champignon, lys frugt … lyse kirsebær, ribs, tranebær, violer, blomster, jord, frugtsten og mineraler. I munden er vinen meget let … ekstrem blød med lyse bær, lette kirsebær, hindbær samt lidt sten … efterlader et lidt stenet og klart udtryk. Superlækker vin og der er næsten noget burgundisk over vinen. Det er sgu lige mig det her. Vil foretrække denne frem for en Chianti.

Købt hos Atomwine, pris 99 kr., hvilket er særdeles billigt for denne vin.

Rating 5/7 

2011 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Vecchie Viti Chianti Rufina Riserva, Toscana, Italien

Med næste vin er vi igen, igen hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano.

Denne Nipozzano Vecchie Viti kommer netop fra sidstnævnte vinslot, og er en ny vin i deres program, men lavet med druer fra en lille parcel af specielt gamle vinstokke.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.

Castello di Nipozzano er Marchesi de Frescobaldi mest berømte og historiske ejendom. Placeret forsvarsmæssigt godt på toppen af en klippe med udsigt over dalene og ved floden Arno, ligger slottet Nipozzano … ca. 10 kilometer øst for Firenze og omgivet af slottets vinmarker, der har æren for den store berømmelse i dag.

Slottet stammer tilbage fra år 1000, og navnet Nipozzano betyder “uden en brønd”. Det fortæller om områdets generelle mangel på vand og vandets betydning for dyrkning af vindruer. Der ligger dokumentation for, at vinene fra Nipozzano allerede var berømte i renæssancen, og at store kunstnere som Donatello og Michelozzo Michelozzi regelmæssigt har købt vin fra godset.

Slottet kom i familiens eje i 1855, da Marchese Vittorio degli Albizi kom hjem til sit fødested efter en tur i Bourgogne. Marchesen var i familie med de nuværende ejere og var ekspert i vindyrkning. Han introducerede druerne Cabernet Sauvignon, Malbec, Syrah og Pinot Noir til Nipozzano, og de dyrkes alle den dag i dag. Specielt Cabernet Sauvignon og til en vis grad Pinot Noir har nydt godt af mere end et hundrede års akklimatisering og kulturelle traditioner. De danner, sammen med Sangiovese, grundstammen til de store toscanske vine, og udtrykker stadig personligheden i vinene fra ejendommen.

Nipozzano Vecchie Viti Chianti Rufina Riserva er selvfølgelig også Sangiovese, helt præcist 90%, mens resten består af henholdsvis Malvasia Nera, Colorino og Canaiolo. Vinstokkenes høje alder betyder, dels at man får et mindre udbytte, men med mere smagskoncentrerede, dels at stokkene grundet deres vidtforgrenede rodsystem har konstant adgang til væde, hvilket giver en hurtigere og mere optimal modning af druerne.

Lavet med 20 dages maceration med pumping over to gange dagligt. Derefter gæres vinen ud på cementtanke med efterfølgende 24 måneders lagring på egetræsfade efterfulgt af lagring på flaske i yderligere 2 måneder. Som nævnt er vinen ny, og årgang 2011 derfor første år.

I næsen er der ingen tvivl om vinens italienske ophav … klart italiensk stramhed med balsamiske toner, syrlig bær, blæk, lidt engelsk lakrids, grønne blade, blomster, nødder og krydderier. Smagen er frisk, dejlig frugtrig og helt efter bogen godt med syre og tørhed. Der er også lidt kølighed og mineralitet, som gør oplevelsen mere kompleks. Sammenlagt en rigtig skøn Chianti.

Købt hos Vinspecialisten, pris 225 kr.

Rating 4,5/7