Tag-arkiv: Frankrig

2017 Les Vignerons du Narbonnais, Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2017 Les Vignerons du Narbonnais, Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d'Oc, Languedoc, FrankrigEn fransk smørfed glædespige … i glasset har jeg hældt lidt af vinen Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc fra kooperativet Les Vignerons du Narbonnais, som ligger i byen Ouveillan omkring 10 kilometer nord for Narbonne i Languedoc.

Kooperativet, der også er kendt som Néotera, Cave du Grand Narbonne er et resultat af sammenlægning af flere lokale kooperativer, primært La Cave Coopérative d’Ouveillan og La cave Coopérative de Narbonne … begge næsten grundlagt på samme tid og fusioneret i 2008.

La Cave Coopérative d’Ouveillan er grundlagt tilbage i 1936 af de 4 ihærdige vinavlere Ladousse, Gilbert, Hérans og Lacombe, mens La cave Coopérative de Narbonne er grundlagt et år tidligere, nemlig i Aude i 1935.

I dag omfatter Les Vignerons du Narbonnais omkring 330 medlemmer med samlet 1.500 hektar vinmarker i det som det store kooperativ selv kalder Grand Narbonne, hvilket omfatter marker omkring de 4 landsbyer Narbonne, Ouveillan, Sallèles Aude og Vinassan.

Societe Cooperative Agrocole de Vinification Les Vignerons du Narbonnais – som det rettelig og præcist hedder – har faciliteterne til at kunne producere op imod 120.000 hektoliter vin årligt, hvilket er fordelt på en lang række vine … og herimellem også denne Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc.

Vinen er en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on. Men smager sådan en landvin fra et kooperativ så særlig godt, kunne I med rette spørge?

Der er jo stor forskel i vinene fra kooperativerne, men man må sige, at de gode gutter hos Propperiet Vin Import har gjort deres hjemmearbejde og fundet en lille cremet perle.

Druerne til vinen hentes på kalkholdige skråninger lige nord for Narbonne, men ellers har jeg ikke de store oplysninger omkring produktionen, men vinen har fået masser af egetræ … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Duften er fyldig smørfedme, blomster og vanilje … klart en oaked vin med masser af kraft, selvom det er en helt ung 2017’er. Det er virkelig old-school Chardonnay, fed, cremet og byder derudover på godt med sødme, modne frugter som abrikoser og fersken, lidt nødder, toast, godt med krydderier samt svag estragon.

Det smager også som det dufter … fed, cremet og fuldlækker. Det er både blødt, sødt og omgængeligt med tropisk frugt, ananas og abrikos. Vinen er lidt en glædespige, villig pleaser, men det er sgu helt okay, for det smager godt. Fik du vinen til en fest i familien, så vil du blive glad … og fuld, for vinen har mega bællepotentiale.

Med en glædespiges bliver det dog aldrig helt alvorligt … og det gælder også denne, hvor den aggressive eg efter et par glas bliver lidt for meget. Men er du til fyldige glædespiger, så er dette din vin … og hvem er vinmæssigt ikke til det engang imellem? Balancerer lige mellem 4 og 4½ af de fede fingre, men lad os sige 4½ … der skal jo lidt sjov i gaden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker ligger på 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2003 Domaine de la Pinte, Arbois Poulsard, Jura, Frankrig

2003 Domaine de la Pinte, Arbois Poulsard, Jura, FrankrigEthvert stort show skal ha’ et ekstranummer … her blev det en 2003’er Arbois Poulsard fra vinhuset Domaine de la Pinte til lige at slutte, slukke og lukke.

Domaine de la Pinte ligger i Arbois og er grundlagt i 1959 af Roger Martin, som købte en lille parcel – lieu-dit – kaldet La Pinte à la Capitaine, som også kom til at lægge navn til domænet. Husets marker havde egentlig i gammel tid været historiske, indtil phyllorexa hærgede i Jura, så markerne havde ligger brak en lang periode og Roger Martin startede med at genplante vinstokkene.

I dag er det sønnen Pierre Martin, som har overtaget tøjlerne efter sin fader og han passer driften sammen med Bruno Ciofi og Emmanuel Perraud ved roret i kælderen.  På billedet ovenover kan I se gamle Roger Martin sammen med sønnen Pierre.

Domaine de la Pinte har samlet 34 hektar vinmarker, som ligger omkring i 400 meters højde tæt på Château-Chalon og med en undergrund af de berygtede blå mergel.

Ud af de 24 hektar er hele 17 hektar tilplantet med Savagnin, 6 hektar Chardonnay, 7 hektar Poulsard, 4 hektar med Trousseau og Pinot Noir. Siden 1999 har markerne været dyrket økologisk og de blev yderligere certificeret biodynamisk af Demeter i 2009, så alt arbejde sker efter månekalenderen.

Her er det husets Arbois Poulsard, som vi har fået i glasset i en årgang 2003 … en i øvrigt varm årgang i Jura. Druerne er høstet manuelt med et meget lavt udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og vinificeret alene med druernes naturlige gærceller.

Druerne afstilkes fuldt ud og vinen gærer samlet 10 uger og efter endt fermentering lagrer den sur lie 18 måneder på egefade. Flaskes ufiltreret og alene med meget lidt svovl.

I glasset er vinen bjergtagende lys og beskidt … og det stemmer meget godt overens med duften, som også er beskidt med krudtrøg … som om kanonerne på Fregatten Jylland lige var affyret. Der er lidt animalsk kohud, rådne æg, svovl fra jordens indre, kirsebær, mejeri, yoghurt, læder, lakrids og vinen er meget levende i frugten med en smule bolsjesødme samt lette krydderier. Dufter vildt godt.

Det smager også vildt godt … kraft og alligevel blød og rund med lidt lyse frugter, fin koncentration i frugten og samtidig virkelig saftig, let drikkelig og meget direkte. Rund, fin, let og blød er vist nøgleordene for denne vin. Nice.

Købt i Frankrig, hvor prisen var 13,80€ … svarende til 103 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2004 A. Clape, Cornas, Rhône, Frankrig

2004 A. Clape, Cornas, Rhône, FrankrigAuguste Clape døde en varm julidag for en måneds tid siden 93 år gammel. RIP. Clape kunne noget, som ingen andre kan, hvilket denne 2004 Cornas er et eksemplarisk eksempel på … det er tæskegod gudedrik af en anden verden.

Jeg har tidligere smagt denne 2004’er, men det er efterhånden 7 år siden og dette eksemplar har ligget i Palles kælder, samlet støv og udviklet sig yderligere … indtil han valgte at tage den med til vores blindsmagning på terrassen hos Martin … heldigt for os.

Måske i en sidste respekt for den gamle vinmager, som I kan se på billedet ovenover sammen med sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Auguste Clape var tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn i Cornas.

Dengang ejede familien nogle af de bedste skråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

Domainet har 5,5 hektar i Cornas samt 1 hektar under appellationen AOC Côtes du Rhône og Vin de Table. I Cornas er markerne stejle med hældning på op over 60 grader og Clapes parceller fordeler sig på markerne Coteau de Tezier, Les Renards, La Cotes, Les Mazards, Chaillot og Sabarotte.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden. Vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres …  1.200 liters fade, som man kender fra Alsace.

Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg. tidligere havde gamle Auguste det sidste ord … men sådan kan det ikke længere være.

Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra parceller, hvor vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke, der er over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.

Og jeg overgiver mig næsten øjeblikkeligt … mejeri, kærnemælk, fersk kød, røget bacon, andefond, moden og blød frugt, friskklippet græs, jordbær, brombær, utrolig rig i frugten, læder, en gammel stald, estragon, gammel tjærede jernbanesveller, svag lakrids … hvor dufter det bare freaking fucking godt.

Smagen er blød og cremet … også langt mere blød, blidt og delikat end jeg husker den. Det er totalt i balance og nærmest smelter i munden, mens du bare smiler dumt. Boing … lige i solar plexus, bullseye i sylten. Der er noget overjordisk over vinen, hvor tanninerne er bløde, syren intakt … og alt i zen.

Forhandles af Den Blå Port, hvor prisen for en nyere årgang tidligere lå omkring 450 kr. I dag er vinen nok en slat dyrere.

Vinanmeldelse 7/7    

2006 Jean-Luc Baldès, Probus, Cahors, Frankrig

2006 Jean-Luc Baldès, Probus, Cahors, FrankrigBjarne havde mer’ spændende vin med i godteposen … og det var denne vin Probus fra Jean-Luc Baldès, der holder til på vingården Clos Triguedina … en smuk ejendom lidt øst for

Familien Baldès har boet på Clos Triguedina siden 1830, hvor det blev grundlagt at Etienne Baldès, som plantede de første vinstokke. I dag drives vinhuset af 7. generation i form af Jean-Luc Baldès, som sammen med hustruen Sabine har 65 hektar vinmarker i Lot-dalen. Han er da også kendt som en mester i Malbec druen og I kan se ham på billedet ovenover,

Topvinen på vingården hedder Clos Triguedina, men denne Probus er en lillesøster på ren 100% Malbec, hvor druerne kommer fra nogle af husets bedste marker.

Druerne er plukket ved håndkraft og vinen har gennemgået en maceration på 20-25 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egefade.

Ved første snif starter vinen med et ordentlig bulder … der er lidt smørsøde popkorn, et gammelt skoskab, egetræ, chokolade, lakrids, solbær, blåbær, kirsebær, blommer og brombær, hvid peber, svag mentol og en svag parfumeret blomstersæbe.

Smagen er meget koncentreret med store og mørke bær, tobak, masser af tannin, peber og sindssyg tørhed. Frugten nærmest maser sig frem og indeholder en anelse sødme mellem den store tørhed og en krydret eftersmag. Det er glat, blødt og fløjlsagtigt … og en kraftfuld fætter.

Madmæssigt tænker jeg med det samme … lam, men jeg tænker jo tit så meget.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske omkring 50€ … svarende til omkring 372 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Domaine de l’Octavin, Commendatore, Jura, Frankrig

2014 Domaine de l’Octavin, Commendatore, Jura, FrankrigFørste rødvin til den lille blindsmagning på terrassen i sommervarmen blev denne Commendatore … en Trousseau baseret juravin fra Domaine de l’Octavin.

Domaine de l’Octavin kaldes også Les Vins d’ABCD, da vinhuset nemlig er grundlagt af Alice Bouvot og Charles Dagand … deraf ABCD, Begge er uddannede vinmagere, og den ambitiøse Alice – som I kan se på billedet ovenover – arbejdede efter endt uddannelse på flere vingårde i både Californien, New Zealand og Chile.

Da hun i 2004 vendte hjem til Frankrig, så mødte hun Charles i Arbois i Jura, hvor han arbejdede som kældermester på et af både Juras og hele Frankrigs ældste kooperativer Fruitières Vinicole d’Arbois.

Charles lod sig hurtigt påvirke af Alice og hendes visioner, energi og charme, så de slog i 2005 således pjalterne sammen, både professionelt og privat, og dannede Opus Vinum med base i Arbois.

Men navnet faldt Rothschild og Mondavi for brystet, da de jo i staterne producerer vinen Opus One. De truede – på bedste amerikanske manér – med sagsanlæg, så Alice Bouvot og Charles Dagand måtte finde et andet navn til domainet. Det blev til Les Vins d’ABCD og i dag primært kendt som Domaine de l’Octavin.

Navnet Les Vins d’ABCD duer heller ikke mere, da Alice og Charles er gået hver til sit– både privat og professionelt, så der er Alice, som i dag kører Octavin videre på egen hånd.

Allerede fra etableringen har fokus været på at lave naturlig vin, og allerede i 2007 blev Domaine de l’Octavin godkendt af Ecocert og fra 2010 certificeret biodynamisk af Demeter. Og det er naturlig vin i bogstavelig forstand, for siden 2009 har de ikke hældt andet end ren, gæret druemost i flaskerne.

Domaine de l’Octavin har samlet 4,5 hektar vinmarker, fordelt på fem forskellige parceller i oplandet omkring Arbois. Tre af markerne købte de allerede i 2006, nemlig En Poussot, Les Nouvelles og Les Corvées. Det er siden suppleret med lejede parceller på markerne En Curon og La Mailloche.

På markerne dyrker Alice de 5 klassiske juradruer Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Trousseau og Pinot Noir. De giver basis for en lang række vine … fra Pétillant Naturel, klassiske hvidvine med og uden oxidation, hvidvine eller orangevine med skindkontakt, blends på både grønne og blå druer samt og rødvine med traditionel eller semi carbonique gæring.

I kælderen arbejder Alice både med ståltanke, glasfiber, træ. Som en del af BRUTAL-broderskabet, er der også sneget sig en amfora i kælderen. Alice er vild med musik, så det har inspireret hende til navnet på vingården … og selvfølgelig har vinene også navn efter karakterer fra Mozarts operaer, altså navne som Don Giovanni, Pamina, Commendatore og mange flere.

Da efterspørgslen efter vinene fra Domaine de l’Octavin har været overvældende stor, så er Alice i 2013 startet med at lave vine i en lille negociant serie, hvor hun køber druerne af gode venner rundt omkring i Frankrig. I negociantforretningen arbejder hun i dag med 5-6 vinbønder, der alle leverer certificeret økologiske eller biodynamiske druer.

Denne Commendatore er lavet på 100% Trousseau fra vinmarken Les Corvées , som ligger tæt på den lille landsby Montigny-lès-Arsures. Druerne er delvist afstilket, lavet i  glasfibertanke – lang maceration – og lagret vistnok på barriques med alt skidtet mindst 7 måneder uden hverken remontage eller pigeage.

I glasset en smuk, meget lys transparent og teglfarvet vin, som virkelig har en lille opstoppernæse med en aroma af andefond, gammel neuf og samtidig grøn, urtet med bio-bio noter, græs, meget grønt græs, blomster, rosenblade, jordbær, appelsin, kål, kanel, Matas creme … herlig fin og funky.

Smagsmæssigt er det blødt, luftigt og letløbende vinjuice. Det er let elegant, godt med kalkagtige mineraler, mild frugt, hindbær, jordbær og stor bællepotentiale. Frisk, fin, ren, blød og let … det er sgu meget godt det her.

Forhandles af Krone Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Christelle et Gilles Wicky, Chardonnay Clos Jerminy, Jura, Frankrig

2015 Christelle et Gilles Wicky, Chardonnay Clos Jerminy, Jura, FrankrigI trioen af 2015 Chardonnay’er fra Jura sluttede vi med denne Chardonnay Clos Jerminy fra Christelle et Gilles Wicky, der holder til i byen Sainte-Agnés kun et par kilometer nord for Jean-François Ganevat.

Parret grundlagde vinhuset i 2003 med ønske om at lave vine med respekt for naturen, så alt er selvfølgelig økologisk, certificeret via ECOCERT siden 2010. Gilles bruger i stedet en masse urte-te og ekstrakter og sørger i det hele taget for ikke lave tingene ske naturligt på de 4,5 hektar vinmarker, som Christelle et Gilles Wicky har i kommunerne Beaufort og Gevingey.

Det samme gør sig gældende i vinkælderen, hvor Gilles griber så lidt ind i produktionen som muligt og han anvender også mindst muligt svovl. Han siger selv, at han ikke er en Ayatollah af svovl-fri, men foretrækker vinene uden tilsætning af svovl.

Denne Chardonnay Clos Jerminy er høstet med et meget beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar. Vinen er vinificeret i egefade og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på fade, som toppes op efter Ouillé metoden … omkring 2 gange ugen. Der tilsættes hverken skidt eller kanel til vinen … det er bare at smage.

Duften er klart mere specielt end de to foregående … ganske aromatisk samt nogle let oxiderede og overmodne noter, æblegrød og pærevælling, bolsjer, blomster, solcreme, stearinlys og røget spegepølse og lidt hasselnød. Det er fyldigt, bjergtagende, frugten næsten kandiseret og er samtidig lidt over det hele, men på en charmerende måde.

I munden er vinen kraftig, saftig og svulstig, men holdes på sporet af både fin syre og en slags ekspansiv smag, hvor vinen nærmest sætter sig behagelig … endda  provokerende rundt om i mundhulen. Dermed bliver vinen også mere syrelig og slank end næsen egentlig startede med at reklamere … og med både citrus, lemon og et lidt kalket udtryk.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske af årgang 2016 kan købes til 185 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Jean-François Ganevat, Chardonnay La Pelerine, Jura, Frankrig

2015 Jean-François Ganevat, Chardonnay La Pelerine, Jura, FrankrigJean-François Ganevat er en fabelagtig vinbonde, en lille stjerneproducent af guds nåde og holder til i den lille by Rotalier syd for Lons-le-Saulnier i Jura. Han står bag næste vin i glasset … denne eminente Chardonnay La Pelerine.

Jean-François Ganevat driver vinhuset sammen med hans søster Anne lige uden for Rotalier i La Combe dalen … faktisk nabo til Peggy & Jean Pascal Buronfosse, som vi jo tidligere er stødt på her på bloggen. Jean-François Ganevat har endda løbende hjulpet Peggy Buronfosse med råd omkring vinproduktionen.

Jean-François har da også god erfaring, da han kommer fra en familie af vinproducenter, som gennem generationer har lavet vin i Jura. Siden 1650 har hans familie været bønder og både dyrket druer, lavet vin og opdrættet montbéliarde køer … som laver mælken til de berømte Comté oste, som jo stammer fra Jura.

Det var Jean-François’ far, som i 1976 stoppe med at opdrætte køer og udelukkende begyndte at satse på vinproduktion. Den unge Jean-François deltog selvfølgelig i arbejdet … både i markerne og i kælderen.

I 1989 startede Jean-François på sin uddannelse til vinmager på skolen i Baune og arbejdede derefter i det prestigefyldte vinhus Domaine Jean-Marc Morey i Chassagne-Montrachet. Der regnede han egentlig ikke med, at han ville returnere til Jura, idet drømmen klart var selv at blive vinbonde i Bourgogne.

Men med mer’ og mer’ erfaring i bagagen, så besluttede Jean-François Ganevat i 1998 at returnere til Jura for at overtage driften af familiens vingård med det formål at forbedre driften og lave store vine … modsat hans far, som blot havde lavet almindelig bordvin beregnet til salg lokalt.

Da han overtog driften, så havde vingården samlet 6 hektar vinmarker og nogle af markerne var endda lejet fra andre vinavlere, men tilplantet med mange gamle og nu glemte sorter. Jean-François skiftede disse sorter til bl.a. Chardonnay, men fortryder i dag, at han ikke beholdte de gamle og glemte sorter.

I dag har Jean-François Ganevat samlet 8,5 hektar vinmarker, hvoraf 1 hektar dog er lejet på langtidskontrakter. Der dyrkes primært Chardonnay, Pinot Noir, Trousseau, Poulsard og Savagnin.

Markerne ligger tæt ved vingården omkring La Combe de Rotalier og omfatter marker som Les Chalasses, som er den største på 4 hektar, Les Grandes Teppes på 2 hektar samt Grusse en Billat på 1,8 hektar. Resten er småparceller omkring vingården.

Alt dyrkes fuldstændigt biodynamisk og produktionen sker også så naturligt som muligt, bl.a. tilsættes der overhovedet ikke svovl under produktionen, og faktisk er det alene de to cuvéer Florine og Billats, som får tilsat 1 gram svovl ved flaskning.

Udover vinene fra de 8,5 hektar, så laver Jean-François også en række negociantvine, hvor druerne opkøbes fra en række vinavlere. Og her eksperimenter han både med sorter som Grenache, Gamay, Riesling og Pinot Gris. Der arbejdes også både med rustfrie ståltanke, egefade og store amphora krukker fra Toscana. I det hele taget har Jean-François en meget innovativ tilgang til vinproduktionen.

Denne Chardonnay La Pelerine er selvfølgelig 100% Chardonnay, som kommer fra gamle vinstokke fra 1948 og en undergrund præget af mergel. Vinen er lavet med manuel afstilkning af druerne og vinifikation i store egefade på druernes egne gærceller og uden tilsætning af svovl. Derefter er den lagret 30 måneder sur lie på demi-muids, altså typisk 300 liters fade,

I næsen godt med røg og igen en lidt olieret fedme, hvide blomster, kalk, citrus, lime samt et svagt forfriskende tropisk pust. Det er en let, fin og delikat aroma … forsigtig, skånsom og indbydende og fuld damp på lækkerhed.

Smagsmæssigt er vinen smeltende blød … uha det smager godt. Der er klart burgundiske træk, kanonflot balanceret med en tydelig syre og alt er i zen … blødt, blidt, svævende, delikat, elegant og flot. Det er en sindssygt god vin på stjernehøjt niveau.

Ikke set en forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske omkring 28€ … svarende til omkring 209 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Domaine de la Touraize, Chardonnay Ammonites, Jura, Frankrig

2015 Domaine de la Touraize, Chardonnay Ammonites, Jura, FrankrigNæste heat på terrassen blev 3 x Chardonnay, og den første deltager i heatet blev denne fabelagtige Chardonnay Ammonites fra Domaine de la Touraize i Jura.

Vinhuset drives af André-Jean & Héléana Morin og ligger lige nord for byen Arbois. De er 8. generation i en familie af vinbønder, som har lavet vin siden Etienne Morin grundlagde vinhuset i 1730’erne. Undervejs har produktionen dog været stoppet flere gange … dels på grund af to verdenskrige og derudover siden 1922 ved, at man i stedet for egenproduktion blot solgte druerne til det lokale kooperativ.

Det var først, da André-Jean overtog driften, at det blev ændret, selvom han i mange år blot fortsætte samme praksis som hans far Michel og bedstefar Marius havde gjort før ham.

André-Jean startede på vingården hos sin far i 1985, men overtog langsomt ansvaret. Det var dog først i 2009, at han besluttede sig for at forlade kooperativet og igen begynde at lave vin på Domaine de la Touraize.

For at finansiere projektet – herunder byggeriet af et nyt vineri – så solgte han 3 hektar af vinmarkerne, så familien i dag har omkring 13 hektar vinmarker. Siden 2016 har André-Jeans hustru Héléana også deltaget på fuld tid på vingården, som årligt producerer omkring 35.000 flaske vin.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og biodynamisk og er i år endda også blevet certificeret økologisk. De forventer i 2020 også at blive certificeret biodynamisk. Domaine de la Touraize dyrker de i Jura mest udbredte druer som Chardonnay, Savagnin, Ploussard, Trousseau og Pinot Noir.

Denne Chardonnay Ammonites er 100% Chardonnay, topvinen hos Domaine de la Touraize og kommer fra en lille 0,8 hektar mark Curoulet, la Platière, hvor vinstokkene er mellem 30 og 50 år gamle, høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med hel klaser uden afstilkning og nænsom presning i pneumatisk pres, spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter alkoholisk gæring også en malolaktisk gæring på store 20 hektoliter foudres. Vinen er lagret sur lie – med bærmen – 24 måneder på de store fourdres med topping hver uge.

Duftmæssigt er vi i svømmehallen nævnte Martin, og det er ikke helt ved siden af, for der er en fugtig, klor, kalk, sødme og derudover smørfedme, hvor vinen fornemmes lidt olieret. Måske er det endda brunet smør. Der er lidt slikbutik, lakrids, mango, mirabeller, røg, vanilje, nødder og lidt en ristet note … samlet en sindssygt lækker duft, som virkelig pirrer dine næsebor.

Og svævende elegant er vinen også, når den rammer munden … tynd, lys med en fin krydret smag og alligevel med tyngde.  Det er blødt, meget fint olieret med ganske lidt smørfedme, så man lige kan fornemme Chardonnay druen, selvom vinen er slank som en toptrimmet fotomodel. Det smager virkelig behageligt og er bare så elegant og vedholdende i smagen. En vin jeg virkelig øjeblikkeligt blev forelsket i, så big Thumbs Up fra mig.

Jeg vil nok madmæssigt drikke vinen sammen med en ret med lidt kammuslinger … eller måske bare en stor portion blåmuslinger. Yammy.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 240 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Rouleaux, Champagne, Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Rouleaux, Champagne, FrankrigDet sidste syre chok fra Clement Perseval blev hans Coteaux Champenois Les Rouleaux, som ligeledes er en enkeltmarksvin og denne er lavet på 100% Chardonnay fra vinstokke plantet i 1981.

Igen er der en smule usikkerhed omkring produktionen, men den er som de to foregående tappet på flaske i juli 2015 … eller omkring 21-22 måneder efter høsten. Der svovles kun i meget begrænset omfang, typisk ved presning og umiddelbart inden flaskning. Gæring sker alene med druernes naturlige gær og vinene er også ufiltrerede. Der er også kun lavet et enkelt fad af denne vin, altså beskedne 300 flasker.

Duftmæssigt er der eg, papkasser, en svag oxidering … varm og rund med både fersken, modne æbler, havvand, salt og noget, som virker specielt eller rodet. Det er grønt, men ikke grønt grønt … mere en varm ensilagearoma, som har gæret et sjovt sted hen. Der er ved nogle snif lidt duft af prop og vi drøftede, om den havde prop … formentlig, men i svag grad.

I munden er rodet måske mere tydelig, for det bliver lidt grødet, dog fortsat med masser af syre, her klart mere en æblesyre kombineret med mineralske saltnoter. Æblesyren er ikke helt stram … lidt på vej med eddikeland og sammen bliver vinen lidt ubestemmelig, uden den egentlig bliver en dårlig vin … slet ikke.

Forhandles i dag vistnok af Lieu-Dit, men prisen kender jeg ikke … nok et sted mellem 200-300 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Luth, Champagne, Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Luth, Champagne, FrankrigFor alle syreelskere, så er den næste lede motherfucker syrebasse af Perseval vinene denne Coteaux Champenois Luth … en vin som Extra Brut Martin endda efterfølgende har kaldt en syre direkte fra kemiskabet. Men så galt er det nu ikke, selvom etiketten godt kan minde om en fra et glas lægeordineret piller eller hostesaft.

Coteaux Champenois Luth er lavet på 100% Pinot Noir druer fra en parcel på marken Luth … altså igen en lille enkeltmarksvin, som tilsyneladende er lavet stort set som foregående vin, dvs. på enten ståltanke eller brugte barriques, tappet på flaske efter omkring 20-21 måneder efter høst og har sammenlagt lagret 3 år inden frigivelse.

Duftmæssigt virker denne Coteaux Champenois Luth mere givende og omfavnende end Les Trembloies … godt med blid røg og lejrbål, havvand, tropisk frugt, fersken, stikkelsbær, lidt astronaut-is, blomster, nødder, karamel og igen er aromaen sådan svag oxyderet. Det dufter virkelig fabelagtigt og klart et niveau op.

I munden sender jeg en syrlig tanke til min tandlæge … det er nemlig både citronsurt og tandlægesurt, så der er virkelig bid med tonsvis af syre, men på en total overbevisende måde. Det er fuldkommen stringent, rent, klart og syrligt … og det smager eminent.

Forhandles i dag vistnok af Lieu-Dit, men prisen kender jeg ikke … nok et sted mellem 200-300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7