Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2013 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, Italien

2013 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, ItalienZeni er en af de vingårde, som jeg tidligere har besøgt … tilbage i 2015 sammen med masser af andre turister. Under besøget smagte jeg – mod behørig betaling – 3 x Amarone, hvor denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte også var én af de 3, blot i en tidligere årgang end denne 2013.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Og så laver de selvfølgelig Amarone vine, faktisk 4 af slagsen … en Amarone della Valpolicella Classico, denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, en Amarone della Valpolicella Barriques og så den ultimative topvin  Amarone della Valpolicella Classico Riserva Nino Zeni, som kun laves i få udvalgte år.

Zenis Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte er lavet med druer fra en mark med gamle vinstokke ved Gargagnago lidt vest for Negrar og tæt på den store producent Masi Agricola.

Druerne til denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte håndplukkes og tørrer derefter 4-5 måneder, hvorefter der sker en macation på 3 uger inden gæringen. Drueblendet er 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara, og vinen lagrer typisk mellem 2 og 4 år i store 25 hektoliter egetræsfade. Alkoholprocenten ligger på 15,5%.

Duftmæssigt er det godt moden frugt, blommer samt tunge solbær … virkelig proppet med frugt, masser af eg, lakrids, vanilje, nygarvet læder, kakos og krydderier. Snuser du rigtigt godt, så kan du også fange en frisk syre under alt det voluminøse.

Smagsmæssigt kan du fornemme, at det er en yngre Amarone med kun 5 år på bagen … frisk i frugten, alkoholen stadig tydelig, nogle tanniner, men samtidig er det ultrablødt, cremet og det er et markant step-up fra forrige Amarone.

Der er også lidt peber, godt med fedme, power og virkelig brede skudre. Det er en vin, som du bør dekantere mindst dagen før eller måske gemme i kælderen 5-6 år. Omkring bordet landede vi fra 4,5 til 5,5 fede tommelfingre med et snit på cirka 5. Jeg lå selv omkring 90 point, hvilket lige rækker til de 5 … så stor enighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., men pt. kan fås på tilbud til 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2017 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigGrüner Veltliner Von den Terrassen fra Weingut Josef Ehmoser var fabelagtig i årgang 2016 … og det har ikke ændret sig med denne årgang 2017.

Weingut Josef Ehmoser ligger i den lille by Tiefenthal med 185 indbyggere, smukt placeret i en dal blandt bølgende bakker lidt syd for Großweikersdorf i Tulln-distriktet i Wagram i Niederösterreich.

Vinhuset drives af Josef Ehmoser, der overtog driften af vinhuset efter hans far i 1996. Og sammen med hustruen Martina driver han samlet 17 hektar vinmarker … men alt det kan du læse om i min anmeldelse af Grüner Veltliner Von den Terrassen i årgang 2016.

Druerne til vinen er primært også hentet fra marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en Öchsle på 88, hvilket vel reelt svarer til Spätlese kvalitet.

Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Der er dog kun 1,4 gram restsukker pr. liter og dermed knastør. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

I næsen lidt kål, selleri og fennikel, æbler, tropiske frugter, citrus, god inderlighed, salt, mineraler og samtidig en vis volumen og fylde i aromaerne.

Smagsmæssigt er det en saftig bandit, som dog alligevel har et godt, mineralsk bid med en smule peber, citrus og krydderier. Det er en frisk, livlig, saftig og elegant Grüner Veltliner, som til prisen er lidt af et fund. Man får både i pose og sæk … fyldig, saftig og alligevel med den virkelig friske og mineralske syre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigClos Saint Michel hedder også Vignobles Guy Mousset et Fils og ligger meget passende på Route de Châteauneuf-du-Pape i Sorgues syd for selve Châteauneuf-du-Pape by … og derfra smager vi selvfølgelig også denne 2015 Châteauneuf-du-Pape Tradition.

Vignobles Guy Mousset et Fils drives i dag af de to brødre Olivier og Franck Mousset … og Guy var deres far. De er 4. generation i det gamle vinfirma, som producerer vine under navnene Clos Saint Michel, Domaine Guy Mousset samt Domaine de Clairfont … både Châteauneuf-du-Pape vine, Cötes-du-Rhône, Côtes-du-Rhône Village og Vaucluse vine.

Det er Frank, der er ansvarlig for produktionen af vinene på Clos Saint Michel, men ved siden af driver Frank sammen med sin hustru Murielle også et andet vinhus, nemlig Domaine des Saumades.

Clos Saint Michel har samlet 30 hektar vinmarker, heraf 15 hektar AOC Châteauneuf-du-Pape, 12 hektar Côtes-du-Rhône og så lidt forskellige derudover.

Châteauneuf-du-Pape Tradition er lavet på 40% Grenache, 30% Syrah og 30% Mourvedre fra vinstokke på den stenede Les Coulets vinmark. Vinen er lagret 12 måneder på store egefade … ellers ikke mange oplysninger udover en årlig produktion på 3.500 kasser.

I glasset er vinen noget lysere og langt mere transparent, end jeg lige havde forventet, men det øger kun spændingen. Der er duftmæssigt god gæret frugt, brombær, kirsebær, hindbær, lidt landlige aromaer, mødding, tobak, teblade, krydderier, grafit, mentol samt lidt lakrids.

Smagen er blød, rund og virkelig elegant … ingen bulder eller fuldfed klumpe-dumpe, men ren frugt med god lethed, lidt jern og peber. Det er fløjlsblødt og med masser en let, frisk frugt, så bestemt et virkelig godt glas Châteauneuf-du-Pape.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 183,67 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, Frankrig

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, FrankrigLidt nord for den lille by Laurens ved foden af bjergkæden Cévennes i den nordlige del af Languedoc finder vi vinhuset Mas Gabinèle. De producerer vine under appellationen AOC Faugères, herunder denne røde basisvin.

Vinhuset er grundlagt i 1998, hvor Thierry Rodriguez købte et par vinmarker af sin ven Gabriel Mas. Gabriel blev venskabeligt kaldt Gabinelle, og da Unà Gabinelà betyder et lille skur, så var det så oplagt at anvende dette til navnet på vinhuset. Thierry Rodriguez havde inden købet drevet et lille handelsfirma Le Prieuré Saint-Sever, som havde specialiseret sig i vine fra området, men købet af markerne blev starten på vinhuset Mas Gabinèle.

Senere i 2013 fik Thierry Rodriguez dog også bygget sin egen vingård med 750 kvadratmeter under tag, en kælder med 20 store rustfri ståltanke, hvilket repræsenterer en samlet kapacitet på 1.330 hektoliter, samt masser af egefade.

Alt udstyr er blevet omhyggeligt udvalgt for at sikre maksimal bevaring af høstkvaliteten og alle tanke har naturligvis automatisk temperaturstyring, så man altid har kontrol over vinen.

I dag har Mas Gabinèle omkring 24 hektar jord, der er erhvervet tålmodigt gennem årene. Det er dog alene 20 hektar, som er omlagt til vinmarker, som ligger i omkring 180 meters højde og er tilplantet med sorterne Carignan, Mourvèdre, Syrah, Grenache,, Lledoner Pellut og Grenache Gris.

Jorden i markerne består af okker, grå eller blå sandsten og er meget stenet. Dette er meget krævende terroir, som naturligvis giver lave udbytter. Landskabet er bølgende, og vinmarkerne er omgivet af naturligt hegn, skov og hule egeskove.

Denne Tradition Faugères er husets røde basisvin, som i årgang 2015 er lavet på 35% Grenache, 30% Syrah, 20% Carignan og 15% Mourvèdre , som kommer fra 30-60 år gamle vinstokke. Udbyttet har været beskedne 20-30 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og vinen er fermenteret i de store ståltanke med lang gæring og 20-30 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt lægger jeg først mærke til en syrlighed i en lidt mørkgæret frugt. Der er noget virkelig landligt over vinen, som dufter af både bomuld, fåreuld og gedestald, men det er sgu meget fascinerende. Frugten er blåbær, enebær og det hele virker bonedry med masser af blæk, grafit, buksbom, nelliker, læder og samt smule peber, dog slet ikke massivt. Der er samtidig noget virkelig frisk over frugten i vinen … virkelig spændende,

Smagen er tæt og der er bestemt nogle elementer fra Nordrhône med lidt peber og tætte tanniner, som bestemt viser sig frem uden at bide dig. Det er sådant set også lidt rundt og blødt, men uden at miste præcisionen. Der er lidt mint, svag kakao og en superfin balance. Det smager sgu bedre end mange vine fra Rhône … som om, at vinen har et yderligere gear. Like it a lot.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienVed en Italux italiensk vinsmagning smagte jeg igen denne Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio, men nu ikke i årgang 2013, men et år nyere.

Da jeg skrev om 2013’eren skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … og i stedet blot skrive lidt om denne Montepulciano d’Abruzzo, som er husets basisvin. Den er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen.

Det er fortsat en ganske charmerende vin, selvom den – i min svage optiklinse – ikke er helt på højde med 2013’eren. Næsen er meget landlig og mørk, igen en sur mødding, en smule bulder og brag, næsten biodynamisk i udtrykket med modne kirsebær samt lidt saltlakrids.

I munden en læskende, blød, flæsket og saftig vin med stor tørhed, blæk, en underliggende stram italiensk syre, fed frugt, men lever ikke helt op til 2013’eren … synes den virker en kende mere voluminøs.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 La Biòca, Stërmà Nebbiolo d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2016 La Biòca, Stërmà Nebbiolo d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienLa Biòca betyder pindsvin, er oss’ en betegnelse for en hårdhudet person og derfor er pindsvinet også meget passende logoet for det piemontiske vinhus La Biòca, som nålefint prikker til jeres flittige vinblogger med denne Stërmà Nebbiolo d’Alba Superiore.

Dermed passer ordet Biòca meget godt til Bisso Atanassov, som er idémanden bag La Biòca. Da han tilbage i 2012 slog sig ned i Serralunga d’Alba i Barololand med en målsætning om at lave vin på niveau med de bedste producenter i Barolo og Barbaresco, så sagde mange, at projektet var vanvittigt og at det ville være umuligt at gennemføre … bare prisen på gode vinmarker kan afskrække enhver entreprenant vindrømmer, men ikke den hårdhudede Bisso.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har tilbragt sin ungdom i Moskva, har ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Graham Beck i Sydafrika, Château Engarran i Languedoc, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion.

Sammen med en flok investorer fik han dog opkøbt en række vinmarker … lidt af et kæmpe projekt, men i dag ejer La Biòca samlet 16,5 hektar vinmarker, hvor dog alene 7,4 hektar pt. anvendes til produktionen, mens 7,4 hektar er købt for nyligt i kommunen Roddino og vil blive tilplantet over de kommende år.

Huset har parceller på marker som Bussia, Ravera, Castagni og Croera i Barolo, Ronchi og Secondine i Barbaresco samt San Sebastiano ved Monforte d’Alba.

Her i glasset er det husets Stërmà Nebbiolo d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra San Sebastiano marken, som faktisk også er afbilledet på etiketten på flasken. Det er også den mark, som I kan se vinhuset bearbejde på billedet ovenover. Nebbiolo vinstokke er plantet tilbage i 2002.

Druerne har gennemgået en koldmacerering på 3 dage for at udvinde farve og aroma af skindet. Dernæst er vinen gæret i temperaturregulerede rustfri ståltanke. Vinene har yderligere macereret med skindet i 12 dage efter endt gæring.

Det er i denne periode vinens tannin opbygges, når alkoholen hjælper til med at trække tannin af skaller og kerner. Dernæst har vinen tilbragt 14 måneder på 2-3 år gamle franske egetræsfade for at modnes. Banditten trækker … lidt uforudset 15% alkohol.

Trods den monsterhøje alkoholprocent er vinen smuk, lys og transparent i glasset og i næsen er det herlig stenet, støvet Nebbiolo med kirsebær, ribs, tranebær, kirsebærsten, fennikel, lakrids, blomster, læder og seletøj, røg samt lidt hæfteplaster.

I munden en fin og klar italiensk syre … lidt pågående og der er godt med tanniner, strenge og irettesættende, suppleret med lidt jern og en vis fylde og rundhed for et år, hvor druerne modnede godt. Der fornemmes en vis modenhed i frugten, men de 15% alkohol er samtidig godt integreret i vinen, herligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, Italien

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, ItalienFruen var mere glad for hvidvinen end mig, så jeg nuppede i stedet et glas godt rødvin, nemlig lidt Barolo fra producenten Diego Conterno … og ja, han er faktisk en del af Conterno Fantino familien, nemlig fætter til Claudio Conterno.

I 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano. Samlet har de 6 hektar vinmarker i Monforte d’Alba og Diego har bygget sit vineri midt i markerne.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo. Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister.

De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig denne Barolo og topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Inden vi kaster os videre over vinen, så skal jeg da lige komme med et par kommentarer til den lille 4-retters menu fra det kulinariske ophold på det gamle Hotel Dagmar. Samlet fik vi en menu, som bestod af:

  • Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind
  • Laksetatar med sprød rugbrød, salt og uter
  • Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep
  • Glaserede blommer med øllebrød, crème, bærsorbet og urter

Her lige lidt mere om retterne

Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind

Jeg er vild med kammuslinger, men denne synes jeg nu ikke, var noget særligt … lidt for anonym og smagsneutral uden bid, uden struktur og kammuslingerne ikke særligt indbydende. Det smagte okay, men imponerede på ingen måder.

Laksetatar med sprød rugbrød, salt og urter

En lidt kold pre-arrangeret laksetatar, hvor de små dutter af ostecreme var alt for små og de billige hakkede sorte oliven som en idé, der ikke skulle ha’ været udført. Elsker laks og gerne laksetatar, men denne fik mig nu heller ikke op at ringe.

Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep

Klart aftenens bedste ret og lige, som jeg selv ville ha’ lavet den … og faktisk også har gjort flere gange. Mit glas Barolo fra Diego Conterno passede også godt til retten.

Glaserede blommer med øllebrødsflager, crème, bærsorbet og urter

Jeg er ikke den store blommemand, men hustruen var vild med retten, mens jeg nu var mest til den fine bærsorbet. Men heldigvis kom der bagefter lidt kaffe og sødt … og så var jeg også ganske mæt.

Nå, men tilbage til denne Barolo, hvor druerne håndplukkes, udblødes og gærer i 20-25 dage i rustfri ståltanke, efterfulgt af den malolaktiske gæring. Vinen lagrer hele 30 måneder på 500 liters træfade efterfulgt af flaskelagring inden frigivelse til salg.

Duftmæssigt er her både tjære, asfalt … måske en anelse mørk i udtrykket, tørrede roser, violer, tobak, god italiensk balsamisk syre, læder, kirsebær, fennikel og lidt mentol. I munden en ren og syrlig frugt med en vis tyngde, tørhed, grafit, fortsat ganske unge tanniner, som nemt erobrer munden med håndfast hårdhed.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Reserva, Aragón, Spanien

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragon Cava Brut Reserva, Aragon, SpanienJeg bliver mere og mere glad for bobler, og denne Reyes de Aragón Cava Brut Reserva fra vinhuset Bodegas Langa bringer straks smilet frem hos jeres flittige vinblogger.

Bodegas Langa ligger i de kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for den lille by Huérmeda nord for Calatayud under netop appellationen DO Calatayud i Aragón området. Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, bl.a. denne Reyes de Aragón Cava Brut Reserva, som er lavet på 75% Macabeo og 25% Chardonnay fra 30-40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet efter champagnemetoden, altså med andengæringen på flaske. Inden da er basisvinen lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 16 grader. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 17 måneder sur lie – altså med bærmen – og er ved dégorgement tilført en dosage på 7 gram pr. liter.

Næsen er fuld af friske æbler, pærer, abrikos, hyld, jasminblomster, wienerbrød, lidt honningsødme, nødder og dufter virkelig skønt, inderligt med en smule toast, estragon … ja faktisk kunne dette lige som godt være fra Champagne, men den kommer altså fra Aragón i Spanien.

I munden bruser vinen godt op, så det mærkes i næsen og dermed er boblerne ganske aggressive … om end tætte, fine og liflige. Der er nogle krydrede elementer, masser af lemon, jern, en astronaut-is, lidt lakrids og det hele meget fint samt elegant. Det er sgu et smukt, herlig og godt glas mousserende vin og så endda til rigtig fornuftige penge. Thumbs Up.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2016 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigI august måned smagte jeg første gang denne M de Malijay Côtes du Rhône fra den underskønne Aude Deltin på Château Malijay og var begejstret. Dengang var det i årgang 2015, men nu har jeg en nyere årgang 2016 i glasset … og må se, om den kan leve op til forventningerne.

Château Malijay ligger lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas. Historien om slottet og yderligere information om marker m.m. kan I læse om i mit tidligere blogindlæg/anmeldelse af 2015 M de Malijay Côtes du Rhône.

M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Igen er vinen herlig flæsket i aromaen … oss’ med mælkede elementer, mejeri, urter, lakridskonfekt, mørk og gæret frugt, brombær og masser af enebær, blæk samt sødme. Det er råt og rustikt med masser af Rhône kvaliteter. Og som 2015’eren, så giv den endelig godt med luft og server hellere vinen et par grader for koldt til at starte med.

Smagen har en vis kølighed og saftighed over sig, virkelig godt med saftig frugtsyre … måske endda mere end 2015’eren. Det er en kødfuld, rå vin med masser af urter, peber, chokolade, blommer samt et tannisk, jernholdig bid med bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 79,75 kr. Fortsat et godt køb til prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Prosper Maufoux, Bourgogne Hautes Côtes De Nuits, Bourgogne, Frankrig

2016 Prosper Maufoux, Bourgogne Hautes Côtes De Nuits, Bourgogne, FrankrigHvid burgundisk vin i glasset … så kan det ikk’ gå helt galt, og det gør det heller ikke med denne Bourgogne Hautes Côtes De Nuits fra vinhuset Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ … som I faktisk kan se på billedet ovenover. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her er det en af de mange vine fra Prosper Maufoux, nemlig deres hvide Hautes Côtes de Nuits fra den 700 hektar store appellation, som ligger vest for Côte de Nuits i baglandet mellem Chambolle-Musigny og Nuits St. Georges.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, som har fået en kold forgæring i kar og er lagret i let ristede franske egetræsfade, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen.

Det er klart Chardonnay i næsen … frugten lidt fersken, melon og måske endda lidt tørret frugt, for den virker umiddelbart lidt varm i stilen. Der er faktisk også lidt astronaut-is, røg, men også en herlig liflighed med nødder, svag citrus og kalkagtige mineraler.

I munden er vinen dejlig olieret og cremet, middel på syren, mens frugten er abrikos, fersken, hyld og grape. Der er mineralsk kalkbid, salt, nødder og igen citrus. Det smager sgu da meget godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7