Tag-arkiv: petit verdot

Petit Verdot er en rød druesort, som traditionelt anvendes i de klassiske Bordeaux vine, men nu også har bredt sig til mange andre områder udenfor Frankrig, bl.a. i Sydeuropa, Amerika og Australien.

I Bordeaux spiller Petit Verdot en mindre rolle, da den altid anvendes i små andele og da den modner meget sent, så er flere og flere producenter i Bordeaux også begyndt at anvende druen mindre og mindre.

Specielt i 1960’erne blev Petit Verdot vinstokke trukket op for at blive erstattet med mere pålidelige og mere fashionable sorter, bl.a. forbi vinforbrugernes præferencer mange steder ændrede sig til fordel for fyldig, frugtagtig Merlot og struktureret Cabernet Sauvignon vine.

Var det ikke for Petit Verdot tykke skind og små, tætte bær, der gør den særligt modstandsdygtig over for råd og sygdom, så var den måske slet ikke blevet populær i Bordeaux.

Dens navn Petit Verdot betyder den lille grønlige, hvilket nok hentyder til dens langsomme modning. I Bordeaux er dens rolle da også at tilføje farve, syre og tanniner, ligesom den med tiden kan udvikle komplekse noter af urter, violer og liljer.

Anderledes er det i de oversøiske lande, hvor der forsøges med vine på ren Petit Verdot. Her modner druen mere optimalt og giver righoldige, mørkt frugtige vine, hvorfor druen i 1980’erne fik en renæssance i b.a. Californien og Australien. Udbytterne er også højere i varme klimaer.

I dag bruges Petit Verdot i forskellige dele af USA, Australien, Italien, Spanien, Portugal, Chile og Argentina. De regioner, hvor druen har haft mest succes, har en ting til fælles, nemlig et varmt, tørt klima.

Petit Verdot har – som nævnt – et tykt skind, hvorfor druen også indeholder mange flavonoider, hvilket er lige med højt indhold af tanniner og vinene på druen har således også ofte en næsten violet/sort farve.

Der er stærke paralleller mellem historierne om Petit Verdot og Carmenère – en anden tidligere Bordeaux-sort, der nyder et nyt liv i den nye verden.

2011 Château Giscours, La Sirène de Giscours, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Giscours, La Sirène de Giscours, Bordeaux, FrankrigVi kom tirsdag til at mærke, at vor vært – Max Gas – havde tilbragt sommeren i Bordeaux. Jeg er ikke selv bordeauxfil, og køber også selv sjældent vine fra Bordeaux. Derfor er det selvfølgelig altid spændende at smage god Bordeaux, og det er præcis hvad denne 2. vin fra Château Giscours er. Vinen hedder helt passende La Sirène de Giscours.

Château Giscours er et 3. Cru slot i appellationen Margaux i kommunen Labarde. Vi er selvfølgelig på Médoc halvøen … helt præcis ligger det flotte vinslot på Route de Giscours omkring 1 kilometer syd for byen Labarde, omkring 4 kilometer syd for byen Margaux og vel omkring 20 kilometer nord for selve Bordeaux. Og så lige op ad Gironde floden. Så fik vi det placeret.

Slottet har en spændende historie, og stammer helt tilbage fra 1330, hvor der lå en befæstet borg på stedet. Vinproduktionen på stedet kan dateres tilbage til 1552, hvor Seigneur de la Bastide solgte ejendom og tilhørende jord til Pierre de Lhomme, som var en velhavende tekstilhandler fra Bordeaux. Ejendommen blev allerede kaldt Guyscoutz, men Lhomme udbyggede den voldsomt, startede med at plante vinstokke og satte gang i vinproduktionen.

Siden har de forskellige ejere løbende udbygget slottet. Op til den franske revolution var slottet ejet af Saint-Simon familien, men blev derefter konfiskeret og derefter solgt i 1793 til de to amerikanere John Gray og Jonathan Davis fra Boston.

Derefter skiftede slottet ejere flere gange, men dets storhedstid begyndte i 1845, hvor det blev købt af bankmanden Count de Pescatore. Han hyrede Pierre Skawinski til at forestå driften, og det var en god idé. Pierre Skawinski viste sig at være en af de bedste vinavlere i det 1900-århundrede og opfandt bl.a. en specielt plov, som blev opkaldt efter ham.

Skawinski fik gjort vinene fra Château Giscours berømte, var en af forkæmperne mod meldug og var også medvirkende til, at slottet ved den store klassifikation i 1855 blev rangeret som 3. Cru slot. Han forestod driften på slottet i over 50 år … også under familien Cruse, som ejede slottet frem til 1913.

Derefter fulgte en række svære år, men i 1954 blev slottet købt af Nicolas Tari, en tidligere vinproducent fra Algeriet. Han renoverede slottet og tilkøbte yderligere marker, hvorved slottet blev et af de mest produktive vinhuse i Médoc. Tari familien solgte slottet i 1995 til Eric Albada Jelgersma, som i dag fortsat ejer slottet … samt naboslottet Chateau du Tertre.

I 1998 blev både Eric Albada Jelgersma, den ansatte direktør på slottet Jean Michel Ferrandez og vinmagere Pascal Froidefond anklaget for at ha’ blandet mælk, vand og frugtsyre i husets 2. vin La Sirène de Giscours … i samtlige 16.000 kasser og dermed ha’ overtrådt reglerne i AOC Margaux appellationen. Sagen var lækket fra en tidligere ansat og i retten indrømmede Jean Michel Ferrandez også svindlen. Sagen blev først afgjort i retten i 2008.

Men Eric Albada Jelgersma forfremmede hurtigt en ny direktør, nemlig Alexander van Beek, som var ansat nogle år i forvejen. Han har siden fået tingene vendt rundt på ejendommen og fået slottet tilbage til tidligere tiders storhed. Alexander van Beek er i dag også ansvarlig for produktionen på Château du Tertre.

Château Giscours har samlet omkring 400 hektar jord, men alene 165 hektarer er vinmarker, hvoraf de 102 hektar ligger indenfor Margaux appellationen, fordelt på ikke mindre end 43 parceller og anvendes selvfølgelig til produktionen af husets 1. og 2. vin. Derudover ligger der 63 hektar udenfor appellationen i Haut Médoc, og de anvendes til produktionen af vinen Le Haut Medoc de Giscours.

De 102 hektar vinmarker til Château Giscours vinene er tilplantet med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er omkring 45 år, men flere stokke er helt op til 70 år gamle. En del af markerne dyrkes biodynamisk, og det forventes øget i de kommende år.

Der produceres årligt omkring 25.000 kasser af husets førstevin, mens der produceres omkring 10.000 kasser af denne La Sirène de Giscours. Derudover laver de selvfølgelig rigtig mange flasker af vinen Le Haut Medoc de Giscours samt Cru Bourgeois vinene Château Dutheil and Château Houringe fra lejede marker i Haut Médoc appellationen.

Både første og andenvinen på slottet produceres helt ens … laves i store rustfrie ståltanke samt betontanke. 80% af den malolaktiske gæring sker i tanke og 20% i tønder. Denne La Sirène de Giscours er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 32% Merlot, 5% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot og høstet med pænt udbytte op mellem 40-45 hektoliter pr. hektar. Lagret 12 måneder på franske barriques, heraf 20% nye og resten brugte fra både første og andenvinen på slottet.

Duftmæssigt gættede vi hurtigt, at det var Bordeaux … ganske klassisk med lidt solbær, kirsebærlikør, masser af frugt, muldjord, gødning, champignon, tobak, trækul, milde urter, violer, cigarkasser, vanilje og næsten en smule voluminøs i udtrykket. Smagen er blød med blæk, solbær og fin renhed i frugten. Der er let bitterhed, mens tanninerne mærkes, men på ingen måde bliver stramme … er nærmest lidt bløde og medgørende.

Købt i Bordeaux, men forhandles af flere herhjemme, bl.a. Køge Vinhandel, hvor 1. vinen koster 343 kr. Denne La Sirène de Giscours har jeg ikke fundet, men den koster formentlig omkring et par hundrede kroner.

Rating 5/7  

2009 Newton Vineyards, The Puzzle, Californien, USA

2009 Newton Vineyards, The Puzzle, Californien, USAFlemming sørgede for, at vinene kom i en lind strøm … som får til skafottet, og næste i rækken blev denne The Puzzle fra vinhuset Newton Vineyards, som ligger lige i udkanten af Saint Helena i Napa Valley i Californien, omkring 30 kilometer nordøst for Santa Rosa.

Vinhuset er grundlagt af Peter and Su Hua Newton i 1977, og det var parrets anden vingård. Deres første vingård Sterling Vineyards havde de nogle år forinden solgt til Coca-Cola koncernen. Så er det, at man tænker, hvad fanden bruger Coca-Cola den røde druesagt til? Nå, det må hænge i luften.

I dag er det fortsat Newton familien, som driver Newton Vineyards, men er nu hovedsageligt ejet af Veuve Cliquot divisionen af LVMH … Louis Vuitton Moët Hennessy koncernen, som jo også ejer en lang række vinslotte og -gårde i hele verdenen. De købte aktiemajoriteten i 2001.

Newton Vineyards har i alt 48,5 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 112 parceller, hvor der dyrkes Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Malbec samt lidt Chardonnay. Og huset er specielt kendt for deres Newton Unfiltered Chardonnay, som er med i Robert Parkers World’s Greatest Wine Estates. Han gav vinen i årgang 2005 hele 96 point.

Vinhuset laver en række ufiltrerede vine, bl.a. Unfiltered Cabernet Sauvignon, Unfiltered Cabernet Merlot, Unfiltered Chardonnay samt top Chardonnay’en Unfiltered Chardonnay Knights Valley.

Og så laver de også denne The Puzzle vin, hvor druerne kommer fra markerne Spring Mountain, Mt. Veeder og Yountville. På disse tre marker har vinhuset 109 forskellige parceller, men alene 22 af disse har leveret druerne til denne vin. Det er 36% Cabernet Sauvignon, 42% Merlot, 6% Petit Verdot, 14% Cabernet Franc og 2% Malbec og lidt af et puslespil at samle vinen til sidst … derfor selvfølgelig også navnet The Puzzle. Og af de plukkede druer anvendes faktisk kun 50% til vinen … resten frasorteres.

Druerne fra hver parcel fementeres og lagrer separat i 12 måneder inden vinen sammenstikkes og lagrer videre inden den sluttelig flaskes.

Og det er en vin, som virkelig er proppet med frugt … helt vildt faktisk. Det er blæk, solbær, ribs, anis, eg, lakrids samt en smule vanilje … men med et snert af nogen syrligt. I munden også meget direkte frugt … ikke så mørk, som man kunne forvente. Det er fyldigt, men også tæt og stramt med sødme, lidt peber som nærmest ligger skjult og nipper tungen engang imellem.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 799 kr. ved køb af 1 stk. og 649 kr. ved køb af 6 stk. Men fuck … en dyr vin.

Rating 5/7  

2011 Château Pape Clément, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Pape Clément, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigVi fortsatte i det Bordeauxfile spor … endda med endnu en vin, som den – efter min vurdering – overvurderede Parker har givet 100 point i årgang 2010, nemlig én af Bernard Magrez’ topvine, førstevinen fra Château Pape Clément i Pessac-Léognan, Bordeaux. Her har vi dog vinen i årgangen 2011.

Château Pape Clément er et af de ældste vinslotte i Bordeaux, og den første vinhøst kan spores helt tilbage i 1252. En af de første ejere var Bertrand de Goth, en yngre præst fra en af de noble familier i Bordeaux området. Han blev ærkebiskop af Bordeaux i 1299 og fik ved den lejlighed overrakt ejendommen La Mothe med tilhørende vinmarker. Dette vinslot passede ham sideløbende med den præstelige gerning og fik også udvidet slottet med yderligere marker.

I 1305 blev hans pave, og det betød en flytning til paveslottet i Avignon, så Bertrand de Goth måtte aflevere Bordeaux slottet videre til den næste ærkebiskop af Bordeaux, men da havde slottet allerede taget navn efter hans pavetitel Pape Clément … og det har således været navnet på vinslottet lige siden.

Og i mange år blev slottet således under ærkebiskopperne eje … omhyggeligt plejet og passet, mens vinene primært blev drukket af de gejstlige herrer, som sikkert har haft det ret muntert. Efter den franske revolution overgik ejerskabet af slottet til staten. Derefter oplever vinslottet nogle omtumlede år, men i 1858 blev slottet overtaget af Jean-Baptiste Clerc, en lokal erhvervsdrivende fra Bordeaux.

Han forvandlerede slottet til et moderne vinhus og fik bl.a. også guldmedaljer for slottets vine på verdensudstillingen i 1878. Det var også Jean-Baptiste Clerc, som byggede det nuværende slot, som dog blev re-designet og ombygget af den efterfølgende ejer familien Cinto, som overtog slottet i 1880 efter Jean-Baptistes død. Derefter skifter slottet ejere nogle gange, og ejes bl.a. også englænderen Maxwell, som imidlertid forsømmer ejendommen … og det bliver ikke bedre, da et uvejr med blæst og hagl i 1937 ødelægger høsten. Og med udsigt til krig, så ser udsigterne fra slottet ikke gode ud.

Således skulle Château Pape Clément have været jævnet med jorden, og vinmarkerne erstattet med veje og boligblokke. Sådan blev det heldigvis ikke takket være digteren Paul Montagne, der købte ejendommen i 1939. Han satte både vinkældrene og det dengang meget forfaldne slot i stand og begyndte samtidig et genplantningsprogram i vinmarkerne.

Det blev selvfølgelig forsinket af 2. Verdenskrig, men med 1953-årgangen var den fremtidige standard sat. I dag ejes slottet af milliardæren Bernard Magrez, men ham gider jeg sgu ikke at skrive om. Han har jeg vist skrevet om en del gange, så det sparer jeg jer for. Hvis I vil læse om ham, så søg blot under Magrez her på bloggen.

Men den rige vinelsker har selvfølgelig investeret yderligere i slottet, som i dag har 32,5 hektar vinmarker, hvor de 30 hektar er tilplantet med 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. De resterende hektar består af de hvide sorter 45% Sauvignon Blanc, 45% Sémillon og 10% Muscadelle.

Hovedvinen er selvfølgelig denne Château Pape Clément, som også laves i en hvid udgave. Derudover laves derudover 2 andre vine på slottet, også i rød og hvid udgave, nemlig vinene Le Clémentin du Pape Clément samt Le Prélat du Château Pape Clément.

Denne Château Pape Clément er lavet med af druerne – og med næsten samme fordeling som i markerne – 59% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot, 2% Petit Verdot og 1% Cabernet Franc. Den er lagret 18 måneder på nye franske barriques.

Duftmæssigt virker vinen en smule opulent … i hvert fald af en Bordeaux. Der er ikke muld, men lakrids … den engelske af slagsen, en smule mejeri, kaffe, mørke bær, solbær, tobak, lidt tæt og måske en smule lukket i det. I munden er første indtryk meget unge og stramme tanniner, tørhed, solbær og virker ellers – sorry – en smule neutral i udtrykket. Den er meget tør og det hele slutter med denne tørhed iblandet lidt krydderier. Hmmm, er sgu lidt splittet … synes ikke, at den lever op til prisen.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 799 kr. Uha … dyre dråber.

Rating 4,5/7 

2011 Château Léoville-Poyferré, Saint Julien, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Léoville-Poyferré, Saint Julien, Bordeaux, FrankrigVed forrige byggemøde fik vi en tredje-vin fra et 1. Cru Bordeaux slot … hvorfor så ikke en første-vin fra et 2. Cru Bordeaux slot havde den gode Flemming formentlig tænkt? Ja, hvorfor ikke, så næste vin var såmænd første-vinen fra Château Léoville-Poyferré, som ligger i Saint Julien appellationen i Bordeaux.

Saint Julien dækker et areal på 920 hektar og er en af de i alt seks berømte kommuner i Haut Médoc, der har egen appellation. Kommunen huser ikke mindre end 11 ud af de i alt 59 slotte i Haut Médoc, der i 1855 blev klassificeret som Grand Cru Classe. Ud af de 11 klassificerede slotte kan ikke mindre end 5 slotte bryste sig med titlen 2. Cru Classé. Blandt dem er Château Léoville Poyferré … og i dag rangerer den faktisk anseelsesmæssigt som toppen af 2. Cru.

Château Léoville Poyferré var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638, som blev grundlagt af køkkencheffen Jean de Moytié, som var blevet adlet og byrådsmedlem i Bordeaux. Og i mange år var ejendommen i familien Moytiés ejerskab, men ved ægteskab skiftede familien navn til Gasq og siden Léoville.

Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var det det største vinbrug i Haut Médoc. I 1800-tallet og op til starten af 1900-tallet var Poyferré en af Bordeaux’ ypperste vine, men fraværende ejere betød, at det langsomt gik ud over kvaliteten. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville Las Cases og Léoville-Poyferré. Alle klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.

Château Leoville Poyferré blev i 1920 købt af familien Cuvelier, der siden 1804 havde drevet en negociantforretning i Lille. Ejer og leder er i dag Didier Cuvelier, der sammen med sit team og den verdenskendte ønolog Michel Rolland har løftet vinen fra Leoville Poyferré op i supereliten – med en magisk Parker score på 100 ud af 100 mulige point for slottets årgang 2009, mens den efterfølgende årgang 2010 fik 98+ point.

Denne årgang 2011 har Parker givet 94 point og den har en samlet UWS Score på 93 point.

Slottet har i alt 80 hektar vinmarker, som er fordelt på 64 plots. De 35 er tilplantet med Cabernet Sauvignon, 17 plots med Merlot, 11 med Petit Verdot og en enkelt med Cabernet Franc. Ud af det samlede areal udgør Cabernet Sauvignon 65% og Merlot 25%.

Der laves 3 forskellige vine på Château Léoville-Poyferré, selvfølgelig denne 1. vin og derudover 2. vinen Pavillon de Léoville Poyferré samt 3. vinen Château Moulin Riche.

Denne 2. cru første-vin fra Château Léoville-Poyferré er her i årgang 2011 lavet på 62,5% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 6% Petit Verdot og 2,5% Cabernet Franc. Vinen er selvfølgelig lagret på barriques i mellem 18-20 måneder. Der er lavet 178.488 flasker af denne årgang 2011.

Og det er klassisk næse af Bordeaux … våd skovbund, muldjord, nedfaldne efterårsblade, solbær, våde fade, eg, blyanter, en smule trøfler og en smule blomster. I munden er der sødkrydrede solbær, voldsom tørhed, stramme og purunge tanniner … godt med kraft, men også ganske ung endnu. Smager bestemt godt og helt sikkert i den bedre ende af Bordeaux’er … men giv den lige 4-5 år i køleskabet slash vinkælderen.

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 685 kr.

Rating 5/7  

2005 J. B. Atkinson, Edward’s Block Cabernet Sauvignon Reserve, Californien, USA

2005 J. B. Atkinson, Edward's Block Cabernet Sauvignon Reserve, Californien, USAEn lidt bedaget amerikaner … Edward’s Block Cabernet Sauvignon Reserve med lidt over 10 år på bagen og skulle efter sigende komme fra vinhuset J. B. Atkinson, som holder til i byen Rutherford i Californien. Det er i samme by vi finder store vinerier som fx Robert Mondavi Winery, Opus One m.fl.

Imidlertid kan jeg intet finde om J. B. Atkinson Winery … overhovedet. Der findes ikke et vinhus i Rutherford med det navn, ingen hjemmeside, ingen vine … udover et par Edward’s Block Sauvignon Blanc Reserve og Edward’s Block Cabernet Sauvignon Reserve fra omkring 2005-2007.

Derefter er huset nærmest som sunket i jorden. Pist borte. Væk.

Måske det ikke har været et rigtigt vinhus, men blot designvine, som måske endda kommer fra Mondavis store fabrikslinje. Men nu gætter jeg altså bare. Lidt søgninger viser også, at den hvide Edward’s Block Sauvignon Blanc Reserve er lavet af Michael Scholz, som til daglig er vinmager hos St. Supéry Estate Vineyards & Winery’s.

Det har han været af to omgange … først fra 1996 til 2001 og derefter fra 2009. I den mellemliggende periode arbejdede han hos Wattle Creek i Australien og i den periode kunne han jo godt ha’ lavet disse vine i Californien med opkøbte druer. Man det er altså fortsat gætterier.

Lad os i stedet smage vinen som er lavet på Cabernet Sauvignon tilsat en smule Merlot og Petit Verdot. Ellers har jeg heller ingen oplysninger om vinifikation eller andet.

I glasset har vinen en god og dyb mørkerød/bordeaux farve … men der fornemmes allerede et lidt brunt skær, der bekræfter, at det ér en bedaget vin. Duften er blåbær brombær, dadler, godt med portvin, blommer, chokolade, svag og fugtig eg samt søde krydderier. I munden er vinen blød med frugt af blåbær … rund, blid med lidt kalk og en slags halvvissen syre, som dog fortsat til stede, selvom den ikke gør megen væsen af sig. Meget letdrikkelig.

Købt hos Skovgaard Vine, men prisen kan jeg ikke huske.

Rating 4/7 

2009 Gallica Wine, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2009 Gallica Wine, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi måtte selvfølgelig slutte med endnu en tur over Atlanten … tilbage til Californien med endnu en US Cab, Napa Valley Cabernet Sauvignon fra vinhuset Gallica Wine, som ejes og drives af kvinden med det herlige navn Rosemary Cakebread.

Vinhuset er grundlagt i 2007 af Rosemary og ligger i en gammel lade i St. Helena i Californien … i øvrigt samme by, hvor Beringer har deres hovedsæde og omkring 30 kilometer nord for Napa by. Med andre ord midt i det amerikanske vinland.

Rosemary Cakebread er en erfaren vinmager og har inden hun grundlagde Gallica Wine arbejdet rundt om i Napa Valley. Hun blev uddannet ønolog i 1979 fra University of California i Davis og har efterfølgende arbejdet hos Inglenook Winery, hvor hun arbejdede i laboratoriet.

Derefter arbejdede hun en kort periode hos Cakebread Cellars, hvor hun mødte sin mand Bruce Cakebread, som er én af ejerne af det noget større vinhus. Derefter flyttede hun en periode til Mumm Napa, hvor hun arbejdede med mousserende vine på Sterling Winery inden hun i 1997 blev ansvarlig vinmager på Spottswoode Winery.

Der blev hun frem til 2007, hvorefter hun altså grundlagde sit eget vinhus Gallica Wine. Der laver hun vine med druer fra egne marker samt fra druer fra en række familieejede vingårde fra Napa Valley til Santa Lucia Highlands, bl.a. har Cakebread fundet en god leverandør hos Shake Ridge Ranch Vineyard i Amador County ved foden af Sierra bjergene.

Rosemary laver alene 3 vine på Gallica Wine, en Suzuri Shake Ridge Ranch Amador, en Suzuri Soberanes Syrah Santa Lucia Highlands og denne Napa Valley Cabernet Sauvignon. For Suzuri vinene er inspirationen klart Rhône, mens denne Napa Valley Cabernet Sauvignon mere er i den amerikanske stil.

Vinen er ikke ren Cabernet sauvignon, da der i denne årgang 2009 tillige er tilsat 6% Petit Verdot og 4% Cabernet Franc. Vinen har lagret 20 måneder på franske barriques, heraf 71% nye fade. Det er en vin, som er meget hypet … og Parker har da også givet vinen 95+ point.

Det er samtidig en dyr vin, men ikke én, som jeg falder på halen for. I næsen er der modne røde bær, lidt solbær, granatæbler, lidt tobak, sort te, kardemomme, appelsinskal, en omgang engelsk lakrids og lidt mineraler. I munden er der god frugtintensitet, men virker også lidt kantet og med noget alkohol. Tanninerne er moderate og der er også en smule krydderier, som blander sig i smagsindtrykket.

Forhandles af Smalle Vine, hvor prisen er 750 kr., hvilket jeg finder ganske dyrt. Dér er jeg i hvert fald slet ikke.

Rating 5/7  

1995 Château Cantemerle, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

1995 Château Cantemerle, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigMed næste vin holdt vi ploven i samme fuge, pickup’en i samme rille … nemlig med en ældre Bordeaux i form af hovedvinen fra 5. Cru slottet Château Cantemerle, som ligger ved byen Macau i den sydlige del af Haut-Médoc på grænsen til kommunen Margaux.

Vinslottets historie kan dateres helt tilbage til 1147, hvor det første gang blev omtalt som Pons de Cantemerle, og var i middelalderen ejet af familien Cantemerle, som bl.a. omfattende lord Cantemerle, som i 1241 kæmpede sammen med den engelske konge mod kongen af Frankrig og tabte slaget i Taillebourg. Slottet forblev dog i familiens eje gennem flere hundrede år.

I det 15. århundrede blev slottet overtaget af Caupène familien, som kom fra området ved Landes. Jean de Caupène var oprindelig væbner, men sønnen Médard de Caupène blev lord og ejede slottet frem til 1579. Der blev slottet overtaget af Jean de Villeneuve, som sad i parlamentet i Bordeaux.

Han blev gift ind i Durfort familien, som i forvejen ejede en del vinslotte i Bordeaux. De overtog kontrollen med slottet og koncentrerede sig mere og mere om vinproduktionen frem for det almindelige landbrug.

Det var også under Villeneuve-Durfort familiens ejerskab, at slottet den 19. september 1855 blev klassificeret som et 5. Cru slot, men i 1892 skiftede slottet igen ejer, da den sidste efterkommer i familien baronessen Jeanne Armande d’Abbadie solgte slottet til Théophile-Jean Dubos.

Han drev slottet sammen med hustruen Charlotte Delbos samt sine to sønner Pierre og og Bernard Dubos. Da Théophile døde i 1905 fortsatte sønnerne driften indtil 1923, hvor Pierre blev eneejer. Men mangel på midler efterfulgt af anden verdenskrig medførte, at slottet i årene fra 1930 og frem klarede sig rigtigt skidt. Mange af vinstokkene blev rykket op og vinproduktionen reduceret til 25 hektar.

Pierre døde i 1967, hvorefter slottet i en periode blev passet af nevøen Bertrand Clauzel og svigersønnen Henri Binaud. I 1981 – hvor slottet var tæt på at blive en ruin og vinmarkerne kun dækkede 20 hektar af dets i alt 70 hektar jord – blev slottet imidlertid solgt til forsikringskoncernen Groupe SMABTP, som de efterfølgende år foretog omfattende investeringer i slottet, startede en stor renovering, genplantede slottets marker og investerede i moderne udstyr til vinfremstilling samt masser af nye egetræsfade.

SMABTP tilkøbte også i 1999 yderligere 20 hektar vinmarker i kommunen Ludon, og disse marker ligger lige mellem de primære marker tilhørende Château Cantemerle og Château La Lagune. Dermed kom Cantemerle op på samlet 90 hektar, netop som det havde været tilfældet for 144 år siden.

I dag er slottet fortsat ejet af det store forsikringsselskab og er blevet et af de højt respekterede vinslotte. Slottet er igen kendt for sin høje kvalitet opnået gennem et nådesløst arbejde i såvel kælderen som i marken og burde ifølge internationale vinskribenter høre hjemme i 3. Cru.

I dag har slottet samlet 190 hektar jord, hvoraf dog alene 94,9 hektar er vinmarker, hvor der dyrkes druesorterne 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 6% Cabernet Franc og 4 % Petit Verdot. Der laves selvfølgelig denne hovedvin og siden 1995 også 2. vinen Les Allées de Cantemerle.

Denne årgang 1995 er lavet med 40% Cabernet Sauvignon, 50% Merlot og 10% Petit Verdot. Maceration er sket over 28-30 dage og vinen har lagret på mediumbrændte, franske egetræsfade i 12 måneder, heraf 50% nye fade. I årgang 1995 er der lavet 300.000 flasker af vinen.

Og i næsen er der de helt klassiske Bordeaux dyder med mørk og fugtig muldjord, lidt animalsk, våde fade, mørke bær, solbær, cigaræsker, eg, blyanter, tobak og lidt vanilje. I munden ren og stram frugt, godt med unge tanniner … flot efter 20 år, men virker ikke så elegant og kompleks, som den forrige vin. Dog en fin Bordeaux.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor en flaske i seneste årgang 2014 koster 244,95 kr. ved køb af 1 flaske og 199,95 kr. ved køb af 12 flasker. Ja … og så skal du såmænd bare vente 20 år inden du drikker den.

Rating 5/7 

2009 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder’s Reserve, Aconcagua Valley, Chile

2009 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder's Reserve, Aconcagua Valley, ChileUpdate fra ugen, som bl.a. bød på et glas af denne Don Maximiano Founder’s Reserve … en af topvinene fra Viña Errazuriz, det store chilenske vinhus.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden.

Og husets Cabernet Sauvignon Estate er da også kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, mens en af husets topvine Viñedo Chadwick tidligere har vundet en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux.

Vinene hos Errazuriz er opdelt i 4 serier, nemlig først Estate Reserva, som er husets basisvine, Reserva fra specialudvalgte marker og en videreudvikling af Estate Reserva-vinene, ofte med lidt længere/intens fadlagring. I denne serie finder vi bl.a. de populære Max Reserva vine.

Så laver huset og en serie med specialiteter, fx Single Vineyard, Wild Fermented, Organic og Late Harvest og i toppen deres ikonvine, nemlig vinene Viñedo Chadwick, La Cumbre Syrah, Sena, KAI Carmenere og så denne Don Maximiano Founder’s Reserve Cabernet Sauvignon.

Helt ren Cabernet Sauvignon er det nu imidlertid ikke, for vinen er i denne ågang 2009 lavet på 80% Cabernet Sauvignon, 10% Carmenere, 5% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Oprindelig var vinen dog ren Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet i klassisk Bordeaux stil, dvs. med vinifikation, hvor druerne er helt adskilt fra den øvrige del af høsten under gæringen. Maceration på mellem 16 og 35 dage afhængig af den enkelte produktion. Derefter har vinen lagret 22 måneder på nye fade af fransk eg.

I næsen har vinen en dyb mørk frugt, solbær med vanilje, lakrids, kanel, lidt peber og efter lidt tid i glasset kommer der en lidt animalsk note, som er ganske herlig. I munden er der en meget lang i eftersmag, men selvom vinen er cremet, fed og fyldig, så er vinen meget frisk i frugten og samtidig også langt lettere i smagen end duften antyder. God balanceret syre og meget ren i frugten. Smager supergodt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 550 kr.

Rating 5/7  

2009 Château Deyrem Valentin, Margaux Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

Sidst jeg smagte denne vin – blot i en årgang 2007 – smagte jeg den også blindt og gættede, at det var Bordeaux. Det gjorde jeg ikke denne gang. Vinen er Château Deyrem Valentins Margaux Cru Bourgeois, en lidt kraftig og ganske flot Bordeauxvin.

Château Deyrem-Valentin vinslottet er smukt beliggende mellem Soussans og Margaux på Médoc-halvøen. Slottet er ejet af Jean Sorge via Vignobles Jean Sorge. Det fremgår også nederst på etiketten; Vignobles Jean Sorge

Vinslottet kan dateres tilbage til 1730 og har i mange generationer været i familien Sorges eje. Siden 1972 har det været Jean Sorge, som har drevet vinslottet. Som sin oldefar, bedstefar og far fører Jean Sorge og hans to døtre Sylvie og Christelle traditionerne videre.

Jean Sorge ved, at for at fremstille en stor vin, er det nødvendigt med omhyggelig pleje af vinstokke og vinmarker. Vinstokkene beskæres efter den traditionelle ”dobbelt Guyot-metode”, hvor to grene bindes vandret til en wire. Der plantes årligt nye vinstokke, der er omhyggelig udvalgt.

Château Deyrem-Valentin har samlet 13 hektar vinmarker og vinstokkene er gennemsnitlig omkring 35 år gamle. Druerne til vinene håndplukkes og sorteres 2 gange inden vinificeringen, der forgår traditionelt med kølig maceration og temperaturkontrolleret gæring ved 28-30°C. Vinen klares med æggehvider.

Druesammensætning er 50% Merlot, 48% Cabernet Sauvignon, 1% Petit Verdot og 1 % Carmenere. Vinen lagrer ca. 15 måneder på franske egetræsfade, heraf 1/3 del nye, 1/3 del ét års fade og sidste 1/3 del fade brugt to gange før. Der laves årligt 6.000 kasser af denne vin.

Og det er ganske rigtigt en kraftig Bordeaux, som i næsen viser våde fade, eg, vanilje, solbær, brombær, blæk og grafit samt lidt tørrede krydderier. I munden godt med fylde, let peber, varm og rund med solbær, hvilket afbalanceres af godt med tanniner og syrlig grønne noter.

Købt hos dk Wine Import, pris 175 kr.

Rating 5/7 

2010 Beringer Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Vi fortsatte hos Beringer Vineyards, og deres Napa Valley Cabernet Sauvignon … et godt kvalitetsniveau op. Men let at gætte … alle i bestyrelsen skød på, at der var amerikansk cab i glasset. Vi fik ret.

Druerne til vinen kommer fra Napa Valley, men det er selvfølgelig en relativ bred betegnelse hos Beringer, som ejer en del større vinmarker i Napa.

De ejer nemlig både Bale Lane Vineyard, Chabot Vineyard og St. Helena Home Vineyard i St. Helena, Bancroft Ranch Vineyard ved Howell Mountain, Big Ranch Road i Oak Knoll, Gamble Ranch Vineyard i Oakville, Lampyridae Vineyard ved Mount Veeder, Marston Ranch ved Spring Mountain, Stanly Ranch Vineyard i Carneros, Steinhauer Ranch og Vogt Vineyard ved Howell Mountain og endelig Yountville Vineyard i Yountville.

Druerne til denne Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra en lang række af disse marker, men primært de tre marker Bancroft Ranch Vineyard, St. Helena Home Vineyard og Marston Vineyard. Det er således ikke en enkeltmarksvin, men en vin, som afspejler Napa Valley appellationen.

Det er Laurie Hook, som har været vinmager i produktionen af vinen, og den er vinificeret ved, at druerne fra de individuelle parcer efter gæring lagres 15 måneder på franske Never barriques, hvoraf 67% er nye, og blandes med en smule Petit Verdot for at bidrage med yderligere aroma og en længere finish.

Duftmæssigt en meget rustik og animalsk vin … lækker, godt med solbær, Ribena, lakrids, mørk chokolade og våde fade. I munden fortsætter de mørke bær med bid af lidt eg og en ret fin tørhed, som viser en flot, vellavet vin. Der er fylde, blødhed og lang eftersmag. Godt glas Cabernet Sauvignon uden det bliver for meget … som det nogle gange kan blive i de amerikanske udgaver.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 5/7