Tag-arkiv: Chile

1999 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Medalla Real Cabernet Sauvignon igen … blot årgang 1999 og dermed 5/8 i føljetonen om Viña Santa Rita vinene fra mandagens bestyrelsesmøde. Og denne gang er det virkelig Medalla Real i flasken, og netop Medalla Real Cabernet Sauvignon er en ikonisk vin for vinhuset.

Det var denne vin, der i 1987 vandt vinolympiaden i Paris og dermed satte såvel Chile som Santa Rita på verdenskortet. Det er også en vin, som tit opnår gode anmeldelser, bl.a. var den i 2007 nr. 49 på Wine Spectators Top 100 liste.

Det er ikke ren Cabernet Sauvignon, idet vinen nemlig er lavet på 95% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer fra vinstokke plantet i 1970. Alle druerne høstet manuelt og udbyttet er omkring 6.000 kg/hektar. Vinen ligger på franske egetræsfade i 12-14 måneder.

Vinmager for denne vin er Andrés Ilabaca Andoni, mens den overordnede vinmager på Viña Santa Rita er Cecilia Torres Salinas. Hun har bl.a. en fortid hos Clos Duval Winery i Californien samt Penfolds i Australien. Andrés har tidligere arbejdet på Domaine de Cousergues i Bézier samt Blanquette de Limoux i Limoux. Derudover har han arbejdet i Toscana gennem en del år.

Nå, men vi kommer ikke udenom smagsnoterne … og så alligevel, for vinen er bestemt ikke god. Den har ikke prop, men er simpelthen dårlig. Lugter oxyderet, af gammel kloakrør, gamle aviser, rosiner og mulle kælder. Smagen er også helt flad og forkert … ikke sådan, at den ikke kan drikkes … men den smager bare ikke godt.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr.

Rating 0/7 – ingen bedømmelse – fejl i vinen.

2000 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Da denne vin blev frigivet på det danske marked, så blev den nærmest revet ned af hylderne. Nogle rendte forgæves. Flere købmænd og supermarkeder gemte nogle af flaskerne til deres bedste kunder, for efterspørgslen var – for dem som havde hørt rygtet – ganske stor.

Vinen er Medalla Real Cabernet Sauvignon i årgangen 2000 fra Viña Santa Rita. Årsagen til hysteriet var, at flasken ikke indeholder almindelig Medalla Real Cabernet Sauvignn … men derimod Casa Real Cabernet sauvignon, altså topvinen hos Santa Rita.

Og der var mange rygter om årsagen til, at topvinen kunne købes til den nette sum af 100 kr. med en Medalla Real etikette. Nogle sagde, at man simpelthen havde sat forkert etikette på, mens en lille guldfarvet mærkat på vinen heller ikke sagde noget om årsagen til misæren.

Mærkatet sagde blot, at “flasken indeholder en ikke frigivet Casa Real 2000. Nyd den!”. Den mest indlysende årsag er vel, at en del af høsten til Casa Real blev deklassificeret og solgt som Medalla Real. Det har dog ikke været hele høsten, for det ser ud til, at Casa Real også er lavet i årgang 2000.

Nå, men vinen er som nævnt 100% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra en unik vinmark med druestokke, der er minimum 25 år gamle på Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley. Druestokkenes alder og jordbundens beskaffenhed var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Uden menneskelig indblanding producerer planterne kun omkring 6.000 kg druer pr. hektar.

Druerne er håndplukket og vinificeret med den største omhyggelighed, og har lagret på nye franske egetræsfade i 12-14 måneder.

I næsen også lidt mejeri, kærnemælk … men også lidt maling, lak, fernis … lækker animalsk og tæt frugt med brombær, solbær og chokolade. I munden er vinen silkeblød, med pebret frugt, kraft og stadigvæk med livlig syre, tæthed, tanniner, frugtrig og elegant. Det kan godt mærkes, at vinen har lidt år på bagen, men det klæder faktisk vinen.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr. Denne specielle årgang 2010 deklassificerede Casa Real kostede 100 kr., da den kom til Danmark.

Rating 5/7  

Casa Real 2000

2005 Viña Santa Rita, Medalla Real Petite Sirah, Maipo Valley, Chile

Næste Viña Santa Rita i række – nummero 3/8 – blev denne Medalla Real Petite Sirah fra 2005, som Bernt havde hentet op af kælderen. Igen en Medalla Real … hvilket hos Santa Rita svarer til en Grand Reserva … men her skriver de Special Reserve.

Det skyldes måske, at det er en vin, som normalt ikke indgår i Viña Santa Ritas serie af vine. Den er – så vidt jeg kan se – alene lavet i 2004 og 2005. Men det er jeg ingenlunde helt sikker på.

Hvis vi kigger nærmere på serierne hos Santa Rita, som omfatter de – hvis vi starter med entry-level vinene – først Santa Rita 120, så Secret Reserve, Reserva, Grand Reserva … altså Medalla Real, Floresta og så de mere eksklusive Triple C, Pehuén, Bougainville (i øvrigt netop på Petite Sirah) samt topvinen Casa Real.

Druen Petite Sirah har vi truffet tidligere her på bloggen, og den er også kendt under navnet Durif. Det er således ikke en Syrah, men en krydsning mellem Syrah og en mere ukendt drue, som kaldes Peloursin.

Druen er opkaldt efter den franske botaniker Francois Durif, som i 1860’erne skabte druen. En DNA test af druen Petite Sirah – lavet på University of California i 1997 – viste at pollen fra Syrah havde bestøvet Peloursin blomsten, og dermed skabt den nye drue.

Druen findes primært i Australien og Californien … men kan også findes i både Israel, Brasilien, Argentina, Mexico og så Chile.

Og smagsmæssigt også noget helt andet. I næsen er her nærmest mejeriagtige noter. Det er yoghurt, kærnemælk, blommer, mødding, enebær, røget laks og virkelig god intensitet. Denne saft og kraft mærkes også i smagen, som er mørk som natten med blommer, stor tørhed, bløde tanniner og en smule peber.

Pris kendes ikke.

Rating 4,5/7  

2006 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon Carménère, Maipo Valley, Chile

Bestyrelsesmødet hos Bernt i mandags blev – efter Bernts egne ord – ganske retro, og selvom vi smagte vinene blindt, fik vi allerede ved første vin sporet os ind på, at det helt sikkert var fra Chile og formentlig fra Viña Santa Rita, som Bernt jo har en forkærlighed for.

Det blev samlet til 8 vine fra Santa Rita, hvor den første var husets 2010 Medalla Real 1987 Retro Edition, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Hvis du slet ikke er til chilensk Santa Rita … så skal du nok holde dig fra bloggen de kommende dage, for alle vinene kommer løbende, og den første er denne Medalla Real Cabernet Sauvignon Carménère.

Viña Santa Rita blev grundlagt i 1880 af Domingo Fernandez Concha i Alto Jahuel området ved Maipo dalen. Vinhusets vinkældre er de ældste i Chile og stammer helt tilbage til 1770.

Området omkring Maipo dalen – der ligger mellem 32. og 33. breddegrad – anses samtidig som værende blandt de bedste vinområder i verden. Solen, jordbunden og de store temperaturforskelle mellem dag og nat er nogle af hemmelighederne for Maipo dalen.

Chile har en gammel tradition inden for vinproduktion, og heri har Viña Santa Rita spillet en afgørende og fremtrædende rolle. Tingene begyndte dog først rigtig at tage fart i 1970’erne og 1980’erne, hvor vinhuset blev først blev overtaget af Carcia Huidobro familien og senere af Grupo Claro, som er en stor chilensk mastodont indenfor telekommunikation, som bl.a. også har overtaget andre store virksomheder i landet.

De formåede at få Santa Rita gjort til en international succes og udvidede også langsomt vinhuset. De lancerede bl.a. i 1982 husets Santa Rita 120 serie, som blev – og stadig er – en kæmpe international salgssucces. De opkøbte også yderligere jord … i 1993 fx yderligere 900 hektar i Alto Jahuel området, hvorved vinhuset kom op på gigantiske 2.860 hektar vinmarker.

Disse vinmarker er spredt over arealer i både Maipo dalen, Casablanca dalen, Maule dalen og Rapel dalen. Derudover opkøbte vinhuset også andre vinhuse, nemlig Viña Carmen, Sur Andino, Viña Centenaria og Nativa Eco Wines i Chile samt Viña Doña Paula, beliggende i Mendoza i nabolandet Argentina.

I 1991 var Viña Santa Rita faktisk blevet så stort, at det blev børsnoteret på den chilenske børs, således alle nu kunne blive medejer af det store vinhus. Og siden er vinhuset fortsat vokset og råder i dag over 3.500 hektar vinmarker. I dag fremstår Santa Rita som den største eksportør af fornemme chilenske vine til Europa og Amerika og er repræsenteret overalt i hele verden.

Viña Santa Rita har igennem hele dens historie vundet adskillige præmier og priser ved forskellige udstillinger og konkurrencer i hele verden. Dette giver Santa Rita en anerkendelse, som absolut overgår nogle af de bedste vine fra Frankrig, Tyskland, Italien, USA og Australien.

Santa Rita er flere gange blevet udnævnt til “Value Brand of the Year” i Wine & Spirits Magazine – senest i 2010. Denne anerkendelse gives til vinfirmaer hvis produkter giver rigtig god kvalitet for pengene! Santa Rita er hele 10 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” i det prestigefulde Wine & Spirits Magazine – senest i 2010.

Nå, men det var meget historie … tilbage til denne vin, lavet på både Cabernet Sauvignon og Carménère, men ellers ikke så mange oplysninger om denne vin, som ikke længere findes i vinhuset produktserie, men mon ikke at den her ligget på franske egetræsfade i 12-14 måneder som søstervinen på ren Cabernet Sauvignon?

I næsen er der lidt jord, men samtidig godt med oversøisk kraft, sol, solbær … men også en lidt kølig side og lidt syre fornemmes også. I munden er vinen sød, fyldig og kraftfuld. Det er solbær … ganske mørk solbær endda, blommer, lakrids, lidt peber og et svagt krydret element. Blød og behagelig.

Bernt havde købt vinen for 50 kr. tilbage i 2008 eller 2009.

Rating 4/7 

2013 Vinos Vernaculares, Tres Vacas, Aconcagua, Chile

Aftenens første rødvin havde jeg med … en – uden omsvøb – ganske speciel lille sag fra det lille vinhus Vinos Vernaculares, som ligger ved den lille by Quilpué – omkring 50 kilometer vest for Santiago, og ikke så langt fra kysten i Chile.

Vinen hedder Tres Vacas og er lavet på den lokale drue Pais, og den skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Vinen er købt hos Bjarne i Vinimperiet, som har specialiseret sig i økologiske og biodynamiske vine, og jeg har tidligere her på bloggen skrevet om en vin fra netop Vinos Vernaculares.

Det var deres Pinot Chai, en Pinot Noir baseret vin, som jeg kaldte en ren økologisk boheme, enspænder, freak og excentriker. Hvis vi skal blive i det spor, så er denne Tres Vacas en økologisk feminin rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende. Dét vender jeg også tilbage til.

Lige lidt gentagelse omkring selve vinhuset, som ejes og drives af vinmageren Christophe Beau, som ellers til dagligt slår sine folder i byen Corconne og appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc i det sydlige Frankrig, hvor han driver vinhuset Domaine Beauthorey.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der i alt 7 forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Pinot Chai, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano og så denne Tre Vacas, som netop er lavet på ren Pais.

Pais druen er en rød drue, og er samtidig dén drue, som man historisk har dyrket længest i Chile. Druen er bragt til Chile af de spanske conquistadorer og også været den mest plantede drue i Chile. Mange Pais vinstokke er dog løbende hevet op og erstattet af den internationale Cabernet Sauvignon, som man mente var en mere ædel druesort.

I dag er der efterhånden ikke længere så mange marker med Pais i Chile, vel alene 12.000-15.000 hektar vinmarker og druen bruges primært til billig bordvin, i blandinger fx sammen med Cabernet Sauvignon og derudover i mousserende chilenske vine. Druen er kendetegnet ved, at den er stærk og er let at dyrke. Den giver en tynd, let og rustik rødvin og har normalvis lav indhold af alkohol.

Hos Christophe Beau hedder hans Pais vin Tres Vacas, hvilket skyldes at vinen er sammenstukket fra 3 særskilte barriques egefade, som han i øvrigt kalder Rosalia, Rocío og Rosalba. Druerne kommer fra over 100 år gamle Pais vinstokke i området ved Valle de Colliguay, og der høstes et meget begrænset udbytte på 10 hektoliter pr. hektar, og ellers er vinen vinificeret 15 dage i fade af kohud og derefter modnet 12 måneder på de nævnte 3 barriques.

Det kommer der samlet 1.000 flasker vin ud af hvert år, og netop én af disse er havnet her på bordet denne vinaften.

Og så er vi tilbage ved ordene feminin, rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende, for det er en ganske, ganske speciel vin. I glasset er vinen meget lys … mere lys en Pinot Noir, og så samtidig ganske grumset og ufiltreret som bare pokker. Flere kom med kommentarer som grumset hospitalssaftevand … og det er måske ikke helt hen i skoven, hvis farven skal beskrives.

Og sikke en duft i denne vin … helt anderledes end andre vine, og alligevel med noget genkendelig. Der er nytårsfyrværkeri, krudt, bolsjer, hindbær, jordbær og en omgang med parfumeflakonen. I munden er vinen blød, blid … meget fin lethed med let sødme og lyse bær. Det er jordbær, hindbær og faktisk ganske charmerende. Som med Pinot Chai’en er her også smag af “noget andet” … uden jeg helt kan definere dette … måske kommer det.

Skal jeg sammenligne denne Tres Vacas med Pinot Chai’en, så vil jeg nok vælge Pinot Chai’en, men hvor det dog sjovt med sådanne karakterfulde vine. Spændende oplevelse for vinfreaks, som ønsker at betræde stierne udenfor mainstream vinene.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Vinimperiet, pris 147 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Viña Errazuriz, Arboleda Carmenere, Aconcagua Valley, Chile

Ugen bød også på et enkelt lille glas af denne Arboleda Carmenere fra Viña Arboleda … det lille sideprojekt for Eduardo Chadwick a.k.a. Viña Errazuriz. Det er et vinhus/projekt, som jeg har skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte deres Arboleda Pinot Noir.

Eduardo Chadwick grundlagde Viña Arboleda i 1999 som et lille prestigeprojekt. Vinhuset ejer vingården Aconcagua Costa med 230 hektar vinmarker på et formidabelt område kun 12 kilometer fra Stillehavet i nærheden af Concón.

Det er et forholdsvis koldt område med en årlig gennemsnitlig temperatur på 14 grader og omkring 350 mm nedbør. Der er køligt og blæsende. Her dyrker Arboleda primært Sauvignon Blanc og Chardonnay samt Pinot Noir og Syrah.

Regionens klima er præget af tørre somre og regnfulde vintre, hvilket gør vinmarkernes lerede jordbund perfekt, da den holder på fugten fra de regnfulde vintre og frigiver den i de tørre somre.

Floraen og faunaen på Aconcagua Costa er meget forskellig og det giver en mangfoldighed af plante- og dyrearter. Viña Arboleda har da også gjort en masse tiltag for at beskytte naturen, bl.a. de mange vandløb, der findes i området. Ligeledes har man lavet et slags reservoir på 8 hektar …. et slags fredet område for trækfugle, som krydser området på forskellige tidspunkter af året.

Selve navnet Arboleda er spansk og betyder “at dyrke træer”, hvilket skal ses som en hyldest til de oprindelige chilenske træer, som vokser på husets vinmarker. Og derfor er der også et stort træ på etiketterne af husets vine.

Denne Arboleda Carmenere er selvfølgelig på 100% Carmenere og druerne kommer fra flere forskellige vinmarker, der alle er beliggende i Colchagua Valley, 200 kilometer fra Santiago. Vinifikation er ganske traditionel med ompumpning af vinen under gæringen samt lagring på 40% egetræsfade (80% amerikanske og 20% franske) i 12 måneder.

Og lad mig afsløre med det samme; det ikke er en vin, som falder i min smag. Duftmæssigt er det overmodne blommer, rosinvand, gammel sherry, gammel kælder, chokolade, vanilje … opulent og lidt kvalm, hvis jeg skal være ærlig. I munden er vinen fyldig og har godt med solmodne, mørke bær, lidt peber, vanilje og sødme. Mangler ganske enkelt noget syre og rygrad. Det hele bliver lidt overgjort. fladt, tamt og kønsløst.

Nu skal det retfærdigvis siges, at jeg alene smagte vinen dagen efter, at flasken var åbnet. Flasken havde dog stået med proppen i over natten, men jeg smagte altså ikke vinen lige efter åbningen af flasken. Om det havde ændret noget … ja, det skal jeg ikke kunne sige.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 150 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Vinos Vernaculares, Pinot Chai, Aconcagua, Chile

Med næste vin tager vi et gigantisk spring til Chile, hvor vi ved den lille by Quilpué – omkring 50 kilometer vest for Santiago, og ikke så langt fra kysten – finder vinhuset Vinos Vernaculares.

Vinen er husets Pinot Chai .. en ren økologisk boheme, enspænder, freak og excentriker på Pinot Noir, men den del vender jeg tilbage til senere.

Vinhuset Vinos Vernaculares ejes og drives af vinmageren Christophe Beau, som ellers til dagligt slår sine folder i byen Corconne og appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc i det sydlige Frankrig, hvor han driver vinhuset Domaine Beauthorey.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der i alt 7 forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Tre Vacas, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano og så denne Pinot Chai.

Druerne til denne Pinot Chai – som består af 100% Pinot Noir – kommer fra nogle høje skråninger beliggende i 1.000 meters højde ved Valle de Colliguay, omkring 20 kilometer øst for Quilpué. Vinstokkene er meget gamle og står blandt tornebuske og kaktus.

På hjemmesiden står der ganske vist, at vinen stammer fra Valle de Casablanca, men Valle de Colliguay er en del af appellationen Valle de Casablanca, som i øvrigt er en del af regionen Valle de Aconcagua.

Der er alene lavet sølle 1.200 flasker af vinen i denne årgang 2013, og den kommer – som Christophe Beaus øvrige vine – med et idyllisk etikette, som vel nærmest er et maleri af to markarbejdere samt en tekst på spansk, og den skal jeg nok afholde mig fra at oversætte.

Det fremgår derudover fra etiketten, at vinen er importeret til Frankrig via negociantfirmaet Brill & Gilis fra Saint Cyr sur Loire. De operer i forvejen indenfor økologiske og biodynamiske vine. Der står også Sélection Anne Paillet/Vincent Wallard, og er måske forbindelsen til Christophe, for Anne har tidligere arbejdet sammen med Christophe i Languedoc.

Og via Bjarne i Vinimperiet … netop specialist i økologiske og biodynamiske vine fra specielt Loire og Languedoc er nogle flasker kommet til Danmark, og én havnet hos mig. Og lad os så komme til smagsnoterne på vinen.

Duften er … multo speciale, mildest talt. Bjarne fra Vinimperiet siger selv noget med brombær, ribs og træbark samt rugbrød i næsen. Jeg kan bestemt følge ham … og det med rugbrødet giver mening, for det er noget i den retning.

Jeg vil sige surdej til rugbrød, Tea Tree Oil, afbrændt fyrværkeri – lige efter, at det er fyret af – let svovl, brændte noter, brombær, blåbær, let mentol eller mynte, afbarkede grene og et dejligt landligt udtryk. I munden er der kendt Pinot Noir lethed sammen med et svovlet, krydret touch. Det er blødt og lækkert, men igen med et lille tvist af “noget andet” eller i hver fald anderledes end Pinot Noir normalt. Også en smule sødme.

Konen siger prop, men det har den ingenlunde, og jeg er ganske sikker i min sag. Det er blot en lille, underfundig og skæv vinkel på Pinot Noir … og det elsker jeg denne vin for. Vil helt sikkert være en “turn off” for mange … lidt en Moses vin – en vin, som skiller vandene.

Jeg vil også sige, at det er en vin, som kræver en vis fordybelse og indsigt i vinens underfundige verden, og en lyst til at vinen skal ha’ lidt kant. Og det har denne vin i overflod. Som Ole Henriksen vil sige; I Love It.

Købt hos Vinimperiet, pris 115 kr. Utroligt, at den kan købes til den pris. Spændende oplevelse for vinfreaks, som ønsker at betræde stierne udenfor mainstream vinene.

Rating 5/7  

2010 Viña Errazuriz, La Cumbre, Aconcagua Valley, Chile

En vin fra ugen … en af topvinene fra Viña Errazuriz i Chile. Vinen er den Syrah-baserede La Cumbre, en ordentlig mundfuld, fyldig, mørk, tykflydende og vinterlækker vin, som jeg har smagt flere gange. Men det er år siden, så derfor rart med vinen i glasset igen.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden. Med Cabernet Sauvignon Estate, kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, og Viñedo Chadwick, som vandt en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux, er målet tæt på at være nået.

La Cumbre er lavet første gang i 2001. Vinen er her i 2010 lavet på 100% Syrah, som kommer fra markerne Don Maximiano og Max V i Aconcagua dalen. Der indgår også druer fra marken Manzanar i Aconcagua Costa. I nogle årgange kommes der lidt Mouvedre i, men ikke i 2010. Vinen er årgangen her lavet med en maceration på 5-30 dage … afhængig af, hvilke parceller druerne kommer fra. Vinen har derefter lagret på franske fade i 20 måneder.

I glasset er vinen mørk … nærmest sort og tykflydende. Duften fastholder det indtryk med blommer, solbær … nærmest fra et glas, og så hedder det marmelade. Der er lakrids, chokolade, vanilje, tobak, sort blæk og sødme. Det er vin på steroider. I munden er vinen opulent, tyk … men rund og blød som fløjl, og de mange indtryk fra duften går igen i smagen. Der er engelsk, blød lakrids, vanilje, overmodne kirsebær, frugtsødme.

Hvis La Cumbre var en øl ville den være en Tuborg Guld … næææ, nok nærmere en porter. Sort som natten. Og det smager jo meget godt. Specielt på en råkold vinterdag. Kan måske blive lidt for meget. Som 2 udsendelser af Familien på Bryggen i streg.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 550 kr.

Rating 5/7  

2012 Viña Errazuriz, Arboleda Pinot Noir, Aconcagua Valley, Chile

Næste vin i række blev denne Arboleda Pinot Noir fra Viña Arboleda … et lille sideprojekt for Eduardo Chadwick, og dermed reelt ejet og styret af Viña Errazuriz.

Eduardo Chadwick grundlagde Viña Arboleda i 1999 som et lille prestigeprojekt. Vinhuset ejer vingården Aconcagua Costa med 230 hektar vinmarker på et formidabelt område kun 12 kilometer fra Stillehavet i nærheden af Concón.

Det er et forholdsvis koldt område med en årlig gennemsnitlig temperatur på 14 grader og omkring 350 mm nedbør. Der er køligt og blæsende. Her dyrker Arboleda primært Sauvignon Blanc og Chardonnay samt Pinot Noir og Syrah.

Floraen og faunaen på Aconcagua Costa er meget forskellig og det giver en mangfoldighed af plante- og dyrearter. Viña Arboleda har da også gjort en masse tiltag for at beskytte naturen, bl.a. de mange vandløb, der findes i området. Ligeledes har man lavet et slags reservoir på 8 hektar …. et slags fredet område for trækfugle, som krydser området på forskellige tidspunkter af året.

Selve navnet Arboleda er spansk og betyder “at dyrke træer”, hvilket skal ses som en hyldest til de oprindelige chilenske træer, som vokser på husets vinmarker. Og derfor er der også et stort træ på etiketterne af husets vine.

Denne Pinot Noir kommer fra lille 1 hektar parcel på marken Chilhué … som på chilensk betyder “et sted for måger”. Vinmarken har en hældning på mellem 5 og 30 % samt en skifferholdig jordbund, hvilket gør det muligt for rødderne at arbejde sig ned i undergrunden i skifferstenens revner i en nærmest trappelignende bevægelse. Det øverste jordlag består af 40-80 cm blandet sand, ler og muldjord, hvori vinstokken kan etablere sig.

Vinen er lavet via en vinifikation, hvor bærene afstilkes, inden de presses i en pnenumatisk presse. Efterfølgende køles mosten ned og lægges med skindkontakt i 4-7 dage, inden den alkoholiske gæring starter som en spontangæring på åbne træfade. Vinen lægges dernæst på franske egetræsfade i 12 måneder. 13% af fadene er helt nye. Vinmager har været Francisco Baettig.

Duftmæssigt lidt rustik, sødme … klart Pinot Noir i næsen, men lidt varmere og mere krydret end dens europæiske slægtninge. Der er jordbær, søde kirsebær, egetræ … og en smule stald … men ligger ganske vist godt skjult. Smagen er lyse bær, hindbær med let bitterhed, lidt syrlighed og god nerve … men mangler måske lidt lethed.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Viña Errazuriz, Sauvignon Blanc Single Vineyard, Aconcagua Valley, Chile

Torsdag var der Selectionsmagning hos Vinspecialisten, og første vin var denne Sauvignon Blanc Single Vineyard fra vinhuset Viña Errazuriz i Chile … en helt frisk årgang 2014. Ihhh, hvor tiden dog går hurtigt.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden. Med Cabernet Sauvignon Estate, kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, og Viñedo Chadwick, som vandt en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux, er målet tæt på at være nået.

Druerne til denne Sauvignon Blanc Single Vineyard kommer fra den 80 hektar store vinmark Manzanar kun 15 km fra Stillehavet. Dette betyder, at vinstokkene både har glæde af den kølige morgentåge og den kølige aftenbrise, hvilket giver noget nær optimale forhold for dyrkning af Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Vinifikationen sker ved at 25% af druerne afstilkes, hvorefter de alle udblødes i 6 timer, før de presses. Efterfølgende lægges mosten på rustfrie ståltanke, hvor den gæres ud ved 12 til 15 grader, inden den lagres og afslutningsvist tappes på flaske.

I næsen er vinen skøn aromatisk med intens og kraftig hyld, citrus, grønne noter, blomsterstøv og virker generelt fyldig og en smule fed i udtrykket … i hvert fald fed for en Sauvignon Blanc. Smagen lever ikke helt op til duften, men der er først frisk frugt, fint bid som dog efterfølges af en lidt kedelig varme, fylde og “fladhed”. Mangler mineralitet og nerve … men dufter ret skøn.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 110 kr., pt. på tilbud til 85 kr.

Rating 4/7