Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2002 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, Frankrig

2002 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, FrankrigDen næste champagne 2002 Cuvée Rare fra champagnehuset Piper-Heidsieck skriger nærmest, at det er eksklusivt, sofistikeret, raffineret overklasseboblevand med både guldskrift og et smukt forgyldt gitter med blonder og husets logo omkring flasken.

Man kan ikke undgå at blive en smule duperet, men det er også – som navnet siger – en sjælden  champagne, der kun fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og alene hvis vinmageren Regis Camus vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.

Marilyn Monroe har endda engang sagt; I go to bed with a few drops of Chanel No. 5 and wake up each morning to a glass of Piper-Heidsieck;  it warms me up.

Piper-Heidsieck har en lang historie og er et af de ældste champagnehuse, grundlagt i 1785 som Heidsieck & Co af Florens-Louis Heidsieck, som stammede fra Tyskland, men var blevet forelsket i boblerne fra Champagne.

Han var egentlig tøjforhandler og etablerede Heidsieck & Co som et handelsfirma for uld i Reims, men gav snart ulden op og koncentrerede sig om i første omgang at handle vine fra Champagne, men gav sig senere til selv at producere eksklusive champagner.

Udover champagne var den unge Florens-Louis fascineret af dronning Marie Antoinette, så han da også gav som første cuvée til i gave.  Og hun blev ganske begejstret og talte altid varmt om champagnerne fra Heidsieck & Co.

Da Florens døde i 1828 blev det hans 3 nevøer Henri-Louis Walbaum, Frédéric-Auguste Delius og Christian Heidsieck, som videreførte champagnehuset, men allerede i 1834 blev trioen uenig, hvilket medførte en deling af huset.

Champagnehuset blev således delt i 2 særskilte huse, idet Henri-Louis Walbaum og Frédéric-Auguste Delius fortsatte under navnet Walbaum Heidsieck & Co. Det er det champagnehus, som i dag er kendt som Heidsieck & Co Monopole.

Christian Heidsick fortsatte den anden del, hvilket skete sammen med Henri-Guillaume Piper. Dog døde Christian pludselig i 1835, men det endte med, at hans enke hurtigt blev gift igen … nemlig med Henri-Guillaume Piper, og sådan gik det til, at den del af det oprindelige champagnehus fik navnet Piper-Heidsieck.

En 4. nevø til Florens-Louis Heidsieck – Charles Heidsieck – havde også arbejdet hos onklen, og han startede i 1851 også sit eget champagnehus, nemlig Champagne Charles Heidsieck, så den dag i dag eksisterer der således 3 champagnehuse, som udspringer fra Heidsieck familien.

Allerede tidligt efter grundlæggelsen af Piper-Heidsieck, så blev husets champagner efterspurgt hos de royale hoffer i mange lande som Frankrig, Kina og selv den russiske zar Alexander III var begejstret for Piper-Heidsieck champagne.

Så da champagnehuset skulle fejre sit første jubilæum, så designede Pierre-Karl Fabergé, som var hofjuvelér for den russiske zar, en flaske med ædelsten, guld og den sjældne, blå lapis lazuli.

Og siden dengang har champagnehuset samarbejde med nogle af verdens bedste juvelerer, hvilket også er årsagen til den ekstremt flotte udsmykning på denne 2002 Cuvée Rare. Således var det fx juvelerfirmaet Van Cleef & Arpels, som i anledning af Piper-Heidsiecks 200 års jubilæum designede en flaskemed både diamanter og blå lapis lazuli.

Champagnehuset Piper-Heidsieck har været dygtige til markedsføring, hvilket bl.a. også har medført et samarbejde med filmindustrien i Hollywood. Således har husets champagner været brugt i filme som Gøg og Gokke, men også i film med Ava Gardner, Humphrey Bogart, Clark Gable og Fred Astaire.

Siden 1993 har Piper-Heidsieck også været officiel leverandør til filmfestivalen i Cannes, men også andre filmfestivaler i Deauville, Berlin, Boston, Chicago og San Francisco med en særpris, som champagnehuset har givet til navne som Al Pacino, Francis Ford Coppola, Nicolas Cage og mange flere.

Huset blev i familiens eje indtil 1989 hvor man solgte det til Rémy-Cointreau koncernen. I dag er ejerskabet overtaget af EPI Group, som ejes af Descours familien. Det er et stort familieejet fra foretagende grundlagt i 1974 af Christopher Decours.

De ejer flere tøjmærker, skokæder og har derudover investeret i vinbranchen, hvor de udover Piper-Heidsieck også ejer Champagne Charles Heidsieck, Rémy-Cointreau og har senest i 2016 også købt Biondi-Santi i Toscana.

Piper-Heidsieck har selv omkring 44 hektar vinmarker, men opkøber derudover druer fra omkring 800 hektar vinmarker i optil 77 forskellige landsbyer i Champagne. Deres årsproduktion ligger på omkring 6 millioner flasker om året.

Den ansvarlige vinmager – chef de cave – for den store produktion er Régis Camus, som overtog ansvaret efter den legendariske Daniel Thibault, som desværre døde i 2002.

Denne Cuvée Rare er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir, og det er en champagne, som kun fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og hvis vinmageren vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.

Den første Cuvée Rare blev fremstillet i 1976 efter en utrolig intens varmebølge dette år. Siden da har Cuvée Rare kun været produceret 8 gange, nemlig i 1979, 1985, 1988, 1990, 1998, 1999, 2002 og senest 2007.

Denne 2002’er er et blend fra 8 Grand Cru marker, hvilket for Chardonnay druerne bl.a.  er Oger, Villers-Marmery og Avize og for Pinot Noir Verzy. Den har efter almindelig vinificering lagret 8 år i vinkælderen hos Piper Heidsieck.

Og sikke en flot, forfinet og lækker aroma … godt med fylde, eksotiske frugter, kiwi, mango, æbler, pærer samt en virkelig landlig og animalsk side … nærmest som om, at frugten er gæret. Der er hasselnøder, toast, hævet dej, hvide blomster, grønne vinblade og samlet komplekst, elegant og nærmest berusende duft.

Boblerne er klart lidt mere aggressive end foregående champagne, men fortsat små og giver næsten en smeltende fornemmelse i munden, hvilket er helt ekstraordinært. Syren er ikke så tydelig som foregående, men det er en blid syre, som elegant og med citron, friskhed og lidt blomsterstøv. Klasse.

Som du måske også fornemmer, så er Cuvée Rare ikke helt billig, for normalprisen ligger på 1.695 kr. Den kan dog fås billigere, bl.a. har Andrup Vin champagnen til 1.275 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2010 Champagne Mailly Grand Cru, L’Intemporelle Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig

2010 Champagne Mailly Grand Cru, L’Intemporelle Grand Cru Brut, Champagne, FrankrigByggemødet blev sparket behørigt i gang med en tidløs champagne … L’Intemporelle Grand Cru Brut fra Champagne Mailly Grand Cru.

Champagne Mailly Grand Cru er ikke et helt traditionelt champagnehus, men derimod et kooperativ i Champagne.

Det er grundlagt i 1929 af en flok vinbønder omkring byen Mailly. De slog kræfterne sammen grundet de økonomiske hårde tider efter 1. verdenskrig med et motto om, at de sammen kunne få det til at ske. På fransk hedder det à la tête par la main.

Champagne Mailly Grand Cru har kun – som navnet måske også indikerer – Grand Cru marker, men alene dog samlet omkring 70 hektar fordelt på samlet 80 vinavlere.

Det betyder en årlig produktion på 500.000 flasker årligt fordelt på 10 champagner i 4 kvalitetsniveauer, som kaldes Classic, Special, Artistic og Prestige. Denne L’Intemporelle Grand Cru Brut kommer fra den sidstnævnte serie, som er husets topchampagner.

Champagnen er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay, hvor Pinot Noir druerne kommer fra parceller på Grand Cru markerne Les Chalois, Les Côtes, Les Godats, Les Baraquines og Les Longues Raies, mens Chardonnay druerne kommer fra Les Crayats, Les Coutures og Les Roses.

Druerne er høstet med håndkraft og presset i hele klaser uden afstilkning. Den første gæringen sker i store rustfrie ståltanke ved 16 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter flaskning lagres vinen i husets store, kalkrige vinkældre nogle år.

I den gennemsigtige flaske ligner det næsten en omgang æblemost, men har en fantastisk lækker næse … hyben, fersken, pærer, blomster, gæret dej, mineraler og skolekridt. Virkelig nice.

Smagsmæssigt er det blide og små bobler med fremførende, let, stringent og dejlig citronsyre, blid og cremet, sart og alligevel ganske frisk. Frugten er nærmest pærer og mirabeller og den sikrer sammen med citronsyren en god balance. Perfekt velsmag.

Laudrup Vin er importør, men kan fx fås hos Salling til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Chassagne-Montrachet Vieille Vigne, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Chassagne-Montrachet Vieille Vigne, Bourgogne, FrankrigChassagne-Montrachet Vieille Vigne blev eftermiddagens sidste node i det vinøse felt fra den musikalske, lille vinmager Jean-Charles Fagot.

Chassagne-Montrachet hed oprindeligt Chassagne-le-Haut, men blev i 1879 omdøbt for at ære den mest berømte Grand Cru parcel i området Le Montrachet. Det er også det område i Côte de Beaune – ja vel i hele Bourgogne – som har rekorden med flest Premier Cru marker … hele 51 af slagsen. Der dyrkes dog mest hviidvin i Chassagne-Montrachet, hvor halvdelen er beplantet med Chardonnay og 76% af Premier Cru vinene er hvidvine.

Hos Jean-Charles Fagot kommer druerne til denne Chassagne-Montrachet Vieille Vigne imidlertid ikke fra Premier Cru marker, men til gengæld fra gamle vinstokke på omkring 55 år og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinificering sker alene med druerne naturlige gær og vinen er lagret omkring 1 år på egefade, hvor 1/3-del er nye fade, 1/3-del fade brugt en gang før og den sidste 1/3-del fade, som er anvendt to gange tidligere. Flasket uden klaring og med let filtrering. Der laves årligt små 1.500 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er blomsterduften virkelig meget tydelig i denne vin … ja nærmest stærk, så det endda næsten tangerer lidt kampfer, hvilket så kombineres med hindbær, jordbær, røg, godt med karamel og lidt chokolade. Duften er meget insisterende.

I munden er vinen godt fyldig og næsten eksplosiv i frugten. Der er noget sødme … karamel og det bevirker, at vinen bliver meget rund og blød i eftersmagen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 279,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Mercurey Premier Cru Le Clos l'Évêque, Bourgogne, FrankrigSå er det næstsidste vin fra bourgognesmagningen på Restautant ET … en ung Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque fra Domaine Jean-Charles Fagot.

Der er i alt 634 registrerede Premier Cru marker i Bourgogne …alene bare i Mercurey i Côte Chalonnais findes der 32 Premier Cru marker, hvor Clos L´Evèque er én af dem. Og på netop Clos l’Évêque har Domaine Jean-Charles Fagot altså en lille parcel, hvor 40 år gamle vinstokke leverer druerne til Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque.

Druerne er høstet manuelt og vinificeret alene med druernes naturlige gær i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvorefter vinen har lagret 12 måneder på franske foudres egefade.

Duftmæssigt er stilen hos Fagot her mere aggressiv end fx Rion, langt mere maskulin med både blæk, penalhus, røde og sorte kirsebær, grønne blade, godt med kanel og masser af eg.

Smagsmæssigt er Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque også mere mørk i frugten med solmodne kirsebær og stor saftighed. Men når det så er sagt, så smager den fandeme godt, blød, rund og med power og trods alt let, saftig og blød med grønne burgundiske elementer. Den er samtidig virkelig fast i eftersmagen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 289,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2017 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Rosé, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Rosé, Bourgogne, FrankrigVi skulle skam også smage lidt rosé fra Jean-Charles Fagot og endda frisk fra høsten sidste år … Bourgogne Rosé 2017.

Vinen skulle jf. Brdr. D’s Vinhandel være lavet på et skønt mix af  Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir.

Jeg har ingen oplysninger – what so ever – om produktionen, så derfor springer jeg uden videre tøven, dvælen eller yderligere sendrægtighed direkte videre til mine smagsnoter, som uden omsvøb afslører, at det ikk’ er en vin, som vælter mig omkuld.

Der er nogle sjove aromaer og det er ikke hverken hindbær, jordbær eller noget i den boldgade, men mere en lidt sjov og halvsød aroma, som jeg ikke helt kan stedfæstne. Det er iblandet lidt grønne blade og sammen fungerer det bare ikke helt.

I munden har vinen en striks syre, hvilket den imidlertid ikke skal høre for. Det er faktisk ganske stålsat og samtidig meget let drikkelig, så den redder det hjem i sidste sekund som en okay rosé, som dog aldrig imponerer.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske 2016 koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 thumbthumbthumb

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis, Bourgogne, FrankrigVi sluttede med Bourgogne Grand Cru fra Domaine Daniel Rion & Fils … nemlig deres 2014 Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis.

Rions parcel på den legendariske Clos Vougeot mark ligger i den øverste del af marken og vinstokkene er omkring 40 år gamle. Det er stenet og kalkrig jord og marken er vel blandt de mest kendte vinmarker i hele Bourgogne. Marken blev allerede i  1100-tallet plantet af Cistercienser munke, der ønskede et mere arbejdsomt liv end i Cluny.

De byggede derfor det kendte slot, som stadig ligger midt i vinmarken og i dag er hovedsæde for vinbroderskabet Confrérie des Chevaliers de Tastevin.

Marken er er omgivet af mure, er en af de større enkeltmarker på hele 50,96 hektar og den største i Côte de Nuits. Den har – som nævnt – Grand Cru status.

Den bedste del er øverst på skråningen omkring slottet, den næstbedste midt på skråningen, mens den mindre gode er det ret flade jord nederst på skråningen nær landevejen.

Der er i dag mere end 80 ejere af parceller på Clos Vougeot, og de skal overholde regler om en høst på maksimalt 35 hektoliter pr. hektar … også hos Domaine Daniel Rion & Fils.

Denne Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis er lavet med afstilkning af druerne, udblødning i et par dage inden presning og med vinificering  i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf 70% er nye fade.

Vinen er har en ganske anderledes aroma end de to foregående fra Domaine Daniel Rion & Fils … lidt specielt og en kende mere krydret. Frugten er måske også en kende mørkere … kirsebær, brombær, ribs, blomster, læder og virker måske også samtidig en smule mere maskulin.

Smagsmæssigt har vi samme svævende lethed med en vis barskhed over sig. Det er alt, alt for ungt endnu, men smager godt. Vi er dog blot begyndt at kravle op af bjerget og på toppen venter der magi. Det er dog allerede nu koncentreret, let og stor vin.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske i årgang 2011 koster 999,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes, Bourgogne, FrankrigMed denne 2015 Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes fra Domaine Daniel Rion & Fils bliver vi i det højere luftlag … uden synlig luftsyge udover et stort veltilfreds smil bredt over hele kæften.

Druerne kommer med denne vin fra Premier Cru vinmarken Vignerondes,  der er beliggende i det nordlige Nuits-Saint-Georges. Marken har en undergrund med brune kalksten med fin tekstur af ler, silt og fossile rester, som giver godt med mineralske elementer til vinen. Vinstokkene på Vignerondes er mellem 30 og 55 år gamle.

Vinen er lavet efter samme læst som de øvrige bourgogner fra Rion, dvs. med afstilkning af druerne og  udblødning et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Duftmæssigt læner vi os en smule op af foregående vin … igen samme forførende lethed, en lille smule mere sødme og lidt tættere i aromaerne. Men – my god – hvor det dufter herligt. Det er blomstermarker, svævende lethed, kirsebær, hindbær, ribs … en sand strøm af lækker, let frugt, fennikel, komposterede vinblade og sammenlagt en berusende aroma.

I munden er vinen blød, lækker, svævende, let, smidig og samtidig intens dybde, så det er sgu virkelig lækker, lækker vin. Det er delikat blondeundertøj på flaske, sexet og lækker. Far er sgu meget glad.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée Village, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne Romanée Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin et lille kvantespring. Vinen er Domaine Daniel Rion & Fils’ 2014 Vosne-Romanée Village … og nu begynder fuglene for alvor at synge fransk og det lyder unægtelig som u-la-la.

Druerne til denne vin kommer fra to parceller på samlet 1,90 hektar beliggende i 250 meters højde i Vosne-Romanée. På den ene vinmark er vinstokkene mellem 35 og 55 år gamle og på den anden vinmark er de omkring 25 år gamle.

Druerne fra de to marker er vinificeret separat og samles først lige før vinen tappes på flaske. Men inden da, så er druerne afstilket og vinen – som de øvrige fra Rion – lavet med udblødning druerne et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og så er det en vin, som faktisk helst bør gemmes et sted mellem 8-15 år, men det giver vi en fuckfinger og smager bare denne årgang 2014 med det samme. Og der er faktisk ingen grund til at vente … for det smager allerede nu ganske fortryllende.

Uha … næsen er fjerlet og lys som en blond, fransk pige. Det er blomster, roser, sæbe. grønne blade og nærmest komposterede blade, skovbund og svampe. De lyse bær er kirsebær, hindbær, ribs og de emmer af delikat inderlighed.

Smagsmæssigt blødt – uha igen – cremet, let, lyst, briliant og svævende. Der er lidt kul, de lyse bær fra duften går igen og det er sgu skøn vin. Det er virkelig elegant med lidt jern, blid, blødt og forførende. Sådan skal bourgogne sgu smage og det var vel en af eftermiddagens bedste vine.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigNæste af de røde, burgundiske vine fra Domaine Daniel Rion & Fils blev husets basisvin, som Christophe og Olivier Rion blot kalder Bourgogne Pinot Noir.

Det er en vin, hvor druerne kommer fra flere forskellige parceller i bunden af bjergskråningen ved Nuits Saint Georges.

Der har vinmarkerne en undergrund med silt, ler og masser af mineraler. Vinstokkene er omkring 20 år gamle og er samlet udgør parcellerne omkring 2 hektar.

Efter høst afstilkes druerne og derefter udblødes druerne et par dage. Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret omkring 15 måneder på brugte barriques.

Næsen er fin luftig og let, men med en lidt stærk og forstyrrende aroma … næsten lidt surkrydret. Den stikker lidt ud mellem hindbær, kirsebær, stikkelsbær og lidt mineraler. Smagen er dog langt bedre end duften … fin, let og sødkrydret, lidt skarp i eftersmagen, men bestemt okay.

Importeres af Vinmonopolet, men jeg har ikke fundet en pris på vinen herhjemme.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, FrankrigFra næste vinhus Domaine Daniel Rion & Fils smagte vi alene rødvine og vi startede med deres Bourgogne Passetoutgrain.

Domaine Daniel Rion & Fils ligger ved den lille by Prémeaux lidt syd for Nuits-Saint-Georges. Huset er grundlagt i 1955 af Daniel Rion, som havde arvet en 2 hektar vinmark i Vosne Romanée efter hans bedstefar. Men vinene fra marken solgte Daniel til et lokalt negociantfirma, og det var først i 1978, da sønnerne Christophe og Olivier kom ind i foretagendet, at man begyndte at flaske og sælge vinene under eget navn.

Sønnerne opkøbte yderligere vinmarker og byggede også et nyt vineri med en større vinkælder og smagerum. Daniel gik selv på pension i 1995, så lige siden har Christophe og Olivier Rion stået for driften i Domaine Daniel Rion & Fils.

I dag har vinhuset 18 hektar vinmarker i 18 forskellige appellationer omkring de 6 byer i Côte des Nuits og Hautes-Côtes, nemlig Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne Romanée, Chambolle Musigny, Vougeot and Marey-les-Fussey.

Den årlige produktion ligger på 800 hektoliter, hvilket giver omkring 100.000 flasker vin, hvoraf omkring 75% eksporteres.

Her har vi fat i husets Bourgogne Passetoutgrain, en vin lavet på 2/3-dele Pinot Noir samt 1/3-del Gamay fra 30 år gamle vinstokke. Efter høst afstilkes druerne for at undgå den mest barske garvesyre og grønne smagsnoter og derefter udblødes druerne et par dage.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og har – så vidt jeg kan se – ikke lagret på egetræ eller i hvert fald i en kort periode og en passetoutgrain skal da også helst drikkes helt ung.

Duftmæssigt er vinen er smule lukket, men frugten er mellemrøde bær og til den mørkere side end normalt for almindelig bourgogne på Pinot Noir alene. Det er kirsebær, tranebær og blomster, men mere kunne jeg ikk’ lige fange.

Der er godt med saftighed i vinen, kraft og en levende syre. Det er måske lidt simpelt og rustikt, men smager faktisk ganske fornuftig og frugten er også lidt lysere end smagen med kirsebær, ribs og moreller.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb