2018 Christophe Violot-Guillemard, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, Frankrig

2018 Christophe Violot-Guillemard, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, FrankrigNæste vin havde vi selv givet Flemming i gave til en rigtig snapsejulefrokost lige før jul. Det er en imponerende lækker 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Christophe Violot-Guillemard.

Vinhuset ligger på Rue de la Refene i Pommard og er startet for over hundrede år siden af Joannès Faivre, som sideløbende drev et lille destilleri.

Han fik sammen med hustruen Léontine Badet datteren Marie-Louise, som blev gift med Louis Violot og drev vinhuset sammen, men desværre døde Louis alt for tidligt i en ulykke, så derefter giftede hun sig med Jules Guillemard.

Marie-Louise Faivres to drenge Roger og Gilbert fra ægteskabet med Louis Violot blev også vinbønder … men i dag er det Gilberts søn Christophe Violot-Guillemard, der som 4. generation driver gården videre og selv overtog ansvaret i 1990.

Han har i dag 7 hektar vinmarker i en række af Bourgognes kendte kommuner – primært i Côte de Beaune – og fx appellelationer som Pommard, Volnay, Meursault og Saint-Romain.

Christophe Violot-Guillemard har børnene Camille, Chloé, Théo og Louis … og Théo studerer i øjeblikket vinavl og vil være 5. generation til at drive familieejendommen. Han deltager allerede i driften og er langsomt ved at overtage mere og mere ansvar.

Denne 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, hvor alle Pinot Noir druerne kommer fra Premier Cru-marken Les Suchots, som er beliggende lige nord for selve Vosne Romanée i smørhullet mellem berømte Grand Cru-marker som Richebourg, Romanée Saint Vivant og Echézeaux,

Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots – og husets andre vine – er der ikke mange informationer om, men vinen er lavet med mindst mulig indgriben og lagring, hvor der kun bruges en mindre andel nye fade.

Duftmæssigt kan man mærke, at vi nu har skiftet spor … igen er det cremet, ultrablødt og med en lille saftig varme, som endda virker en smule fyldig på en let og luftig måde. Der er frugt af jordbær, ribs og kirsebær samt søde noter af lakrids, nougat, chokolade og vanilje, en mineralsk kant og en anelse mentol. Det er elegant og man kan også fornemme en vis saftighed.

I munden fylder vinen godt … giver en indre ro, for alt er blødt, cremet og nærmest mundsmeltende med en koket flommefedme, krop og tæt frugt, der mest er sorte kirsebær, jordbær, tranebær og ribs suppleret med lidt campariagtig bitterhed, let peber og næsten feminint bid … det gør lidt ondt, men er også så dejligt. Tanninerne er blidt og medgørlig, gnubber blot lidt på tungen og spiller op til dans med skyggelang længde. 97 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.405 kr., mens prisen er 1.260 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2019 Conti Costanti, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Conti Costanti, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin røg niveauet lige helt op til tagspærene … en møglækker Brunello di Montalcino fra en af de gamle, ædle og indflydelsesrig familier i Montalcino, nemlig Conti Costanti.

Conti Costanti er således en af de legendariske producenter i Brunello og drives i dag af Andrea Costanti og hans datter, som laver meget klassiske og længelevende Brunello’er, som regnes i toppen af hierarkiet af Brunello’er.

Familien Costanti stammer oprindelig fra Sienna og har en historie, der går tilbage til det femtende århundrede. De var fremtrædende i hele historien om Montalcino og involveret i en større begivenhed, der førte til oprettelsen af ​​Republikken Siena i 1555.

Deres våbenskjold, der først tilhørte kansleren og juristen Giovanni Costanti, stammer fra 1506 og opbevares i dag i Palazzo del Rettorato i Modena.

Som Brunello-producenter går husets historie næsten lige så langt tilbage som den mere kendte nabo Biondi Santi, der lavede en Brunello omkring fem år før, at Costanti lavede sin første.

Og stilmæssigt ligger de to producenters vine også tæt op ad hinanden og Costantis Brunello nævnes ofte som et ligeværdigt men noget mere rimeligt prissat alternativ til den berømte og dyre Il Greppo.

Andrea Costanti overtog i 1983 driften som ung mand og 6. generation af Costanti vinproducenter. Han har 25 hektar jord, hvor 12 hektar er vinmarker, 4 hektar olivenlunde og resten er brakjord og skov.

Her smager vi Andreas 2019 Brunello di Montalcino, der er lavet på 100% Sangiovese Grosso  høstet i hånden. Gæring og maceration er sket i rustfrit stålkar over 14-21 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 30 hektoliter gamle slavonske egefade efterfulgt af yderligere 18 måneder på 5 hektoliter fade og endelig 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Uhhhh bella figura … den flotte krop afsløres allerede i næsen, der virker fabelagtig afbalanceret med en kombination af modenhed fra ældre fade, tørhed og en frugt, der virker let tørret. Der er blomster, violer, rosenblade, rå champignon, tobak og tørre papkassen, mens frugten er kirsebærdrevet med tørret jordbær og tranebær, hvilket suppleres med nogle lidt jernholdige elementer.

I munden mærker man Sangiovese druens markante tanniner, men styret til harmoni og velvære, hvorved ingen skærer sig på kanterne på nogle måder. Det er elegant, kropsligt veldrejet og har pænt frisk frugt med lyse kirsebær, ribs og tranebær, lidt tørhed, fin balance og imponerende intensitet, som om vinen vokser i munden … det er præcist og blæret … 97 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 875 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2022 Weingut Mathias Gaul, Asselheimer St. Stephan Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Mathias Gaul, Asselheimer St. Stephan Pinot Noir, Pfalz, TysklandNæste vin til byggemødet var også på Pinot Noir, men var dog tysk og en 2020 Asselheimer St. Stephan Pinot Noir fra Weingut Mathias Gaul.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldt i november 2017 den unge vinmager for King of Pinot.

Det skyldes, at Matthias i 2017 vandt prisen for bedste rødvin med hans 2015 Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 … en pris, som, han også tog i 2015, dengang med hans 2013 Pinot Noir Steinrassel Réserve.

Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Denne 2022 Asselheimer St. Stephan Pinot Noir har jeg ikke de store oplysninger om … men den skulle være lavet med en kølig pre-maceration før en spontan gæring med druernes egne gærceller og derefter modnet på nye fade af fransk eg, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Duftmæssigt virker vinen faktisk en smule anonym til at starte med og starter med lidt nødder, en god umamiagtig aroma med peanuts, sødlig stald, kanel, søde krydderier, lidt blæk, jod, tobak og virker en smule parfumeret i udtrykket. Frugten er modne kirsebær, jordbær og hindbær … syren rank og meget kølig.

I munden virker frugten lysere, lettere og mere syrlig med rabarber, ribs, kirsebær og kirsebærsten, en smule lemon og har en spændstig og klingende syre. Det er cremet og lækkert … endda læskende samt saftigt og på et højt niveau. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Machard de Gramont, Chambolle-Musigny les Nazoires, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Machard de Gramont, Chambolle-Musigny les Nazoires, Bourgogne, FrankrigSidste sommer smagte jeg fra vinkøleskabets dybe indre denne Chambolle-Musigny les Nazoires fra Domaine Machard de Gramont, men det var en årgang 2014. Som aftenens første rødvin servede Flemming samme vin i en nyere årgang 2022.

Det er en vin, som der ikke er vildt mange oplysninger om, men den er lavet helt klassisk med meget traditionel vinifikation og efterfølgende lagring på små egefade.

De fleste vine hos Domaine Machard de Gramont lagrer på barriques i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type.

Duften er fandeme lækker … er let, luftig og helt æterisk med en meget fin, sart og feminin lys frugt af jordbær og søde lyse hindbær, godt med blomster og klart fadpræg med nøddeknas, jod, vanilje, lakridskonfekt og mælkechokolade.

I munden er det lidt samme historie … lys, blød og cremet frugt af syrlige kirsebær, tranebær, rabarber og godt med citrus, virkelig ren, luftig, rank og kølig med forførende feminin syre. Det er med til at give vinen elegance, friskhed og bid … 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Gallina de Piel, Mazapé Blanco, Tenerife, Spanien

2020 Gallina de Piel, Mazapé Blanco, Tenerife, SpanienGallina de Piel har jeg før smagt vin fra … det er et spændende vinprojekt fra El Bullis tidligere chefsommelier David Seijas, hvor man køber druer fra udvalgte vinavlere i Spanien og denne hvidvin Mazapé Blanco er lavet med druer fra Tenerife af alle steder.

David Seijas har 2 gange fået titlen som Spaniens bedste sommelier og hele 5 gange blev på 7 år blev El Bulli kåret som verdens bedste restaurant, inden den sluttelig lukkede i 2011.

David Seijas var i mange år chefsommelier på den verdenskendte restaurant, men efter den lukkede, så startede han i 2017 projektet Gallina de Piel sammen med sin sommeliermakker, Guillem Sanz Obach.

Det udsprang sig ud fra et brændende ønske om at lave ranke vine, der pirrer smagsløgene i mødet med gastronomi… men som stadig er til at forstå for den almindelige forbruger, hvor vinen indgår som et naturligt element uden at være i centrum.

Gallina de Piel har ikke selv vinmarker, men arbejder sammen med vinbønder fra udvalgte vindistrikter i Nordspanien. Det er alle samtidig makkerparrets gode venner og alle har hjemme i de relativt kølige terroirs i Catalonien, Navarra, Aragonien og Galicien.

Men også på turistøen Tenerife er de venner med Juan Jesús Méndez, som til dagligt driver Bodegas Viñátigo og de er nu gået sammen for at skabe denne hvidvin med aftryk af terroiret på marken Mazapé på Tenerife.

Mazapé vinmarken ligger på en vulkansk bjergskråning og har vinstokke med de lokale druesorter Gual og Vijariego Blanco, som denne vin er lavet på. Det er begge druesorter, som jeg aldrig tidligere har hørt om, så lad os først lige undersøge dem.

Imidlertid skulle Gual vist være identisk med Malvasia, mens Vijariego Blanco er en sjælden hvid druesort, der udelukkende dyrkes på De Kanariske Øer og især på øerne El Hierro og Tenerife, hvor den bruges til fremstilling af tørre hvidvine med frisk smag af grønt æble, pære, citrusfrugter og grønne urter.

Vijariego Blanco vinstokke producerer store klaser af fede og saftige, grønlige eller gule bær. På grund af de store bær har sorten tidligere været brugt til spisedruer.

Vijariego Blanco bevarer høje sukker- og syreniveauer på trods af de varme og fugtige vækstbetingelser. Disse egenskaber gør den ideel til fremstilling af mousserende vin. Den blandes også nogle gange med Palomino … en sort tæt forbundet med sherryvinene fra Jerez i det sydlige Spanien, men også dyrket på De Kanariske Øer.

Vijariego Blanco er en hårdfør, middel- til højtydende sort med god modstandsdygtighed over for sygdomme og sorten blev på De Kanariske Øer aldrig ramt af phylloxera.

Nå, men til denne vin er de 2 druesorter i første omgang vinificeret separat. Gual lagres i betonæg i 4 måneder og omstikkes først efter gæringen for at fjerne det grove bundfald, hvorefter den holdes i kontakt med de fine gærrester.

Omvendt gæres Vijariego Blanco direkte i fadet, hvor den efterlades på bærmen i 5 eller 6 måneder. Batonage foretages især i starten til bærmen bærmen er stabiliseret for at undgå for megen reduktion. Efter denne proces blendes de to druer og aftappes, hvorefter den yderligere lagres 10 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet 612 flasker af vinen og dette er nummer 103.

Det er ikke en særlig imødekommende duft … meget funky med en blanding af harpiks, linolie, glycerin, havvand og kloak suppleret med ristede noter, nødder og nedenunder det underlige lag finder man også lidt pærer, fersken og gærede æbler.

I munden er vinen lige så mærkelig … grønne tulipanstilke, stram og utilnærmelig med en frugt af stikkelsbær og nogle citrusfrugter med en lidt sur, bitter, sød og noget reduktiv smag. Måske er der en fejl i denne flaske eller måske er det ikke en vin, som kan holde sig mange år, men i hvert fald vente alle omkring bordet tommelfingeren ned, så dermed 85 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 375 kr. mod en normalpris på 639 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2023 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Margotés Blanc, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Margotés Blanc, Bourgogne, FrankrigTil forretten … eller mere præcist til de 3 små forretter smagte vi aftenens første hvidvin, som var en drønlækker 2023 Rully 1er Cru Margotés Blanc fra vinhuset Domaine Jacqueson.

Det er jo et vinhus, som jeg også er stødt på tidligere og det hedder også Paul et Marie Jacqueson og holder til midt i Rully by på adressen Rue Saint Laurent.

Rully er jo et af de mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste.

Domaine Jacqueson er grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige af familiens jordlodder i Rully, som dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begyndte Henry at sælge vinen til private og udvidede vinhuset ved at købe flere jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972 efter at have studeret  landbrug, vinavl, ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 13 hektar vinmarker godt fordelt på små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne 2023 Rully 1er Cru Margotés Blanc, hvor Chardonnay druerne jo netop også kommer fra en lille parcel Margotés på kun 0,95 hektar og vinstokke plantet i 1999. Marken har sit navn efter  margottes, som er små bundter af grene fra de nærliggende skove og marken drives efter biodynamiske principper.

Høsten er sket manuelt, hvorefter presning er sket direkte og efterfølgende er gæringen sket i egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 15-20% nye fade.

Duftmæssigt er det virkelig fadlagret Chardonnay … den har taget sin tykke smørfrakke på, smørret sig ind og er olieret lækker med en omgang lakridskonfekt, vanilje, ristede hasselnødder, toast og blød frugt af fersken og dåsepærer. Der er mushy mushy fedt og lækkert med feel-good saftighed.

Og sådan smager vinen sgu også … rund, blød, cremet med fersken, bløde og hvide pærer suppleret med let appelsinskal og kandiseret lemon, en smule hvid peber samt en blød syre. Det er tæt, fyldigt og samtidig med en vis kalket mineralitet … flot vin og 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Alfred Gratien, Cuvée Paradis Brut, Champagne, Frankrig

2015 Alfred Gratien, Cuvée Paradis Brut, Champagne, FrankrigByggemødet startede som forventet med lidt bobler og endda i form af en ægte flot årgangschampagne … en 2015 Cuvée Paradis Brut fra champagnehuset Alfred Gratien.

Champagnehuset er grundlagt på den nuværende adresse Rue Maurice Cerveaux i 1864 af Alfred Gratien. Han grundlagde også vinhuset Gratien & Meyer i Saumur i Loire, men i dag ejes Alfred Gratien af den store tyske Sekt producent Henkell,, som faktisk er en del af Dr. Oetker imperiet.

Det enestående ved champagnehuset Alfred Gratien er imidlertid, at det er et forholdsvis lille champagnehus, som alene producerer 250.000 flasker champagne årligt, laver det ganske klassisk, har en tårnhøj kvalitet og har haft samme familie af vinmagere i 4 generationer helt tilbage til 1905.

Champagnerne hos Alfred Gratien laves nemlig af Jaeger familien, hvilket startede i 1905 med Gaston Jaeger, som blev efterfulgt af hans søn Charles i 1951 og han overdrog ansvaret til hans søn Jean-Pierre i 1966.

I dag er Nicolas Jaeger, som laver champagnerne som 4. generation. Han startede i lære hos sin far i 1990 og har siden 2007 været ansvarlig for hele produktionen.

Denne 2015 Cuvée Paradis Brut er lavet på 65% Chardonnay og 35% Pinot Noir, som alene kommer fra Grand Cru marker. I selve vinifikationen er der brugt fade og vinen er også efter første gæring lagret på egefade. Andengæringen og lagringen på flaske er sket over minimum 6 år i husets kælder.

Allerede fra første snus kan fadlagringen klart fornemmes, for duften er fuldfed og næsten smørret … der er lakridskonfekt, vanilje, briocheboller, toast og mariekiks, en frugt af fersken, pærer og føles endda lidt eksotisk med mango, kærlighedsfrugt, mandarinskal samt ganske lidt Amaretto mandellikør. Allerede da vi smagte vinen sagde jeg, at der var nogle lighedstegn med Dom Perignon … lidt samme fedme, modenhed og stoisk ro … Uhmmmm.

Smagen er klart mere syrlig … der er nu lidt citroner, lemon og grape med syre og bitterhed. Læg dertil en lidt kalkholdig mineralitet, men også nogle mere umamiagtige smage af briocheboller, honning samt nogle letsaltede elementer. Boblerne aka moussen har godt med intensitet og brus … det smager fandeme fremragende. 95 point.

g leverer et udbrud af intense smage: syre, sødme og saltholdighed. Den lukker med en med aromaer af honning og brioche, der dvæler i ganen.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 895 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Byggemøde 8. februar 2025 … året første blev holdt hos Flemming

Sidst vi havde byggemøde aka vinaften med byggesjakket var tilbage i oktober måned sidste år, men lørdag den 8. februar 2025 tog vi hul på det nye år med et nyt byggemøde med Flemming som host, vært og høflig gæstgiver.

Flemming havde indbudt sjakket til start kl. 17.00 og med præcision og punktlighed mødte alle og til tiden. Som også sidst hos Flemming tilbage i november 2023 startede vi alle med at slænge os omkring sofabordet og fik så  hurtigt – som sidste gang – stukket et glas bobler i hånden og så var vi ligesom i gang … og konkurrencen ligeså.

Det er en virkelig lækker champagne … masser af fadpræg, imødekommende og moden … alle gættede, at det var Chardonnay baseret champagne, hvorved alle også scorede 2 point. Det viste sig at være en 2015 Cuvée Paradis Brut fra champagnehuset Alfred Gratien. Mums.

Maden

Der duftede  imidlertid ikke af mad i lejligheden og Flemming havde heller ikke feminint forklæde på eller haft travlt ved gryderne, men i stedet havde han på den madmæssige front allieret sig med Vesterport Madmarked, hvor han havde købt en række lækre retter.

Vesterport Madmarked er et nyt take-away sted i Randers og indehaveren Mogens har tidligere drevet Cafe Blicher med stor succes og laver formidabel mad, hvilet vi også skulle smage denne aften, hvor menuen kom til at se sådan her ud:

  • Forret
    Torsk med kapers, laks med sprøde grønsagstern og agurk samt noget røget kød med druer, peberrod, sprøde hvide asparges stykker og tangsalat.
  • Hovedret 1
    Kalvemørbrad i champignonsauce med 2 spændende salater med frugt, druer og oliven
  • Hovedret 2
    Tapas med charcuteri, vannameirejer og hønsesalat
  • Dessert
    Ostebord, panna cotta, chokoladekage og fastelavnsboller

Nedenunder lige lidt fotos af retterne og et par kommentarer.

Torsk med kapers, laks med sprøde grønsagstern og agurk samt noget røget kød med druer, peberrod, sprøde hvide asparges stykker og tangsalat.

Det var 3 små lækre retter … god start og hverken for meget eller for lidt med en fin torsk, en  drønlækker laks og alt komplementerede hinanden og fik følgeskab af aftenen 2 eneste hvidvine.

Kalvemørbrad i champignonsauce med 2 spændende salater med frugt, druer og oliven

Efter forretten ventede vi et godt stykke tid inden den første hovedret og nød blot den flotte perlerække af dyre rødvine, som Flemming serverede for os.

Så kom der kød og salat på bordet …  og sikke mørt kød … og sikke lækre salater! Der var ingen kartofler eller tilsvarende som tilbehør, hvilket også gjorde det til en lettere ret og det var ganske fint … der kom lidt dybde ved en fed sauce lavet med champignon.

Tapas med charcuteri, vannameirejer og hønsesalat

Så kom der næst lidt tapas og det elsker vi jo alle. Det var lidt forskelligt charcuteri og dertil lidt forskellige pestoer. Der var også lidt vannameirejer og en lækker hønsesalat.

Ostebord, panna cotta, chokoladekage og fastelavnsboller

Sidst på aften kom der et lille ostebord, men det fik jeg ikke taget fotos af, men også et par søde desserter. Der var noget, som jeg selv gættede på, var en lille panna cotto, selvom jeg ikke smagte en. Der var også små stykker chokoladekage og en syndig gammeldags fastelavnsbolle med creme.

Vinene

På den vinmæssige front havde Flemming haft de helt store spenderbukser på med et røvdyrt felt af lækre vine, Der var i alt 12 forskellige vine og det betød, at feltet så sådan her ud:

Fandens lækre vine … kun et par enkelte adskilte sig negativt i mængden og det var Tenerife vinen Mazapé Blanco fra Gallina de Piel – som blot var temmelig speciel – og så den sidste Cadia di Giachino Bruno, Barolo Monvigliero, som var skæv/dårlig.

Mine egne favoritter var klart den flotte Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Christophe Violot-Guillemard, en smukke Pecchia Chianti Classico Gran Selezione fra Gagliole, en røvlækker Brunello fra Conti Costanti, mens også en Penfolds Shiraz vin overraskede virkelig positivt.

Samlet set var alle vinene – lige undtagen de to nævnte – på et virkelig højt niveau, men det kan du jo læse nærmere om i mine beskrivelser og anmeldelser af vinene linket til ovenover.

Konkurrencen

Vi skal selvfølgelig også omkring vores blindsmagningskonkurrence, hvor vi løbende fulgte hinanden i et tæt opløb, men aftenen endte alligevel med, at der blev 2 vindere, idet Brix og Jesper hver fik 11 point, men jeg endte på 10 point og Keeper på 7 point.

Derefter sluttede aftenen … en hyggelig og rolig aften, så stor tak til Flemming for fremragende værtsskab, lækker mad og imponerende vine … det var konge.

2019 Sammicheli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Sammicheli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienPå etiketten af denne 2019 Sammicheli Brunello di Montalcino står der, at vinen er lavet af VIPI S.p.A. i Castellina In Chianti, men ifølge importøren Supervin står der et kendt navn bag vinen, men at man ikke må oplyse om, hvem producenten reelt er.

Dette ser man tit, at producenter kan have svært ved at sælge tilstrækkeligt af deres vine og så udgiver/sælger dem under andre navne, så man man få solgt vinene … og får penge i kassen. Det er fint for producenten og godt for os, som ofte kan købe vinene billigere end ellers, hvilket så også gælder for denne Brunello di Montalcino Sammicheli.

Det er selvfølgelig ren Sangiovese, men ellers er der ikke pt. mange tilgængelige oplysninger om vinen, men da det jo er en Brunello di Montalcino, så er det en vin, der efter endt fermentering, er lagret sammenlagt 5 år, heraf minimum 24 måneder på egefade.

Uhhh dejlig duft med masser af bund, dybde og kraft … lagringen på egefadene slår meget tydeligt igennem med sød tobak, chokolade, ristede svampe, vanilje, jod, læder og balsamiske noter. Frugten er mørk og virker næsten helt tørret eller overmodne i udtrykket med brombær, sorte kirsebær, blommer og svesker. Træet kommer dog også en smule frem med en smule cedertræ, der lidt lidt tørhed.

I munden er vinen knap så mørk og heller ikke helt så smukt balanceret som duften. Der er god ren og robust frugt af kirsebær, brombær og rabarber, mens syren er mere balsamisk og der lister sig også nogle blomstrede elementer ind med stilkede, grønne smage og den lidt sjove bitterhed fra rooibos-te supplere tørre, spinkle og stramme tanniner, som efterlader frisk, stram, kantet og syrlig Brunello di Montalcino, hvor duften trækker op. 91 point.

Forhandles af Supervin, men er endnu ikke kommet til landet eller prissat.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Weingut Ziereisen, Jean-Pierre Décofer No. 8 Méthode Traditionelle Rosé Sekt Brut, Baden, Tyskland

N.V. Weingut Ziereisen, Jean-Pierre Décofer No. 8 Méthode Traditionelle Rosé Sekt Brut, Baden, TysklandNår man lige har mæsket sig i lækker Blauer Spätburgunder vine fra Weingut Ziereisen, så trænger man vist lige til at få renset munden … og hvorfor så ikke gøre det med en lækker mousserende vin fra samme sted? Det er en Jean-Pierre Décofer No. 8 Méthode Traditionelle Rosé Sekt Brut.

Det er en spritny Deutcher Sekt, som ikke engang er landet hos importøren Supervin endnu, men er Hanspeter Ziereisens nye Sekt topvin, der netop er frigivet efter 10 år i kælderen.

Jeg har for blot nogle uger siden smagt og skrevet om Ziereisens Ohrechrübler Sekt Rosé Brut og altså lidt i samme boldgade. Den smagte herregodt … denne er bare endnu bedre og langt mere lækker.

Det betyder også, at der ikke i øjeblikket er så mange oplysninger om vinen, der heller ikke fremgår på Ziereisens egen hjemmeside, men søstervinen Ohrechrübler Sekt Rosé Brut er lavet på primært Regent tilsat lidt Spätburgunder fra marken Eferinger Oelberg, men denne skulle vist være lavet på ren Regent.

Normalt laver Hanspeter sine mousserende vine ved, at gæringen sker spontant og så lagrer vinen på træfade i normalt 6-10 måneder inden de tappes forsigtigt og nogle gange uden filtrering. Denne Jean-Pierre Décofer No. 8 Méthode Traditionelle Rosé Sekt Brut lagrer efter første alkoholiske gæring 36 måneder på egefade.

Derefter er vinen flasket til den traditionelle andengæring på flaske efter champagnemetoden. Det er sket over hele 7 år på helt samme måde som dyr årgangschampagne. Den har fået navnet Jean-Pierre Décofer, som efter sigende skulle være en omskrivning af Hanspeter Zieriesen oversat til fransk.

I glasset er der en pink- slash orangefarvet vin, som fra start skummer meget og smukt. Duften er helt klart præget af lagringen på egefade og virker meget kompleks, interessant og moden. Der er gamle egeplanker, teaktræ og mahogni, røde bær, jordbær, kirsebær, hindbær og tørret abrikos, noget toast, croissanter og smørkringler, lidt lakridskonfekt, vanilje og karamel … uhmmmmmmm. Duften er virkelig dragende og to-die-for.

I munden er boblerne svage, fine og sarte … man fornemmer klart, at vinen har lagret i længere tid, for smagen er afdæmpet, men med en god og let maskulin syre. Frugten er mest lemon, grape og citroner … der kommer godt med lidt sødbitre grapeagtige noter og citronsyre  sammen med tørret abrikos og syrlig æblemost. Det giver eftersmag i lang, lang tid … ren, krisp, syrlig, bitter og intens, så sammenlagt klart en Deutscher Sekt udover det sædvanlige. 95 point.

Forhandles af Supervin, men er endnu ikke kommet til landet eller prissat.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger