Tag-arkiv: 4½

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Garnacha, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Garnacha, Aragón, SpanienFra det innovative spanske vinhus Bodegas El Grillo y La Luna har jeg før smagt vine med navne som Grillo og Hop Hop, men nu smager jeg så deres 12 Lunas Garnacha 2021.

12 Lunas laves både i en hvid udgave, den røde 12 Lunas Tinto og rosévinen 12 Lunas Rosado.

Ja og så denne 12 Lunas Garnacha, der er blot lavet på ren Grenache, som er høstet i starten af oktober fra 18 år gamle vinstokke på vinmarken Las Carrasquetas i 450 meters højde.

Gæringen er sket ved omkring 28 grader over 10 dage med 7 dages eftermaceration efterfulgt af en malolaktisk gæring og begge dele er sket i rustfrie ståltanke. Kort herefter er vinen blevet flasket uden yderligere lagring. Der er lavet 8.000 flasker af vinen.

Det er duftmæssigt en veritabel duftbombe af frisk frugt … ung, spændstig og levende med lidt grønne blade blandet i. Det er frugt af sorte kirsebær, blåbær, svesker og ribs … ren og klar frugtsaft uden den mindste indblanding.

Smagen er også utrolig frugtrig med en omfavnende og sødlig frugtsmag, hvor der kommer lidt lakrids frem, en mørk balsamisk syre, godt med skrald på i det hele taget … frisk, dyb og samtidig flot koncentration. Det giver en frisk, mørk vin med et bredt smil og et appeal, der rammer de fleste både vinnørder og dem, som bare ønsker et godt glas vin, så dermed 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, Frankrig

2021 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, FrankrigFra op mod 100 år gamle vinstokke fra marker på skråningerne af det skaldede bjerg Ventoux, som har voldt mange cykelryttere store kvaler, laver den innovative vinmager og negociant Xavier Vignon denne vin Ventoux, som jeg smager i årgang 2021.

Denne 2021 Ventoux fra Xavier Vignon er lavet på 65% Syrah, 25% Grenache og endelig 10% Mourvédre fra op mod 100 år gamle vinstokke. De står på ikke mindre end 60 parceller i 250-400 meters højde fra bakkerne neden for det legendariske skaldede bjerg Mount Ventoux og fra højereliggende terrasser i det kalkstensholdige Dentelles de Montmirail.

Xavier Vignon har ladet druesorterne gære sammen … sådan næsten, for 5% af Syrah druerne fra de helt gamle vinstokke er altså vinificeret separat og også efter endt lagret 1 år på egetræsfade, mens den øvrige del blot er lagret 1 år i betontanke.

Virkelig dejlig duft … en anelse varmere og mere sammenhængende end 2020’eren, men dog fortsat med en stenet mineralitet, men også masser af engelsk lakrids, rhônekrydderier, eukalyptus, timian samt læder violer, skovbund og en frugt af hindbær, sorte kirsebær med noget svag sødme til sidst.

I munden er det et lille kraftværk … masser af mørk, fyldig og afrundet frugt med hindbær, ribs og brombær, noget peber, strenge og saltede mineraler og igen fyldighed, sødme og dybde. Der er både sød finsk og tør engelsk lakrids, en pose spejderhagl, masser af frugt og flot integrerede tanniner, som næsten uden du mærker det, bare lige sætter sig på dine tænder. På en eller anden måde virker denne 2021 mere komplet end 2020’eren, så 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine Jean-Marc Bouley, Volnay Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Marc Bouley, Volnay Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte i Frankrig og igen med mer’ burgundisk vin, for den næste vin var nemlig denne 2016 Volnay Vielles Vignes fra Domaine Jean-Marc Bouley, der holder til i udkanten af Volnay by.

Vinhuset har været drevet af familien Bouley siden 1919 og håndværket er gået fra far til søn gennem adskillige generationer, men det var reelt først i 1974, at man rigtigt startede med at sælge og markedsføre vinene i ejet navn.

Det var Jean-Marc Bouley, som efterfulgte sin far Christian, der igen havde overtaget vingården var grundlæggeren François Bouley. Men siden 2022 har det været Jean-Marcs søn Thomas, der har overtaget driften.

Han startede dog allerede 10 år forinden at arbejde sammen med sin far og de har passet i alt 8,8 hektar marker, der er fordelt på ikke mindre end 29 forskellige parceller.

Druerne til denne Volnay Vielles Vignes kommer fra 4 forskellige parceller ved foden af skråningen op mod Volnay by. Vinstokkenes gennemsnitsalder er omkring 50 år. Vinen lagrer 20 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye.

Duften er ikke så Volnay fin, som jeg havde forventet … mere lidt beaujolaisagtig og så fanger jeg altså også noget prop. Vi smagte  5 mand høj vinen, men de andre mente ikke, at den havde prop. men det blev ved med at forfølge mig., Det er ikke voldsomt, for jeg fik fortsat lidt kirsebær, jordbær, ribs, noget svovl og ellers en god samt frisk syre, grafit og en grøn, kantet tone … og så lidt prop.

I munden er der også godt med syre med noget lemon, citron, hindbær, ribs og en totalt vild tørhed. Det blev ingen fin og sart elegantier, men i stedet kantet, tæt og let lukket. Det smager sgu da bestemt godt, men tror sgu fortsat, at den lige havde en snert og jeg landede da også moderat på 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 594,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 12 flasker,

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Tradition, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Tradition, Alsace, FrankrigJacques Sipp på Domaine Sipp Mack er en rigtig spasmager … sådan er han altid, hvilket også var tilfældet, da jeg sidst mødte han til Jysk Vins vinfestival 6 marts i år. Det er dog datteren Carolyn, som i dag laver vinene … også denne 2021 Pinot Gris Tradition.

Domaine Sipp Mack er jo efterhånden godt kendt her på vinbloggen, så nu kigger jeg alene videre på denne vin, der er på den i øjeblikket ret populære drue Pinot Gris … men her er den fortolket meget klassisk alsacisk.

Druerne er høstet i starten af september, hvorefter de presses forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter på tank indtil august året efter høst. Vinens restsukker ligger på hele 11,9 gram pr. liter.

Næsen er fyldig, småsød og endda mere aromatisk og parfumeret end nogle af de tidligere årgange. Det er blød og sød frugt af melon, dåsepærer, modne gule æbler og fersken. Der er Bamseline lækker nyt vasketøj, lidt nektar- og honningristede nødder, lindetræ, safran samt pænt sødgrillet lemon.

I munden er vinen småfed på en dejlig opulent måde … godt med sødme og fylde. Som med tidligere årgange er frugten saftig, tropisk og saftig med fersken, mango, ananas og honningmelon. Det smager olieret, saftigt og sødt … virker utrolig velegnet til aperitif eller måske sammen lidt bluecheese. Det er en vin, som alle bare vil kunne lide … høj som lav, tyk eller tynd, vinnovice eller -nørd. 90 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Crémant de Bourgogne fra Veuve Ambal, der bare laver skønne mousserende bobler og går rigtig champagne i bedede, så her smager jeg deres Non Vintage Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut.

Veuve Ambal af grundlagt i 1898 af Anne Marie Ambal. Da hendes parisiske ægtemand og bankmanden Antoine Emile Ambal døde, så flyttede hun tilbage til hendes fødeby Rully, hvor hendes bror stadig boede, var købmand og handlede med Bourgogne vine.

På dette tidspunkt var champagnemetoden ny … og Anne Marie havde forudset dens fremtidige popularitet, hvorfor hun besluttede sig for at skabe sin egen maison aka vinhus med produktion af både hvide og røde mousserende vine.

Hun høstede stor anerkendelse for sine mousserende vine og Maison Veuve Ambal blev hurtigt anerkendt som specialister i Crémant de Bourgogne og har siden var et referencepunkt for crémanter fra Bourgogne.

I den er det Anne Marie Ambals tiptipoldebarn Aurélien Piffaut, der som 6. generation siden 2010 har stået i spidsen for vinhuset, der i dag råder over omkring  250 hektar vinmarker fra 6 forskellige burgundiske domæner.

Her arbejder de konstant på at optimere kultiveringen af deres marker med høje kvalitetsstandarder og med stadig flere af deres marker, som bliver certificeret økologisk. I 2005 iværksatte familien en kæmpe udvidelse af produktionsfaciliteter og lagerkapacitet og flyttede efter mere end 100 år i Rully tættere på Beaune.

Denne Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut er lavet på et mix af Chardonnay og Aligoté, der høstes fra kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i en skånsom pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate most af druernes førstepresning finder vej til det færdige blend. Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltanke, inden andengæring på flaske i minimum 18 måneder sur lie.

Meget lækker og umiddelbar duft … det er formfranskbrød, croissanter, pærer, æblemost, fersken og honningmelon. Der er lidt sødme, gærede noter og ellers godt med blomster, meget sommerlig og frisk som en elverpige med fletninger i håret.

Det er godt brus, som dels har grønne, lidt umodne æbler og noget citrus, men også en vis sødme samt en kalket mineralitet. Man kan nærmest smage, at Aligoté druerne giver et grønt syrebid. Boblerne ebber hurtigt ud og så kommer er en lille lemonagtig bitterhed, der dog også bærer en smule sødme. Det er lige det, som jeg denne dag på terrassen med høj sol har brug for, mens jeg venter på gæster, som helt sikkert vil være klar på et glas. 90 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Zantho, Zweigelt, Burgenland, Østrig

2022 Zantho, Zweigelt, Burgenland, ØstrigForleden smagte jeg 4 vine fra det nye og meget spændende vinhus og kooperativ Zantho i den lille østrigske byen Andau i Burgenland. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er deres 2022 Zweigelt.

Jeg skrev lidt om vinhuset, da jeg anmeldte deres 2021 Grüner Veltliner Reserve, så nu nøjes jeg med at kigge nærmere på denne 2022 Zweigel.

Vinen er er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke ved 30-32° grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i de rustfrie ståltank, men dog er 5% lagret i store egetræfade. Vinen har 1,0 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der grannåle, sure kirsebær, blåbær, hindbær og blommer, violer, læder og så godt med tunge krydderier. Det er på en måde mørkt, bondsk og rustikt, har noget sort peber … men er helt sikkert ingen elegantier, men kældermørk og krydret.

I munden er det lidt samme historie … bondsk, landlig, rustik og smager faktisk ret godt med disse lidt grannåle elementer, blæk, sort frugt af blåbær, sure kirsebær, blommer og hindbær … og godt med krydderier, peberbid, velafstemt syrlighed samt mørke, tørre og mindelige tanniner, hvor alt slutter med lidt lemonbitter, så Houlberg ender på 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Fasoli Gino, Igino, Veneto, Italien

2018 Fasoli Gino, Igino, Veneto, ItalienIndkøbsfællesskab Kobaj har godt 400 vingårde tilknyttet deres hjemmeside og vingårdene lægger på skift selv deres tilbud ud. Et af disse huse er Azienda Agricola Fasoli Gino, hvorfra jeg nu smager deres 2018 Igino … en Cabernet Sauvignon Veronese IGT.

Azienda Agricola Fasoli Gino ligger i den lille landsby San Zeno di Colognola ai Colli drives nu af brødrene Amadio og Natalino Fasoli. Deres sønner – Mateo og Giordano – deltager også i driften som 4. generation.

Navnet Gino stammer fra brødrenes far, som hed Gino Fasoli, som allerede i 1980 startede på en omlægning til økologisk drift … men vingården er grundlagt allerede tilbage i 1925 af Amadio Fasoli.

Fasoli Gino er en af hele Italiens ældste økologiske vingårde og blev allerede i 1990 certificeret ICEA. økologisk. Det er også i høj grad Amadio og Natalinos fortjeneste, for allerede i 1980’erne tog de til  Montpellier i Frankrig for at lære mere om økologisk drift.

På det tidspunkt kendte man ikke rigtigt til økologisk vindyrkning i Italien og naboerne rystede da også på hovedet og sagde til dem, at de satsede jo på fortiden og ikke fremtiden.

Familiens 14 hektar vinmarker er inddelt i 7 forskellige jordstykker med vidt forskellig undergrund, hvilket også har påvirket plantningen af vinstokkene.

Markarbejdet udføres omhyggeligt og der gødes alene komøg og der foretages grundig beskæring af vinrankerne, så udbyttet holdes så lavt som muligt, hvilket giver mere koncentrerede druer. Skadedyr og sygdomme holdes væk med naturlige midler.

Fasoli Gino producerer både hvide Soave vine, men også klassiske Valpolicella og Amarone rødvine. Denne Igino er dog lavet på 100% Cabernet Sauvignon, som efter høsten først er tørret i 50-60  dage og så har gæret og macereret i store rustfri stålkar ved kontrolleret temperaturover 20 dage. Den er lavet efter Amarone-metoden, men udelukkende på Cabernet Sauvignon.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 36 måneder på barriques … og så lige en forbrugerinformation … vinen har en stor højoktan alkoholprocent på hele 17% !!! Vinen er opkaldt efter brødrenes bedstefar.

I næsen har vinen en lidt woody og umamiagtig aroma …. der er cedertræ, tyk lakrids- og chokoladevæske, er intens og kompleks med bløde blommer, solbær og solbærlikør. Der er tobak, sort kaffe, er solvarm og krydret, men man mærker også lige de højpotente 17% alkoholmuskler.

Smagsmæssigt er det også en stor historie … masser af solvarme, peber og så får man også et gedigent alkoholspark, der er stærk som en jysk hest eller måske nærmere en italiensk hingst. Alkoholen får du sammen med solbærlikør og blommemarmelade, brændte noter, tunge gardiner … øhhh tanniner. Alkoholen er nu egentlig integreret ganske okay i vinen, men samlet bliver det virkelig en kraftbasse. For Amarone elskere er det fed guf … jeg er der ikke helt. 90 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  329 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Anna Maria Abbona, Dogliani Superiore San Bernardo, Piemonte, Italien

2017 Anna Maria Abbona, Dogliani Superiore San Bernardo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Anna Maria Abbona ligger lidt sydøst for Farigliano i Dogliani området i Piemonte. Det er også et vinhus, som Kobaj indkøbsfællesskabet har lavet aftaler med og her smager jeg vinhusets 2017 Dogliani Superiore San Bernardo.

Vinhuset Anna Maria Abbona er reelt grundlagt i 1989 af Anna sammen med hendes mand Franco Schellino overtog resterne af Annas familiens gamle vingård, da hendes far besluttede af sælge stedet. Det synes Anna ikke, så hun overtalte sin mand Franco til at skifte branche … opgive hans job som grafiker og blive vinbonde.

Annas far var træt efter både metanolskandalen i 1986 og store fald i priserne på druer, selvom han stædigt havde drevet vingården, der er grundlagt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet.

Oprindelig var Annas oldefar Giuseppe Abbona forpagter af vingården, men det var hans livsdrøm at eje sin egen jord. Det blev dog hans søn Angelo, der i 1936 førte drømmen ud i livet ved at købe jord og plante de første vinstokke på hans egne marker.

Driften blev derefter overtaget af Angelos søn – og Annas far – Giuseppe, der i tiden efter 2. verdenskrig udvidede driften og købte flere vinmarker. Men i 1989 gav han altså op og ville sælge gården eller rive vinstokkene op.

Men Anna ville det anderledes og da hendes man Franco Schellino havde grønne fingre, så vendte hun tilbage til vingården besluttet på at vende udviklingen, selvom parret gik imod strømmen.

Hensigten var at forsøge at lave gode vine  på en samvittighedsfuld måde, være opmærksom på tradition og autenticitet, hvilket så igen skulle give værdi til vinenes udtryk.

De  gennemførte nye tilplantninger, byggede kælderanlæg og begyndte også at sælge deres vine til eksportmarkeder. I dag har de også fået hjælp fra deres to sønner Federico og Lorenzo. Federico hjælper i dag til på vingården, mens Lorenzo er gået den gastronomiske vej i restaurationsbranchen.

I dag har vinhuset ikke mindre end 20 hektar vinmarker, hvilket er fordelt på markerne ved Farigliano i Dogliani, men i 2009 har parret også købt marker ved Bricco San Pietro i Monforte d’Alba og har derudover siden 2014 også haft marker i Marsaglia.

På deres vinmarker har de vinstokke, der er op til 85 år gamle og nogle vokser højt i over 500 meter højde på høje bjergskråninger i Dogliani og omkring Monforte i det sydlige Barolo. På deres marker dyrker parret de klassiske druesorter for området …  i Dogliani er det således Dolcetto druen, som er kongen

Og netop denne 2017 Dogliani Superiore San Bernardo er netop lavet på ren Dolcetto, som kommer fra 70-75 år gamle vinstokke på marker i 530-570 meters højde. Alle druerne er høstet i starten af oktober. Vinen er lavet med gæring og maceration i store rustfrie ståltanke, men den efterfølgende lagring  er sket i store egefade.

Duftmæssigt er vinen lidt rustik og bondsk … måske med lidt beaujolaisagtige noter, for frugten er både sorte kirsebær, blommer og blåbær, men der kommer også hurtigt lidt mørk chokolade, noget saltlakrids, vanilje, kamfer og blomsterpollen.

I munden virker vinen ikke så mørk, for syren er vild og ilter … har godt med lemon, ribs og citroner, noget bitterhed og frugten virker også lysere med syrlige kirsebær, blåbær og ribs. Vinen bider, vrider sig og har virkelig et meget frisk bid, tørre og syrlige tanniner, så det er virkelig en vin høj på syre og surt italiensk bid. 90 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Château Beauregaard Ducasse, Albert Duran Graves, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Beauregaard Ducasse, Albert Duran Graves, Bordeaux, FrankrigChâteau Beauregaard Ducasse er ét ud af tre ejede vinslotte hos Vignobles M&J Perromat … en vinfamilie, der siden 1828 har lavet vine. Her smager jeg deres 2020 Albert Duran Graves

Det hele startede i 1828, hvor familien Perromat med Antoine Perromat i spidsen erhvervede Domaine de Cabirol, som ligger i Entre-deux-Mers i Camiac et Saint Denis. I dag drives slottet af Jacques og Guillaume Perromat.

Derudover ejer Vignobles M&J Perromat også Château d’Armajan des Ormes, som stammer tilbage fra 1565 og kom i familiens eje, da Michel Perromat i 1953 giftede sig med Marguerite, der havde arvet slottet efter hendes far Louis Machy, der oprindelig havde købt det.

Deres 3. vinslot er så Château Beauregaard Ducasse, der ligger på den højeste bakketop i 113 meters højde i Mazères … den sydlige del af Graves appellation. Vinslottet blev oprindelig grundlagt i 1850 af Albert Duran, men ejes i dag af Perromat familien og drives af den unge Albert Perromat, der er 7. generation af vinproducenter … fortsat med hjælp fra far Jacques Perromat.

Denne Albert Duran Graves er netop opkaldt efter slottets grundlægger og er i denne årgang lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der kommer fra 30 år gamle vinstokke på 7 hektar vinmarker og er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med traditionel vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder udelukkende på franske egetræsfade. Der laves årligt 30.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det klassisk Bordeaux … har en lidt mørk dybde, fadfedme og krop, hvilket giver en dejlig rund, fyldig og intens aroma i næsen. Der er solbær, brombær og blommer … måske endda ganske lidt søde og bløde jordbær, der suppleres af cedertræ, cigarkasser og laurbærblade, bagepulver samt lidt mulle skovbund.

Smagen er ikke helt så mørk, for vinen har både en syrligere frugt, klart mere syre og derudover kommer trænoterne også langt mere frem og giver kant. Frugten er syrlige kirsebær, brombær og solbær, men virkelig frisk. Der kommer også lidt bitterhed fra lemon, sort-te og det er med til at give syrefriskhed og tørhed. Tanninerne er tørre, rene og tydelige … der kommer lidt fennikel, anis og man fornemmer, at vinen burde ligge et par år mere i kælderen, for virker ung og helt viril med masser af energi. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Scheiblhofer, Zweigelt Neusiedlersee, Burgenland, Østrig

2022 Weingut Scheiblhofer, Zweigelt Neusiedlersee, Burgenland, ØstrigSå gik vi over til de kraftige rødvine fra Weingut Scheiblhofer og den første vin var på Østrigs mest udbredte rød druesort, som jo selvfølgelig er Zweigelt … vinen er deres 2022 Zweigelt Neusiedlersee.

Det er en vin, hvor Zweigelt druerne først er vinificeret i store rustfrie staltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret i 6 måneder på barriques, der har været brugt 2 gange tidligere. Det er en vin med 2,7 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det i glasset en mørk fætter … man fornemmer en smule fadlagring, men egentlig kun svagt og så en frugt af både sorte kirsebær, syrlige kirsebær, skovbær og solbær. Det er lidt rustikt, lidt bondsk og kantet, der kommer lidt mørk chokolade, kakao samt en anelse ceddertræ … og alt på en gang.

I munden er der også skrald på drengen … fed og en anelse sød, mens syren til gengæld virker lidt mørk, beskeden og tilbageholdende. Det er en vin med en mørk, opulent og småfed frugt, lidt grove og fyldige tanniner, tør og sødbitter og igen er det sorte kirsebær, solbær, sorte blommer og lidt svesker … masser af saft og kraft. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7