2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin kommer ganske vist fra Baden, men er lavet af vinmagere fra 2 vinområder, nemlig af ægteparret Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, hvorfor den også meget passende hedder Hand in Hand Spätburgunder.

Ahr til Baden … A til B er også helt bogstaveligt vist på etiketten, der både rummer druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé. Og det er en vin, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2012.

Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal, Baden og Meike Näkel fra Meyer-Näkel i Dernau, Ahr kan I se på billedet ovenover. De blev gift i 2011 … men de to vinhuse kører videre uafhængig af hinanden, dog med dette fælles projekt Hand in Hand.

Der laves dog kun 3 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder, denne Spätburgunder samt en Rosé Sekt, som er lavet på både Grau- og Spätburgunder.

Jeg skal nok undlade at skrive om vinhusene … begge huse har jeg nemlig skrevet om tidligere her på bloggen, så i stedet kigger vi lidt nærmere på denne Hand in Hand Spätburgunder, hvor druerne i dag udelukkende kommer fra marker i Baden. I starten var der også en smule druer fra Ahr i vinen, men det ser ikke ud til at være tilfældet længere.

Druerne høstes manuelt, og er lavet med 2 ugers maceration og fermentering i bütten … små åbne egekar. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen ikke helt lys og transparent … men lidt mørkere end traditionel Spätburgunder. Næsen er dog klassisk Pino med lidt sød stald, hindbær, røde bolsjer, estragon, enebær, røg, kastanjer, kakao, baconfedt, grannåle og lidt kanel.

Smagsmæssigt er det syrlige kirsebær, hindbær … nærmest som frysetørret frugt. Vinen har en lidt kraftigere og varmere side end de fleste tyske Spätburgundere, men har ellers en blød syre og er ganske blid med en eftersmag med lidt krydderier.

Købt på weine.de, hvor prisen er 13,40€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Roterfaden, Riesling Trocken, Württemberg, Tyskland

2016 Weingut Roterfaden, Riesling Trocken, Württemberg, TysklandMartin fra Extra Brut Vinimport har fundet en lille spændende mikroproducent i det store – og nogle gange kedelige -Württemberg område, nemlig Weingut Roterfaden og derfra smager vi deres tørre Riesling.

Det lille vinhus, der drives af Johannes Hoffmann – som blot kaldes Hannes – samt hans græske kæreste Olympia Samara. Det er de smukke mennesker, som I kan se på billedet ovenover. De mødte hinanden under deres studier til vinmagere på universitetet i Geisenheim og blev straks forelskede.

Efter endt uddannelse studerede de vin i den store verden med ophold i både Frankrig, Californien og specielt Østrig, da de begge deler en stor kærlighed for vine på druen Blaufränkisch, der jo i Tyskland kaldes Lemberger.

Arbejdet hos de forskellige vinproducenter øgede kun deres ønske om deres eget vinhus, så derfor overtog de i 2014 Hannes’ bedsteforældres gamle vinbrug lidt udenfor den lille by Roßwag ikke langt fra byen Vaihingen an der Enz … den 112 kilometer lange flod, som er en af Neckars bifloder i Baden-Württemberg.

Bedsteforældrenes havde altid leveret deres druer til det lokale kooperativ, men det unge par havde andre planer og grundlagde således Weingut Roterfaden, hvor de siden 2015 har lavet vine fra deres små 2 hektar vinmarker med Riesling, Spätburgunder og selvfølgelig Lemberger. Jordbunden er kalkholdig med Muschelkalk og vinstokkene står på terrasser på de stejle marker.

Vingården Weingut Roterfaden er også renoveret med hjælp fra parrets venner. Det er sket med et design domineret af træ og ler for at understrege det naturlige look og parrets naturlige tilgang til vinproduktion.

Deres mål er nemlig at lave vin, der smager af terrior og af området, så alt dyrkning sker efter biodynamiske principper uden gødning og alene med egen kompost.

Vinene laves også uden tilsætning af gær, og hos de bedste røde sker presningen ved at trampe i druerne. Der filtreres heller ikke og der anvendes alene begrænset svovl. En ganske lille produktion på samlet omkring 4.500 flasker om året.

Denne Riesling Trocken fra Weingut Roterfaden er – som de andre vin fra parret – lavet med så lidt indgriben som muligt. Det er med spontangæring og derefter lagret 11 måneder på fad, hvorefter vinen flaskes ufiltreret og alene med en lille knivspids svovl.

Og i glasset er det da også en smuk grumset væske … nærmest som et akvarium, som ikke er passet i sommerferien. Men det dufter nu ganske anderledes … af syrlige æbler, æbleeddike, hyben, hundelegetøj af gummi, flæsk, tang, saltkaramel og derudover er man ikke i tvivl om en biodynamisk tilgang. Det dufter af både landlighed og en smule fad. Duften er lidt anderledes end Riesling normalt, men fandens interessant.

Smagen er både grape, friske og nærmest umodne æbler, syrlig og vedkommende frugt, en kande æblemost, en vase med blomstervand og tørre krydderier. Der er noget virkelig organisk over vinen … noget oplivende ved vinen og det er svært at tro, at det virkelig er fra Württemberg. Sjovt nok bliver vinen med at vinde i glasset, så take your time. Vinen er nærmest som en frisk sorbet mellem to retter … opfriskende. Daddy likes it.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New ZealandSeresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo … lidt som Cold Hand Winery. Michael Seresin siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ord er overflødige … kun hånden som symbol på styrke samt kraft fra jord og sten. Så må vi se, om det også præger denne 2013 Pinot Noir Leah.

Pinot Noir Leah er opkaldt efter Michael Seresins datter og lavet med druer fra næsten alle husets vinmarker, bl.a. de mest lerholdige parceller på  marken Raupo Creek Vineyard i Omaka Valley samt Tatou Vineyard og Noa Vineyard, alle dyrket både økologisk og biodynamisk.

Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres – efter en periode med udblødning – ud i ståltanke med druernes naturlige gær i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-–11 måneder.

Og den læner sig i nogen grad op ad Momo lillesøsteren med en næse, som har en smule kirsebær, men heldigvis også både stikkelsbær, hindbær, rabarber og ribs. Derudover er det krydret, grønt, mineralsk og har samtidig lakrids samt masser af tørret træ.

Smagen har klart mere bid, kraft og mere dybde, men der er ikke ret megen sødme … i stedet er det tørt med eg, kirsebær samt en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade. Rating lander på samme niveau, som sidst jeg smagte vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New ZealandHerringbone betyder vel sildeben. Og druerne til denne Pinot Noir kommer netop fra Aras vinmarker ved Herringbone Hills … en række bakkeformationer ved Waihopai floden i Marlborough, hvor der på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster, som har givet navn til stedet.

Og vinen Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of ARA aka ARA Wines er en gammel kending, som jeg tidligere har smagt og skrevet om i både årgang 2010 og 2012, men her har vi altså fat i en nyere årgang 2014. Sidst jeg drak 2012’eren var jeg ikke særligt begejstret.

Druerne kommer som sagt fra området ved Herringbone Hills, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Der består jordbunden af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Druerne høstes med maskiner, hvorefter de hos Winegrowers of ARA afstilkes og presses forsigtigt. Derefter ligger de i kold maceration 10-15 dage, hvorefter mosten fermenteres i rustfrie ståltanke. Den malolaktiske gæring startes i ståltankene og derefter lagrer vinen 6 måneder på franske barriques, hvoraf 10% er nye fade.

Sjovt nok dufter denne vin langt mere animalsk end foregående økologiske Momo. Her kommer der lidt sødlig, landlig hestestald med kirsebær, flæsk, bacon og kanel. Der er klart mere sødme, men også med en tendens til at blive lidt overdone.

I munden er vinen også klart lettere end Momo … det er mere klassisk Pino med hindbær, jordbær, lidt granatæbler, ribs samt en svagt syrlig kant. Denne 2014 er bedre end 2012’eren.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New ZealandMed næste Marlborough vin fortsætter vi hos det netop solgte vinhus Seresin Estate … nemlig med deres Momo Pinot Noir, der ikke – som øvrige vine fra gården – har en etiket med et håndaftryk som logo.

Vinene i Momo serien omfatter 5 forskellige vine, en rosé, 3 hvidvine på henholdsvis Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og så denne Pinot Noir. Fællesnævneren i Momo serien er, at druerne til vinene ikke kommer fra Seresins egne marker, men fra druer opkøbt hos flere mindre vinavlere i Wairau Valley, dog fortsat dyrket økologisk.

Seresin opkøber druerne umiddelbart før, at høsten går i gang, og efter høstet – som foregår med håndkraft – gærer mosten ud på åbne tanke, 2 ugers maceration før den lægges på primært brugte og 4% nye franske barriques, hvor den får lov til at lagre i 12 måneder før den endelige aftapning på flaske.

I næsen er der ribs, hindbær, stikkelsbær, rabarber, eg, røg og peber. Syren er måske en kende aggressiv og har en klart grøn slagside samt et svagt animalsk islæt med krydderurter og lidt tørrede krydderier.

Momo Pinot Noir er dog bedre smagsmæssigt, hvor der egentlig er okay blidhed og lethed. Frugten er i samme boldgade som duften, altså hindbær, stikkelsbær og ribs, mens syren er sådan medium afbalanceret. Der er en smule tørhed og bitterhed i smagen, men samlet lidt indtrykket en smule rustikt og simpelt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Seresin Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandNæste Sauvignon Blanc kommer fra Seresin Estate … et vinhus, der – sjovt nok – også lige er solgt, idet den New Zealanske filmfotograf Michael Seresin netop har solgt vingården til Ben Glover samt sin assisterende vinmager Rhyan Wardman.

Ben Glover fra Glover Family Vineyards aka Zephyr Wine kender vi jo i forvejen her på vinbloggen fra bl.a. anmeldelsen af vinen Massey Dacta Riesling. Ben Glover er et stort navn i vinbranchen i New Zealand og har bl.a. arbejdet som vinmager for nogle af de vinhuse, som det store Accolade Wines ejer. Men nu er han altså teamet op med den assisterende vinmager på Seresin Estate Rhyan Wardman og købt Seresin Estate.

Rhyan Wardman har faktisk arbejdet som assisterende vinmager på Seresin siden 1990 og har også samtidig arbejdet for bl.a. Indevin og Giesen Wine … apropos forrige indlæg. Det fortæller vel også, at vinbranchen er en lille verden.

Seresin Estate har jeg skrevet om tidligere, seneste da jeg drak en 2014 Chardonnay Reserve, så der kan I læse om den New Zealanske filmfotograf Michael Seresin, grundlæggelsen af vinhuset og lidt om vingården med dens omkring 111 hektar vinmarker.

Druerne til denne Sauvignon Blanc kommer fra ikke mindre end 20 forskellige parceller på 2 af husets vinmarker, 40% fra Raupo Creek og 60% fra Noa vineyard, begge dyrket både økologisk og biodynamisk.

Det er kun 92% Sauvignon Blanc, idet der er tilsat 8% Semillon. Vinen er fermenteret med druernes naturlige gær og 20% af den samlede vin er lagret i gamle, franske barriques. Efter 8 måneder er alle separate parceller tilsmagt og det endelig vin samlet og flasket. Der er 3,2 gram restsukker pr. liter.

Nu er der også langt mere fylde i næsen … gule pærer, hyld, stikkelbær i skøn forening og næsten tropisk i frugten. Derudover er der kalk, røg,  grape og appelsinskal. Meget mere givende end forrige Sauvignon Blanc.

Smagsmæssigt godt med frisk syre, grape og grønne citroner. Det er tropisk frugtfylde, cremethed og grønne elementer. Trods frisk syre og et grønt bid, så er der alligevel pæn fylde i vinen. Smager godt og fin vedvarende eftersmag.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2016 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandSeneste Selectionsmagning hos Vinspecialisten lokalt bød på forårsvine … 5 x Marlborough og selvfølgelig på Sauvignon Blanc samt Pinot Noir. Den første i det lineup var denne Herringbone Hills Sauvignon Blanc fra Winegrowers of ARA eller ARA Wines, som de reelt blot kalder sig i dag.

ARA er grundlagt tilbage i 1999 af en gruppe vinavlere, der gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og de nye teknologier med de gamle dyrkningsprincipper.

Siden blev vinhuset dog opkøbt af Todd Corporation, som drives af Todd familien … en af New Zealands rigeste familier, der ejer en lang rækker virksomheder, bl.a. Todd Energy, som er en af New Zealands store spillere indenfor olieindustrien.

Todd Corporation solgte imidlertid vinhuset i 2016, hvor alt jorden, bestående af omkring 600 hektar vinmarker og derudover 1.000 hektar marker, som endnu ikke er tilplantet, blev solgt til Indevin i en handel for vistnok omkring 288 mio. New Zealandsk dollar … altså omkring 1,2 mia. kr.

Indevin er et stort privatejet New Zealandsk firma, der fungerer som vinavlere og sælger druer til en lang række vinproducenter. De er nok den største besidder af vinmarker i New Zealand og har marker i både Marlborough, Hawke’s Bay samt Gisborne og fik ved købet også kontrakt på levering af druer til ARA Wines.

Selve brandet … vinhuset ARA Wines blev også solgt, nemlig til Giesen Group Ltd., der driver vinhuset Giesen Wines samt et større bryggeri Kaiser Brothers Brewery. Og det er dermed nu de 3 Giesen brødre Theo, Alex og Marcel, som driver ARA Wines i dag.

Produktionen af vinene hos ARA Wines har tidligere været lagt i hænderne på Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand, men han blev i 2009 afløst af Jeff Clarke, der tidligere har været vinmager hos bl.a. Montana Wines.

Nå, men her er det altså husets Herringbone Hills Sauvignon Blanc fra netop det år, hvor vinhuset blev solgt. Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker.

I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne serie af vine.

Druerne til denne Sauvignon Blanc kommer fra én enkelt vinmark, beliggende i de dale syd for Marlborough, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Mosten gæres ud ved 12-14 grader, hvorefter vinen ligger med bærmen i to måneder, før den omstikkes, filtreres og aftappes.

Det er en vin, som jeg har smagt og skrevet om tidligere … sidst var det i årgang 2012, men der er egentlig ikke helt vild stor forskel. Næsen er frisk grøn græs, hyld, ananas og nærmest lidt vingummi, en brugt karklud, en kende citrus og lidt sødme.

Der er ganske vist en frisk syre, men vinen virker ikke sådan helt sprød. Syren er let, det bliver en smule fladt og der er også lidt for meget saftevand over smagen. Frugten lidt hyld … jeg er synes måske, at det bliver en kende kedeligt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Weingut Wittmann, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Wittmann, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandGert havde denne lille Spätburgunder fra Weingut Wittmann med til vores lille eftermiddagsseance med ost og vin. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt – blot i årgang 2013 – og som netop havde fået lovord med i en af de danske aviser.

Weingut Wittmann ligger i byen Westhofen bei Worms i Rheinhessen og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har været drevet af Wittmann familien i alle årene, men i dag er det Philipp Wittmann, som står for driften. Han overtog driften fra faderen Günther Wittmann.

Og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller Einzellage, som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter … herunder selvfølgelig Spätburgunder.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Den kan I se på billedet ovenover. Her gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel samt lidt Edelsüsse vine.

Denne Spätburgunder er husets almindelig, altså en Gutswein. Der er ikke så mange oplysninger om vinen, men den har lagret på eg … omkring 16 måneder på 2-3 år gamle 250 liters egefade.

Den er ikke så lys, som vi normalt elsker at se en tysk Spätburgunder, men klart mørkere i farven. Det går igen i duften, hvor frugten oss’ er lidt mørkere. Det er kirsebær, grønne elementer, mælkesyrer, grafit, røg, urter, jern og peber, men den søde og animalske side, som 2013’eren havde, har denne årgang 2015 på ingen måde. Den er ganske maskulin i udtrykket.

Det smager heller ikke let og luftigt, men har i stedet en lidt streng syre og er sådan set også lidt rustik på en maskulin facon. Der er dog alligevel en vis imødekommende blødhed underneden sammen med en vis friskhed i frugten. Der er lidt peber, frisk mellemrød frugt og trods alt en vis saftighed.

Forhandles af Theis Vine, hvor denne koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Cold Hand Winery, Malus Danica Cuvée Barrique, Jylland, Danmark

2014 Cold Hand Winery, Malus Danica Cuvée Barrique, Jylland, DanmarkDenne vin Malus Danica Cuvée Barrique er indbegrebet af Cold Hand Winery … og smager du vinen, så forstår du omgående, hvorfor det lille, danske vineri ved Læsten udenfor Randers har medvind for tiden.

Malus Danica Cuvée Barrique er en kryo-koncentreret æblevin af æblesorterne Ingrid Marie, Elstar og Jonagold fra Flemming Jørgensen … medejeren og frugtavleren fra Fyn. Hver æblesort er plukket ved optimal modenhed og straks efter presset til most. Denne most er derefter frosset i et fryselager.

Frysningen og den efterfølgende optøning ved 0 grader sker udendørs, hvor man bagefter tapper den koncentrerede most, en tyktflydende æblesirup, som meget langsomt koldgæres på burgundiske barriques i 12 måneder.

Og sikke da en smuk farve … amberfarvet som poleret rav. Det kan man blive glad i låget af. Og så dufter vinen helt fantastisk med en utrolig dyb æblekompot, eller måske nærmere koncentreret æblemost på epo … de mest sammenpressede æbleatomer, som findes i den reneste form. Det er sød, klæbrigt og fedt som en dessertvine skal være. Yammy.

Og uha hvor smager det godt, sødt, lækkert og syndigt. Der er æbler, som møder honningsøde alfer og det breder sig i munden, smelter og gør dig glad. Det er en helt fantastisk dessertvin eller – som her – en fræk følgesvend til ost. Bedste dessertvin i miles omkreds.

Købt på vingården, hvor en flaske på 0,375 liter koster 255 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Weingut Hörner, Widder Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Hörner, Widder Spätburgunder, Pfalz, TysklandPrik mig med et spids horn, for denne Widder Spätburgunder fra Weingut Hörner er sgu fandeme horny lækker … so to speak og pardon my french.

Weingut Hörner holder til på vingården Hainbachhof, der ligger i udkanten af den lille by Hochstadt i Pfalz vel omkring 10 kilometer nordøst for Landau. Vingården drives i dag af den unge Thomas Hörner, som I også kan se på ATW’en på billedet ovenover. Han driver vingården sammen med sin fader Reinhold Hörner, som startede med at flaske egne vine midt i 1990’erne, selvom familien egentlig havde været vinavlere i generationer.

Den unge Thomas Hörner har altid vidst, at han skulle følge i faderens fodspor og har efter uddannelse til vinmager været i lære hos producenter i både Bourgogne samt Østrig. Siden 2011 har han dog været ansvarlig for produktionen på Weingut Hörner, dog med den aftale, at de altid træffer de store beslutninger i fællesskab.

Familien Hörner har samlet 30 hektar vinmarker, som passes efter naturlige og bærbare metoder uden brug af herbicider og pesticider … bare med almindelig håndkraft.

Vinene fra Weingut Hörner er meget kreativt opdelt i 3 serier, nemlig Stier, Stienbuk og Widder, altså tyr, stenbuk og vædder. På etiketterne er der så afbilledet horn fra de 3 forskellige dyr. Og Widder er Die Spitze .. altså husets topvine.

Og selvfølgelig har de i basisserien Stier en vin, som hedder Horny Rosé. Ja, de laver nu også en vin helt udenfor de 3 serier, nemlig en Traubensaft mit Kohlensäure … druesaft med kulsyre. Den en (k)einhorn vin.

Weingut Hörner har i 2016 vundet en  designpris for deres kreative præsentation af deres vine, lige fra design af etiket, vinkasser og hjemmeside.

Denne Widder Spätburgunder er altså husets topvin på Spätburgunder. Druerne kommer fra husets bedste marker og er lagret på de bedste fade … lagret 15 måneder på barriques. Der er alene 0,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen utrolig let i frugten med en aromatisk, næsten parfumeret, animalsk hestestald. Der er tørhed, sødme og man fornemmer næsten med det samme en cremet lækkerhed. Der er blomster, jordbær, hindbær, ananas, kiwi og banan … men forførende let. Det er en berusende duft, hvor der også blander sig lidt nelliker og appelsinskal. Uha … det dufter sgu godt.

Og svaret er ja … der er sgu også cremet lækkerhed i smagen. Det er let, elegant med den typiske tyske Spätburgunder sødme, en vis saftighed og det er virkelig trinkgenuss … ægte tysk drikkeglæde med en blød og imødekommende syre. Nok bedste Spätburgunder i lang tid … eneste anke er måske, at det lidt er en hurtigslutter, som ikke hænger lang tid i halsen. So to speak.

Købt på weine.de, hvor prisen er 19€ … altså omkring 142 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger