Fredag kom der lidt italiener på bordet, nemlig denne Bolgheri Rosso fra vinhuset Le Macchiole.
Bolgheri er nok ikke så kendt og bestemt ikke det første man tænker, når det drejer sig om vin fra Toscana. Men kendere vil vide, at her udrettes små mirakler. For 30 år siden var Bolgheri da også helt ukendt vinland. Men i dag er området faktisk verdensberømt. I Toscana er det normalt Sangiovese, der frembringer de store vine, men sådan er det ikke i Bolgheri.
Her er det Bordeaux-sorterne Merlot og Cabernet Sauvignon som er stjernerne. Efter manges opfattelse, yder Cabernet Sauvignon i Italien ikke bedre, end det gør i netop Bolgheri. Det er fx også i Bolgheri at vi finder Sassicaia og andre supertoscanere.
Må, men La Macchiole er et vinhus i netop Bolgheri, ja faktisk ligger Le Macchiole endda i byen Bolgheri, som ligger ca. 60 km. vest for Siena. Vingården er etableret i slutningen af 1980’erne af Eugenio Campolmi, som ønskede en tilværelse i harmoni med naturen, og valgte at slå sig ned som vinbonde.
Han startede med at købe lidt land i Bolgheri, og havde en vision om at lave spændende vine. Han valgte modsat mange andre lokale vinbønder af dyrke de franske druesorter Merlot, Cabernet Franc og Syrah, som han mente ville udtrykke områdets terroirs i Bolgheri bedst.
Efter i nogle år at have arbejdet for sig selv med hjælp fra et par venner, mødte han sent i 1990 den dengang ukendte unge ønolog Luca d’Attoma. Denne blev ansat som konsulent fra starten af 1991, og dermed startede et nært samarbejde, der skulle gøre ejendommen og dens vine verdenskendte.
Efter en række opsigtsvækkende vine fulgte i 1997 en sensationel version af merlot’en Messorio, som hørte og hører til de største vine, Toskana har frembragt. Siden har Le Macchiole’s vine været velkendte og eftertragtede af vinkendere over hele kloden.
Det kom som et chok, da Eugenio Campolmi døde i 2002 bare 40 år gammel. Ejendommens fremtid var usikker, men heldigvis besluttede Eugenio’s kone, Cinzia Merli, og vinmageren Luca d’Attoma at føre Eugenios drøm videre.
Efter udfordrende årgange i 2002 og 2003 har de været velsignet med fremragende år siden, startende med en usædvanlig vellykkede vine fra årgangene 2004 og 2005.
Le Macchiole har dermed for alvor fundet tilbage den storform, der gjorde ejendommen berømt, og samtidig har videreudviklingen af huset og dets vine betydet, at sortimentet nu fremstår mere helstøbt end nogensinde før. I 2008 blev Cinzia og Luca også belønnet for deres indsats, da Le Macchiole, Messorio fik en score på 100 i Wine Spectator.
I vinmarkerne, som er tilplantet med en ekstrem tæthed på 10.000 planter/hektar, foregår alt arbejde økologisk og udelukkende ved håndarbejde. De frugtige jordbunde med sand og ler med små kalksten er perfekte til druesorterne Merlot, Syrah og Cabernet.
På Le Macchiole er sidstnævnte Cabernet Franc og ikke Sauvignon, som på naboejendommene i området. Le Macchiole er begejstrede for Cabernet Franc’s trivsel i markerne, og resultaterne har været så overbevisende, at alle Cabernet Sauvignon-stokke er blevet ompodet til Cabernet Franc!
Her har vi husets Bolgheri Rosso, som er lavet på 50% Merlot, 30% Cabernet Franc, 15% Syrah og 5% Sangiovese. Denne vin viser samtidig, hvor forskellig Bolgheri’s karakter er fra Chianti-områdets, som de fleste forbinder med Toscansk vin.
Næsen er blommer, efterårsblade, lidt Bordeaux-agtig duft med jord jord, ørkentørhed, kamfer, chokolade BIG TIME, lidt grøn peber og en smule tørrede krydderier. Virkelig flot.
Smagen er et fast grib i din mund, der er igen den store tørhed, en massiv tilstedeværelse i munden, mineralitet, søde kirsebær, elegant, frugtrig og laaaang eftersmag. Uhmmm, det smager altså rigtigt godt. Thumbs up.
Købt hos Atomwine til 125 kr.
For at glæde vinbuddy Gert – som ikke var med til vinlaughets store Châteauneuf du Pape smagning – så havde jeg lørdag også valgt en vin fra den netop dette område og fra den smagning, nemlig en gammel kending, Domaine de Marcoux, her blot i en årgang 2005.
Videre til næste vin, en lille sag, som jeg har haft liggende i køleskabet i en del år. Vi er godt sydpå, nemlig i Sydafrika hos Radford Dale i Stellenbosch. Radford Dale er en del af The Winery of Good Hope, som udover Radford Dale brandet også laver vine under navnene Vinum Africa, Land of Hope og Winery of Good Hope.
Næste vin i rækken er fra den store vinkøbmand Bernard Magrez. I ved nok, ham der er blevet rig på at sælge spiritus, solgte firmaet William Pitters og brugte pengene på ikke mindre end 35 vinslotte i bl.a. Haut-Médoc, Saint-Émilion, Côtes du Rhône m.v.
Lidt vin midt på ugen … dårlig vane … indrømmet, men travl dag, og hvorfor ikke lige slappe af under aftenens madlavning med et godt glas?
Næste vin fra Vidal-Fleury … her var duften bekendt, og alle gættede vistnok også landet. Det er klart Rhône.
Næste vin i rækken var fra Portugal, hvilket ingen gættede. Heller ingen kunne smage, at denne vin fra Adega Do Cantor var lavet på Syrah.
Med næste vin kom vi til Sydafrika, nærmere bestemt Helderberg området i Stellenbosch, tæt på False Bay bugten. Vingården hedder AnWilka. Det er stjerneproducenterne Bruno Prats, som var den tidligere ejer af Cos d’Estournel, Hubert de Boüard de Laforest, som var den tidligere medejer af St. Emilions Château Angelus og Lowell Jooste, som var medejer af Klein Constantia, der gik sammen om at producere denne exceptionelle vin. Målet var at lave en vin, der kombinerede fyldigheden og rundheden af frugt fra den sydafrikanske jord med elegancen og balancen fra Bordeauxs vindyrknings filosofi.
På næste Châteauneuf du Pape fik vi lidt alder på, nemlig hele 9 år med denne Cuvée Centenaire fra den gode André Brunel, som jeg har skrevet om i et par af de tidligere blogindlæg, derfor ikke mere om gården eller denne vinmager.
Så kom én af de vine, som jeg havde glædet mig afsindigt meget til at smage igen, nemlig den røde fra Clos des Papes.