Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2015 Weingut Schloss Lieser, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Schloss Lieser, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, TysklandDa mørket så småt havde sænket sig og timerne blev små, så skulle vi smage lidt oste og de blev suppleret med lidt Mosel sødme, nemlig Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese 2015 fra Weingut Schloss Lieser.

Schloss Lieser er et historisk slot fra det 19. århundrede og har tidligere været privatbolig for Eduard Puricelli … en rig forretningsmand, der stod for opførelsen af slottet og kaldte sig selv for Barons von Schorlemer-Lieser. Oprindelig var der også tilknyttet vinproduktion til slottet, men i dag er den del solgt fra og slottet er nu smukt restaureret til tidligere storhed og omdannet til et luksushotel.

Siden 1992 har Thomas og Ute Haag stået driften af vingården, men fik i 1997 muligheden for at købe hele Weingut Schloss Lieser, både en række gode vinmarker samt det gamle vineri fra 1904, der efter forskellige ejere var i sølle form og trængte til restaurering og nyinvesteringer.

Thomas Haag er selv fra en stolt vinfamilie, da han nemlig er ældste søn af Wilhelm Haag fra Weingut Fritz Haag i Brauneberg. Thomas er således nærmest opvokset med Riesling i sutteflasken. Han har arbejdet på sine bedsteforældres gård, er uddannet på Geisenheim og arbejdede et år på Saaren, før han startede på Schloss Lieser i 1992.

Ved købet i 1997 overtog Thomas samlet 6,5 hektar marker, bl.a. parceller på marker som Brauneberger Juffer og Juffer Sonnenuhr, Graacher Himmelreich,  Niederberg-Helden i Lieser samt Wehlener Sonnenuhr og i 2016 købte han også parceller på både Piesporter Goldtröpfchen og Bernkasteler Doctorberg.

I dag har Thomas Haag omkring 20 hektar vinmarker og laver en lang række spændende vine, bl.a. denne 2015 Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, hvor druerne kommer fra den berømte Grosse Lage mark, selvom vinen ikke er en GG.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … men der er begrænsede oplysninger om produktionen, men den har 7,5% alkohol, men sukkerindholdet kan jeg heller ikke se.

I næsen er der både fedme og petroleum, en lille olieret lækkerhed kombineret med en animalsk landlighed, diesel og ædel modenhed i frugten, søde gule æbler, fersken, ananas samt lidt krydderurter.

Smagsmæssigt får du både sødme og syre, for mellem det friske bid med lidt grønne og saftige æbler, så er der god Mosel sødme, nogen mineralitet, lidt varme og god intensitet. Dejligt punktum på aftenen.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Heid, Stettener Pulvermächer Riesling GG, Württemberg, Tyskland

2019 Weingut Heid, Stettener Pulvermächer Riesling GG, Württemberg, TysklandNæste Weingut Heid vin var hans Stettener Pulvermächer Riesling Großes Gewächs i en årgang 2019.

Det er Heids topvin indenfor hvidevine og lavet med Riesling druer fra vinmarken Stettener Pulvermächer, der er klassificeret som en Große Lage mark. Skråningen er sydvendt, hvilket sikrer optimal modning af druerne. Terroiret består af mergel og sandsten. Alle druer er høstet ved håndkraft, hvorefter de bringes til vineriet.

Der presses druerne blidt inden en spontan gæring  i ståltanke … og vinen er også alene lagret i ståltankene i omkring 10 måneder. Vinen har en restsüße på 2,2 gram pr. liter.

Kvalitetsmæssigt har vi taget vinelevatoren et par etager op, for når du stiger ud på den 5. etage, så er der en dejlig tæt samt moden duft i kombination med petroleum og diesel, modne gule æbler og faktisk også både karamel og vanilje, selvom vinen ikke er lagret på fad. Der fornemmes også både blomster og lidt stringent mineralitet.

I munden er vinen – som lillesøsteren – i starten svagt perlende, men dog langt mindre og den effekt aftager også hurtigt. I stedet kommer der en cremet, blød, og behagelig smag, som på den ene side pakker din tunge ind i vat, men samtidig byder på en skarp syre med masser af mineralitet, let lemon og grape bitterhed. Den skarpe syre sikrer vinen stor friskhed, som sammen med mineralitet samt en sødme giver en smuk Riesling.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Weingut Heid, Fellbacher Goldberg Riesling Trocken, Württemberg, Tyskland

2020 Weingut Heid, Fellbacher Goldberg Riesling Trocken, Württemberg, TysklandEfter Gut Wilhelmsberg vinene, så gik turen til vinmager Markus Heids egne vin fra Weingut Heid i byen Fellbach i Württemberg.

Fellbacher Goldberg Riesling Trocken er en Lagenwein med Riesling druer fra Fellbacher Goldberg marken.

Selv det er en Erste Lage mark, så er den ikke så kendt som fx Fellbacher Lämmler, men ligger med stejl hældning og jord rig på mergel og keuper, som er lidt en blanding af  sandsten, mergel og gips.

Druerne er høstet ved håndkraft, hvorefter de bringes til vineriet, hvor de presses og vinen så spontangærer i rustfrie ståltanke og så gennemgår 1/3-del malolaktisk gæring inden lagring i tankene. Den har 5,2 gram restsukker.

I næsen fanger jeg grønne æbler, mango, fersken, vanilje og klart en smule karamel. I forhold til Wilhelmsberg, så fornemmes der her en større dybde, mere koncentration i elegance.

Smagsmæssigt er vinen lige åbnet klart let perlende … i hvert fald i starten, hvorefter det fortager sig helt. Vinen har en krydret note og så ellers grape, lemon, godt med mineraler og lidt sødme … bare en rigtig god Riesling, så klart 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Riesling Kabinett, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Riesling Kabinett, Franken, TysklandNæste vin var skam også en Ortswein, for det var nemlig Gut Wilhelmsbergs Kitzinger Riesling Kabinett.

Det er vin, hvor druerne kommer fra forskellige marker i Kitzingen. Druerne høstes ved håndkraft, hvorefter de bringes til vineriet og presses med det samme.

Vinen spontangærer derefter i næsten 5 uger og afbrydes så, hvorved vinen for restsødme. Og der restsüße – restsødmen -ligger på 18,8 gram pr. liter.

Duftmæssigt er vinen sådan lidt sødkrydret, spidskommen … melon, fersken, hyld og virker lidt flad eller punkteret. Der er måske et svagt aftryk af lidt nødder, men meget neutral og syresvag.

I munden er der lidt mere skik på tingene, for der er skam syre i vinen, hvilket suppleres af en lidt jernagtig, småbitter sødme, men det hele dog bliver lidt kluntet. Der er citroner, syltede citroner, lidt fersken og så en sød note … det fungerer ikke helt for mig.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Gut Wilhelmsberg, Riesling, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Riesling, Franken, TysklandNæste vin fra Markus Heid og Lukas Herrmann på Gut Wilhelmsberg blev deres Gutsriesling … en helt almindelig Riesling.

Vinen kommer fra de yngste vinstokke på  marken Kitzinger Wilhelmsberg. Alle druerne er høstet om aftenen efter dagens varme var forsvundet en smule.

Vinen er lavet ved, at druerne selvfølgelig først er presset og så overført til ståltanke, hvor vinen så har spontangæret sammen med en smule Spätlese, som har givet lidt sødme til vinen, der har omkring 5,3 gram restsüße pr. liter.

Uha … meget overvældende duft med grøntsagsfond samt petroleum på en animalsk og landlig måde. Utrolig aromatisk og en frugt med abrikos og modne æbler samt lidt røg.

I munden er vinen god syrlig … godt med citroner og på mange måder virkelig en arketypisk Riesling, grøn, syrlig, mineralsk og samtidig med en vis modenhed. Klart 4 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, TysklandJeg startede smagningen af de 7 Gut Wilhelmsberg vine med boblende pomp og pragt med denne 2018 Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, som er lavet på et skønt mix af de 3 hvide druesorter Kerner, Müller Thurgau og Riesling.

Hver af disse druesorter giver vinene nogle af de ting, som Markus Heid og Lukas Herrmann ønsker i vinen. Kerner bringer frugten, MüllerThurgau det cremede og Riesling friskheden.

I produktionen af vinen er der kun anvendt den første af bedste halvdel af druesaften efter presningen, hvorefter hver druesort er vinificeret separat og er sket i rustfrie ståltanke. Derefter er de tre vine så sammenstukket, men der er ikke gennemført malolaktisk gæring, da man ønsker en frisk vin.

Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i den gamle kælder med andengæringen i nogle år. Jeg kan ikke se, hvor lang tid den er lagret eller hvornår den er degorgeret, men den har 8,7 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Juhu for en dejlig, landlig, lys og endda nærmest feminin duft, hvor både gær og surdej har en indbydes battle suppleret af pæresaft, lidt kalk, kridt, hyld, smørcreme og vanilje. Det dufter med andre ord af en frugtkiks med bobler … lige til at spise.

Og det kan du roligt gøre, for den smager også godt … masser af pærer og dermed lidt som pærecider, men dog med bobler, som er sirlige, lette samt en smule aggressive, men fader forholdsvis hurtigt. Der er sødme og samlet gør det vinen omgængelig, venlig og dejlig med lidt lemon- og citronbid samt frisk, rank syre. Giv mig et par flasker på terrassen … sommer kom bare an, så dermed 4,5 tomler med pil op.,

Vinen forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, TysklandFra ægteparret Anna-Karina og Stefan fra Weingut Raddeck lige ovenfor Nierstein smager jeg nu endnu en vin og denne gang er det deres 2018 Riesling Alte Reben.

Vinen er produceret fra druer på vinstokke, der er 35 år gamle og står på den stejleste del af  Roter Hang. Druerne er høstet ved håndkraft og vinen er spontangæret på 500 liters egefade og er også lagret der 12 måneder på gærresterne. Efter aftapning modnes den endnu et år på flasken inden frigivelse.

Fin næse … stenet, mineralsk med et anstrøg petroleum, lidt røget spegepølse, appelsin, violer, småsure æbler, fersken, citroner, røg og klare egenoter. Der giver en lidt sjov, tiltrækkende note, hvor både de lidt terpentinske elementer blandes med egetræ.

I munden har vinen en dyb, intens smag … grillede citroner, lemon, modne samt syrlige æbler og et godt bid. Der er lidt cremet elegance fra fadene og eftersmagen er også sindssyg lang. I eftersmagen er der pænt med lemon bitterhed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDen gode Jochen hos Weingut Egon Schmitt laver self også vin på de mere udbredte druesorter som fx denne 2019 Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken.

Marken Dürkheimer Spielberg liggr ved den nordvestlige del af byen på det bjerg, hvor marken Ungsteiner Herrenberg ligger øst for højderyggen, mens jorden, der skråner ned mod Pfalzskoven er Dürkheimer Spielberg .

Der er stor uenighed om, hvor marken har sit navn fra. Nogle mener, at den har fået navnet efter et romersk udsigtstårn, som engang var placeret der … og ordet Spielberg kommer fra det romerske specula, som er Spiegelberg og i dag Spielberg.

Andre mener, at navnet går de gamle grever … die Grafen von Leiningen, som ejede dette stykke jord, der var rig på den spurv, som på tysk hedder Wacholderdrosseln og på dansk en sjagger. Den skulle vist være kendt for sin fine sang … og deraf fik marken selvfølgelig navnet  Vogelspiel.

Denne vin har spontangæret i store træfade., hvorefter den så er lagret sur lie for at forfine og give fylde til den koncentrerede frugt. Den er tappet på flaske i juni 2020 med en let filtrering. Vinen har 4,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der først en snas petroleum, diesel og terpentin … så er motoren ligesom startet. Niveauet af TDN ligger klart i den højere ende, men ikke så meget, at man ikke kan fange frugten med modne æbler, fersken, tørrede abrikoser, let lakridskonfekt, nogle fylde og lidt, som kan minde om fiskefond eller skaldyr, salte mineraler, støvet kalk suppleret med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er der en god og markant frisk syre, om end lidt til den fyldigere side. Alt leveres blødt og cremet. Det er sgu Riesling lækkerier med citron, grønne limefrugter, lemon bitterhed, umodne æbler, abrikos og fin lang eftersmag. Houlberg er glad med 5 fingre indbefattet en pil op.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Raddeck, Roter Hang Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Raddeck, Roter Hang Riesling, Rheinhessen, TysklandMin gode ven Gert E er pjattet med Weingut Raddeck og har flere gange serveret vin fra det lille hus hjembragt fra ture til Nierstein. Men nu har Raddeck fået en dansk importør og det er de gode drenge hos Vinvärket og her smager jeg 2019 Roter Hang Riesling fra deres sortiment.

Weingut Raddeck ligger i et nyt og moderne vineri opført i 2009 på en bakketop over Nierstein med en smuk udsigt over byen og Rhinen. Det drives af ægteparret Stefan og Anna-Karina Raddeck, som overtog driften efter Stefans far. Vingården har dog været i familiens eje i over 300 år.

Stefan er selv vinmager og fik bl.a. i 2001 prisen Bester Jungwinzer Deutschlands. Stefan er uddannet på Geisenheim og var en af landets første udannede ökowinzer.

Weingut Raddeck har samlet 17 hektar vinmarker, bl.a. på Roter Hang og vinmarkerne omfatter også parceller på Niersteiner Heiligenbaum, Oelberg, Orbel og Schloss Schwabsburg.

Familen dyrker sorter som Riesling, Sylvaner, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muller-Thurgau, Huxelrebe, Kerner og Scheurebe samt røde sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portuguese og St. Laurent. Siden 2009 har alle marker været drevet certificeret økologisk.

Vinene er opdelt i 5 niveauer, først litervine, derefter Gutsweine, Trilogie Weine, Edition 2Hügel og til sidst Edition S, som er husets topvine. Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin.

Denne Riesling Roter Hang er en Ortsweine – Edition 2 Hügel, som selvfølgelig er lavet med Riesling druer fra de legendariske Roter Hang marker. Der er ikke vildt mange oplysninger om vinen, men den er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er den lagret på store egefade samt ståltanke. Den har 5,9 gram Restsüße … altså restsukker pr. liter.

Duftmæssigt … WAUW … lige en buket gule blomster lige op i ansigtet, som pollen og blomsterstøv eksploderer i din næse. Der er udover blomsterne også abrikos, fersken og en smule honningmelon, nogen tyngde og salte mineraler.

I munden er det en kraftfuld, småbuttet og utrolig smagfuld Riesling, men samtidig er den meget smooth, cremet og ganske saftig. Den er også småsaltet med fersken, abrikos, lemon og en krydret kant … krydret, fed og dejlig.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Domaine Achillée, Riesling Schieferberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Riesling  Schieferberg, Alsace, FrankrigMed næste vin kom der lidt mere struktur på vinen. Det er Domaine Achillées Riesling Schieferberg 2018.

Achillées vinstokke på Schieferberg marken er cirka 40 år gamle og druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Efter ankomst til vineriet er druerne afstilket og presset blidt , hvorefter juicen så har hvilet koldt en periode inden gæringen er sket alene på druernes naturlig gærceller.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og varer hele 9 måneder ved meget lav temperatur. Derefter er vinen så lagret sur lie i yderligere 22 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og frigivelse. Der er 5,9 gram restsukker pr. liter og der er lavet 3.629 flasker.

Schieferberg er endnu mere blomstret og aromatisk I næsen. Det er blomsterstøv, igen syrlig landlighed med stald, mødding og sved, en lidt moden og lettere oxideret frugt, pærer, kvæde, en svag terpentinsk note og lidt ristede noter og toast.

Smagsmæssigt er der mere dybde, godt med intensitet og modenhed, pærer, fersken, lemon, grillede citroner, timian samt rosmarin. Den er anderledes, men meget spændende.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 31,50€ … svarende til 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7