Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2014 Adega do Cantor, Cantor 75, Algarve, Portugal

Cantor 75 står der på etiketten på næste vin, der er fra vinhuset Adega do Cantor … og den er lavet i 2015 for at fejre, at den gode, gamle Sir Cliff Richard i dette år netop fyldte 75 år. Ja, han holder sig sgu da meget godt.

Bag Adega Do Cantor står nemlig ingen ringere end den Sir Cliff Richard, som driver foretagendet Adega do Cantor sammen med forretningspartneren og landsmanden Nigel Birch, der har boet i Algarve i over 30 år. De laver sammen i Adego do Cantor en lang række vine med druer fra 3 vingårde, Cliffs egen Quinta do Moinho, Nigel og Lesley Birchs Quinta do Miradouro samt Max og Michelle Birchs Vale do Sobreiro.

De startede egentlig kun deres foretagende for at dække deres eget og et par venners vinbehov, men pludselig var produktionen på 18.000 flasker årligt. Derfor besluttede de, at det skulle omdannes til en professionel vingård.

Derfor indgik de et samarbejde med David Baverstock, kendt for sine præmierede Alentejo vine. De fik deres gennembrud i 2005, hvor Vida Nova Tinto 2004 vandt bronze ved den prestigefyldte International Wine Challenge Competition i London. Og siden er det kun gået fremad!

Daglig leder og winemaker af Adega do Cantor er Nigels søn, Max, der – som nævnt – også ejer gården Vale do Sobreiro, der også leverer druer til Adega do Cantor.

Efter studier i London kastede han sig over vinavl på gården, og med en kombination af egne gode mavefornemmelser og Baverstocks råd om dyrkning og vinproduktion, har han en stor del af æren for husets succes.

Sidste del af æren må tilskrives de for området perfekte druesorter som Shiraz, Aragonez (Tempranillo), Trincadeira fra Sydportugal samt Mourvèdre, som trives i det perfekte mix af et mildt klima og en kalkholdig jord, som lagrer sydens varme optimalt.

Cliff Richard, som i 1995 blev slået til ridder af den engelske dronning som første popstjerne nogensinde, har således også siden 2006 kunnet kalde sig “Knight of Portugal”.

Sir Cliff er naturligvis meget på farten, men han tager sig ivrigt af vingårdens salg og marketing og kan også ses i markerne iført gummistøvler.

Der gøres nu heller ikke meget postyr af stjernen i den lille by Guia på 500 indbyggere. Selvom Sir Cliff er kendt af alle, kan han uforstyrret gå til bageren eller ud at spise på en af de mange lokale restauranter.

Vinene fra den vinglade popmusiker sælges primært i serierne Vida Nova og  Onda Nova … og selvfølgelig er der også en, der hedder Congratulations efter Cliffs største hit. Men der laves også et par vine udover de nævnte serier, bl.a. denne jubilæums- eller fødselsdagsvin, som findes i både en hvid og rød udgave.

Denne røde Cantor 75 er lavet på Rhône druerne Syrah og Grenache, er vinificeret på vingårdens moderne vineri og har modnet i franske og amerikanske barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt dufter den faktisk også lidt af Rhöne … med en håndfuld urter, blæk, kirsebær, jod, godt med egefade, kanel, mælkesyre, ymer og en lidt syrlig mødding. Ganske habil næse.

I munden er vinen mere rustik og kantet, og – smagt blindt – tænkte jeg egentlig på noget Dornfelder eller ovre i den boldgade. Der er peber, svag sødme samt en lidt dominerende bittersmag.

Herhjemme importeres vinen af GOBI vine … dvs. den sælges i supermarkeder som fx Meny, prisen ligger på 69,95 kr.

Rating 4/7 

2015 Weingut Berthold Schmachtenberger, Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

Vi fortsætter såmænd med lidt tysk vin – hvorfor ikke? –  men rykker længere mod øst til Franken, hvor vi i byen Randersacker lidt udenfor Würzburg finder Weingut Berthold Schmachtenberger, der står bag denne Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken.

Familien Schmachtenberger har været vinbønder og lavet vin fra skråningerne langs Maine floden siden slutningen af 1500-tallet og er således en af de ældste vinfamilier i området.

Vinhuset er i 2015 overtaget af søskendeparret Markus og Claudia, som nu fortsætter den stolte familietradition efter forældrene Berthold og Hildegard. Markus er uddannet Techniker für Weinbau und Kellerwirtschaft og er også tildelt en præmie som ung lovende Franken vinmager.

Familien Schmachtenberger holder til en gammel vingård slash stenhus fra 1924, men ejendommen er dog se seneste år udbygget med en moderne tilbygning, som anvendes til både vinproduktionen og som smagelokale ved vinsmagninger eller besøg fra turister. Den kan I se på billedet ovenover.

Samlet har vinhuset omkring 9 hektar vinmarker, bl.a. på de kendte marker Ewig Leben, Marsberg og Sonnenstuhl. Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Bacchus, Kerner, Scheurebe, Sauvignon blanc, Riesling, Weißburgunder, Traminer, Rieslaner samt de røde Portugieser, Domina og Spätburgunder.

Denne Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken hører til husets Klassisches Franken Weine og kommer selvfølgelig derfor også i en bocksbeutel. Det er en af husets Gutsweine og er alene lavet på rustfrie ståltanke uden lagring på egefade eller andet.

Duftmæssigt er her fersken, lidt flæsk, røg, prut eller anden svag animalsk næse, estragon, noget mineralsk … sten, flint og med lidt varme i glasset, så dukker der såmænd også en smule herlig Riesling petroleum op. Smagen er frisk, sprød, og der en en vis krop i vinen … også en herlig grøn og livlig syre.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 8,00€ … eller omkring 60 kr.

Rating 4/7 

2009 Fattoria Carpineta Fontalpino, Chianti Classico, Toscana, Italien

Selv efter en italiensk Giro d’Italia må man op på cyklen igen og det kan jo gøres med en Chianti Classico fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino, der ligger lige ved den lille by Monteaperti i nærheden af den historiske landsby Castelnuovo Berardenga og vel omkring 5 kilometer øst for Siena.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Gioia Cresti er også kæreste med Carlo Ferrini, og han er en af italiens dygtige vinmagere, som også hjælper søskendeparret med produktionen af vinene på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre).

Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og alle rødvine … en Chianti Colli Senesi DOCG, en Montaperto IGT, denne Chianti Classico DOCG, en Fontalpino Chianti Classico DOCG, en Dofana samt vinen Do Ut Des IGT, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen.

Denne Chianti Classico er lavet på 90% Sangiovese, mens de sidste 10% består af en række forskellige druer. Alle druerne kommer fra forskellige marker i San Piero, Cerreto og Castelnuovo Berardenga.

Vinen er lavet med maceration i 15 dage og lagret 12 måneder på på egefade. Der laves årligt 50.000 flasker af denne vin.

Og det er en ganske okay Chianti … godt med typisk syrlig frugt, virkelig italiensk udtryk, mørkebær, specielt blåbær, kaktus, krydderurter, merian og en vis friskhed i næsen, selvom vinen efterhånden snart er 8 år gammel.

Smagen er ligeledes stram, frisk og syrlig med stor tørhed, mørke bær, meget frugtrig, godt krydret … også mere end Chianti plejer at være … og syren er sådan markant og noget bastant.

Købt hos Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er på 120 kr. De har dog i dag alene nyere årgange.

Rating 4/7 

2014 Gérard Mugneret, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

Bourgogne Passetoutgrain a.k.a. Bourgogne Passe-Tout-Grains er lidt sin egen genre, men er en AOC … altså Appellation d’Origine Contrôlée, som må benyttes stort set i hele Bourgogne. Modsat resten af Bourgogne, må vinen her laves på en blanding af flere druesorter. Der skal dog være mindst 1/3-del Pinot Noir i vinen, mens resten typisk er Gamay.

Her har vi netop sådan en Bourgogne Passe-Tout-Grains fra vinhuset Gérard Mugneret, som ligger midt i Vosne-Romanée, faktisk ikke mere end 50 meter fra legendariske Domaine Romanée Conti.

Vinhuset er grundlagt før anden verdenskrig af brødrene Eugène og René Mugneret. Det var egentlig Eugène, der købte de første marker, men han var uddannet bødker og fortsatte derfor med dette arbejde. Det blev derfor René, som kom til at drive vingården.

René blev dog fængslet under krigen og arbejdede i fangenskabet på en gård i Tjekkoslavakiet, hvor kan stod for alt markarbejdet. Der dygtiggjorde han sig i at plove med heste og beskære vinstokke.

Efter krigen giftede René sig med Lucienne og sammen fik de 3 børn, Jean, Jacqueline og Gérard. De blev Gérard – den yngste af børnene – der videreførte vingården, selvom han egentlig havde startet en karriere som elektriker.

Gérard Mugneret overtog reelt driften i 1973, men beholdte navnet Domaine René Mugneret frem til 1986. Gérald udvidede driften, købte bl.a. nye parceller på Savigny-lès-Beaune Les Gravains og Chambolle-Musigny Les Charmes og moderniserede også vinkælderen med ny vinpresse og moderne ståltanke.

Siden 2005 har sønnen Pascal også deltaget i driften. Pascal er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet på Domaine Jacques Girardin i Santenay. Det er også Pascal som har ført an i arbejdet med at forbyde pesticider og sikre en naturlig produktion.

Mugneret familien er i dag ganske udbredt i Bourgogne, da René havde flere brødre, som også blev vinbønder. Emile Mugneret stod bag grundlæggelsen af den vingård, som i dag hedder Domaine des Perdrix, mens broderen André grundlagde Domaine Mugneret-Gibourg, som senere blev til Domaine Georges Mugneret-Gibourg,

Renés onkler grundlagde også vinhuse … huse der er i dag er kendt som Jean-Pierre Mugneret, Mongeart-Mugneret og Domaine Dominique Mugneret.  Jeg har tidligere smagt vine fra Jean-Pierre Mugneret … ham kaldte vi Jens-Peter Mug.

Domaine Gérard Mugneret har samlet 8,5 hektar og blandt de bedste vinmarker er det parceller i Gevrey-Chambertin og Vosne-Romanée samt Premier Cru markerne Nuits-Saint-Georges Cru Boudots, Vosne-Romanée Les Suchots og Les Brulées,, Chambolle-Musigny Les Charmes, Savigny-lès-Beaune Les Gravains og endelig perlen Echezeaux Grand Cru.

Denne Bourgogne Passetoutgrain er lavet på 50% Pinot Noir og 50% Gamay, som kommer fra forskellige parceller, ja faktisk 5 forskellige marker, nemlig markerne Rouges champs, Pièce des Paquiers, Blignée, Glapigny og Les Genevrays. Vinstokke på disse små parceller er plantet fra 1971 til 2001.

Omkring 75% af drueklaserne er afstilkede, hvorefter der sker en kold maceration i 4-5 dage, hvilket efterfølges af den alkoholiske gæring i store ståltanke. Efter vinifikationen er vinen lagret 1 år i gamle egefade.

Næsen er meget landlig, rustik med blæk … og der er ikke samme lethed som almindelig bourgogne på ren Pinot Noir. Her er frugten mere som en grovsmed, virkelig fremme i bussen med kirsebær, lidt blommer og generelt mørkere i udtrykket. Der er kanelsødme, kraft og larm.

I munden er der egentlig okay syre, men en fyldig og kraftfuld syre, hvor sødmen også vil lege med, selvom den måske ikke passer så meget i selskabet. Der er godt med jern, kant … og alligevel en vis charme.

Købt hos Bichel Vine, men prisen har jeg pt. ikke.

Rating 4/7 

2010 Viña Requingua, Toro de Piedra Syrah & Cabernet Sauvignon Grand Reserve, Curicó Valley, Chile

En vin fra lageret … Toro de Piedra Syrah & Cabernet Sauvignon Grand Reserve fra det chilenske vinhus Viña Requingua, der holder til i Curico Valley i det centrale Chile omkring 185 syd for hovedstaden Santiago.

Det er i øvrigt samme område, som spanske Miguel Torres i 1979 startede hans chilenske eventyr i, men det er jo en helt anden historie.

Viña Requingua er grundlagt i 1961 af Santiago Achurra Larrain, som overtog en stor gård med 50 hektar jord samt produktion af frugt, grønt og en større kvægbesætning. Dengang var der ansat 80 mænd på stedet og der var ingen maskiner til hjælp.

Santiago omlagde hele produktionen blev omlagt til vinproduktion og i dag er Viña Requingua en større historie. I dag ejer vinhuset omkring 1.055 hektar jord i både Colchagua, Curicó og Maule Valley … og omkring halvdelen af jorden er tilplantet med vinstokke. Derudover har man indgået dyrkningsaftaler med en lang række vinavlere i området og dette giver druer fra yderligere omkring 500 hektar vinmarker.

Vinkælderen har en kapacitet på 18 millioner liter vin og i husets barriquekælder er der ikke mindre end 4.000 barriques. Firmaet sælger deres vine til mere end 35 lande og har åbnet datterfirmaer i både USA og Kina.

Viña Requingua er stadig familiejet og det er nu sønnen, Santiago Jr., der officielt leder firmaet. Den ældre Santiago Achurra Larrain er dog stadig meget aktiv i firmaet.

Der laves vine under flere brands, bl.a. Laku, Porto di Piedra, Toro di Piedra, Puerto Viujo, Los Riscos, Arte Noble, Beach Kite, Casa Santiago og endelig Casa Mateo.

I Toro di Piedra findes der 8 forskellige vine og denne Syrah & Cabernet Sauvignon Grand Reserve er altså en af dem. I denne årgang 2010 er den lavet i et blend på 55% Syrah og 45% Cabernet Sauvignon, men i de nyere årgange er der også blandet lidt  Petit Verdot og Mourvèdre i.

Druerne kommer fra stokke plantet i år 2000 og vinen er lavet med en macerationstid på 25 dage og er efter vinifikationen lagret 12 måneder på en kombination af både amerikanske og franske egetræsfade.

Næsen er sol, varme, fyldige bær, vanilje, peber, en smule chokolade, muskatnød og en lidt sjov bolsjesødme. Frugten er – selvom det er en oversøiske vin fra 2010 – ganske frisk og fyldig med nogle noter af eg. Tæt, solvarm og syren er egentlig blød uden det bliver for mudret.

I munden virkelig er vinen virkelig oversøisk med tætpakket frugt, sådan virkelig marmelade. Saftigt og kraftigt. Det er solbær, blommer, tobak og vanilje. Meget behagelig og ganske habil oversøisk vin. Alderen klæder den, men skal nok også drikkes nu.

Forhandles af bl.a. Vin & Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men dog alene 109 kr. ved køb af 6 flasker. Denne er købt i Udbyneder Købmandsgaard.

Rating 4/7

2015 Laurent Lebled, On est su l’Sable, Loire, Frankrig

Ça C’est Bon! udbrød jeres flittige vinblogger, sidst han smagte en vin fra den bondske Laurent Lebled … nemlig vinen Ça C’est Bon! Nu gælder det imidlertid vinen On est su l’Sable … det står skrevet i sandet.

Hvad vi så skal skrive i sandet, ja det er så spændende … for lever denne bondske Vin de France på ren Cabernet Franc op til den muntre Ça C’est Bon?

Lebled havde tidligere drevet sit ejet træfirma, som han dog efter 30 år med sorg i hjertet måtte lukke. Han kastede sig i stedet over vinproduktion. Men alt det har jeg skrevet om i et tidligere blogindlæg.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne On est su l’Sable, som er en ren Cabernet Franc baseret vin. Som med Laurents øvrige vine er det ren naturvin og opskriften er økologi i markerne og nul svovl, kulturgær, klaring eller filtrering i kælderen.

Laurent arbejder med macération carbonique for sine rødvine og adskiller sig fra sine kollegaer i området ved typisk at lade macerationen fortsætte helt op til 30 dage (modsat de mere normale 12-15 dage), hvilket tilfører hans vine en god portion maskulinitet og struktur.

Druerne til denne On est su l’Sable kommer fra en 0,49 hektar stor mark i Chinon og er blandet med druer fra marker i Saint-Aignan. Den er vinificeret på betontanke og med 30 dages macération carbonique. Den er ikke filtreret og der er alene tilsat en smule svovl inden flaskning.

I glasset overraskes du … On est su l’Sable er virkelig lys og transparent, nærmest som en teglfarvet Pinot Noir. Duften har imidlertid mere maskulinitet, for den er dyb og animalsk, virkelig bio med kål, mejeri, blæk, blyanter, blåbær samt et let støvet udtryk. Dufter helt fantastisk.

Smagen stikker så i en helt 3. retning, for vinen er virkelig saftig og læskende, nærmest som solbærsaftevand med en blid syre og virker dermed langt mere fyldig end både duft og udseende.

Derudover sidder man også med en meget svag fornemmelse af, at der er lidt svag brus eller bobler i vinen … men det er måske kun en svag fornemmelse. Smagen slutter med det blide syre og nogle jernagtige elementer. Sjov og spændenden vin … men jeg er mere til Lebleds Gamay baserede Ça C’est Bon!

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 115 kr.

Rating 4/7 

2015 Bodegas Borsao, Borsao Blanco Selección Macabeo Chardonnay, Campo de Borja, Spanien

Borsao Blanco Selección på et mix af druerne Macabeo og Chardonnay. Denne prisgunstige hvidvin kommer fra vinkooperativet Bodegas Borsao, som ligger i udkanten af byen Borja omkring 40 kilometer nordvest for Zaragoza i appellationen D.O. Campo de Borja.

Kooperativet er oprindelig grundlagt tilbage i 1958 som Cooperativa de Borja, og dengang anvendte man allerede navnet Borsao på vinene fra kooperativet. I 2001 blev kooperativet dog slået sammen med de to andre vinkooperativer i henholdsvis Pozuelo og Tabuenca, og så ændrede man samtidig navnet til Bodegas Borsao.

Kooperativet tæller i dag 620 vinavlere, som alle er aktionærer i det nye foretagende og har samlet omkring 1.500 hektar vinmarker fordelt i området, dvs. både omkring Borja, Pozuelo, Tabuenca og Moncayo.

Ja og så ejer de i øvrigt også Bodegas Alto Moncayo, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Dette vinhus er anerkendt og respekteret som én af Spaniens absolut bedste producenter og er helt uden tvivl det bedste hus i D.O. Campo de Borja. Jose Miguel San Martin er én af medstifterne af Alta Moncayo og har også tilknytning til Bodegas Borsao.

Moncayo bjergene giver med deres bløde og kuperede terræn de bedste betingelser for dyrkning af druer, specielt Garnacha – der traditionen tro – udgør 70% af områdets drueproduktion. Nye druetyper som Syrah, Tempranilla, Merlot og Cabernet Sauvignon har med tiden også fået slået rødder i den hårde, tørre og stenholdige jord. Bakkerne er med til at beskytte vinmarkerne, der ligger mellem 400 til 700 meter over havets overflade.

Bodegas Borsao tror på at en god vin “fødes” i vinmarken og de er derfor meget omhyggelige med at høste på det helt rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt, da det vil give stramme og snerpende vine, og ikke for sent, da vinene så vil blive slappe og i bedste fald marmeladeagtige.

Når druerne er høstet, gennemgår de en ekstra kvalitetskontrol inden de bliver sendt ind i vineriet. Vinhuset følger løbende med i den teknologiske udvikling for at efterstræbe den bedst mulige kvalitet og i vineriet styres den rette temperatur i gæringstankene derfor elektronisk.

Vi har tidligere smagt rødvinen Tres Picos fra Bodegas Borsao i en årgang 2013  … en i øvrigt meget rost vin, som i årgang 2014 var på Wine Spectators 2016 liste over de 100 topvine … ja faktisk på en hæderlig 39. plads.

Her har vi imidlertid en billig hvidvin fra kooperativet, lavet på et mix af den internationale Chardonnay samt den spanske drue Macabeo, som også kendes under navnet Viura. Druen anvendes primært i den nordlige del af Spanien samt i Sydfrankrig. Macabeo er en ikke-aromatisk druesort, som mest bruges sammen med andre druer for at modvirke oxidation.

Bodegas Borsao laver flere vine med navnet Borsao Selección Blanco, men de fleste er på ren Macabeo. Denne indeholder dog også lidt Chardonnay, men fordelingen mellem de to druer har jeg ikke fundet nogle steder. Druerne kommer fra 25-30 år gamle vinstokke, er vinificeret på rustfrie ståltanke ved 14-18 grader og har lagret 3 måneder på franske barriques.

Og sikke da en herlig aroma, som denne lille hvidvin udsender. Det er ganske aromatisk, blomster, tropiske frugter, fedme fra den fadlagrede Chardonnay, sødme samt en lidt afdæmpet citrus og denne specielle duft af grønne vinblade. Det ka’ jeg li’. Smagen er friskere end forventet, fin syre … lidt kantet måske, men med lidt hvid peber, svag lemon bitterhed, tæt og cremet med god fylde. Et lækkert, fedt glas hvidvin til pengene.

Købt i Netto for en flad 50’er.

Rating 4/7 

2015 Mollydooker, Blue Eyed Boy Shiraz, Mclaren Vale, Australien

Nytårsaften havde knægtene a.k.a. Jesper & Keeper 3 højeksplosive Shirazzzzzz kanoner med … stort set samme kaliber som store Barbara og hendes medsøstre på Trondenes kanonbatteriet fra 2. verdenskrig nord for Harstad i Nordnorge.

Ordentlige motherfuckers … nogle af de største landbaserede kanoner med henholdsvis 17%, 16,5% og 16% og dermed tilstrækkelig sprængkraft til at gøre en voksen mand ør i hovedet, svimmel … måske endda dødelig såret.

Glemte jeg at sige, at kanonerne kommer fra australske Mollydooker og er vinhusets helt store Shirazzzzz kanoner Blue Eyed Boy, Carnival of Love samt Velvet Glove i nyeste årgange? Men rolig … jeg havde selv spændt styrthjelmen, selvom det var en sølle beskyttelse.

For at gøre eksplosionen større blev de tre lunter bundet sammen, skænket samtidig i hvert sit glas. Dermed var der således mulighed for både størst mulig sprængkraft og måle bragene op mod hinanden. For fanden … det var jo nytårsaften.

Første kystartillerie kom fra Blue Eyed Boy. Shiraz druerne til vinen kommer udelukkende fra de bedste marker i McLaren Vale, nemlig fra Mollydookers topmark Gateway samt fra Coppermine Road, Long Gully Road og Homeblock vinmarkerne.

Vinen er fermenteret og lagret i amerikanske egefade, 53% nye fade og de sidste 47% i fade, som er brugt én gang tidligere. Hvor lang tid vinen har lagret, fremgår dog ikke. Den trækker som nævnt en højoktan på 17% og etiketten er selvfølgelig med Sarah og Sparkys søn Luke.

Sidst jeg smagte vinen var det en årgang 2010, men her har vi altså vinen i årgang 2015 … 5 år nyere.

I glasset mørk og sort væske … fed. Næsen er engelsk lakrids, solbær, boysenbær, overmodne sorte kirsebær, kaffe, chokolade, vanilje og godt med alkohol, som nærmest virker stærk i næsen.

I munden er det sgu et ordentlig mundfuld, egentlig meget cremet, fyldig og fed med solbær, brombær, modne blommer, lakrids og et krydret pif … men – for der er et stort men – alkoholen dominerer efter min vurdering alt for meget og gør vinen virkelig stærk – ja alkoholisk – i smagen. Det ødelægger desværre lidt af min fornøjelse.

Forhandles hos Atomwine, hvor prisen er 325 kr. ved køb af 1 flaske og 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

N.V. Mollydooker, Girl on the Go, McLaren Vale, Australien

Efter 2 x fremragende champagner, så stod den på australsk mousserende vin – en ny vin fra Mollydooker – deres Girl on the Go Sparkling Verdelho.

Den lille mousserende ting hænger en smule sammen med vinen The Violinist Verdelho, som jeg i øvrigt drak for knap et halvt år siden. På et splitsekund er den lille pige fra The Violinist blevet voksen, har sat håret, taget den lårkorte kjole på, lagt læbestiften og er på rulleskøjter klar til at feste! Druerne er også ens for de to vine, nemlig Verdelho fra marken Gemtree Vineyards i McLaren Vale.

Historien, navnet og illustrationerne på de to vine er inspireret af Sarah Marquis, der som barn spillede violin. Hvorfor pigen har rulleskøjter på står en smule uklart … måske man har skelet lidt til australske Some Young Punks’ vin Naked On Roller Skates.

Nå, men denne mousserende vin er altså lavet med samme druer som The Violinist, men det er en Non Vintage … altså med druer fra flere årgange og måske endda restdruer fra The Violinist.

Girl on the Go Sparkling Verdelho er lavet ved, at 2/3-dele af vinen vinificeres på ståltanke, mens den sidste 1/3-del er vinificeret og modnet på egefade … 2/3-dele amerikanske fade og 1/3-del franske fade, men hvor lang tid fremgår ikke.

I næsen er vinen let gæret i udtrykket og – efter de kraftige champagner – en smule neutral. Der er dog lidt noter af melon, ananas, citrus og ellers en lidt sjov note, som jeg har kaldt “søvand”, men på en god måde. Sådan lidt lukket og sødkrydret.

Smagsmæssigt er den – som altid ved Mollydooker – en vin på epo, over the top, hvor smagen er fed, nøddet med bitterhed, lemon, melon … godt med frugt, en sødkrydret smag og egentlig mediumblide bobler.

Forhandles af Atomwine, hvor vinen pt. er på tilbud til 99 kr. mod en normalpris på 169 kr.

Rating 4/7 

2009 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Riserva Chianti Rufina, Toscana, Italien

Ja, denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina har jeg tidligere skrevet om her på bloggen … og sidst var det i en årgang 2008. Her har vi blot vinen en årgang nyere 2009.

Vi er selvfølgelig hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, bl.a. Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano. Det er selvfølgelig fra sidstnævnte, at denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina kommer.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina er lavet på ren 90% Sangiovese, men resten består af Malvasia Nera, Colorino, Merlot og Cabernet Sauvignon. Lavet på rustfrie ståltanke med 25 dages maceration og derefter lagret 24 måneder på fad efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der grønne noter, grønne blade, blæk, tørhed, balsamiske noter, engelsk lakrids, lyse bær, blomster og en snert af fersk kød. Smagen er kølig, syrlig med bitre kirsebær, hindbær samt tætte og stramme tanniner, som dog ikke bliver for hårde. Derudover lidt flint, mineraler … lidt som at slikke på en sten.

Købt hos Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 4/7