2006 Guerrieri Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico Calcarole, Veneto, Italien

2006 Guerrieri Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico Calcarole, Veneto, ItalienVinderen i den lille uofficielle mini Amaronesmagning på Houlbergs Vinblog blev denne 2006 Amarone della Valpolicella Classico Calcarole fra vinhuset Guerrieri Rizzardi.

Det er et vinhus, som jeg selv har besøgt på en sommerferie ved Gardasøen tilbage i 2015. Hvis du vil læse om vinhuset og besøget, så findes det på blogindlægget om husets Bardolino Classico DOP.  Der er også et foto fra det imposante sted, som I også kan se udefra på billedet ovenover, selvom det kun er et af husets vinerier.

Denne Amarone della Valpolicella Classico Calcarole er husets topvin og stolthed. Det er en enkeltmarksvin, som alene laves de bedste år og med druer fra marken Calcarole. Det er en 5 hektar stenet skrænt, hvor vinstokkene er omkring 25 år gamle.

Vinen er i denne årgang 2006 lavet på 70% Corvina, 20%, Rondinella samt 10% Barbera. Den er selvfølgelig lavet med 3,5 måneders tørring af druerne, hvorefter gæring sker meget langsomt over en måned ved 20-25 grader i 18-25 hektoliter fade.

Derefter lagrer vinen 12 måneder i 5 hektoliter fade efterfulgt af 24 måneder på 25 hektoliter fade. Det er en vin, som der er lavet 10.000 flasker af.

Det er i næsen en intens, tyk, mørk og overmoden frugt, men ikke for overmoden. Det er krydret med lidt tjære, jernbanesveller, kakao, chokolade samt en elskelig gæret, animalsk og syrlig dekadence, som lige hiver vinen et niveau over de andre denne eftermiddag.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er smeltende blød med kraft og saft. Det er lakrids, chokolade og utrolig koncentreret, lidt en koncentreret maggi-terning, men med flere lag. Der er pænt med sødme, mens de 16% højoktan alkohol er fint integrerede og slet ikke mærkes. Det er elegant voluminøs.

Vinen fik mellem 4,5 og 6 fede fingre. Keeper lå lavest, men var på vej ud af døren, da han smagte vinen, så derfor ville hans 4,5 måske ha’ været højere med lidt mere tid i glasset.

Købt hos H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor sådan en fætter i dag koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2013 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienCantine Buglioni var også repræsenteret i min lille mini Amarone test med denne Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso … endda i to årgang. Vi starter med at testen vinen i årgang 2013.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella. Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent?

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone, da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har tidligere præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverede – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano. Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … et mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer under navnet Osteria del Bugiardo i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso er lavet med druer fra 15 år gamle vinstokke høstet i september måned med et beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar. Den er i denne årgang 2013 lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella og 5% Molinara.

Efter høst tørrer druerne frem til januar, hvorefter vinificeringen starter med maceration i 30 dage, gæring ved 25 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 24 måneder på barriques efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det lidt gæret mørk frugt, sorte kirsebær og blommer, men heldigvis ingen rosiner. Der er godt med fedme, tætpakket, intens mulm og mørke med kakao, mælkechokolade, tjære, tobak, lakrids samt vanilje. I starten fornemmede jeg lidt alkohol, men med luft i glasset forsvinder den hurtigt.

I munden er det heller ikke rosinvand, men en tæt og powerfuld vin … bevares en stor mundfuld, men sådan er Amarone. Det er mørke bær, men serveret blødt og cremet med engelsk lakrids, grafit og så synger alkoholen også med i koret. Det er klart Amarone med de kvaliteter, som sådan en vin skal have.

Smagspanelet ratede vinen til mellem 4,5 og 5,5 af Houlbergs fede fingre og den endte gennemsnitlig på 5 Thumbs Up, hvilket denne eftermiddag rakte til en dels 2. plads.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 325 kr. Denne årgang 2013 er imidlertid udsolgt, men 2015’eren tilgængelig.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2014 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienMer’ Amarone og næste i glasset blev denne Amarone della Valpolicella fra Casa Vinicola Sartori, der holder til i byen Negrar omkring 10 kilometer nord for Verona og omkring 15 kilometer øst for Gardasøen i Veneto området.

Sartori eller Sartori di Verona er grundlagt for 120 år siden, nemlig tilbage i 1898, hvor Pietro Sartori købte den lille vinmark Villa Maria og en lille vinkælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Det blev grundstenen til vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald.

Siden 1998 har vinhuset været drevet af 4. generation i form af den blåøjede Andrea Sartori, som selv elsker cubanske cigarer og har et ondt golfsving. Det er Andrea, som står bag vinhusets enorme ekspansion efter hans overtagelse af driften.

Andrea er selv uddannet indenfor økonomi og har haft sin uddannelse både på universitetet i Verona, på Cuoa Business School i Vicenza samt New York’s Columbia University. Han startede med at få åbnet for salg af husets vine til både USA, Canada og hele Europa.

Derefter indledte Andrea en række ambitiøse initiativer, der skulle gøre Sartori en stor spiller både i hjemlandet samt på de internationale markeder. Han slog sig fx sammen med Cantina Colognola for at sikre en stabil forsyning af druer … og fik dermed med et snuptag yderligere 2.500 hektar vinmarker.

For at sikre kvaliteten hyrede han også den højt profilere ønolog Franco Bernabei som konsulterende vinmager, hvilket udover en generelt løft af alle vinene også resulterede i skabelse af topmærket I Saltari.

Senere er forretningen også udvidet med købet af Mont’Albano i Friuli og joint venture med Cerulli Spinozzi d’Abruzzo og Feudo Sartanna på Sicilien.

I dag regnes Sartori som en store indflydelsesrige vinhuse i Italien og Andrea har bl.a. haft bestemmende roller som præsident i flere af de store organisationer i vinbranchen, fx Confederazione della Vite e del Vino, Premio Morsiani og Federvini … blot for at nævne nogle få.

Denne Amarone della Valpolicella er lavet på druer fra forskellige marker nordøst for Verona. Det er 50% Corvina, 30% Corvinone, 15% Rondinella samt 5% Cabernet Sauvignon, som efter høst er tørret 3-4 måneder. Derefter er de knust og gærer så i store temperaturstyrede ståltanke med 30 dages fermentering.

Derefter hviler vinen en periode i betontanke, hvilket efterfølges af lagring 3 år i mellemstore og store egetræsfade og efter aftapning yderligere 6  måneder på flaske.

Denne Amarone er godt frisk i frugten … måske er der en lille anelse af lidt rosin, solbær, tranebær, men ellers er det engelsk lakrids, mentol eller mynte, godt med træ og der fornemmes også en vis syrlighed i vinen.

Det er intenst, tæt og fedt … med både grafit, masser af tanniner og alkoholen sparker også og brænder min tunge en smule. Det er en kompakt vin, intensiteten er fin, der er godt med eg, lidt peber samt mørk moden frugt, solbær, blommer … tungt og fyldt med power.

Denne Amarone blev også smagt blindt og for første gang denne eftermiddag var vi mere uenige . Jesper og Keeper var begejstrede med 5,5 af de fede fingre, men jeg lagde mig på 4 Thumbs Up. Men de samlede karakterer bordet rundt var dog tilstrækkelig til at sikre vinen et samlet 2. plads i den lille Amarone smagning.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 167,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2006 Cottini, Villa Annaberta Amarone della Valpolicella Private Collection, Veneto, Italien

2006 Cottini, Villa Annaberta Amarone della Valpolicella Private Collection, Veneto, ItalienNæste Amarone er den lettere bedagede Villa Annaberta Amarone della Valpolicella Private Collection, som kommer fra Cottini … et familiedrevet vinhus, der ligger i San Pietro in Carianovel omkring 15 kilometer øst for Lazise og Gardasøen.

Vinhuset drives af Cottini familien og er grundlagt tilbage i 1925 af Carlo Cottini. I dag ejes vingården af 3. generation i form af Diego Cottini, hustruen Annaberta og parrets to sønner Michele og Mattia Cottini.

Familien har samlet 140 hektar vinmarker, men har derudover dyrkningsaftaler med andre vinavlere for yderligere 240 hektar, hvilket sammenlagt betyder en produktion på omkring 4 millioner flasker vin hvert år.

Vinene sælges under en række forskellige brands som Monte Zovo, Palazzo Maffei, Villa Annaberta, La Sogara og Campos Valzos. Og denne Villa Annaberta Amarone della Valpolicella Private Collection har selvfølgelig sit navn efter Diegos hustru.

Druerne er selvfølgelig Corvina, Corvione og Rondinella, som er tørret 120 dage i husets tørrerum, hvorefter de afstilkes og knuses. Gæringen sker i rustfrie ståltanke med udvalgte gærtyper i 20 dage ved 20-24 grader og derefter lagrer vinen 24 måneder i nye fade, 6 måneder i store, gamle egefade samt 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det moden og nærmest bedaget frugt … blommer, rosin, så det er klart en vin med alder. Der er lidt blomster, men det bliver lidt kvalm, fladt og kedeligt. Den viser lidt af det, som jeg hader ved billig Amarone.

Smagen er også overmoden, sød og gumpetung. Der er samtidig godt med alkohol og samlet set er vinen bare uinteressant, mens flere om bordet kaldte det en herr og fru Danmark vin, som mange vil elske på julebordet.

Det er en supermarkedsvin, men dog ikke en 100 kr. på tilbud, da det er topvinen i Villa Annaberta serien. Det betyder, at det er en vin, som typisk koster 200 kr. på tilbud i supermarkederne.

Vi scorede alle vinen lavet … højeste var 4 Thumbs Up, mens jeg gav den 3. Det er til gengæld en vin, som ikke skal ha’ luft grundet alderen. I dagene efter smagningen blev den blot dårligere.

Vinanmeldelse 3/7

2013 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, Italien

2013 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, ItalienZeni er en af de vingårde, som jeg tidligere har besøgt … tilbage i 2015 sammen med masser af andre turister. Under besøget smagte jeg – mod behørig betaling – 3 x Amarone, hvor denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte også var én af de 3, blot i en tidligere årgang end denne 2013.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Og så laver de selvfølgelig Amarone vine, faktisk 4 af slagsen … en Amarone della Valpolicella Classico, denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, en Amarone della Valpolicella Barriques og så den ultimative topvin  Amarone della Valpolicella Classico Riserva Nino Zeni, som kun laves i få udvalgte år.

Zenis Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte er lavet med druer fra en mark med gamle vinstokke ved Gargagnago lidt vest for Negrar og tæt på den store producent Masi Agricola.

Druerne til denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte håndplukkes og tørrer derefter 4-5 måneder, hvorefter der sker en macation på 3 uger inden gæringen. Drueblendet er 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara, og vinen lagrer typisk mellem 2 og 4 år i store 25 hektoliter egetræsfade. Alkoholprocenten ligger på 15,5%.

Duftmæssigt er det godt moden frugt, blommer samt tunge solbær … virkelig proppet med frugt, masser af eg, lakrids, vanilje, nygarvet læder, kakos og krydderier. Snuser du rigtigt godt, så kan du også fange en frisk syre under alt det voluminøse.

Smagsmæssigt kan du fornemme, at det er en yngre Amarone med kun 5 år på bagen … frisk i frugten, alkoholen stadig tydelig, nogle tanniner, men samtidig er det ultrablødt, cremet og det er et markant step-up fra forrige Amarone.

Der er også lidt peber, godt med fedme, power og virkelig brede skudre. Det er en vin, som du bør dekantere mindst dagen før eller måske gemme i kælderen 5-6 år. Omkring bordet landede vi fra 4,5 til 5,5 fede tommelfingre med et snit på cirka 5. Jeg lå selv omkring 90 point, hvilket lige rækker til de 5 … så stor enighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., men pt. kan fås på tilbud til 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Cantina Valpolicella Negrar, Montigoli Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2012 Cantina Valpolicella Negrar, Montigoli Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDen første Amarone  … Montigoli Amarone della Valpolicella Classico er produceret af kooperativet C.V.N. aka Cantina Valpolicella Negrar, som – meget passende – netop ligger i Negrar.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1933 af 6 vinbønder i byen Arbizzano di Negrar … nemlig af Gaetano Dall’Ora, Carlo Vecchi, Giovanni Battista Rizzardi, Marco Marchi, Pier Alvise Serego Alighieri og Silvio Graziani. I dag ligger kooperativet dog i Negrar i et moderne vineri og har 230 medlemmer.

De mange medlemmer af Cantina Valpolicella Negrar har samlet over 700 hektar vinmarker, som har været dyrket gennem mange generationer. Markerne giver druerne til de mange vine, som laves på kooperativet, herunder altså også denne Montigoli Amarone della Valpolicella Classico.

Druerne til vinen kommer fra 5 kommuner i Valpolicella. Disse kommune er alle beskyttet af Lessini-bjergene mod nord og Gardasøen i vest. Montigoli Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 70% Corvina, 15% Rondinella og 15% Corvinone. Vinen lagres i 18-24 måneder på store egefade.

Duftmæssigt er der lidt rå lakrids, fedme, solbær, blommer og tør jord. Den virker måske en smule indelukket og dermed også lidt neutral i aromaerne.

Smagen er også fed, mørk lakridt, søde blommer, solbær, syren meget vag, men der er i stedet et aftryk fra alkoholen … en højoktan på 15,5%. Der bliver egentlig aldrig plumre-rosinvand og der er sådan set også okay længde på eftersmagen. Omkring bordet landede alle på enten 4 eller 4,5 fede tommelfingre, men jeg en kende mindre.

Vinen forhandles i flere supermarkeder og prisen ligger på 185 kr. og kan formentlig fås til omkring 100 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 3,5/7

Test af en håndfuld Amaroner … 7 fuldblods & 1 wanna-be

Er der amoriner i luften, når jeres flittige vinblogger tester en håndfuld tunge Amarone vine? Amors Amarone pile har traditionelt haft det svært med trænge gennem vinbloggerens armor og ramme i hjertekulen, men op til juletiden er der ofte fokus på de tunge Veneto vine, da de tit – like it or not – anbefales til julemiddagen.

Jeg har fået et par Amarone vine til test … og har også selv fra tidligere en række flasker liggende, så hvad er mere naturligt end at teste vinene på én gang? En mikro udvidet smagning, en samtidig velkommen oprydning i vinkøleskabet og flere vine skaber jo også et bedre grundlag for vurdering, når de kan sammenlignes.

Min erfaring med Amarone er, at der er meget stor forskel i vinene. Der sælges mange dårlige, billige vine, hvilket har givet Amarone et blandet omdømme. Men når man smager virkelig vellavet Amarone, så må man bøje sig … og det gælder også for jeres flittige vinblogger, som ofte har haft fabelagtige oplevelser med denne type vin, som ellers ikke hører til blandt mine favoritter.

Og generelt er Amarone vel også en vintype, som deler folk? Mange elsker de kraftige, fede, voluminøse og bløde vine, mens andre hader dem. Jeg hader ikke nogle typer af vin, men er med årene blevet mere og mere bevidst om, hvad jeg helst vil drikke. Men godt håndværk kan altid smages … uanset vintype.

Denne lille test er på ingen måder retvisende for Amarone vinene … blot lige, hvad jeg havde i mine vinøse skuffer og samtidig også i meget forskellige årgange, nogle forholdsvis nye og andre med op til 12 år på kilometertælleren. Men testen er selvfølgelig ganske aktuelt, hvis du er én af dem, som skal ha’ fundet en Amarone eller to til juleaften, som jo nærmer sig med skrækindjagende fart.

Amarone vine er nærmest blevet en dansk juleklassiker at sætte til maden juleaften, da de tørrede druer giver et pænt sukkerindhold og dermed ofte et sødligt præg som passer julemanden. Derudover har Amarone næsten aldrig megen tannin, er ganske fed – som julemaden – og selvfølgelig altid med en ganske høj alkoholprocent, hvilket samlet gør, at den netop kan matche den fede mad og det svære tilbehør med både surt og sødt.

Feltet kom i en helt tilfældig smagsrækkefølge til at se sådan her ud … 7 x Amarone samt en Amarone wanna-be, nemlig vinen Rosso Passito Secco Ai Volti IGT. Den er reelt lavet som Corte Lenguins almindelige  Amarone, men må blot ikke kaldes sådan, da de italienske regler alene tillader en vis mængde Amarone vine ud fra vinhusets areal af marker.

Nå, men nok snak … hvilke Amarone vine gjorde det godt, og hvilke dumpede? Smagepanellet ratede alle vinene efter mit lille 7 Thumbs Up system og skal vi se på gennemsnittet af karakterer, så endte Guerrieri Rizzardi på en klar 1. plads med et samlet gennemsnit på 5,5 Thumbs Up og flere rene 6’ere.

Både Zeni Vigne Alte, Cantine Buglioni 2013 og Sartori måtte deles om 2. pladsen med samlet gennemsnit på 5 Thumbs Up. Habile vine med den kvalitet, som man bør kunne forvente af Amarone og langt fra det rosinvand, som jeg virkelig hader.

Corte Lenguin havde prop og måtte hældes ud. Den deltog derfor selvfølgelig ikke i konkurrencen. Sidstepladsen gik i stedet til den ældre Villa Annaberta … en ganske uinteressant og ligegyldig supermarkedsrosinvin.

Jeg har selvfølgelig – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Men konklusionen blev, at der skam findes gode Amarone vine … men også meget skrammel, so be careful out there.

2012 Bodegas Carlos Valero, Heredad Garnacha, Aragón, Spanien

2012 Bodegas Carlos Valero, Heredad Garnacha, Aragon, SpanienBodegas Carlos Valero ligger i udkanten af Zaragoza. Det er egentlig ikke en rigtig vingård, men et stort distributionsfirma, som forhandler en række brands indenfor vin … men derudover også selv laver enkelte vine, bl.a. denne Heredad Garnacha.

Bodegas Carlos Valero forhandler primært mærker som Moët & Chandon, Marqués de Murrieta, Pago de Carraovejas, Protos, Laus, Enate, Aylés, Freixenet, Cune, Campillo, Vega Sicilia, Dom Perignon og Perelada til flere områder i Spanien.

Men derudover producerer de også en række vine med druer opkøbt fra vinavlere i området og lavet med hjælp fra den kendte flyvende vinmager Norrel Robertson, som vi også tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Denne Heredad Garnacha er lavet på ren Garnache aka Grenache fra lokale vinbønder under appellationen Campo de Borja og skulle efter sigende været dyrket økologisk, selvom det nu ikke fremgår af etiketten på vinen.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen … udover, at den er lagret 8 måneder på et mix af franske og amerikanske barriques, lavet i 7.079 eksemplarer og produceret i både årgang 2012 og 2014.

Duftmæssigt er det mørk og lettere parfumeret frugt med lakrids, kanel, solbær, blåbær, sæbe. Der er en vis modenhed over frugten, nærmest sådan lidt hengemt, lidt som en ældre vin.

Smagen er noget rustik med masser af krydderier og stærk peber, men frugten er egentlig meget frisk … mørke bær og derudover har den godt med tanniner, som virkelig tørrer munden ud. Klart lavet med et moderne snit, som giver en blød, fyldig og drikkeklar vin.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 97,99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Sacred Hill Vineyards, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New Zealand

2017 Sacred Hill Vineyards, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New ZealandFra de dygtige nordjyske handelsmænd i Supervin tester jeg nu en Sauvignon Blanc Reserve fra vinhuset Sacred Hill Vineyards i New Zealand … et hus, som jeg tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Sacred Hill Vineyards ligger i Dartmoor Valley udenfor den lille by Puketapu, men har deres vineri lidt længere mod syd … et par kilometer nordvest for Hastings, ganske tæt på floden Ngaruroro i Hawkes Bay vinregionen på Nordøen i New Zealand. Dermed er vi også ganske tæt på bugten, som har givet navn til regionen.

Vinhuset er grundlagt i 1986 af brødrene David og Mark Mason. De er begge opvokset på gården i Dartmoor Valley og havde hjulpet deres far med landbruget, som også omfattede en smule produktion af druer.

Efter et ophold i Bordeaux, så besluttede brødrene sammen med vennen Tony Bish, at det kunne være sjovt at ændre det lille familie drevne landbrug til en decideret vingård. Og det blev starten på Sacred Hill Vineyards.

I dag drives vingården fortsat af David Mason – som I kan se på billedet ovenover – og Tony Bish, og sammenlagt har de omkring 44 hektar vinmarker og laver årligt omkring 430.000 flasker vin.

Deres vinmarker ligger i to områder, selvfølgelig først og fremmest omkring vingården i Hawkes Bay, hvor de har markerne Dartmoor Vineyard, Rifleman’s Vineyard og Gimblett Gravels Deerstalker’s Vineyards.

Hawkes Bay er en af New Zealands ældste og bedste regioner. Jordbunden varierer meget, og derfor er vinene derfra også meget forskellige. Dog er det karakteristisk, at Hawkes Bay ofte opnår landets højeste antal solskinstimer og derudover hæver landskabet sig op til 1.600 meter. Det betyder, at druerne langsomt modnes og derved opnår modning samtidig med at syren bibeholdes.

Derudover har Sacred Hill Vineyards også marker i Marlborough, altså den nordligste del af Sydøen. Det er markerne Hell’s Gate Vineyard i Waihopai Valley tæt på Omaka floden samt Hammond Estate Vineyard i Wairau Valley.

Sacred Hill Vineyards’ vine er i dag opdelt i 3 serier, nemlig Origin Range, Reserve og Special Selection. Sidstnævnte er huset bedste vin, håndlavet og højdepunktet af gårdens formåen … og kun bliver lavet i de allerbedste årgange.

Denne Sauvignon Blanc Reserve er lavet med druer alene fra Marlborough på Sydøen. Vinen er fermenteret ved, at omkring 60% gærer i franske egefade – heraf endda 5% nye fade – mens resten gærer i rustfrie ståltanke.

Vinen har også lagret en periode på blandingen af egetræ og ståltanke inden aftapning på flaske. Der er 3,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duftmæssigt starter vinen som ærketypisk Sauvignon Blanc med masser af grønt græs, hø og asparges. Derudover er der lidt Faxe Kondi, stikkelsbær, rebis aka blodurt, svag vanilje og let grape. Supervin skriver selv, at vinen også dufter af tomatstilke og det er spot on … ærgrer mig lidt over, at jeg ikke selv fangede den.

I munden har vinen en sprød, frisk syre … men ved første sip tænker man, at vinen måske er lidt for sød, men så trykker syren lige tilpas på sammen med masser af grape. Det er en utrolig behagelig og blød vin, som også har lidt vaniljeaftryk fra egefadene. Man får både god syre, masser af grape, let sødme og cremet blødhed. Bom.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Viñedos Verderrubí, Dominio de Verderrubí Verdejo, Ruedo, Spanien

2016 Viñedos Verderrubí, Dominio de Verderrubí Verdejo, Ruedo, SpanienViñedos Verderrubí ligger i den lille by Rubí de Bracamonte i Valladolid området, som er en del af DO Rueda. Vingården drives af Pita familien, som laver 4 forskellige vine, herunder altså denne Dominio de Verderrubí Verdejo.

Familien Pita har været vinbønder i Rubí de Bracamonte gennem generationer, men drives i dag af ønologen Emilio José Pita, som er uddannet i Bordeaux, men også har arbejdet i både USA og på New Zealand, inden han overtog familiens vingård i Rueda, Spanien.

Han har samlet 63 hektar vinmarker, hvor de 56 hektar ligger ved Rubí de Bracamonte, men de sidste 6 hektar ligger i La Bonera. Emilio byggede også i 2012 et stort og moderne vineri, som sikrer en lettere og bedre produktion af vinene.

Trods de mange hektarer, så laves der alligevel kun 4 forskellige vin på Verderrubí … og denne Dominio de Verderrubí Verdejo er således én af dem.

Den er lavet på 100% Verdejo, som kommer fra flere forskellige af husets marker, som alle er dyrket økologisk. Vinen er lavet med en kold udblødning aka maceration inden gæringen, som sker i rustfrie ståltanke. Vinen er efter endt fermentering lagret 4 måneder i tankene sur lie og derefter tappet på flaske.

Duften er lettere grøn … stikkelsbær, grønne blade og buske, grape, men der er også lidt appelsin, citroner, bagepulver, pæresaft samt svage salte elementer. Det dufter tørt, men der er også sødme i aromaerne.

I munden er vinen også lidt sødkrydret, men grapefrugten træder også frem, blander sig og balancerer fint sødmen. Der er derudover lidt fersken og vinen er blød, cremet og læskende … en saftig sødme kommer også i eftersmagen med svag grape.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7   

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger