Efterårets første byggemøde var behændigt lagt i Randersugen, og Brix’ luksuriøse millionvilla i Hornbæk skulle danne rammen for denne udgave, hvor de 4 muskuløse byggefolk + Brix skulle indtage villaen og i særdeleshed den mad og de vine, som Brix med fin akkuratesse havde udvalgt.
Flemming havde meldt afbud og var i stedet afløst af Mikkel … Randers’s grimmeste sygeplejerske, men det blev så rigtigt opvejet af hans iver i nydelsen af de forskellige vine, så det var en velvalgt 12. mand. Mikkel fik spurgt, gættet og smagt i rigeligt mål, så på den måde fulgte han sikkert med de garvede arbejdsfolk.
Byggemødet startede med, at Brix tog vel imod os i bedste Jimmy Lyngvild stil … velklædt og med sin hvide uldtot-bøssehund. Med svedperler på panden, en stor kniv i hånden og lidt hjælp fra Keeper fik han fremtryllet en dejlig menu. Værre så det imidlertid ud for millionvillaens Sonos-agtige musik-link formåen, men efter 392 genstarter kom der liv i musikken … eller i hvert fald noget der mindede om musik. Lyngvild, det kan jo ikke være Village People det hele.
Menuen til byggemødet så sådan her ud:
- Butterdejsstykker med salat, rejer og dressing (eller noget i den stil)
- Stor grillet ribeye med salat og kartofler m/hvidløg og citron
- Hjemmelavet is
På den vinøse side blev det også en meget flot aften. Lyngvild havde fundet nogle flotte vine, og særdeles tre spaniolere og en chilelener var deciderede topvine, som både overraskede og duperede det ydmyge byggesjak. Hatten af for Brix Lyngvild … fandme gode vine. Vi bringer selvfølgelig her en oversigt over vinene med link til beskrivelser og anmeldelser:
- 2011 Pago de Cirsus, Chardonnay, Navarra, Spanien
- 2010 Miguel Torres, Viña Esmeralda, Catalonien, Spanien
- 2011 Gerardo Cesari, Fiorile Pinot Grigio delle Venezie IGT, Veneto, Italien
- 2006 Piccini, Brunello di Montalcino Villa Al Cortile, Toscana, Italien
- 2001 Bodegas Alejandro Fernández, Tinto Pesquera, Ribera del Duero, Spanien
- 2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile
- 2008 Wente Vineyards, Beyer Ranch Zinfandel, Californien, USA
- 2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, Toro, Spanien
- 2007 Major’s Hill, Merlot Estate Wine, Breede River Valley, Sydafrika
- 2001 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien
Konkurrencen om at gætte druer og lande står lidt hen i det uklare. Brix havde ellers sørget for et skema til at holde styr på de vigtige point, men det blev vist styret med lidt løs hånd.
Efter et kort power-nap til dagens mest hårdtarbejdende mand, så stod den på bytur … vådt og fornøjeligt … masser af fadøl … som jeg lige husker det.
Glæder mig allerede til næste gang.
Bringer sluttelig også et par fotos (vanen tro) af maden, men fik dog ikke lige taget af hovedretten. Sådan kan det gå, når man er sulten.