2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandNår vi nu er i gang med at smage vin fra Paul Schäfer på Weingut Burggarten. så lad os da endelig også smage en gammel kending og klassiker … det er Schäfers Spätburgunder Classic, som jeg smager i nyeste årgang 2021.

Det er en gammel kending, for jeg har før smagt vinen både i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke, så derfor smager jeg blot på vinen.

Duften er umiskendelig Ahr … har denne lyse, lette side sammen med røgede noter samt grangrene suppleret med sødlig animalsk landlighed, lys frugt af  jordbær, kirsebær og ribs, nelliker samt lidt finkornede fadnoter af vanilje, kanel, mælkechokolade, letbrændte noter og samlet god rundhed.

I munden er der der en lemon- og citronagtig bitterhed kombineret med en lys frugt af tranebær, jordbær og saftige kirsebær, en lækker lille frugtsødme, som går fint i hånd med bitterheden, de lyse bær og en frisk, levende og mineralsk syre. Det giver vinen både en kølig stil samt en sød venlighed, så dermed holder denne Gutswein et ganske højt og imponerende niveau uden så mange dikkedarer. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Burggarten, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Burggarten, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, TysklandPåskevejret 2024 var ikke noget at skrive hjem om … ret regnfuld, som man også kan se af billedet. Nu regner det igen, men vinen fejler sgu ikke noget.

Det er en 2022 Blanc de Noir Spätburgunder fra den rare og dygtige Paul Schäfer junior hos Weingut Burggarten.

Vi besøgte Paul på vingården i Ahr i efteråret 2019 og det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.

Denne 2022 Blanc de Noir Spätburgunder er en af husets Gutsweine aka basisvine og er lavet med Spätbrgunder fra flere af husets marker og efter høst blot presset, så vinen næsten ikke tager farve fra drueskindet. Vinen er lavet udelukkende på Edelstahltanks og det gælder både den temperaturstyrede gæring og efterfølgende lagring med bærmen.

Hvor dufter det dog bare fremragende og min første tanke er, sikke da en fin og lækker balance, hvor du både får læskende drikkeglæde samt en frisk frugt. Der er jordbær og fersken, frugtsødme, meget blød og sodavandsis-læskende saftig og betagende.

Sådan smager vinen faktisk også … lidt en saftig og læskende bandit med en alvorlig fuge i panden, for den har også en seriøs smag af lidt grape, lemon og kandiseret citron … rund og venlig syre, men det er bare så rent, fint, saftigt og smagfuld på en festagtig måde. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Achenbach, Spätburgunder Urmeer, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Achenbach, Spätburgunder Urmeer, Rheinhessen, TysklandJeg skulle da også lige prøve en rødvin fra Weingut Achenbach og det blev så denne 2018 Spätburgunder Urmeer.

Her kommer Spätburgunder druerne til vinen så fra flere af husets Siefersheim vinmarker og det er både Heerkretz samt Martinsberg.

Når jeg skriver, at det er en årgang 2018, så er det faktisk en sandhed med modifikationer, da vinen er lavet som en sammenstikning af to årgange. Urmeer er lavet med druer fra den modne og varme årgang 2018 samt med druer fra den frugtige og elegante årgang 2021.

Druerne er – i begge årgange -plukket ved optimal modenhed og den efterfølgende gæring og maceration er sket helt traditionelt og efter endt fermentering, så er vinen lagret på egefade … årgang 2018 er selvfølgelig lagret 3 år længere end 2021 inden sammenstikning samt endelig aftapning på flaske.

I glasset er der lige en lidt knækket farve … niveauet inden vi begynder på de brunrødlige farver, mens duften giver dig et dejligt og sødligt fadpræg med kostald, vanilje, kanel, røg og frugt med lidt brombær, jordbær … tørre krydderier, allehånde,  cedertræ, meget luftig, let og samtidig med en æterisk luftighed.

Smagen har en god, ren og veldrejet syre … der er sure kirsebær, hindbær, ribs og tranebær. Det er en let og frisk vin, hvor frugten er ren, klar og bider en smule på tungen sammen med lidt peber, sarte fadnoter af lakrids og vanilje … giver god balance og smag. Det er dermed en dejlig lille Spätburgunder. 92 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Achenbach, Riesling “P” Vulkangestein, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Achenbach, Riesling "P" Vulkangestein, Rheinhessen, TysklandWeingut Achenbach ligger midt i byen Wonsheim. Det er jo i den del af Rheinhessen, hvor stort set alle byer ender på heim. Men derfra smager vi nu denne 2022 Riesling “P” Vulkangestein.

Det er tale om et lille familieforetagende, som i dag drives af Frank Achenbach og fruen Constanza aka Conni Achenbach.

Frank har været med i driften siden 2010 og overtog driften fra sin far Gernot, som igen for mange år siden havde overtaget stafetten fra sin far Günter, som desværre er gået bort.

Men derudover hjælper resten af familien også til og det er både Bettina, Martin, Michael og Anneliese Achenbach. Frank havde før han vendte retur til familiens vingård uddannet sig og arbejdet hos vinhuse i både New Zealand og Sydafrika. Vingården har været i familiens eje i nu 7 generationer.

Samlet har Weingut Achenbach 22 hektar vinmarker og de bedste marker er Siefersheimer Martinsberg og  Siefersheimer Heerkretz. På markerne dyrker familien Silvaner, Grauburgunder, Riesling, Weißburgunder, Spätburgunder, Frühburgunder, Auxerrois, St. Laurent, sant Sauvignon Blanc og laver årligt 120.000 flasker.

Derudover har familien også – som mange andre vinfamilier – lidt udlejning af værelser i deres Gästehaus Achenbach.

Da Franks kone Constanza aka Conni Achenbach er fra Chile, så laver Weingut Achenbach faktisk også et par vine fra vinmarker i Colchagua-dalen ved foden af ​​Andesbjergene … en Globo Vultur Carménère, en Vultur Circus Malbec og en Globo Vultur Petit Verdot.

Men denne Riesling “P” Vulkangestein er nu lavet med druer fra husets marker med klippefyldt vulkansk jord … og det er formentlig fra marken Siefersheimer Heerkretz, der er dén mark, der har mest vulkansk undergrund.

Vinen er lavet udenlukkende ståltanke … både i ved selve gæringen og den efterfølgende lagring. Den indeholder 5,5 gram restsukker aka restsüße pr. liter.

Hold nu kaje for en duft … vi er sgu godt inde i malerværkstedet, hvor der både står bøtter med petroleum, diesel, linolie samt andre giftige og brandfarlige væsker.  Det er lige før, at disse tertiære noter overskygger frugten, men der dukker dog lidt grønne æbler op, lidt stikkelsbær og kæmpestor mineralitet … lige før, at det dufter af en væske vredet ud af klipperne.

Smagen virker faktisk ret moden … her er æblerne modne med brune slagpletter, noget lemon og syltede citroner, som giver vinen godt med en maskulin og grovkornet syre, lidt bitter grape og samlet giver det et stort bid … lidt som at spise et pigeon madæble sammen med en gin og tonic drik. Det kan vi jo godt lide, så dermed 91 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Rodríguez y Sanzo, La Senoba, Rioja, Spanien

2019 Rodriguez Sanzo, La Senoba, Rioja, SpanienDerefter fortsatte jeg med endnu et gensyn … nemlig Rioja vinen La Senoba, som kommer fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, der jo laver vin i både Rioja, Toro, Rueda og Ribera del Duero.

La Senoba er lavet på 60% Tempranillo og 40% Graciano. Tempranillo druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Finca Cabizgordo i 620 meters højde og er fra 25 år gamle vinstokke på en mark lige ved siden af.

Druerne er selvfølgelig høstet ved håndkraft og placeres efter ankomst til vineriet i ståltanke, hvor de ligger køligt ved 9 grader i minimum 6 dage, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Det sker i store 4.000-6.000 liter egefade over 20 dage.

De to druesorter vinificeres separat og de lagrer også separat i 24 måneder franske barriques, hvorefter den endelige vin blandes og så lagrer yderligere inden aftapning på flaske.

Slam for en lussing … fed, mørk og powerfuld vin med dyb sort frugt med sorte kirsebær, brombær, blåbær, svesker, noget kamferolie og noget sød finsk og tør engelsk lakrids. Der er svulstigt, men alligevel ikke overfed, men der er godt toast, ristede noter, bål, tobak, kaffe og gammel balsamico eddike, vanilje, kanelsukker samt nogle søde krydderier.

Som med 2016’eren er der skrald på smagen, men det er med en mørkesort, tør og alligevel frisk frugt. Der er blåbær, brombær, lidt enebær og godt med tørt træ, bitre elementer, krydderier og småvild ungdommelig syre, der sammen med en alkoholprocent på 14,5% er viril, energisk og fandenivoldsk. Det er maskulin vin med muskler, hvorved jeg havner på 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienCrognolo leverer altid varen … vinen er fra Tenuta Sette Ponti og er en vin, som jeg har smagt mange gange, men her smager jeg Crognolo i årgang 2021.

Jeg har før smagt vinen i både årgang årgang 2016, 2018, 2019, 2020 og også i årgang 2021, men 2021’eren var den anderledes jubilæumsudgave, som jo er lidt anderledes end den normale, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Denne er altså fra høsten 2021 og består af 90% Sangiovese og 10% Merlot fra nogle højtliggende, sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini og 30-35 år gamle vinstokke … herunder skulle en del vist komme fra marken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Nu er alle markerne, som leverer druer til vinen, også økologisk certificeret. Det er en vin, som af flere kaldes for Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 12-14 måneder, hvorefter den flaskes og så lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt har Corgnolo en dyb, mørk og aroma af både fadpræg, frisk og mørk frugt, balsamico, urter og fremragende balance. Der er pæn tørt og frugten er mest tranebær, brombær, blommer, svesker og de suppleres af noget røg, violer, grønne urter og rosmarin samt en lille sødme med lidt lakrids, chokolade, kaffebønner og vanilje.

Smagen er også både tør og dyb … virker rustik, maskulin med en balsamisk og krydret syre. Frugten  er mørk og kraftig, solbær, ribs, hindbær og tranebær. Selvom det er en mørk og fyldig vin, så er den utrolig tør og har også lidt lidt lemonbitre elementer, knastørre og knastørre tanniner, der sætter sig i gane og på tænderne sammen med leminskal og en mineralsk nerve. Slam … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienAllerede inden jeg har åbnet – eller proppet – denne 2021 Alberelli di Giodo, så smiler jeg bredt Jeg ved nemlig, at der er noget meget godt i vente, da vinen kommer fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini og hans projekt Giodo på Sicilien.

Til dagligt driver Carlo Ferrini vinhuset Podere Giodo i Toscana, hvor han bl.a. laver vildt lækre – og pænt dyre – Brunello’er, men på Sicilien har han også et lille projekt, hvor han fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle upodede og præ-phylloxera Nerello Mascalese vinstokke laver denne vin Alberelli di Giodo.

Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde. Den er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duften er lidt tør og støvet … der er sure og søde kirsebær, nogle kirsebærsten, blommer og ribs. Den er i starten en smule nærig og lukket, men åbner stille og roligt op med violer, roser, tørv, kul, læder, tjære, tobak, jernbanesveller og rå champignon.

Smagsmæssigt er det en helt anden historie, for smagen er meget meget lys, ren og syrlig. Det er en frisk, levende og syrlig frugt med bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær. Dermed bliver det på ingen måder fed syditaliensk vin. Tværtimod, for syren er næsten stoppet med citroner og grape, hvilket giver dette ren og stramme udtryk, hvor du endda kan tilsætte lidt sten, mineraler samt ren aske. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 749,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 669,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har et par gange før smagt vine fra Lagar de Costa og begge gange har det været skindfermenterede vine, men nu smager jeg en forholdsvis almindelig 2022 Albariño.

Lagar de Costa er et lille familiedrevet vinhus samt B&B beliggende tæt ved Sartaxes i Pontevedra provinsen helt ud til stranden og bugten ved Seiñas i Rías Baixas. Vi er helt oppe i hjørnet i Galicien, hvor klimaet er vådt og gusen vælder ind fra Atlanten

Samlet har huset udlejning af 7 værelser og omkring 7 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 22 mikroparceller, der næsten alle ligger ret tæt på havet.

Jorden er overvejende sandet, og havets indflydelse holder temperaturen på et årligt gennemsnit på kun 14 grader, hvilket kan giver masser af syre og friskhed til vinene.

Markerne har meget gamle vinstokke og på nogle af markerne er de mere end 50 år gamle, så udbyttet holdes langt under, hvad der reelt er tilladt i appellationen.

Costa familien har lagt vinproduktionen i hænderne på den unge Sonia Costa. Hun startede først i 2001 med at lave egne vine, selvom familien egentlig har været vinavlere i over 100 år.

Her smager jeg så deres 2022 Albariño, hvor druerne kommer fra flere forskellige sydvestvendte marker i Valle de Salnés. Den er lavet med gæring i rustfrie stålkar og er derefter også lagret sur lie i store ståltanke inden aftapning på flaske, hvor den lagrer 2 måneder.

I næsen er der røgede toner, klar, frisk og nærmest stenet mineralsk med en frugt, hvor der både er citrus og abrikos, fersken, ananas, men frugten bliver aldrig fed eller tropisk, for vinen har tertiære små noter af linolie, salte elementer samt limeskal.

Smagen er syrlig frisk med masser af lemon, lime, sød grape samt kalket mineralitet. Syren er vitterlig meget frisk, hvilket giver vinen et frisk og rask bid suppleret med nogle let bitre noter, basilikum og grønne urter. Vinen har en vis krop og tyngde, som giver den en bred og cremet smag, hvor kernen er syrlig og lækker frisk. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, Spanien

2019 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, SpanienDenne lille uanseelige Cava Extra Brut Imperial Reserva fra Villa Conchi ser måske ikke ud af meget, men det er sgu et fremragende glas bobler … endda årgangs og med masser af lækkerheder.

Jeg har smagt Cavaen i den foregående årgang 2018 og der var jeg meget begejstret og skrev også lidt om vinhuset. Denne årgang 2019 er bare endnu bedre.

Som med 2018 er den lavet på et blend med 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay … alle høstet med håndkraft om natten, så kun kernesund og helt frisk frugt finder vej til vineriet.

Her nedkøles druerne straks til 10 grader, hvor de presses og så gærer i ståltanke ved 16 grader og hver druesort separat. Efter endt gæring sammenstikkes det endelige blend, der så aftappes på flaske sammen med gæren og sukkeret.

Andengæringen på flaske under gennem minimum 22 måneder på flaske i kontakt med de fine gærrester. Efter denne periode sker der så en dekantering og der tilsættes en dosage med lidt sprit.

Nåååå hvor det dufter fremragende … har en sødgæret, landlig og animalsk aroma, hvor der er stald, mødding, noget lakridskonfekt,  vaniljetærte, toast og wienerbrød, ristede noter, sødkrydrede noter og en frugt af kvæde, stikkelsbær, gule blommer, syltet lemon, virker pænt sødere og dybere end 2018’eren.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor boblerne er fine og ledsages til ballet sammen med noget olieret krop og småfedme. Der er gule blommer, mirabeller samt en klar sødbitterhed fra lemon og underneden en kridtet og kalket mineralitet. Den har en sødbitter syre, som når man har drukket lidt gin og tonic, men det elsker jeg bare og i modsætning til 2018’eren, så er denne meget mere egnet som velkomstaperitif på den seriøse måde. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr. og det er sgu en fin pris.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, SpanienVi var snart ved at ramme bunden i Sierra de Gredos kassen, men vi havde skam lige denne 2022 Navatalgordo fra Fernando García og Dani Landi og deres ikoniske vinhus Comando G.

Navatalgordo er en ny vin i deres sortiment og er lavet på ren Garnacha, der stammer fra vinstokke, der er cirka 60 år gamle.

De kommer fra en de højest beliggende marker i Sierra de Gredos, nemlig på fra granitholdige marker ved byen Navatalgordo i 1.100 meters højde. Vinen er lavet under betegnelsen Vino de Pueblo, som også vinene Rozaz og Villanueva.

Vino de Pueblo er en slags klassifikation i Spanien, der lægger vægt på karakter og de unikke egenskaber ved vine fra specifikke landsbyer eller byer.

Det er en klassifikation, som gør det muligt for vinproducenter at fremhæve den særlige identitet og terroir for deres lokale område, hvilket adskiller disse vine fra dem produceret i bredere regioner.

Det er således en måde at anerkende og fejre mangfoldigheden og de specifikke kvaliteter ved vine fra forskellige lokaliteter inden for Spaniens varierede vinproducerende regioner.

Med denne 2022 Navatalgordo er det både økologisk og biodynamisk, mens vinen er lavet med minimal intervention, brug af hele klaser. Gæring og maceration  er sket langsomt over 50 dage på  åbne egetræskar og derefter er vinen lagret i 12 måneder på brugte 500 liter franske egetræsfade. Der er kun lavet 2.798 flasker.

WAUW … dufter af blomster godt placeret dybt i en mødding, bondsk, animalsk, landlig og samtidig utrolig frugtrig. Det er mest kirsebær, jordbær og ribs, har utrolig intensitet, dybde og samtidig let og lys elegance. Man fornemmer en kontrolleret og sart saftighed.

I munden er det vildt godt … bondsk, elegant, let, luftigt og Jakob siger siger spinkel krop. Det er ganske sikkert. Der er lyse kirsebær, moreller, ribs og en fin, feminin og præcis syre, hvor der er små drops af lemon, som giver lidt gin & tonic og campariagtig bitterhed med en lille citrusnote. Den lyse og beaujolaisagtige syre understøttes af en meget ren, stenet mineralitet, som kom vinen piblende op fra en underjordisk kilde i en stenhård granitklippe. Det smager af frisk luft i bjergene og har denne flyvende stramhed … det smager vildt godt, så dermed 96 velfortjente point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger