Società Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Nu har jeres flittige vinblogger igen sat tænderne i deres fine og løvestærke Lèonus Toscana og udbryder et ægte løvebrøl … det smager løvegodt.
Marco Cortonesi startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi. Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.
Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.
Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.
Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.
I glasset er vinen – som 2016’eren – flot transparent … let og igen med lidt svagt orange/brune nuancer. Og sikke en aroma, meget lys, landlig med læder, tobak, jord, modne lyse kirsebær, hindbær, lyse blommer, medicinskab, hæfteplaster og fin frugtsødme. Der er samtidig et klart præg fra fadene med en snert vanilje og en blomsterbuket.
I munden er vinen en tak syrligere end 2016’eren, men vinen har samtidig vild frugtsødme, en lille bitterhed, kirsebær, fennikel, svage mineraler og nogen saftighed. Der er grafit, en vedholdende syre, meget rank og alligevel med et rustik, bondsk og charmerende, farligt løvebid.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hjernedødt godt køb.