Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandJeg imponeres og får gode minder, når jeg smager denne Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling Großes Gewächs fra Weingut Balthasar Ress.

Jeg besøgte nemlig Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Der smagte jeg en række af husets vine og blev begejstret. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Marken Rüdesheimer Berg Schlossberg er én af de stejleste vinmarker i hele Rheingau med en hældning/stigning på ikke mindre end 70 grader. Navnet har marken efter den gamle Ehrenfelser slotsruin, som I også kan se på billedet ovenover.

Marken er VDP klassificeret Grosse Lage mark, har perfekt eksponering mod solen og en undergrund med skifter og kvartsit, som er en slags sandsten, der gemmer varmen fra solen i løbet af dagen og afgiver den retur om natten.

Druerne til Berg Schlossberg Riesling Großes Gewächs høstes ad flere omgange, så man kun høster de fuldmodne druer med det højeste indhold af sukker. Men den er vinificeret fuldstændigt knastørt med alene 1,5 gram restsukker pr. liter.

Vinen har også gæret i lang tid … det er en af filosofierne hos Weingut Balthasar Ress sammen med så lidt indgriben i produktionen som overhovedet muligt. Efter endt fermentering lagrer vinen på gamle egefade frem til foråret, altså alene omkring 6 måneder.

Næsen er lige, som jeg havde drømt om … med masser af petroleum, modne æbler, et autoværksted, olievæddet tvist med brandfare, mineraler, havvand og – uha – hvor det dufter godt. Der er vilde blomster, sæbe, vibrerende syre og lidt nødder. Yams.

I munden har vinen en vis fedme, voldsom dybde … som at falde dybt i en kløft, hvor du ikke vil op fra igen. Det er modne æbler, papaya, kiwi, fyldig og samtidig smuk elegant. Et fræk lille æblesyre giver et fint bid. Det er stor Riesling og Houlberg bliver glad.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske kostede 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, TysklandFra de stejle marker ved Mosel skal vi igen smage lidt god Riesling … en Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb fra Weingut Karl Erbes, der i ligger i Ürzig og netop for foden af Würzgarten.

Vingården er grundlagt i 1967 af Karl Erbes. Han var på daværende tidspunkt vinmager for hele 7 forskellige vingårde ved Mosel. Han producerede blandt andet vin for flere medlemmer af familien Berres og var også kældermester på Mönchhof. På hans scooter kørte han rundt og hjalp vinproducenterne med deres vin, men ville også selv være vinbonde.

Han havde dog ikke jord selv, men hans gode kontakter gjorde, at han ret hurtigt fik fat i små parceller på netop Ürziger Würzgarten og snart var Weingut Karl Erbes en realitet.

I dag har Weingut Karl Erbes 7 hektar vinmarker og Karls søn Stefan har overtaget driften af vingården. Produktionen koncentrerer sig om Würzgarten og Erdener Treppchen med små besiddelser på 0,3 hektar på Ürziger in der Kranklei samt beskedne 0,1 hektar på Erdener Prälat.

Vinen hos Weingut Karl Erbes laves meget klassisk … ikke så megen fokus på de tørre vin, for fokus på vine med sødme-/syrebalance er vigtigst, hvorfor vinhuset også har stor eksport til bl.a. det asiatiske marked.

Udover vinproduktionen har familiens selvfølgelig også en lille gæstehus, hvor de udlejer værelser.

Her smager vi Erbes’ Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb i en helt ung 2018 udgave, som Propperiet selv kalder den mest traditionelle Mosel vin i deres sortiment. Vinen har pæn restsødme … 19,6 gram restsukker pr. liter.

Næsen har en herlig inderlighed med tropisk frugt, fersken, ananas og banan, lidt noter som fra et maskinværksted og nærmest olieret i udtrykket. Det er fedme og sødme, men den eksotiske frugt kommer aldrig til at dominere eller blive for meget, for vinen har denne elegante og smukke kompleksitet og dybde.

Smagsmæssigt sagde konen, at det er jo saftevand. Og et stykke hen ad vejen har hun ret i, at der selvfølgelig er pænt med sødme, søde krydderier og fedme. Det bliver dog aldrig for kraftigt eller alt for sødt, for vinen har også svag grape, nogen citron og er samlet virkelig smagfuld. Der er nydelse og bællepotentiale.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 96,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Jos. Christoffel jr., Ürziger Würzgarten Riesling Auslese ***, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Jos. Christoffel jr., Ürziger Würzgarten Riesling Auslese ***, Mosel, TysklandEn lækker Tarte Tatin blev smukt akkompagneret af en sød Riesling … Ürziger Würzgarten Riesling Auslese *** fra Weingut Jos. Christoffel jr, der også kaldes Christoffel-Prüm.

Vinhuset er nemlig grundlagt i 1911 da markerne tilhørende Mathias Prüm blev delt mellem hans 7 børn. Det blev således grundstenen for vinhusene S.A. Prüm, Joh. Jos. Prüm, Studert-Prüm, Dr. Pauly-Bergweiler, Dr. F. Weins-Prüm, Dr. Loosen samt Jos. Christoffel jr., hvor sidstnævnte nok er en smule overset.

Siden 1950 har vinhuset i Ürzig været drevet af Karl-Josef Christoffel sammen med hans broder Kurt, som dog døde i 1995, så efterfølghende har KaJo – som Karl-Josef kaldes – drevet huset sammen med svigerinden Annekatrin Christoffel-Prüm.

Desværre har vingården i 2018 indstillet produktion og KaJo er gået på pension. Vingården ejer stadigvæk parceller på nogle af de absolut bedste marker i Mosel.

Det er parceller  mere end 100 år gamle upodede stokke på Ürziger Würzgarten, Erdener Prälat, Erdener Treppchen, Wehlener Sonnenuhr og Graacher Domprobst.

Og det er netop fra Ürziger Würzgarten marken, at druerne til denne vin kommer. Det er en Auslese, hvor druerne er høstet ved omkring 120 öchsle … og så har den 3 stjerner, hvilket betyder øverste kvalitet hos Weingut Jos. Christoffel jr.

Næsen er – uha – virkelig lækker, godt med petroleum allerede, endda suppleret med benzin, æter, abrikos, fersken, meget ren duft af eksotisk frugt, lidt havvand og honning.

Smagen er både sød og let perlende, men vinen er også meget ung og kan klart gemmes en menneskealder. Der er pænt med sødme, men faktisk slet ikke så meget, som men ellers vil forvente af en Auslese, men det gør bestemt ikke noget … snarere tværtimod. Frugten er nærmest kandiserede eksotiske frugter, der er lidt mineraler og smuk balance,

Forhandles af Atomwine, men denne årgang er ikke fundet og prisen kender jeg således ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Weingut S.A. Prüm, Graacher Domprobst Riesling GG, Mosel, Tyskland

2009 Weingut S.A. Prüm, Graacher Domprobst Riesling GG, Mosel, TysklandDampede blåmuslinger og så denne lille fabelagtige 2009 Graacher Domprobst Riesling Großes Gewächs fra Weingut S.A. Prüm … så er vi sgu tæt på himmelrige.

Weingut S.A. Prüm ligger i Bernkastel-Kues på vejen til Wehlen og Prüm-familien kan dokumenteres helt tilbage til 1156, hvor familien havde – og stadig har – sine vinmarker liggende ved de forskellige landsbyer Bernkastel, Graach, Wehlen og Zeltingen.

Selve vinhuset blev grundlagt i 1911, da Sebastian Alois Prüm arvede 7 hektar vinmarker, som hans del af en arv fordelt på 7 søskende efter faderen Mathias Prüm. Vinhuset kaldte han S.A. Prüm efter hans eget navn, men også i respekt for sin farfar, som han – som 3. barn i rækken – havde fået sit navn efter.

Sebastians broder Johann Josef Prüm arvede ligeledes 1/7-del af markerne og grundlagde efterfølgende et andet Prüm vinhus, nemlig Joh. Jos. Prüm, som i dag ligger i byen Bernkastel-Wehlen.

De andre søskende grundlagde også vinhuse med deres andele af vinmarkerne, og de vinhuse er i dag kendt under navne som Studert-Prüm, Dr. Pauly-Bergweiler, Dr. F. Weins-Prüm, Dr. Loosen samt Jos. Christoffel junior.

I dag har Weingut S. A. Prüm 13 hektar vinmarker fordelt på markerne Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich og Dompropst, Bernkasteler Lay, Graben, Matheisbildchen, Johannisbrünnchen og Schlossberg samt endelig Ürziger Würzgarten.

Markerne ligger perfekt omringet af klippestrækninger. Jorden og klimaet kunne ikke være bedre for udviklingen af nogle af de skønneste Riesling-vine. Stokkene er 80 år gamle, rodægte og finder ressourcer langt nede i jorden, hvilket gør vinene rige på karakter.

Huset sætter kvalitet over kvantitet, og har således reduceret udbyttet til gennemsnitligt 50 hektoliter pr. hektar, hvilket i princippet kun udgør op til halvdelen af andre vinhuses udbytte.

Vinbruget dyrkes med organisk gødning, og druerne udvælges nøje under høsten, for ikke at gå på kompromis med devisen: “Kvalitet er ikke kun et ord – det er et budskab”.

Siden 1971 har det været Raimund Prüm, som har stået for driften. Han har endda formået at give huset endnu mere succes, og i dag bliver Weingut S. A. Prüm således – som også nævnt indledningsvis –  anset som en af de bedste vinproducenter i Tyskland.

Riesling vine af stor kvalitet og format bliver fremstillet i de gamle kældre hos S. A. Prüm, som respekterer de gamle traditioner inden for vinbrug og kombinerer dem med de nyeste teknikker. Raimund er selv både chef og ønolog, men har også en ansat vinmager Michael Blümling.

Selve vinfremstillingen sker på den over 100 år gamle ejendom i Bernkastel-Kues, og i fremstillingen bruger man bl.a. gamle traditionelle egetræsfade, som kaldes Fuder. De er lavet på lokal eg og har hver en kapacitet på 1.000 liter. De fleste har været anvendt til fremstilling af vin i mere end 60 år.

Egetræsfadene bliver opbevaret i kølige kældre, hvilket gør at gæringen af de unge vine sker langsomt, og at de derved beholder deres friske aroma.

Vinene modnes i flere måneder, og får derved den finesse og karakter, som passer perfekt til de udsøgte og aromatiske Riesling vine. De historiske kælderfaciliteter hos Prüm tilbyder de ideelle forhold for modningen af vinene i den kolde luft, som fugtes af vandet i klippevæggene.

Denne lækre Riesling er selvfølgelig lavet med druer fra den klassiske Graacher Domprobst mark, en af de helt store Große Lage marker i Mosel. Vinen er vinificeret i ståltanke, men lagret en periode sur lie på de store, gamle egefade.

Jeg har smagt vinen tidligere i årgang 2011, men et par år yderligere på bagen skader ikke vinen … tværtimod, for det smager altså bare himmelsk.

Næsen er fyldt med de herligste petroleumdampe, virkelig delikat og nærmest med en æterisk lethed, ædelhed og fuck det dufter bare godt. Modent med svag dekadent Mosel sødme, eksplosive tropiske frugter og aromaerne nærmest strømmer op af glasset med ananas, blomster, mineraler og citrus. Smukt.

Som med 2011’eren er der smagsmæssigt svag sødme og fedme, masser af krop, masser af fylde, tørhed og intensitet. Det smager herregodt, god vedvarende smag. eksplosiv, cremet og selv blåmuslinger må bøje sig og spille andenviolin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, ØstrigDa Urban Stagård havde fået sin Riesling hat på til Winemakers Fair, så fortsatte jeg sgu med endnu en Riesling fra Lesehof Stagård, søstervinen Riesling Steiner Hund.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, blot kommer druerne her fra marken Steiner Hund, hvor vinstokkene varierer mere i alder og er fra 16 til 80 år gamle.

Det siges, at Steiner Hund marken fik sit navn for flere hundrede år siden, hvor der var en alvorlig hungersnød i Kremstal. Alle sultede, men en rig vinbonde – der selv havde svært ved at brødføde sin egen familie – gemte sin elskede hund ude i marken og fodrede den dagligt i smug. Han endte med at sælge marken for kunne brødføde sin familie, men marken blev opkaldt efter hunden.

Næsen på Urbans Riesling Steiner Hund er langt mere åben, givende, flyvsk og svævende end søstervinen. Der er fortsat gær, toast, en havbrise og lidt havvand i vinen, et smukt flor af blomster, abrikos, lemon og stor frugtrigdom. Det virker ungt, men for pokker en luftig og skør Riesling.

I munden er den meget smagfuld. Der er abrikos i frugten, men også pænt med syre, lemon og bitterhed, smelter nærmest i munden, selvom den egentlig har et fast bid. Det er sgu en lækker vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr., men er frem til 30/4 på tilbud til 225 kr., hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, ØstrigVed næste bord mødte jeg den herlige, festlige vinmager Urban Stagård, som ejer og driver vingården Lesehof Stagård. Jeg fik en snak med ham og smagte to af hans vine. Den første var denne Riesling Steiner Schreck.

Vingården Lesehof Stagård ligger lige udenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich. Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.

Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique. Det er Urban, som I kan se sammen med jeres trofaste vinblogger på mit selfie ovenover.

Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.

Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.

Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen rytme og det grundige markarbejde samt den minimalistiske tilgang er årsagen til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.

Jeg startede med at smage denne Riesling Steiner Schreck, altså en enkeltmarks Riesling fra marken Steiner Schreck, som siges at være den stejleste mark i hele Kremstal.

Det siges, at, marken har sit navn Schreck – forstrækkelse – efter de vagter, som i høsttid passede marken og forsøgte at skræmme tyve væk. Marken havde dengang en stor tæthed i vinstokkene, hvorfor det var svært at se, når der var folk i marken.

Ved høsttid var der ofte tyve på marken for at stjæle druer, men vagterne kunne fra kirketårnet af Frauenbergkirchen – hvor der var frit udsyn udover marken – råbe tyvene an og dermed skræmme dem væk … og derfor hedder marken i dag Steiner Schreck.

Vinstokkene er 50-60 år og druerne høstes selvfølgelig med håndkraft. Vinen er derudover lavet med så lidt intervention som muligt, spontangæring og Urban lader også vinen gære så lang tid som overhovedet muligt. Vinen lagrer derefter en periode sur lie, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Den naturlige tilgang til produktionen kan duftes i vinen, som er lidt funky med en klar bio kant, lidt våd hund, æteriske olier, sten, granit, let pærer, æbler, masser af røg og snert af lemon.

Smagen er virkelig intens og frugtrig med pærer, æbler, fersken og man imponeres særlig af en virkelig lang, lang eftersmag. Vinen er lidt parfumeret, har lidt lemon og citronsyre, men er på ingen måder særlig eksplosiv, men sådan lidt dæmpet, sagte og forsigtig i dens udtryk, men det smager sgu godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Reinhold Haart, Piesporter Grafenberg Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Reinhold Haart, Piesporter Grafenberg Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandH.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten afholdte forleden Winemakers Fair, hvor over 20 vinproducenter fra det meste af verdenen var repræsenteret. Jeg flittige vinblogger var selvfølgelig med og nåede – trods en travl kalender – at snakke med en håndfuld vinhuse og smage nogle få vine.

Jeg mødte bl.a. Johannes Haart, der i dag sammen med broderen Marcus Haart driver vinhuset og fik smagt deres 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs … hvorfor ikke blot smage en af deres bedste, når man nu ikke har så megen tid?

Det er egentligt imod mine principper blot af smage enkelte – og specielt kun de dyreste vine – fra et vinhus. Jeg synes, at man skylder huset den respekt, at man smager alle deres vine, lige fra Gutsweine til de bedste Große Lage vine, men denne aften var jeg presset på tid og måtte derfor gå på kompromis med mine principper.

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport, grundlagt allerede tilbage i 1337, hvor Haart første gang blev nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Siden 1971 har den traditionsrige vingård været ejet af ægteparret Edith og Karl-Theo Haart, men i dag driver vinhuset dog primært af sønnen Johannes Haart og hans broder Marcus. Det var Johannes, som havde taget turen til den store Winemakers Fair og som I også kan se på billedet ovenover.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder.

De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Ellers har Haart også parceller på Piesporter Grafenberg, Kreuzwingert og Wintricher Ohligsberg … alle Große Lage og vinskribenter anser da vingården for at være en af de bedste i Mosel.

Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af Weinguide Deutschland i 2007 kåret som årets vinmager aka Winzer des Jahres. Samtidig har vingården fået prædikatet Weltklasse, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Johannes’ fætter også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Denne 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs er selvfølgelig lavet med druer, der er høstet med håndkraft og ved ankomst til vineriet presset let, hvorefter mosten hviler 12 timer. Derefter sker gæringen spontant med druernes naturlig gærceller på rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 7 måneder sur lie inden aftapning på flaske.

I næsen er der vildt meget luftighed og lethed over vinen, klart petroleum, men ikke særlig voldsomt. Det dufter meget delikat med lidt kalk, toast, franskbrød, æbler, blomster, grønne urter, citrus og godt med mineraler.

Smagen har godt med rank, mineralsk citronsyre … tørt, frisk med masser af salt, sten, granit og pileskarpt. Der er syre citroner, som møder saltsprederen, masser af citrus og line, præcis, skarpt og smager sgu ret godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 310 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Paul Ginglinger, Riesling Grand Cru Pfersigberg, Alsace, Frankrig

2015 Paul Ginglinger, Riesling Grand Cru Pfersigberg, Alsace, FrankrigMed næste Riesling røg vi et pænt kvalitetsstep op … Riesling Grand Cru Pfersigberg fra den alsaciske vinbonde med det herlige navn Ginglinger. Han bor i den smukke, gamle by Eguisheim i Alsace.

Familien Ginglinger har været vinbønder siden 1610 og vingården drives i dag af 13. generation i form af Michel Ginglinger samt hans kone Loreto. De overtog driften i år 2000 fra Michels forældre Paul og Marguerite, som dog fortsat hjælper til på gården, når der er brug for det.

Michel er uddannet ønolog fra vinfakultetet i Reims og har været i praktik som vinmager i både Bourgogne, Sydafrika og Chile.

Det lille familiebrug har samlet 12 hektar vinmarker, hvor de to bedste marker er Grand Cru markerne Eichberg og Pfersigberg. Og fra sidstnævnte mark har jeg faktisk tidligere smagt hans 2015 Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg, som vel nærmest er søstervinen til denne på Riesling fra samme mark … men her primært fra to små parceller Ortel og Hertacker.

Markerne drives efter økologiske principper, men Ginglinger er dog ikke certificeret økologisk. Vinene laves ved, at mosten udtrækkes med en særlig hydraulisk presse, der bevarer druernes store sødme.

Langsom gæring med temperaturkontrol og styring giver hver vin sit særpræg. Efter gæring ligger vinene en længere periode sammen med bundfaldet – sur lie – for at give ekstra smag. Og sådan er denne Riesling Grand Cru Pfersigberg også lavet.

I næsen er der en smule petroleum … ikke vildt, men tilstrækkelig til at frembringe et lille veltilfreds smil, mens frugten er godt eksotisk med fersken, melon, ananas, papaya, lidt lime, røgede noter og animalske elementer. Det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt er der langt mere bundtræk, fylde og kompleksitet end hos foregående Riesling. Syren er måske en anelse brovten, men velafbalanceret. Det er cremet, røget, krydret … der er lidt honning, lemon og mineraler. Flot, flot Riesling.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Heribert Boch, Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Heribert Boch, Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg, Mosel, TysklandSå dukker denne Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg fra Weingut Heribert Boch igen op i mit vinglas, men denne gang i en årgang 2017.

Jeg har lige skrevet om vinhuset, da jeg smagte 2015 udgaven af Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg. som er lavet ved, at druerne efter høst afstilkes, hvorefter druerne ligger 4-8 timer inden presning. Gæring sker langsomt i rustfrie ståltanke ved lave temperaturer og vinen modner også i ståltankene.

Trittenheimer Apotheke er placeret på en bakke, som har en hældning på op imod 70%, en sydvest eksponering samt en undergrund med masser af den karakteristiske grå skifer.

Vinstokkene på Trittenheimer Apotheke er over 100 år gamle og der dyrkes kun Riesling og Laurentiusberg er navnet på en del af marken, den del, som Michael Boch synes er bedste stykke og i øvrigt registreret som Grosse Lage.

Næsen er luftig let, der er godt med melon, lidt fersken, karamel, Københavnerstang, Kung-Fu is, kalk, mandler, svag muskat og dermed igen lidt sødme som i 2015’eren. De mellemøstlige krydderier dukker også i eftersmagen.

Smagsmæssigt har vinen krop og fylde, lidt fedme endda, hvid peber, abrikos, mango fersken med et varmt udtryk og lidt sødkrydret. Som med 2015’eren, så er vinen noget syrefattig,  mangler syre, rygrad og skarpere mineralitet til at sikre en bedre nerve.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., men har kunnet købes til 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, TysklandFra den mørke kælder på adressen Hauptstraße 24 i Erden skal vi nu smage denne Riesling Qualitätsschaumwein Brut Crémant. Kendere vil allerede på den særprægede etiket ha’ spottet, at det er endnu en vin fra Andreas Schmitges på Weingut Schmitges.

Den gode vingut Andreas’ Crémant Riesling Brut har jeg tidligere smagt i både årgang 2014 og 2015 … begge har jeg også skrevet om tidligere på Houlbergs Vinblog og været ganske begejstrede for.

Crémant Riesling Brut er lavet af 100% Riesling, som kommer fra Erdener Herrenberg marken. Den er lavet med blid presning og alene brug af 1. pres, altså helt fritløbende druesaft.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke i 3 måneder efterfulgt af flaskegæring i mindst 15 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det gule æbler, som er most en smule, lidt abrikos, fersken og et lille flor af blomster, gæret dej, ristede hasselnødder, citros og svag mineralitet. Det dufter virkelig godt … en forførende aroma, hvor de gule æbler dominerer.

Boblerne er friske uden at blive voldsomme, der er let sødme, abrikos, svag grape med en smule bitterhed, men samlet er det en fyldig, blid og rund crémant med god balance. Det bliver ikke for sødt eller for syrligt, selvom den bestemt er til den tørre side. Igen endnu et møjlækkert alternativ til champagne.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7