Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

1992 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1992 Château Mouton Rothschild, Pauillac, Bordeaux, FrankrigEfter 1997 skulle vi selvfølgelig også smage 1992’eren. Når jeg siger selvfølgelig, så er det naturligvis fordi, at årgang 1992 har et dansk islæt, idet etiketten på vinen er lavet af den danske maler Per Kirkeby.

Per Kirkeby startede som kunstner med popkunst og malede ofte malerier på masonit. Kirkeby har lavet happenings og film sammen med Bjørn Nørgaard. Nu laver han bl.a. oliemalerier, bronzeskulpturer og murstensskulpturer, hvilket foregår fra hans hjem på Læsø.

Han har i de senere år bl.a. udsmykket loftet i Den Sorte Diamant og lavet bronzeskulpturer til operaen i København. I mange af hans værker ses kristne symboler. Desuden har han udgivet digte og romaner. I 1997 blev han Ridder af Dannebrog.

Det må også være lidt af en ære at få sit maleri på en Mouton etikette, som tidligere er dekoreret af genier som Picasso, Chagal, Kandinsky, Dali, Bacon, Miro og mange andre. Derudover må belønningen på de 10 kasser Mouton Rothschild også være et fint lille bidrag til ens lille vinkælder.

I glasset kan alderen på 20 år godt se, der er en lidt orange kant. Duftmæssigt er vinen fortsat i fremragende stand, og der er næse med jord, yoghurt, blommer, læder, blyant, kaffe og en smule eg. Smagsmæssigt en blød og let vin, der er bær, frugt. Det der slår én, er måske letheden i denne vin. Smager bare sindsygt godt.

Prismæssigt skulle årgang 1992 ligge omkring 2.600 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

1997 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Mouton Rothschild, Pauillac, Bordeaux, FrankrigVidere til næste Mouton Rothchild … lyder godt, ikk’ … videre til næste Château Mouton Rothschild. Her begynder vi også at få lidt alder på, nemlig hele 15 år med denne årgang 1997.

1997 er imidlertid ikke et stort år i Bordeaux, nærmere tvært om. Kun 55% af høsten blev udnyttet for 1997 Château Mouton Rothschild, men det ser imidlertid ikke ud til at genere vinen, som i denne årgang er lavet på et blend af 82% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot.

Etiketten skal vi da også lige omkring. Den er malet af Niki de Saint Phalle. Hun hed oprindeligt Catherine-Marie-Agnès Fal de Saint Phalle, og hun var en fransk billedhugger, maler og filminstruktør. Niki døde i 2002, men nåede altså at få et af sine naive malerier med på en etikette på en Mouton Rothchild. Så nej, det er ikke et barn, der har malet etiketten i 1997.

I øvrigt fik de kunstnere, som lavede tegninger til Moutons etiketter ingen betaling, men i stedet for 5 kasser Mouton Rothschild af den årgang de havde tegnet etiketten til … og 5 kasser af en valgfri årgang. Ikke så ringe endda. Gad vide hvor mange kunstnere, som har valgt kasser fra den store 1945-årgang?

I glasset synes vinen en smule grynet. Duftmæssigt er der jord, violer, cigaræske … virker også lidt mere parfumeret end de øvrige vine. Smagsmæssigt synes frugterne lidt lysere end i 2002’eren, men fortsat en silkeblød vin med blommer, solbær, og et stadig nærværende tanninbid. Virker måske en anelse mere vandet og én nævnte, at den var “lidt svag i koderne”. Fortsat en tæskelækker vin.

I dag kan vinen fx fåes hos Fine Wines til 1.895 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2002 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2002 Château Mouton Rothschild, Pauillac, Bordeaux, FrankrigSå kom den første Château Mouton Rothschild på bordet.

Vi starter med årgang 2002, hvor etiketten er tegnet af Ilya Kabakov, som er en russisk-amerikansk konceptkunstner af jødisk afstamning, født i Dnepropetrovsk, Ukraine. Han arbejdede i tredive år i Moskva, fra 1950’erne og frem til slutningen af 1980’erne. Han bor og arbejder nu på Long Island. Han blev af ArtNews udråbt som en af de “ti største nulevende kunstnere” i 2000.

I øvrigt er direktøren på Mouton Philippe Dhalluin. Han har det overordnede ansvar for alle Rothschild familiens ejendomme både i og udenfor Frankrig, hvilket vil sige: Mouton Rothschild, Clerc Milon, d’Armailhac, La Fleur Milon, Colombier-Monpelou, Petit Mouton de Mouton Rothschild, Aile d’Argent, Domaine de Baron’Arques, Opus One and Almaviva.

Vinen her i årgang 2002 er lavet på 78% Cabernet Sauvignon, 12% Merlot, 9% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot.

Nå, snak … lad os endelig komme til at smage denne vin. Uha, her er det tale om en flot næse, der er jord, blyant, mørk frugt, solbær, eg, cigaræske, vanilje. Meget, meget indbydende næse. Smagsmæssigt silkeblødt, det er fløjl, der er blommer, solbær, en fast tannin og det smager  bare fabelagtigt. For pokker hvor er vinen samtidig meget drikkevenlig.

Fundet vinen hos Fine Wines i Vedbæk til 2.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2009 Château Mouton Rothschild, Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Mouton Rothschild, Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild, Bordeaux, FrankrigSå begyndte indflyvningen til 1. cru Château Mouton Rothschild vinene, og vi starter med slottets andenvin, her i den fremragende årgang 2009. Vinen hedder Le Petit Mouton de Mouton Rothschild, og blev første gang fremstillet i 1993, hvor den fik navnet “Le Second de Mouton Rothschild”. Det var imidlertid ulovligt ifølge fransk lovgivning, så i 1994 fik vinen sit nuværende navn Le Petit Mouton de Mouton Rothschild.

Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild kommer fra de yngste vinstokke, men slottet lægger den samme omhu i fremstillingen af Le Petit Mouton de Rothschild, som deres topvin Château Mouton Rothchild. Etiketten for Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild er i øvrigt designet af Jean Carlu, manden der også stod bag den første Mouton etikette, nemlig 1924-årgangen.

Vinen er lavet på et blend af 63% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 15% Cabernet Franc.

Duftmæssigt er der jord, sten, mejeri, kaffe og tobak. Smagsmæssigt fanger jeg solbær, masser af kraft, cigaræsker, men også stor rundhed. Vinen er fortsat ung med en stram tannin, og en vin i en perfekt balance. Nam, det smager altså også godt. Vil dog nok gemme vinen nogle år endnu, således tanninerne bliver en tand blødere.

Pris på vinen ligger omkring 950 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1997 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Clerc Milon, Pauillac Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVidere til næste vin i den store Mouton Rothchild smagning. Château Clerc Milon er den vin man normalt smager lige før selveste Mouton-Rothschild, og det er en maskulin, kølig og defineret vin.

Clerc Milon er endnu et slot som ejes af kredsen bag Château Mouton Rothschild. Château Clerc Milon er på 44 hektar og drue sammensætningen er en smule utraditionel for Pauillac. Kun 46 % er Cabernet Sauvignon. 39 % er Merlot, 12 % er Cabernet Frac, 2 % er Petit Verdot, medens Carmenère udgør den sidste del (1 %).

Vinstokkene er 40 år gamle og vinen lagres på fade i 16 til 18 måneder. Château Clerc Milon beskrives som nuanceret med et stænk af mørke frugter som giver en varm og krydret karakter, men en balanceret garvesyre. Den årlige produktion er på 170.000 flasker.

Som med Château d’Armailhac er der tale om et 5. cru slot.

Vinen her er fra 1997, og det ses også i glasset, hvor kanten er begyndt at være svag orange. Duftmæssigt fortsat jord, elegance, champignon, blød lakrids, blyant, tobak. Smagsmæssigt er det ren eleksir, der er blødhed, norske brystdråber, lakrids, en smule vingummi og en fabelagtig blødhed.  Bløde tanniner og lang eftersmag. Selvom 1997 ikke var en stor årgang i Bordeaux, så smager denne vin simpelthen fremragende.

Kan købes flere steder, men normalt kun i de nyere årgang, fx årgang, som pt. handler til omkring 545 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2008 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2008 Château d'Armailhac, Pauillac Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMouton smagningens anden vin, og eftermiddagens første rødvin kommer fra Moutons Château d’Armailhac.

Det oprindelige Mouton d’Armailhac blev i 1933 købt af Baron Philippe de Rothschild. I 1956 blev navnet døbt om til Mouton Baron-Philippe, og i 1974 fik det så endnu engang nyt navn til Mouton Baronne-Philippe efter baronesse Pauline. Hun døde i 1976, hvilket siden da er markeret på etiketten “til minde om Pauline”.

I 1989 efter sin fars død gendøbte Baronesse Philippine slottet dets oprindelige navn. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur.

Slottet er et 5. cru slot, og ejendommen er på næsten 50 hektar og vinen er sammensat af 57 % Cabernet Sauvignon, 23 % Merlot, 18 % Cabernet Franc og 2 % Petit Verdot. Vinen dyrkes på næsten 50 år gamle stokke og lagres 15 til 16 måneder på egetræsfade. Den årlige produktion er på 220.000 flasker og Château d’Armailhac profiterer virkeligt af slægtskabet med Château Mouton Rothschild.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt tørhed, lerjord, lidt blyant/grafit, sure sokker, alkohol, blomster og solbær. Smagsmæssigt meget frugtren, klassisk Bordeaux, ung, syrerig, tanniner ikke voldsomme, men bestemt til stede.

Fås hos Philipson Wine til 639,95 kr. ved køb af en enkelt flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Le Fraine Sul Lago, Le Fraine Rosso di Toscana IGT, Toscana, Italien

2009 Le Fraine Sul Lago, Le Fraine Rosso di Toscana IGT, Toscana, ItalienVidere til kursets første rødvin.

For lige først at tage et sidespring og synliggøre niveauet under vores lille ´”mini-sommelier” kursus, så var en af udtalelserne fra aftenens vært, “at der findes også et stort vinområde, som hedder Bordeaux!”

Hvem fanden i ….. (pardon my french) kender ikke Bordeaux, vinkyndig eller ej? Jeg kunne da heller ikke nænne at fortælle ham, at jeg den efterføgende dag skulle til en Mouton-Rothchild smagning.

Nå, men denne vin er vi nu ikke i Bordeaux, men i stedet i det dejlige Toscana i Italien, hvor vi i bakkerne ved byen Santa Luce i Pisa-området finder Stefano Scardiglis lille vingård Le Fraine Sul Lago.

Navnet hentyder til en gammel regionale tradition med dyrkning af boghvede, den såkaldte “Fraina”, mens Lago hentyder til området fantastiske sø, som er blevet et naturreservat, beskyttet af LIPU (Lega Italiana Protezione Uccelli), den italienske sammenslutning for fuglebeskyttelse.

Stefano og hans familie dyrker korn, vin og oliven. Derudover har de, som mange andre små vinproducenter, også lidt værelsesudlejning. Der drives i alt 60 hektar, men det fremgår ikke, hvor meget af dette areal er vinmarker. Der laves i alt 3 forskellige vine, 1 hvid og 2 røde, og alle har alene lagret på ståltanke.

Denne vin Rosso di Toscana er lavet på 70% Sangiovese, 10% Cabernet Sauvignon samt 20% Malvasia. Den sidste drue er nok ikke så kendt, men har flere navne, bl.a. Malvasia Bianca Lunga eller Malvasia Toscana. Druen er meget udbredt i Mellem- og Syditalien, hvor den næsten altid bruges i blanding med andre druesorter, samt så også i Toscana, Italien.

I glasset en lidt mat vin, farve sådan lidt hen af rubinrød, måske en anelse mørkere. Duftmæssigt fanger jeg rødkål, våd kælder, lidt mejeri og en smule røget.

Smagsmæssigt en knastør vin med masser af tanniner, sidder virkelig på tænderne, lidt grøn i udtrykket, der er lidt kryddderier, en ren Sangiovese smag, men også en vin i ubalance. Den er med andre ord en smule utilgængelig.

Ikke fundet en importør herhjemme, men på vingården koster en flaske 5€ … eller omkring 37 kr..

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Château Troupian, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2010 Château Troupian, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigMed Cru Bourgeois smagningens sidste vin, som også var aftenens madvin, så kommer vi igen omkring den danske kældermester Merete Løwig Larsen, som jo – som tidligere nævnt – i dag bl.a. er ansvarlig for driften på Chateau Lestage Simon, hvor netop Château Troupian hører ind under.

Vi er i kommunen Saint-Seurin-de-Cadourne, 13 km nordvest for Pauillac. Château Troupians vinmarker strækker sig over et areal på 32 hektar, hvor jordbunden er varieret. Ned mod Gironde-floden er der et stort indhold af grus, den vestlige del af markerne er hovedsagelig ler og kalkholdig.

Slottets jorder er beplantet med en meget sjælden cépage i Haut-Médoc, nemlig druerne Merlot 68%, Cabernet Sauvignon 22% og Cabernet Franc 10%. Vinen er vinificeret traditionelt og lagres på træfade af amerikansk eg.

I glasset giver den en duft af lavendler, grafit, tobak og mørke bær. Smagsmæssigt krydderier, sol og lidt skarp. Eftersmagen er ikke så lang.

Købt i Fakta til 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2009 Château Picque Caillou, Pessac-Léognan La Réserve, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Picque Caillou, Pessac-Léognan La Réserve, Bordeaux, Frankrig Château Picque Caillou blev bygget i 1780 af en kendt fransk arkitekt ved navn Jean La Clotte. Det smukke slot er beliggende i Graves, kun nogle få hundrede meter fra Château Haut Brion og Château Pape Clement. Vinene fra slottet var blandt Napoléon den førstes favoritter.

Senere gjorde hans søn Etienne Laclotte slottet til sin sommerresidens, og sådan fungerede slottet frem til Etienne Laclottes død i 1812. Herefter var slottet i en lang periode under skiftende ejere, og vinproduktionen blev i den periode ikke bedre. I 1947 blev slottet så købt af Etienne Denis, en Bordeaux iværksætter bosiddende i Indo-Kina, og han overlod driften af vingården til kompetente vinmagere.

Herefter overtog hans søn, Alphonse Denis slottet, og det var Alphonses grand-datter Isabelle, som sammen med hendes mand Paulin Calvet, sluttelig overtog Château Picque Caillou i 1997. I 2006 kvittede Paulin sit gode job hos Moueix for 100% at koncentrere sig om Château Picque Caillou, og puste nyt liv i ejendommen.

Det gav hurtigt resultater i form at højere kvalitet og ensartethed. Dette arbejde blev yderligere intensiveret i 2007 ved tilknytning af konsulenterne og ønologerne Professor Denis Dubourdieu og Valérie Lavigne til produktionen.

Vinmarkerne dækker et samlet areal på 21 hektar (20 hektar tilplantet med røde druer og 1 hektar med hvide druer). Den årlige produktion af Château Picque Caillou er på 65.000 til 75.000 flasker.

Derudover produceres der også 5.000 til 6.000 flasker hvidvin under samme nav, samt 30.000 til 45.000 flasker af deres 2. vin under navnet La Réserve de Picque Caillou, og det er netop denne vin, som vi denne aften har fået i glasset. 2, vinen her laves på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot og fadlagres i 12 måneder, hvoraf 30% er nye egetræsfade.

Lad os smage 2. vinen fra dette slot. Duften er bly og lidt mejeri, røde bær. Smagsmæssigt har jeg noteret solbær, zink/bly … sådan lidt metallisk i smagen, kølighed og fin tannin.

Købt hos Salling til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2007 Château Belgrave, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Belgrave, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigSå nåede vi til vin nr. 8 i Cru Bourgeois løbet, og vi er denne gang hos Château Belgrave.

Slottet hed oprindeligt Château Contenceau, men ændrede navnet, da en englænder fra Belgravia i London overtog slottet. Den 55 hektar store ejendom blev overtaget af Vin et Vignobles Dourthe i 1980, som genrejste vinproduktion på Château Belgrave.

Château Belgrave er laveste Grand Cru Classe klassificeret vin, den ligger derfor i bunden af 5. cru kategorien. Det betyder dog ikke, at der er tale om en dårlig vin, alene det at den er klassificeret som Grand Cru Classe.

Vinslottet har endda også haft et dansk islæt, idet den danskfødte Merete Løwig Larsen tidligere har været kældermester på Château Belgrave. Her fik hun forbedret kvaliteten så markant, at slottets nedslidte omdømme blev genoprettet, og vinen steg i pris.

Merete blev administrerende direktør for slottet og var ansvarlig for dets vinfremstilling i mange år. Senere blev Merete headhuntet og hun er fortsat i området og er ansvarlig for driften af tre vinslotte: Chateau Cantin Grand Cru i St. Emilion, Chateau Lestage Simon og Chateau du Cartillon, begge i Haut-Médoc.

Druerne som dyrkes på Château Belgrave er de traditionelle, dvs. 50 % af druerne er Cabernet Sauvignon, Merlot udgør 42 %. De resterende 8 % fordeler sig på 5 % Cabernet Franc og 3 % Petit Verdot. Vinen lagres på egetræsfade i 12 til 15 måneder. Den årlige produktion er på 255.000 flasker.

I glasset fin rubinrød farve. Duften er solbær, blomme … men ellers forholdsvis anonym … måske en smule animalsk. Smagsmæssigt er der til gengæld mere at komme efter, for der er enebær, brombær, blødhed og stilhed i mørket. Der er lidt kaffe og vanilje og en meget fast eftersmag med pæn tannin. Fint glas vin, absolut.

Købt i Føtex på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7