Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2018 Pertaringa, Lakeside Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2018 Pertaringa, Lakeside Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienLad os fortsætte med endnu et vinhus fra Down Under … men vi rykker nu til McLaren Vale, hvor vi finder vinhuset Pertaringa omkring 8 kilometer fra kysten ved St. Vincent Gulf og knap 30 kilometer stik syd for Adelaide.

Vinhuset er grundlagt i 1980 af Geoff Hardy … og Hardy er nok et navn, som klinger bekendt, når snakken går på australsk vin. Men Geoff Hardy stammer da også fra familien bag den store Thomas Hardy & Sons koncern, som Thomas Hardy grundlagde for mange år siden i 1853. Thomas Hardy er endda senere blevet kaldt faderen til vinindustrien i det sydlige Australien.

I dag ejes koncernen dog ikke længere af Hardy familien, men hedder i dag Accolade Wines og ejes af en stor australsk kapitalfond CHAMP Private Equity. I dag er Accolade nok et af verdens største vinhus, som ikke kun laver vin i Australien, men i hele verdenen med et utal af brands, hvor jeg i hvert fald har talt 56 store brands, fx Hardys, Banrock Station, Kumala, Da Luca og Echo Falls … sidstnævnte 3. største vinbrand i Storbritannien.

Hvis du vil læse mere om Hardy koncernen, så tjek eventuelt min anmeldelse af en 2014 William Hardy Chardonnay fra Hardy Wines, for der skrev jeg lidt mere om den megastore koncern.

Nå, men den gode Geoff Hardy forlod altså Hardy koncernen allerede inden de ekspanderende til hele verden, for i 1980 havde koncernen godt nok opkøbt andre vinhuse, men primært i Australien.

Geoff havde selv startet i familiens vinhus i 1975 og havde nogle år senere også fået sin vinuddannelse med diplom fra universitet, men allerede få år senere meldte lysten sig til at stå på egne ben, så han stoppede hos Hardy og etablerede i 1980 vinhuset Pertaringa sammen med Ian Leask, hvor de startede med at lave vine fra McLaren Vale.

Navnet Pertaringa betyder; tilhører bakkerne og stammer fra det lokale Kaurna folks oprindelige sprog.

Men Geoff havde flere idéer og et par år senere fandt er perfekt sted i Adelaide Hills til at dyrke koldklima druer. Der købte han i 1987 lidt jord og plantede vinstokke. Projektet kaldte han K1, da stedet var unik og den første kommercielle mark i Kuitpo regionen.

Siden har Geoff også startet vinhusene Hand Crafted by Geoff Hardy og GMH. Derudover har han også arbejdet som vinkonsulent for en række vinproducenter i Australien, Frankrig samt Italien, hvor han samlet har været med til at tilplante over 200 vinmarker og samlet over 3.000 hektar.

I 2011 købte han også sin forretningspartner Ian Leask ud af Pertaringa, så i dag består hans lille vinimperie af de 4 vinhuse K1, Hand Crafted by Geoff Hardy, GMH samt Pertaringa. Dermed har han ligesom sin familie fortsat den 160 år gamle tradition med at flytte grænserne for australsk vinproduktion.

På Pertaringa har Geoff samlet 150 hektar vinmarker og laver sammen med den ansatte ansvarlige vinmager Shane Harris lige omkring 15 forskellige vin. Vi starter med at teste en fra Lakeside serien, nemlig deres 2018 Lakeside Cabernet Sauvignon.

Desværre er Geoff og Pertaringa meget sparsomme med oplysninger om produktionen af deres vine … både med gæring, lagring eller andet. Den har dog formentlig været lagret en kortere periode på egefade. Jo, vinen har 3,5 gram restsukker og så hører Lakeside serien til de billigste af husets vine.

I næsen er der masser af frisk solbær, en snert af enebær, modne blommer, cigarkasser og svagt igen en smule eukalyptus og kaktuspiller. Der er lette fadnoter … svagt lidt kanel og en våd vaskeklud. Smagen er også en kende stringent og endimensionel, lidt stærk med peber samt en skarp og irettesættende syre … i det hele taget en meget syrerig vin, som Houlberg kæmper en anelse med.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2013 Kies Family Wines, The Suit Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Australien

2013 Kies Family Wines, The Suit Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, AustralienNæste vin klæder vi os næsten på … en habitvin aka The Suit Cabernet Sauvignon fra Kies Family Wines.

Det er en vin, som vingården første gang producerede til Michael Kies i forbindelse med hans 50 års fødselsdag som en overraskende gav til ham … og så har de lige siden lavet vinen. Der er som med forrige vin sparsomt med oplysninger om vinen, som dog er lagret en uoplyst periode på franske fade og som familien lover kan lagres lang tid i din vinkælder.

Der er i næsen pænt moden frugt … lidt Bordeaux inspiration på epo, for det er igen en fyldig, kraftig og ekstraheret vin med fedme, fed og gæret frugt, pænt med fadnoter, vanilje, kanel, pænt med cigaræske, solbær, sorte kirsebær, mælkechokolade og måske endda lidt mint-chokolade. Der ligger dog også en lille frisk frugt under laget af de federe noter, og det klæder virkelig vinen.

I munden er der langt flere tanniner end hos foregående Shiraz, og tanninerne fylder munden med masser af tør, mens frugten også en kende mere stringent og frisk. Smagsmæssigt virker vinen faktisk – trods 6-7 år på bagen – faktisk endnu alt for ung, for der er sgu bid i jakkesættet. Der er blæk, tørhed, mellemrød streng frugt, nærmest både solbær, ribs og rabarber med masser af syrebid og lang eftersmag.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Benguela Cove, Estate Cabernet Sauvignon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Cabernet Sauvignon, Walker Bay, SydafrikaResten af rødvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate var enkeltdrue vine og den første er denne 2017 Estate Cabernet Sauvignon.

Druerne er efter den manuelle høst sorteret og har derefter stået i kold udblødning i 3 dage, hvorefter temperaturen stille og roligt øges til 16 grader for en alkoholisk gæring over 8 dage, hvorefter hele herligheden får en eftermaceration i 14 dage inden vinen sluttelig pumpes over i egefade, hvor vinen gennemgår malolaktisk gæring og lagrer 20 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt byder vinen på lidt solmoden og solbrændt frugt, solbær, blåbær, egetræ, våde fade, blomster, sødme, kul, grafit, lidt havvand, gran og grønne grene. Det virker egentlig meget fint, blødt og pænt afbalanceret … dufter ganske godt.

Smagen er også meget blød og cremet på en lidt brombær- og solbærmarmeladeagtig facon med masser af kraft, blæk, grafit og samtidig meget frugtrig. Der er tonsvis  af tanniner, som virkelig tørrer munden ud, men de bliver aldrig alt for voldsomme. Det er klart 4,5 fede fingre med en lille pil ned.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter i det Bordeaux inspirerede spor med denne 2017 Lighthouse Collection Moody Lagoon, som også er lavet på et blend af nogle af de klassiske druer.

Lighthouse Collection Moody Lagoon er lavet med Cabernet Sauvignon og Syrah som de dominerende druer og så også tilsat Petit Verdot, Merlot og Cabernet Franc, men forholdet mellem de forskellige druer fremgår imidlertid ikke. Igen er hver druesort vinificeret separat med udvalgte gærceller og en gæring på omkring 6 dage.

Herefter er det endelig blend sammenstukket og overført til egefade til den malolaktiske gæring og en efterfølgende lagring i 18 måneder på franske egefade, hvoraf 25% er nye fade.

Moody Lagoon har en lidt sjov, skæv og blomsterrig aroma, hvor der også er håndsæbe, crème, blåbær, egetræ, tobak, røg, chokolade og samtidig pænt let og luftig. Smagsmæssigt er vinen egentlig også let, rund og meget frugtrig, fint balanceret, pæn tørhed og derudover er der kirsebær, blåbær, lidt peber og chokolade.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, SydafrikaEstate Collage Red Blend er et Bordeaux inspireret blend på Cabernet Sauvignon, Malbec, Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc, men hos Benguela Cove Lagoon Wine Estate rammer man ikke referencen helt spot on.

Det er helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 23% Malbec, 16%Merlot, 13% Petit Verdot og 13% Cabernet Franc, som er kommet i blendet. Det er fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 2004 til 2008. Hver enkelt druesort er også vinificeret separat. Efter fermentering er vinen så sammenstukket og har lagret 20 måneder på franske egefade. Der er produceret 18 fade af vinen.

Mørk, krydret næse … lakridskonfekt, solbær, blåbær, egetræ, masser af tørhed, kanel, mælkechokolade samt en del sol. Der er også blomster, håndsæbe, kamfer, nogen syrlighed og stærke krydderurter. Samlet er det bestemt ikke en lettilgængelig vin.

Egentlig starter vinen smagsmæssigt blød og rund, men har en stor syrlig tørhed, som får vinen til at virke utrolig kantet. Der er syrlige kirsebær, ribs og umodne blåbær, lidt mentol og samlet bliver det stramt, surt, bittert og på ingen måder nem at danse med.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Château de Fosse-Sèche, Eolithe, Loire, Frankrig

2015 Château de Fosse-Sèche, Eolithe, Loire, FrankrigVi fortsætter med mer’ Loire vin, arketypisk Cabernet Franc selvfølgelig, nemlig en 2015 Eolithe fra Château de Fosse-Sèche, der ligger i lige 1 kilometer syd for landsbyen Brossay med 300 indbyggere og lidt længere syd for Saumur i appellationen Saumur.

Château de Fosse-Sèche drives af tvillingebrødrene Guillaume og Adrien Pire, som begge er opvokset på Madagasker hos deres forældre Françoise og Ueli, som lavede lidt vin på øen. Familien stammer dog oprindelig fra Belgien, men i 1996 forlod forældrene Madagaskar og flyttede til Loire, hvor de købte den gamle ejendom Fosse-Sèch.

Imens havde Guillaume flyttet til Schweiz, hvor han studerede vinproduktion og ønologi, mens broderen Adrien samme år flyttede til Belgien, hvor han tog en landbrugsuddannelse og arbejdede som teknisk rådgiver og projektleder på Det Interprofessionelle Markedscenter i Isnes.

I 1998 flyttede Guillaume til Loire for at lave vine sammen med forældrene fra vingårdens samlede 15 hektar, hvor de dyrker de typiske druesorter Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Chenin Blanc og Chardonnay.

Omkring år 2010 tilsluttede broderen Adrien sig også til projektet og siden 2012 har tvillingebrødrene nu stået for driften sammen med deres respektive kærester Julie og Cecile.

Driften på Château de Fosse-Sèche er eksperimenterende, alt drives økologisk og biodynamisk, høstudbytterne er svimlende lave – for nogle af markerne helt nede på 5-10 hektoliter pr. hektar – og i kælderen en naturlig tilgang og gæring i store ovale betonæg.

Denne Eolithe er ikke helt ren Cabernet Franc, for der er også 5% Cabernet Sauvignon i blendet. Druerne er høstet med et udbytte på 19 hektoliter pr. hektar fra 10-50 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 3-5 dage og efter endt fermentering har vinen lagret 21 måneder i de koniske tanke.

Duften er næsten behåret og animalsk af helvede til. Det er krudt, stald, mødding, dybe og mørke bær, blåbær, granatæbler, blæk, blyanter, appelsinskal, grøn peber, lidt modellervoks, jern samt masser af grønne urter.

I munden er vinen nærmest aromatisk, masser af blomster, ren og frugtrig, masser af stram tannin, sort te, syrlig, grøn og samtidig virkelig tør.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Clos des Fous, Würm Cabernet Sauvignon, Cachapoal, Chile

2013 Clos des Fous, Würm Cabernet Sauvignon, Cachapoal, ChileMed næste vin er vi atter hos det chilenske vinhus Clos des Fous, for det er nemlig deres 2013 Würm Cabernet Sauvignon.

Clos des Fous har jeg skrevet om flere gange her på Houlbergs Vinblog, senest da jeg smagte deres 2015 Pucalán Arenaria. I det blogindlæg kan I læse mere om det chilenske vinhus og historien.

Würm er en nyere topvin fra Clos des Fous på Cabernet Sauvignon hovedsageligt fra Alto Cahapoal … den østligst beliggende vinregion i Chile med nogle af landets højest beliggende vinmarker. Den høje beliggenhed giver store temperaturudsving mellem nat og dag, og sikrer en fin friskhed i selv meget moden frugt.

Würm er lavet første gang i 2012 årgangen, men der kom de fleste af Cabernet Sauvignon druerne fra Alto Maipo, men havde også en lille andel druer fra Alto Cachapoal. I denne årgang 2013 er alle druerne så fra Cahapoal. Der er imidlertid slet ingen noter omkring produktionen, så vi spinger direkte i smagsnoterne.

Duftmæssigt har vinen en syrlig, bitter og mørk chokoladeagtig aroma, sødbrændte fade, dyb lakrids, fedme og mørke bær … masser af solbær, brombær og sorte kirsebær, store muskler, masser af eg og vanilje samt et bundt grønne urter.

Smagsmæssigt er stilen dog langt køligere end duften, og egentlig hurra for det, for det gør det samlede indtryk langt mere elegant og rent. Der er fortsat masser af solbær, en fyldig frugt, men vinen er meget tør og rank, mens tanninerne er bløde og pænt integreret.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Cavas de Weinert Gran Vino, Mendoza, Argentina

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Gran Vino, Mendoza, ArgentinaNæste vin hos Jan var en 22-årig vin fra Luján de Cuyo området i Mendoza i Argentina … 1997 Cavas de Weinert Gran Vino fra Bodega y Cavas de Weinert.

Den argentinske vingård er etableret i 1975 af den tyskfødte brasilianer Don Bernardo Carlos Weinert. Han var fascineret af vinens verden, havde tjent en formue i transportindustrien og besluttede sig for at lave sin egen vingård i Argentina med et klart filosofi om at producere vine af ubetinget høj kvalitet og med klar inspiration fra Bordeaux.

Bernardo Weinert foretog en ganske omfattende undersøgelse af klima, jord og vinstokke i Mendoza og fandt det perfekt sted. Det var i Luján de Cuyo, hvor han fandt en vingård, som tidligere havde været drevet af Otero-familien.

Alt var dog blevet forladt omkring 1920, så stedet og huset var forfaldent og markerne i sølle tilstand. Men Bernardo satsede alle sine sparepenge på projektet.

Efter en besværlig restaurering af vingården, så investerede Bernardo i den nyeste teknologi og hyrede Raúl de La Mota, som allerede var anerkendt som en af de bedste vinmagere i Argentina … og så gik de ellers i gang med at producere vin.

Bodega y Cavas de Weinert fik deres internationale gennembrud i 1980’erne, hvor da den amerikanske vinjournalist besøgte Mendoza og smagte sig igennem en lang række vine. I sin anmeldelse af vinene fra Bodega y Cavas de Weinert kaldte Parker dem som outstanding og sine personlige favoritter … og så reagerede markedet med det samme og pengene strømmede ind.

Det gjorde også, at Bernardo kunne fortsætte udviklingen af Bodega y Cavas de Weinert, og siden er deres ikonvin 1977 Estrella Malbec lagret i 19 år blevet en legendarisk vin, som også kaldes en af Argentinas store stjerner!

I dag drives vinhuset af Bernardos søn Andre Weinert, mens Raúl de La Mota i 1996 blev erstattet af den schweiziske vinmager Hubert Weber. Andre har fortalt, at faderen slet ikke vidste, hvem Robert Parker var. Da han bad om nogle prøver, så sendte han dem uvidende om den betydning som det kunne få for vinhuset.

Samlet har Bodega y Cavas de Weinert 40 hektar vinmarker i Luján de Cuyo og Maipú, men derudover 20 hektar i Patagonien. De fleste marker omkring vingården ligger i 850-1.100 meters højde med en undergrund, der er stenet og rig på sand. Selvom der falder meget begrænset vand der, så begrænset kunstvandingen.

Weinert er også én af de få producenter, der arbejder meget gammeldags med store, gamle fade og lang lagring. De anvender ikke ståltanke til gæringen, hvilket i stedet sker i store epoxy belagte cementtanke, men lagringen sker i store, gamle franske egefade på 2.000-6.000 liter.

De yngste fade er 60 år gamle, nogle har rundet et århundrede, og de ældste er 120 år eller ældre. Topvinene lagrer længst, således lagrede ikonvinen Estrella 12 år på tønder og så 7 år på flaske.

Denne 1997 Cavas de Weinert Gran Vino er et blend af 40% Malbec, 40% Cabernet Sauvignon samt 20% Merlot. Det er den første årgang, som Hubert Weber lavede på Bodega y Cavas de Weinert.

Druesorterne er gæret hver for sig, inden de enkelte vine er blandet til den færdige model. Vinen er lagret 36 måneder på store fade … resten af tiden er vinen lagret på flaske, altså indtil flasken så blev åbnet og vinen nu er havnet i Houlbergs vinglas.

Næsen byder da også på moden frugt, modne solbær, lidt blomster, søde krydderier, noget engelsk lakrids, men noget afdæmpet, blæk, cigaræsker, medicinskab, likør, karamel og skocreme. Der er noget dekadent modenhed over vinen, men den klarer alderen rigtigt flot og inspirationen fra Bordeaux er også fortsat meget tydelig. Det dufter faktisk som en moden Bordeaux.

Smagsmæssigt mangler vinen måske en anelse Bordeaux dybde, men hvor er det dog cremet og fløjlsblødt med en herlig let, lys og moden frugt … og hvor smager det godt. Jeg elsker, når man opnår kombinationen af lys, let og moden frugt, så det er bestemt en dejlig vin, som fortsat har masser vild lækker drikkeglæde i sig.

Herhjemme forhandles Weinert vinene af Vinslottet, men denne er ikke i sortimentet. En storesøster Weinert Malbec kan fås i årgang 1995 til 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, Sicilien, Italien

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22, Sicilien, ItalienNæste vin i glasset er lavet hos det store italienske vinhus Angelo Rocca & Figli, men med vor gode danske vinmager Peter Vinding-Diers som ansvarlig vinmager. Det er vel oss’ meget passende, da vinen La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT kommer fra den skønne syditalienske ø, hvor Peter selv bor og laver vin på Montecarrubo.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Angelo Rocca & Figli laver i forvejen 2 vine fra Sicilien … en på Sangiovese og en på Cabernet Sauvignon og Merlot. Denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT er lavet i samarbejde med Peter Vinding-Diers, som har stukket vinen sammen … og måske målrettet det danske marked.

Peter har også tidligere lavet/stukket vin sammen hos andre vinhuse, bl.a. samarbejder han også med det store kooperativ Cantine Settesoli på Silcilien.

Der er ikke rigtigt nogle oplysninger om selve produktionen af denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen starter med lidt mørk frugt, ikke sådan overmoden og voldsomt solrig frugt, men fyldig, pænt frisk med solbær, blommer, næsten tørrede frugter eller dadler, lakrids, svagt lidt mentol eller kamfer, en sjov lille parfumeret blomstersødme, blomstervand og vanilje. Det dufter faktisk ret godt.

Smagen er frisk, meget ren, jernrig og frugten er langt mere pågående end forventet, og der er på ingen måder tale om en overfed marmeladevin fra det sydlige Italien, men en ren, frisk vin med god syre, masser af bid, en del tanniner. Frugten er meget ren og direkte, smager lysere end duften lovede, mere kirsebæragtig, stram og syrlig. Bevares, der er lidt rustikke kanter, men sammenlagt er det en rigtig fornuftig vin, som hurtigt trækker 4,5 fede fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos Kvickly Odder samt på megavin.dk med en vejledende udsalgspris på 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Mimosa Wines, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika

2016 Mimosa Wines, Cabernet Sauvignon, Western Cape, SydafrikaLad os nuppe én mer’ vin fra Mimosa Wines, nemlig deres helt ordinære 2016 Cabernet Sauvignon

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen udover, at vinen efter endt fermentering er lagret 14 måneder på neutrale, franske barriques. Der er igen tale om en begrænset produktion på lige knap 5.000 flasker årligt.

Duften er stor og med masser af fadpræg, solmodne solbær, lidt marmelade, kanel, vanilje, sødme, mint, svagt lidt eukalyptus og meget landligt, animalsk udtryk. Men samlet meget en meget venlig og imødekommende næse.

Det gælder også smagen, som er rund og tør med en vis fedme, solbær, en lille syrlig kant, som giver lidt rygrad, meget rund og behagelig vin, lidt flad syre til gengæld inden det slutter med en krydret sødme.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7