Tag-arkiv: Tyskland

2017 Weingut Jürgen Ellwanger, Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Jürgen Ellwanger, Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder GG, Württemberg, TysklandHoulbergs spinkle hjerte skal med regelmæssige mellemrum smøres med Spätburgunder for rigtigt at fungere optimalt og forleden skete det med denne 2017 Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Jürgen Ellwanger.

Ham er vi – selvfølgelig – stødt på tidligere. Han ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog hans søn Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fasde af egetræ i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terroir. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker familien  også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.

Her er det en af Ellwangers topvine udenfor HADES serien, nemlig husets Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs, hvor druerne kommer fra Große Lage marken Linnenbrunnen og høstet med 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er efter gæringen lagret omkring 16-18 måneder på nye og brugte barriques. Vinen har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en let, lys og feminin Spätburgunder, for frugten er mørkere med kirsebær, brombær, tranebær ovenpå en landlig og animalsk hestestald suppleret med grafit, blæk, røg og lejrbål, røget bacon, støvet, stenet og med den vis modenhed i frugten samt lidt blomstervand. Derudover kommer der fadnoter med i blandingen, bl.a. vanilje, kanel og mælkechokolade. Køligt dufter vinen mest elegant og tiltrækkende.

Smagen er rank med mørke brombær, kirsebær … endda lidt søde kirsebær, ret meget bitterhed, masser af stærk peber og så er vinen også lidt sprittet i smagen, hvilket kun forværres med mere varme i dit vinglas. Der er egentlig god intensitet i frugten, meget kraft og så røgede elementer samt de samme tørre og lidt stenede noter, der også kom frem i duften. Det dufter klart bedre end det smager, så Houlbergs hjerte banker ikke helt perfekt.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Sebastian Erbeldinger, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Sebastian Erbeldinger, Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandJungwinzer Weingut Sebastian Erbeldinger er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog og nu gør vi det igen med en 2018 Pinot Noir.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den helt fantastiske Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc. Der kan I læse mere om den unge winzer Sebastian, familien og historien om vinhuset.

Her smager vi Sebastian Erbeldingers almindelige Pinot Noir fra hans egen serie af vine … altså udenfor familiens normale serie af vine under navnet Weingut Bastianshauser Hof.

Vinen er hans røde Gutswein på Spätburgunder aka Pinot Noir, og druerne kommer fra familiens vinmarker omkring Bechtheim. Den er gæret spontant i tre uger på drueskindet og har efter endt gæring lagret 12 måneder på 225 liters barriques aka Kleines Eichenfass. Den har 0,2 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen sådan medium transparent … duften lidt mørk, maskulin med kirsebær, brombær, tranebær, hindbær, lidt mælkede noter, godt med blæk, tjære, et saftig Pinot Noir varmt hjerte, godt med kraft, nogen sødme og meget indbydende.

Smagen passer perfekt til duften … saftig, frisk med et lille tannisk bid. Der er noget blødt, luftig og småsødt over frugten med jordbær, kirsebær og endda lidt mørkere bær, mens tanninerne er bløde og føjelige. Der er masser en drikkeglæde i denne lille og fine rheinhessiske Pinot Noir.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, Tyskland

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, TysklandNæste tyske vinhus er også biodynamisk, nemlig Weingut Brüder Dr. Becker, der ligger i Ludwigshöhe et par kilometer syd for Oppenheim i det store og dejlige Rheinhessen. Det er husets almindelige Riesling Trocken vi smager.

Weingut Brüder Dr. Becker drives i dag af ægteparret Hans Müller og Lotte Pfeffer-Müller, men vinhuset er dog grundlagt i midten af det 19. århundrede af mureren Franz Becker og hans broder Johann Becker. De startede vingården, mens Franz samtidig arbejdede på Katharinen kirken i Oppenheim og broder Johann arbejdede som advokat for administrationen af storhertugdømmet Hesse.

Det var dog Franz to sønner – og dermed igen to brødre – Dr. Johann Becker og Dr. Jakob Becker, som dannede baggrunden for vingården ved opkøb af marker og en større produktion af vin. Imidlertid var det nu først efter 2. verdenskrig, at Becker familien sådan rigtigt fokuserede 100% på vinproduktion på den gamle gård midt i Ludwigshöhe.

Selve vingården, der ligger på adressen Mainzer Straße 3-7 i Ludwigshöhe, er en flot gammel ejendom opført i 1830 og senere ombygget i 1896. Der er  klassificeret som kulturminde for det lokale samfund i Rheinland-Pfalz.

I dag drives vingården fortsat af familien, hvor Lotte Pfeffer-Müller er direktør, mens Hans Müller står for vinproduktionen fra deres i alt 11 hektar vinmarker, der allerede siden 1970’erne har været drevet økologisk og siden 2008 også biodynamisk, så vinhuset er således både certificeret af Ecovin samt Demeter.

Derudover besluttede de for nogle år tilbage også, at de ville fjerne brugen af svovl i en lang række af deres vine, så fx er nyere årgange af denne Gutsriesling således lavet uden brug af sulfitter.

Vinhusets bedste marker er de to Erste Lage marker Gundheim og Guntersblum samt de to Grosse Lage marker Dienheimer Tafelstein  og Falkenberg. Derudover tæller det også gode marker som Dienheimer Paterhof og Ludwigshöher Teufelskopf.

Den samlede produktion ligger årligt på 70.000 flasker vin. Siden 1971 har Weingut Brüder Dr. Becker og været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Vi smager her deres Gutsriesling i en årgang 2015, hvor vinhuset dog fortsat anvendte svovl i vinen. Der er ikke så mange oplysninger som selve produktionen, men restsukkerniveauet ligger på under 4 gram pr. liter.

Næsen afslører med det samme den biodynamiske drift med en urtet og meget landlig aroma. Der er grøntsagsfond, masser af lyse, grønne noter, krudt, brændenælder, en grønthøster i fart samt en lys syre, meget frisk og duften næsten strutter af naturlige vitaminer. Det er frugt med æbler, stikkelsbær og fersken.

I munden er vinen også både frisk, grøn og meget saftig … der er faktisk rigtigt meget saft over vinen, men samtidig ført an af en grøn, syrlig syre, masser af grønne urter og estragon. I forhold til den forrige Alsace Riesling, så har denne et meget lettere og mere umiddelbar udtryk, men stikker heller ikke så dybt.

Forhandles hos Rosforth & Rosforth, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Meyer-Näkel, Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Meyer-Näkel, Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, Ahr, TysklandPå mit besøg hos Weingut Meyer-Näkel i Ahr sidste år smagte jeg denne Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, men i årgang 2017. Jeg fik dog aldrig lavet smagsnoter på vinen, men det råder jeg nu bod på, hvor jeg smager vinen i årgang 2018.

Druerne til vinen kommer fra nogle af husets marker med den blå- og grå skifer … selvfølgelig høstet manuelt, afstilket og så lavet med maceration og gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af 10 måneder lagring på brugte barriques.

Herlig Spätburgunder næse … sød, animalsk og kølig kostald, pænt med fagpræg, røg, lejrbål, blæk, kul, tjære, saftige og bitre bær, roser, kirsebær, boysenbær, bolsjesødme, stor dybde, vanilje, chokolade og vitterlig en flot, fin og drønlækker næse. Den har samtidig denne lidt kølige og ranke side, som giver vinen lidt nobelt udtryk.

I munden – hold da op – er der masser af ren, dyb, frisk og bitter frugt, masser af saftig kraft, kirsebær, hindbær, brombær, tørhed, direkte præcis, poleret og kontrolleret syre. Ren, bitter og vild dyb.

Forhandles herhjemme af Løgismose, men denne er ikke i sortimentet, men koster 21€ på vingården … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen lille – og korte – smagning  hos Mr. Ruby sluttede med et glas af Weingut Jülgs topvin Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder i den varme årgang 2018.

Marken Sonnenberg ligger faktisk på begge sider af den fransk/tyske grænse og Jülgs Kammerberg parcel ligger på den franske side lige direkte ovenfor Wissembourg. Marken har siden 1974 officielt været en del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet.

Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Duftmæssigt finder jeg nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og samtidig kraftigt … hvis det giver mening? Igen har vinen en animalsk slagside, masser af modne kirsebær, men her suppleret med mere mørke bær som fx brombær, men fortsat med en ganske grøn kant med gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.

Mr. Ruby skriver selv, at det smager som nypresset juice af fuldmodne frugter. Og dér har han en pointe, hvor det er både en saftig, kraftig og moden vin. Syren er fortsat vild, men også mere styret og balanceret … det hele er sat så flot sammen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandWB’et i denne Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder fra Weingut Jülg = Wormberg, der er en parcel på Sonnenberg marken. De to topvine WB og KB var de sidste vine i den lille Spätburgunder anno 2018 smagning hos Mr Ruby.

I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små mark parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men allerede i årgang 2017 lavede han for første gang to topvine fra hver af de to marker … og WB betegnelsen afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.

Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques og store egefade og er så efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske. Modsat Twardowski og Neus er 2018 vinene allerede frigivet.

I næsen er der godt med modne kirsebær, men bestemt også lysere frugt som ribs, granæbler, hyben og en næsten hysterisk grøn, urtet kant med både gran, nelliker, fennikel kombineret med røg og tydelig fadpræg med lidt mørk chokolade, svag vanilje og ellers lidt landlige samt animalske elementer.

Smagsmæssigt er det en blød og moden vin med kraft, rundhed og intens dyb kraft. Den har et krydret touch og inde i munden breder vinen sig ud og fylder hele kæften. Igen er det masser af kirsebær og lysere bær, men det er nu alligevel syren, som styrer showet. Den er så godt understøttet af stor tørhed, klare tanniner, lidt bæk, men på en eller anden måde, så passer syren godt sammen med den lidt modne frugt og vinens store kraft.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG fadprøve, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandFra de små flaske-/fadprøver på Weingut J. Neus’ 2 topvine anno 2018 var næste glas deres Horn Spätburgunder Großes Gewächs.

Druerne kommer selvfølgelig fra Großes Lage marken Horn, der strækker sig i østlig retning henover Mainzer Berg og hvor Horn ligger på et lille højdedrag. Jorden på Horn består af fossile rester, kalksten og sandler, som er god til at holde på vandet.

Vinen er lavet med spontangæring og efter endt fermentering er den lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt er der lidt af samme aromaer, som hos Pares … men mere kompleks, lettere, syrligere og vildere. Der er masser af fed og stinkende mødding og landlige aromaer, røg, hindbær, jordbær samt yoghurt. Derudover kommer der både mentol, tjære, violer samt lette aftryk fra fadene.

Smagen er … i mangel af bedre ord; smuk. Ren, direkte, fin og med den lyse frugt i så fin balance. Der er jordbær, hindbær, ribs og med en syre, der er fabelagtig og frisk. Der er igen pænt med garvesyre og grønne urter. Det minder på rigtigt mange områder om Pares, blot mere ren, lettere og lidt mere elegant. Dermed hoster jeg omgående op med 6 lette fingre med stor pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG fadprøve, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandMr. Ruby havde også fået tilsendt 2 små 37,5 cl. fadprøver af Weingut J. Neus’ topvine fra 2018 årgangen, altså endnu ikke frigivne vine og vi startede med at smage deres 2018 Pares Spätburgunder Großes Gewächs.

Weingut J. Neus har jeg skrevet om tidligere. De holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen og er grundlagt i 1881 af Josef Neus. Allerede i det 19. århundrede var vinhuset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag, for i 2012 blev vinhuset købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn … og det er jo netop vine fra de to marker, som vi denne eftermiddag skulle smage hos Mr. Ruby.

På markerne dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Pares er netop den ene af Neus’ Große Lage marker og har endda sit navn efter det lokale navn for Paradis. Marker ligger – som Horn – på Mainzer Berg og strækker sig imod Nieder-Ingelheim.

Samlet er Pares kun 9 hektar stor og har været kendt som en fremragende vinmark allerede i den sene middelalder. Marken har en jord med kalk, lerjord og højt stenindhold. Pares er spontangæret med 30% hele klaser i små åbne gæringskar og dernæst lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt oser denne GG vin af herlig animalsk samt småsyrlig mødding, af en svedig bonderøv, røg, kål og virker lettere reduktiv. Der er hindbær, jordbær, drikkeyoghurt, tjære og violer … med mere luft i glasset kommer fadpræget også langt mere frem med nødder, vanilje, kanel, tjære og lidt søde elementer.

Det smager sgu vildt godt … masser af frisk, lys frugt, rabarber, tranebær, ribs, en vild og ustyrlig grøn syre med tørhed, masser af garvesyre og grønne urter. Det er fortsat en bumset teenager med livsmod, men trænger til at modne henne i hjørnet. Det er klare små varme og balsamiske elementer, godt med jern … uha man bliver glad, så vinbloggeren ligger pt. lige mellem 5,5 og 6 fede fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Hofberg, Mosel, TysklandVi skulle skam også smage Twardowskis nye 2018 Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve … og det skulle være første årgang, hvor  Daniel har lavet denne vin med Dhroner Hofberg marknavnet. Den er lavet med druer fra den bedste del af marken og alene de 2-3 bedste fade.

Det kan selvfølgelig ikke ses på etiketten, da vinen netop lige er flasket … så disse prøveflasker, som Daniel har sendt til vor lille smagning hos Mr. Ruby, har selvfølgelig bare samme etiket som den sidst frigivne Pinot Noix 2017. Men på proppen kan man se, at der vitterlighed er tale om Hofberg vinen.

Druerne kommer selvfølgelig – som de andre Pinot Noix vine – fra Dhroner Hofberg marken, men her de bedste af parcellerne på den ellers i alt 50-60 hektar store mark. Druerne er ikke fra de øverste parceller, men fra omkring 5 parceller midt på marken … samlet vel omkring 700 kvadratmeter og så fra 8-9 forskellige Pinot Noir kloner.

Vinen er egentlig lavet som den almindelige … altså med anvendelse af 70% hele klaser, spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade. Her i 2018 har Daniel anvendt 30% nye fade, hvorefter vinen så er tappet på flaske uden filtrering og minimal svovl.

I modsætning til forrige 2018 Pinot Noix er 2018 Dhroner Hofberg meget lettere i udtrykket … har denne fine æteriske, lyse lethed med maling, terpentin, frisk, stram lys frugt, ribs, tranebær, rabarber, lidt rosenblade samt en grøn uforsonlig nerve, der er så burgundisk og pirrende … langt mere grøn og frisk end forrige.

Uha det smager vildt godt … der er skarp krudt i skyderen, stramt vildt syretrip, langt mere grøn end 2017’eren, men også med et langt større bundtræk, mere fortættet, dyb i frugten, mere komprimeret, kompliceret og kompleks. Det er fortsat lette, lyse frugter, men der blander sig også nogle mørke kirsebær. Meget unik stil og med et potentiale, som reelt set nok er større end 2017’eren, selvom det måske lige nu kan virke lidt underligt.

Forhandles af Mr Ruby, denne vin frigives først om 1 år, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, TysklandDerefter kom vi til Daniel Twardowskis Pinot Noix Ardoise fra 2018 årgangen, hvor Daniel for første gang har delt druerne og brugt de bedste til en Pinot Noix Hofberg, mens resten af brugt i denne almindelige.

2018 var et noget varmere år end 2017, hvilket vi måske også kan huske herhjemme fra. Det betyder, at Twardowski i 2018 har anvendt 70% hele klaser ved produktionen af vinen. Vinen er spontangæret og efter endt fermentering er den presset nænsomt og så lagret 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade … her i årgang 2018 har Daniel anvendt 30% nye fade på både denne ualmindelige almindelige Pinot Noix og Pinot Noix Hofberg.

Vinen er så tappet på flaske uden filtrering og der anvendes ingen pumper i kælderen. Alt foregår langsomt, nænsomt, naturligt samt roligt, da det er vigtigt for Daniel, at naturen får lov at styre.

Der er bakterier og fungi over alt i naturen og i kælderen, hvilket nogle ser som deres største fjende, men Twardowski ser det som en kæmpe hjælp til at skabe en vin med individuel karakter. Han bruger også kun minimalt med svovl. Mikrobiologien er enormt vigtig, måske endda vigtigere end jordbund og klima.

I næsen er denne Pinot Noix 2018 mere lukket og mere maskulin, kantet og knap så fin, lys og let som 2017’eren. Det skal dog også med i billedet, at den lige er tappet og først frigives til salg om et år, så derfor har den selvfølgelig heller ikke samme modenhed. Den er lidt mere mørk end 2017’eren, rustik, landlig og viril med lakrids og de herligste syrlige aromaer.

Smagsmæssigt er det fortsat meget burgundisk med en syrlig, vild frisk frugt, en vild syre, som her virker langt mere ustyrlig end i den dejlige 2017. Det er også – endnu – noget mere kantet og imponerer dermed ikke vinbloggeren helt på samme måde, men det er fortsat vildt lækker Spätburgunder på uhørt højt niveau.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske i 2017 årgangen koster 695 kr., men denne 2018 årgang først kommer på markedet om et år.

Vinanmeldelse 5,5/7