Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2019 Celler Piñol, Raig de Raïm, Catalonien, Spanien

2019 Celler Piñol, Raig de Raïm, Catalonien, SpanienSom sidste vin – og den røde madvin – skulle vi hos Vinhuset Randers smage endnu en vin fra Celler Piñol og det var denne Raig de Raïm 2019.

Her er det dog med Grenache som den primære drue, da mixet består af 70% Grenache, 20% Carignan og 10% Syrah … her er alle druerne fra 12-20 år gamle vinstokke.

Efter gæringen på ståltanke er vinen lagret 4-6 måneder på franske egefade og og efter aftapningen yderligere 6 måneder på flaske før frigivelsen.

I næsen er det igen en ret frugtrig vin, men som med l’Avi Arrufí er der også både blæk, blyanter og så disse fede og jammy bærnoter af både sorte kirsebær og blommer, , brombær, hindbær, nelliker, godt med kanel, gazebind og duften af at være i en vinkælder, sådan lille mulle, frugtsød og våd.

Det er lidt en comfortagtig vin … har fylde og krop, en stor og jammy frugtintensitet, våde fade og har igen lidt blæk og sort peber, men er også lidt kantet, bondsk og rustik … 89 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Celler Piñol, l’Avi Arrufí, Catalonien, Spanien

2017 Celler Piñol, l’Avi Arrufí, Priorat, SpanienVi skulle så smage mere spansk, for den næste vin i glasset er fra appellationen Terra Alta i den sydlige del af Catalonien. Vinen er denne 2017 l’Avi Arrufí fra vinhuset Celler Piñol.

Celler Piñol ligger i byen Batea og drives af Piñol-familien, der i 4 generationer har lavet vine fra deres i alt 75 hektar vinmarker, som i dag også suppleres med druer fra udvalgte dyrkere, som de har langtidskontrakt med.

I dag er det Juanjo Piñol, som står i spidsen for vinhuset og driver sine egne marker efter økologiske principper. På længere sigt vil han også gå over til økologisk dyrkning på de marker, som man ikke selv ejer, således at man vil kunne deklarere alle vine som økologiske.

Juanjo Piñol er også tilhænger af en separat vinificering, både hvad parceller og druesorter angår, for at fremhæve hver parcels særlige karakteristika og hver druesorts særpræg. Det gør det muligt for ham at frembringe vine med stor personlighed og karakter, hvilket også har udløst internationale udmærkelser.

De ejer også et par hektar med den meget sjældne spanske drue Finca Morellino, som der kun findes sølle 18 hektar af i hele Spanien og bliver kaldt den spanske Pinot Noir.

Selvom vingårdens gamle ydre stenvægge er bygget i klassisk spansk middelalderstil, så er kældrene hos Celler Piñol udstyret med alt det, man kan ønske sig for at lave moderne topvine.

Denne 2017 l’Avi Arrufí er lavet på 75% Carignan, 15% Grenache og 10% Syrah, som kommer fra 45-55 år gamle vinstokke, der – som alle husets marker – ligger i omkring 450 meters højde. Efter gæringen er vinen lagret i 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 3 måneder på stål inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en mørk og fyldig vin, hvor der omgående kommer noget blæk, grafit, tryksværte sammen med kanel, vanilje og karamel. Det er en opulent og småfed vin med flomme, oksefond, brændte noter samt en solvarm frugt af solbær, brombær, hindbær og alt med lidt jammy marmeladetyngde.

Det smager fremragende … virker pænt tør og fed, lidt en bullerbasse med stor frugtintensitet. Der er tydelige tanniner, som markerer og ellers er okay integrerede, der er lidt stæk peber, der så også bider og giver kant. 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Miguel Merino, La Ínsula, Rioja, Spanien

2020 Bodega Miguel Merino, La Ínsula, Rioja, SpanienNæste vin er lavet på tussegamle pre-phylloxera Grenache vinstokke og kommer fra Rioja vinhuset Bodega Miguel Merino, der ligger i byen Briones i Rioja Alta området i Spanien.

Vinhuset er grundlagt i 1994 af Miguel Merino, som dog siden 1970’erne havde handlet med vin, men nu også selv startede med at lave vin på familiens gård, der ligger i en gammel stenbygning, som stammer helt tilbage fra 1818.

Derfor har familien også marker, der går helt tilbage til 1929 og samlet har man 13 hektar vinmarker fordelt på 24 små parceller og de er tilplantet i både 1929 og 2001.

Nogle af de bedste af vinmarkerne er La Quinta Cruz, La Pasada, Arzéndime, La Loma, El Remedio, Mendigüerra, Arreluz og La Ínsula. Det er gamle og stejle marker med Tempranillo druer og det danner baggrund for en årlig produktion på 90.000 flasker vin.

Siden 2017 har det været Miguel Merinos søn Miguel Merino Jr., som sammen med sin hustru Érika har drevet vinhuset videre efter en uddannelse som vinmager og ophold hos en række andre vinproducenter i Rioja.

Denne enkeltmarksvin La Ínsula er lavet på Grenache druer fra den kun 0,1 hektar store vinmark La Ínsula, som er en meget lille parcel ved bredden af Ebro floden ved Briones, Alle vinstokkene er pre-phylloxera og vinen er lavet første gang i årgang 2019, så denne 2020 er kun 2. årgang.

Druerne er høstet med håndkraft, mens gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke. Efter gæringen er vinen lagret i et 500 liter egetræsfad, hvor der også er sket malolaktisk gæring, Samlet er den lagret 14 måneder … og der er kun lavet ét enkelt fad, hvilket svarer til omkring 630 flasker.

I næsen er det en moden og lidt mørk aroma, hvor frugten er søde jordbær, boysenbær, hyben og derudover er der klart blomster og så virker vinen – på en eller anden måde – også forholdsvis let med leret eller sandet udtryk. Fadlagringen er diskret, men bidrager ganske let med lidt chokolade, lakrids of sødekrydderier.

Smagen er blød og cremet … virker klart lettere i frugten, end næsen lige indikerede. Frugten virker blid, mushy og moden, mest kirsebær, jordbær og tranebær, der er god struktur og kompleksitet, sådan lidt sart og fin, mens den har et forholdsvis lavt syreniveau. Det giver en meget blød, lind og flødeagtig vin. 94 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 799 kr., men er udsolgt og kan ikke bestilles.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Las Pedreras, Pelito Lindo Barrio de Navahondilla, Madrid, Spanien

2021 Las Pedreras, Pelito Lindo Barrio de Navahondilla, Madrid, SpanienVi skal igen et smut tilbage til  kæresteparret Bárbara Requejo og Guzmán Sánchez i den lille landsby Villanueva de Ávila, der ligger på nordsiden af Gredos-bjergene. Sidst smagte jeg en 2022 Los Arroyuelos, men nu er glasset fyldt med denne 2021 Pelito Lindo Barrio de Navahondilla.

Til denne Pelito Lindo Barrio de Navahondilla kommer Grenache druerne fra marken Pelito Lindo, der ligger ved Navahondilla i hjertet af Alberche-dalen.

Det er et område med store sten og marken ligger i terrasser i 1.070 meters højde, så udbyttet er ekstremt lavt. Guzmán Sánchez er ofte kommet forbi marken, men i 2021 lykkedes det ham endelig, at få arvingerne til at sælge den 0,7 hektar store mark til ham.

Vinstokkene er gamle buskvine, som vokser i den ufrugtbare stenjord, og vinen gærer med 30% hele klaser og er den efter endt fermentering lagret 7 måneder på et 500 liter fransk egetræsfad. Flasket ufiltreret og med minimal svovl … og så er der kun lavet omkring 1.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt har vinen lidt af samme noter som Los Arroyuelos … altså godt med blomster, tulipaner, blomsterforretning. Frugten er en snas mere intens og let mørkere, men vinen har fortsat en sjæl af lidt Beaujolais, men virker lidt mindre bondsk og landlig. men der er nogle lerede, sandede og stenede noter, støvet stenbrud sammen med fennikel, lakrids, kirsebær, moreller, søde jordbær og ribs.

Smagsmæssigt er det også en let vin, der er stram, præcis og så alligevel saftig, har lys frugtsødme med jordbær, syrlige kirsebær, fersken og som lillesøsteren også noget ganske frisk, syrlig lemon og grape. Læs deroveni nogle lidt saltede elementer, finkornede, fine samt sarte tanniner, så giver det en elegant vin … der sjovt nok også virker mindre burgundisk end Los Arroyuelos, men har mere krop, dybde og intensitet. 96 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 499 kr., mens den kan fås til 424,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Las Pedreras, Barrio de Los Arroyuelos, Madrid, Spanien

2022 Las Pedreras, Barrio de Los Arroyuelos, Madrid, SpanienMed endnu en spansk, let Grenache baseret vin fra Sierra de Gredos skal vi nu til vinhuset Las Pedreras, der drives af kæresteparret Bárbara Requejo og Guzmán Sánchez … og vinen er en 2022 Barrio de Los Arroyuelos.

Vinhuset ligger i den lille landsby Villanueva de Ávila, der ligger på nordsiden af Gredos-bjergene og egentlig ikke er særlig populær, for byen har de sidste 20 år mistet næsten halvdelen af indbyggerne, der er flyttet til andre og mere spændende steder.

Derfor er byen præget af tomme butikker … og byens skole lukkede også for flere år siden, mens lægen kommer kørende et par gange om ugen, hvis de ældre skal have behandling eller medicin.

Alligevel har det unge kærestepar Bárbara Requejo og Guzmán Sánchez  slået sig ned i byen helt sikker på, at dér ligger deres fælles fremtid. Det var nu ikke helt tilfældigt, da Guzmáns far blev født i Villanueva de Ávila, så derfor har Sánchez familien altid har bevaret en forbindelse til byen og familiens vinmarker.

Derfor flyttede Guzmán i 2016 til Villanueva for at åbne restauranten La Querencia efter at have arbejdet som kok på flere prestigefyldte restauranter som Zalacaín i Madrid og El Almacén i Ávila. Dermed blev hans restaurant hurtigt det klart bedste sted at spise og drikke i hele Gredos.

Det var også via La Querencia, at han mødte Bárbara Requejo, som er en meget talentfuld vinmager fra Valladolid. Hun har selv erfaring fra vingårde som Château Haut-Brion i Bordeaux, Quartz Reef i New Zealand, Pierre Peters i Champagne, Viña Ventisquero i Chile) og Peay Vineyards i Californien.

Da hun mødte Guzmán arbejdede hun som teknisk direktør hos vingården Soto y Manrique i Cebreros. På dette tidspunkt lavede  Guzmán selv lidt vin til La Querencia fra sin fars vinstokke og andre  naboer i Villanueva.

Da COVIF-19 pandemien så kom og restauranten måtte lukke en periode, så vendte Guzmán sin opmærksomhed mod familiens egne vinmarker, men takket være Bárbaras støtte og tekniske viden blev denne hobby parrets centrale projekt. Og sammen har de lige siden lavet vinene sammen under navnet Las Pedreras.

De fleste af parrets marker ligger i 1.000-1.200 meters højde og er dermed flere hundrede meter højere end andre store producenter dér. Det giver vinene en lettere stil, et mere floralt præg – selv når de holder 14% alkohol, så er de friske og balancerede.

Deres første rigtige producerede årgang var 2020 … og den ramte lige på samme tidspunkt, som Comando G, havde bragt international berømmelse til Gredos og der begyndte at dukke flere nye projekter op i Alberche-dalen som fx Amigos del Tiempo med Raúl Pérez som vinmager, Rico Nuevo anført af Juanan Martín og Julio Prieto samt Alto Horizonte fra Aurelio García og Micaela Rubio.

Det betød også, at Bárbara Requejo og Guzmán Sánchez selv ville tilplante flere vinmarker til stor henrykkelse fra Guzmáns far. Han viste dem La Encarabenera, et stort bjergområde ved Navarrevisca i 1.230 meters højde helt på grænsen af, hvor dyrkning er muligt. Og derfra var der en fantastisk udsigt til bl.a. Guadarrama-bjergkæden og Pedreras-toppen, der har givet projektet sit navn.

Nu starter jeg med at smage denne Barrio de Los Arroyuelos, der er lavet fra Grenache druer fra op til  20 parceller ved de 3 landsbyer Villanueva de Ávila, Burgohondo og Navatalgordo.

Hver vingård vinificeres separat med en stor andel hele klaser og lagres også separat i enten egetræsfade af forskellig størrelse eller i rustfri ståltanke, før en endelig blanding besluttes. Lagringen varer i alt 7 måneder, hvorefter vin sammenstikkes og så flaskes ufiltreret og med minimal svovl. Der er kun lavet 5.200 flasker af vinen.

I næsen er det en let, lys, luftig, bondsk og landlig vin … har lidt beaujolaissjæl, en hel freaking blomsterforretning, blomstervand, solbærblade og tomatplanter plantet midt i en stor mødding, hvor der også vokser træer og planter med kirsebær, moreller og søde jordbær. Det er pågående, bondsk og landligt.

Smagsmæssigt er det også en let vin med en fremtrædende frugtsødme … søde og bløde jordbær, fersken og noget ganske frisk og småsyrlig lemon og grape. Det gør vinen meget let, læskende, saftet og behagesyg, men på den mest lækre måde. Tanninerne er finkornede og det er endda lige før, at vinen er ganske sprinklende eller svag mousserende for den perler let på tungen med en lille smule kulsyre.

Det smager fandeme godt … og selvom den måske nok har en beaujolaissjæl, så har den et burgundisk, let og lyst hjerte af guld, så dermed 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 225 kr., mens den kan fås til 191,25 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Kylie Minogue Wines, Signature Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Kylie Minogue Wines, Signature Rosé, Languedoc, FrankrigDen anden Kylie Minogue Wines vin var en Signature Rosé og en mere almindelig vin, for det er en Terres du Midi vin og lavet på kendte druer, men er heller ikke alkoholfri, for den har 12,5% i styrke.

Terres du Midi vin omfatter normalt vine fra Languedoc omkring Montpellier og Narbonne samt Roussillon ned mod Pyrenæerne og den spanske grænse.

Det er fortsat Benchmark Drinks, som står som producent, men de har fået det franske firma Divin Père & Fils til at lave og flaske vinen. Divin Père & Fils er vi også stødt på før, for det er en del af det store vinfirma LGI Wines, som jo netop opkøber druer, laver og flasker vin på deres store anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Signature Provence Rosé er lavet på et mix af 80% Grenache og 20% Cinsault, men atter er der ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle dog være lavet i ståltanke, hvor den også er lagret sur lie i 3 måneder

Duften er … særegen. Den virker meget urtet, har godt med grønne stilke, noget bark og nogle jernagtige noter, jod, gran samt gazebind, hvilket først rammer næsen. Først derefter detekteres noget frugt, der kommer meget forsigtigt med moreller og lyse kirsebær.

Smagen er meget spinkel og tynd … frugten er rabarber, moreller, lyse kirsebær samt noget citron, som giver en smule syrlighed samt lidt lemon til at give små bitre noter. Det er dog slet ikke en sød vin, men har nogle ganske tørre elementer, som samlet set giver et godt bid. Med lidt tid i glasset kommer der lidt mere fylde … samtidig med en anelse let peber. 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Cien Lanzas Tinaja Cenicientos, Madrid, Spanien

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Cien Lanzas Tinaja, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet fortsatte vi med med endnu en af de lette Grenache baserede vine fra Sierra de Gredos og atter fra Bodega 4 Monos Viticultores, men denne gang var det deres 2020 Cien Lanzas Tinaja Cenicientos lavet og lagret i lerkrukker.

Til denne vin kommer Grenache druerne fra 4 forskellige marker beliggende i 830-960 meters højde i Sierra de Gredos med næsten 100 år gamle vinstokke.

Druerne er høstet med håndkraft og slet ikke afstilket, da de hele klaser blot er spontangæret med druernes egne gærceller med 62 dages maceration i store ler-amforaer.- Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder i de store lerkrukker, men afsluttes med yderligere lagring i ståltanke. Der er kun lavet 1.096 flasker,

Lad mig sige det med det samme … jeg er tosset med denne vin, der allerede i glasset lokker med en meget lys, let og næsten transparent farve, men vinen har også en utrolig fin, sart og nærmest animalsk aroma. Duften er meget anderledes, har en nærmest sandet note, meget lys frugt af jordbær samt søde, lyse kirsebær, fennikelfrø og virker også lidt leret på en eller anden måde, hvilket suppleres af røde tulipaner plantet i den lerede jord … let, lys, luftig og provokerende.

Smagen er også sart, finkornet, lys og feminin … en vinøs fager elverpige i dans … læskende, saftig og smelter helt på tungen. Der er jordbær, hindbær. lemon og citroner … lidt peber, men virker faktisk sådan helt burgundisk i letheden og elegancen. Det er sgu svært at tro, at dette ikke er Pinot Noir. Der kommer også lidt bitterhed, som fra en frugt-te, der er trukket for længe, mens vinens tanniner til gengæld er bløde, runde og medgørlige som vingummi … men sammenlagt smager det bare stjernegodt. 96 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 229 kr., mens den kan fås til 194,65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Le Cellier d’Eole, Bal de la Rosé, Languedoc, Frankrig

2023 Le Cellier d'Eole, Bal de la Rosé, Languedoc, FrankrigDet er ikke sommer … endsige forår, men derfor kan man jo sagtens længes og så kan man jo altid drikke lidt rosévin og forestille sig 25 grader mere på terrassen … som fx med denne 2023 Bal de la Rosé fra kooperativet Le Cellier d’Eole.

Le Cellier d’Eole holder til i Rieux Minervois og har godt 205 medlemmer, der samlet har 1.500 hektar vinmarker, der strækker sig fra Roquecourbe til Minerve via La Livinière og Cesseras.

På vinavlernes marker dyrkes et væld af forskellige sorter som Cinsault, Syrah, Grenache, Merlot og Cabernet Sauvignon samt de hvide druer Sauvignon Blanc, Chardonnay, Viognier og Musca … de fleste sælges som Pay d’Oc vine.

Det er den talentfulde Marilyn Lasserre, som er ansvarlig vinmager og hun har forinden arbejdet i både Bordeaux og derudover også i lande som Sydafrika, Australien og USA.

Her smager vi en Bal de la Rosé, der udelukkende er lavet på Grenache, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om vinen, der formentlig blot er lavet og lagret kort på ståltanke … men så springer vi da bare videre til mine duft- og smagsnoter.

Det dufter sgu af fest på en solrig terrasse … meget aromatisk og næsten helt parfumeret med sød frugttyggegummi med trutti-frutti smag, blomster og en ret sød frugt med modne jordbær, kandiserede skovbær, Dr. Oetker blandede cocktailbær … og tossesød vinøs candyfloss.

I munden kommer der dog en smule syre … men også kun lidt, mens frugten dog heller ikke er helt så sød og kandiseret. Der er jordbær, søde kirsebær, lidt citroner og fersken. Det er ikke voldsomt dybt, men ganske fornøjelig til sommerfest på terrassen og uh hvor jeg glæder mig. 87 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Moulino Quemado, Madrid, Spanien

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Moulino Quemado, Madrid, SpanienVi skal igen tilbage til de 4 aber på vinhuset Bodega 4 Monos Viticultores og denne gang er det med deres 2020  Danza del Viento Moulino Quemado.

Her kommer Grenache druerne fra over 75 år gamle vinstokke på vinmarker ved San Martín de Valdeiglesias i 750 meters højde.

Druerne er ikke afstilket, men vinen er lavet på de hele klaser og er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 12  måneder på franske egetræsfade i forskellige størrelse og er sluttelig aftappet med en let klaring og uden filtrering. Der er også kun lavet sølle 1.248 flasker af vinen.

Vinen har mange lighedspunkter med La Isilla, men der er mere lakrids- og hindbærbolsjesmag over Moulino Quemado, men det er igen en meget frugtrig vin, hvor der er godt med blomstermark samt nogle krydderier … fortsat med den lyse, fine og lette fortolkning af Grenache. Det er hindbær, tranebær, tyttebær, moreller, jordbær og igen noget jod, let vaskepulver og frisk pløjet jord … men med denne feminine og bondske finesse … der er som om, at der kommer lidt små fadnoter med burgundisk elegance.

I munden fortsætter den lette elegance … blot lige med denne lyse, krydrede note, hvor der også kommer lidt stærk peber frem, som så giver bid, syrlighed og spice … men samtidig virker vinen slank, pænt mager og spinkel i sit udtryk med moreller, tranebær, skovjordbær, ribs, rabarber og de får følgeskab af lemon samt citroner, som giver vinen denne lyse og friske smag. Det er syrligt, læskende, saftigt og danser yndefuldt henover tungen, så 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 350 kr., mens den kan fås til 280 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig 

2020 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig Lirac er et af de mindst kendte områder i Rhône, men  Laurence Féraud – ejer af det legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau – laver også under sit eget negociantbrand Sélection Laurence Féraud vin fra Lirac … og den smager jeg nu i årgang 2020.

Fra hendes negociant serie har jeg også tidligere smagt en 2016 Gigondas, 2021 Châteauneuf-du-Pape, en 2020 Cairanne samt rosévinen 2020 Coteaux d’Aix en Provence. Men jeg har da også smagt denne Lirac før i årgang 2019..

Denne Lirac er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra terroirs med rullesten af samme type, som man kender fra Liracs berømte genbo Châteauneuf-du-Pape.

Druerne er fra en række af vinavlere, som Laurence har kontakt til via hendes store netværk, som hun har fra Domaine du Pégau, Det har givet hende en adgang til at købe druer af høj kvalitet.

Efter total afstilkning har vinen gæret og macereret i rustfrie ståltanke med temperaturstyring over 30 dage og derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie.

Duftmæssigt er denne 2020 Lirac anderledes end 2019’eren … er absolut meget mere grøn i næsen … grønne grene og stilke, men de suppleres af nogle af de klassiske Rhône krydderier med lavendel, timian, garrigue, peber og suppeurt. Derudover er der masser af blæk og grafit, en smule læder, røget kød, tør engelsk lakrids og alligevel en mørk  frugt af kirsebær, brombær og blommer.

I munden er det en lettere, kølig og meget stram rhônevin, hvor syren virker ren, let og frugtrig … masser af bid med tranebær, ribs, brombær og blåbær. Alt er tørt og selv tanninerne er tørre, skingre og mundmasserende, der er tør engelsk lakrids, violer, peber, jern og godt med grønne urter … og godt med bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7