Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigDen næste beaujolaisvin fra den unge Marc-Antonin Blain blev så denne grønne 2020 Côte de Brouilly og atter er det fra over 50 år gamle Gamay vinstokke.

Vinmarkerne ligger på den vestlige side af en gammel vulkan og er meget rig på dekomposeret granit.

Vinen laves 100% på Gamay og vinificeres først i ståltanke for derefter at afrundes med 6 måneders fadlagring på store 1.200 liter foudres.

Igen er det både i glasset og i duften en utrolig lys Beaujolais … lidt mere animalsk og landlig end foregående og der kommer også nogle af de arketypiske noter frem med en snert grøn peber, men ellers er det atter lyse og umodne kirsebær suppleret med hindbær, jordbær og ribs, en snas mere sødme … lidt vanilje måske? … men også lidt fennikel og bagepulver.

I munden er det samme historie … har en ren, syrlig frugtsyre og frisk, lys frugt. Der er umodne kirsebær, moreller, hindbær samt ribs, meget burgundisk, frisk og Pinot Noir’sk. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Marc-Antonin Blain, Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Marc-Antonin Blain, Brouilly, Bourgogne, FrankrigDomaine Marc-Antonin Blain har egentlig sine vinøse rødder i Chassagne-Montrachet via det gamle familieejede Domaine Blain-Gagnard. Men siden 2014 har Lucie og Marc-Antonin Blain også lavet vin i Beaujolais med inspiration fra det klassiske Bourgogne. Nu smager jeg  så 4 vine fra huset og starter med en 2020 Brouilly.

Det var i 2014, at de 2 søskende Lucie og Marc-Antonin Blain så købte 14 hektar vinmarker beplantet med gamle vinstokke på skråningerne af Mont Brouilly i Beaujolais.

De er begge vokset op med vin på det gamle og traditionsrige Domaine Blain-Gagnard i Chassagne-Montrachet og Marc-Antonin er da selv uddannet vinmager fra Beaune. Han er selv barnebarn af Jacques Gagnard, som også er en historisk skikkelse i Chasagne-Montrachet,

Efter at have afsluttet sine ønologiske studier og fået erfaring i Australien, så kom Marc-Antonin tilbage til Bourgogne og der lavede Marc-Antonin tilfældigvis en årgang vin i  Fleurie i Beaujolais.

Det blev afgørende for dette projekt med køb af vinmarker i Brouily og Côte de Brouilly. Marc-Antonin laver vinene, mens Lucie tager sig af  kommunikation, markedsføring og daglig drift af virksomheden.

Vinene er vinificeret i Chassagne-Montrachet på det gamle vinhus, men kommer alle fra Brouilly og Côte de Brouilly … et område, der er mere og mere omtalt. Man taler om en genfødsel af området,  for der er mange unge, talentfulde vinmagere, der er skaber en decideret kvalitetsrevolutionen i Brouilly i Beaujolais.

Denne Brouilly er lavet med druer fra egne marker, nemlig 10% fra husets egne marker beliggende ved bunden af Mont Brouilly og 90% fra en parcel med 50 år gamle vinstokke fra Domaine de Briante. De er alle høstet i hånden og transporteres til Chassagne-Montrachet med kølebil, hvor de er 100% afstilket og fermenteret med naturlig gær i et opretstående trækar i 20 dage. Vinen lagres derefter i et betonæg i otte måneder.

Det er ikke en bondsk Beaujolais vin, men dufter faktisk meget let, lys og ren … klart mere burgundisk i stilen med kirsebær suppleret med lidt jordbær og hindbær, røg, mulle skovbund, champignon, æter, mynte og bagepulver.

I munden er det lidt samme historie og atter en Beaujolais med en utrolig lys, ren og meget stringent side, meget lys og frisk frugt med lyse og nærmest umodne kirsebær, hindbær, ribs … slank som bare pokker med en lidt kantet og camparibitter syre, ren frugtsyre og tanniner, der lige markerer, mens ellers er lyssaftige. 91 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 194,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Veronica Ortega, Quite, Bierzo, Spanien

2021 Veronica Ortega, Quite, Bierzo, SpanienPå Jysk Vinbar smagte jeg forleden vinen Cobrana fra den smukke,  unge samt dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega. Nu smager jeg så hendes 2021 Quite.

Quite er – som Cobrana – lavet på ren Mencía, men her er det blot i en mere prisvenlig, uformel og mere letforståelig udgave. Her kommer alle druerne blot fra 90 år gamle stokke plantet på forskellige parceller med både skifer, sand og rødt ler i Bierzo.

Efter den manuelle høst er druerne til Quite afstilket og gæret i rustfrie ståltanke. Efterfølgende gennemgås en 5-7 dage maceration med blid ekstrahering for slutteligt at lagre i 9 måneder, hvoraf 80% er lagret på store, brugte, franske egefade og resten i 800 liters amphora lerkrukker.

Næsen har virkelig Mencía karakter … har godt med denne bondske, lidt beaujolaisagtige, saftige aroma, hvor det er kirsebær, grøn peber, jordbær, ribsgele, svesker, kamfer, fadnoter med sød lakrids … lidt rustik, men alligevel med en lidt luftig og let slagside.

Smagsmæssigt er Quite også mere rustik og bondsk end Cobrana, mere tør, bitter og mineralsk. Jeg finder lidt rabarber, ribs, hindbær, stikkelsbær, Campari og lemon bitterhed … men det bliver ikke helt Mencia mørkt, for vinen har denne lyse, saftige, friske, blomsterrige og fine tanniner … lys og ubekymret vin. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Le Bertarole, N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Le Bertarole, N'C Rian Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDet er efterhånden ikke så ofte, at jeg smager Amarone, men her er en af slagsen … en 2017 N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Azienda Agricola Le Bertarole di Venturini Giordano.

Vinhuset ligger i Fumane og det blev grundlagt for omkring 30 år siden af Giordano Venturini og drives i dag af den næste generation.

De har bygget er nyt og større vineri ovenpå en vinkælder 12 meter under jorden, da den nye generation har store planer om at udvide produktionen fra deres i alt 9 hektar vinmarker.

I det nye vineri kan kælderen i dybet sikre, at der alene anvendes tyngdekrafte til at flytte vinen … noget som man normalt kun ser hos de største og bedste producenter. I øjeblikket producerer de 55.000 flasker vin årligt, men regner i nær fremtid fremstilling af omkring 65.000 flasker.

Denne 2017 N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 30% Corvina, 40% Corvinone, 20% Rondinella, 5% Dindarella og 5% Croatina. Alle druerne høstes den anden uge i oktober med en efterfølgende manuel sortering af druerne, inden de gennemgår naturlig tørring indtil udgangen af december.

Derefter sker den traditionelle gæring og maceration over 90-100 dage ved en temperatur på omkring 10-12 grader. Efter endt gæring er vinen så laget 4-5 måneder i rustfri ståltanke og derefter så 30 måneder på slavonske egetræsfade.

I starten virker duften lidt lukket … men åbner stille og roligt op, meget kraftfuld og tør. Der er modne blommer, umodne svesker og dadler, tør engelsk lakrids, lakridskonfekt og saltlakrids, bagepulver, godt med grønne tobaksblade, vådt træ, peber, marcipan, chokolade samt kaffebønner.

Smagen er mørk, fed og sød frugt, en virkelig god balance mellem frugt, sødme, power samt ristede fadnoter. Der er blommer, svesker, hindbær … har en lidt lysere side og dermed dejligt langt fra rosiner, men i stedet mere brombærsyltetøj. Det er blød og rundt … og selv tanninerne er ultrabløde. 92 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 219 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Tenuta di Aglaea, Linophryne Lucifer Bianco, Sicilien, Italien

2020 Tenuta di Aglaea, Linophryne Lucifer Bianco, Sicilien, ItalienPå vej ud af døren bad Distinto mig lige at vurdere denne Linophryne Lucifer Bianco, som er en ny vin hos danske Anne-Louise Mikkelsen på hendes sicilienske vingård Tenuta di Aglaea.

Jeg har skrevet en del om Anne-Louise og hendes fantastiske historie. Der kan du fx læse i mit blogindlæg; Distintos Meet the winemaker part 2 – Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea.

Lucifer Bianco er lavet på et fieldblend af oprindeligt plantede druesorter som Carricante samt Grecanico, Cataratto og Inzolia, der høstes manuelt fra stokke der er helt op til 100 år gamle og fra marker i 800 meters højde på den nordlige side af Etna.

Markerne er Santo Spirito på 0,56 hektar og Schiara Nova på 1,1 hektar beliggende i Castiglione di Sicilia og Randazzo kommunerne og de er dedikeret til produktion af rødvin. Derfor må Anne-Louise heller ikke må kalde vinen for Etna Bianco DOC.

Derfor er vinen så – takket være italiensk bureaukrati – blot klassificeret som den mindre specifikke Bianco Sicilia IGT. Den er lavet ved, at druerne først knuses, hvorefter temperaturen i de rustfrie gæringstanke nedsættes til 7,5 grader og macererer i 36 timer med skindet.

Druerne er så presset og overført til rustfri ståltanke, hvor selve den alkoholiske gæring er sket ved 20 grader. Der er derefter sket malolaktisk gæring af 2/3-dele i ståltankene, men den sidste 1/3-del er lagret i brugte franske barriques … 225 liter fade brugt 3 gange tidligere og 300 liter brugt 2 gange tidligere.

Anne-Louise fortæller, at hun har eksperimenteret med brug af egefade til hendes hvidvin og at tegningen på etiketten er lavet af hendes søn for nogle år siden … og den passede som fod i hose på hendes ønske om at ændre etiketten.

Vinen er nemlig et perfekt ledsager til fiskearten Linophryne Lucifer, der oftest tilberedes bagt eller dampet med en fransk sauce til som fx en Beurre Blanc. Dermed kommer etiketten til at signalerer et perfekt madstilsmæssigt akkompagnement til vinen.

I næsen er der en fin bio, kropslig aroma af både kvæde, citroner, pærer, men egentlig meget saltet, syrlig med noget grøn te, salte mandler … men også noget volumen.

Den har i munden en rigtig lækker syre, mens frugten her bliver en anelse mere tropisk … fersken, æbler, ananas og igen mandler, noget salt og salte mineraler. Det er en frisk vin, hvor der er masser af bid, så dermed er det absolut ret fint. 92 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Pietra, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Pietra, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Pietra di Ferretti Roberto drives – som navnet også siger – af Ferretti familien og det er derfra, at jeg smagte deres 2017 Brunello di Montalcino.

I dag er det 3 generationer af Ferretti familien, som driver det lille vinhus, nemlig Roberto og datteren Antonella samt hans barnebarn Matteos Ferretti,

Kimen til vinhuset blev dog lagt lang tid tidligere af Robertos forfædre, som arbejdede i markerne og løbende forvandlede skov til både kornmarker, olivenplantager og vinmarker … og i dag er 7 hektar vinmarker.

Og derfra kommer denne Brunello di Montalcino, som der årligt laves 4.000 flasker af. Den er selvfølgelig ren Sangiovese, der er fra 30 år gamle vinstokke på marken i 460 meters højde. Efter høsten er gæringen er sket spontant i ståltanke ved kontrolleret temperatur og 20-30 dages maceration.

Derefter er der sket en blid presning og så er vinen lagret 34-38 måneder på 20-30 hektoliter egetræsfade inden aftapning på flaske og så yderligere 6 måneders lagring på flaske.

I næsen er der en ædel modenhed, en gammel tobaksskuffe i det gamle antikgrønne tobaksskab, har et vildt dybt fadpræg og noget medicinkasse, violer, appelsinskal, æter samt en frugt, der mest er kirsebær, lidt brombær samt kirsebærsten.

Smagsmæssigt er det en fløjlsblød, harmonisk vin …. har en intens samt powerfuld frugt med nogle syrlige og småbitre kirsebær, mens tanninerne er fine og nærmest sarte. 92 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Kuen Hof, Südtirol Eisacktaler Veltliner, Alto Aldige, Italien

2021 Kuen Hof, Südtirol Eisacktaler Veltliner, Alto Aldige, ItalienVingården Kuen Hof ligger i appellationen Valle D’Isarco lidt nordøst for byen Bolzano i Alto Aldige og derfra kommer første vin, som jeg smagte til Distintos branchesmagning … en 2021 Südtirol Eisacktaler Veltliner.

Valle d’Isarco ligger omkring 30 minutters kørsel fra Bolzano mod Brenner-passet og Østrig. Klimaet er lige der anderledes kontinentalt og endda modsat det middelhavsklima, som ellers præger området omkring Bolzano. De fleste vinmarker er ligeledes beliggende højt og hos  Kuen Hof er det i 550-890 meters højde.

Det er et område perfekt til produktion af hvidvin med 300 solrige dage om året og et råt bjerglandskab, der med kompleks jordbund og kølige nætter, sørger for optimale forhold gennem modningen.

De kølige nætter er afgørende for at druerne opnår phenolisk modenhed, og modningen ikke går for hurtigt. Det vil sige, at vinene får lov at bevare sin syre og friskhed. Forskellen i temperatur kan i modningsfasen svinge med helt op til 20 grader. Vinmarkerne er bygget op af terrasser, sydøst eksponeret og stejle.

Kuen Hof er ejet af Peter og Brigitte Pliger, men er grundlagt af oldefar Peter Pliger, der købte den gamle vingård for mere end 200 år siden og siden har været i familiens eje.

Vingården råder over 6,5 hektar vinmarker, som bl.a. er fordelt på marker som Lahner, Gasteiger og  Nafen-Teis, som alle drives efter både økologiske og biodynamiske principper. Den årlige produktion er på omkring 35-38.000 flasker.

Vinene spontangærer med naturligt forekommende gærceller og gæringen varer 1-4 måneder før vinen er fuldkommen. Alle vinene gærer og lagrer i ståltanke samt med brug af fade på akacietræ.

Denne 2021 Südtirol Eisacktaler Veltliner er selvfølgelig på ren Grüner Veltliner og lavet med spontangæring på ståltanke med druernes naturlige gærceller over lang periode. Efter endt gæring er vinen lagret sur lie i ståltankene og 30% på store fade af akacietræ.

Duftmæssigt en meget let vin, meget blomsterrig og ganske frisk, hvor man omgående mærker en fin grøn syre, masser af stikkelsbær og småsure grønne æbler. Der er også noget let grøntsagsfond samt en granitagtig mineralitet.

I munden er vinen pivfrisk … grønne æbler, lemon, blodappelsin, citron og granatæble, hvor syren næsten er smertelig og pågående, virkelig syrerig og stram … mums og 91 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine André & Edmond Figeat, Pouilly-Fumé Les Origines, Loire, Frankrig

2021 Domaine André & Edmond Figeat, Pouilly-Fumé Les Origines, Loire, FrankrigDomaine André & Edmond Figeat ligger midt i Pouilly-sur-Loire næsten helt ned mod Loire floden og laver sprøde hvidvine, som Houlberg nu smager 2 af … startende med denne 2021 Pouilly-Fumé Les Origines.

Vinhuset har været drevet af Figeat familien i 9 generationer, så i dag er det far Edmond Figeat som 8. generation og sønnen André Figeat som den 9. generation i rækken.

Men i dag er den næste generation allerede på vej, da Andrés datter Anne-Sophie sluttede sig til familievirksomheden i 2019 efter at ha’  studeret kemi og vin.

Familien har sammenlagt 17 hektar vinmarker, der løbende er opkøbt gennem generationer … og alle markerne er selvfølgelig med Sauvignon Blanc. Der laves også kun vine på Sauvignon Blanc … og samlet fordelt på 4 forskellige vine, hvor den første er denne 2021 Pouilly-Fumé Les Origines.

Her kommer Sauvignon Blanc druerne fra vinstokke, der er gennemsnitlig 25 år. Vinen er lavet med lang gæring ved kølige temperaturer og efter endt fermentering er vinen så lagret i mindst 5 måneder sur lie.

Duften er blid og fin, så man tænker slet ikke Sauvignon Blanc … i hvert fald er det helt uden de grønne, stikkene noter med grøn peber og solbærblade. I stedet er det lys frugt … melon, pærer, lys honning, fersken, lidt spidskommen, kalk og kridt … virkelig sart og lys aroma.

I munden skifter vinen omgående ham … har en stringent og dejlig frisk syre, masser af citroner suppleret med en lemonagtig bitterhed og dermed meget rank og syrlig. Den er pivfrisk … 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Jean Gagnerot, Viré Clessé, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Viré Clessé, Bourgogne, FrankrigNår vi nu er ved mere ukendte appellationer i Bourgogne, så smager jeg da bare lige en Jean Gagnerot vin mere og det er en 2016 Viré Clessé fra den store appellation Viré Clessé.

Den ligger i Mâconnais underregionen og et sted, hvor man kun må dyrke Chardonnay … men også en appellation, hvor der endda ikke findes en eneste Premier Cru eller Grand Cru mark.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16-20 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 8-16 måneder sur lie på ståltanke med systematiske omrøringer inden aftapning.

Det er duftmæssigt en fin, ren, sart og feminin duft … et niveau over foregående Mâcon-Charnay, for udover den hvide frugt af fersken, pære og honningmelon, så er der også lidt karamel, smør, nødder samt en smuk inderlighed. Det bliver let og ubekymret med en selvsikker elegance.

I munden er det lidt samme billede, for letheden er fin, syre ganske habil om end lidt tilbageholende. Det er både pærer, melon og saftig fersken, en hvid og let syre, der viser lette dansetrin. Der er poleret, saftigt, let og smager bare fortrinligt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Ziereisen, Grauer Burgunder, Baden, Tyskland

2020 Weingut Ziereisen, Grauer Burgunder, Baden, TysklandEfter Weingut Ziereisens 2020 Weisser Burgunder, hvad er så mere naturligt end også lige at smage søstervinen 2020 Grauer Burgunder … så det gjorde jeg da bare.

Vinen er lavet med Pinot Gris druer fra nogle af husets marker i Baden … marker med jordbund af hovedsageligt af jurakalk og jern, hvilket så giver vinene et mere mineralsk præg af flint.

Efter presning af druerne, så lader Ziereisen vinen macerere et stykke tid sammen med drueskindet, hvilket er med til at give vinen en nærmest gyldenorange kulør.

Mosten gæres spontant på ståltanke, hvorefter den færdige vin omstikkes til gamle egetræsfade. Her lagrer den sur lie 12 måneder inden aftapning på flaske.

WAUW … der er sgu både krop, fedme og fad i næsen, virkelig en fadpræget aroma, hvor der er brunet smør, lakridskonfekt, vanilje, kaktuspiller og en tropisk frugt med fersken, mango, papaya samt bløde og modne pærer. Der kommer også sammen med det pænt lurpakkede og smørrede noter nogle cashewnødder.

I munden er vinen knap så blød, men har en mere maskulin syre, fortsat god krop samt god balance. Der er igen noget tropisk frugt, men det får følgeskab af æbler, lemon og grape, så dermed giver det noget rygrad til vinen. Smagen er måske en anelse mere brovten end duften, men det smager sgu ret godt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7