Tiden går … ufattelig hurtigt. Sidst jeg smagte et glas af denne Leiwener Riesling Trocken fra Weingut Josef Rosch var i årgang 2011. Nu smager jeg vinen i årgang 2018.
Weingut Josef Rosch holder til midt i den lille by Leiwen, som vel ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues i den store sløjfe på Mosel floden mellem Klüsserath og Trittenheim. Gården er har været i familiens eje siden 1825, og drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter sin far Josef Rosch i 1985.
På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.
Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.
Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.
Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.
Som alle vinene fra Rosch høstes druerne til Leiwener Trocken i hånden fra forskellige marker og med et lidt højere udbytte hektar end øvrige dyrere vine fra huset. Vinificering sker alene på rustfrie ståltanke, men gæringen sker spontant og efter endt fermenterting er vinen lagret i tankene i 6 måneder.
I næsen små antræk til petroleum, fyldig og saftig tropisk frugt, lime, abrikos, stikkelsbær, pærer, muskat, nogle krydderier, svagt lidt nødder, røg, fin intensitet … rigtigt lækker Riesling næse,
Smagsmæssigt nogen fylde, igen tropisk frugt, papaya, abrikos, lime, æbler, klart lidt Mosel sødme, men også en okay frisk syre, en lille smule grape og samlet en god lækker smag. Hvor er jeg dog bare fascineret af Mosel Riesling og denne ligger lunt i svinget med virkelig virkelig fornuftig pris.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.