Fra Maibachfarms øverste hylde smagte vi 3 x Lagenweine, som kan kendes på de blå etiketter med guldskrift. Vi startede med denne 2016 Walporzheimer Terrassen Spätburgunder.
Druerne kommer fra forskellige marker omkring Walporzheim, hvor Maibachfarm har parceller på markerne Alte Lay, Domlay og Pfaffenberg kun nogle få kilometer nord for vingården. Markerne er alle sydøstvendte, har en stenet, sandet og skiferholdig undergrund. Både Alte Lay og Domlay er af VDP klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage, men Maibachfarm er imidlertid ikke medlem af VDP og kan dermed ikke kalde bruge denne klassifikation.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende lagring på primært nye barriques i 12 måneder.
Næsen er lys og let. Der er mere krop end foregående Ahrweiler Spätburgunder, frugten er blommer, jordbær, hindbær og kirsebær, lidt chokolade, kaffe, vanilje og kanel fra fadene, igen nogle røgede elementer, salte mineraler, tør jord og friske krydderurter.
Smagen har masser af bundtræk, god kompleksitet med masser af nuancer, ristede noter, røgede noter, mørk chokolade, rosmarin, små og fine tanniner, som er føjelige og medgørlige. Der er også masser af syre, lidt tobak måske og frugten både lys, streng og så samtidig med tilstrækkelig sødme. Det er vilde frugter, skovjordbær, meget koncentreret og samtidig med jernholdig mineralitet.
Det er fortsat en meget ung vin og både syren samt tanninerne indikerer, at vinen bør gemmes i mange år … så skal du se – eller smage – løjer.
Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 399 kr.