Vino Nobile di Montepulciano er jo den ypperste vin omkring byen Montepulciano og den skulle jeg selvfølgelig også smage fra kvinderne på Villa Sant’Anna, så den smagte jeg i årgang 2019.
Faktisk lavet Villa Sant’Anna 2 forskellige Vino Nobile di Montepulciano vine … denne og så den eksklusive topvin Poldo Vino Nobile di Montepulciano.
Vino Nobile di Montepulciano 2019 er lavet på 85% Sangiovese og de sidste 15% er Merlot, Mammolo, Canaiolo og Colorino, der alle er høstet fra 17. september til 9. oktober på husets marker i 260-320 meters højde.
Gæring og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 24 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret i yderligere 12 måneder. Der laves årligt omkring 26.000 flasker af denne vin.
Så røg niveauet da lige et par trapper op … møglækker duft med ristede svampe, champignon, mørke kandiserede kirsebær, sorte blommer og lidt ribs, sød finsk og tør engelsk lakrids, nougat, godt med egetræ og cedertræ og klart noget vanilje fra træet.
I munden er det en balanceret og frugtrig vin, der stadigvæk føles ganske ungdommelig. Frugten er levende, tør og endda citruspræget med bitter lemon og citroner, der følger brombær, syrlige kirsebær, sorte kirsebær og blommer undervejs. Der er vildt tørre tanniner, der sætter sig på fortænderne og alt er rundt og høj klasse fornægter sig sgu ikke. 93 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.