2020 Andersen Winery, Discover Æble Brut, Jylland, Danmark

2020 Andersen Winery, Discover Æble Brut, Jylland, DanmarkHandcrafted in Denmark står der på etiketten af denne 2020 mousserende vin. Det er nemlig danske bobler lavet på dybrøde Discovery æbler i Knebel ved Mols Bjerge af Andersen Winery.

Og ligesom med en anden Andersen – kaldet HC – så der også her tale om et lille eventyr. Det startede i 2009 som en lille forvitret ælling, da Mads Groom Andersen som hobby begyndte at fremstille vin af æbler fra egen have. Et par år senere etablerede han en vinmark for at eksperimentere med mousserende druevine lavet efter champagne metoden.

Siden har Mads fået madspecialisten Frantz Maurice Scott Lundby og iværksætteren Morten Rinder Stengaard med i projektet og har siden 2015 øget produktionen, således de fik en større produktion af frugtvine efter de samme principper som i Champagne.

I dag laver Andersen Winery de mousserende vine på forskellige frugter med æbler som de primære, men også ribs, hindbær, solbær samt rabarber. Og frugterne kommer dels fra egne tilplantninger og en række lokale avlere.

Vinene laves ikke som cider, men er mere æblevin lavet på samme måde, som man ville lave en almindelig vin på druer. Æblemosten er koncentreret og normalt er alkoholprocenten også højere end cider, men det smager også anderledes end cider.

Her smager jeg så drengenes Discover Æble Brut i årgang 2020 og det er så ikke bobler med højere alkoholprocent end cider, for dette er en sød mousserende æblevin med lav alkohol procent til trods for, at det betegnes som Brut.

Discover serveres bl.a. på Michelin restauranterne Geranium og Kong Hans og den vandt guld til IFC 2017. Den har ligeledes vundet medalje ved Tysklands største messe for frugtvin. Den er fremstillet af tidligt høstede danske, røde Discovery æbler med andengæring på flaske … og så er der kun lavet 7.940 flasker, hvoraf denne er nummer 4.636.

Fra første fløjt dufter vinen er nypresset æblesaft og slet ikke med samme landlige, bondske og økoagtige aroma, som mange af franske eller engelske cidere. Her er det bare mere ren æblesaft med masser af sødme i æblerne, lidt estragon, modellervoks og en lidt moden syre.

I munden er der også godt med sødme, virkelig juicy, saftig æblesaft med en lille snert lemon. Der er ikke megen syre … men dog lidt. Det er til gengæld voldsomt drikbart, lige-ud-af-landevejen-agtigt, nemt, pænt og rent med kæmpe æblecharme. Det er smag af barndom og Danmarks friske natur og hurra for det.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt startede med at lave Leistadter Herzfeld Spätburgunder første gang i 2018 årgangen. Nu smager jeg vinen igen … blot i den nyere årgang 2019.

Druerne til vinen er fra marken Leistadter Herzfeld, der ligger nabo til Kalkofen. Det er en vinmark med en sydvendt hældning og tilplantet med Dijon kloner.

Da 2019 lige er kommet på gaden, så er der endnu ikke mange oplysninger om vinen, men den forrige var lavet med spontangæring i åbne kar og under gæringen er der tre gange dagligt rørt rundt i gryden for at udvinde mest mulig farve og aroma af skallerne.

Måske er denne – som forrige lillesøster – lavet i de nye roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret 18 måneder på lige dele nye og brugte egetræsfade. Som sidst er rådet … dekanter lige vinen et par timer-

WAUW … for fra første fløjt mærker du, at der er langt mere magi i vinglasset. I næsen virker vinen mere moden med et fadpræg, der så lige supplerer med små frække noter af mandel, karamel, marcipan, vanilje samt en lys, afdæmpet frugt af kirsebær … kirsebærlikør og virkelig frugtrig og syrlig nerve.

Smagsmæssigt har vinen langt mere power … lys power og intensitet, end jeg lige havde forventet. Der er nærmest grønne, burgundiske elementer, lys tæthed, jordbær, kirsebær, grøn peber, vild og med stor dybde og lammende intensitet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe næste vine fra Weingut Hanewald-Schwerdt har jeg smagt tidligere … blot i årgang 2018. Nu smager jeg dem i en nyere årgang 2019 og starter med deres Spätburgunder basisvin.

Ja, denne har jeg endda smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og altså nu også 2019. I seneste årgang er andel af Dijon kloner  større. Den er også vinificeret med maceration samt gæring i en spritny roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern.

Duftmæssigt virker vinen virkelig tør, urtet … har blæk, nelliker, grannåle, tranebær og bitre kirsebær samt grønne blade med en rank, syrlig, bitter og stenet mineralitet. Der er sgu nerve i denne vin.

I munden er vinen nærmest også som duften … urtet, grøn med en ung frugt, frisk og syrlig frugt, ribs, kirsebær og samtidig en sødme, som er mere tydelig end de foregående 3 årgange. Det giver en lys saftighed, lidt krydderier og jeg synes faktisk, at 2019’eren endda virker bedre end de foregående årgange … mere ren, komplet og mere balanceret, så 4,5 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Winzerhof Stahl, Kalksteige Merlot, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Kalksteige Merlot, Franken, TysklandJeg elsker vinmagere, som tør gå nye veje og det er i høj grad tilfældet med kreative Christian Stahl, der driver sin vingård med Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort i Franken. Det er denne Kalksteige Merlot et fremragende eksempel på.

Merlot druerne til vinen er fra marken Erlacher Steige, som er en af Christian Stahls varmeste parceller. Den ligger ved byen Ochsenfurt og har undergrund rig på kalksten. Druerne har gennemgået macerering og er gæret på træfade. Efter endt gæring er vinen omstukket og har ligget på egetræsfad i 18 måneder. Tappet uden filtrering.

I glasset kommer første overraskelse, for det er sgu ikke en mørk, tung Merlot, men langt mere transparent og lysere end normalt og duften overrasker også. Den er lys, let og virkelig frisk med en lysere frugt, jordbær, blommer, brombær, tør træ, røg, våde fade, krydret med en smule vanilje samt en snert blomsterekstrakt.

Smagsmæssigt er det også en let Merlot … let på tæerne og graciøs som en sommerbrise, har en krydret lethed med kirsebær, blommer og måske endda lysere bær, røg, en smule træ, bløde tanniner samt lidt candyfloss og frisk druesaft. Syren er sprællevende, frisk og totalt overbevisende … det er Merlot som sjældent set. Bravo.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandIndrømmet jeg elsker alle vinene fra Weingut J. Neus og jeg har da også skrevet om det lille vinhus på Bahnhofstraße i Ingelheim mange gange. Denne Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 2019 gør ikke min forlibelse mindre.

Druerne til deres Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben er fra en parcel lige nedenfor den imponerende topmark Horn.

Parcellen her udmærker sig ved at have 60-80 år gamle vinstokke og marken har sin helt egen identitet, fremelsket gennem arbejdet med planteavlen på vingården gennem årene.

Teamet med Lewis Schmitt og vinmageren Toni Frank har lavet vinen med spontangæring og 12 måneders lagring på gamle træfade. Det er første årgang, hvor vinmageren Toni Frank for alvor har sat sit fingeraftryk på stilen af vinen.

Hans stil er mindre reduktiv med mindre røg og krudt, mindre sur og  frugten er samtidig mere sødmefuld, uden at det på nogen måde ændrer den særlige karakter af vinene fra J. Neus.

Duftmæssigt er der dog fortsat en smule krudt, kugler og gunsmoke, så giv endelig vinen en ordentlig snurretur i karusselen eller blot i en almindelig dansk Margretheskål af melaminplast. Når røgsløret helt er lettet, så dukker der ud af tågerne en dejlig og frisk kirsebæragtig note frem med hindbær, jordbær, drikkeyoghurt … frisk, vibrerende, landlig med økoagtige og landlige noter. Det understøttes af en lille syrlighed, svag sødme samt en snert mælkechokolade.

I munden er vinen vildt syrligsaftig … masser af tranebærjuice, umodne kirsebær, tonsvis af friskhed, som en eksploderer ustyrligt i munden som et syrligt drop med ekstra syrlig saft indeni. Der er så fin og lækker syre, masser af ribs, rabarber, granatæbler, tranebær samt lidt peber i eftersmagen. Stilfuld, stringent, syrlig og super, så Houlberg ender lige mellem 5,5 og 6 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Rhonéa Vignobles, Gigondas Le Pas de Montmirail, Rhône, Frankrig

2018 Rhonéa Vignobles, Gigondas Le Pas de Montmirail, Rhône, FrankrigKooperativet Rhonéa Vignobles med dets 236 medlemmer har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det gør vi nu igen med denne Gigondas Le Pas de Montmirail 2018.

Jeg har tidligere skrevet en masse om kooperativet. Det var da jeg smagte deres 2018 Visan Notre Dame des Vignes Côtes du Rhône Villages.

Denne 2018 Gigondas Le Pas de Montmirail er lavet på et blend med 77% Grenache, 17% Syrah samt 6% Mourvèdre. Efter høsten er alle druerne afstilket inden gæring og maceration i rustfri ståltanke ved 26-28 grader over 3 uger og så  er vinen bagefter lagret på betontanke i omkring 8-10 måneder.

Duften er let woody suppleret med fersk kød, flæsk, tobak, tørrede blomster, roser, lakridspiber, blæk, lidt mentol, blåbær, brombær og sorte kirsebær … virker pænt saftig.

I munden er det lidt samme historie … en kraftig, mørk og intens rhônevin, der har varme, blåbær, brombær, sorte oliven, peber og rosmarin. Der kommer lidt sødme, tørre tanniner og på en eller anden måde giver det en god balance.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster den 16,50€ … svarende til 123 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Domaine Rostaing, Côte-Rôtie Ampodium, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Rostaing, Côte-Rôtie Ampodium, Rhône, FrankrigJan havde som vin nummer 2 taget en Côte-Rôtie Ampodium fra den ikoniske kultproducent Domaine Rostaing med.

Vinhuset drives af René Rostaing, som uomtvistelig er én af de bedste producenter i Rhônedalens sagnomspundne Côte-Rôtie.

Rostaing startede sit vinhus i 1971 og dengang alene med 1,5 hektar parceller på Côte Blonde og La Landonne, men han har siden mere end fordoblet markerne og har i dag 7 hektar i Côte Rôtie og 1 hektar i Condrieu.

René Rostaing er dedikeret til det lokale terroir, som han forsøger at komme mest muligt frem i vinene … og særlig i Côte-Rôtie med dens jord med skifer, flint, limsten, ler og jern.

René Rostaing regnes som kult i Côte-Rôtie og hans vine som nogle af de fineste vine fra området. Han er én af få producenter som har brudt lydmuren med skyhøje ratings fra Robert Parker … hele 3 gange har Rostaing fået tildelt de magiske 100 Parker point.

Denne Côte-Rôtie Ampodium er lavet på druer fra ikke mindre end 13 parceller, der ligger udenfor La Landonne og Côte Blonde. Vinen er lavet som de øvrige hos Rostaing og efter endt fermentering så lagret 24 måneder på 600 liters fade, hvoraf 5% er nye fade.

BOOM … sikke en start med krudt og kugler, kaktus, eukalyptus, syrlig, grøn med landlige og øko-mødding noter, intense mørke bær, brombær, ribs, grønne jordbær og stikkelsbær, langt mere syrlig, lys og stringent end forventet. Der er samtidig både mælkede noter, et glas drikkeyoghurt, sorte oliven, peber, blomsterpotpourri samt let vanilje.

Smagen er både tør, bitter, fyldig, stenet og total koncentreret, har brombær, bitre kirsebær, tranebær, kraft, sorte oliven, peber og en streng, flintet side, tørre tanniner … alt skriger klassisk, stringent og skarp Côte-Rôtie. Det er så klassisk og elegant.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 659,95 kr., mens prisen er 550 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Gran Reserva, Rioja, Spanien

2014 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Gran Reserva, Rioja, SpanienSteffens næste vin var en flot Contino Gran Reserva fra det store, legendariske Compañía Vinícola del Norte de España.

Compañía Vinícola del Norte de España – der til dagligt blot er kaldt CVNE – er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus.

Nu driver Real de Asúa familien hele fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Viñedos del Contino købte CVNE som nævnt i 1973, men har en historie, der stammer helt tilbage fra det 16. århundrede og navnet Contino refererer til den officer, der havde ansvaret for vagtkorpset, der beskyttede den kongelige familie, bl.a. på det sted, hvor Viñedos del Contino i dag ligger og derfor bærer navnet Contino.

Samlet har Viñedos del Contino 62 hektar vinmarker i Laserna ved i Laguardia i læ af højdedraget kaldet Cerro de la Mesa og derfra laver vinhuset 6 forskellige vine … en Reserva, en Gran Reserva, Garnacha, Graciano, den Viura baseret hvidvin og den mere sjældne Viña del Olivo, der kommer fra en lille parcel – af samme navn – beliggende omkring et omkring 700 år gammelt oliventræ.

Contino vinene er stilmæssigt langt fra den overekstraherede og ofte meget fadprægede vinstil, som Rioja har været berygtet for, men er i stedet langt mere oldschool Rioja. Tradition og innovation går hånd i hånd hos Contino, således vinene laves efter de gamle  principper … men i et moderne vineri bygget ovenpå de gamle vinkældre.

Imperial Gran Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Graciano og 5% Mazuelo. Vinen laves kun i de bedste år, lavet med druer, der er høstet med håndkraft. Efter høsten opbevares de 24 timer i et koldt kølerum, hvorefter den alkoholiske gæring sættes i gang i franske åbne franske egetræskar ved 28-29 grader.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på nye franske og amerikanske egetræsfade med racking hver 8. måned. Så er vinen flaskes og så lagret yderligere 36 måneder i de hundrede år gamle kældre inden frigivelse.

I næsen er det en mørk, tung og våd vin … jod, solbær og brombær, masser af fadpræg, våde egefade, cedertræ, sød tobak, skovbund, chokolade, røg og en kop cappuccinokaffe.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere let … virkelig blød med en saftig nerve, let peber, godt med styrke, solbær, kirsebær, sød og tyk balsamico, sød lakrids, fine og venlige tanniner og en varm eftersmag.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 425 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Fèlsina, Rancia Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2017 Fèlsina, Rancia Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienEfter det lille danske islæt, så havde Paul taget lidt italiensk med i form af denne Rancia Chianti Classico Riserva fra vinhuset Fèlsina.

Fèlsina holder til i et smukt gammelt stenhus i Castelnuovo Berardenga og er grundlagt i 1966, da Domenico Poggiali tog et modigt spring og købte ejendommen på et tidspunkt, hvor det ikke gik særligt godt for de italienske vinbønder. Han var dog ikke selv vinmager, så han ansatte et ungt team til at producere vinene og investerede ellers massivt i vingården.

I tilknytning til gårdens hestestald fandt Domenico Poggiali efter købet af ejendommen også en gammel, underjordisk vinkælder, bygget af sten med brede hvælvinger. Den blev selvfølgelig også samtidig istandsat og har lige siden været brugt til lagring af alle husets vine.

Der blev samtidig opkøbt yderligere vinmarker, således gården samlet rådede over 40 hektar vinmarker, bl.a. markerne Rancia, Rancino, Arcidosso, Arcidossino/Santa Letizia, Casale di Fèlsina, Fèlsina, Casalino, Santa Maria, San Giuseppe, Ruzzatoio, Molino d’Ombrone, Valli, Molinuzzo, Fontalloro og Terra Rossa.

I slutningen af 1970’erne kom sønnen Giuseppe Poggiali med i driften, og derudover hyrede familien også vennen Luigi Veronelli og ønologen Franco Bernabei til at øge både kvaliteten og salget af vinene.

Allerede fra 1983, hvor man første gang lavede enkeltmarksvinene Fontalloro og Rancia, begyndte der at blive rift om vinene, som også fik fremragende internationale anmeldelser og i dag hører huset til blandt eliten i Toscana.

At Fèlsina hører til blandt de bedste vinhuset i hele Toscana kan blandt andet aflæses på, at Fèlsina 18 gange har fået prestigefyldte 3 glas i den italienske vinbibel Gambero Rosso. Det er der kun 6 andre producenter, som har opnået.

I 1990 kom Giuseppe Poggialis søn Giovanni Poggiali også med i driften, og i dag er det ham, som driver vingården … fortsat med hjælp fra ønologen Franco Bernabei. Siden Giovannis overtagelse er der sket lidt ændringer, bl.a. har man investeret i rustfri ståltanke og samtidig også omlagt hele produktionen til økologisk drift. Men ellers holdes der fast i de gammeldags traditioner.

Denne Rancia Chianti Classico Riserva er lavet på 100% Sangiovese  fra Rancia marken, der ligger i 400-420 meters højde med en perfekt sydvestvendt eksponering og en kalkstensholdig jordbund.

Druerne høstes manuelt i flere omgange … typisk fra den første uge af oktober. Efter en streng kvalitetskontrol afstilkes klaserne og så presses druerne inden maceration og gæring i rustfri ståltanke i 16-20 dage ved 28-30 grader med daglige overpumpninger.

I marts-april fyldes vinen i nye franske egefade, hvor vinen modner i yderligere 18-20 måneder inden den endelig sammenstikning og aftapning på flaske, hvor vinen lagres yderligere 3-6 måneder.

Dejlig aroma … vilde skovbær, brombær, solbær og sorte kirsebær, lidt flæsket og med brændte noter, finsk lakrids, vaniljecreme, violer,  mintchokolade, fennikel og mandelsmåkager.

Smagen er tør og syrlig med en stor portion bitterhed, men langt lettere i frugten end duften lovede. Syren er nærmest balsamisk og meget italiensk og tanninerne også lidt bitre. Der er stor syrlighed, mineraler, lette krydderier og virkelig lang, smuk eftersmag. Det er fabelagtig smuk Chianti.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, Danmark

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, DanmarkSteffen tog røven på os med næste vin, for det var en dansk vin lavet på økologiske Rondo druer. Det var en Surprisingly Red fra Nygårdsminde Vingård i Brønderslev i Nordjylland.

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård og er grundlagt i 2010 af vinbonde Jan Lunde og hustruen Gitte.

De har 1,2 hektar vinmarker med samlet 2.000 vinstokke, der er plantet i perioden fra 2010-2016. Alle markerne dyrkes økologisk og består af Rondo og Solaris … samt lidt spisedruer.

Udover vinproduktionen har de også juletræer, planteskole, parkgolf og yogaundervisning på gården … så lidt af en blandet landhandel.

Denne Surprisingly Red er lavet på 100% Rondo. Druerne er de allerbedste fra den varme sommer i 2018, håndplukket og nænsomt sorteret af venner og familie den 22. september 2018.

Selve vinificeringen er ikke sket på Nygårdsminde Vingård, men på Glenholm Vingård, hvor vinen i gæringen er tilsat lidt sukker for at få alkoholstyrken på 12%. Efter gæringen er vinen lagret på egefade.

Duften er skam lidt kantet … blåbær, let gæret i frugten, har blæk, urter, lyng, nelliker, en mælket note med lidt yoghurt og virker sådan lidt behåret, ung og landlig.

I munden virker frugten også frisk og ganske tør, syrlig og ung … hindbær, ribs og dermed langt lysere end man normalt vil forvente for en Rondo vin … men bestemt godkendt og lige i underkanten af 4 houlbergske fingre.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger