Gerhard Markowitsch på Weingut Markowitsch laver altid fremragende vin og det er hans Chardonnay – som jeg har smagt flere gange – et rigtigt fint eksempel på.
Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke med forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.
Duften er meget aromatisk … aromatisk og eksotisk med fed, blid og svulstig frugt af melon, papaya, fersken og pærer. Det suppleres med kandiseret grape og en sødbitter lemon. Man fornemmer en olieret, smørfed viskositet og dybde fra sur lie lagringen.
I smagen går den intens og kraftige smag igen … har både fedme og en vis friskhed, som mest kommer fra bitter lemon, syrlige citroner, stikkelsbær og et strejf af eksotisk frugt. Der kommer også lidt hvid peber, en blød cremethed, olieret fyldighed og maskulin syre, så dermed 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.