Tag-arkiv: tinta roriz

Tinta Roriz = Tempranillo

2016 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2016 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår jeg nu er blevet ganske portvinsopstemt, så er det da humørfremmende også at smage 2016’eren af Vintage Port portvinen fra Delaforce. Den opgave løser jeg med stoisk ro og beslutsomhed.

Igen er Delaforce Vintage Port fremstillet på et Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære-

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Den har 100 gram restsukker på 103 gram pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen og det er vinmageren Jorge Moreira, der har stået for produktionen.

Duftmæssigt giver 2016’eren samme indtryk som 2017’eren, da vinen ingenlunde er sød, fed og gumpetung, men har nogle aromaer, der minder om en kraftig rødvin. 2016’eren har dog – hvis jeg så skal pege på forskellene – mere fadpræg, virker mere våd suppleret med lidt mint samt grønne urter. Derudover er der også brombær, sorte kirsebær, solbær, blæk, tør engelsk lakrids, brændt karamel, kaffe samt mineraler.

Smagen er atter utrolig tør, men alkoholen bider knap så meget, selvom vinen varmer gennem hele drænrøret. Det er dog på en eller anden måde mere balanceret, sødmen noget mere integreret og vel også komplet. Igen er der smag af karamel, kaffe samt let chokolade, mens frugten er mørkere med solbær, brændte figner og kæmpestor fylde. 2016’eren er klart mere drikkeklar nu … fortsat med et lille spark … flot portvin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalMens sommeren fortsat lader vente på sig med regn og blæst udenfor, hvad er så bedre end at skænke sig et godt glas portvin? Denne lørdag eftermiddag har jeg hældt en 2017 Vintage Port fra Delaforce i glasset og nyder det sgu i fulde drag.

Portvinshuset Delaforce er grundlagt af Delaforce familien, der har en over 400 år gammel historie, der stammer helt tilbage fra huguenotterne. Men portvinseventyret startede i 1834, hvor John Fleurriet Delaforce kom til Porto for at stifte firmaet Martinez Gassiot på vegne af dets partnere og endte med at slå sig ned i portvinsbyen.

Senere i 1868 grundlagde hans søn George Henry Delaforce imidlertid sit eget portvinshus, som han kaldte House of Delaforce. I de efterfølgende år blev Delaforce hurtigt anerkendt som et af de førende portvinshuse, der solgte deres portvine både i Portugal samt til eksportmarkeder i Tyskland, Frankrig, England, Irland, Rusland samt de skandinaviske lande.

Mellem 1894 og 1906 blev Delaforce endda udmærket med en udnævnelse til leverandør af portvin til det portugisiske kongehus

Over årene har Delaforce opnået et særdeles godt ry for deres evner for at producere god portvin – især er deres elegante Vintage Ports blevet rost til skyerne.

De klassiske Vintage Ports fra Delaforce er berømte for deres balance og aromatiske stil. De er produceret af de allerbedste druer fra udvalgte vingårde i områderne Roncão og Rio Torto – herunder den berømte Quinta da Côrte – i Dourodalen i Portugal.

Efter 100 år på måtte Delaforce i 1968 afhænde sit portvinshus til multinationale IDV, som i forvejen ejede et andet kendt portvinshus Croft. I perioden 2001-2007 tilhørte Delaforce den berømte Taylor Fladgate, men fra 2008 og frem til i dag har Delaforce været en del af Silva Reis familiens Real Companhia Velha.

Real Companhia Velha, der også er kendt som Royal Oporto har i over 250 år har været beskæftiget i handel med portvin. Det er nok området allerstørste ejer af vinmarker i Duero dalen med samlet 550 hektar vinmarker og 2 af de bedste marker Aciprestes og Cidrù anvendes i dag til en række spændende rødvine, som selskabet nu producerer sideløbende med de kendte Delaforce portvine.

Delaforce familien er – selvom de tilbage i 19687 måtte sælge portvinshuset – fortsat med i driften, da David Delaforce står for salget af alle vinene sammen med de nuværende leder Pedro Silva Reis, der samtidig også er bestyrelsesformand for Real Companhia Velha.

Denne Delaforce Vintage Port 2017 er fremstillet på et klassisk Douro blend af hele 25 samplantede druer, primært Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Roriz.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank. Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Den har et niveau for restsukker på 103 gram pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen.

Duftmæssigt er det bestemt ikke fed, sød og tung portvin, for der kommer nogle stærke krydderier, grafit, blæk og tør engelsk lakrids, brændt karamel og så egentlig en frugt der ganske vist er mørk, men uden sødme … brombær, mørke kirsebær, kirsebærsten, mineraler og vidste man ikke bedre, så kunne duften såmænd sagtens være almindelig rødvin.

Men i munden ændres dette billedet totalt, for du overraskes af både pæn tørhed og en brændende varme, som omgående breder sig ned gennem halsen med pæn alkoholstyrke. Der er selvfølgelig også sødme med karamel, kaffe og let chokolade, men de smage er noget i baggrunden. Dermed kommer der også mere bitterhed og syre frem, hvor gør portvinen meget intens, frugtagtig og ren. Det får så følgeskab af lidt jern eller sten. Dermed er det et portvin, der kræver fuld attention … men det belønnes. Det er dog fortsat en babyface-ung portvin, som gerne må få mer’ alder i kælderen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 C. Da Silva, Dalva LBV Port, Douro, Portugal

2013 C. Da Silva, Dalva LBV Port, Douro, PortugalNogle ting i livet er lette at vænne sig til … som fx at få lidt Dalva portvin i glasset fra C. Da Silva på en kold, blæsende aften med kulde, sne og frost. Her er det en Late Bottled Vintage Port fra årgang 2013.

Det er jo ikke lang tid siden, at jeg smagte en Dalva 30 Years Tawny Port fra C. da Silva i Vila Nova de Gaia og så skrev om det gamle portvinshus og historien. Det skal jeg nok springe over nu og blot se nærmere på denne 2013 Dalva LBV Port.

Modsat Tawny’en, så er denne Dalva LBV Port en Ruby, som er fremstillet af druer fra det samme høstår … her 2013. Vinen har så ligget på fad i 4-6 år, førend den er kommet på flaske. Der står ikke så meget om druerne, men det er primært Tinta Roriz samtTouriga Nacional.

Tyk mørk frugt, solbær, blommer, figner, dadler, rosiner, karamel, mælkechokolade, sød tobak, nødder samt en mørk, markant samt lidt balsamisk syre … fed engelsk lakrids og våde fade.

I munden er vinen cremet, tyk og lækker sød med likørtyk mørk  blommekompot på nektarniveau, solbær, sorte kirsebær, honning, chokolade samt lidt alkohol, der lige varmer hele kroppen. Det smager sgu meget godt.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 C. Da Silva, Dalva 30 Years Tawny Port, Douro, Portugal

2017 C. Da Silva, Dalva 30 Years Tawny Port, Duoro, PortugalNår man smager denne Dalva 30 Years Tawny Port fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden, så får man omgående lyst til at blive portvinsdranker. Føj det smager godt.

Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.

Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.

Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.

I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.

I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.

Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.

Men tilbage til denne Dalva 30 Years Tawny Port, der er flasket tilbage i 2017, men er lavet på et mix af sorterne Touriga Nacional, Tinta Francisca  Tinta Barroca, Tinto Cao og Tinta Roriz. Det er vinmageren José Manuel Sousa Soares, som har lavet vinen.

Tawny portvin lagres jo lang tid på mindre egetræsfade, hvorved vinen iltes langsomt inden den tappes på flaske. Denne har været lagret hele 30 år og har 110 gram restsukker pr. liter.

I glasset er portvinen brun-/rødlig … ikke dyb farve, faktisk tværtimod en smule transparent. Op af glasset oser det med brændte mandler, tørret frugt, karamel, dadler, svesker, rosiner, appelsinskal, en snert cognac og det er nærmest som en tyk eliksir med våde fade, chokolade, sød tobak, hasselnødder, tørret bark og samtidig moden og småoxideret. Duften er lokkende, forførisk og sukkersød sirupslækker … med en lille alkoholisk fin nerve.

Uha … det smelter nærmest i munden som den bedste karamel, som du kan finde … bare med lidt alkohol i. Der er godt med karamelsmag, sød tobak, chokolade, rosiner, dadler, blommekompot, kaffe, en lille smule alkohol, der lige varmer mund, halsrør krop og sjæl blidt, men slet ikke dominerer eller forstyrrer … tværtimod. Der er dog også lidt rene og friske smage, som sammen med alkoholen gør, at det aldrig bliver for oversødt. Jeg læner mig tilbage … synker dybere ned i min sofa sammen med glasset med portvinen i den ene hånd og en stor café latte i den anden, men på en eller anden måde blegner latten. Det er flydende soulfood for voksne … så godt. Det er klart 6 store houlbergske fingre med pil op og endda tæt på 6,5.

Fået fra Lund Vine, hvor sådan en flaske koster 585 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Duero, PortugalQuinta do Vale Meão Tinto er Vale Meãos topvin og regnes i dag for en af Portugals absolut bedste rødvine … og den havde Steffen taget med som hans skud nummer 2.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, men det er imidlertid oftest den billigere lillesøster Meandro Tinto, som jeg har smagt fra vinhuset. Sidst var det tilbage i august 2019, hvor jeg også skrev mere om selve vinhuset, så det vil jeg undlade denne gang og blot kigge nærmere på denne 2013 Quinta do Vale Meão Tinto.

I denne årgang 2013 er vinen lavet på 60% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 5% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz. Druerne er fra de ældste vinstokke på markerne Vale Grande, Cabeço das Pulgas, Casa das Máquinas, Três encostas og Poente da Viola.

Efter at være blevet knust køles druerne ned og fodtrædes i 4 timer i lagares aka store granitkar . Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på 225 liter barriques, hvoraf 80% er nye.

Næsen er mørk og masser af dybde, noget tobak, vild skovbund, masser af fad, lidt søde krydderier, spidskommen, blæk, dyb kælder, hospital, kanel, papkasser, tjære, engelsk lakrids, mentol … en meget kødfuld, kompleks og powerfuld aroma med rene fitnessmuskler, for det er egentlig ikke en fed aroma, bare stor og koncentreret.

I munden er det lidt samme historie … powerfuld og smagfuld, en meget moden frugt, blommer, brombær, virkelig stor tørhed, peber, tørre tanniner, godt med peber, tobak, chokolade, violer og man kan endda næsten smage skovbunden. Selvom det er en 2013’er, smager vinen fortsat meget ung, men det smager dælme også godt. Det bliver 5,5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 579 kr., mens prisen er 490 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, Portugal

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, PortugalVi slutter det lille juleagtige portvinsintermezzo på toppen med endnu en portvin fra Quinta do Pégo, nemlig deres skønne 2011 Colheita Port.

Quinta do Pégo har kun lavet Colheita 3 gange … nemlig 2003, 2007 og så denne 2011.

Som med den foregående er denne lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique og på et skønt mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz.

Druerne kommer fra de ældste vinstokke og er efter høst fodtrådt i de traditionelle granit lagars og er efter endt fermentering  lagret på 600 liters egetræsfade i omkring 8 år.

For dem, som ikke er så skarp i portvinens verden, så er en Colheita egentlig blot en Tawny – langtidslagret portvin af meget fin kvalitet – fra én bestemt årgang og den skal være lagret i mindst 7 år på fad inden aftapning.

Sikke en duft … vildt lækker med moden lys frugt, blommer, lyse rosiner, amaretto kirsebær, karamel, appelsinskal, honning, nødder, egefade, lidt brændte mandler, en årtier gammel balsamico, sirup og brun sukker og så alligevel en lille friskhed. Nam.

Smagen er silkeblød med en varm efterbrænder, men gud hvor smager det godt. Det er modne bær, blommer, sødme, nødder, lidt honning, en smule tanniner, men alt i zen flot balance og virkelig smukt balanceret. Det smager jættegodt.

Den ville jeg godt ha’ til min risalamande, men jeg har sgu drukket flasken … så god er den. Men det er der jo råd for ;o)

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, Portugal

2014 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, PortugalDet omkring en måneds tid siden, at jeg smagte en 2015 Grande Reserva rødvin fra danskejede Quinta do Pégo i Portugal. Vingården er gode til at lave rødvin, men når det gælder portvin – som nu denne 2014 Port LBV Unfiltered – så er de virkelig på hjemmebane.

Nu smager jeg endda 3 af husets portvine i streg. Denne er en late bottled Vintage, som er lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i minimum 4 år inden aftapning på flaske. Det betyder, at denne Port LBV Unfiltered først flasket i 2018 … hvilket også står på etiketten.

Port LBV Unfiltered er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Den har en sødlig, mørk og kraftig næse med krydderier, nødder, jern, eg, blæk, våde fade. Frugten er blommer, sorte kirsebær, lidt modenhed i frugten og meget intens.

Smagen er blød og rund … men også en kende til den stærke side, hvor alkoholen brænder godt igennem sammen med sødme, fed, lækker frugt med blommer og kirsebær. Det er skam ikke nødvendigvis skidt, for det giver vinen et spark, som delvis opvejes af sødmen. God start i det lille portvins ræs.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 159,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2015 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalMeandro Tinto fra Quinta do Vale Meâo er en fremragende portugisisk vin, som altid har et pænt højt niveau … og så til en fornuftig pris.

Det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området. I perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form, mens desværre blev glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. Og mange år senere i 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården.

Han startede en lang, tung og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt, men i 1994 var missionen fuldført og familien blev igen fuldstændige ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et andet selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn og med de druerne, som tidligere var leveret til AA Ferreira SA.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og der blev investeret i  moderne udstyr til vinifikationen samt et antal lagares aka granitkar til fodtrædning af druerne.

Fodtrædningen er således ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 point, altså storesøsteren til Meandro Tinto.

Meandro Tinto er vingårdens 2. vin og er denne årgang 2015 lavet på 40% Touriga Franca, 35% Touriga Nacional, 16% Tinta Roriz, 5% Tinta Barroca, 2% Alicante Bouschet og 2% Tinta Amarela. Efter den manuelle høst knuses druerne, hvorefter de afkøles og fodtrædes i fire timer i de traditionelle granitkar kaldet lagares.

Herefter overføres mosten til temperaturkontrollerede ståltanke for den endelige vinificering. Hver druesort vinificeres separat, og efterfølgende lagrer vinen på 2 og 3 år gamle franske egefade i 14 måneder.

Næsen er herlig animalsk, lidt mælket og nærmest med en lille øko-bio kant, som gør tingene virkelig interessant. Frugten er mørk, sød og smågæret, blåbær, solbær, chokolade, sød tobak og en masse søde krydderier. Samtidig er der også en lille – let skjult – syrlig friskhed, lidt grøn og urtet.

Smagsmæssigt er det en fyldig, sødkrydret og lækker sag … lakrids, mørk frugt, meget tør med ganske tydelige tanniner, pænt mange mineraler, koncentreret frugtsaft og lakrids.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, Portugal

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, PortugalAgeda de Vila Real hedder næste vinhus … hvilket reelt dækker over kooperativet Adega Cooperativa De Vila Real, der ligger i byen Vila Real tæt ved Douro floden. Fra kooperativet smager vi nu denne Grande Reserva.

Adega Cooperativa de Vila Real er grundlagt i 1955 med det formål at forsvare de små vinproducenters interesser i Douro regionen. Det er et kæmpestort foretagende, da kooperativet er ejet af over 1.000 vinavlere, som samlet har 1,5 millioner hektar vinmarker.

Kooperativet har i deres vineri da også en kapacitet på 12 millioner liter samt 3 store tappelinjer … to til flasker samt en til produktionen af vin på bag-in-box.

Her smager vi Adega de Vila Reals Grande Reserva, som er lavet på et blend af druerne Tinta Roriz, Touriga Franca og Touriga Nacional. Vinen er lavet i et samarbejde mellem de to vinmagere Rui Madeira og Luís Cortinhas, og først knuses druerne, hvorefter gæring sker i rustfrie stålkar ved 26 grader, Der sker en forlænget maceration og delvis malolaktisk gæring i træfade, hvorefter vinen lagret 18 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen byder på dyb, mørk frugt, meget fyldig og kraftig, blåbær, solbær, lidt mælkede noter, cigaræsker, blæk, kanel, nelliker, virker lidt bondsk, lidt fed og har klart både egenoter og noget sødme fra fadene.

I munden er det en saftig, fyldig og sødere vin med mørke bær, solbær, kogte kirsebær og krydderier. Der er saft og kraft, lidt kakao og chokolade … en ordentlig mundfuld og kraftbasse.

Forhandles herhjemme af 1010vin.dk, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2010 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2010 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalDe seneste gange jeg har smagt denne Meandro Tinto fra vinhuset Quinta do Vale Meâo, så var det henholdsvis i årgang 2011 og 2009. Sjovt nok er dette så årgangen lige imellem.

Det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området. I perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form, mens desværre blev glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården. Han startede en lang, tung og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt, men i 1994 var missionen fuldført og familien blev igen fuldstændige ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne udstyr til vinifikationen samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er således ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 point, altså storesøsteren til Meandro Tinto.

Vinen her Meandro Tinto er vingårdens 2. vin og er i årgang 2010 lavet på 45% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 13% Tinta Roriz, 5% Sousão, 4% Tinta Barroca og 3% Tinto Cão.

Hvis vi kigger vinifikationen – vinificação – så sker det ved, at druerne først knuses og derefter køles ned og så fodtrampes i de store granitkar i 4 timer. Derefter overføres vinen til små rustfrie ståltanke til gæring og hver druesort vinificeres separat. Efter endt fermentering lagres vinen i franske barriques, som er brugt 1 og 2 gange tidligere.

Næsen er en smule animalsk og flæsket, masser af vanilje, søde mørke bær, blåbær, røg, chokolade, kakao og det er en tæt mørk tjæreholdig vin med masser af sol og varme.

Smagsmæssigt er det også en kraftig basse, hvor der både er tobak, fed lakrids, sødme, mørk chokolade, et drys peber, men også mere kant end lige forventet. Syren er ganske fin og sikrer en vis nerve gennem vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i en nyere årgang koster 149 kr., men fx kan årgang 2013 fås til 99 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7