Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2015 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2015 Molino di Sant'Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienTilbage i januar 2017 smagte jeg for første gang denne Brunello di Montalcino Paolvs fra det spændende vinhus Molino di Sant’Antimo.

Dengang var det i en årgang 2011, men nu smager jeg vinen igen i to nye årgange, bl.a. den hypede årgang 2016 … men nu starter jeg med 2015’eren.

Molino di Sant’Antimo ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Vinhuset ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine.

Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde. Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre, men derudover driver familien også en lille bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Brunello di Montalcino Paolvs, som kommer fra vinhusets nordligste marker, som netop ligger indenfor Brunello appellationen.

Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, som kommer fra 25 år gamle vinstokke fra markerne Pian di Rota, Romana og Castello i omkring 250 meters højde. Efter høsten afstilkes druerne og presses blidt inden den alkoholske gæring i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over 7 dage efterfulgt af eftermaceration i 10-15 dage.

Derefter er vinen lagret 36 måneder i store 60 hektoliter egefade, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden endelig frigivelse til salg.

Hvor dufter vinen dog fremragende … våde fade, tobak, tør jord, svampe, brombær, blommer, hindbær, dyb og våd med lidt lakrids, kamfer, tørrede blomster, hæfteplaster, chokolade, kanel, vanilje, rosmarin, grøn peber og klare balsamiske noter. Uha det er nice.

I munden emmer vinen af saftig mørk frugt, en lækker balsamisk syre, brombær, tranebær, blåbær, gode tørre og seje tanniner, men virker ellers rund, venlig og saftig. Elsker denne varme kraft, tørre elegance og italienske, balsamiske syre kombineret med ultrablød intensitet og fine balance. Det er sgu stor Brunello og endda oss’ bedre end 2011’eren. Dermed klart 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Cortonesi, Brunello di Montalcino Poggiarelli, Toscana, Italien

2015 Cortonesi, Brunello di Montalcino Poggiarelli, Toscana, ItalienSocietà Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice eller blot kaldt Cortonesi er vi stødt på her på bloggen før og nu var denne Brunello di Montalcino Poggiarelli i årgang 2015 fra Cortonesi netop næste vin i vinglasset.

Drunerne til denne Brunello kommer fra marken Poggiarelli i den sydøstlige del af regionen, hvor jordbunden på denne mark er stenet og rig på mergel. Vinen er ikke helt så traditionelt fremstillet som søstervinen Brunello La Manella. Fadlagringen varer her typisk omkring 36 måneder, hvoraf 12 måneder er på 500 liters franske tonnaux og efterfølgende 24 måneder på store brugte fade af slavonsk eg. Efter endt lagring er vinen tappet på flaske og lagret yderligere 12 måneder.

Det er også en vin, som jeg har smagt tidligere … nemlig i årgang 2013, men her er det altså 2015’eren, som denne aften blev vel nok blev den allerbedste vin.

I glasset er vinen også svagt lysere end foregående vin … har måske endda lidt småbrune kanter, men næsen byder på en æterisk mørk og gæret frugt. Det er kirsebær, blåbær, brombær suppleret med lidt medicinskab, landlige og animalske noter, våde fade, læder, tør jord, sorte trøfler, tobak, mælkechokolade, peber og mineraler. Hvor dufter det dog forfærdelig godt.

Smagen er tør med fin lethed og styret flot af italiensk, stram syre, grøn peber, solbær, brombær og klart mørkere end 2013’eren, men alligevel med syrligt bid … tæt, streng og straffende. Tørheden er vild og voldsom, så der mærker man virkelig, at vinen endnu er en knøs, ung og utæmmelig, men for pokker hvor står den skarp. Klart 5½ af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 519 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Tenuta di Carleone, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Tenuta di Carleone, Chianti Classico, Toscana, ItalienTil webinaret med Sean O’Callaghans i torsdags smagte jeg hans 2017 Chianti Classico fra Tenuta di Carleone … den vin, som Distinto havde med i deres Meet the winemaker box.

Det er 100% Sangiovese fra Radda in Chianti området tæt på vingården i Chianti Classico området … ja faktisk nærmest i midten indenfor grænsen i det gamle Chianti Storico. Vinen er lavet med 20-30% hele klaser med stilke og hele druer, mens resten af druerne afstilkes. Det mener Sean giver vinen mere friskhed og elegance.

Derefter er vinen spontangæret på en både rustfrie tanke, cementtanke og åbne kar. Selve gæring og maceration tager 40-60 dage og faktisk sker der en slags carbonic maceration af de druer, der ikke er afstilket, men ligger nederst.

Sean har gennem tiden forsøgt mange produktionsmetoder, men mener denne med brug af stilke og lang maceration giver den kølige elegance, som han ønsker. Netop den lange maceration er godt for stilkene og gør mindre mindre bitter.

Sean – og flere sommelier – har ofte nævnt, at Seans Sangiovse vine godt kan minde lidt som en baby eller klon af et ægteskab mellem en  Bourgogne og en Barolo. Seans fortolkning af Sangiovese får netop denne kombination af Nebbiolos tanninstruktur og Pinot Noirs elegance.

Efter endt fermentering er denne Chianti Classico lagret 18 måneder i både de rustfrie ståltanke og cementtankene. Sean siger, at 2017 var et vanskeligt år, hvor starten i marts var varm, hvilket så blev efterfulgt af frost i april, hvilket reducerede kvantiteten, men så havde de to varm og tør sommer, hvor druerne ikke voksede helt, som de plejer.

Det betyder, at 2017’eren måske endda er knap så let som den efterfølgende 2018 årgang. Men i næsen har vinen nu imidlertid en fin burgundisk lethed, meget frugtrig med en lille knækket syrligsød frugt og med det samme forstår man nærmest Seans holdning. Den er støvet med tør jord, frugten er nærmest hindbær, sure kirsebær, jordbær, rabarber, røg, let medicinskab, lysegrønne urter, estragon samt en smule ungdomsfedt aka hvalpefedt.

Vinen har en smuk friskhed med masser af røde bør … virkelig frugtrig med en eminent sødsyrlighed, godt integrerede tanniner, pæn tørhed og hvor smager det dog godt. Det er både intenst, let og elegant … lys med bund. Der er lidt fennikel, hindbær og jordbær og en syre, som bare er åleslank, æstetisk og graciøs som en topmodel fra Sports Illustrated. Det er elegant og Houlberg er fan.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde ligger en spytklat syd for byen Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området. Derfra smager vi nu denne Montecucco Rosso.

Montecucco er en nyere appellation, som fik sin egen DOCG klassifikation i 1998 og ligger mellem Brunello og Morellino di Scansano i den sydlige del af Toscana. Området dækker en række kommuner i Grosseto provinsen, herunder Castel del Piano, Cinigiano, Civitella Paganico, Campagnatico, Roccalbenga, Arcidosso og Seggiano.

Appellationen er slet ikke så kendt som den feterede nabo Brunello mod nord, men det er et område ideelt til dyrkning af Sangiovese og på trods af den relative anonymitet, som områder har haft, så er der her en lang historie for dyrkning af druer.

Man fokuserer på traditionelle druesorter og fremstillingsmetoder, men ikke desto mindre er resultatet en række yderst interessante vine og mange eksperter spår da også Montecucco en spændende fremtid. Samtidig er vinene billigere end i Brunello, så der er også basis for at finde gode vine til fornuftige penge.

Vinhuset Orciaverde er af de mange spændende huse i Montecucco, beliggende på en skråning af Monte Amiata i 250 meters højde og de har deres marker lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Azienda Agricola Biologica Orciaverde drives af Simone Governi, som samlet har 40 hektar jord, men ikke al jorden er vinmarker … faktisk kun 4 hektar, men dette har været løbende stigende, siden Montecucco fik sin DOCG status.

Markerne drives økologisk i respekt med naturen … og de gælder både vinmarker, hvedemarker og olivenlunde. Vingården blev i 2007 certificeret økologisk. Udover landbruget, produktion af olivenolie og vin, der drives der også en lille agro turismo med udlejning af ferielejligheder.

De laver kun 3 forskellige vine og denne Montecucco Rosso er deres basisvin, der er lavet på Sangiovese tilsat en lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er stort set lavet som på den anden siden af floden, helt klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Og hvor dufter den godt … her skal enhver snak om en basisvin vist forstumme, for op strømmer en frisk, let og parfumeret aroma, hvor der er blommer, hindbær, ribs, en snert sveske, violer, tobak, masser af træ, blomster og tør jord.

Det smager også godt med lys og frisk frugt, fin syre, tydelige tanniner, som virker strenge, rene og alligevel til at snakke med, masser af tørhed. svag bitterhed, kirsebær, ribs og sindssygt højt niveau for sådan en basis Montecucco Rosso.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 MonteRosola, Crescendo Rosso IGP, Toscana, Italien

2016 MonteRosola, Crescendo Rosso IGP, Toscana, ItalienSidste vin fra MonteRosola blev deres 2016 Crescendo Rosso og den er som forrige lillesøster på ren Sangiovese.

Ja faktisk er vinen lavet på samme måde som Mastio, dvs. med streng sortering efter høst, gæring og maceration i de store betonkar over 3 uger efterfulgt af malolaktisk gæring … men så er vinen sluttelig lagret i små 15 måneder på franske egefade.

Igen er der masser af frisk frugt i næsen, men nu stikker det imidlertid noget dybere. Der er sådan lidt mælkede noter, gæret frugt, som er klart mørkere end hos foregående Mastio. Det er nu sorte kirsebær, brombær, sorte oliven, mørk tobak, ristede noter, baconfedt og så alligevel en slank, moden elegance … sådan lettere dekadent eller storslået. Der er lejrbål, ristet snobrød samt en sitrende balsamisk syre.

I munden er både stor dybde, masser af tørhed og mørk frugt. Nu er der også skruet op for tanninniveauet, som står på tør mund. Der er lidt bitterstoffer, masser af kraft og næsten småsure, sorte brombær og kirsebær, masser af eg, delvis røget tobak, tæthed og balsamisk, stram og fin syre, der samtidig renser munden. Det smager sgu da fremragende og jeg lægger mig lige midt i spændingsfeltet mellem solide 5 og 5,5 tomler.

Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 MonteRosola, Mastio Rosso IGP, Toscana, Italien

2018 MonteRosola, Mastio Rosso IGP, Toscana, ItalienDernæst smagte jeg de to rødvine fra MonteRosola og begge er lavet på Sangiovese, hvor den ene er lagret uden brug af egefade og den anden på franske egefade. Den første er den friske Mastio Rosso.

Druerne er høstet med sammenlagt 4 sorteringer startende i marken. Efter sidste sortering på vingården så ryger de bedste druer i store betonkar til en gæring og maceration over samlet 3 uger. Derefter presses mosten og den malolatiske gæring sker efterfulgt at lagring på betontankene i omkring 8 måneder.

Næsen er meget likeable … frisk, krydret og med lette, svagt gærede lyse bær, masser af jordbær og kirsebær, urter som spidskommen og estragon samt lidt tør balsamisk eddike. Det er sgu en frejdig og frisk fætter, som lige vækker vinbloggeren.

I munden er det faktisk også ganske interessant, sådan let og frisk med masser af bid fra både tørre stramme tanniner, lidt hvid peber, grønne urter, tørre krydderier og en lille knækket sødme, kirsebær, jordbær og faktisk overraskende lang eftersmag. Der er måske ikke vild dybde, men det er absolut en frisk, skarp og fin vin.

Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, Italien

2019 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, ItalienSå blev det tid til lidt italiensk, hvilket behændigt blev løst med denne Il Vispo Toscana IGT fra vinhuset Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, der ligger 5 kilometer syd for Montalcino i Toscana.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1974, men allerede i 1979 købt af Schwarz familien, som forlod deres hjem i Merano i Südtirol aka Alto Adige for at bosætte sig her. Det var Harald Schwarz, hustruen Gabriella Zeitler og Haralds far Herbert Schwarz, der havde sat sig for at blive vinproducenter, selvom de intet vidste om vinfremstilling, men bare elskede Montalcino området og Brunello vinene.

I dag er det Haralds og Gabriellas søn Fabian, som står for driften af Azienda Agricola La Magia. Han startede allerede med at arbejde på vingården i 2005, men overtog i 2011 det fulde ansvar. Han er selv uddannet vinmager fra Istituto Agrario di San Michele all’Adige og driver nu vingården med hjælp fra far Harald samt sin hustru Lisa Tinturini.

Navnet La Magiat kommer fra ordet magione, der betyder hus og vinhuset ligger på en gammel asfalteret romersk vej og resterne af en historisk bygning, der i oprindelig var anvendt som hvilested for pilgrimme på vej til klosteret Sant’Antimo længere nede i dalen.

Der er far Harald, som renoverede ejendommen efter overtagelsen og både designede og byggede vinkælderen … i en ottekantet form, så han nemmere kunne nå alle gæringskarene. Senere er der i 2008 også installerede solcelleanlæg på ejendommen, således vineriet i dag er selvforsynende,

Schwarz familien har samlet 52 hektar jord, men det er alene 15 hektar, som er vinmarker. Til gengæld består det af én samlet stor vinmark beplantet med Sangiovese og klassificeret som Brunello di Montalcino DOCG. Markerne ligger i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og med udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret. Alle marker drives fuldstændig økologisk … certificeret siden 2012.

Her er dog ikke Brunello, som vi smager, men deres Il Vispo Toscana IGT, der dog også er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra deres Brunello mark og vinstokke, der er 14-16 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke under 26 grader.

Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.

Duftmæssigt er vinen meget frisk … fint med lysere bær som kirsebær, hindbær, tranebær, blommer, blyanter, banan samt en snert af granatæbler, svagt lidt gran, meget livlig, let og frugtrig. Der er intet, som stikker ud, generer eller er i vejen … det er en fin, slank og frisk vin.

I munden er der godt med balsamisk syre, peber, masser af grønne urter, som vitterlig liver smagen op med grønne, frisk elementer. Der er en frugt, som er syrlig … ribs og sure kirsebær. Tanninerne er ikke så markante, men syren er lidt vildere og giver – sammen med det grønne og den sure frugt – virkelig vinen masser af ungdommelig friskhed. Det er egentligt ret godt og fornøjeligt. Sådan lidt en knuselskevin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Podere la Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Podere la Vigna ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino og det er derfra, at jeg nu smager en skøn 2015 Brunello di Montalcino.

Vinhuset Podere la Vigna drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Denne 2015 Brunello di Montalcino er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

Hovsa da for en dejlig aroma, er virkelig mælket med yoghurt, jordbær, brombær, hengemte blommer, tranebær, svesker, tobak, skovbund, champignon, kakao og en café-latte. Der er modenhed over frugten og syren virker også rund, luftig moden og klar … og samtidig alligevel med nogen friskhed.

Hvor smager det også godt … moden, lys frugt, som har en æterisk, smuk og balanceret syre, masser af tanniner, som dog bukker, takker og bøjer sig, så de ikke gør nogen fortræd, men alligevel i høj grad er tilstede med nærvær, fin kant og nerve. Det er lige før, at vinen helt smelter i munden, men syren giver friskhed, tanninerne stor nærvær i munden og frugten bærer samtidig svag bitterhed. Jeg er aldeles imponeret af denne Brunello di Montalcino, som er kompleks og komplet umulig at slippe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Montepeloso, A Quo, Toscana, Italien

2018 Montepeloso, A Quo, Toscana, ItalienFor omkring et år siden smagte jeg den fabelagtige Bolgheri vin Eneo fra den ret karismatiske, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio Chiarelotto, der laver sine Montepeloso vine i en gammel fabrikshal i Maremmea Eneo har en fin og charmerende lillesøster, som hedder A Quo og hende flirter jeg nu med i mit derangerede vinglas.

Historien om Fabio Chiarelotto, og hans vinhus Montepeloso ka’ du læse mere om i blogindlægget med anmeldelsen af Eneo … der er der også lidt om markerne, filosofien og ejerkredsen … bl.a. den schweiziske iværksætter Silvio Denz.

Men hvor Eneo er lavet med Sangiovese og Montepulciano, så er lillesøsteren A Quo her primært lavet på Cabernet Sauvignon samt Montepulciano, nemlig helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 30% Montepulciano, 15% Sangiovese, 15% Marselan og 5% Alicante Bouschet, men blandingen varierer fra år til år.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, en meget kort maceration og gæring, men vinen efter fermentering er lagret 4 måneder i store neutrale egefade og er flasket fuldkommen ufiltreret.

Uha … sikke en dejlig flæsket, mørk og gæret frugt med en smuk, kølig side, lidt mejeri og mælkede noter, sæbe, blomster, lavendel, timian, kokos, kamfer, noget landligt og smårustikt, engelsk lakrids, sorte kirsebær, blåbær samt en tyk balsamisk syre … fuck det hænger sgu godt sammen.

Smagsmæssigt er vinen et lille kraftværk … men uden hverken svovlforurening eller syreregn. Det er en tætpakket, cremet og koncentreret vin med mørke bær, solbær, brombær, blommer, men fortsat med samme elegante kølighed, som man også fornemmede i duften. Der er også både lidt sødme, svag bitterhed, tørre, markante tanniner, jern, rust, mineraler, tør leret jord, virkelig kompleks og med god struktur. Alt er skruet godt sammen i kraftværk, hvor eftersmagen er pæn lang med tør bitter syre. Mums.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2010 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienSidst jeg smagte denne Toscana Rosso IGT fra Svoltacarrozze i årgang 2009 tog den virkelig røven, bagdelen, bagperronen og agterpartiet på jeres ellers altid sobre vinblogger. Nu har jeg smagt vinen i årgang 2010 og er stadig forelsket.

Svoltacarrozze ligger lige nord for byen Vescovado i Toscana … omkring 15 kilometer nordvest for Montalcino og er grundlagt i 2001 af Sebastiana Meoni med hjælp fra hendes far … vinmageren Giulio Meoni og i starten også vinmageren Nando Benassi.

Sebastiana Meoni har samlet alene 8 hektar med vinstokke plantet tilbage i 1998, som dyrkes fuldstændig økologisk, selvom huset ikke er certificeret … det er simpelthen for omstændeligt og dyrt.

Hun laver alene én vin, nemlig denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af. Den er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden de mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

Igen er det en svedig, landlig og animalsk øko-røv med surkål, bio bio prut, en behåret pels og samtidig med lys, syrlig frugt, hvor man både fornemmer kirsebær fra Sangiovese druerne og solbær fra Cabernet Sauvignon druerne samt lidt kogte rabarber, blomstersæbe, syrlige drops, brunkul og lidt Jura-gener. Lige nedenunder første lag er der atter en mineralsk syre samt svagt lidt vanilje og kanel. 2010’eren er måske knap så landlig som 2009’eren, men det bobler, syder og Houlberg elsker elsker elsker det.

Der er måske nogle, som vil sige, at vinen er en kende for vandet … og det er da også rigtigt, at den løber ret nemt gennem drænrør, hals og svælg, men det skyldes mest en fabelagtig lethed og ubekymret burgundisk feminin side. Der er fine og tørre tanniner, et krisp bid, spændstighed og igen masser af mellemrøde bær, hindbær, jordbær, rabarber og ribs, hvorfor en sammenligning med noget fra Jura fortsat rumsterer i mit hoved.

Det kan måske også godt være, at vinen vil dele vandene … og at nogle vil finde næsen for nørdet og way-out.  Men jeg bliver fjantet, kåd og fjollet som en teenager … og igen forbløffes jeg over, at vinen er 10 år og over prisen, der gør denne lille frække charmetrold til et sandt røverkøb. Jeg er umådelig fascineret af Svoltacarrozzes 2010 Toscana Rosso, som får 6 glade gadedrengehop. Jeg hopper endnu.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 109,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7