2018 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, Italien

2018 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, ItalienDer er tit masser af masser af gode oplevelser i vine lavet på arbejdshest-druen Barbera. Det er de næste par vine nogle gode eksempler på. Den første er en  Barbera d’Alba Superiore Froi fra Azienda Agricola Massimo Rivetti.

Det piemontiske vinhus fra 1860 har jeg skrevet om flere gange før … bl.a. da jeg tilbage i februar sidste år smagte vinen i en årgang 2016.

Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive, faktisk midt på topmarken Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco og selvfølgelig også denne vin.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, som nu i 6. generation driver vingården, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til en række negocianthuse, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Druerne til Barbera d’Alba Superiore Froi kommer selvfølgelig fra marken Froi, som med en sydvest-vendt eksponering omkranser Rivettis ejendom i Neive. Vinstokkene er 30-40 år gamle og høsten sker med håndkraft i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med daglig overpumpning. Vinen lagres efterfølgende 8 måneder i ståltankene, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Sikke en dejlig duft … lys, syrlig og moden frugt, sorte kirsebær, ribs og blommer, masser af læder, knuste blomster, tørhed, tonsvis af eg samt stram italiensk syre. Det er en stringent, stramt som få Barbera vine og minder duftmæssigt meget om de mere feterede Nebbiolo vine. Der er også noget animalsk landlighed og ganske svagt en smule vanilje og fennikel.

I smagen er der masser af saft og samtidig heller ingen stramme tanniner. I stedet er der masser af frisk, dyb og saftig kirsebærfrugt, læskende saftighed, men uden at miste rygraden via fin syre. Som med duften er vinen også smagsmæssigt meget stringent, rank og elegant uden den lidt opulente fylde, som Barbera nogle gange kan have. Her er den præcis, rank, syrlig og saftig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr. mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Weingut Bernhard Koch, Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Bernhard Koch, Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir, Pfalz, TysklandWeingut Bernhard Koch behøver vist ikke længere den større præsentation her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt og skrevet en del af vinene fra den unge Alexander Koch. Nu er den gal igen … for jeg smager nu denne 2016 Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir fra den pfalziske vinbonde.

Flemlinger Herrenbuckel er ikke en af Koch bedste marker, men flere vinbønder som fx Weingut Thomas Dollt, Weingut Herbert Meßmer og Koch har parceller på marken, der ligger lidt syd fra Hainfeld, hvor Weingut Bernhard Koch selv holder til.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret i op til 20 måneder på både barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

I glasset en vildt dejlig lys, transparent teglfarvet vin … bare lige præcis den farve, som fluks, prompte og sporenstregs løfter ens forventninger bare et ekstra nots op. Duften indfrier gesvindt de høje forhåbninger med en lys, sødlig og animalsk kostald samt et pænt fadpræget touch, men uden at blive alt for varm i udtrykket, for den har en lidt kølig, sart side. Det dufter så tossegodt. Der er kirsebær og jordbær, krydderier, lidt kold kaffe, mælkechokolade appelsinskal, kanel samt Mariekiks. Det er en duft, som gør den houlbergske vinblogger glad i låget.

Smagen er meget blid … virkelig tynd, fin, let, feminin og næsten selvudslettende og på vej til at blive for blid, usynlig og anonym. Men der er alligevel både syre samt  tanniner nok til at holde bukserne oppe, hvilket så giver en let og virkelig saftig vin med en kæmpestor letløbsfaktor. Der er ikke samme bund, som i Koch dyrere vine, men det smager altså bare tossegodt. Jeg er sgu fortsat kæmpe fan, så dermed atter 5,5 fede houlbergske fingre med kæmpepil op.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske i den nyere årgang 2017 koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDet er over et år siden, at jeg smagte Jean Michel Gerins Saint-Joseph første gang. Dengang var det i en årgang 2016 og den var overraskende lækker med en lys og let side, hvilket faktisk gentager sig i denne nyere årgang 2017.

Gerins vinmarker i Saint-Jospeh er syd/sydøst-vendte og har vinstokke, som er op til 30 år gamle. Høsten sker manualt med et udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og derefter sorteres druerne også med håndkraft.

Derefter gennemgår vinen er en temperaturstyret, kølig maceration i tre uger på stål. Slutteligt lagres vinen 15 måneder på franske fade, hvoraf 80% er 2-4 år gamle 228 liters fade, og 20% er gamle 600 liters fade.

WAUW … sikke en aroma. Det dufter næsten som en blanding af lidt Cornas samt Beaujolais, hvis det giver nogen mening? Det er bondsk, flæsket og har også lidt mejeriagtige noter. Der er både sur mødding, tørret bacon, ymer, kærnemælk, mørk gæret frugt, gamle fade, sorte oliven, harsk fedt og lette florale elementer. Frugten er lidt svær at definere, men vel sorte kirsebær og brombær. Men for pokker, hvor dufter dette bare vildt godt.

Og det smager også godt … det er ikke – som mange vil forvente – en hård, streng, stenet og voldsom Nordrhône vin, for den har i stedet en overraskende lethed som Beaujolais, mens blødheden er fin typisk Saint-Joseph.

Der smages en smule peber, mens frugten er lysere end i duften … vel nærmest mere mellemrød med kirsebær og hindbær suppleret med meget tørre tanniner. Det bliver en lidt tynd Saint-Joseph, hvor biceps musklerne slet ikke flekses. Det er en Saint-Joseph afart aka særling … en mere feminin eller affekteret udgave, men jeg elsker sgu den lyse, lette stil, som gør vinen let, behagelig og fin. Jeg hoster prompte op med 6 lette fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, ArgentinaDet er et par dage siden, at jeg sidst har smagt argentinsk Malbec, men det må vi jo så gøre noget ved. Det kan vi fx gøre med denne Alambrado Malbec fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú lidt øst for Mendoza by.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. Han begyndte i starten af 1960’erne at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding.

Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien. Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin.

Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for gårdens tilhørende restaurant Casa del Visitante. Det er med andre ord et rigtigt familieforetagende … Familia Zuccardi.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, som er fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover har de 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til Winemaker of the Year i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de 5 mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

 Dette blev der især sat en tyk streg under, da familiens kultvin Piedra Infinita i årgang 2016 blev den kun tredje sydamerikanske vin i historien til at få tildelt de famøse 100 point af Robert Parkers Wine Advocate.

Her er vi jo i det lidt tungere luftlag, længere nede på gulvet, hvor vi smager familiens 2018 Alambrado Malbec, der er lavet på druer fra forskellige marker og vinificeret med gæring/maceration ved 25-27 grader over 20 dage på rustfrie ståltanke med daglig pigéage … altså punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på en kombination af nye og 2-3 år gamle fade.

Næsen er mørk, tør med både baconfedt, beef-jerky og tørret kød, blåbær, brombær, blommer og svage fadaftryk med engelsk lakrids, bitter, mørk chokolade, våde fade og svagt lidt vanilje. Det er ikke en vin, hvor duften stikker vildt dybt, men der er også tale om en rigtig prisbillig Malbec, så på den måde er der god value.

Smagsmæssigt bliver det også lidt rustikt og endimensionelt, men vinen har imidlertid en god frisk frugt, masser af tanniner, stram syre og et frisk, mørkt bid med lidt peber, røg og tørhed. Du får masser af Malbec karakter for pengene.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, Frankrig

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, FrankrigLionel Osmin & Cie er et negocianthus, der ligger i Sydvestfrankrig. De laver både vin samt masser af Armagnac. Det er derfra, at vi nu smager denne Le Roi Bœuf … på ren 100% tanninrig Tannat og med en etiket, der ligner noget fra Dalgårds Tivoli. Men lad jer endelig ikke snyde.

Negocianthuset er etableret i 2010 af Lionel Osmin sammen med en række venner, der alle elsker vine fra Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig og derfor slog pjalterne sammen i et fælles projekt.

De opkøber druer fra vinavlere i nogle af de mange områder i Sydvestfrankrig, bl.a. Bergerac, Cahors, Fronton, Gaillac, Jurançon, Marcillac, Madiran og Armagnac … på alle slags druer, herunder også lokale druesorter som Baroque og Camaralet samt de mere internationale sorter som Chardonnay og Syrah.

De laver også Eau-de-Vie samt Armangnac via partnerskab med forskellige destillerier i Gascogne, hvorfor de har skabt en portefølje af armagnacer med 12 til 39 års alder.

Denne Le Roi Bœuf er én af husets mange vine … og skulle være produceret på 100% Tannat druer fra områder nær Bazas. Der er ikke meget info om selve produktionen, men vinen har lagret i nye egetræsfade. I tidligere årgange har vinen bestået af 75% Merlot, 15% Tannat og 10% Cabernet Franc, men skulle nu imidlertid så være ren Tannat.

Vild tør duft … masser af tørt træ, okseblod, meget rustik, mørk frugt, solbær, brombær, hindbærmarmelade, indkogt svedskejuice, meget tør, støvet med bitter kakao, en utæt blækpatron, tørrede blomsterblade og sjove krydderier. Det er ikke just indbydende, hvilket vel også er sjældent for Tannat vine. Men giv den lidt tid … ekstra tid, luft og tålmodighed i glasset, for så bliver aromaerne meget mere blide og runde.

Men smagen er sgu spændende … tør, kantet og syrlig med denne tørkrydrede, bitre og dybe frugt, beg og tjære, pænt vilde tanniner, valnødder og lidt engelsk lakrids eller lakridsrod. Det er bare mega tørt, men med en herlig urkraft. Det er ikke en vin for alle, men har vildt meget Sydvestfrankrig karakter.

Igen bliver tingene mere runde, komplette og sammenhængende med rigeligt med luft i glasset … så kommer der endda lidt sødme frem også. Der er en rødvin, der skriger på mad til … måske en stor, tyk bøf. Med tid i glasset blev jeg stille og roligt mere og mere begejstret for denne vin, så 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, Spanien

2016 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, SpanienGensyn er dejlige … og det er dette gensyn også, nemlig gensynet med vinen Trenza Family Collection fra  brødrene David og Jonas Tofterup og deres spanske vinhus Bodega Trenza.

Sidst jeg smagte vinen Trenza Family Collection, som er lavet under appellationen DO Yecla i Murcia, var det i årgang 2012. Dengang skrev jeg også en masse om de to ærkedanske brødre, som er involveret i en masse sammenhænge med vin.

Brødrene laver deres vine med opkøbte druer og i dette tilfælde kommer druerne til denne Trenza Family Collection fra 5,6 hektar højtbeliggende marker i 850 meters højde omkring Campos Arriba, hvor vinstokkene er omkring 52 år gamle.

Vinen er lavet på et blend af 82% Monastrell, 10% Cabernet Sauvignon og 8% Garnacha Tintorera, som er høstet med et meget beskedent udbytte på 13 hektoliter pr. hektar og høstet i en periode fra midten af september til begyndelse af oktober.

Hver af druesorterne er vinificeret separat … og først nedkøles druerne i 24 timer inden afstilkning, hvorefter 15% af mosten så hældes fra, således de resterende druer/most bliver så intens som muligt. Derefter sker der en kold premaceration ved 5 grader i 72 timer inden gæringen så sættes i gang.

Fermentering/gæringen med skindet varer 16-25 dage med daglig pigéage og remontage … altså punch-down og overpumpning. Så er vinen samlet og lagret på 500 liter nye franske egefade i 24 måneder inden aftapning på flaske med let filtrering. Der er lavet 6.110 flasker af denne vin.

Dejlig kølig, flæsket og fyldig næse med masser af mørk frugt, solbær, brombær, sorte kirsebær, og modne blommer samt nogle lidt mælkede noter. Der er sgu god dybde i vinen, masser af fad, ristede og sødbrændte noter, kaffegrums, cedertræ, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, svagt lidt lakridskonfekt og krydderier.

Smagen er fyldig, fed, kraftfuld og cremet … og lidt varme fra de 15,5% alkohol breder sig i munden, men forstyrrer dog slet ikke, for der er masser af mørk, intens frugt, solbær, svesker, brombær, blæk, mørk chokolade, jern, kraftige tanniner, tørhed og nogle små bitre elementer. Det er powervin, men det er sgu lavet elegant og med dette tørre, tanninrige bid i eftersmagen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg da også smage en rød bourgognevin fra Madame Veuve Point og det blev denne 2017 Bourgogne Pinot Noir, som er husets basisvin med druer fra flere appellationer.

Druerne er høstet ved håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og ligger først i kold udblødning ved 8 grader i 6  dage inden alkoholisk gæring.. Når gæringen er afsluttet og efter en varm maceration, så presses vinen så forsigtigt som muligt og kommer på egefade, hvor den også lagrer 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen herlig transparent, men duften er dejlig lys og imødekommende med frisk frugt – lidt rustik bevares – men med lyse kirsebær, hindbær, lys saftighed, lidt sødme, vanilje, grønne noter, brændenælder, akacie- og egetræ samt kant.

Smagsmæssigt er det en fin og stram Pinot Noir, som – trods kant – byder frisk, grøn og let frugt, lyse kirsebær, hindbær, kul, blæk, lidt peber, bolsjesødme … meget ligetil og fornøjelig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste hvidvin fra Madame Veuve Point nær byen Mâcon, nemlig i appellationen Pouilly-Fuissé, hvor man oftest finder elegante, fyldige og mineralske hvidvine.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, altså med presning efter sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, fermentering og derefter lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Med denne 2017 Pouilly-Fuissé Blanc bliver det i næsen langt mere elegant. Her er der lethed, luftighed, blomster, faktisk masser af gule blomster, ristede mandler, kalkede elementer, pærer, honningmelon, fersken, ananas, akacietræ, vanilje og let røg.

I munden er vinen også mere vedkommende … måske ikke helt så let, som duften lovede, men det er så smooth, blødt, elegant og lækkert, så det næsten smelter i munden. Det er fortsat let krydret, kalket og lettere mineralsk, men meget forsigtig, afdæmpet og fint. Dermed bestemt en fin lille hvid Pouilly Fuissé.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, Spanien

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, SpanienDet er ikke så lang tid siden, at jeg smagte den blå, småfede La Orphica Monastrell Iluminada lavet af de to danske brødre David og Jonas Tofterup på Bodega Trenza. Nu smager jeg en hvid søstervin, nemlig denne La Orphica Seleccion Aurora Blanco.

Det fremgår ikke helt, hvor druerne kommer fra … om det alene er fra Murcia eller de måske er fra flere områder i Spanien? Det er dog imidlertid et blend på 47% Macabeo, 23,5% Verdejo, 23,5% Sauvignon Blanc samt 6% Moscatel.

Druerne er høstet tidligt om morgenen for at give mest mulig friskhed til vinen og fermenteringen, som alene er sket i rustfrie ståltanke – er sket koldt ved 13-16 grader. Derefter er vinen så blot aftappet på flaske og frigivet.

Duften er næsten tyggevenlig … en sød, krydret, fed og fyldig næse med tørret abrikos, ananas, nektariner, mango, appelson, lidt grillet lemon, masser af sødme, krydderier, spidskommen, røg og tør cedertræ.

Smagen fortsætter i samme boldgade, fed, krydret og sød … godt tætpakket med fed, tropisk frugt. Det er en vinøs, adipøs, korpulent og trivelig boksehandske, som er foret så meget, at alle slagene rammer blødt, tungt og rundt. En stor og smagfuld historie.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris.

Vinanmeldelse 4/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger