Tag-arkiv: USA

N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 90, Californien, USA

N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 90, Californien, USATirsdag vinsmagning på job … 2 easy-going vine, hvor første var denne Frontier Red Lot 90 fra Fess Parker Winery … et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og som laver en række spændende vine.

Vinhuset er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett, i følge Fess Parker selv, var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, oprindeligt mente man at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parker første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort resort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at tilklippe.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi en blend af forskellige røde druer, som samtidig kommer fra en række forskellige marker, nemlig 25% fra Camp Four Vineyard, 24% fra French Camp Vineyard, 22% fra Scheid Vineyards, 19% fra Shoestring Vineyard og endelig 10% fra Rodney’s Vineyard. Og druesammensætningen er noget så specielt som 42% Syrah, 26% Merlot, 17% Grenache, 5% Petite Sirah, 4% Mourvedre, 3% Sangiovese samt 3% af Rhône druen Counoise.

Der er en N.V. – altså Non Vintage, dvs. druer fra forskellige årgange. Der er af sidste udgivelse lavet 12.219 kasser af vinen.

Duftmæssigt solbær, blåbær, blommer, vanilje, lidt grafit, røg og et lidt støvet udtryk. Smagen er fyldig, varm, solbærmarmelade, chokolade, sødme og læder. Meget blød, blid og easy-going … meget let drikkelig, og helt klart en vin, som selv moster Oda vil kunne lide og slubre hæmningsløst.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2007 Ampelos Cellars, Gamma Syrah, Californien, USA

2007 Ampelos Cellars, Gamma Syrah, Californien, USANæste vin fra i onsdags var denne Gamma Syrah fra danskeren Peter Work fra Ampelos Cellars i USA … meget apropos, da vi netop snart skal ha’ besøg af Peter Work i Randers Vinlaugh, nemlig den 9. maj hvor han kommer og præsenterer hans vine og fortæller om livet som vinbonde i Californien.

Peter Work er født og opvokset i Århus og blev uddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Den uddannelse suppelerede han med en HD fra Handelshøjskolen i København samt studier på Princeton University. Efter et år som rådgivende ingeniør hos Rambøll blev Peter Work ansat som management konsulent hos Price Waterhouse, der senere forflyttede ham til USA, hvor han har boet lige siden.

I 1994 blev han headhuntet til Walt Disney koncernen som IT-direktør, og året efter blev han gift med Rebecca, som ligeledes havde sin egen IT-karriere. I 1999 startede de sammen med nogle venner firmaet Exult, som året efter blev børsnoteret.

Samtidig besluttede ægteparret sig for at begynde deres vineventyr og købte derfor en ranch på 35 hektar nord for Santa Barbara. I 2001 valgte Peter og Rebecca Work at forlade deres faste job for at hellige sig de nyanlagte vinmarker og for at grundlægge Ampelos Cellars.

Peter Work er bourgogne-fan, og det afspejler sig i vinmarkerne, hvor der mest vokser Pinot Noir. Men da Rebecca Work er glad for Rhône, så er der også nogle parceller med druer kendt fra den egn, nemlig Syrah, ligesom der er en smule Grenache og Viognier. I dag har Ampelos cirka 40.000 vinstokke primært tilplantet med Pinot Noir, men altså også med Syrah, Grenache og Viognier. Den årlige vinproduktion er på kun 42.000 flasker, som distribueres til 12 stater samt – naturligvis – til Danmark, hvor importøren er Otto Suenson.

Peter og Rebecca Work opnåede i 2009 økologisk og biodynamisk status for deres vinmarker og blev ligeledes certificeret som “sustainable in practice”. Deres søn Don er vinmager for kult-vinhuset SeaSmoke og har hjulpet Peter og Rebecca med produktionen på Ampelos.

Ud over vinhuset ejer Peter og Rebecca Work også Ampelos Resort, som er et lille hotel på den græske ø Folegandros.

Denne Gamma Syrah er 100% Syrah, og alle druerne kommer fra Ampelos egne vinmarker. Vinen har lagret omkring 2½ år på eg, heraf 31% på nye franske og amerikanske fade.

Og sikke en vin … duftmæssigt er der stald, møding, kaktuspiller, lidt tyggegummi, grannåle og gazebind … godt blandet med blåbær, blomster og mineralitet. Den dufter helt fantastisk, og ingen tung peber i næsen fra Syrah’en. Smagen er heller ikke tung, men præges derimod af en lethed … er meget lettilgængelig og blød i smagen. Der er ganske vist power, men det bliver aldrig voluminøs eller for kraftig, men derimod er der god syre, meget ren og tør og har samtidig også lidt grønne noter. Den smager ikke som typisk Syrah … meget mere let og elegant … superflot vin … og så fra en dansker.

Jeg glæder mig allerede til 9. maj … hvor jeg skal smage denne vin igen, blot i en årgang 2009.

Forhandles af Otto Suenson, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Pinot Noir Perfect Set, Californien, USA

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Pinot Noir Perfect Set, Californien, USASå stifter vi igen bekendtskab med Hartley-Ostini Hitching Post Winery, det spændende vinhus, som fik deres gennembrud efter filmen ”Sideways” om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.

Jeg har tidligere smagt huset Pinot Noir Highliner i to årgange, nemlig 2007 og 2008, men her har vi storesøsteren Pinot Noir Perfect Set.

Hartley-Ostini Hitching Post Winery er stiftet af ejeren af Restauranten “The Hitching Post” Frank Ostini og hans gode ven, tidligere fisker Gray Hartley. Frank og Gray lavede deres første vine tilbage i 1979, i første omgang alene for at kunne levere vine til Franks restaurant.

Siden har de flere gange skiftet produktionsfaciliteter for at kunne følge med efterspørgslen. I dag ligger produktionen på Terravant Winery, et nybygget, topmoderne vineri i Buellton, kun 1,5 miles fra Hitching Post, og produktionen er ikke længere kun til restauranten, hvilket bl.a. også filmen Sideways var skyld i, så i dag produceres der over 15.000 kasser årligt.

Denne Perfect Set kommer fra vinmarken  Fiddlestix Vineyard i Santa Rita Hills, ca. 100 km. nord for Los Angeles. Lavet fra Pinot Noir klonerne 115, 667 & 777, som vinificeres separat inden de mikses til den endelig eliksir. Det er husets bedste druer, bedste vinmark og de bedste egefade, som bruges til fremstillingen af denne vin.

Duftmæssigt klar Pinot næse med kirsebær, brombær, lakrids, lidt grafit … snorlige, næsten som et tog på skinner. Smagen er meget frugtrig, lidt varm i udtrykket, hvilket ledte mig hen på en amerikaner … det var rigtigt. Cremet, fyldig, men stadigvæk med syre, grønne noter og godt med tanniner. Der er lidt krydderier og bitterhed i eftersmagen … meget rank og elegant. Klassevin.

Forhandles af Smalle Vine, pris 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Chateau Ste. Michelle, Eroica Riesling, Washington State, USA

2012 Chateau Ste. Michelle, Eroica Riesling, Washington State, USABestyrelsesmøde hos Jan … 6 spændende vine, og vi kaster os direkte ud i det. Vi starter nemlig med den første af vinene, som var denne Eroica Riesling fra det amerikanske vinhus Chateau Ste. Michelle.

Château Ste. Michelle ligger i Columbia Valley i Washington States, et af de meget spændende vinområder i verden. De første kommercielle tilplantninger blev pioneret i 60’erne af netop Château Ste. Michelle, kraftigt ansporet af den store, amerikanske ønolog, den nu afdøde Andre Tchelistcheff.

Vingården Château Ste. Michelle har sine rødder helt tilbage til 1912, hvor ejendommen blev bygget af tømrer og baron Frederick Stimson, men først langt senere begyndte vinproduktionen. Det skete under navnet “Ste. Michelle Vintners, og produktionen blev ledet af den legendariske vinmager Andre Tchelistcheff fra Californien.

De første vinstokke fra Ste. Michelle Vintners blev plantet på Cold Creek Vineyard i 1972, og denne vinmark er den dag i dag én af de ældste og mest anerkendte vinmarker i staten.

I 1976 blev der bygget et decideret slot til vingården … fransk inspireret selvfølgelig …. og samtidig ændrede vingården også navnet til Chateau Ste. Michelle. Vingården voksede herefter stødt, og ejer i dag 575 hektar vinmarker i Columbia Valley fordelt på 4 større lokationer, Cold Creek, Canoe Ridge, Horse Heaven og Indian Wells.

Chateau Ste. Michelle har deres produktion på 2 lokationer, hvor den ene vingård er afsat til hvide og en anden til de røde vin. På “slottet”, som ligger i byen Woodinville laves de hvide vine, mens de røde vine laves på godsets vingården Canoe Ridge Estate Winery i den østlige del. Hoved vinmager er Bob Bertheau sammen med Raymon Mckee og Vendy Stuckey

Chateau Ste. Michelle har siden modtaget nogle af de højeste udmærkelser i branchen, herunder “Vin Brand of the Year 2008″ af Market Watch Magazine, “American Winery of the Year 2004″ fra Wine Enthusiast og “2005 Winery of the Year” af Restaurant Wine. Vingården kombinerer traditionel vinfremstilling med moderne, innovative metoder og er bedst kendt for sine prisbelønnede Riesling, Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Og vi har netop her en Riesling … og fra Eroica serien, som består af 4 forskellige vine, alle hvide på Riesling, nemlig denne “entry” vin Eroica Riesling og dernæst kommer en Eroica Gold Riesling, en Icewine på Riesling og som toppen en Eroica Single Berry Select, som svarer til en tysk Trockenbeerenauslese, selvfølgelig også på Riesling. Den sidste laves kun i særligt gode årgange og siden 1999 er der kun lavet 4 årgange.

Vinene i Eroica serien er opkaldt efter Beethovens tredje symfoni ohlavet i et samarbejde eller nærmest partnerskab mellem Chateau Ste. Michelles vinmager Bob Bertheau samt vinmager/ producenten Ernst Loosen fra Mosel. Samarbejdet startede i 1999 af kærlighed til Riesling druen og for at kombinere den tekniske kunnen fra disse to verdensdele, selvom alle druerne kommer fra Chateau Ste. Michelles marker i Washington.

Druerne i denne årgang 2012 kommer fra flere marker, bl.a. Horse Heaven Vineyard og Viewcrest Vineyard i Yakima Valley samt fra en række leverandører som Lawrence, Zillah Ranch, Gamache, Jacona, Archie Den Hoed og Tsillan Cellars. Parker har givet denne årgang 2012 af vinen 91 point.

Duften er helt klart Riesling, masser af petroleum, pærer, ananas, fersken og fin mineralitet … virker bestemt europæisk i udtrykket. Smagen er måske en anelse mere varm og først overraskes man af sødmen. Vinen er let perlende på tungen, men har også samtidig god syre og meget stor intensitet, som fører tankerne hen på en GG. Der er lidt krop, fylde og fedme, som virkelig klæder vinen, men samtidig beholder den en god spændstighed og syrlighed … og det er sgu meget skønt sammen. Fremragende.

Forhandles bl.a. af Sigurd Müller eller Uhrskov Vinhandel, pris 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2010 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAFuck for en vin. Jeg er sgu helt pjattet med den. Og det var samtidig Jans valg til aftenens kultvin, så det må siges at være et fremragende valg. Vinen er en Sonoma Coast Pinot Noir fra vinhuset Kosta Browne Winery, som er ét af de allermest populære Pinot Noir huse fra Californien.

Kosta Browne har på ret kort tid fået et massivt følge og det er overordentligt vanskeligt at få adgang til mailing-listen eller komme til at købe vinene i det hele taget. Det er kult i den oprindelige betydning.

Drømmen begyndte, da Michael Browne og Dan Kosta, der begge arbejdede på restauranten John Ash & Co. i Santa Rosa i Californien, i 1997 besluttede at lægge drikkepenge til side, så de kunne købe ½ ton Pinot Noir frugt, en brugt tønde, og en hånd-drevet presse. Det tog 8 måneder, og så var de i gang.

I 2001 blev de et trekløver, idet de fik Chris Costello med som partner. Chris havde stor erfaring fra forretningsverdenen, og han kunne udfærdige en forretningsplan og tiltrække investorer, så vinhuset kunne vokse.

På den vinmæssige front, så er det Michael Browne, som er vinmageren, og han har undervejs fået hjælp af bl.a. Shane Finley, som har arbejdet hos Copain, Paul Hobbs, DuMol og mange flere. Shane har i øvrigt i dag sit eget vinhus. I dag hedder den assisterende vinmager på Kosta Browne Winery Ryan O’Donnell og han har ligeledes stor erfaring fra en række vinhuse i Australien, New Zealand og USA.

Kosta Browne Winery køber primært deres druer hos forskellige vinbønder. Ved Russian River får de deres druer fra 5 forskellige vinbønder, nemlig Benovia Ranch, Keefer Ranch Vineyard, Koplen, Castaldi Vineyard og O’Neel Vineyard, samlet omkring 40 hektar, hvoraf de selv ejer omkring 9 hektar af Keefer Ranch Vineyard. Ved Sonoma Coast kommer druerne fra 3 forskellige vinbønder, nemlig Kanzler Vineyard, Gap’s Crown og Terra de Promissio Vineyard, samlet omkring 36 hektar.

Endelig får de druer fra 40 hektar i Santa Lucia Highlands fordelt på 2 vinbønder, Garys’ Vineyard og Rosella’s Vineyard. Herudover får de også druer fra andre vingårde … fælles for de fleste af leverandørerne er, at de selv laver vin, men altså også har indgået leveringsaftaler med Kosta Browne Winery.

Aftenens kultvin er en årgang 2010 Sonoma Coast Pinot Noir, hvor druerne netop er et blend af druer fra 3 vingårde, nemlig Gap’s Crown og Terra de Promissio, som ligger i den sydlige del af Sonoma Coast, mens den tredje vingård Walala Vineyard ligger i den nordvestlige, kystnære del nær Annapolis, hvor vinene får en tydelig rød frugt, lidt krydderi, elegant struktur og en kompleks kerne.

I seneste årgang 2012 er vinen et blend fra 4 vingårde, så sammensætningen ændrer sig fra år til år. Vinen har lagret 16 måneder på franske egetræsfade, heraf 52% nye. Der er lavet 4.940 kasser af vinen i denne årgang 2010.

Duftmæssigt er vinen meget animalsk … skønt. Der er blåbærtærte, modne solbær, den virker kødfyldt med champignon, kælder og en anelse blommer. Havde ikke gættet, at der her er tale om en Pinot Noir, og i glasset afsløres druen heller ikke af en transparent teglfarve, idet vinen er langt mørkere.

Smagsmæssigt en sand eksplosion i munden … helt vidunderligt. Vinen rammer dig lige i sylten … sødme/syre balance … smager sindssygt godt, og det er sjældent, at man smager sådan en vin. Cremet og nærmest smelter i munden på dig … 70’er moderne, brun fløjl … Thumbs Up Big Time.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Smalle Vine, pris ca. 600 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2010 Newton Vineyard, Red Label Chardonnay, Californien, USA

2010 Newton Vineyard, Red Label Chardonnay, Californien, USAByen St. Helena ligger i den nordlige del af Napa … og det er her, at man finder store huse som Opus One og Beringer Vineyards. Og blot 500 meter syd for herfor finder man også Newton Vineyard, som står bag aftenens første vin, nemlig en Red Label Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt i 1977 af Peter and Su Hua Newton. De købte ejendommen efter de nogle år forinden havde solgt vingården Sterling Vineyards til Coca-Cola, og via opkøb har de fået samlet lidt over 48 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 112 forskellige parcer rundt om i Napa. Her dyrker de 5 sorter, nemlig Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot samt en smule Malbec.

I 2001 solgte Newton familien en del af vingården til LVMH, det store handelsfirma som også ejer en række vinslotte, bl.a. Moët & Chandon, Château d’Yquem, Dom Pérignon, Krug samt en række firmaer indenfor mode og parfume. Vingården drives dog fortsat af Newton familien.

Udover markerne ved hjemmet omkring Spring Mountain tæt på St. Helena, så ejer huset også nogle gamle marker et stykke længere mod syd, nemlig ved Carneros. Her har de også langtidskontrakter med en række vinbønder, som bl.a. leverer druerne til nogle af de Chardonnay vine, som også fremstilles på vingården.

Hos Newton Vineyard laves der vine 7 forskellige vine, og entry serien hedder Red Label. Alle vinene sælges dog med samme motiv på etiketten, nemlig vingårdens vartegn, fyrretræet Pino Solo, som står placeret øverst på Spring Mountain og blev skånet dengang markerne til tilplantet med vinstokke.  Dette træ betragtes hos Newton Vineyard som symbol på vinens individualitet og husets tilgang til vinproduktion; Newtons mål er at bevare druernes unikke, individuelle, som bliver skabt af klimaet og områdets natur.

Udover et højt fyrretræ som gårdens vartegn, så er Newton Vineyard også kendt for deres helt specielle vinkælder, som er designet i 1970 af Su Hua Newton med hjælp fra den lokale arkitekt William Turnbull. Vinkælderen er bygget ind i Spring Mountain og har en fantastisk udsigt udover hele kløften og alle vinmarkerne.

Vinmager på stedet er Chris Millard og han har også hjulpet med at lave denne Red Label Chardonnay, som er lavet på både egne druer fra Carneros og druer købt hos venner/vinbønder rundt om i Napa Valley. Selvfølgelig 100% Chardonnay og 12 måneders lagring på fade, der har været brugt 2-3 gange før til topvinen Unfiltered Chardonnay.

Duftmæssigt er her melon, fersken, grøn æbletærte, pærer, mineralitet, våd hund, smør … meget kompleks i næsen, slet ikke tung, som amerikansk Chardonnay ellers nemt kan blive. Smagen er også mere frisk og sprød. Der slet ikke den store fedme, selvom man ikke er i tvivl om, at det er en Chardonnay. Der kommer lidt vanilje toner i smagen, og lækker er den sgu. En kæk vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Finewines.dk, pris 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Michael David Winery, Freakshow Cab, Californien, USA

2011 Michael David Winery, Freakshow Cab, Californien, USASom vino accanto … vin nummer to … en Cab fra Californien, men ikke helt traditionel, for vinen har navnet Freakshow Cab samt en meget illustrativ etikette med en stærk mand i cirkus som center for en collage med hoveder i bedste Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band stil.

Bag vinen står vinhuset Michael David Winery … som passende nok drives af Michael J. Philips og David J. Philips. De er brødre, gift med henholdvis Kristy og Corene og driver som 5. generation den vingård, som deres tipoldefar Andrew Harshner og hans hustru Lucille grundlagde nær byen Lodi efter borgerkrigen i 1860’erne.

Herudover deltager 2 af Michael J. Philips 3 børn også i familieforetagenet, nemlig Kevin Philips og Melissa Phillips Stroud, så 6. generation er således kørt i stilling. Derudover er der en ansat ansvarlig vinmager, Adam Mettler … som i øvrigt også driver sin families vingård Mettler Family Vineyard.

I alt har Michael David Winery omkring 263 hektar vinmarker, som opnår en naturlig vanding via Mokelumne floden, der bærer krystalklart vand fra Sierra Nevada bjergene. Det giver også vigtige mineraler til den rige jord, hvor vinstokkene virkelig trives. Vingården er ikke certificeret økologisk, men man bestræber sig på at bruge naturlige metoder i alle faser af vinproduktionen.

Udover vingården og det traditionelle, naturlige vinsmagelokale til brug for besøgende gæster, som driver Michael David Winery også en lille café, et bageri og en frugtbutik på stedet … The Philips Farm Fruit Stand. Sådan.

Michael David Winery producerer en række spændende vine, både under navnet Michael David Winery og ellers med navne som 7 Deadly Zins, 6th Sense Syrah, Petite Petit, Earthquake, Incognito, Inkblot, Rapture, Lust, Gluttony, Sloth og så denne Freakshow. Det er en Cabernet Sauvignon, men tilsat lidt Petite Syrah. Vinen er lagret 22 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt masser af blæk … det fylder absolut mest i næsen sammen med solbær, tobak, brændt eg, vanilje, espresso og chokolade. Smagen er … efter lidt tid i glasset … god frugtrig. Der er modne kirsebær, solbær i skøn kombo … lidt skarp i starten, men vinder bestemt efter lidt tid. Der er lidt peber, caramel og ristede krydderier. Tanninerne er bløde og behagelige, mens eftersmagen ikke er lang, men også ganske okay.

Købt hos Smalle Vine, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Longplay Wine, Pinot Noir Jory Bench Reserve Lia’s Vineyard, Oregon, USA

2009 Longplay Wine, Pinot Noir Jory Bench Reserve Lia's Vineyard, Oregon, USAMandag stod på besøg i sommerhuset af de dejlige mennesker Jan  & Janni … lang gåtur, Vesterhav, vind i håret, hygge, lidt madlavning, klassisk risotto med gorgonzola, pærer og valnødder, en omgang boeuf bourguignon og sluttelig lidt tiramisu. Og selvfølgelig en stak gode vine i et skønt joint venture.

Første vin var denne Pinot Noir Jory Bench Reserve Lia’s Vineyard fra Longplay Wine, som holder til tæt på den lille by Newberg i Chehalem Mountains. Det ligger i Willamette Valley omkring 40 kilometer sydvest for Portland i staten Oregon … I ved, lige ovenover Californien.

Området ved Chehalem Mountains er et af Oregons mest kendte og velanskrevne områder for produktion af Pinot Noir, og her ligger omkring 150 små vinproducenter, hver typisk med omkring 5 hektar vinmarker.

Ejeren af Longplay Wine eller Lia’s Vineyard, som gården rettelig hedder, bærer det danskklingende navn Hansen, nemlig Todd Hansen. Han driver vingården på lidt over 10 hektar sammen med et par hjælpere, nemlig Javier Marin, der står for selve markdriften, og så vinmageren Jay Somers, som i 2011 afløste Aron Hess. Todd står sammen med vinmageren for produktionen og derudover markedsføring, website m.v.

Lia’s Vineyard er opkaldt efter Todds lille datter, og markerne ligger i 380 til 560 meters højde, og jordbunden er, hvad amerikanerne kalder for “Jory”, en slags mørk, rødbrun og mudret lerjord. Det laves primært Pinot Noir og på franske vinstokke.

Markerne er således beplantet med 8 forskellige kloner af de franske Pinot Noir sorter Wädenswil, Pommard, Dijon nr. 114, 115, 667, 777, 828 samt Mariafeld. Derudover er der også plantet en smule Chardonnay.

Vinene produceres og sælges under navnet Longplay Wines … med sloganet “Analog Wine for a Digital World” … no overdubbing, no remixing. Etiketterne har også en god, gammeldags pladespiller som logo. Det siges endvidere, at der altid spilles gamle, ridsede vinylplader i husets smagelokale, som ligger inde “downtown” i byen Newberg … og at den fyr, der arbejder i butikken kan være lidt mærkelig, og bl.a. hader at arbejde i weekender, hvorfor bedste råd er at købe lidt vin for at glæde ham!

Denne “Jory Bench Reserve” er Longplay Wines topvin og kommer fra et stykke (bench) i toppen af vinmarken med den specielle jord (Jory), og deraf også navnet. Vinen er stukket sammen af 54% Pommard, 25% Wädenswil, 14% Mariafeld, 4% Dijon 115 og 3% Dijon 667 Pinot Noir fra stokke med en alder mellem 11-19 år.

Vinen spontangærer i store 2 tons rustfrie tanke, ligger med skallerne i 23-28 dage, hvorefter vinen lagrer 9 måneder på fransk eg, her 20% nye fade. Vinmageren fra 2007-2010 Aron Hess står bag vinen. Der er kun lavet sølle 212 kasser af vinen.

Og den er voldsomt elegant. Den er som en sart, let, hvid bluse, lavet af kniplinger … på en ung, blond pige … hvis man fx skulle sammenligne med andre klædningsgenstande. I glasset lys, særdeles transparent, helt klart Pinot Noir. Nok én af de mest lyse Pinot Noirs, som jeg har set i årevis. Duftmæssigt er der stald, dejlig animalsk, og har nogle træk, som minder om tysk Spätburgunder, bl.a. lidt sødme. Herudover lidt søde kirsebær, blomster og svage krydderier.

Smagen er silkeblød, ren fløjl med en utrolig lethed med kirsebær, jord, mineralitet og grønne noter. Voldsomt elegant, og meget forførende … meget flot vin, og en god overraskelse. Elsker letheden sammen med kompleksitet, frugten og en helt fantastisk duft. Dæleme en god vin.

Købt hos Smalle Vine, pris 195 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Wine Guerrilla, Sonoma County Zinfandel, Californien, USA

2011 Wine Guerrilla,  Sonoma County Zinfandel, Californien, USAFredagsvin … delte et par flasker med gamle arbejdsbody Ronnie K og monsieur Paul M. Jeg havde flaskerne med, Paul stod for lidt brød, pølse og ost … bl.a. en lakridsost … og Ronnie stod for det gode humør.

Og godt humør får man også af at kigge på etiketten til den første vin, en Sonoma County Zinfandel fra vinhuset med det aggressive navn Wine Guerrilla. Etiketten er flot kunstnerisk med solsikker og to styk fruentimmere, som med stor tålmodighed ser til, mens blomsterne vokser.

Etiketten er – som på alle vinhusets vine – malet af Sean Colgin fra Topanga Canyon i Californien. Han er en kendt, nyskabende kunstner, hvis malerier og skulpturer vises på gallerier i hele USA og Europa. Han er i øvrigt født samme dato som to af hans største inspiratorer, Vincent van Gogh og Francisco Goya.

Wine Guerrilla er dæknavnet, som musikeren og pladeproduceren Bruce Patch laver sine vine under. Det er hans mission at udforske Sonoma Countys enestående vinøse kulturarv i form af hundredårige marker tilplantet med Californiens ‘egen’ drue: Zinfandel. Wine Guerrilla laver derfor alene vine på Zinfandel … og faktisk ikke mindre end 16-18 forskellige Zinfandel vine.

Bruce havde – inden han kastede sig over vinproduktionen – arbejdet 30 år i musikindustrien, bl.a. med kunstnere som The Supremes, Gene Pitney, Bill Medley, George Jones, Smokey Robinson, Ike & Tina Turner, The Four Tops og The Temptations. Da han følte, at han skulle prøve noget andet …. ja, så fik han idéen til et vinhus, som kunne hjælpe de mange små producenter rundt om i Californien.

Han flyttede derfor med kæresten Andrea Cleall nordpå til byen Forestville og grundlagde – efter grundig brainstorm – vinhuset Wine Guerrilla … bl.a. inspireret af begrebet Guerrilla Marketing. Kort fortalt er Guerrilla Marketing en form for markedsføring, hvor man med få penge får skabt opmærksomhed om sit brand, virksomhed eller produkt. Målet er naturligvis en øget indtjening. Ideen er, at man skal lave noget anderledes, som så skaber omtale og opmærksomhed.

Der blev herefter indgået leveringsaftaler med en række vinbønder i Alexander Valley, Dry Creek Valley, Russian River Valley og Sonoma Valley. I alt er det omkring 10 forskellige vinbønder, som leverer druer til vinene fra Wine Guerilla, og mange af vinmarkerne har rigtigt gamle vinstokke, nogle endda menes endda at være plantet helt tilbage i 1890’erne.

Denne Sonoma County Zinfandel er huset entry-level Zinfandel, pris i USA på 18$. Ellers ligger vinene i et niveau herfra og op til de dyreste til 50$. Denne Zinfandel er tilført en lille smule Petite Syrah. Druerne kommer – som navnet indikerer – fra Sonoma Valley, nemlig fra Price Family Vineyard, en lille familie vingård, som ligger direkte op til Lytton Springs. Ellers er det lidt begrænset med info om fremstilling, lagring m.v.

Duftmæssigt en meget behagelig vin med lidt solbær, blomme, kanel, vanilje, eg og sødme. På den måde er det en meget typisk Zinfandel. Smagen er også præget af stor blødhed med brombær, lidt krydret smag, sødme, bløde tanniner og også en tørhed, som er med til at give vinen en pæn elegance. Ved første glas var jeg lidt forbeholden … men den vinder lidt efter tid i glasset.

Købt hos Smalle Vine, pris 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 The Other Guys, Moobuzz Pinot Noir, Californien, USA

2011 The Other Guys, Moobuzz Pinot Noir, Californien, USAUnder navnet The Other Guys, Laid-Back Guys, Stand-Out Wines laver søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden. Vinene laves i serierne Hey Mambo, Leese-Fitch, Pennywise, Plungerhead, The White Knight og Moobuzz.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70’erne og 80’erne, hvor 3. generation i form af Augusts to sønner Sam og Don tog over, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er den oprindelige Sebastiani Vineyards and Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Imidlertid er Sebastiani familien fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani og Tog Wines – som The Other Guys kaldes i daglig tale.

I Moobuzz serien laves der to vine, en Chardonnay og så denne Pinot Noir. Ja, helt Rolf ren er den nu ikke, for den består af 86% Pinot Noir, 10% Sangiovese, 3% Tempranillo og 1% Syrah. Sjov blanding! Druerne kommer fra en stor vinmarker i San Bernabe. August siger selv, at Sangiovese er tilføjet for at gøre vinen mere “kødfyldt”, men Tempranillo og Syrah er tilføjet for at give farve og dybde. Den har også fået lidt fransk eg … hvor lang tid ved jeg dog ikke.

Proppen skal vi også lige en tur omkring, for den har jeg ikke set før. Tog Wines kalder den en ZORK og fortæller, at det er en revolutionerende ny type vinprop. Man “skræller” nærmest plastikken rundt om flasken, og så er der en sød lille prop tilbage, som let fjernes. Vi bringer da lige fluks et par billeder af det sindrige system, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. Det pynter ikke på flasken.

Zork proppen      Zork - sådan virker den

Duften er sød Pinot med kirsebær, jordbær, svage krydderier og sød vanilje. Virker helt klart oversøisk og amerikanersød i næsen, og smagen er lidt i samme boldgade med stor sødme. Derudover er vinen også mere fed end sine europæiske søstre … hvilket vel heller ikke er en overraskelse. Tanninerne er bløde og der er lidt marmelade og svedsker i smagen. Nok en smule for opulent i min smag, men altid dejligt med Pinot Noir … på den måde er jeg jo nem.

Købt hos Smalle Vine, pris

Vinanmeldelse 4/7