Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2009 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2009 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin fortsat en Pinot Noir, men vi er nu rykket til Baden i Tyskland. I byen Oberrotweil i Kaiserstuhl finder vi Weingut Salwey.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr.

I løbet af 60’erne og 70’erne omlægger Benno og sønnen Wolf-Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf-Dietrich Salwey er meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år køber han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtager Wolf-Dietrich også faderen gård 100%, og er siden udvidet og udgør i dag 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf-Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her kommer fra Käsleberg, men der er dog ikke tale om en GG vin, men alene en vin fra husets basis-serie, Gutsweine. Duftmæssigt er det typisk tysk Spätburgunder, da den sødmefulde Pino kostald er meget dominerende.

Smagsmæssigt er der masser af lyse skovbær, og vinen er meget drikkevenlig … måske en anelse vandet eller tynd, og eftersmagen også lidt beskeden. Tanniner er heller ikke så tydelige, og det kunne der måske godt strammes bare en anelse op på. Elsker dog duften så meget … hmmmmmmmmmmm.

Fået som gave, men er købt i Randers Vinhus. Prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland

1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, TysklandMandag bød på et bestyrelsesmøde, hvor vi fik serveret 7 forskellige vine, så dem smider jeg lige et par anmeldelser af her på bloggen.

Vi starter i Tyskland, eller rettere bestemt i byen Durbach, midt mellem Baden-Baden i nord og Freiburg i syd. Her finder vi Weingut Graf Wolff Metternich, som har til huse i slottet “Schloss Grohl”, som har rødder helt tilbage til 1180, hvor slottet var ejet af den adelige familie Zorn von Bulach. Indtil 1995 var slottet ejet af  Zorn von Bulach familien, og de første vinmarker tilhørende slottet er plantet tilbage i 1830 af Ernst Maximilian Freiherr von Bulach. Fedt navn i øvrigt.

Navnet på vinhuset Graf Wolff Metternich stammer fra den sidste ejer fra Zorn von Bulach familien, nemlig grevinde Wolff Metternich zur Gracht, oprindelig født von Bulach.

Grevinden overtog slottet med tilhørende vingård i 1936 og drev det frem til 1995, hvor det blev overtaget af Gertraud Hurrle, som siden har restaureret det gamle slot, investeret i en moderne vinkælder og omstrukturet gården 25 hektar vinmarker. I dag driver vingården også lidt værelsesudlejning, så det er faktisk muligt at bo på det gamle slot.

I dag er det René Huber, som er vinmager på vingården, men med denne aftenens første vin er det egentlig fuldstændig ligegyldigt, for vinen her er fra 1982. dvs. 30 år gammel og fra den periode, hvor vingården stadig var ejet af den gamle grevinde. Vinen er nemlig en Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett.

Spätburgunder Weissherbst er vel nærmest det tyske udgave af en Pinot Noir Rosé i Frankrig. En vin lavet på rødvinsdruen Spätburgunder, hvor man alene ligger druerne i pressen med skaller i 2-7 timer, hvorefter skallerne fjernes, vinen presses og gærer i fad.

En vin, som generelt er utroligt velegnet som aperitif, velkomstdrink samt terrassevin om sommeren. Prøv den til lyst kød, supper eller sammen med gode oste, foie gras og andre patéer. Kan have let botrytis i smagen.

I glasset en fin gyldenbrun vin, sådan lidt cognac-farvet. Duftmæssigt fortsat – trods 30 år på bagen – fortsat fin intensitet og lidt friskhed med en duft af overmodne æbler, honning, sherry og mandler.

Smagsmæssigt lidt i samme skuffe med honning, kælder, overmodne æbler og masser af sødhed. Hvis man har en sød tand – og hvem har ikke det – så er det da ren guf. Jeg er begejstret for, at en vin med en alder på 30 år kan være så fin.

Har ikke fundet en dansk importør, men en tilsvarende flaske – blot i en årgang 2011 – koster omkring 12€ nede på vingården.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Karl H. Johner, Weisser Burgunder & Chardonnay, Baden, Tyskland

2011 Weingut Karl H. Johner, Weisser Burgunder & Chardonnay, Baden, TysklandSå kom der minsandten en vin mere fra Karl Heinz. Ja, det opdagede vi selvfølgelig først efter det obligatoriske gæt på oprindesesland, idet alle vinene serveres tildækket. Onsdag var jeg i hopla … ja, det var jo onsdag … og gættede faktisk oprindelsesland på 5 ud af 7 vine, så jeg klappede også mig selv lidt på skulderen på vej hjem. Way to go Houlberg.

Nå, men tilbage til vinen. Johner vil jeg ikke skrive så meget mere om, for det er jo just gjort i det tidligere indlæg, så lad os i stedet kigge nærmere på denne specielle vin, lavet på Weisser Burgunder & Chardonnay … en cocktail jeg i hvert fald ikke har set tidligere.

Weisser Burgunder eller Weissburgunder er jo det synonym, som man benytter i Baden for Pinot Blanc, og mærkeligt nok kun i Baden. Pinot Blanc er plantet flere steder i Europa, men ingen steder er det en stjernedrue, der egenhændigt står bag vine. Vine på Pinot Blanc er lyse, friske og tørre. Druen benyttes også til at lave mousserende Cremant og i Østrig laves gode søde vine på Pinot Blanc.

Her har Karl Heinz Johner blandet druen med 32% af den verdenskendte Chardonnay. I kælderen sker der en meget blid presning af druerne, og en stor del bliver fermenteret spontant. Vinen blev lavet første gang i 1993, og oprindeligt lod Karl Heinz 100% af vinen gære og modne i brugte barriques, men i dag sker 75% i rustfrit ståltanke og 25% i barriques. Lagringstiden er  ca 6-9 måneder.

Duften er ret fantastisk i denne vin, en meget intens duft af modne æbler … meget kraftigt, og måske lidt citrus har jeg også skrevet. Smagsmæssigt en lidt perlende effekt, der er pærer og vinen er meget blød med både syre og sødme. Sådan … det smager altså bare rigtigt godt. Thumbs up.

Jan havde købt vinen hos Johner til 14€ … og det er der ikke noget at sige til.

Vinanmeldelse 5/7

2009 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2009 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandOnsdag bød på bestyrelsesmøde hos min god ven og vinblogger Jan. Det omfattede selvfølgelig også lidt vine, og én af vinene var denne Spätburgunder fra Karl H. Johner. Johner er et vinhus, som jeg tidligere har smagt og skrevet en smule om her på bloggen, nemlig deres Pinot Noir fra Gladstone i New Zealand.

Vil straks linke til Jans blog, hvor han har skrevet en fin artikel om sit besøg på Johner i Tyskland her i sommers.

Vingården i Tyskland er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance, og det man ikke er langt fra Framkrig, så gik han i gang. I dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Johner ejer 17 hektar vinmarker, alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarker tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen. Ejer Steinbuck og Enselberg markerne. Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde.

Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle. Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt.

Nå, men til vinen. Duften afslører hurtigt drue, der er stald … den fine animalske næse, der er sødme, candyfloss, som er typisk for Pinot Noir fra både Tyskland og New Zealand. Der er også lidt eg og jordbund, dufter ret fantastisk.

Smagsmæssigt er det også læske for sind og krop, der er blød fløjl, velour, lyserøde bær og fortsat sødme, men alligevel struktur med fast tannin. Fantastisk længde på eftersmagen. Dammm, det er godt. Thumbs up.

Jan har købt vinen hos Johner, pris 18€ … og det er sgu fornuftigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, Tyskland

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, TysklandNy dag, ny spätburgunder … denne dog med en vist skepsis, da jeg ikke i første omgang havde set, at denne vin fra Weingut Friedrich Kiefer var en halbtrocken, altså halvsød vin.

Arhhhh, det er nok ikke lige til mine smagsløg, men prøves skal den nu alligevel. Vi er i Baden, eller mere præcis i byen Eichstetten i Kaiserstuhl tæt på den franske grænsen og ca. 30 km syd for Strasbourg hos Weingut Friedrich Kiefer. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1851 af Friedrich Kiefer, men ejes og drives i dag af ægteparret Martin og Helen Schmidt … deraf underteksten på etiketten; “by m & h schmidt”.

Vingården er på 14 hektar og jorden i Kaiserstuhl består af vulkansk jordbund, og meget ler – nogle gange i en tykkelse på 30 cm til 30 meter! Så er den del ligesom sat på plads.

I glasset fin rubinrød. Duften … lover faktisk godt. Der er den klassiske søde, tyske kostald, der er lidt jord/ler-agtige toner, der er en anelse peber og vilde bær.

Smagen er rund, og selvfølgelig ikke overraskende ganske sød. Der er en smule tanniner, men den savner mer. Ja, det gør den selvfølgelig ikke, når den nu er halvsød, men jeg savner flere tanniner og syre.

Imidlertid smager den bestemt meget bedre end jeg havde frygtet, og sammen med en gang ost er vinen måske slet ikke så ringe. Det er heller ikke helt så sød, som jeg havde frygtet.

Købt i Tyskland til 7,99€

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Haltinger Winzer EG, Spätburgunder Weiler Schlipf, Baden, Tyskland

2010 Haltinger Winzer EG, Spätburgunder Weiler Schlipf, Baden, TysklandNå, er det ikke tid til endnu en spätburgunder? Ja, har fundet denne fra Haltinger Winzer EG.

Haltinger Winzer EG er et kooperativ bestående af 110 vinbønder, som samlet dyrker 40 hektar jord fordelt på 4 områder/vinmarker; Haltinger Stiege, Tüllinger Sonnenbrunnen, Ötlinger Sonnhohle og endelig Weiler Schlipf, hvorfra denne vin stammer. Weiler Schlipf er den øverste og stejleste af kooperativets vinmarker og er i alt 8 hektar. Navnet på vinmarken “Weiler Schlipf” kan henføres til, at hele bjergsiden for årtier siden har skredet … “geschlipft”.

Kooperativet er beliggende i byen Weil am Rhein-Haltingen, vest for Rheinfelden i Baden, lige nær grænsen til Frankrig … og dermed den sydligste og varmeste region i Tyskland.

Vinmager på kooperativet er Markus Büchin, og vinen her er fra kooperativets “premium” serie, så lad os se nærmere på den. I glasset meget transparent, faktisk mere end Knipser Blauer Spätburgunder. Lys teglfarvet kan det vel kaldes.

Duften er meget beskeden og hænger måske sammen med, at alene 1/4-del af vinen er lagret på gamle træfade. Der findes en “storebroder”, som fuldt ud har fået barrique – den skulle jeg måske have kastet mig over i stedet. Min erfaring er, at de tyske spätburgundere helst skal have godt med fadlagring. En smule krydret duft kan jeg dog ane.

Nå, lad os også smage vinen …. arhhhh meget bedre end den beskedne duft. Der er kirsebær, tannin, frisk frugt i det hele taget, men en smule tynd og eftersmagen ikke stor. Dog meget behagelig, og bestemt en vin, som vil gøre sig bedre en varm, solrig dag på terrassen, end her en regnfuld lørdag indendøre.

Købt i Tyskland, pris 7,49 €.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs, Baden, Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs, Baden, TysklandJans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.

Historien om familien Bercher kan spores tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl. I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie. I 1756 bygge Franz-Michael Bercher herregården, som stadig den dag i dag er sæde for vinfirmaet.

I den er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

Vinen her er familiens top spätburgunder, og den bærer tilnavnet “Feuerberg” … kan vel nærmest oversættes til “Bjerget af ild”, og det refererer til den vulkanske oprindelse af de vinmarker, som leverer druerne til denne vin. Den mørke vulkanske sten sikrer nemlig vinstokkene en optimal varmeisolering, som er specielt god for fx Pinot Noir druerne, og som samtidig giver vinene et højt indhold af mineraler. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.

Duften i vinen er også som en ren vulkan, fabelagtigt sprudlende. Næsen møder en formidabel kostald med mælketoner, ymer, kaffe, bitter chokolade, kirsebær og elegance … og duften er både intens og ganske vedvarende.

Smagsmæssigt cremet, blød, men også med en frisk syrlighed. Der er også lidt blommer, og det hele er bare skruet rigtigt godt sammen. Det smager satans godt. WOW. Thumbs up for denne vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Crimewine for ca. 350 kr. Hmmmm, hvor det smager.

Vinanmeldelse 6/7   

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandHvad gør man, når fredag aften melder sig med Pinot Noir rystelser efter en flot bourgognesmagning om torsdagen og halsen skriger efter mere pinot? Mit svar blev en tysk spätburgunder fra Franz Keller i Baden.

Schwarzer Adler ligger i den lille by Vogtsburg-Oberbergen i vinområdet Kaiserstuhl, tæt på Rhinen og tæt på Freiburg. Det har en helt speciel form, da det er en keglestubformet udslukt vulkan, hvor vinmarkerne ligger på terrasser på de stejle sider.

Frem for nogen formåede Franz Keller at sætte fokus på området, og han gik ind for, at vinene skulle gære, gære helt ud, så de blev tørre. Hans søn Fritz har konsekvent ført denne linje videre.

Vingården er i dag på 57 hektar og udover vinbruget og en flot butik med vinsalg, så berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har 1 Michelin stjerne og en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

I den tyske vinbibel Eichelmann har Franz Keller i 2010 fået prisen for den bedste rødvinskollektion og får samtidig 5 stjerner i den højeste klasse, der benævnes “Weltklasse”.

Vinen her imponerer i den grad, og overgår langt mine forventninger. Duften er ren animalsk med masser af kostald. Den minder på mange mådet om Beckers røde spätburgundere, og det er jo lidt af en anbefaling. Smagen er også meget elegant med blødhed, eg, krydderier og silke, mens eftersmagen måske er knap så lang. Men et flot glas vin er det bestemt.

Hustruen var helt vild med vinen og tøvede ikke med at kalde det, den bedste vin, hun nogensinde havde smagt. Måske var hun bare tørstig? Så langt vil jeg nu ikke gå, men en rigtig dejlig overraskelse af en vin.

Prisen ligger på 143 kr. hos Jysk Vin. Hans Peter var nu heller ikke sen til at anbefale denne, da jeg spurgte til tysk pinot.

Jeg vil gerne anbefale denne vin, det har den fortjent.

Vinanmeldelse 4,5/7