Tag-arkiv: Kamptal

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, ØstrigSå er vi tilbage hos den kvindelige vinmager Birgit Eichinger på Langenloiserstraße midt i den lille østrigske by Strass und dieses mal med hendes 2017 Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel.

Og Birgit Eichinger er bare god til at lave Grüner Veltliner vine, hvilket jeg sidst fik dokumenteret, da jeg smagte hendes 2017 Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, som jeg fandt 6 tommelfingerlækker med WAUW oveni hatten. Nu må vi se, om denne Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel lillesøster har nogle af de samme kvaliteter.

Birgit Eichinger grundlagde vinhuset i 1992 og driver i dag sine 15 hektar vinmarker med hjælp fra manden Christian og datteren Gloria. Det er i øvrigt Birgit, som I kan se på billedet ovenover … totalt henslængt i en af sine vinmarker.

De 15 hektar marker er fordelt med parceller på markerne Hasel, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. Birgit dyrker primært Grüner Veltliner, men også Roter Veltliner, Riesling og Chardonnay.

Denne Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel er selvfølgelig lavet med druer fra Hasel marken ved Strass og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Efter høst presses druerne uden nogen form for maceration, hvorefter mosten hviler i 20 timer inden gæringen på de rustfrie ståltanke sættes i gang. Vinen er derefter også lagret en periode på de rustfrie tanke inden flaskningen. Vinen har 1,2 gram restsukker pt. liter.

Vinen er knap så fed som storesøsteren … har duftmæssigt fersken masser af honningmelon og dåsepærer, grønne blade, hvide asparges, muskatnød og spidskommen, blomster og kalk.

I munden er vinen meget ligetil med fin balance mellem sødme og syre, hvilket er tilstrækkelig til at give en frisk vin, som er godt fyldig i smagen med honningmelon, pærer samt en svag bitterhed.

Forhandels af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2016 Weingut Rabl, Riesling Langenlois, Kamptal, Østrig

2016 Weingut Rabl, Riesling Langenlois, Kamptal, ØstrigVed et besøg på vinbaren MasVino i baggården ved Klosterport i Århus smagte jeg denne Riesling Langenlois fra Weingut Rabl, der ligger i den vestlige del af byen Langenlois i Kamptal … Østrigs største vinproducerende by.

Vinhuset drives i dag af Rudolf Rabl junior, men familien har været vinbønder i Langenlois siden 1750.  Dengang var det dog et blandet landbrug, og det var først i 1900, at gården begyndte at sælge vinene. Det var Rudolfs oldefar Ignaz Deibl, som solgte gårdens vine på træfade til de lokale kroer.

Det var først i 1946, at Rudolfs bedstefar Karl Pell begyndte at flaske vinene fra Weingut Rabl. Han var den første i området, som fyldte vine på 0,7 liter flasker og har siden 1950’erne flasket vine som Riesling vom Schenkenbichl og Grüner Veltliner vom Käferberg.

Rudolf Rabl Junoir overtog tøjlerne fra farmand Rudolf Rabl Senior i 1986 og det er også junior, som har udvidet foretagenet, således det i dag omfatter hele 75 hektar vinmarker. Rabl senior hjælper dog fortsat sønnike i vinmarkerne.

I mange generationer har Rabl-familien dyrket vin på nogle af de bedste skråninger i Langenloisområdet. Rabl råder over gode vinmarker med jordbundstyper, der varierer lige fra løss og lerjord over grusholdig jord til marker med grundfjeld. Og alle vinstokke passes under størst mulig hensyntagen til miljøet.

I kælderen er Rudolf – kaldt Rudi – i sit es. Her lader han sine druer gære ved moderat temperatur på 20-21 grader. Han lader mosten gære spontant, hvilket ellers er sjældent hos de lokale vinbønder.

Det betyder, at gæringen går i gang med det naturlige gær, der sidder på druerne, og ikke ved tilsætning af industrigær. Processen både starter og stopper naturligt og kan tage fra fire uger til fire måneder.

Rabl går ind for en lang maceration, altså den tid, hvor drueskallerne udblødes i mosten. Derved udtrækkes en kæmpe koncentration af smag, aroma, farve og tanniner.

Denne Riesling Langenlois er lavet udelukkende med druer fra marker i Langenlois. Vinificeret med spontangæring med druernes naturlige gærceller og lavet alene på rustfrie ståltanke.

Det er en okay lille Riesling, som har nogle typiske Riesling noter, men god intensitet, lidt tropisk i frugten med abrikos, grape, lemon samt en kende astronaut-is og ellers lidt støvet i udtrykket.

Smagsmæssigt er det en frisk og sprød vin med en grøn syre, men det bliver aldrig for syrligt. Der er grape bitterhed, lettere saftig og det er en fin Riesling uden at imponere vildt.

Glud Vin forhandler Rabl, men denne vin er ikke lige fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, ØstrigPå Langenloiserstraße i den lille østrigske by Strass finder vi den kvindelige vinmager Birgit Eichinger, som står bag denne langbenede Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage … noget af det bedste almindelige Grüner Veltliner jeg har smagt i et pænt stykke tid.

Birgit Eichinger grundlagde vinhuset i 1992 og driver i dag sine 15 hektar vinmarker med hjælp fra manden Christian og datteren Gloria. Det er i øvrigt Birgit, som I kan se på billedet ovenover … totalt henslængt i en af sine vinmarker.

De 15 hektar marker er fordelt med parceller på markerne Hasel, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. Birgit dyrker primært Grüner Veltliner, men også Roter Veltliner, Riesling og Chardonnay.

Denne Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage er fra husets bedste mark … Lamm er ligger på terrasser i den sydøstligste del af Heiligenstein. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er både gæret og lagret i store 1.000 liter egefade.  Udblødes først i 15 timer og gærer derefter. Endt endt gæring lagrer vinen 4 måneder sur lie … altså med gærresterne og flaskes derefter.

Det er en lidt federe Grüner Veltliner end lige forventet, men det skyldes formentlig lagring på eg. Det er opulent, intens vin med en lidt nøddet aroma og du fornemmer næsten allerede i duften, at det er en blød og cremet sag. Der er eg, vanilje, sød estragon, pærer, abrikos, honningmelon, lidt voks og den har også et lidt røget element. Det dufter med andre ord vildt godt.

Smagen er blød med Grüner Veltliners grønne aftryk, svag grape, men bitterheden er slet ikke voldsom og går hånd i hånd med en fed sødme. Det er altså tæskelækker vin, god balance, fyldig, intens og ganske saftig … vildt mange gange WAUW og Thumbs Up.

Forhandels af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Weingut Johann Topf, Zweigelt Strassertal, Kamptal, Østrig

2015 Weingut Johann Topf, Zweigelt Strassertal, Kamptal, ØstrigVi fortsætter med lidt østrigsk vin og endda på Zweigelt, den mest udbredte rødvinsdrue i hele Østrig … her i form af vinen Zweigelt Strassertal fra Weingut Johann Topf, som ligger i den lille by Straß et par kilometer øst for Langenlois i Kamptal regionen.

Vingården blev grundlagt i 1649 og har været i familien Topfs eje siden 1751. Siden 1990 har vingården været drevet af Hans Topf junior, men han får også hjælp fra resten af familien, bl.a. Hans Topf senior, som drev vingården fra 1960 til 1990. Han var i øvrigt den første vinbonde i Straß, som begyndte at fylde vinene på flaske, så han kunne leverer vinene fra hans beskedne 9 hektar til kunder i hele Østrig.

Hans Topf junior har derudover hjælp fra hustruen Magdalena samt parrets sønner Hans-Peter, Maximilian, Alexander og Julius. Under Hans Topf junior er ejendommen løbende udvidet, og samlet ejer familien nu 46 hektar vinmarker, bl.a. en række topmarker … Erste Lagen, nemlig Der Gaisberg, Der Heiligenstein, Unser Wechselberg Spiegel, Der mächtige Wechselberg, Der Name Hasel, Die Lage Blickenweg, Stangl og Sachsenberg.

Der bruges udelukkende organisk gødning i vinmarkerne, og man har valgt at benytte naturens egne våben til bekæmpelse af skadedyrene i stedet for giftstoffer. Dette betyder, at huset, på trods af at man ikke er certificeret, arbejder økologisk i vinmarkerne.

Hos Topf er man meget opmærksom på sin arv, og man har derfor valgt at fokusere på de lokale østrigske druesorter såsom Riesling, Grüner Veltliner, Pinot Blanc og Pinot Noir i vinmarkerne.

Det er ikke bare i vinmarkerne, at man udviser den største omhu for vinens kvalitet. Omhuen fortsætter i vinkælderen, hvor de håndplukkede druer ankommer i specialdesignede små kurve.

Druerne presses meget forsigtigt ved hjælp af en state-of-the-art vinpresse, faktisk vinpressernes Rolls Royce … en Pneumatic Buncher. Efterfølgende gæres vinen ud, enten i rustfrie ståltanke eller på nye egetræsfade. Størstedelen af Topfs vinfade er specialfremstillede, så selv de mindste cuvéer kan lagres adskilt.

Denne Zweigelt Strassertal er lavet med druer fra vinhusets marker omkring Straß. Vinstokkene er plantet tilbage i 1972 og har således efterhånden fået lidt alder. Gæringen sker i store lukkede ståltanke ved 18 grader og maceration i 14 dage. Derefter hvilket vinen en periode på ståltankene og lagrer derefter 3 måneder i store egefade inden endelig flaskning og frigivelse.

Næsen er syrlig bondsk med herlig duft af både armsved, kirsebær, en smule brombær, bolsjer, svag kaffe, grønne urter, mint og estragon. Sådan … meget præcist.

I munden er vinen også en smule bondsk, landlig med lidt bid fra sort peber, men ellers er den skam ganske flad i pudebetrækket. Frugten er hindbær og brombær. Der er ganske vist syre, men syren er ganske blød og det gør, at vinen virker saftig i udtrykket. Samtidig er syren med til at give en vis lethed til vinen. God udgave af Zweigelt, som nogle gange godt kan være en svær størrelse.

Købt hos Winefamly, hvor prisen var 69,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Eiswein, Kamptal, Østrig

2016 Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Eiswein, Kamptal, ØstrigVi sluttede det vinøse festfyrværkeri med tung krudtslam … fed, sød og klæbrig – og stærkt vanedannende – Grüner Veltliner Eiswein fra det kendte østrigske vinhus Schloss Gobelsburg.

Det klassiske vinhus har jeg skrevet om et utal af gange … og dermed smagt mange vine fra, men jeg har aldrig smagt deres Grüner Veltliner Eiswein eller andre Eiswein, der jo normalt er lavet på Riesling. Men den gode Michael Moosbrugger mener imidlertid, at Grüner Veltliner er meget velegnet til denne vintype. He’s got a point.

Årsagen til, at Grüner Veltliner er meget velegnet til Eiswein skyldes, at druen har en tyk skal, som gør den specielt hårdfør og kan dermed hænge på vinstokke i lang tid. Og det er nødvendigt, for den østrigske vinlovgivning siger, at druerne til Eiswein skal ha’ fået frost og faktisk kun må høstet ved temperaturer under -7 grader.

Men det kan Grüner Veltliner tilsyneladende let klare, for Schloss Gobelsburg laver deres Eiswein hvert år, hvorimod de ikke hvert år laver auslese, beerenauslese eller trockenbeerenauslese hvert år, for det afhænger af høsten.

Og denne Grüner Veltliner Eiswein er så lavet med druer fra marken Steinsetz, hvor vinstokkene er mellem 3-40 år gamle. Druerne høstes så sent, så de typisk først høstes i januar i det nye år, hvorved druerne til denne 2016’er formentlig er høstet i januar 2017.

Det er søde sager … hele 296,1 gram restsukker pr. liter, hvilket også betyder en Oechslegrad på mindst 125. Vinen har lagret på 300 liters egefade frem til flaskningen og dermed altså under et år.

Næsen er også både bred, fed og lang … både opstopper, braktud, tryne, snude, snabel og mule. Det er massivt sød nektar, som bringer snydeskaftet både tropiske frugter, abrikos, mango, indkogt appelsinskal og honning.

Smagen er fed … nærmest en sukkeropløsning, ren nektar som tonsvis af sødme og sammenpresset frugt. Det er utroligt fedt, men vil virke til fx lidt ost. Hvis jeg skal sige noget – og det er jo det, som jeg skal – så savner jeg nok lidt syre, for det bliver virkeligt fedt og sødt, men godt smager det sgu. Sådan flaske vil jeg kunne tømme på få minutter, men så vil jeg skulle slå mave og sove et par timer … helt veltilfreds.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en 50 cl flaske koster 330 kr. Det er i øvrigt ganske billigt for ægte Eiswein.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Weingut Schloss Gobelsburg, Riesling Tradition, Kamptal, Østrig

2012 Schloss Gobelsburg, Riesling Tradition, Kamptal, ØstrigSå er vi sgu der igen … altså i det gamle cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Det er selvfølgelig Weingut Schloss Gobelsburg, som jeg snakker om, da jeg har fået deres Riesling Tradition i glasset. Erste Lage saft fra marken Zöbinger Gaisberg.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange, så det gider jeg ikke igen. Lad os i stedet kigge lidt nærmere på denne Riesling Tradition, som er lidt af en specielvin hos Schloss Gobelsburg. Den kommer nemlig fra serien Historische Weinbereitung, som omfatter to vine … en på Grüner Veltliner samt denne Riesling.

Vinen er lavet på samme måde, som vinene blev lavet af munkene på Schloss Gobelsburg i starten af forrige århundrede, altså med forsigtig presning i store kurve, gæret alene med druernes naturlig gær og uden temperaturstyring på 25 hektoliter store Manhartsberger egefade.

Der sker ingen filtrering, men derimod omstikkes vinen tre gange og er lagret på meget store fade i omkring 2 år, hvilket ikke giver duft eller smag af fad, men er med til at give en svag iltpåvirkning  og dermed en fyldigere vin.

Og det er sjovt, for vinen nærmest dufter af de gamle fade sammen med klar petroleum, virkelig kropslig tæthed, kvæde, ferskner, pære, citrus og det hele fucking intens, pardon my french. Der er også svag salt, mineraler og sten. Hmmmmm.

I munden er der både fedme, tæthed og inderlighed. Der er kvæde, pærer og vinen er kraftfuld og har god spændstighed. Det er elegant på en fed og direkte måde. Virkelig en lækker Riesling, som på én eller anden måde samtidig er lidt anderledes.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 290 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Schloss Gobelsburg, Riesling Ried Gaisberg Erste Lage, Kamptal, Østrig

Det er kun to uger siden, at jeg skrev om en vin fra Schlosskellerei Gobelsburg aka. Weingut Schloss Gobelsburg. Nu har vi igen fat i en af slagsen og endda fra en højere hylde, nemlig husets Riesling Ried Gaisberg Erste Lage.

Jeg skal ikke igen trætte jer med en lang historie om vinhuset, så vi springer i stedet direkte over til denne Riesling … lavet med druer fra marken Kammerner Gaisberg, hvor vinstokkene er omkring 30 år gamle. Det er en af husets Erste Lage marker og på marken anvendes der en opbindingsmetode kaldet Lyra, der er med til at give større modenhed i vinen.

Næsen er præget af let petroleum, våd hund, hyldeblomst, fersken, citrus, grapefrugt, kiwi, røg … virker meget koncentreret og med en lidt pikant duft samt mineralske elementer. I starten var aromaen lidt beskeden, men vinen åbner op i glasset med lidt tid, tålmodighed samt en smule varme.

I munden er det virkelig blidt, blødt med lidt kalk, jern og en slags blid bitterhed og citrus. Vinen er fast, tæt samt intens … og så alligevel flagende med en fast syrebid, som fastholder dig. Det er sgu god Riesling.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 2 flasker.

Rating 5/7    

2015 Schlosskellerei Gobelsburg, Urgestein Riesling, Kamptal, Østrig

Schlosskellerei Gobelsburg er Weingut Schloss Gobelsburg og omvendt. De mere almindelige vine – som denne Urgestein Riesling – sælger det historiske vinhus under navnet Schlosskellerei Gobelsburg med en etiket, som stammer fra et original litografi omkring 1840 og viser slottet og kirken fra nordøst.

Derudover sælger de endda også en række billigere vine under navnet Domaene Gobelsburg, mens husets bedste vine og Erste Lage vine sælges som Schloss Gobelsburg.

Det er jo ikke så lang tid siden, at jeg drak en lækker 2014 Riesling Beerenauslese og skrev om huset. Der skrev jeg også lidt om vinhusets lange historie, der går helt tilbage til 1171, men siden 1996 har været forpagtet ud til Willi Bründlmayer og Michael Moosbrugger.

Det er dog Michael, som nu driver vinhuset til dagligt, og det er også Moosbrugger, som I ser på billedet ovenfor sammen med en af stedets mange munke.

Druerne til denne Urgestein Riesling kommer fra nogle af husets yngste vinstokke fra marker ved Gaisberg og Heiligenstein. Stokkene er maksimalt 15 år gamle, giver et større udbytte end de ældre stokke, men selvfølgelig ikke rødderne så dybt nede i undergrunden præget af kalk, gips, anhydrit og store mængder af stensalt.

Vinen er vinificeret og lagret 2-3 måneder  på rustfrie ståltanke inden vinen flaskes.

Duftmæssigt virkelig en dejlig Riesling … fin dybde med sten, mineraler, blomsterstøv, lidt fedme, fylde, fersken, pærer og citron samt en svag syrlig mødding. Nice.

I munden er det klart masser af grape, appelsin, frisk og sprød med let bitterhed, men lige tilpas sødme til at afbalancere bitterheden og en kontant, men blid syre.

Bichel Vin er dansk importør, men denne vin er ikke fundet på deres hjemmeside. Udenbys koster den 10,90€ … svarende til omkring 81 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Schloss Gobelsburg, Riesling Beerenauslese, Kamptal, Østrig

Desserten bestod af en trilogi af creme, nemlig creme brullé, klassisk citronfromage samt panacotta m/frisk og sprødt. Om dertil havde Jan fundet denne skønne Riesling Beerenauslese fra østrigske Weingut Schloss Gobelsburg.

Schloss Gobelsburg er et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger. I begyndelsen var kendte Willi Bründlmayer med som konsulent, men de seneste år har Moosbrugger stået på egne ben. Og med stor succes, for i 2006 blev han kåret til årets vinbonde i Østrig og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste.

Schloss Gobelsburg er den ældste vinproducent i Donauregionen og klostret har besiddelser i alle de bedste marker i Kamptal. Klostret har altid været garant for høj kvalitet, men med Michael Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft.

Moosbrugger laver vin med de store historiske linier for øje; han er meget bevidst om, at han har en lang arv at løfte, og at der skal laves vin på ejendommen mange hundrede år efter han har sluppet tømmerne.

Han er ikke certificeret økologisk, da han mener, at kobbersulfat, som er tilladt i økologisk vindyrkning, er mere skadeligt end nogle industrielt fremstillede stoffer mod meldug, som ikke er tilladt.

Denne Riesling Beerenauslese er lavet med druer, som er angrebet af den ædle råd botrytis og er en vin, som kun laves de år, hvor der er tilstrækkelig med angrebne druer. De seneste år er vinen således kun lavet i årgang 2008, 2010 og 2014.

Vinen er fermenteret i 300 liter egefade og er også lagret i samme fade. Der er godt med sødme i vinen, som da også indeholder 125,5 gram restsukker pr. liter.

Og det er en væske i nektar ligaen … næsen er dog nærmest en smule syrlig, men selvfølgelig med masser af sødme og en ganske imponerende aroma af mødding, virkelig animalsk duft, som er helt fantastisk. Det er frugthonning, blomsterstøv, abrikos, ananas, tørret ananas, tonsvis af valnødder og alt sammen godt intens.

I munden overrasker vinen også med en herlig syrlighed midt i al sødmen, og det gør, at det aldrig bliver for sødt. Det er en forfriskende syre, som gør vinen levede og intens. Syren spiller smukt sammen med fedme, fylde og sukkerlækker sødme, ristet brød og valnødder. Dejlig.

Købt hos Bichel Vin, men pris kender jeg ikke.

Rating 6/7    

2015 Weingut Loimer, Langenlois Kamptal Riesling, Kamptal, Østrig

For et års penge siden smagte jeg en Grüner Veltliner fra Weingut Loimer og var blæst bagover. Nu har jeg igen Loimer væske i glasset, men denne gang er det Riesling … en Langenlois Kamptal Riesling.

Weingut Loimer ligger i udkanten af byen Langenlois i vinområdet Kamptal i Niederösterreich og er grundlagt i 1998 af Fred Loimer. Han har i alt 63 hektar vinmarker, primært med hvide druesorter … ja faktisk er 95% af markerne plantet med druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Grauburgunder, Traminer, Zierfandler og Chardonnay. Derudover er der en smule rød Pinot Noir, Zweigelt og St. Laurent.

De bedste marker er Dechant, Käferberg, Spiegel, Steinmassl, Seeberg, Heiligenstein, Loiserberg og Eichelberg. Siden 2005 har alle markerne været drevet økologisk, men Fred har i arbejdet med vinene derudover hentet inspiration i Rudolf Steiners biodynamiske ideer.

Fred Loimer går gerne sine andre veje og sammen med hustruen Birgit har han også bygget et topmoderne vinhus i Langenlois … en futuristisk kube ovenpå den stenede gamle vinkælder med charmerende hvælvinger.

Alt er stramt, designet og minimalistisk … det kan du også fornemme på billedet ovenfor.

Der laves en række vine, som Loimer har inddelt i vine fra Kamptal, en række som laves fra marker udenfor Kamptal og derfor blot kaldes Niederösterreich og endelig vine fra marker omkring byen Gumpoldskirchen.

Denne Kamptal Riesling kommer fra 10 til 50 år gamle vinstokke, høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med spontangæring og fermentering i rustfrie ståltanke, maceration 4-12 timer, gæring i 4-8 uger ved 20 grader, hvorefter vinen hviler sur lie i 4 måneder. Restsukker udgør 3,1 gram pr. liter. Så har vi også det på plads.

Næsen er ganske fin uden at være mindblowing. Det er fersken, hyld, lidt citrus … ingen petroleum, men derimod en smule urtet og virker ellers ganske frisk og spændstig.

Smagen er fyldig, blød og endda en anelse cremet med sødme, saftighed, god balance, men ikke umiddelbart så mineralsk. Der er en vis grape bitterhed som sammen med sødmen giver en rigtig godt bundtræk. Der er lidt fersken, god længde på smagen og sammenlagt en rigtig dejlig Riesling.

Loimers Grüner Veltliner er dog endnu bedre.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 155 kr.

Rating 4,5/7