Tag-arkiv: grenache blanc

Grenache Blanc er en hvid druesort, der er en mutation af den røde Grenache drue. Druen findes mest i det sydlige Frankrig – specielt Rhône – samt i Catalonien i det nordøstlige Spanien, hvor druen kaldes Garnatxa Blanca.

Vine på Grenache Blanc er kendetegnet ved høj alkohol og lav syreindhold med citrus- eller urteagtige noter. Dens styrke kan føre til overproduktion og uklarhed, men indgår mest i blandinger.

Siden 1980’erne har Grenache Blanc været den 5. mest plantede druesort i Frankrig efter Ugni blanc, Chardonnay, Semillon samt Sauvignon Blanc.

2018 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Romain Duvernay, Côtes du Rhône Blanc, Rhône, FrankrigLad os endelig få lidt hvidvin i glasset og det blev elegant løst med en 2018 Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc fra huset kaldt Newrhône Millésimes, der ligger ved Courthézon centralt i Rhône området.

Newrhône Millésimes er et forholdsvis nyt vinhus, der er grundlagt i 2016 af Jean-Marc Pottiez i samarbejde med den dygtige vinmager Romain Duvernay. Jean-Marc har en lang karriere indenfor vinbranchen og bl.a. arbejdet i Languedoc, Bourgogne og senest i Champagne, hvor han var inde over produktionen hos både Nicols Feuillatte og Jacquaert.

Romain Duvernay er en talentfuld vinmager og har – efter sigende – en af de fineste ganer i regionen. Han er selv uddannet i Bordeaux, men har også arbejdet i både Bourgogne og Languedoc inden han i 2010 startede med at lave sine egne vine … og det fortsættes nu under Newrhône Millésimes.

Men Newrhône Millésimes har to serier vine … nemlig Romain Duvernay samt Romain Duvernay Domaines og de fleste af vinene er lavet på de druer, som Romain blev forelsket i … Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Newrhône Millésimes ejer ikke selv vinmager, men har et samarbejde med en lang række vinavlere, men derudover tager Romain ofte rundt og køber druer fra spændende marker overalt i Rhône området.

Denne Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc, som er lavet på 40% Grenache Blanc, 30% Roussanne og 30% Viognier, der høstes tidligt om morgenen for at bibeholde de aromatiske. Straks derefter bliver druerne presset, hvorefter de gennemgår den kontrollerede fermentering, som strækker sig over 3 uger.

Meget fyldig, kraftig og aromatisk næse med masser af overmodne, hengemte æbler, et overload af fed, saftig tropisk frugt, abrikos, lidt mango og man kan næsten fornemme, hvordan saften løber ud af de modne frugter. Der er appelsinskal, lime, grillet citron, karamel, kridt, mandler, en snert linolie og et svirp grøn grape.

Smagen er fyldig med masser af tyk pondus og er langt mere rustik end duften lige lovede. Den er både cremet, syrlig og har godt med bitterhed. Det er syrlige og melede æbler, grape, grønne oliven, en lille tør sødme, grønne urter og det hele slutter med en lang bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVinene fra Dominio del Àguila er sgu vilde. Kraftige, intense og vilde. Det gælder egentligt også deres rosé … denne Picaro Clarete Ecológico.

Jeg har tidligere smagt både en 2014 Albillo Viñas Viejas og den røde 2018 Picaro del Àguila og begge gange har jeg været ret imponeret. Og selvom jeg slet ikke er til rosévine, så må jeg også overgive mig med denne Picaro Clarete Ecológico, for vinen er sgu fremragende. Bevares i den fyldige og federe afdeling, men kvaliteten fejler bestemt intet … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend med Garnacha, Bobal, Bruñal, Monastrell, Tempranillo Gris, Garnacha Blanca, Pirulés, Jaén, Moscatel og Malvasías. Det er et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med vinstokke over 60 år gamle.

Markerne er kalkholdige og ligger i 800-900 meters højde. Efter høst afstilkes druerne ikke, men presses direkte og saften overføres til gamle betontanke, hvor vinen spontangærer langsomt … faktisk i 8-9 måneder efterfulgt af lagring på egefade i samlet 17 måneder.

Vildt rød i glasset … lidt ligesom håret på den storbarmede Angel Strawbridge fra programmet han, hun og drømmeslottet. Og i næsen er vinen næsten også lige så farverig, smæk på aromaerne med lidt røgede jordbær, ribssaft, tranebær, hyben, dåsepærer, sødme, fadnoter med specielt vanilje og lidt svage oxidaktive noter.

Der er også smagsmæssigt skrald på drengen … masser af rød frugt, hindbær, jordbær, kirsebær, ribs, virkelig fyldig, fed rosé med masser af smag, nærmest bløde tanniner … og så er det bare blødt, cremet og totalt uimodståelig … WAUW for en rosé.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5/7

2016 Terroir al Límit, Terroir Històric Blanc, Priorat, Spanien

2016 Terroir al Límit, Terroir Històric Blanc, Priorat, SpanienEn spansk smagning forestået af Theis Vine startede helt genialt med denne Terroir Històric Blanc fra et vinhus, der kalder sig Terroir al Límit … et virkelig spændende og hypet vinhus, der ligger i Torroja del Priorat omkring 30 kilometer nordvest for havnebyen Tarragona.

Terroir al Límit er grundlagt i 2001 af tyske Dominik Huber og den sydafrikanske ønolog Eben Sadie. Dominik blev allerede i en alder af 18 forelsket i vin og mad, da han sammen med kokken Karl Ederer var på roadtrip i Sydeuropa.

Han læste senere økonomi og marketing i henholdsvis London, München og Madrid. Han arbejdede samtidig ved siden af studierne også på Perez familiens vingård Mas Martinet i Priorat og fik senere fast job på vingården for et år.

I 2001 købte han så – sammen med vennen Eden Sadie – selv lidt druer fra Perez familien og lavede deres egen vin … godt nok i Mas Martinets vinkælder, men det var vinen Dits del Terra og vinhuset kaldte de Terroir al Límit.

Et par år senere fik makkerparret deres egen vinkælder i byen Torroja del Priorat – en lille by med 80 indbyggere – hvor de købte et tidligere vineri, hvor de fortsatte udviklingen af deres vine, som langsomt blev bedre og bedre, mens produktionen også steg betydeligt.

I 2012 rejste Eben dog retur til Sydafrika og forlod det fælles projekt, så lige siden har Dominik Huber selv stået for Terroir al Límit. Referencen for Dominik er Bourgogne, så han laver rene, finesserige vine som modsvar til de tungere og mere fadprægede vine, som området først og fremmest er kendt for.

Dominik siger selv, at hvis vinene dufter af Priorat-urter, har vi gjort et godt stykke arbejde. Hvis du kan lugte eg, har vi intet udrettet. Det er således et opgør med den tunge, ekstraherede stil, som kendetegner mange af vinene fra Priorat.

I dag har Terroir al Límit selv 25 hektar vinmarker, men jeg kan ikke se, om de også lejer marker og køber druer fra andre vinavlere. Men druerne kommer fra mange forskellige marker i hele regionen og passes økologisk også af ansatte hos vinhuset.

Her smager vi husets Terroir Històric Blanc, som er lavet på 75% Grenache Blanc og 25% Macabeu, som samlet kommer 35-50 år gamle vinstokke på marker ved 9 forskellige byer i Priorat.

Markerne ligger ved byerne Bellmunt, Gratallops, El Lloar, Escaladei, Poboleda, Porrera, Torroja, Vilella Alta og Vilella Baixa. Druerne er høstet med håndkraft og er derefter placeret i cementtanke, hvor de fodtrappes, derefter afventer spontangæring og laves med så lidt indgriben som muligt i produktionen.

Det sker altså efter helt Priorat principper og den usædvanlige maceration giver en vin, som får lidt oxidative noter. Efter gæringen presses druerne og så lagrer vinen 6 måneder i æggeformede betontanke. Aftappes på flaske uden filtrering.

Næsen er lidt sagte og forsigtig … der er modne pærer, dåsepærer, tørrede abrikoser, appelsinskræl, lidt røget, varmkrydret og let oxideret, men det er samlet en meget delikat aroma.

Smagsmæssigt er det en fuldfed hvidvin med masser af power, pærer, fersken, virkelig intens og cremet … faktisk vildt cremet og så alligevel med en vis syre, som dog aldrig bliver helt vild, men binder vinen godt sammen. Der er lidt citroner, vel nærmest syltede og saltede citroner, lidt honning, havvand og stor blødhed.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 184,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Babylonstoren, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Chenin Blanc, Western Cape, SydafrikaNæste Babylonstoren vin var også en hvidvin og denne gang på ren Chenin Blanc, der jo også normalvis stortrives i netop Sydafrika.

Vinen er lavet på ren stål … først med blid presning af druerne, som kommer fra granitholdige marker. Derefter gærer vinen koldt i omkring 3 uger, hvorefter den så lagrer 4 måneder sur lie inden endelig aftapning på flaske.

Næsen er klart mere blød end Candide … igen med en lille dejlig drilsk landlighed, sådan næsten økoagtig med mødding, armsved og bonderøv. Det dufter med andre ord betagende. Der er lidt sødme, lidt honning, tropisk frugt, honningmelon, ananas, søde krydderier og man bliver sgu lidt fascineret af de herlige aromaer, som strømmer op af glasset.

Smagen er lidt mere jordnær, ganske frisk med en okay syre, citroner, lemon, grønne æbler, stikkelsbær … stram, syrlig og ungdommelig, så det er ikke en flommefed sydafrikansk Chenin Blanc, men tværtimod en god og frisk vin, som – trods en lidt rustik syre – bare smager rigtigt godt. Igen er det 4,5 med en frisk pil opad.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigVi napper da oss’ lige to Châteauneuf-du-Pape vine fra Cyril Chastan på Domaine de Saint Siffrein og hvad er så mere naturligt end at starte med den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc?

Cyril Chastan har alene 1 hektar med de traditionelle hvide druer og det er i den nordvestlige del af Châteauneuf-du-Pape … og primært lieux-dits på markerne Cabrieres og Palestor.

Vinen er i denne årgang 2017 lavet på 35% Grenache Blanc, 30% Clairette, 15% Bourboulenc og 15% Roussanne, mens de sidste 5% består af Piquepoul og Picardan. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar og er straks derefter presset inden gæringen ved lave temperaturer.

Hovedparten af druerne gærer i rustfrie ståltanke, mens 38% har gæret i store 400 liters egefade. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade sur lie – altså med bærmen – i 4 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Som dens CdR lillesøster, så er Domaine de Saint Siffreins Châteauneuf-du-Pape Blanc en lille fed og opulent dame, meget aromatisk, nærmest eksplosiv i duften med fede, tørrede ferskner, kvæde, pærer, ananas, honningmelon, ristede mandler og en stilk med lidt blomster.

Smagen er fløjlsblød med en meget rund, kraftig – om end svagt flad – syre, meget smagsfuld med fersken, melon, fedme, vanilje, brunet smør, sødme, blomster og mineraler. Der er virkelig comfort vin, totalt rund, varm og meget smagfuld.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigDen næste vin i glasset fra Domaine de Pignan blev en vaskeægte Châteauneuf-du-Pape, men en hvid af slagsen og i nyeste 2018-udgave.

Den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc er – som med mange hvide neuf’er – lavet på et skønt mix med 40% Grenache Blanc, 20% Roussanne, 20% Clairette, 10% Bourboulenc, 5% Picpoul og 5% Picardan … alle fra 60 år gamle vinstokke på en 1 hektar stor vinmark, hvor druerne er høstet og sorteret med håndkraft inden vinificeringen.

Efter sorteringen af druerne er de presset og gæringen er sket ved lav temperatur … 16-18 grader og efter endt gæring er vinen lagret sur lie i 6 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Åh, hvor har jeg egentlig savnet hvid Châteauneuf-du-Pape, for det er vist ved at være lang tid siden, at jeg sidst har smagte sådan én. Næsen er blid, blød og fyldig … lidt afdæmpet med brede skuldre, mens frugten er melon, hyld og fersken. Derudover lidt blomster og lidt altheabolsjer. Det er så fint, blød og forsigtigt.

I munden er vinen også en forsigtigper, selvom der er masser af velsmag. Det er samtidig tørt med peber, blomster, fersken, melon og alt leveres cremet, blødt og lækkert. Tørt, sødkrydret, dybt og krydret, men meget forsigtigt og genert.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, Sydafrika

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, SydafrikaVondeling Wines er en smuk vingård i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården, som ligger i en dal ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika. Og derfra smager vi denne hvidvin med navnet Babiana.

Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet. I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002.

Vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe. Og samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker.

Denne er husets hvide topvin, og den er opkaldt efter en af de planter, som er helt unik for området, nemlig Babiana Noctiflora, som primært findes omkring Voor-Paardeberg sammen med Erica Hippuris, Oscularia Paardebergenis og Serruria Roxberghii.

Babiana er lavet på 50% Chenin Blanc, 24% Chardonnay, 13% Grenache Blanc og 13% Viognier. Alle druer høstes med håndkraft og vinen er gæret alene på druernes naturlige gærceller i store 500 liters franske egefade, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade.

Næsen byder på en lille lækker fedme, abrikos, mandler, pinjekerner, cashewnødder, røg, flot og god nerve, mandariner, karamel, banan, tonsvis af fadnoter og vanilje.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt og svulstig på en fin og lækker måde. Det er opulent, men ikke helt vildt, for vinen har en frisk, livlig, bitter og levende syre med flot balance. Den smager bare rigtig godt og breder sig dejligt i munden med lidt bitterhed i eftersmagen,

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine Saint Gayan, L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet, Rhône, Frankrig

2016 Domaine Saint Gayan, L'Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet, Rhône, FrankrigDen 3. Rhône hvidvin ved Masterclass smagningen var denne L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet fra Domaine Saint Gayan, der ligger 1 kilometer syd for byen Sablet.

Domaine Saint Gayan drives af Jean-Pierre Meffre og hans kone Martinne. Jean-Pierre overtog driften af vingården fra sin far Roger Meffre i 1980. Vingården har været i familiens eje siden 1709, hvor den blev købt af en ung løjtnant Pierre Goubert. Det var i slutningen af det nittende århundrede, at familien blev til Meffre, da den eneste arving Léa Goubert giftede sig med Albert Meffre.

Jean-Pierre Meffre er dermed i direkte linje 11. generation og dermed har familien  stolte traditioner og et kæmpestort historiske erfaringsgrundlag. Siden 2007 har svigersønnen Christian-Yves Carré de Lusançay også deltaget i driften.

Domaine Saint Gayan har samlet 38 hektar vinmarker fordelt på både Rasteau, Gigondas, Châteauneuf-du-Pape og Côtes de Rhône Villages Sablet. Mere en halvdelen af vingårdens marker er beplantet med vinstokke, som er mere end 80 år gamle.

Sablet er  én af de kommuner i Sydrhône, hvor man må anvende kommunenavnet efter Côtes du Rhône Villages, så man ved mere præcist hvor druerne kommer fra. Sablet er kendt for, at markerne er meget sandet og i 2017 var der samlet alene 373 hektar vinmarker i Sablet.

Denne L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet er netop lavet med druer fra husets 1,76 hektar marker i Sablet. Druerne kommer fra 15 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er et blend på 40% Viognier, 30%, Bourboulenc, 10 Grenache Blanc, 15% Clairette og 5% Roussanne. Vinen er lavet ved, at druerne presses og derefter gærer i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperaturer og lagrer 7 måneder i tankene.

I næsen er vinen lidt tør, nærmest med lidt jord og ellers ikke specielt eksplosiv, men ganske neutral. Der er lidt fersken, pærer, kalk, hasselnødder og noget, som kunne dufte som symaskineolie.

Smagsmæssigt er der fennikel, lakrids … igen – som næsen – en smule tilbageholdende og næsten på vej til det kedelige, men er sådan set blød og rund. Syren er lidt vag og ufokuseret, men vinen har en lækker blid eftersmag. Der er 4 tomler med pil svagt ned.

Importør er Theis Vine, og prisen på flaske ligger på 140 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, FrankrigHvidvinene i Rhône udgør faktisk 7% af den samlede produktion og i 2017 svarende dette til 163.026 hektoliter. En af de hvide fra Rhône er denne Côtes-du-Rhône Blanc fra Vidal-Fleury.

Vinhuset ligger ved Tupin et Semons midt i de berømte Côte-Rôtie vinmarker. Vidal-Fleury er grundlagt tilbage i 1781 af Vidal familien og er i dag det eneste vinhus i Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Allerede tilbage i 1787 blev huset berømt, da den amerikanske præsident Thomas Jefferson besøgte huset … hvilken blev starten til en eksport af vinene.

I 1890’erne giftede Gustave Vidal sig med en datter af Fleury familien og dermed fik huset sit nuværende navn Vidal-Fleury, og en medgift som muliggjorde en genplantning af vinmarkerne efter den store phylloxera epidemi.

Vidal-Fleury havde oprindeligt en række vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men siden 1920 har de udvidet med marker i andre dele af Rhône og i dag opkøber huset også druer fra udvalgte vinavlere i hele Rhônedalen. Vidal-Fleury er dog i dag næsten blevet synonym med Côte-Rôtie.

Vinhuset er i dag dog ikke længere ejet af Vidal-Fleury familien, for det blev i 1984 købt af Guigal, som havde en særlig interesse i Vidal-Fleury, hvor Etienne Guigal selv blev udlært og arbejdede en lang årrække inden han i 1946 etablerede sig som vinbonde og grundlagde E. Guigal.

Guigal familien har sat Guy Sarton du Jonchay til at drive vinhuset, hvilket sker sammen med hans hustru Monika. De driver markerne sammen med Guigal og samlet har Vidal-Fleury og Guigal omkring 62 hektar i det nordlige Rhône. Hvor mange marker, som Vidal-Fleury har i den sydlige del ved jeg ikke, men de fleste af druerne opkøbes hos små vinavlere.

I 2006 startede Vidal-Fleury byggeriet af et nyt state-of-the-art winery, som blev færdigt i 2008. Det er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg … og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Denne Côtes-du-Rhône Blanc er en vin, som huset har lavet siden starten af 1980’erne. I denne unge årgang 2018 er den lavet på 87% Viognier, 5% Clairette, 3% Grenache Blanc og 5% Roussanne.

Druerne er høstet både med maskine og ved håndkraft. Omkring 30% er druerne er ligget en kort periode på skindet, mens resten af druerne blot er presses direkte.

Gæringen er sket ved 16 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret sur lie i 6 måneder inden filtrering, flaskning og lagring yderligere 3 måneder. Der laves årligt omkring 385 hektoliter af vinen, hvilket giver omkring 51.500 flasker.

Næsen er lidt neutral … men der er pærer, melon, ananas og måske lidt abrikos, lidt nødder, mandler og er ellers en smule opulent, lidt fluffy og svagt parfumeret. Der er blomster, papkasser, vingummibamser samt søde krydderier.

Smagen er blød, cremet, grønne æbler og tropiske frugter, en vis fylde, godt bid og friskhed, men ikke så kompleks.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en Masterclass med temaet Côtes du Rhône arrangeret af Inter Rhône, som er en organisation, der repræsenterer over 500 Rhône producenter. Så hele formiddagen stod på vine fra Rhône og den første var denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Det var Thomas Rydberg, som skulle guide os igennem vinene og fortælle om Rhône, lidt fakta om vinproduktionen i området, druerne og de i alt 11 vine, som var fordelt på 5 hvidvine, 2 rosévine og 5 rødvine.

De fleste vinkyndige kender Thomas Rydberg, som er fast vinanmelder for Ekstra Bladet og derudover laver vinmagasinet DinVinGuide og står bag AltomSpanskVin.dk. Inter Rhône havde hyret Thomas til at formidle lidt budskaber omkring vinene fra Rhône området og selvfølgelig udbrede kendskabet.

Thomas har en kæmpe viden om vin, og han fortalte en række spændende facts omkring Rhône, men de ting skal jeg nok fortælle mere om i nogle af de næste blogindlæg/anmeldelser. Nu kigger vi i stedet nærmere på denne Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Nu var jeg jo til en Chapoutier smagning i januar i år, så hele historien om vinhuset kan du læse i blogindlægget på Chapoutiers 2016 Invitare Condrieu … en i øvrigt spændende historie.

M. Chapoutier ejer i dag 54 hektar vinmarker i det nordlige Rhône, 90 hektar i det sydlige Rhône samt 69 hektar i Roussillon. Og så opkøber de altså også fortsat druer op i negociantdelen fra vinavlere i både det nordlige og sydlige Rhône.

Denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône – som også findes i en rød udgave – er lavet på et blend af druerne Grenache Blanc, Roussanne, Viognier, Clairette og Bourboulenc. Druerne høstes med maskine og stammer formentlig fra andre vinavlere.

Vinen er lavet ved, at alle klaser afstilkes, hvorefter druerne får en let maceration – specielt Viognier druerne – hvilket efterfølges af en blid presning. Derefter hviler mosten koldt, hvorefter gæring sker ved lav temperatur i rustfrie ståltanke.

Næsen byder dig på blomster, er let parfumeret, har lidt fennikel, mens frugten er abrikos, fersken, melon og lidt appelsin. Derudover er der en fin intensitet og en ganske pæn tørhed.

Smagen har til gengæld masser af syre, citron, grøn frugt, pærer og grønne æbler, fennikel, en lille bitterhed, men pakket pænt ind i en cremet og frisk smag. Det er klart en ung, frisk vin med en pæn intensitet.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7