2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Belleruche Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en Masterclass med temaet Côtes du Rhône arrangeret af Inter Rhône, som er en organisation, der repræsenterer over 500 Rhône producenter. Så hele formiddagen stod på vine fra Rhône og den første var denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Det var Thomas Rydberg, som skulle guide os igennem vinene og fortælle om Rhône, lidt fakta om vinproduktionen i området, druerne og de i alt 11 vine, som var fordelt på 5 hvidvine, 2 rosévine og 5 rødvine.

De fleste vinkyndige kender Thomas Rydberg, som er fast vinanmelder for Ekstra Bladet og derudover laver vinmagasinet DinVinGuide og står bag AltomSpanskVin.dk. Inter Rhône havde hyret Thomas til at formidle lidt budskaber omkring vinene fra Rhône området og selvfølgelig udbrede kendskabet.

Thomas har en kæmpe viden om vin, og han fortalte en række spændende facts omkring Rhône, men de ting skal jeg nok fortælle mere om i nogle af de næste blogindlæg/anmeldelser. Nu kigger vi i stedet nærmere på denne Belleruche Côtes-du-Rhône fra M. Chapoutier.

Nu var jeg jo til en Chapoutier smagning i januar i år, så hele historien om vinhuset kan du læse i blogindlægget på Chapoutiers 2016 Invitare Condrieu … en i øvrigt spændende historie.

M. Chapoutier ejer i dag 54 hektar vinmarker i det nordlige Rhône, 90 hektar i det sydlige Rhône samt 69 hektar i Roussillon. Og så opkøber de altså også fortsat druer op i negociantdelen fra vinavlere i både det nordlige og sydlige Rhône.

Denne hvide Belleruche Côtes-du-Rhône – som også findes i en rød udgave – er lavet på et blend af druerne Grenache Blanc, Roussanne, Viognier, Clairette og Bourboulenc. Druerne høstes med maskine og stammer formentlig fra andre vinavlere.

Vinen er lavet ved, at alle klaser afstilkes, hvorefter druerne får en let maceration – specielt Viognier druerne – hvilket efterfølges af en blid presning. Derefter hviler mosten koldt, hvorefter gæring sker ved lav temperatur i rustfrie ståltanke.

Næsen byder dig på blomster, er let parfumeret, har lidt fennikel, mens frugten er abrikos, fersken, melon og lidt appelsin. Derudover er der en fin intensitet og en ganske pæn tørhed.

Smagen har til gengæld masser af syre, citron, grøn frugt, pærer og grønne æbler, fennikel, en lille bitterhed, men pakket pænt ind i en cremet og frisk smag. Det er klart en ung, frisk vin med en pæn intensitet.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7