Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2022 Weingut Viermorgenhof & Stairs n‘ Roses, Rotweiss Symphony, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Viermorgenhof & Stairs n‘ Roses, Rotweiss Symphony, Mosel, TysklandWeingut Viermorgenhof er en lille, fin familiedrevet vingård i Kinheim-Kindel i Mosel midt i den store Moselsløjfe mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach … alt er roligt, hvis det ikke lige var for ægteparret Julia Molitor-Justen og Daniel Molitor, som rocker båden og under brandet Stairs n’ Roses laver en række sjove vine, hvor denne Rotweiss Symphony er én af dem.

Vinhuset Weingut Viermorgenhof er egentlig grundlagt i 1974 af Reinhard Molitor på højre side af Mosel floaden i Kinheim-distriktet i Kindel og huset har sit navn efter beliggenheden ved den gamle mark In den Viermorgen.

Familien Molitor har dog en lang tradition som vinbønder i Mosel og de kan spore deres vinrødder i stamtræet  så langt tilbage som til det 16. århundrede … men måske rækker det endnu længere tilbage.

Familien har sammenlagt 7 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Riesling, Rivaner – som vi jo også kender som Müller-Thurgau, Pinot Blanc, Pinot Noir og Dornfelder.

Markerne ligger på de stejle syd- og sydvestlige skråninger ved  Kinheim, hvor husets bedste marker er Kinheimer Rosenberg og Hubertuslay. De har også lidt marker på Kinheimer Höhe og i Kindel og hvor de første kun kan høstes i hånden, så ligger de sidste lavere, hvorved de kan høstes med maskiner.

Siden 2019 har Reinhards søn Daniel Molitor stået for driften sammen med sin frue Julia Molitor-Justen, der selv stammer fra en familie af vinbønder, nemlig Weingut Meulenhof i Erden og sammen forsøger de to unge nu at rocke lidt ved Mosels gamle traditioner.

De er selvfølgelig fortsat med at lave traditionelle vine under Weingut Viermorgenhof navnet, men har også skabt en lille serie moderne, sjove og moderigtige vine med sjove navne … alle under navnet Stairs n‘ Roses, der både har en reference til rockbandet Guns N’ Roses og markerne med Treppchen aka trapperne i markerne og marken Kinheimer Rosenberg.

De fleste af vinene laves nemlig med druer fra marken Lösnicher Försterlay, som er en vinmark beliggende præcis mellem Erdener Treppchen samt Kinheimer Rosenberg.

De har også fået en kendt kunstner til at udarbejde deres etiket til vinene og der fremgår inspirationen fra Guns N’ Roses endda endnu tydligere … rock and roll.

Vinene har således fx navne som Like a Virgin, Struwwelpitter, Ruby Riesling, Red Lion, Over the Rainbow, Sweet Child og mange flere … men her starter jeg så med at smage deres Rotweiss Symphony.

Den hedder Rotweiss Symphony, da den er lavet en skøn blanding af både almindelig 70% Riesling samt 30% Roter Riesling … en sjælden sort af Riesling. Druerne kommer fra vinstokke på Kinheimer Rosenberg samt Kinheimer Römerhang.

Da vi jo ikke så ofte støder på Roter Riesling druen, så lad os – nu da denne vin også kaldes Rotweiss – kigge nærmere på druen. Roter Riesling er en tysk druesort med lyserødt skind, der giver hvidvine, der minder ret meget om vine lavet på den almindelige Riesling og har en tendens til give sprøde og aromatiske vine, som måske kan være lidt tungere end Riesling.

Der er en vis debat omkring Roter Rieslings oprindelse … specielt om det egentlig er en mutation af Riesling eller måske omvendt. Den debat skyldes nok også, at Roter Riesling godt kan have hvide eller lyserøde bær. De kloge er dog kommet frem til, at Riesling i sig selv er originalen … og Roter Riesling en slag mutation.

Roter Riesling var ellers næsten helt udryddet, men blev reddet af Weingut Fritz Allendorf-Georgshof i samarbejde med Geisenheim Grape Breeding Institute og siden er der kommer  lovende vine på druen og nye beplantninger dukket op.

Roter Riesling trives i et terroir som almindelig Riesling  … men det mørkere skind betyder, at sorten kan klare sig bedre i noget varmere klimaer end Riesling, da skindet giver en vis beskyttelse mod solen. Den er også mindre sårbar over for botrytis end dens hvide modstykke.

Nå men denne Rotweiss Symphony er lavet ved, at druerne er efter høst presset, således mosten bliver helt klar … og så er vinen lavet på ståltanke med spontangæring med kælderens egen vilde gærflora.

Vinen skulle også være lagret i ståltanke … og denne er sådan lidt sød med 19,5 gram restsukker pr. liter og der er kun produceret beskedne 427 flasker, hvoraf denne er nummer 86.

Rigtig lækker næse … lige et lille touch af petroleum, men man fornemmer også en lille sødere olieret fedme i vinen, hvor frugten har dybde, kraft og mest er modne æbler, abrikos og nektariner … måske endda også lidt mere eksotisk frugt med papaya og mango, virkelig indbydende.

I munden kommer Mosel sødmen skyllende, men den kommer sammen med en smule sød lemon, grillede citroner, gule æbler og samtidig stor munddryppende saftighed. Limefrugterne giver lige syren bid og friskhed … samlet stor dybde og denne vin kunne let forveksles med langt dyrere Riesling vine … cremet og frisk, så dermed 92 store point.

Forhandles af Rotweiss Vinimport, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Viña Santa Rita, Floresta Chardonnay, Limarí Valley, Chile

2019 Viña Santa Rita, Floresta Chardonnay, Limarí Valley, ChileViña Santa Rita har i mange, mange år lavet vine i Floresta serien efter inspiration fra labyrinten i husets Doña Paulas have, der består af buksbom, gamle træer og mange blomster. Der laves en del vine i denne serie, men nu smager jeg to … startende med denne 2019 Floresta Chardonnay.

Der laves lidt forskellige vine i Floresta serien, bl.a. på sorterne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Carménère, Chardonnay og derudover en hvidvin på et field blend af forskelige druer.

Viña Santa Rita har jeg vist skrevet om mange gange, så derfor kigger jeg blot videre på deres Floresta Chardonnay, der er lavet med druer fra Limarí Valley i Chile.

Selvom Viña Santa Rita er et stort foretagende, så er druerne manuelt med håndkraft og overført til vineriet om natten, så de kan holdes kolde før presning og en gæring ved 10-12 grader i ståltanke og efter endt fermentering skulle vinen være lagret 8 måneder på franske egefade, herunder 25% nye fade.

Fadlagringen kan også duftes … genkendelig småfede Chardonnay aromaer med noter fra ristede nødder, skumfiduser og en frugt, som både er pærer, fersken samt hvide blomster med en bamselineagtig blødhed … alt meget rundt, pænt og godt skruet sammen.

Smagen er også blød og cremet … men smagen alligevel noget slankere end forventet ud fra duften, for virker mere frisk og endda også lidt mere mineralsk kalket. Vi er fortsat i det lidt fyldige univers, men nogle citrusagtige elementer giver vinen syre og dermed denne friskhed, således vinen bliver mere universal og alligevel fortsat blød og indbydende. 91 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Lamblin & Fils, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2022 Lamblin & Fils, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigNu er det lige tid til lidt hvid burgundisk vin, men ikke på den store Chardonnay drue … i stedet er det en Bourgogne Aligoté 2022 fra vinhuset Lamblin & Fils.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … nemlig i mit blogindlæg; Houlberg tester knastørre Chablis vine … fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils, hvor jeg smagte en del af deres vine, men dog ikke denne Bourgogne Aligoté.

Vinen er – need I say – lavet på ren 100% Aligoté … den lidt ugleset anden hvidvinsdrue i Bourgogne, som egentlig er ganske udbredt og ikke har meget prestige … men som faktisk i øjeblikket er på en historisk fremmarch og ved at komme ind i de fine stuer.

Til denne vin kommer Aligoté druerne fra nogle fossilholdige marker i Yonne-dalen, hvor terroiret er meget identisk med markerne i den mere kendte Chablis appellation. Denne vin er alene lavet på stål og er også lagret på ståltanke en periode.

Duftmæssigt virker vinen sådan lidt støvet og blød … har meloner, gule æbler, æblemost, fersken suppleret med røg, safran, honning samt søde krydderier.

Der er masser af smag i munden … her er det mest grillet lemon, syltet lemon, hyben, kvæde og en syre, der er lidt maskulin og grov, men samtidig ikke så stærk … har nærmere lidt hvid peber, en fylde og virker pænt cremet med masser af drikkeglæde og absolut en af de bedste Aligoté, som jeg har smagt … selvom jeg jo heller ikke har smagt masser. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhas Velhas Branco, Beira Interior, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhas Velhas Branco, Beira Interior, PortugalVi skal igen lige omkring en vin fra fabelagtige Rui Roboredo Madeira  og denne gang er det med hans hvide 2022 Beyra Vinhas Velhas Branco … som jeg sidst smagte i en rød udgave.

Beyra Vinhas Velhas Branco er lavet på et fieldblend, som bl.a. indeholder druerne Rabo de Ovelha og Siria suppleret med en smule Fonte Cal og kommer fra marker i 700 meters højde. Vinen er lavet med gæring i ståltanke og efter endt fermentering er den så lagret på franske egefade i 6 måneder med løbende bâttonage sur lie.

Hvor dufter den godt … virker blød med noget melon, fersken og søde limefrugter. Der kommer flere bløde aromaer af mandler, lidt honning og så får man også denne lidt smørfede note, som om den havde været lagret på fade, men det stammer klart fra lagringen af vinen sur lie, som giver denne store kropslige fylde og intensitet.

En kammerat sagde forleden, at han havde svært ved at finde portugisiske hvidvine, der smager godt … men her er svaret .. eller i hvert fald ét af dem. Smagen er blød, fed og olieret med en frugt, der også virker fed og meget lemonagtig bitter suppleret med melon og småsure citroner, hvilket samlet giver et friskt – og fedt – bid, så dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, ØstrigWeingut Huber ligger i Reichersdorf i Traisental … en smuk og dyb dal med et kalkrigt terroir i Niederösterreich og derfra smager jeg en Getzersdorfer Engelsberg Riesling 2022.

Weingut Hubers vinhus ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien. Det drives af den unge Markus Huber. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han endelig vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig klart den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Vinen er lavet på ren Riesling fra de to stejle, kalkholdige og soleksponerede topmarker Berg og Engelreich ved Getzersdorf og vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først er udblødet i 4 timer ved lav temperatur inden presning og gæringen, som er sket i store temperaturstyrede ståltanke og derefter er vinen så blot lagret 4 måneder inden aftapning på flaske og har 8,4 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det umiddelbart en rund, klar og saftig Riesling, hvor der både kommer små drops med petroleum frem, men også en tropisk frugt med fersken, pærer, gule æbler, lidt mango og ananas … ellers pænt med en helt kalket luftighed, som lige løfter vinen et niveau over mange andre Riesling vine.

Smagen er langt mere koncentreret og rigere i frugten end både forventet og prisen egentlig tilsiger. Det er gule æbler kombineret med de eksotiske frugter som mango, fersken og ananas, men det er nærmest læskende saftigt, mens syren mest drives af kandiserede citroner, æblemost og har denne lille sødme, som gør balancen er rigtig fin og tilgængelig for alle … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Clos de Gamot, Clos de Gamot, Sud-Ouest, Frankrig

2020 Clos de Gamot, Clos de Gamot, Sud-Ouest, FrankrigClos de Gamot er husets hovedvin og alle Auxerrois aka Malbec druerne kommer selve fra den historiske Clos de Gamot mark og jeg smager vinen i en årgang 2020.

Druerne er fra nogle af husets 40-70 år gamle vinstokke og de forskellige parceller fra marken vinificeres separat i små stålkar med gæring og maceration over 21 dage med nænsom udblødning og daglig remontage.

Efter endt fermentering er vinen så lagret på store gamle 70 til 100 hektoliter foudres træfade et sted mellem 18 og 24 måneder afhængig af årgang.

Vildskaben i duften er der fortsat i denne vin, men er mere kontrolleret og mere poleret. Det er dog fortsat som en hård jernnæve med blåbær, brombær, ribs, grannåle, røg, cedertræ, nelliker, sur tobak, grafit og tryksværte … meget ren og klassisk i aromaerne.

Nu er vi også smagsmæssigt på et helt andet niveau end med Le Gamotin, for intensiteten er større og det er klarheden også, for nu er frugten blødere, smagen mere cremet og lækkerfin … hele tiden med denne mørke og lidt ubarmhjertige side. Samtidig er tanninerne tydelige, men aldrig uforsonlige … så dybest set får du bare masser af velsmag med solbær, brombær, lakrids med blækagtige note, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Podere Ruggeri Corsini, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Podere Ruggeri Corsini, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSceneskifte … har hevet en flaske 2021 Langhe Nebbiolo fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini frem fra køleskabet og skænket et ordentlig glas af vinen foran brændeovnen … eller nok mere korrekt blot en indsats i en ældre pejs.

Podere Ruggeri Corsini ligger i den smukke by Monforte d’Alba i Piemonte og er er forholdsvis nyt vinhus, da det er grundlagt i 1995 af parret Loredana Addari og Nicola Argamante, der begge uddannet indenfor landbrug og specialiseret i vindyrkning samt ønologi.

Begge droppede deres job samt bylivet og købte en lille gård i Monforte d ‘Alba i hjertet af Langhe. På gården havde man i forvejen dyrket druer, men disse blev solgt til andre vinproducenter. Som hjælp hyrede de også Loredanas bror Lorenzo.

Vingården fik navnet Corsini, som refererede til nogle gamle stenhuse i den gamle landsby i Monforte d’Alba, mens Ruggeri henviser til Nicolas mor, som troede på sønnens projekt og støttede ham og Loredana økonomisk. Podere betyder – som du nok allerede ved – gård og således blev gårdens navn Podere Ruggeri Corsini.

I 1996 blev de første 6.000 flasker produceret og disse blev primært solgt til udlandet, men i dag producerer den lille gård et sted mellem 65.000 – 75.000 flasker hvert år og Loredana og Nicolas døtre Francesca og Vittoria er også kommet med i driften.

Vingården har samlet omkring 9 hektar vinmarker, hvor de dyrker Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Albarossa, Pinot Nero samt de hvide sorter Arneis, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Hos Podere Ruggeri Corsini fokuserer familien på kvalitet i tilblivelsen af deres vine hele vejen gennem den komplicerede proces. Efter den nøjsomme håndplukning og sortering af druerne fjerner man alle stilke, bryder drueskallernes overflade forsigtigt og lader gæringen foregå over små to uger, mens temperatur og bevægelse i druemosten bliver kontrolleret.

Jeg mødte faktisk tilbage i 2017  Loredana Addari ved en Barolo & Friend Event smagning i Aarhus og smagte dengang deres Autenzio Albarossa i årgang 2013.

Her smager jeg en række vine fra Ruggeri Corsini … og i dag blev det så denne Langhe Nebbiolo, der er lavet på druer fra nogle af husets vinmarker i 430 meters højde og høstet manuelt.

Efter høsten er druerne først afstilket og let knust, hvorefter gæring samt maceration er sket i store tanke med 4 overpumpninger dagligt i den første uge og maceration i 8 dage ekstra. Så følger malolaktisk gæring og derefter er vinen laget 12 måneder på store slavonske egetræsfade i Ruggeri Corsinis kældre.

I næsen er vinen lys, parfumeret med læder, seletøj, violer, mynte, rosenblade og en skarp stringent italiensk syre, ribs, moreller, noget tranebærjuice, hæfteplaster, pilleglas og balsamisk syre.

Smagen er skarp, skærende, stram og frisk med virkelig tør syre, masser af lys frugt med grønne jordbær, hindbær, ribs samt en snert af lidt sødbitter lemon, som bidrager til vinens lette, ungdommelige og friske smag samt tørre tanniner, som dog aldrig bider for alvor, men bare giver vinen energi og liv. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandWeingut Reverchon er jeg før med stor velbehag stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg igen vin fra Ralph Herke og Bernhaart Maas og det er så denne 2019 Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb.

Denne vin er fra den stejle og gamle Filzener Herrenberg mark. hvor Reverschon samlet 6,5 hektar. Marken ligger på en skiferklædt samt sydvestvendt skråning og den har upodede vinstokke på 80-100 år. Denne vin er alene lavet på rustfrie ståltanke og der er den også lagret en periode og har et sukkerindhold på 22,4 gram restsukker pr. liter.

Luftig aroma … det er hvide blomster, let strejf af nødder, masser af æblemost, fersken, nektariner samt vingummifedme og en næsten perfektionistisk balance, som gør vinen overjordisk og utrolig venlig med en bamselineagtig ordentlighed. landlighed og renhed.

Smagen er tæskelækker … for nu at sige det rent ud og selvom det rigtigt nok er en Kabinett Feinherb og selvfølgelig har en vis Mosel sødme, så virker den på ingen måder for sød, men mere klingende, ren og syngende med en sopranfin syre, der er sprød, frisk og en smule mineralsk sammen med frugt af saftige æbler, æblemost, fersken, kandiserede citroner og bitter lemon. Det er læskende, saftigt og yderst drikbar … og så var den flaske tom. 92 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2022 Domaine les Bruyères, Syrah les Monestiers IGP, Rhône, Frankrig

2022 Domaine les Bruyères, Syrah les Monestiers IGP, Rhône, FrankrigVi fortsatte de nordrhônske vine med en 2022 Syrah les Monestiers IGP fra Domaine les Bruyères og denne er en vin lavet med opkøbte druer i modsætning til husets normale vine.

Domaine les Bruyéres ligger i byen Beaumont-Monteux 5-6 kilometer nord for Valence og drives af David Reynaud. Selve vingården stammer tilbage fra 1700-tallet, men der blev først lavet vin på gården i slutningen af 1800-tallet, hvor Auguste Serret og Adélaïde Marron anlagde vinmarkerne.

Senere blev driften overtaget af sønnen Joseph Serret og dennes hustru Gabrielle Ronjat. Efter 2. verdenskrig giftede deres datter Josette Serret sig med Georges Reynaud og det er ham, som fik gang i en større vinavl på de dengang 7 hektar vinmarker.

De solgte dog blot alle druerne til det lokale vinkooperativ Cave de Tain l’Hermitage, som den dag i dag fortsat er den største producent i området.

I 1988 blev driften overtaget af Georges’ datter Marceline og det var under hendes ledelse, at familien begyndte med egenproduktion samt køb af flere marker. Siden år 2000 har det imidlertid været Marcelines søn David Reynaud, som har forestået driften og produktionen af vinene fra Domaine les Bruyéres.

David er uddannet ønolog og har siden overtagelsen i år 2000 virkelig vendt op og ned på produktionen. Ved overtagelsen blev udbyttet straks sænket og produktionsmetoderne omlagt for at skabe mere intense og karakterfulde vine med tydeligt terroir.

I første ombæring blev hele fremstillingsprocessen omlagt til økologisk produktion, men siden 2005 er Domaine les Bruyères gået et skridt videre og er blevet 100% biodynamisk.

David har også købt yderligere jordlodder, således Domaine les Bruyéres i dag ejer 27 hektar vinmarker, hvoraf hele 14,5 hektar er AOC Crozes-Hermitage. Der dyrker han fortrinsvis Syrah, men også Marsanne, Roussanne, Mondeuse Blanche og Viognier til hvidvin, Grenache til en rosévin samt en smule Persan og Merlot.

Det meste markarbejde på Domaine les Bruyères laves i hånden og ved høsten foretages der strikt sortering af druerne både i marken og inden vinifikationen.

Kælderen er beliggende helt under jorden, så al transport af druerne sker ved hjælp af tyngdekraften. Gæringen foregår hovedsageligt i store betonæg, som giver en mere harmonisk gæring. Der svovles kun ganske let.

Udover at lave vin på druer fra sine 27 hektar, så opkøber David Reynaud også druer fra andre producenter og disse holdes adskilt fra egne vine … egne vine på den ene side i lageret og vine på opkøbte druer i den anden side.

Denne Syrah les Monestiers IGP er netop en vin, som er lavet på opkøbte Syrah druer fra andre producenter i Crozes-Hermitage og er fra 15 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med fuldstændig afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket på store cementtanke og der er vinen også lagret efter endt fermentering.

Det stinker nærmest af Nordrhône … men på den fede måde med en animalsk, herlig aroma med flæsk, ko-lort, mødding, ymer, mælkede noter, hængt kød, røg, peber og en mørk frugt med brombær, tjære, enebær og virkelig bare total landlig.

Smagen er tær, stram, sur med lakridsrod, tør engelsk lakrids, solbær, brombær og ribs suppleret med sorte oliven, tobak, en stærk espresso og total frugttung på den bedste måde. Der er måske ingen elegantier, men man får frugten lige i hovedet … direkte og uden sminke. 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bernard Gripa, Saint-Joseph Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Bernard Gripa, Saint-Joseph Blanc, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en smagning af vinene fra det nordlige Rhône forestået af Bichel Vine og den første vin, som vi smagte var denne 2020 Saint-Joseph Blanc fra Bernard Gripa.

Vinhuset ligger i Mauves i Ardèche området nord for Valence … ja faktisk er Gripa nabo til Pierre Gonon, der blot ligger en smule længere nede af Avenue Ozier. Vinhuset er grundlagt i 1974 af Bernard Gripa og drives i dag fortsat af Bernard … men nu sammen med sønnen Fabrice.

Samlet har de 16 hektar vinmarker, som ligger på de stejle granit-skråninger i både Saint-Joseph og i Saint-Peray. De bedste marker er i Saint-Joseph Le Berceau og i Saint-Peray Les Figuiers og Le Pins.

Alt arbejde hos Fabrice og Bernard foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées … også kaldet L’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænset i størst muligt omfang.

Bernard Gripa’s vine er da også hvert år optaget i Guide Hachette, som regel med stjerner og ofte med Coup de Ceurs. Og selve domainet har Coup de Ceur i vinguiden Gault Millau.

Denne hvide Saint-Joseph er lavet på 80% Marsanne og 20% Roussanne fra stokke med en gennemsnitsalder på 25 år. Modnet på en blanding af tanke og store, brugte fade.

I næsen er vinen smørfed … har en meget aromatisk duft med mandelmælk, fersken, kandiserede pærer, bivoks, safran, sandeltræ, honning, let karamel og lakridsrod.

Smagen er også bred og fed, meget smagfuld med en blød syre og alligevel en vis friskhed. Det er – som med duften – fede frugter som abrikos, pærer og noget hvid peber samt en lang, klingende eftersmag, så dermed 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7