Tag-arkiv: Spanien

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, PortugalVi skal da igen igen til AMKAs smukke vingård Quinta do Pégo og denne gang er det med deres 475 Years Anniverdary Edition Reserve.

Vinen er en årgang 2019, men er frigivet her i 2023 og fejrer, at Quinta do Pégo har en historie, der dokumenterbart kan føres 475 år tilbage til 1548. Denne edition udgave fejrer og hylder således Quinta do Pégos stolte vinfremstillingshistorie.

Vinen er på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er dyrket på gamle vinstokke. Druerne er både fodtrådt og har også gæret i granit lagars. Efter fermentering er vinen har vinen været lagret på franske egetræsfade i 18 måneder, hvorefter vinen har været lagret en periode på flasken inden frigivelsen.

Duftmæssigt virker det som en tør vin … tør, krydret med masser af trænoter, cedertræ, tryksværte, blæk, balsamiske elementer, noget gin, salvie og enebær, violer, blåbær, grønne grene og let afsmitning fra fadlagringen med en smule chokolade.

I munden har vinen en ret frisk frugt, solbær, tranebær og ribs, masser af Campari bitterhed, rank, stram, sur tobak, har tynde og småsyrlige tanniner, godt med kantet og tør syre. Den bider, vrisser og giver tænder, men det er på en energisk måde. 88 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje Blanco, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje Blanco, Valencia, SpanienForleden smagte jeg den dejlige rødvin Mestizaje Tinto Vino de Pago fra Bodegas Mustiguillo, men den har faktisk en hvid søster og den er denne Mestizaje Blanco, som jeg smager i årgang 2022.

Vinen er fremstillet på 65% Merseguera, 24% Viognier og 11% Malvasia, som kommer fra mere end 30 år gamle vinstokke på Mustiguillos kalkholdige monopolmark Finca Calvestra.

Her fandtes der oprindeligt kun meget gamlebuskvine af rødvinsdruen Bobal, men da den kølige beliggenhed i 900 meterd højde giver optimale betingelser for hvidvine, så har Antonio Sarrión valgt at pode Merseguera på en del af de eksisterende Bobal-vinstokke.

De 3 druesorter og de forskellige markafsnit høstes og vinificeres separat. Vinen er så lavet ved, at de afstilkede druer koldmacererer ved 6 grader 4 til 8 timer afhængig af druesort.

Vinen spontangærer herefter på temperaturstyrede ståltanke ved 10-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie inden aftapning og frigivelse.

Næsen er bred, nysgerrig og fyldt med søde krydderier, sandeltræ, en frugt at grillet citron, melon, pærer og fersken, blomstervand og egentlig også ganske aromatisk.

I munden er vinen cremet og fyldig … har masser af krop, fedme, kandiseret lemon, godt med eksotisk frugt som mango, papaya og kvæde, søde krydderier, let peber og  næsten olieret. Fedmen følges af en maskulin, sød og grov syre, men på én eller anden måde så fungerer det ret godt og skaber en pænt smagfuld vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen kun er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje, Valencia, Spanien

2021 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje, Valencia, SpanienFra marker i 800 meters højde i det kuperede El Terrerazo smager jeg nu igen fra Bodegas Mustiguillo en Mestizaje Tinto Vino de Pago, som jeg før har smagt i årgang 2018 og 2019 … men nu smager jeg vinen i årgang 2021.

Antonio Sarrión har lavet vinen på et blend af 72% Bobal, 17% Garnacha og 11% Syrah fra veldrænede kalkstensmarker i 800 meters højde. Vinmarkerne dyrket økologisk og helt uden kunstvanding.

Hver druesort og hver parcel vinificeres separat … først sker den en kold maceration af druerne i 3 døgn ved 8-10 grader, hvorefter den alkoholiske gæring sker spontant med druerne naturlige gærceller i både rustfrie ståltanke på  8.000-10.000 liter og egetræsfade over 11-13 dage ved 26 grader med løbende overpumpninger og manuelle punch downs.

Efter endt fermentering får vinen en yderligere maceration i 5-8 dage inden presning og lagring på både rustfrie 5.000-8.000 liter ståltanke samt franske egetræsfade i 10 måneder.

Duften er atter landlig, luftig, saftig og bondsk … men kan nærmest fornemme aromaer i bjergluften oppe blandt geder i højderne, mens frugten næsten er beaujolaisagtig med koncentreret kirsebær, lyse blommer, jordbær, hindbær, frugtsødme og blomsterpollen. Præget fra fadlagringen er beskeden, men man fornemmer lidt chokolade, sødme og støvet mineralitet.

Hvor er det let, ubekymret og læskende … meget easygoing, drinkable og tilgængelig vin, som du kan drikke mange, mange glas af og det er der også god grund til, for vinen har virkelig denne lette og umiddelbare tilgang, en lys frugt med hindbær, lyse tranebær, hyben samt blommer. Syren er let og støtter bare let, tanninerne er saftige, så samlet set … er det bare om at drikke op. Det er ikke komplekst, dybt eller til meditation, men mere til fest, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodegas Martín Códax, Pizarras de Otero, Bierzo, Spanien

2021 Bodegas Martín Códax, Pizarras de Otero, Bierzo, SpanienDer er noget meget charmerende ved denne Pizarras de Otero, der er fra det store kooperativ Bodegas Martín Códax i Vilariño i udkanten af den større by Cambados i Valle de Salnés dalen. Jeg smager nu vinen i årgang 2021.

Det er en vin, der er lavet på 100% Mencía druer, der er fra Otero området. Vinen er lavet med en kølig pre-maceration ved 10 grader og så er gæring sket kortvarigt i ståltanke og efter endt fermentering også lagret i ståltanke for en ren og autentisk gengivelse af druesort og terroir.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif lidt beaujolaisagtig med blomster, lidt banan og rustik bondskhed og egentlig heller ikke så mørk i glasset som forventet af en Mencía vin. Der kommer noget grøn peber, godt med kirsebær suppleret med hindbær, masser af friskhed i frugten, frisk blomsterpollen og bagepulver.

I munden er det også en let, frisk, aromatisk og let drikbar vin, hvor der er hindbær, tranebær og en snert af lidt ribs. Det er en slank og mager vin, der har en let syre med lidt citronsaft, lette tanniner, lidt peber og samlet set et frisk bid … syrlig og bondsk, men satans charmerende, så dermed 91 point og faktisk en billig pris.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Bodegas Jiménez-Landi, Piélago, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Bodegas Jiménez-Landi, Piélago, Castilla-La Mancha, SpanienVi fortsatte sgu med let, spansk rødvin, for den næste vin 2016 Piélago fra Bodegas Jiménez-Landi er nemlig en Grenache baseret vin fra appellationen Méntrida i Toledo provinsen og vinregionen Castilla-La Mancha.

Bodegas Jiménez-Landi er en familieejet vingård, der blev grundlagt i 1963, selvom familien Jiménez-Landi egentlig har produceret vin i Méntrida-området siden 1500-tallet og holder da også til i en gammel og historisk vingård med gamle kældre.

I dag drives vingården af to generationer af Jiménez-Landi-familien, som producerer deres vine fra 20 hektar vinmarker, der alle er i gang med at konverteret til certificeret økologiske drift.

De 20 hektar er fordelt med 15 hektar i Méntrida, der ligger i 550-600 meters højde og 5 hektar i Real de San Vicente, som ligger i 750-900 meters højde.

Bodegas Jiménez-Landi er i dag kendt for at producerer vine, der er baseret på primært Garnacha druer fra marker beplantet med gamle Garnacha-vinstokke.

Daniel Gómez Jiménez-Landi har været den primære vinmager i mange år på vingården, der er grundlagt af hans fætter, men  i 2012 solgte han sin andel i Bodegas Jiménez-Landi og har siden skabt sit eget vinhus. Det har han haft stor succes med og kaldes også en af Spaniens store vinmagere og han har også arbejdet sammen med nogle af pionererne i Priorat og er også partner med Fernando Garcia på Comando G projektet.

Han er fx også venner med  David Villamiel fra vinhuset A Pie de Tierra, da de begge kommer fra Méntrida.

Denne Piélago er på ren Grenache, der kommer fra husets vinmarker i Real de San Vicente i 750-900 meters højde samt 40-70 år gamle vinstokke. Piélago er navnet på det bjerg, som ligger ved Real de San Vicente.

Vinen er lavet ved, at druerne først får en 4 dage kølig pre-maceration og derefter sker spontangæring og maceration med druernes naturlige gærceller ved 15-22 grader over 20-40 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte træfade på mellem 500-3.000 liter.

Duftmæssigt har vinen en lille sød slagside med fondant, nougat, chokolade, bløde blommer, blomme i Madeira, jordbær, kirsebær, oksefond, gazebind og blomster … meget let, frisk og lys … meget forførende og har et lyst sind.

I munden er det også en lys, let, læskende og saftig vin med en lille sødme, meget frugtagtig og har da også lyse, lette tanniner, der er tørre, men egentlig meget omgængelige. Der kommer en smule peber og er ellers fløjlsblød med stor kompleksitet … fandens til lækker vin, som vinder ens hjerte. 95 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, Spanien

2019 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, SpanienDen lille appellation Conca de Barberà ligger i Katalonien og i byen Montblanc finder vi Josep Foraster, der står bag denne 2019 Julieta Trepat.

Vingården er reelt grundlagt i 1828, hvor Ramon Maria Foraster startede med at avle lidt druer, men under den spanske borgerkrig blev en del af gården dog ødelagt. Det var sønnen Josep Foraster Roselló, der igen startede driften med køer, grise, kyllinger og så vinavl, men druerne blev blot solgt til Montblancs vinkooperativ.

Det var først i 1998, at Josep Foraster Rosellós søn – der også hed Josep Foraster – selv startede med at lave vin på gården, men desværre døde han allerede året efter, hvorefter hans søster Julieta Foraster fortsat produktionen sammen med hende mand Josep Lluis.

Siden 2005 har det dog været Julietas søn Ricard Sebastià Foraster, der efter uddannelse til ønolog, der har stået for driften. Siden 2017 har han også fået hjælp af Adria Foraster … der er søn af afdøde Josep Foraster og gerne vil fortsætte i faderens fodspor.

Vingården har samlet 29 hektar og på den 9 hektar store Mas Castells mark dyrkes de to sorter Cabernet Sauvignon and Ull de Llebre, som er det lokale navn for Tempranillo.

På de øvrige marker dyrker familien Trepat, Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Syrah, Grenache, Garnacha Peluda og de hvide sorter som Garnacha Blanca, Chardonnay, Macabeu og Parellada.

Denne Julieta Trepat er opkaldt efter Ricard Sebastià Forasters mor og lavet på Trepat druen, som er meget dyrket i Conca de Barberà og kaldes et nordspansk alternativ til Pinot Noir.

Vinen er lavet med gæring og maceration på beton og efter endt fermentering er vinen skam også lagret 7 måneder i store betonæg.

I næsen er det en lys, luftig og let vin, hvor der er blomster, tulipaner, banan, Carletti skumbananer, kardemomme og julekrydderier, blæk, kirsebær, jordbær og lidt grønne stilke. Det er en utrolig, let og frisk rødvin med lidt skovbund og disse julekrydrede noter.

Sådan smager den også … utrolig, let og frisk … har søde og bløde kirsebær, jordbær, nærmest med Pinot Noir druens lethed, elegance suppleret med let samt læskende saftighed. Hvor er det en smuk, fin samt indbydende vin, man omgående knuselsker. 95 point.

Forhandles af Wohlenberg Vinhandel, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, Spanien

2022 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, SpanienRisky Grapes Wine Co er vinmageren Antonio Sarrións sideprojekt, som han driver ved siden af Bodegas Mustiguillo og nu smager jeg atter hans hvide Atance Cuvée No 1 i årgang 2022.

Det er en vin, der er lavet på den mere ukendte Merseguera drue. da Atance Cuvée No 1 er lavet på 70-80% Merseguera og 20-30% Malvasía, der kommer fra husets Conejeros mark i 840 meter højde og med en sandholdig ler- og kalkstenjord.

Druerne fra hver eneste plot på marken vinificeret separat, hvor de efter høst afstilkes og knuses let inden en kold maceration ved 6 grader i 4-8 timer, hvilket efterfølges af spontangæring alene med druernes naturlige gær i rustfrie ståltanke på 25-50 hektoliter ved 10-17 grader. Derefter lagres vinene på ståltankene sur lie i 6 måneder.

Duftmæssigt er det en fyldig og virker endda næsten olieret i aromaerne, der helt sikkert er eksotiske med både melon, mango, hyldeblomst, banan og pærer … atter noget sandeltræ, papkasser eller umami, lakridskonfekt og vingummi, sødlige blomster og en nærmest seksuel og erotisk tiltrækningskraft. Virker fyldigere end 2021’eren.

Igen er det også smagsmæssigt en fyldig vin, der på overfladen virker blød og cremet, men så ruller der masser af bittersyrlig lemon hen over tungen sammen med lidt hvid peber, hvilket gør vinen langt mere frisk end duften egentlig indikerede. Dertil kommer lidt melon, pærer, en robust og hårdfør syre … rigtig dejlig vin med denne søde og bitre smag, men prisen fortsat er helt loco. 90 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen kun er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Satans god pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Viñedos y Bodegas García Figuero, Tinto Figuero 15, Ribera del Duero, Spanien

2018 Viñedos y Bodegas García Figuero, Tinto Figuero 15, Ribera del Duero, SpanienJeg har før smagt en 2018 Tinto Figuero 12 fra vinhuset Viñedos y Bodegas García Figuero, men nu topper jeg den med en 2018 Tinto Figuero 15 🙂

Viñedos y Bodegas García Figuero ligger lidt syd for La Horra by i Burgos området af Ribera del Duero og tidligere grundlagt af José María García, som blev født ind i en familie af vinavlere.

I 1961 – i en alder af 25 år- giftede han sig med Milagros Figuero fra samme by. Da hun også kom fra en familie af vinavlere, så smeltede de to vinhuse senere sammen, men solgte egentlig blot alle deres Tempranillo druer til Alejandro Fernandez fra tophuset Pesquera.

Men i slutningen af 1990’erne ændrede José María García dette i en sen alder og grundlagde således Viñedos y Bodegas García Figuero, hvor han selv begyndte at lave vine fra de druer, som var blevet så eftertragtede af alle de store vinhuse som både Pesquera og Bodega Vega Sicilia.

Det blev understøttet af ansættelse af vinmagerne Óscar Rodríguez og Jean François Hébrard samt bygning af et stort og topmoderne vineri i 2001 og dette er senere udbygget i 2007.

Samlet har Viñedos y Bodegas García Figuero 85 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 34 parceller på nogle af de bedste lokationer i Ribera del Duero.

De fleste af markerne har Tempranillo vinstokke, der er over 40 år gamle, men heraf har cirka 25 hektar af markerne 60-90 år gamle vinstokke og en del af disse er med en helt særlig Figuero klon, som løbende har været fremavlet af hans bedste planter. Det betyder også meget lave udbytter … flere steder på 20-28 hektoliter pr. hektar og ellers omkring 40 hektoliter pr. hektar.

I dag er Josés 3 børn Antonio, Henar og Carlos kommet med i driften og har overtaget den reelle ledelse.

Her smager jeg husets 2018 Tinto Figuero 15, der er en Reserva og faktisk er lavet næsten som Tinto Figuero 12 … altså fra Tempranillo vinstokke, der er plantet 1965 og 1995. Der anvendes ikke pumper i produktionen, så mosten flyttes alene via tyngdekraft.

Men i stedet for lagring efter endt fermentering i 12 måneder på egefade, så er denne lagret 15 måneder på helt nye barriques, hvoraf 40% er amerikanske og 60% franske … og så har vinen en højoktan på hele 15,5% alkohol.

Nååå det dufter godt og vamset … fed, sort og intens vin med sød tobak, sød finsk og tør engelsk lakrids, vanilje, kanel, chokolade og en moden sort frugt af brombær, blommemarmelade, svesker, lidt kirsebærsauce, blåbær, læder og gammel tyktflydende balsamico samt træagtige noter med cedertræ, teak og mahogni … en stor historie og stor duft.

Hvor smager den godt … smelter i munden som et stykke mørk chokolade med højt kakao indhold. Man kan fornemme det høje alkoholoktan, men det bliver aldrig alt for forstyrrende, men er godt integreret. Tanniner er velvillige og flinke, men giver dog lidt tørhed, mens der også kommer nogle lidt brændte elementer, toast og vinen har også en lille lemonagtig bitterhed, der sammen med en syre, der er pænt tilbagetrukken, alligevel giver god rygrad i vinen. Det er sgu kapabel Ribera del Duero, så 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodega Tres Pilares, Hermanos Fernández Verdejo Gran Vino de Rueda, Rueda, Spanien

2021 Bodega Tres Pilares, Hermanos Fernández Verdejo Gran Vino de Rueda, Rueda, SpanienRueda smagningen allersidste vin blev for mig denne 2021 Hermanos Fernández Verdejo Gran Vino de Rueda fra vinhuset med navnet Bodega Tres Pilares … opkaldt efter de 3 brødre, der ejer og driver vinhuset.

Det er en vingård, som er grundlagt i 2013 af Juan Antonio, Eustaquio og Jaime Fernández Martín … og huset ligger i La Seca i Rueda.

De 2 søljer aka her de 3 brødre har sammenlagt 74 hektar vinmarker, hvor de primært dyrker Verdejo. Vinmarkerne har de 3 brødre overtaget fra deres familie … og de fleste er med mere end 30 år gamle vinstokke.

Denne vin Hermanos Fernández Verdejo Gran Vino de Rueda er lavet med Verdejo druer fra 40 år gamle vinstokke på Sendero  del Monte marken. Derudover er der faktisk ikke rigtigt info om vinen, men mon ikke, at den er lavet på rustfrie ståltanke og lagret med bærmen?

Duften er jeg ikke pjattet med … meget oxidativ, olieret … har linolie samt andre dieselagtige tertiære noter samt lidt krudt, mens selve frugten virker lidt skjult og mest er noget melon.

Smagen er også noget flad og punkteret … mangler klart noget dybde, men har i stedet nogle salte mineraler og en frugt af gærede pærer, overmodne æbler og tørret abrikos, mens syren også virker noget vag. 87 point.

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 11,50€ … hvilket svarer til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2022 Dominio de la Granadilla, Verdejo Orgánico, Rueda, Spanien

2022 Dominio de la Granadilla, Verdejo Orgánico, Rueda, SpanienBodegas de la Granadilla ligger lidt nordøst for byen Nava del Rey i Valladolid under DO Rueda i vinregionen Castilla y León og derfra var vinen 2022 Verdejo Orgánico næstsidste vin til smagningen af Rueda vinene.

Bodegas de la Granadilla er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2015 af fem brødre, som byggede en stor og moderne vingård med det mest moderne udstyr for at realisere deres drøm om at lave vin i et af de ældste vinområder i Rueda.

De 5 brødre er Luis Alfonso, Roberto, Ana, David og Miguel fra Descalzo Matos familien, der har været vinavlere i området igennem flere årtier og Roberto har bl.a. tidligere været tilknyttet det lokale kooperativ Sdad. Coop. Viñedos La Granadilla.

Vinhuset har samlet 70 hektar vinmarker i både Nava del Rey og Villaverde de Medina … og til fleste af markerne er tilplantet med Verdejo druen, som brødrene har specialiseret sig i. Derudover har de også lidt Sauvignon Blanc marker.

Denne 2022 Verdejo Orgánico er lavet druer fra 20 hektar vinmarker, der er dyrket økologisk. Druerne er dog høstet med maskiner om natten og gennemgår en kold maceration i 5-6 timer inden gæringen. Den er sket på rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og efter gæring er vinen blot lagret samme sted i 5-6 måneder sur lie.

Duftmæssigt igen en blød vin … ikke så koncentreret, men har en fin frugt med fersken og abrikos, hvilket suppleres med noget citrus og godt med urter samt en saltet mineralitet … alt ganske blidt.

Smagen er også blød … en kende ekspressiv, fyldig og cremet, men samtidig med en god koncentration af frugten, der smagsmæssigt så også virker en smule tropisk med abrikos og syltede citroner og en syre, der også er frisk og citronagtig. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7